RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

9. december 2014 (*)

»Konkurrence – karteller – markedet for rundt armeringsstål i stænger eller ruller – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 65 KS, efter EKSF-traktatens udløb, på grundlag af forordning (EF) nr. 1/2003 – fastsættelse af priser og betalingsfrister – begrænsning af eller kontrol med produktion eller afsætning – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – retsgrundlag – ret til forsvar – bøder – overtrædelsens grovhed og varighed – formildende omstændigheder – hensyntagen til en annullationsdom i en konneks sag«

I sag T-91/10,

Lucchini SpA, Milano (Italien), først ved advokaterne M. Delfino, J.-P. Gunther, E. Bigi, C. Breuvart og L. De Sanctis, derefter ved advokaterne J.-P. Gunther, E. Bigi, C. Breuvart og D. Galli,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen, først ved R. Sauer og B. Gencarelli, som befuldmægtigede, bistået af advokat M. Moretto, derefter ved M. Sauer og R. Striani, som befuldmægtigede, bistået af M. Moretto,

sagsøgt,

angående en påstand om, at det fastslås, at Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30. september 2009 (sag COMP/37 956 – Rundt armeringsstål, genvedtagelse), som ændret ved Kommissionens beslutning K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009, er en nullitet eller skal annulleres, en subsidiær påstand om annullation af nævnte beslutnings artikel 2 og en mere subsidiær påstand om nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt,

har

RETTEN (Ottende Afdeling)

sammensat af dommerne M.E. Martins Ribeiro (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, A. Popescu og G. Berardis,

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. februar 2013,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1.     EKSF-traktatens bestemmelser

1        Artikel 36 KS fastsatte følgende:

»Inden Kommissionen træffer bestemmelse om en af de økonomiske sanktioner eller fastsætter en af de tvangsbøder, der omhandles i denne traktat, skal den give vedkommende lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

Domstolen har fuld prøvelsesret i sager vedrørende økonomiske sanktioner og tvangsbøder, der er fastsat i henhold til bestemmelserne i denne traktat.

Klagerne kan på de i denne traktats artikel 33, stk. 1, fastsatte vilkår til støtte for deres sag påberåbe sig, at beslutninger og henstillinger, som de påstås at have tilsidesat, lider af retlige mangler.«

2        Artikel 47 KS havde følgende ordlyd:

»Kommissionen kan indhente de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af dens opgaver. Den kan lade foretage de nødvendige efterprøvelser.

Kommissionen er forpligtet til ikke at give oplysninger om forhold, som ifølge deres natur er tjenestehemmeligheder, navnlig oplysninger om virksomheder og om deres forretningsforbindelser eller omkostningsforhold. Med dette forbehold skal den offentliggøre alle oplysninger, som kan være til nytte for regeringerne eller alle andre interesserede parter.

Virksomheder, som unddrager sig forpligtelser, der er pålagt dem ved beslutninger vedtaget i medfør af denne artikel, eller som bevidst meddeler urigtige oplysninger, kan af Kommissionen pålægges bøder, som ikke kan overstige 1% af den årlige omsætning, samt tvangsbøder, som ikke kan overstige 5% af den gennemsnitlige daglige omsætning for hver dags forsinkelse.

Ethvert brud på tjenestehemmeligheden, som begås af Kommissionen, og som påfører et foretagende tab, kan give anledning til erstatningssøgsmål, som anlægges for Domstolen i henhold til bestemmelserne i artikel 40.«

3        Artikel 65 KS bestemte følgende:

»1.      Alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for virksomheders organisationer og alle former for samordnet praksis, som har til formål direkte eller indirekte at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence på det fælles marked, er forbudt, navnlig sådanne, som består i:

a)      fastsættelse eller bestemmelse af priser

b)      begrænsning af eller kontrol med produktion, teknisk udvikling eller investeringer

c)      opdeling af markeder, produkter, aftagere eller forsyningskilder.

[…]

4.      Aftaler eller vedtagelser, der er forbudt i medfør af denne artikels stk. 1, er uden videre ugyldige og kan ikke påberåbes ved nogen domstol i medlemsstaterne.

Under forbehold af adgang til at indbringe søgsmål for Domstolen har alene Kommissionen kompetence til at udtale sig om overensstemmelsen mellem de nævnte aftaler eller vedtagelser og bestemmelserne i denne artikel.

5.      Virksomheder, som har indgået en aftale, der uden videre er ugyldig, eller som ved at benytte voldgift, konventionalbøder, boykot eller ethvert andet middel har anvendt eller forsøgt at anvende en sådan ugyldig aftale eller vedtagelse eller en aftale, hvortil godkendelse er blevet nægtet eller tilbagekaldt, eller som har opnået en tilladelse ved bevidst at fremsætte falske eller fordrejede oplysninger, eller som anvender fremgangsmåder, der strider mod bestemmelserne i stk. 1, kan af Kommissionen ikendes bøder eller tvangsbøder, der højst må være lig med det dobbelte af omsætningen for de produkter, som vedrøres af den aftale, vedtagelse eller fremgangsmåde, der strider mod bestemmelserne i dette stykke, dog således at det ovenfor fastsatte maksimum, når formålet har været at begrænse produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, i tilfælde af bøder kan sættes op til 10% af de pågældende virksomheders årsomsætning og i tilfælde af tvangsbøder op til 20% af den daglige omsætning.«

4        I henhold til artikel 97 KS udløb EKSF-traktaten den 23. juli 2002.

2.     EF-traktatens bestemmelser

5        Artikel 305, stk. 1, EF havde følgende affattelse:

»Denne traktats bestemmelser ændrer ikke bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, navnlig ikke medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser, beføjelserne for dette Fællesskabs institutioner og reglerne i den nævnte traktat om, hvorledes fællesmarkedet for kul og stål skal fungere.«

3.     Forordning nr. 1/2003

6        Artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] [artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) har følgende ordlyd: »Med hensyn til anvendelsen af […] artikel 81 [EF] og 82 [EF] har Kommissionen de i denne forordning fastsatte beføjelser.«

7        Artikel 7 i forordning nr. 1/2003 med overskriften »Konstatering og standsning af overtrædelser« fastsætter følgende:

»1.      Hvis Kommissionen på grundlag af en klage eller på eget initiativ konstaterer, at […]artikel 81 [EF] eller 82 [EF] er overtrådt, kan den ved en beslutning pålægge de deltagende virksomheder eller virksomhedssammenslutninger at bringe den pågældende overtrædelse til ophør […] Når Kommissionen har en berettiget interesse deri, kan den endvidere fastslå, at der tidligere forelå en overtrædelse, som er bragt til ophør.

[...]«

8        Artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 bestemmer følgende:

»Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)      overtræder […] artikel 81 [EF eller 82 [EF] […]«

4.     Kommissionens meddelelse om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb

9        Den 18. juni 2002 vedtog Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber meddelelsen om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb (EFT C 152, s. 5, herefter »meddelelsen af 18. juni 2002«).

10      Det præciseres i punkt 2 i meddelelsen af 18. juni 2002, at formålet med denne er:

»[…]

–        at give de økonomiske aktører og de medlemsstater, der berøres af EKSF-traktaten og de afledte EKSF-regler, en kort oversigt over de vigtigste ændringer i relation til de gældende materielle regler og procedureregler som følge af overgangen til EF-reglerne […]

–        at redegøre for, hvordan Kommissionen vil behandle særlige problemer i forbindelse med overgangen fra EKSF-reglerne til EF-reglerne på kartelområdet […] og inden for fusionskontrol […] og statsstøttekontrol«.

11      Punkt 31 i meddelelsen af 18. juni 2002, som er indeholdt i det underafsnit, der vedrører særlige spørgsmål i forbindelse med overgangen fra EKSF-reglerne til EF-reglerne, har følgende ordlyd:

»Hvis Kommissionen, når den anvender Fællesskabets konkurrenceregler på aftaler, påviser en overtrædelse på et område, der er omfattet af EKSF-traktaten, vil de materielle regler, der finder anvendelse, uanset tidspunktet, være de gældende regler på det tidspunkt, hvor de forhold, der indebærer overtrædelse, fandt sted. Hvad proceduren angår er det under alle omstændigheder EF-reglerne, der finder anvendelse efter EKSF-traktatens udløb […]«

 Tvistens genstand

12      Den foreliggende sag vedrører en principal påstand om, at det fastslås, at Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30. september 2009 om en procedure efter artikel 65 KS (sag COMP/37 956 – Rundt armeringsstål, genvedtagelse) (herefter »den første beslutning«), som ændret ved Kommissionens beslutning K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009 (herefter »ændringsbeslutningen«) (den første beslutning, således som den er blevet ændret ved ændringsbeslutningen, benævnes herefter »den anfægtede beslutning«), er en nullitet eller skal annulleres, en subsidiær påstand om annullation af den anfægtede beslutnings artikel 2 og en mere subsidiær påstand om nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren, Lucchini SpA, er blevet pålagt.

13      Kommissionen lagde i den anfægtede beslutning til grund, at følgende selskaber havde overtrådt artikel 65 KS:

–        Alfa Acciai SpA (herefter »Alfa«)

–        Feralpi Holding SpA (herefter »Feralpi«)

–        Ferriere Nord SpA

–        IRO Industrie Riunite Odolesi SpA (herefter »IRO«)

–        Leali SpA og Acciaierie e Ferriere Leali Luigi SpA, der var under likvidation (herefter »AFLL«) (disse to selskaber benævnes herefter under ét »Leali-AFLL«)

–        sagsøgeren og SP SpA, der var under likvidation (disse to selskaber benævnes herefter under ét »Lucchini-SP«)

–        Riva Fire SpA (herefter »Riva«)

–        Valsabbia Investimenti SpA og Ferriera Valsabbia SpA (disse to selskaber benævnes herefter under ét »Valsabbia«).

 Præsentation af sagsøgeren

14      Sagsøgeren er et aktieselskab med hjemsted i Milano (Italien). Indtil den 20. april 2005 var aktiemajoriteten i selskabet ejet af fysiske og juridiske personer tilhørende henholdsvis Lucchini-familien og Lucchini-koncernen, mens den resterende kapitalandel var ejet af en række forsikringsselskaber og finansieringsinstitutter. Fra denne dato blev kontrollen over sagsøgeren erhvervet af Severstal-koncernen (95. betragtning til den første beslutning).

15      Siderpotenza SpA (herefter »det første Siderpotenza«) var mellem 1989 og 1991 en virksomhed, der var kontrolleret i fællesskab af dels Lucchini Siderurgica SpA, dels det tidligere Acciaierie e Ferriere Leali Luigi. Den 5. marts 1991 blev det første Siderpotenza overtaget af Lucchini Siderurgica. Lucchini Siderurgica blev overtaget af Lucchini den 10. oktober 1998 med virkning fra den 1. december 1998 (96. og 97. betragtning til den første beslutning).

16      Den 31. oktober 1997 blev Lucchini Siderurgicas afdeling for »rundt armeringsstål« overdraget til Siderpotenza, der var et i juli 1997 stiftet selskab (herefter »det nye Siderpotenza«). Den 30. maj 2002 overdrog det nye Siderpotenza sine enheder for produktion af rundt armeringsstål til Ferriere Nord (99. og 538. betragtning til den første beslutning).

 Tvistens baggrund

17      Fra oktober til december 2000 foretog Kommissionen i henhold til artikel 47 KS en række kontrolundersøgelser hos italienske virksomheder, der producerede rundt armeringsstål, og hos en sammenslutning af italienske stålvirksomheder. Kommissionen rettede ligeledes anmodninger om oplysninger til dem i henhold til artikel 47 KS (114. betragtning til den første beslutning).

18      Den 26. marts 2002 indledte Kommissionen den administrative procedure og formulerede klagepunkter i henhold til artikel 36 KS (herefter »klagepunktsmeddelelsen«) (114. betragtning til den første beslutning). Sagsøgeren fremsatte sine skriftlige bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen. Lucchini begærede ikke afholdelse af en høring (118. betragtning til den første beslutning).

19      Den 12. august 2002 formulerede Kommissionen en række supplerende klagepunkter (herefter »den supplerende klagepunktsmeddelelse«), som var stilet til adressaterne for klagepunktsmeddelelsen. Kommissionen redegjorde i den supplerende klagepunktsmeddelelse – der var baseret på artikel 19, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i […] [artikel] [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81) – for sin holdning til procedurens fortsættelse efter EKSF-traktatens udløb. Der blev meddelt de berørte virksomheder en frist for fremsættelse af deres bemærkninger, og der fandt endnu en høring sted den 30. september 2002 i overværelse af repræsentanter for medlemsstaterne (119. betragtning til den første beslutning).

20      Ved procedurens afslutning vedtog Kommissionen beslutning K(2002) 5087 endelig af 17. december 2002 om en procedure efter artikel 65 KS (sag COMP/37 956 – Rundt armeringsstål) (herefter »beslutningen af 2002«), hvorved den konstaterede, at de virksomheder, som beslutningen var rettet til, havde deltaget i en samlet, kompleks og vedvarende aftale, som havde tilsigtet eller medført prisfastsættelse, og som også havde indebåret en aftale om begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen af rundt armeringsstål i stænger eller ruller på det italienske marked i strid med artikel 65, stk. 1, KS (121. betragtning til den første beslutning). Kommissionen pålagde i denne beslutning SP og sagsøgeren en bøde på 16,14 mio. EUR med solidarisk hæftelse.

21      Den 5. marts 2003 anlagde sagsøgeren sag ved Retten til prøvelse af beslutningen af 2002. Retten annullerede ved dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, Sml. II, s. 4331), beslutningen af 2002. Retten bemærkede, at beslutningen af 2002 – henset bl.a. til, at den ikke indeholdt nogen henvisning til artikel 3 og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 – alene var baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS (dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, præmis 101). Da disse regler var udløbet den 23. juli 2002, kunne Kommissionen ikke længere af disse bestemmelser, som var bortfaldet, da beslutningen af 2002 blev vedtaget, udlede en kompetence til at fastslå, at der forelå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS, og til at pålægge de virksomheder, som havde deltaget i denne overtrædelse, bøder (dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, præmis 120).

22      Kommissionen underrettede ved skrivelse af 30. juni 2008 sagsøgeren og de øvrige berørte virksomheder om, at den havde til hensigt at vedtage en beslutning på ny ved at ændre retsgrundlaget i forhold til det, der var blevet valgt for beslutningen af 2002. Kommissionen præciserede desuden, at den genvedtagne beslutning – i betragtning af den begrænsede rækkevidde af dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21 – ville blive baseret på de beviser, der var blevet fremlagt i klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse. Der blev meddelt de berørte virksomheder en frist for fremsættelse af deres bemærkninger (6. og 123. betragtning til den første beslutning).

 Den første beslutning

23      Kommissionen vedtog den 30. september 2009 den første beslutning, som blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 1. oktober 2009.

24      Kommissionen konstaterede i den første beslutning, at de heri omhandlede konkurrencebegrænsninger udsprang af et kartel mellem italienske producenter af rundt armeringsstål og mellem disse og deres sammenslutning, som havde fundet sted i perioden mellem 1989 og 2000, og som havde tilsigtet eller medført en fastsættelse eller bestemmelse af priserne samt en begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen gennem udveksling af en betragtelig mængde oplysninger vedrørende markedet for rundt armeringsstål i Italien (7. og 399. betragtning til den første beslutning).

25      Hvad angår den retlige vurdering af den i den foreliggende sag omhandlede adfærd fremhævede Kommissionen for det første i 353.-369. betragtning til den første beslutning, at forordning nr. 1/2003 skulle fortolkes således, at den giver Kommissionen mulighed for efter den 23. juli 2002 at fastslå karteller inden for de sektorer, som er omfattet af EKSF-traktatens materielle og tidsmæssige anvendelsesområde, og pålægge sanktioner herfor. Kommissionen angav i 370. betragtning til den første beslutning, at denne var blevet vedtaget i overensstemmelse med procedurereglerne i EF-traktaten og forordning nr. 1/2003. Kommissionen anførte i øvrigt i 371.-376. betragtning til den første beslutning, at de principper, der regulerer den tidsmæssige succession af regler, kunne føre til anvendelsen af materielle bestemmelser, der ikke længere er i kraft på det tidspunkt, hvor en EU-institution vedtager en retsakt, med forbehold af anvendelsen af det almindelige lex mitior-princip, i henhold til hvilket en person ikke kan pålægges en sanktion for et forhold, som ikke udgør en lovovertrædelse ifølge den lovgivning, der efterfølgende er trådt i kraft. Kommissionen konkluderede, at EF-traktaten i den foreliggende sag ikke konkret var mere fordelagtig end EKSF-traktaten, og at lex mitior-princippet følgelig under alle omstændigheder ikke med føje kunne påberåbes til at anfægte EKSF-traktatens anvendelse på den i den foreliggende sag omhandlede adfærd.

26      Hvad dernæst angår anvendelsen af artikel 65, stk. 1, KS bemærkede Kommissionen for det første, at kartellet tilsigtede en prisfastsættelse, ifølge hvilken der tillige var blevet fastsat en begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen. Hvad angår prisfastsættelsen var kartellet ifølge Kommissionen i det væsentlige baseret på aftaler eller samordnet praksis vedrørende basisprisen i perioden fra den 15. april 1992 til den 4. juli 2000 (og, indtil 1995, på aftaler og samordnet praksis vedrørende betalingsfrister) og på aftaler eller samordnet praksis vedrørende »tillæg« i perioden fra den 6. december 1989 til den 1. juni 2000 (399. og 400. betragtning til den første beslutning).

27      Hvad for det andet angår de omhandlede konkurrencebegrænsende praksissers virkninger på markedet angav Kommissionen, at eftersom der var tale om et kartel, hvis formål var at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence, var det ikke nødvendigt at godtgøre, at dette kartel havde haft virkninger på markedet (512. betragtning til den første beslutning). Kommissionen fandt dog, at kartellet havde haft konkrete virkninger på markedet (513.-518. betragtning til den første beslutning). Navnlig konkluderede Kommissionen, at kartellet havde påvirket den salgspris, som var blevet anvendt af producenterne af rundt armeringsstål i Italien, selv om de inden for kartellet trufne foranstaltninger ikke altid umiddelbart havde afstedkommet de resultater, som de virksomheder, der deltog i kartellet, havde håbet. Desuden kunne der ifølge Kommissionen være tilfælde af virkninger på et senere tidspunkt. I øvrigt repræsenterede de omhandlede virksomheder ca. 21% af det italienske marked for rundt armeringsstål i 1989, 60% i 1995 og ca. 83% i 2000, hvilket indikerede, at de samordnede prisstigninger havde en tiltagende virkning på markedet. Endelig fremhævede Kommissionen, at den omstændighed, at de initiativer, der blev taget på dette område, allerede fra 1989 blev meddelt samtlige producenter af rundt armeringsstål, ligeledes havde forstærket betydningen af disse virkninger i kartellets første år (519. betragtning til den første beslutning).

28      Kommissionen identificerede for det tredje adressaterne for den første beslutning. Hvad angår sagsøgeren angav Kommissionen i 538.-544. betragtning til den første beslutning, at den havde besluttet at holde SP og sagsøgeren ansvarlige for overtrædelsen, da disse sidstnævnte udgjorde en virksomhed, som kunne tilregnes ansvaret for ikke blot SP’s og sagsøgerens egne handlinger, men tillige Lucchini Siderurgicas og det første Siderpotenzas handlinger.

29      Med hensyn til forekomsten af en økonomisk enhed mellem SP og sagsøgeren støttede Kommissionen sig på det forhold, at såvel SP som sagsøgeren i hele overtrædelsesperioden var direkte eller indirekte kontrolleret af Lucchini-familien. Desuden havde sagsøgeren kontrolleret den konkrete styring af SP’s produktionspolitik og forretningspolitik vedrørende sektoren for rundt armeringsstål, således som det ifølge Kommissionen fremgik af præcist, udførligt og dokumenteret bevismateriale og af overensstemmende oplysninger angående SP’s og sagsøgerens organisationsstruktur, bl.a. på baggrund af den omstændighed, at visse personer havde bestridt vigtige forretningsmæssige ledelsesfunktioner, undertiden samtidigt, i disse selskaber (540. betragtning til den første beslutning).

30      Hvad angår det forhold, at SP og sagsøgeren blev pålagt ansvaret for den eventuelle konkurrencebegrænsende adfærd, der var blevet udvist af det første Siderpotenza og Lucchini Siderurgica, som ikke længere eksisterer i retlig henseende, bemærkede Kommissionen for det første, at Lucchini Siderurgica var indtrådt som retssuccessor til det første Siderpotenza som følge af overtagelsen den 5. marts 1991, og at sagsøgeren på tilsvarende vis havde efterfulgt Lucchini Siderurgica som følge af overtagelsen den 1. december 1998. For det andet var hele den materielle og menneskelige kapital, der tilhørte det første Siderpotenza, blevet udnyttet af Lucchini Siderurgica fra det første Siderpotenzas sammenslutning med Lucchini Siderurgica den 5. marts 1991. For det tredje var den materielle og menneskelige kapital, der var knyttet til fabrikken i Potenza (Italien) og blev administreret af Lucchini Siderurgica, blevet overført, inden for koncernen, til det nye Siderpotenza. For det fjerde havde Lucchini Siderurgica og siden sagsøgeren udøvet en afgørende indflydelse på det nye Siderpotenzas aktiviteter indtil den 1. juni 2002, som var datoen for overdragelsen af den virksomhedsafdeling, der fremstillede rundt armeringsstål, til Ferriere Nord (540. og 541. betragtning til den første beslutning).

31      Kommissionen konkluderede følgelig, at der forelå: a) retlig kontinuitet mellem det første Siderpotenza og Lucchini Siderurgica, b) økonomisk kontinuitet mellem disse to selskaber og det nye Siderpotenza (i dag SP) hvad angik fabrikken i Potenza, c) ansvar for Lucchini Siderurgica og sagsøgeren – som følge af den afgørende indflydelse, som de havde udøvet – for det nye Siderpotenzas aktiviteter og d) retlig kontinuitet mellem Lucchini Siderurgica og sagsøgeren. Kommissionen fandt, at det fulgte heraf, at alle disse enheder udgjorde én og samme virksomhed, som var sammenfaldende med den, der udgjordes af SP og sagsøgeren (541. betragtning til den første beslutning).

32      Kommissionen fandt for det fjerde, at artikel 65, stk. 2, KS og artikel 81, stk. 3, EF ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag (567.-570. betragtning til den første beslutning). Kommissionen fremhævede ligeledes, at de i artikel 25 i forordning nr. 1/2003 fastsatte forældelsesregler ikke forhindrede den i at vedtage den første beslutning (571.-574. betragtning til den første beslutning).

33      Hvad for det femte angik beregningen af størrelsen af de bøder, der blev pålagt i den foreliggende sag, angav Kommissionen, at den i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 kunne pålægge de virksomheder, som havde overtrådt konkurrencereglerne, bøder. Eftersom det i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fastsatte bødeloft er forskelligt fra det, der var fastsat i artikel 65, stk. 5, KS, angav Kommissionen, at den ville anvende det laveste loft i overensstemmelse med lex mitior-princippet (576. betragtning til den første beslutning). Kommissionen angav tillige, at den – således som den havde underrettet de berørte virksomheder om ved skrivelse af 30. juni 2008 – havde besluttet i den foreliggende sag at anvende retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne af 1998«). Kommissionen tilføjede, at den i den foreliggende sag dog ville tage hensyn til det forhold, at den allerede havde truffet afgørelse om størrelsen af de bøder, som den agtede at pålægge de omhandlede virksomheder, ved vedtagelsen af beslutningen af 2002 (579. og 580. betragtning til den første beslutning).

34      Kommissionen fandt for det første, at et kartel, der havde til formål at fastsætte priser, hvilket gennemførtes på forskellige måder, bl.a. ved begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen, udgjorde en meget alvorlig overtrædelse af de EU-retlige konkurrenceregler (591. betragtning til den første beslutning). Kommissionen forkastede de omhandlede virksomheders argumenter om, at overtrædelsens grovhed blev mindsket, henset til de begrænsede konkrete virkninger på markedet og den økonomiske sammenhæng, inden for hvilke disse virksomheder havde udviklet sig (583.-596. betragtning til den første beslutning). Ifølge Kommissionen havde den – uden at det dog påvirkede overtrædelsens meget alvorlige karakter – ved fastsættelsen af bødens grundbeløb taget hensyn til de særlige karakteristika ved denne sag, i dette tilfælde den omstændighed, at den vedrørte et nationalt marked, som i den relevante periode var underlagt EKSF-traktatens særlige regler, og hvoraf de virksomheder, som den første beslutning var rettet til, kun tegnede sig for en begrænset andel i første del af overtrædelsesperioden (599. betragtning til den første beslutning).

35      Kommissionen tog for det andet hensyn til hver enkelt virksomheds specifikke vægt og klassificerede disse virksomheder ud fra deres relative betydning på det omhandlede marked. Eftersom Kommissionen ikke havde anset de relative markedsandele, som adressaterne for den første beslutning havde opnået i løbet af det sidste hele år, hvor overtrædelsen fandt sted (1999), for repræsentative for disses faktiske tilstedeværelse på det omhandlede marked i løbet af referenceperioden, anlagde den på grundlag af de gennemsnitlige markedsandele i perioden 1990-1999 en sondring mellem tre virksomhedsgrupper, nemlig for det første Feralpi og Valsabbia, på hvilke den anvendte et udgangsbeløb for bøden på 5 mio. EUR, for det andet Lucchini-SP, Alfa, Riva og Leali-AFLL, på hvilke den anvendte et udgangsbeløb for bøden på 3,5 mio. EUR, og for det tredje IRO og Ferriere Nord, på hvilke den anvendte et udgangsbeløb på 1,75 mio. EUR (599.-602. betragtning til den første beslutning).

36      For at sikre, at bøden havde en tilstrækkeligt afskrækkende virkning, forhøjede Kommissionen bødens udgangsbeløb med 200% for Lucchini-SP og med 375% for Riva (604. og 605. betragtning til den første beslutning).

37      Kommissionen vurderede for det tredje, at kartellet havde varet fra den 6. december 1989 til den 4. juli 2000. Hvad angik sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen bemærkede Kommissionen, at denne strakte sig fra den 6. december 1989 til den 27. juni 2000. Kommissionen fremhævede dog, at Lucchini-SP fra den 9. juni 1998 til den 30. november 1998 ikke havde deltaget i den del af kartellet, der vedrørte begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen (606. betragtning til den første beslutning).

38      Eftersom overtrædelsen havde varet mere end ti år og seks måneder for samtlige virksomheder med undtagelse af Ferriere Nord, blev bødens udgangsbeløb forhøjet med 105% for alle virksomhederne med undtagelse af Ferriere Nord, hvis udgangsbeløb blev forhøjet med 70%. Følgelig blev bødernes grundbeløb fastsat som følger:

–        Feralpi: 10,25 mio. EUR

–        Valsabbia: 10,25 mio. EUR

–        Lucchini-SP: 14,35 mio. EUR

–        Alfa: 7,175 mio. EUR

–        Riva: 26,9 mio. EUR

–        Leali-AFLL: 7,175 mio. EUR

–        IRO: 3,58 mio. EUR

–        Ferriere Nord: 2,97 mio. EUR (607. og 608. betragtning til den første beslutning).

39      Hvad for det fjerde angår skærpende omstændigheder bemærkede Kommissionen, at Ferriere Nord allerede havde været adressat for en beslutning vedtaget af Kommissionen den 2. august 1989 for selskabets deltagelse i et kartel vedrørende prisfastsættelse og begrænsning af afsætningen inden for sektoren for armeringsnet, og forhøjede grundbeløbet for dets bøde med 50%. Kommissionen lagde til grund, at der ikke forelå nogen formildende omstændigheder (609.-623. betragtning til den første beslutning).

40      Hvad for det femte angår anvendelsen af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 207, s. 4, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 1996«) angav Kommissionen, at Ferriere Nord havde forelagt den nyttige oplysninger, som havde gjort det muligt for den bedre at forstå kartellets virkemåde inden fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, således at den havde indrømmet selskabet en nedsættelse på 20% af dets bøde. Kommissionen fandt, at de øvrige omhandlede virksomheder ikke havde opfyldt betingelserne i nævnte meddelelse (633.-641. betragtning til den første beslutning).

41      Den første beslutnings dispositive del er affattet således:

»Artikel 1

Følgende virksomheder har overtrådt artikel 65, stk. 1, [KS] ved i løbet af de angivne perioder at deltage i en vedvarende aftale og/eller i samordnede praksisser om rundt armeringsstål i stænger eller ruller, som tilsigtede og/eller medførte en fastsættelse af priserne og en begrænsning af og/eller en kontrol med produktionen eller afsætningen på fællesmarkedet:

–        [Leali-AFLL], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Alfa], fra [den] 6. december 1989 til [den] 4. juli 2000

–        [Valsabbia Investimenti og Ferriera Valsabbia], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Feralpi], fra 6. december 1989 til 27. juni 2000

–        [IRO], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Lucchini-SP], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Riva], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Ferriere Nord], fra [den] 1. april 1993 til [den] 4. juli 2000

Artikel 2

Der pålægges følgende bøder for de i artikel 1 omhandlede overtrædelser:

–        [Alfa]: 7,175 mio. EUR

–        [Feralpi]: 10,25 mio. EUR

–        [Ferriere Nord]: 3,57 mio. EUR

–        [IRO]: 3,58 mio. EUR

–        [Leali og AFLL], in solidum: 6,093 mio. EUR

–        [Leali]: 1,082 mio. EUR

–        [Lucchini og SP], in solidum: 14,35 mio. EUR

–        [Riva]: 26,9 mio. EUR

–        [Valsabbia Investimenti og Ferriera Valsabbia], in solidum: 10,25 mio. EUR

[…]«

 Forløbet efter meddelelsen af den første beslutning

42      Ved skrivelser afsendt mellem den 20. og den 23. november 2009 angav otte af de elleve selskaber, som den første beslutning var rettet til, nemlig sagsøgeren, Riva, Feralpi, Ferriere Nord, Alfa, Ferriera Valsabbia, Valsabbia Investimenti og IRO, over for Kommissionen, at bilaget til den første beslutning, således som den var meddelt sine adressater, ikke indeholdt de tabeller, der illustrerede prisvariationerne.

43      Den 24. november 2009 underrettede Kommissionens tjenestegrene alle adressaterne for den første beslutning om, at de ville foretage sig det fornødne for, at en beslutning indeholdende de nævnte tabeller ville blive meddelt dem. De præciserede ligeledes, at de frister, der gjaldt for betalingen af bøden og for et eventuelt sagsanlæg, ville begynde at løbe på datoen for meddelelsen af »den komplette beslutning«.

 Ændringsbeslutningen

44      Den 8. december 2009 vedtog Kommissionen ændringsbeslutningen, i hvis bilag de manglende tabeller var indarbejdet, og som korrigerede de nummererede henvisninger til de nævnte tabeller i otte fodnoter. Ændringsbeslutningen blev meddelt sagsøgeren den 9. december 2009.

45      Ændringsbeslutningens dispositive del medførte en ændring af fodnote 102, 127, 198, 264, 312, 362, 405 og 448 i den første beslutning. De tabeller, der var indeholdt i bilaget til ændringsbeslutningen, blev tilføjet som bilag til den første beslutning.

 Retsforhandlingerne og parternes påstande

46      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. februar 2010 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

47      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Indledningsvis og principalt: Det fastslås, at beslutningen er en nullitet, eller at den er ugyldig, og under alle omstændigheder annulleres den beslutning, hvormed Kommissionen pålagde sagsøgeren og selskabet SP SpA en bøde på 14,35 mio. EUR med solidarisk hæftelse, på grund af en mangelfuld karakter og tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, inkompetence og en retlig fejl med hensyn til retsgrundlaget såvel som tilsidesættelse af retten til forsvar og en retlig fejl.

–        Subsidiært: Under alle omstændigheder annulleres artikel 2 i beslutningen af 30. september 2009, hvormed Kommissionen pålagde sagsøgeren en bøde på 14,35 mio. EUR, på grund af manglende bevis under tilsidesættelse af artikel 2 i forordning nr. 1/2003 og artikel 65 i EKSF-traktaten.

–        Mere subsidiært: Sagsøgeren pålægges en symbolsk bøde på 1 000 EUR, eller under alle omstændigheder nedsættes den af Kommissionen pålagte bøde i forhold til selskabets omsætning på grund af en urigtig anvendelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 såvel som af retningslinjerne for beregningen af bøder fra 1998 hvad angår overtrædelsens grovhed og varighed.

–        Under alle omstændigheder: Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

48      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse i det hele.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

49      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Ottende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling i den foreliggende sag.

50      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten under retsmødet den 7. februar 2013.

51      Under retsmødet har sagsøgeren i henhold til artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement anmodet om at kunne tilføje sagsakterne et dokument af 21. december 2012, der bekræfter selskabets adgang til proceduren for ekstraordinær administration. Da Kommissionen ikke har gjort indsigelser, er denne anmodning blevet imødekommet. Kommissionen har fremsat bemærkninger til dette dokument under retsmødet.

 Retlige bemærkninger

52      Det skal indledningsvis bemærkes, at søgsmålet rummer tre påstande, nemlig principalt en påstand om, at det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet eller skal annulleres, subsidiært en påstand om annullation af den anfægtede beslutnings artikel 2, og mere subsidiært en påstand om nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt.

53      Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort fem anbringender gældende. De fire første anbringender er fremsat til støtte for en påstand om, at det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet eller skal annulleres, mens det femte anbringende er fremsat til støtte for en påstand om annullation af den anfægtede beslutnings artikel 2 eller en påstand om nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt.

54      Med det første anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Det andet anbringende vedrører Kommissionens inkompetence og en retlig fejl ved valget af retsgrundlaget for den anfægtede beslutning. Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar og en retlig fejl. Det fjerde anbringende vedrører fraværet af bevis og en urigtig anvendelse af den materielle ret. Endelig vedrører det femte anbringende den uforholdsmæssige karakter af bødens størrelse, manglen på bevis og en mangelfuld begrundelse, en urigtig anvendelse af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og af retningslinjerne af 1998 samt en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

1.     Formaliteten vedrørende de bilag, der er vedlagt replikken

55      Kommissionen har indledningsvis bestridt, at de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt som bilag til replikken, kan antages til realitetsbehandling.

56      Det skal bemærkes, at sagsøgeren faktisk har vedlagt 186 bilag til støtte for replikken. Selskabet har i den forbindelse dels i en følgeskrivelse til indgivelsen af dette processkrift anført, at fremlæggelsen af to bilag, nemlig bilagene C.8 og C.13, havde vist sig at være nødvendig for at besvare de argumenter, der var fremført i svarskriftet, »hvori Kommissionen ha[vde] gjort gældende, at det forhold, at det første Siderpotenza blev kontrolleret af Leali-koncernen, ikke kunne føre til at udelukke sagsøgerens solidariske ansvar […], og igen ha[vde] anført, at Lucchini var ansvarlig for den adfærd, der var blevet udvist af de selskaber, der i årenes løb have styret virksomhedsafdelingen for rundt armeringsstål i egenskab af Lucchini Siderurgica SpA’s efterfølger […]«. Dels har sagsøgeren angivet, at andre bilag, nemlig bilagene C.7, C.9-C.12 og C.14-C.186, var dokumenter, som selskabet havde fået tilsendt på CD-ROM som bilag til klagepunktsmeddelelsen, og som var bortkommet, og som det havde anmodet Kommissionen om en kopi af efter at have konstateret, at visualiseringen af disse dokumenter viste sig at være nødvendig for at besvare de argumenter, der var fremført i svarskriftet.

57      Det skal påpeges, at stævningen i henhold til artikel 21 i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen (Rettens dom af 30.1.2007, sag T-340/03, France Télécom mod Kommissionen, Sml. II, s. 107, præmis 166).

58      Ifølge fast retspraksis er det, for at et søgsmål skal kunne antages til realitetsbehandling, nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt fremgår af selve stævningen. Selv om stævningens hovedindhold på særlige punkter kan understøttes og udbygges ved henvisninger til bestemte passager i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter – selv ikke dokumenter, der er bilagt stævningen – rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, som i medfør af de ovennævnte bestemmelser skal være indeholdt i stævningen (Domstolens dom af 31.3.1992, sag C-52/90, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 2187, præmis 17, samt Rettens kendelse af 29.11.1993, sag T-56/92, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1267, præmis 21, og af 21.5.1999, sag T-154/98, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1703, præmis 49). Bilag kan kun tages i betragtning i den udstrækning, hvori de understøtter eller supplerer anbringender eller argumenter, som sagsøgerne udtrykkeligt har fremsat i hovedteksten i deres skriftlige indlæg, og hvori det nøjagtigt kan fastslås, hvilke punkter i bilagene der understøtter eller supplerer de pågældende anbringender eller argumenter (jf. i denne retning Rettens dom af 17.9.2007, sag T-201/04, Microsoft mod Kommissionen, Sml. II, s. 3601, præmis 99).

59      Det tilkommer endvidere ikke Retten ved hjælp af bilagene at forsøge at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og som et middel til sagens oplysning (Rettens dom af 7.11.1997, sag T-84/96, Cipeke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2081, præmis 34, og af 21.3.2002, sag T-231/99, Joynson mod Kommissionen, Sml. II, s. 2085, præmis 154).

60      Denne fortolkning af artikel 21 i statutten for Domstolens og af procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), omfatter ligeledes replikken (dommen i sagen Microsoft mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 58, præmis 95) såvel som de i processkrifterne fremførte anbringender og klagepunkter (Rettens dom af 12.1.1995, sag T-102/92, Viho mod Kommissionen, Sml. II, s. 17, præmis 68, og dommen i sagen France Télécom mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 57, præmis 166).

61      Dels fastsætter procesreglementets artikel 44, stk. 1, som omhandler de oplysninger, der skal være indeholdt i en stævning, der indleveres til Retten, at stævningen skal indeholde »i påkommende tilfælde en angivelse af de beviser, der påberåbes«. Ifølge procesreglementets artikel 46, stk. 1, skal svarskriftet ligeledes indeholde en angivelse af de beviser, der påberåbes.

62      Disse bestemmelser, der præciserer det stadium i proceduren, hvor beviserne skal fremlægges, tager hensyn til kontradiktionsprincippet og princippet om parternes processuelle ligestilling såvel som retten til en retfærdig rettergang ud fra ønsket om en ordentlig retspleje. I og med at disse bestemmelser pålægger parterne at fremlægge deres beviser, allerede fra indleveringen af stævningen eller svarskriftet, tilsigter de nemlig at informere de øvrige parter om det bevismateriale, der fremlægges til støtte for de forfægtede standpunkter, og at gøre det muligt for disse at tilrettelægge et forsvar eller en nyttig replik i overensstemmelse med nævnte retsprincipper. I øvrigt er fremlæggelsen af de påberåbte beviser på procedurens første stadium begrundet i ønsket om en ordentlig retspleje, derved at den gennem en hurtig sagsforberedelse muliggør en behandling af sagen inden for en rimelig frist (Domstolens dom af 14.4.2005, sag C-243/04 P, Gaki-Kakouri mod Domstolen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 30, og Rettens dom af 5.10.2009, forenede sager T-40/07 P og T-62/07 P, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 89, og II-B-1, s. 551, præmis 113).

63      Disse to bestemmelser suppleres af procesreglementets artikel 48, stk. 1, der er affattet således:

»Parterne kan i replikken og duplikken anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringende. Parterne skal begrunde, hvorfor beviserne først påberåbes på dette tidspunkt.«

64      Denne artikel er tillige et udtryk for kravet om en retfærdig rettergang og nærmere bestemt om en beskyttelse af retten til forsvar, derved at den tillader en fremsættelse af beviser uden for de situationer, der er omhandlet i procesreglementets artikel 44, stk. 1, og artikel 46, stk. 1 (dommen i sagen Gaki-Kakouri mod Domstolen, nævnt ovenfor i præmis 62, præmis 32).

65      Idet der er tale om en undtagelse til de regler, der regulerer fremlæggelsen af beviser, pålægger procesreglementets artikel 48, stk. 1, parterne at begrunde, hvorfor beviserne først fremlægges på dette tidspunkt. En sådan forpligtelse indebærer, at der indrømmes retsinstansen en beføjelse til at efterprøve rigtigheden af begrundelsen for, at disse beviser først fremlægges nu, og i givet fald indholdet af de pågældende beviser og, såfremt anmodningen ikke er begrundet i retligt tilstrækkeligt omfang, en beføjelse til at afvise dem (dommen i sagen Gaki-Kakouri mod Domstolen, nævnt ovenfor i præmis 62, præmis 33).

66      Det skal for det første fastlås, at sagsøgeren ikke har begrundet den forsinkede fremlæggelse af bilagene C.1-C.6. Disse bilag indeholder i øvrigt en række af sagsøgeren udarbejdede tabeller, hvori denne har fremsat bemærkninger om andre dokumenter, som selskabet har begrænset sig til kortfattet at omtale i replikken. Henset til den retspraksis, der er henvist til i præmis 57-60 ovenfor, er brugen af betegnelsen bilag om de rent supplerende skriftlige bemærkninger fra sagsøgeren, der blot udgør en forlængelse af dennes skriftlige indlæg, imidlertid ikke forenelig med den karakter, der definerer et bilag, dvs. at det alene skal fungere som bevismateriale og som et middel til sagens oplysning. Bilagene C.1-C.6 bør derfor afvises fra realitetsbehandling.

67      For det andet kan bilagene C.8 og C.13 ikke anses for at være en påberåbelse af modbeviser, eftersom Kommissionens udsagn i svarskriftets punkt 81 og 90, som disse bilag tilsigter at afkræfte, er dem, der allerede var anført i 541. betragtning til og fodnote 593 i den anfægtede beslutning. Denne betragtning og denne fodnote sammenfatter imidlertid Kommissionens vigtigste konstateringer vedrørende forekomsten af en økonomisk enhed mellem sagsøgeren og SP og den retlige og økonomiske kontinuitet mellem dels Lucchini Siderurgica og det første Siderpotenza, dels Lucchini og SP. Det følger heraf, at bilagene C.8 og C.13 ikke kan antages til realitetsbehandling.

68      For det tredje er bilagene C.7, C.9-C.12 og C.14-C.186, således som sagsøgeren selv har påpeget, udskrifter fra to CD-ROM’er, som indeholdt de dokumenter, der var vedlagt klagepunktsmeddelelsen, og som blev tilsendt sagsøgeren sammen med denne. Disse dokumenter blev ligeledes allerede omtalt i den anfægtede beslutning. Det af sagsøgeren fremførte argument om, at de nævnte CD-ROM’er var bortkommet på grund af den tid, der var forløbet siden deres fremsendelse, og de omstruktureringer, der havde fundet sted i virksomheden, kan dog ikke begrunde den forsinkede fremlæggelse af disse beviser, da sagsøgeren kunne have skaffet sig en kopi af disse CD-ROM’er i rette tid med henblik på anlæggelsen af søgsmålet i nærværende sag. Det skal i den forbindelse fremhæves, at sagsøgeren først anmodede Kommissionen om en kopi af disse støttedokumenter efter modtagelsen af svarskriftet. Det følger heraf, at bilagene C.7, C.9-C.12 og C.14-C.186 heller ikke kan antages til realitetsbehandling.

69      Det må under alle omstændigheder fastslås, at der i de skriftlige indlæg foretages en generel henvisning a) til bilagene C.7, C.10 og C.14, hvis indhold er »beskrevet mere detaljeret« i tabel 1 i bilag C.1, b) til bilagene C.7 og C.5-C.34, hvis indhold er »beskrevet mere detaljeret« i tabel 3 i bilag C.3, c) til bilagene C.10, C.14 og C.34-C.39, hvis indhold er »beskrevet mere detaljeret« i tabel 5 i bilag C.5, og d) til bilagene C.40-C.186, hvis indhold er »sammenfattet« i tabel 6 i bilag C.6, således at disse bilag i medfør af den retspraksis, der er omtalt i præmis 57-60 ovenfor, heller ikke kan antages til realitetsbehandling.

2.     Påstanden om, at det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet eller skal annulleres

70      Hvad angår sagsøgerens påstand om, at Retten fastslår, at den anfægtede beslutning er en nullitet, skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at der i princippet gælder en formodning for, at EU-institutionernes retsakter er lovlige, og at de derfor afføder retsvirkninger, selv om de er behæftet med mangler, så længe de ikke er annulleret eller trukket tilbage (Domstolens dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 48, af 8.7.1999, sag C-227/92 P, Hoechst mod Kommissionen, Sml. I, s. 4443, præmis 69, og af 5.10.2004, sag C-475/01, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 8923, præmis 18).

71      Som en undtagelse fra dette princip bør retsakter, der er behæftet med en mangel, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af EU’s retsorden, imidlertid anses for ikke at have affødt nogen som helst, end ikke foreløbig, retsvirkning, dvs. at de juridisk bør anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevægt mellem to grundlæggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav (dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., nævnt ovenfor i præmis 70, præmis 49, og i sagen Hoechst mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 70, præmis 70).

72      De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra EU’s institutioner er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændigt ekstreme tilfælde (dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., nævnt ovenfor i præmis 70, præmis 50, og i sagen Hoechst mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 70, præmis 76).

73      Det skal i den foreliggende sag indledningsvis fastslås, at de af sagsøgeren påberåbte mangler ikke synes at være af en så åbenlys grovhed, at den anfægtede beslutning juridisk bør anses for en nullitet, og det ud fra de følgende betragtninger.

 Det første anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

74      Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede beslutning bør anses for en nullitet eller annulleres, eftersom den bekræftede kopi af den første beslutning, som blev meddelt selskabet, ikke indeholdt sine bilag, hvorfor der er anledning til at tro, at kommissærkollegiet ikke havde godkendt den komplette retsakt, hvilket udgør en tilsidesættelse af Kommissionens forretningsorden. Sagsøgeren har i øvrigt gjort gældende, at ændringsbeslutningen alene består i en meddelelse af de bilag, der manglede i den første beslutning, og at den indeholder tre nye artikler, hvis nummerering overlapper nummereringen i den første beslutning, hvilket skaber uklarhed med hensyn til den anfægtede beslutnings indhold og er i modstrid med retssikkerhedsprincippet og princippet om overholdelse af retten til forsvar.

75      Sagsøgeren har nærmere bestemt for det første anført, at de tabeller, der ikke var indeholdt i bilaget til den første beslutning, udgjorde et væsentligt element i begrundelsen for denne beslutning, således at deres fravær i den første beslutning bør medføre, at det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet eller i det mindste skal annulleres. Ifølge sagsøgeren kan en så alvorlig mangel ved den første beslutning ikke afhjælpes gennem vedtagelsen af ændringsbeslutningen.

76      Det skal påpeges, at det følger af fast retspraksis, at begrundelsen skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt, og at den udstedende institutions ræsonnement skal fremgå klart og utvetydigt heraf, således at de berørte kan få kendskab til begrundelsen for den trufne foranstaltning, og den kompetente retsinstans kan udøve sin kontrol. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da spørgsmålet om, hvorvidt en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 15 KS, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. i denne retning Rettens dom af 24.9.1996, sag T-57/91, NALOO mod Kommissionen, Sml. II, s. 1019, præmis 298, og af 13.12.2001, forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless og Acciai speciali Terni mod Kommissionen, Sml. II, s. 3757, præmis 129; jf. ligeledes analogt Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63, og af 14.10.2010, sag C-280/08 P, Deutsche Telekom mod Kommissionen, Sml. I, s. 9555, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis).

77      Inden for rammerne af individuelle beslutninger følger det i øvrigt af fast retspraksis, at forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål, ud over at gøre det muligt at udøve en retslig kontrol, at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om beslutningen eventuelt er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes (jf. Domstolens dom af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis).

78      Begrundelsen skal derfor i princippet meddeles den berørte samtidig med den for vedkommende bebyrdende afgørelse (dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 77, præmis 149).

79      Det må konstateres, at den første beslutning ikke indeholdt sine bilag, iblandt hvilke der figurerede flere tabeller, som der blev henvist til i 451. betragtning (tabel 13), 513. betragtning (tabel 1 og 3), 515. betragtning (tabel 1-3), 516. betragtning (tabel 9, 11-14 og 16) og 518. betragtning (tabel 11, 12 og 14) samt i fodnote 102 (tabel 15-17), 127 (tabel 18-21), 198. betragtning (tabel 22 og 23), 264. betragtning (tabel 24 og 25), 312. betragtning (tabel 26), 362. betragtning (tabel 27), 405. betragtning (tabel 28), 448. betragtning (tabel 29 og 30) og 563. betragtning (samtlige de tabeller, der var indeholdt i bilagene til beslutningen) til den første beslutning. Kommissionen har i den forbindelse anført, at det drejede sig om tabeller, der var udarbejdet for at gøre læsningen af de i den første beslutning omtalte prisvariationer lettere og mere umiddelbar, og som alene indeholdt en skematisk gengivelse af de oplysninger og data, der blev præsenteret i sagen.

80      Det skal herefter undersøges, om de relevante betragtninger til den første beslutning, til støtte for hvilke de i præmis 79 ovenfor anførte tabeller blev omtalt, uafhængigt af fraværet af de nævnte tabeller i bilaget til denne beslutning får Kommissionens ræsonnement til at fremgå klart og utvetydigt og har gjort det muligt for sagsøgeren at få kendskab til begrundelsen for den trufne foranstaltning.

81      Det skal indledningsvis bemærkes, som Kommissionen har gjort, at samtlige de tabeller, der manglede i den første beslutning, var vedlagt klagepunktsmeddelelsen.

82      Det skal desuden fremhæves, at Kommissionen i ændringsbeslutningen ikke ændrede alle henvisningerne til de tabeller, der manglede i den første beslutning, men alene de henvisninger, der fremgik af fodnote 102, 127, 198, 264, 312, 362, 405 og 448 i den første beslutning.

83      Hvad for det første angår tabel 15-17 (omtalt i fodnote 102 i den første beslutning) skal det fastslås, at de ifølge denne fodnote indeholder en gengivelse af »dataene vedrørende ændringerne i de »pristillæg for størrelse«, der kendetegnede industrien for rundt armeringsstål i Italien mellem december 1989 og juni 2000«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for den første sætning i 126. betragtning til den første beslutning, der er affattet således:

»I løbet af det første møde, som Kommissionen har fået kendskab til (som fandt sted den 6.12.1989 i [sammenslutningen af erhvervsdrivende i Brescia]), besluttede deltagerne enstemmigt, fra og med mandag den 11. december 1989, at forhøje de pristillæg, der var knyttet til diameteren for rundt armeringsstål i stænger og ruller, beregnet til det italienske marked (+10 ITL/kg for »tillæggene« fra 14 til 30 mm, + 15 ITL/kg for dem fra 8 til 12 mm, + 20 ITL/kg for dem på 6 mm, en almindelig forhøjelse på 5 ITL/kg for materiale i ruller).«

84      Det må konstateres, at Kommissionen i den nævnte betragtning udtrykkeligt angav de forhøjelser af pristillæggene, der var knyttet til diameteren for rundt armeringsstål, som var blevet besluttet af deltagerne i mødet den 6. december 1989, såvel som deres ikrafttrædelsesdato. Med hensyn til de senere forhøjelser, som ifølge fodnote 102 i den første beslutning ligeledes gentages i disse tabeller (eftersom de dækker perioden mellem 1989 og 2000), skal det i øvrigt påpeges, at de ikke er omfattet af den første beslutnings punkt 4.1 – som 126. betragtning henviser til – angående virksomhedernes adfærd mellem 1989 og 1992. Disse forhøjelser omtales under alle omstændigheder ligeledes bl.a. i 126.-128. og 133. betragtning (for årene 1989-1992), 93. og 94. betragtning (for årene 1993-1994), 149.-151., 162. og 163. betragtning (for 1995), 184. og 185. betragtning (for 1996), 199., 200. og 213. betragtning (for 1997), 269. betragtning (for 1999) og 296.-304. betragtning (for 2000) samt i 439. og 515. betragtning til den første beslutning.

85      Hvad for det andet angår tabel 18-21, som er omtalt i fodnote 127 i den første beslutning, skal det fastslås, at de ifølge denne fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne vedrørende perioden ultimo 1989/ultimo 1992, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for 131. betragtning til den første beslutning, som har følgende ordlyd:

»Hvad angår de basispriser for rundt armeringsstål, som blev anvendt i anvendelsesperioden for den ovennævnte aftale, bemærkes det, at IRO og (det tidligere) Ferriera Valsabbia SpA fra og med den 16. april 1992 har anvendt en pris på 210 ITL/kg og, fra og med den 1./6. maj 1992, en pris på 225 ITL/kg. Fra og med den 1./8. juni 1992 har IRO, (det tidligere) Ferriera Valsabbia SpA, Acciaieria di Darfo SpA og Acciaierie e Ferriere Leali Luigi SpA anvendt en pris på 235 ITL/kg.«

86      Det må herefter konstateres, at Kommissionen i den nævnte betragtning – samtidig med, at den støttede sig på fem sider i de administrative sagsakter, som er omtalt i fodnote 126 i den første beslutning – udtrykkeligt angav de basispriser, som var blevet fastsat af de deri anførte virksomheder, såvel som deres ikrafttrædelsesdato. Det skal desuden bemærkes, at Kommissionen i 419. betragtning til den første beslutning lagde til grund, at den første adfærd vedrørende fastsættelsen af basisprisen havde fundet sted senest den 16. april 1992. De eventuelle data, der er indeholdt i tabel 18-21 til den første beslutning, og som vedrører basispriserne for den periode, der ifølge fodnote 127 i den første beslutning gik fra »slutningen [af] 1989« til den 16. april 1992, er derfor uden relevans for forståelsen af de af Kommissionens klagepunkter, der er opført i 131. betragtning til den første beslutning.

87      Hvad for det tredje angår tabel 22 og 23, som er omtalt i fodnote 198 i den første beslutning, skal det fastslås, at de ifølge denne fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne vedrørende årene 1993 og 1994, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for 145. betragtning til den første beslutning, som har følgende ordlyd:

»Som fastsat i Federacciais telefax af 25. november 1994, blev der afholdt et nyt møde den 1. december 1994 i Brescia, i løbet af hvilket der blev truffet de beslutninger, der præciseredes i en anden telefax fra Federacciai, som virksomhederne modtog den 5. december 1994. Disse beslutninger vedrørte følgende:

–        [p]riserne på rundt armeringsstål (320 ITL/kg, basispris ved levering fra Brescia, med øjeblikkelig virkning)

–        [b]etalingerne (fra og med den 1.1.1995 skulle maksimumsfristen være løbende måned plus 60/90 dage, fra og med den 1.3.1995 skulle fristen begrænses til 60 dage), og rabatterne

–        [p]roduktionen (en forpligtelse for hver enkelt virksomhed til, inden den 7.12.1994, at meddele Federacciai vægten i ton af rundt armeringsstål produceret i september, oktober og november 1994).

Alfa Acciai Srl vedtog den nye basispris den 7. december 1994. Den 21. december 1994 vedtog Acciaieria di Darfo SpA den ligeledes, og Alfa Acciai Srl bekræftede på ny den samme pris. [Lucchini-SP’s] basispris vedrørende januar 1995 var også på 320 ITL/kg.«

88      Det skal i den forbindelse fremhæves, at de tabeller, der er anført i fodnote 198 i den første beslutning, blev omtalt af Kommissionen til støtte for dennes påstand om, at »Alfa Acciai Srl [havde vedtaget] den nye basispris den 7. december 1994«, »[d]en 21. december 1994 [havde] Acciaieria di Darfo SpA […] ligeledes [vedtaget den], og Alfa Acciai Srl [havde] på ny [bekræftet] den samme pris«. Imidlertid var den »nye basispris« og den »samme pris«, som der blev henvist til, den pris på 320 italienske lire pr. kilo (ITL/kg), som var omtalt i den nævnte betragtnings første led. De eventuelle data, der er indeholdt i tabel 22 og 23 til den første beslutning, og som vedrører basispriserne for perioden mellem 1993 og den 7. december 1994, er derfor uden relevans for forståelsen af de af Kommissionens klagepunkter, der er angivet i 145. betragtning til den første beslutning.

89      Hvad for det fjerde angår tabel 24 og 25, som er omtalt i fodnote 264 i den første beslutning, skal det fastslås, at de ifølge denne fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini Siderurgica, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1995, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for 174. betragtning til den første beslutning, som har følgende ordlyd:

»Senere, i et dokument, der går tilbage til de første dage af oktober 1995, og som er i Federacciais besiddelse (håndskrevet af sekretæren for den fungerende generaldirektør), anføres det, at:

–        Kundekredsen satte atter betalingerne under debat (hvorfor der er behov for en meddelelse, der igen bekræfter fastheden omkring betalingerne).

–        Siden forrige uge var prisen på rundt armeringsstål faldet med yderligere 5/10 ITL/kg, hvorefter den befandt sig omkring 260/270 ITL/kg i Brescia-zonen, med noteringer under 250 ITL/kg uden for denne zone.

–        Den temmeligt forvirrende markedssituation vanskeliggjorde opgaven med at give præcise tal for prisen.

–        Det var nødvendigt at rekvirere dataene fra virksomhederne vedrørende bestillingerne for ugerne 39 (fra [den] 25. til [den] 29.9.1995) og 40 (fra [den] 2. til [den] 6.10.1995).«

90      Det skal således påpeges, at Kommissionen i 174. betragtning til den første beslutning begrænsede sig til at redegøre for indholdet af et håndskrevet dokument fra sekretæren for den fungerende generaldirektør, som blev udarbejdet i oktober 1995. Kommissionen henviste i den anledning alene til tabel 24 og 25 til støtte for den i dette dokument indeholdte påstand, ifølge hvilken »den temmeligt forvirrende markedssituation vanskeliggjorde opgaven med at give præcise tal for prisen«. Tabel 24 og 25 synes derfor uden relevans for forståelsen af de af Kommissionens klagepunkter, der er opført i 174. betragtning til den første beslutning.

91      Hvad for det femte angår tabel 26, som er omtalt i fodnote 312 i den første beslutning, skal det fastslås, at den ifølge nævnte fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini Siderurgica, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1996, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Denne tabel nævnes af Kommissionen til støtte for den påstand, der er indeholdt i 200. betragtning til den første beslutning, ifølge hvilken »der [i] løbet af perioden fra 22. oktober 1996 til 17. juli 1997 [havde] været mindst 12 møder mellem virksomhedernes salgsansvarlige, som navnlig [var] foregået tirsdag den 22. oktober 1996, hvor der [var] sket en bekræftelse for november måned 1996 af en basispris på 230 ITL/kg ved levering fra Brescia og en opretholdelse af en notering på 210 ITL/kg udelukkende for oktoberleverancerne«.

92      Det må følgelig konstateres, at Kommissionen, trods fraværet af tabel 26 i den første beslutning, i 200. betragtning til denne udtrykkeligt nævnte basispriserne for den pågældende periode såvel som tidspunktet for deres ikrafttræden.

93      Hvad for det sjette angår tabel 27, som er omtalt i fodnote 362 i den første beslutning, indeholder den ifølge nævnte fodnote en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini Siderurgica, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1997, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Denne tabel nævnes af Kommissionen til støtte for den påstand, der er indeholdt i 216. betragtning til den første beslutning, hvilken betragtning har følgende ordlyd:

»Hvorom alting er, er [Lucchini-SP …], Acciaieria di Darfo SpA, Alfa Acciai Srl, Feralpi Siderurgica Srl, IRO, Riva Prodotti Siderurgici SpA og (det tidligere) Ferriera Valsabbia SpA de syv virksomheder, som er adressater for en meddelelse (dateret den 24.11.1997) fra Pierluigi Leali, som vedrører en »Aftale om priser-leverancer« […] »Kun få virksomheder har, forgæves, forlangt prisen på 270 ITL/kg – fortsatte meddelelsen – hvorimod noteringen reelt har stabiliseret sig på 260 ITL/kg, med visse mindre toppunkter, hvilket mange bekræftede under det seneste møde mellem de salgsansvarlige. Vi har dog med delvis tilfredshed bemærket, at faldet er stoppet takket være den kvoteordning for leverancerne, som vi alle respekterer, og som i henhold til aftalerne vil blive kontrolleret af eksterne inspektører, som er udpeget til dette formål.« »I slutningen af indeværende måned – fortsatte meddelelsen videre – som fra nu af går trægt, er det strengt nødvendigt at gribe ind med en øjeblikkelig hårdhed omkring minimumsnoteringen på 260 ITL/kg (som ganske afgjort ikke vil få indflydelse på de få køb i denne periode). Med planlægningen af de aftalte decemberleverancer (- 20% i forhold til november) er vi bestemt i stand til at opretholde det aftalte prisniveau. Det er dog absolut nødvendigt – konkluderede Pierluigi Leali – at ingen accepterer afvigelser fra den fastlagte minimumspris (260 ITL/kg)««.

94      Det fremgår således af indholdet af den nævnte betragtning, at Kommissionen begrænsede sig til at gengive ordlyden af meddelelsen af 24. november 1997, som er nævnt deri. Tabel 27 synes derfor uden relevans for forståelsen af det af Kommissionens klagepunkter, der fremgår af 216. betragtning til den første beslutning.

95      Hvad for det syvende angår tabel 28, som er omtalt i fodnote 405 i den første beslutning, skal det fastslås, at den ifølge nævnte fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini/Siderpotenza, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1998, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Denne tabel nævnes af Kommissionen til støtte for den påstand, der er indeholdt i 241. betragtning til den første beslutning, hvilken betragtning har følgende ordlyd:

»Den 11. september 1998 fremsendte Pierluigi Leali en meddelelse […], hvori man – med henvisning til det ønske, der var blevet udtrykt (under et møde den 9.9. 1998) om at opretholde en minimumsnotering på »170 ITL udgangsbasis«??? – bemærkede »en unormal adfærd, nemlig noteringer, der i gennemsnit lå 5 ITL/kg under det fastsatte niveau, og som var større i visse zoner i syd«. »For vores del – skrev Pierluigi Leali – opretholdes det aftalte minimumsniveau takket være en nedsættelse som følge af strømmen af bestillinger«. »Vi håber – sluttede meddelelsen – at vi på mødet mellem de salgsansvarlige nu på tirsdag den 15. vil kunne konstatere en god prisstabilitet, der eventuelt vil kunne få noteringen til atter at stige««.

96      Det fremgår således af selve ordlyden af den nævnte betragtning, at Kommissionen begrænsede sig til at gengive indholdet af meddelelsen af 11. september 1998, som er nævnt deri. Tabel 28 synes derfor uden relevans for forståelsen af det af Kommissionens klagepunkter, der fremgår af 241. betragtning til den første beslutning.

97      Hvad for det ottende angår tabel 29 og 30, som er omtalt i fodnote 448 i den første beslutning, skal det fastslås, at de ifølge nævnte fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini/Siderpotenza, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1999, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for den påstand, der er indeholdt i 276. betragtning til den første beslutning, hvilken betragtning er affattet således:

»Yderligere oplysninger om situationen på markedet for rundt armeringsstål i Italien i denne periode er indeholdt i et dokument, der er udfærdiget af Leali den 10. november 1999, og navnlig i det afsnit, der har overskriften »Fordele og begrænsninger ved salgsaftalen af 1999«, hvor man kan læse følgende: »Den basisaftale, der blev indgået mellem de nationale producenter, har i løbet af 1999 gjort det muligt at vende den situation med lave priser, som havde kendetegnet de to forudgående regnskabsår (1997 og 1998), og at genvinde mere end 50 ITL/kg i bruttofortjeneste. I løbet af 1998 var den gennemsnitlige bruttofortjeneste (salgspris – råvareomkostninger) på 70 ITL/kg, og gennem fem måneder var den nået under denne tærskel.« »Den opnåede aftale har gjort det muligt at stabilisere salgspriserne i årets løb, og producenterne har kunnet drage fordel af råvareomkostningssituationen ved at forøge bruttofortjenesten med mere end 50 ITL/kg og derved bringe den op på 122 ITL/kg netto.««

98      Det fremgår således af ordlyden af 276. betragtning til den første beslutning, at Kommissionen begrænsede sig til at gengive indholdet af meddelelsen af 10. november 1999, som er nævnt deri. Fraværet af tabel 29 og 30 er derfor uden betydning for forståelsen af det af Kommissionens klagepunkter, der fremgår af 276. betragtning til den første beslutning.

99      For det niende er tabel 13, som er omtalt i 451. betragtning til den første beslutning, citeret til støtte for påstanden om, at »[h]vad angår 1997 må det konstateres, at det i løbet af sit første halvår [havde] været kendetegnet ved en konstant forhøjelse af den basispris, der blev fastsat af det konkurrencebegrænsende kartel: 190 ITL/kg, der blev fastsat på mødet den 30. januar, 210 ITL/kg, der blev fastsat på mødet den 14. februar, og 250 ITL/kg, der blev fastsat på mødet den 10. juli (200. betragtning)«, og ifølge hvilken »[d]en gennemsnitlige markedsbasispris i løbet af den samme periode også [var] steget konstant, idet den var gået fra 170 ITL/kg i januar til 240 ITL/kg i juli (tabel 13 i bilaget). I september samme år steg den gennemsnitlige markedsbasispris yderligere og nåede derved op på 290 ITL/kg (tabel 13 i bilaget)«. Det må herefter konstateres, at Kommissionen i den nævnte betragtning udtrykkeligt angav de forhøjelser af basisprisen, der vedrørte 1997, således, at den nævnte tabel ikke synes absolut nødvendig for forståelsen af Kommissionens ræsonnement.

100    Det skal for det tiende bemærkes, at Kommissionen i 496. betragtning til den første beslutning (fodnote 563 i den første beslutning) foretog en samlet henvisning til de »tabeller, der er vedlagt denne beslutning«, med henblik på at understøtte påstanden om, at »[dens] oplysninger […] viste, at alle de i denne procedure involverede virksomheder [havde] offentliggjort skalaer i løbet af den omhandlede periode«. Det skal dog fremhæves, at 496. betragtning til den første beslutning ligeledes henviser til 419.-433. betragtning til denne, som »opstiller en liste over alle de fastslåede tilfælde, hvor basisprisen har været genstand for drøftelser mellem virksomhederne (inklusive sammenslutningen)«. Kommissionen præciserede i den anledning, at »[b]landt disse tilfælde [var] visse allerede blevet nævnt, da den fælles vilje [var] blevet omtalt (473.-475. betragtning)«, at, »[f]or de andre tilfælde, mellem 1993 og 2000, [var] det nødvendigt at benytte begrebet samordning«, og at »[f]ormålet med denne samordning var at påvirke producenternes adfærd på markedet og at offentliggøre den adfærd, som hver enkelt af disse konkret påtænkte at vedtage i forhold til fastsættelsen af basisprisen«. Samtlige de tabeller, der var indeholdt i bilagene til den første beslutning, synes derfor ikke absolut nødvendige for forståelsen af Kommissionens klagepunkt.

101    Hvad for det ellevte angår henvisningerne til tabel 1-3, 9, 11-14 og 16 i 513., 515., 516. og 518. betragtning til den første beslutning skal det fremhæves, at de nævnte betragtninger indgår i det underafsnit i den første beslutning, der vedrører de konkurrencebegrænsende praksissers virkninger på markedet , og at det fremgår af analysen af deres indhold, at de deri nævnte tabeller enten kun gentager de deri omtalte taldata eller ikke er absolut nødvendige for forståelsen af Kommissionens ræsonnement angående virkningerne af kartellet.

102    På baggrund af de ovenstående betragtninger kan det ikke lægges til grund, at fraværet af de i præmis 79 ovenfor anførte tabeller i bilagsmaterialet til den første beslutning har forhindret sagsøgeren i at forstå de klagepunkter, der er indeholdt i den første beslutning.

103    Sagsøgeren har for det andet henvist til EU’s retsinstansers retspraksis, ifølge hvilken konklusionen og begrundelsen for den meddelte beslutning skal stemme overens med konklusionen og begrundelsen for den beslutning, der er vedtaget af kommissærkollegiet, når der bortses fra rent ortografiske og grammatiske rettelser, som stadig kan indføres i en retsakt, der er endeligt vedtaget af kommissærkollegiet. I den foreliggende sag var den første beslutning, der blev meddelt sagsøgeren, mangelfuld, eftersom den ikke indeholdt sine bilag. Der er derfor grund til at tro, at kommissærkollegiet ikke godkendte den komplette retsakt, hvilket udgør en tilsidesættelse af Kommissionens forretningsorden og navnlig af autentifikationsproceduren og af kollegialitetsprincippet.

104    Adspurgt herom under retsmødet angav sagsøgeren, at selskabet frafaldt sit anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af autentifikationsproceduren for den første beslutning. Med hensyn til den påståede tilsidesættelse af kollegialitetsprincippet har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at selskabets anbringende vedrørte det forhold, at kommissærkollegiet ikke havde været i stand til at vedtage en beslutning med fuldt kendskab til sagen.

105    Det skal i denne henseende fastslås, at fraværet af de i præmis 79 ovenfor anførte tabeller i bilagsmaterialet til den første beslutning alene kan medføre den anfægtede beslutnings ulovlighed, såfremt et sådant fravær ikke har gjort det muligt for kommissærkollegiet at pålægge sanktioner for den i den anfægtede beslutnings artikel 1 omhandlede adfærd med fuldt kendskab til sagen, dvs. uden at være blevet vildledt på et væsentligt punkt som følge af unøjagtigheder eller undladelser (jf. i denne retning og analogt Rettens dom af 10.7.1991, sag T-69/89, RTE mod Kommissionen, Sml. II, s. 485, præmis 23-25, af 27.11.1997, sag T-290/94, Kaysersberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 2137, præmis 88, af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 742, og af 17.2.2011, sag T-122/09, Zhejiang Xinshiji Foods og Hubei Xinshiji Foods mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 104 og 105).

106    Eftersom der – uafhængigt af fraværet af de ovennævnte tabeller – i selve teksten til den anfægtede beslutning (jf. præmis 81-102 ovenfor) i retligt tilstrækkeligt omfang er redegjort for de omstændigheder, som denne beslutning er baseret på, kan det ikke hævdes, at kommissærkollegiet ved vedtagelsen af den første beslutning ikke havde et fuldt og komplet kendskab til de omstændigheder, som foranstaltningen hvilede på. En sådan undladelse har derfor ikke kunnet ulovliggøre proceduren omkring vedtagelsen af den anfægtede beslutning og kan således ikke rejse tvivl om lovligheden af denne.

107    Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at ændringsbeslutningen alene består i en meddelelse af de bilag, der manglede i den første beslutning, og at den indeholder tre artikler, hvis nummerering »overlapper« nummereringen i den første beslutning. Dels kunne Kommissionen ikke tage stilling til en »integrerende og mangelfuld tekst«, men burde have taget stilling til den anfægtede beslutnings tekst i dens helhed. Dels passer ændringsbeslutningens artikel 2, der omtaler adressaterne for denne beslutning, dårligt sammen med den første beslutnings artikel 2, som angav bødernes størrelse. Denne uklarhed er uacceptabel ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt og i henseende til overholdelse af retten til forsvar.

108    For det første skal det fastslås, at Kommissionens beføjelse til at vedtage en bestemt retsakt nødvendigvis må omfatte en beføjelse til at ændre denne retsakt under overholdelse af bestemmelserne om dens kompetence såvel som under overholdelse af de formkrav og procedurer, som traktaten har fastsat i den forbindelse (jf. i denne retning generaladvokat Tizzanos forslag til afgørelse forud for Domstolens dom af 13.7.2004, sag C-27/04, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 6649, på s. 6653, punkt 134 og 143). Det følger heraf, at Kommissionen med rette kunne vedtage ændringsbeslutningen med henblik på at vedlægge de manglende tabeller i bilagsmaterialet til den anfægtede beslutning. Det skal i den forbindelse ligeledes fremhæves, at Kommissionen i indledningen til ændringsbeslutningen udtrykkeligt henviste til den første beslutning, hvis bilag var blevet udeladt ved dens vedtagelse.

109    Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om den påståede uklarhed, der blev fremkaldt af ændringsbeslutningens dispositive del, er det tilstrækkeligt at fastslå, at det klart fremgår af ændringsbeslutningens dispositive del, at denne ikke »overlapper« den første beslutnings dispositive del. Ændringsbeslutningens artikel 1, som er den eneste, der medfører ændringer i den første beslutning, udpeger således præcist de nævnte ændringer, som vedrører a) ordlyden af de otte fodnoter, som denne bestemmelse opregner og retter, og b) tilføjelsen, i form af bilag til den anfægtede beslutning, af de tabeller, der var vedlagt som bilag til ændringsbeslutningen. I øvrigt begrænser ændringsbeslutningens artikel 2 sig til at opregne adressaterne for denne beslutning.

110    Det følger heraf, at en samlet læsning af den første beslutning og ændringsbeslutningen ikke giver anledning til uklarhed, således at den tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om overholdelse af sagsøgerens ret til forsvar, der skulle følge af en sådan uklarhed, ikke er godtgjort.

111    Det første anbringende må herefter forkastes.

 Det andet anbringende vedrørende Kommissionens inkompetence og en retlig fejl ved valget af retsgrundlaget for den anfægtede beslutning

112    Sagsøgeren har inden for rammerne af sit andet anbringende gjort gældende, at den anfægtede beslutning er ulovlig, da Kommissionen efter EKSF-traktatens udløb ikke længere havde kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning på grundlag af artikel 65, stk. 1, KS.

113    Først og fremmest indebar EKSF-traktatens udløb nødvendigvis, at Kommissionen blev frataget kompetencen til at anvende denne traktats bestemmelser.

114    For det første følger det af artikel 54 og 70 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969, at en overenskomst mellem stater, som er udløbet, ikke længere kan skabe forpligtelser eller kompetencer, medmindre de kontraherende stater har udtrykt vilje til det modsatte. Artikel 65, stk. 1, KS kan derfor, »selv i henseende til sit materielle indhold«, kun anvendes med tilbagevirkende kraft, såfremt der foreligger en specifik overgangsbestemmelse, hvilket ikke er tilfældet.

115    For det andet kunne Kommissionen ikke støtte sig på »ensartetheden« mellem artikel 65 KS og artikel 81 EF, som ikke er fuldstændigt »sammenfaldende«, for at tildele sig en kompetence og pålægge sagsøgeren sanktioner.

116    For det tredje udgør en kombineret anvendelse af forordning nr. 1/2003 og artikel 65 KS, skønt sidstnævnte ikke længere var i kraft, heller ikke et gyldigt grundlag for pålæggelsen af sanktioner og tilsidesætter retssikkerhedsprincippet såvel som princippet om tildelte beføjelser og det strafferetlige legalitetsprincip (nullum crimen nulla poena sine lege), eftersom det ubestrideligt fremgår af bestemmelserne i forordning nr. 1/2003, at denne forordning alene giver Kommissionen mulighed for at pålægge bøder for overtrædelser af artikel 81 EF og 82 EF. Ved at basere den anfægtede beslutning på artikel 7 og 23 i forordning nr. 1/2003 forlængede Kommissionen – i stedet for at efterkomme dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21, som annullerede beslutningen af 2002 – atter den tidsmæssige anvendelse af artikel 65, stk. 1, KS under åbenbar krænkelse af Rådets beføjelser.

117    Sagsøgeren har i replikken tilføjet, at de principper, der regulerer den tidsmæssige succession af regler, ikke i den foreliggende sag kan begrunde anvendelsen af artikel 65 KS på de faktiske omstændigheder, der indtrådte, da denne tekst var i kraft, eftersom anvendelsen af bestemmelser, der ikke længere er i kraft, er udelukket, når denne anvendelse kommer til udtryk ved en tilsidesættelse af princippet om tildeling af beføjelser. Sagsøgeren har tillige anført, at Kommissionen ikke kunne indlede en ny procedure i henhold til forordning nr. 1/2003, fordi dens beføjelser til retsforfølgning og pålæggelse af sanktioner var blevet forældet i medfør af samme forordnings artikel 25.

118    Sagsøgeren har dernæst gjort gældende, at Kommissionen, eftersom EUF-traktaten allerede var trådt i kraft, da ændringsbeslutningen blev vedtaget, var forpligtet til på ny at vedtage den anfægtede beslutning på grundlag af denne nye traktat af hensyn til retssikkerhedsprincippet og de principper, der regulerer den tidsmæssige succession af regler.

119    Kommissionen har indledningsvis i duplikken anført, at klagepunktet om forældelsen af dens beføjelse til at fastslå den omhandlede overtrædelse og pålægge sanktioner herfor ikke er blevet fremsat i stævningen og skal afvises fra realitetsbehandling.

120    Det fremgår af procesreglementets artikel 48, stk. 2, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige og faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Et anbringende, der er udtryk for en uddybning af et anbringende, som tidligere er fremsat direkte eller indirekte i stævningen, og som har nær sammenhæng med dette, skal imidlertid antages til realitetsbehandling (Rettens dom af 19.9.2000, sag T-252/97, Dürbeck mod Kommissionen, Sml. II, s. 3031, præmis 39, som efter appel blev stadfæstet ved Domstolens kendelse af 13.11.2001, sag C-430/00 P, Dürbeck mod Kommissionen, Sml. I, s. 8547, præmis 17). En tilsvarende løsning må antages vedrørende et klagepunkt, som påberåbes til støtte for et anbringende (dommen i sagen Joynson mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 59, præmis 156).

121    Et klagepunkt, der fremsættes i replikken, og som ikke kan anses for en uddybning af et anbringende på grund af den nye karakter af den retlige og faktiske argumentation, som det rummer, og som støttes på omstændigheder, der var sagsøgeren bekendt på datoen for anlæggelsen af søgsmålet, skal derimod afvises fra realitetsbehandling (Rettens dom af 21.10.2010, sag T-474/08, Umbach mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 60).

122    Det skal i den foreliggende sag bemærkes, at klagepunktet om forældelsen af Kommissionens beføjelse til at pålægge sanktioner ikke blev fremsat i stævningen og ikke udgør en uddybning af et anbringende, som er fremsat deri. Det skal følgelig afvises fra realitetsbehandling.

123    I øvrigt skal sagsøgerens klagepunkt om, at EUF-traktaten var trådt i kraft før vedtagelsen af ændringsbeslutningen, ligeledes afvises fra realitetsbehandling i medfør af den retspraksis, der er henvist til i præmis 57 ovenfor, da dette klagepunkt på ingen måde er underbygget.

 Valget af retsgrundlaget for den anfægtede beslutning

124    Det skal bemærkes, at fællesskabstraktaterne har indført en ny retsorden, i forhold til hvilken medlemsstaterne på stadigt større områder har begrænset deres nationale beføjelser, og hvis retssubjekter ikke blot er staterne, men også disses borgere (jf. i denne retning Domstolens dom af 5.2.1963, sag 26/62, van Gend & Loos, Sml. 1954-1964, s. 375, org.ref.: Rec. s. 1, og af 15.7.1964, sag 6/64, Costa, Sml. 1954-1964 s. 531, org.ref.: Rec. s. 1141, på s. 1159, Domstolens udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. I, s. 6079, præmis 21, og Rettens dom i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21, præmis 70, og af 1.7.2009, sag T-24/07, ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, Sml. II, s. 2309, præmis 63).

125    Inden for denne retsorden har institutionerne kun de beføjelser, som de har fået tillagt. Af denne grund nævner fællesskabsretsakterne i deres præambel den hjemmel, som bemyndiger den pågældende institution til at handle på det omhandlede område. Valget af den rette hjemmel har nemlig forfatningsretlig betydning (jf. dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21, præmis 71, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

126    I den foreliggende sag må det fastslås, at præamblen til den anfægtede beslutning rummer henvisninger til bestemmelser i EKSF-traktaten, nemlig artikel 36 KS, 47 KS og 65 KS, men tillige en angivelse af EF-traktaten, forordning nr. 17, navnlig dennes artikel 11, forordning nr. 1/2003, nemlig dennes artikel 7, stk. 1, artikel 18 og artikel 23, stk. 2, og en angivelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 2842/98 af 22. december 1998 om høring af parter i visse procedurer efter […] artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT L 354, s. 18).

127    Det skal desuden påpeges, at Kommissionen i begrundelsen for den anfægtede beslutning angav i første betragtning, at »[d]en foreliggende beslutning [fastslog] en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, [KS], og [at den blev] vedtaget på grundlag af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003«. Kommissionen tilføjede i tredje betragtning til den anfægtede beslutning, at »[v]ed den foreliggende beslutning [pålagde] [den] de virksomheder, som beslutningen var rettet til, bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003«.

128    Kommissionen angav således i 350. betragtning til den anfægtede beslutning, at den fandt, at »artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 [udgjorde] de rette hjemler, som bemyndige[de] den til at vedtage den foreliggende beslutning«, og at »[den] på grundlag af artikel 7, stk. 1, [fastslog] en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, [KS] og [tilpligtede] adressaterne for den foreliggende beslutning at bringe denne til ophør, mens den i medfør af artikel 23, stk. 2, [pålagde] dem bøder« (jf. ligeledes 361. betragtning til den anfægtede beslutning).

129    Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at den anfægtede beslutning, hvorved Kommissionen fastslog en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS og pålagde sagsøgeren en bøde, har hjemmel i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 i forhold til fastslåelsen af overtrædelsen og i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 i forhold til pålæggelsen af bøden.

 Kommissionens beføjelse til, på grundlag af forordning nr. 1/2003, at fastslå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS og pålægge en sanktion herfor, efter udløbet af EKSF-traktaten, på grundlag af forordning nr. 1/2003

130    Det skal for det første bemærkes, at den bestemmelse, der udgør hjemlen for en retsakt og bemyndiger EU-institutionen til at vedtage den pågældende retsakt, skal være i kraft på tidspunktet for dennes vedtagelse (Domstolens dom af 4.4.2000, sag C-269/97, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 2257, præmis 45, domme af 29.3.2011, forenede sager C-201/09 P og C-216/09 P, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., Sml. I, s. 2239, præmis 75, og sag C-352/09 P, ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, Sml. I, s. 2359, præmis 88, dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21, præmis 118, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 74), hvilket ubestrideligt er tilfældet med artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, som udgør hjemlen for den anfægtede beslutning.

131    Det skal for det andet fremhæves, at der ved fællesskabstraktaterne blev indført en særlig retsorden, hvori EKSF-traktaten, hvilket afspejles i artikel 305, stk. 1, EF, udgør en særlig ordning, som afviger fra de mere generelle bestemmelser, der er fastsat i EF-traktaten (jf. Rettens dom af 31.3.2009, sag T-405/06, ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 771, præmis 57, og dommen i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

132    EKSF-traktaten udgjorde således, i medfør af artikel 305, stk. 1, EF, en lex specialis, som afveg fra den lex generalis, som EF-traktaten udgør (Domstolens dom af 24.10.1985, sag 239/84, Gerlach, Sml. s. 3507, præmis 9-11, Domstolens udtalelse 1/94 af 15.11.1994, Sml. I, s. 5267, præmis 25-27, dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21, præmis 111, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 76, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 70 og 73).

133    Det følger heraf, at uanset EF-traktaten forblev EKSF-traktatens regler og samtlige gennemførelsesbestemmelser dertil i kraft for så vidt angår det fælles markeds funktion (Gerlach-dommen, nævnt ovenfor i præmis 132, præmis 9, Domstolens dom af 24.9.2002, forenede sager C-74/00 P og C-75/00 P, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, Sml. I, s. 7869, præmis 100, og dommen i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 77, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 70 og 73).

134    I det omfang et anliggende ikke var reguleret i EKSF-traktatens bestemmelser eller i forskrifter udstedt med hjemmel i denne, kunne EF-traktaten og gennemførelsesbestemmelserne dertil dog finde anvendelse på produkter, der var omfattet af EKSF-traktaten, selv før EKSF-traktatens udløb (Domstolens dom af 15.12.1987, sag 328/85, Deutsche Babcock, Sml. s. 5119, præmis 10, og dommen i sagen Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 133, præmis 100, samt Rettens dom af 25.10.2007, sag T-94/03, Ferriere Nord mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 83, og dommen i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 78, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 70 og 73).

135    EKSF-traktaten udløb i henhold til artikel 97 den 23. juli 2002. I konsekvens heraf blev anvendelsesområdet for de generelle regler, der var fastsat i EF-traktaten, den 24. juli 2002 udvidet til sektorer, der oprindeligt var reguleret ved EKSF-traktaten (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 58, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 79, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 59 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 70 og 73).

136    Selv om overgangen fra EKSF-traktatens retlige rammer til EF-traktatens retlige rammer fra den 24. juli 2002 har medført en ændring af de gældende retsgrundlag, procedurer og materielle bestemmelser, er denne ændring en del af sammenhængen i enheden af kontinuiteten i fællesskabsretsordenen og dennes formål (Rettens dom af 12.9.2007, sag T-25/04, González y Díez mod Kommissionen, Sml. II, s. 3121, præmis 55, dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 59, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 80, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 60 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 71 og 73).

137    Det skal i den anledning bemærkes, at indførelsen og opretholdelsen af en ordning med fri konkurrence, inden for hvilken de normale konkurrencevilkår sikres, og som navnlig ligger til grund for reglerne om statsstøtte og karteller mellem virksomheder, udgør et af de grundlæggende formål med såvel EF-traktaten som EKSF-traktaten (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 60, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 60 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 71 og 73).

138    I den sammenhæng skal det fremhæves, at om end reglerne om karteller i EKSF-traktaten og EF-traktaten i et vist omfang er forskellige, svarer begreberne aftale og samordnet praksis i henhold til artikel 65, stk. 1, KS til begreberne aftale og samordnet praksis som omhandlet i artikel 81 EF, og at disse to bestemmelser fortolkes på samme måde af EU’s retsinstanser. Forfølgelsen af formålet om en ufordrejet konkurrence inden for de sektorer, der oprindeligt hørte under fællesmarkedet for kul og stål, blev således ikke afbrudt af EKSF-traktatens udløb, da dette formål ligeledes forfølges inden for rammerne af EF-traktaten og af den samme institution, nemlig Kommissionen, som er den administrative myndighed, der har ansvaret for iværksættelsen og udviklingen af konkurrencepolitikken i Det Europæiske Fællesskabs almene interesse (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 61, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 60 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 71 og 73).

139    Kontinuiteten i fællesskabsretsordenen og de formål, der styrer dens virkemåde, kræver således, at Det Europæiske Fællesskab – for så vidt som det efterfølger Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og inden for sine processuelle rammer – i forhold til situationer, der er opstået, mens EKSF-traktaten var i kraft, sikrer overholdelsen af de rettigheder og forpligtelser, som på daværende tidspunkt gjaldt for såvel medlemsstaterne som for borgerne i medfør af EKSF-traktaten og gennemførelsesbestemmelserne hertil. Dette krav gælder så meget desto mere, i det omfang den konkurrencefordrejning, der følger af den manglende overholdelse af kartelreglerne, kan udstrække sine tidsmæssige virkninger efter EKSF-traktatens udløb i henhold til EF-traktaten (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 63, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 62 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 72 og 73).

140    Domstolen har således tillige påpeget, at den omstændighed, at EF-traktaten trådte i stedet for EKSF-traktaten, og at EUF-traktaten træder i stedet for EF-traktaten, med henblik på at sikre en fri konkurrence garanterede, at enhver adfærd, som svarer til de faktiske omstændigheder, der var fastsat i artikel 65, stk. 1, KS, uanset om den har fundet sted før eller efter den 23. juli 2002, har kunnet og fortsat kan imødegås med sanktioner af Kommissionen (dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 65-67 og 77, og i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 55-57 og 65).

141    Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at der ved lovændringer – i overensstemmelse med et princip, som er fælles for medlemsstaternes retssystemer, og hvis oprindelse kan føres helt tilbage til romerretten – medmindre lovgiver har udtrykt vilje til det modsatte, skal skabes sikkerhed for kontinuiteten i de retlige strukturer, og at dette princip finder anvendelse på ændringer af EU-rettens primære ret (Domstolens dom af 25.2.1969, sag 23/68, Klomp, Sml. 1969, s. 21, org.ref.: Rec. s. 43, præmis 13, og dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 63).

142    Der er imidlertid intet holdepunkt for at antage, at EU-lovgiver har ønsket, at de former for samordnet praksis, som var forbudt i henhold til EKSF-traktaten, kan unddrages anvendelsen af enhver sanktion efter udløbet af sidstnævnte traktat (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 64).

143    Domstolen har nemlig for det første påpeget, at Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer havde givet tilsagn om at træffe alle de foranstaltninger, der var nødvendige for at imødegå konsekvenserne af den omhandlede traktats udløb. For det andet har Domstolen fremhævet, at Kommissionen havde præciseret, at den kun skulle fremsætte forslag til overgangsbestemmelser, hvis et sådant skridt ansås for nødvendigt, og at den i forhold til de gældende almindelige retsprincipper anså, at en sådan nødvendighed ikke forelå på det kartelretlige område (dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 75).

144    Følgelig kan sagsøgeren ikke udlede noget gyldigt argument af fraværet af overgangsbestemmelser på området (jf. i denne retning dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 76).

145    Det ville under disse omstændigheder være i strid med traktaternes formål og indbyrdes sammenhæng og uforeneligt med kontinuiteten i EU’s retsorden, at Kommissionen skulle være uden beføjelser til at sikre en ensartet anvendelse af de regler, der knytter sig til EKSF-traktaten, og som fortsat har retsvirkninger selv efter udløbet af denne (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.7.2007, sag C-119/05, Lucchini, Sml. I, s. 6199, præmis 41).

146    Det følger af det ovenstående, at forordning nr. 1/2003 og nærmere bestemt artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, skal fortolkes således, at de gør det muligt for Kommissionen efter den 23. juli 2002 at fastslå karteller, der er blevet gennemført inden for de sektorer, der henhører under EKSF-traktatens materielle og tidsmæssige anvendelsesområde, og pålægge sanktioner herfor, og det selv hvor de ovennævnte bestemmelser i forordning nr. 1/2003 ikke udtrykkeligt nævner artikel 65 KS (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 64, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 74, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 72, 73 og 87). De af sagsøgeren i den anledning fremførte argumenter, der tager sigte på at godtgøre, at den kombinerede anvendelse af forordning nr. 1/2003 og artikel 65 KS, skønt sidstnævnte ikke længere var i kraft, ikke udgør et gyldigt grundlag for pålæggelsen af sanktioner og tilsidesætter princippet om tildeling af beføjelser, skal følgelig forkastes.

147    Det skal desuden bemærkes, at anvendelsen inden for EU’s retsorden af EF-traktatens regler på et område, der oprindeligt var reguleret af EKSF-traktaten, skal ske under overholdelse af de principper, der gælder for den tidsmæssige anvendelse af retsregler. Det følger i den forbindelse af fast retspraksis, at hvor processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse på alle de tvister, der verserer på tidspunktet for deres ikrafttrædelse, forholder det sig ikke sådan med materielle regler. Disse sidstnævnte skal nemlig, for at sikre overholdelsen af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, fortolkes således, at de kun omfatter forhold, som ligger forud for deres ikrafttrædelse, såfremt det af ordlyden, bestemmelsernes formål eller opbygning klart fremgår, at dette har været meningen (Domstolens dom af 12.11.1981, forenede sager 212/80-217/80, Meridionale Industria Salumi m.fl., Sml. s. 2735, præmis 9, og af 10.2.1982, sag 21/81, Bout, Sml. s. 381, præmis 13, Rettens dom af 19.2.1998, sag T-42/96, Eyckeler & Malt mod Kommissionen, Sml. II, s. 401, præmis 55, dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 65, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 85, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 79).

148    Hvad i dette perspektiv angår spørgsmålet om de materielle bestemmelser, som gælder for en retlig situation, der er endeligt opstået før EKSF-traktatens udløb, fordrer kontinuiteten i EU’s retsorden samt kravene vedrørende retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at der sker anvendelse af de materielle bestemmelser, som er vedtaget i medfør af EKSF-traktaten, på de faktiske forhold, som er omfattet af disse bestemmelsers materielle og tidsmæssige anvendelsesområde. Den omstændighed, at de pågældende retsforskrifter som følge af EKSF-traktatens udløb ikke længere er i kraft på det tidspunkt, hvor vurderingen af de faktiske forhold foretages, ændrer ikke herved, da denne vurdering vedrører en retlig situation, der er endeligt opstået på et tidspunkt, hvor de materielle bestemmelser, som var truffet i medfør af EKSF-traktaten, var gældende (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 66, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 86, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 79; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Ferriere Nord mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 134, præmis 96).

149    Med hensyn til de materielle regler bemærkes i den foreliggende sag, at den anfægtede beslutning vedrører en retlig situation, der er endeligt opstået før EKSF-traktatens udløb den 23. juli 2002, idet overtrædelsesperioden gik fra den 6. december 1989 til den 4. juli 2000 (jf. præmis 37 ovenfor). Da den materielle konkurrenceret, der har været gældende siden den 24. juli 2002, ikke har nogen tilbagevirkende kraft, skal det fastslås, at artikel 65, stk. 1, KS udgør den materielle regel, som finder anvendelse, og som Kommissionen rent faktisk har anvendt i den anfægtede beslutning, hvorved bemærkes, at det netop følger af EF-traktatens lex generalis-karakter i forhold til EKSF-traktaten; jf. artikel 305 EF, at den særlige ordning i henhold til EKSF-traktaten og dens gennemførelsesbestemmelser i medfør af princippet om, at lex specialis går forud for en generel bestemmelse, er den eneste ordning, som gælder for situationer, der er opstået før den 24. juli 2002 (jf. i denne retning dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 68, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 89, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 77, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 79).

150    Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan gøre gældende, at det strafferetlige legalitetsprincip indebærer, at den materielle regel, for hvis overtrædelse der pålægges en sanktion, skal være i kraft ikke kun på det tidspunkt, hvor en ulovlighed begås, men ligeledes på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvorved der træffes afgørelse om sanktionen.

151    Domstolen har i øvrigt påpeget, at det strafferetlige legalitetsprincip, således som det bl.a. er fastsat i artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, kræver, at en EU-regulering klart skal definere overtrædelserne og sanktionerne (jf. dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

152    Desuden kræver retssikkerhedsprincippet, at en sådan regulering giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at de ikke kan være i tvivl om deres rettigheder og forpligtelser og skal kunne handle derefter (jf. dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

153    For så vidt som traktaterne før tidspunktet for de faktiske omstændigheder klart definerede overtrædelserne såvel som arten og omfanget af de sanktioner, som kunne pålægges herfor, tilsigter nævnte principper ikke at sikre virksomhederne, at efterfølgende ændringer af retsgrundlagene og de processuelle bestemmelser vil gøre det muligt for dem at unddrage sig enhver sanktion vedrørende deres tidligere ulovlige adfærd (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 70, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 83).

154    Det skal bemærkes, at en virksomhed, som udviser påpasselighed, og som befinder sig i sagsøgerens situation, ikke på noget tidspunkt kunne være uvidende om konsekvenserne af sin adfærd eller påregne, at overgangen fra EKSF-traktatens retlige rammer til EF-traktatens retlige rammer ville bevirke, at den kunne unddrage sig enhver sanktion for tilsidesættelser af artikel 65 KS, som den havde begået tidligere (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 73, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 86).

155    I øvrigt blev den anfægtede beslutning vedtaget på grundlag af artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 efter en procedure, der var blevet gennemført i overensstemmelse med forordning nr. 17 og forordning nr. 1/2003. Bestemmelserne om retsgrundlaget og om den procedure, der blev fulgt frem til vedtagelsen af den anfægtede beslutning, henhører under de processuelle regler som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i præmis 147 ovenfor. Eftersom den anfægtede beslutning blev vedtaget efter EKSF-traktatens udløb, var det med føje, at Kommissionen anvendte de i forordning nr. 1/2003 indeholdte regler (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 67, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 74, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 90; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Ferriere Nord mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 134, præmis 96).

156    Det følger heraf, at dette anbringende skal forkastes.

 Det tredje anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar og en retlig fejl

157    Sagsøgeren har med dette anbringende anfægtet den manglende genoptagelse af proceduren og den manglende fremsendelse af en ny klagepunktsmeddelelse inden vedtagelsen af den anfægtede beslutning og gjort gældende, at der i den foreliggende sag er foretaget en urigtig anvendelse af lex mitior-princippet.

158    Kommissionen har indledningsvis i duplikken anført, at sagsøgeren i replikken har fremsat en række klagepunkter, der ikke fremgik af stævningen, og som vedrører den påståede ugyldighed af de retsakter, der blev vedtaget forud for beslutningen af 2002, det påståede fravær af en undersøgelse af virkningerne af kartellet på samhandelen mellem medlemsstaterne og den påståede tilsidesættelse af de prærogativer, som forordning nr. 1/2003 tillægger de nationale myndigheder.

159    Under hensyn til den retspraksis, der er henvist til i præmis 120 og 121 ovenfor, skal det for det første fastslås, at klagepunktet om ugyldigheden af de retsakter, der blev vedtaget forud for beslutningen af 2002, skal anses for at udgøre en uddybning af det klagepunkt, ifølge hvilket Kommissionen ikke lovligt kunne vedtage den anfægtede beslutning uden at genoptage den administrative procedure, og at dette klagepunkt derfor kan antages til realitetsbehandling.

160    Dernæst var klagepunktet om det påståede fravær af en undersøgelse af virkningerne af kartellet på samhandelen mellem medlemsstaterne allerede formuleret i stævningen og knytter sig til de argumenter, der er fremført i det nærværende anbringendes andet led, ifølge hvilket artikel 81, stk. 1, EF i forhold til den tilsvarende bestemmelse i EKSF-traktaten fastsætter en supplerende betingelse om påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne. Det kan derfor ligeledes antages til realitetsbehandling.

161    Endelig fremgik klagepunktet om den påståede tilsidesættelse af de prærogativer, som forordning nr. 1/2003 tillægger de nationale myndigheder, ikke af stævningen og udgør ikke en uddybning af et i denne anført klagepunkt. Det skal følgelig afvises fra realitetsbehandling.

 Det første led om den manglende genoptagelse af den administrative procedure og fraværet af en ny klagepunktsmeddelelse

162    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat selskabets ret til forsvar ved at afholde sig fra at genoptage den administrative procedure og tilsende det en ny klagepunktsmeddelelse, inden den på ny vedtog den anfægtede beslutning.

163    Det skal bemærkes, at artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 har følgende ordlyd:

»Før Kommissionen træffer beslutning i henhold til artikel 7, 8, 23 og artikel 24, stk. 2, giver den de virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, der er omfattet af den procedure, som Kommissionen har iværksat, lejlighed til at udtale sig om Kommissionens klagepunkter. Kommissionen lægger kun de klagepunkter til grund for sine beslutninger, som de deltagende parter har haft lejlighed til at udtale sig om. Klagerne inddrages i vid udstrækning i proceduren.«

164    Det følger i øvrigt af fast retspraksis, at overholdelsen af retten til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, der skal overholdes, selv om der er tale om en procedure af administrativ karakter. I denne henseende udgør klagepunktsmeddelelsen den processuelle garanti, der anvender det grundlæggende EU-retlige princip, som kræver, at retten til forsvar overholdes i enhver procedure. Dette princip kræver navnlig, at den klagepunktsmeddelelse, som Kommissionen adresserer til en virksomhed, som den påtænker at pålægge en sanktion for overtrædelse af konkurrencereglerne, skal indeholde de væsentlige oplysninger, der gøres gældende over for denne virksomhed, såsom de påtalte faktiske omstændigheder, hvorledes disse kvalificeres, og de beviser, som Kommissionen støtter sig på, således at denne virksomhed er i stand til effektivt at gøre sine argumenter gældende under den administrative procedure, der er indledt mod den (jf. i denne retning Domstolens dom af 3.9.2009, forenede sager C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 7191, præmis 34 og 36 og den deri nævnte retspraksis, og af 3.9.2009, sag C-534/07 P, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, Sml. I, s. 7415, præmis 26-28).

165    Overholdelsen af retten til forsvar indebærer således, at den pågældende virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at tage stilling til dels, om de fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder faktisk foreligger, og hvilken betydning de har, dels de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for , at der foreligger en overtrædelse fra virksomhedens side (jf. Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

166    Sagsøgeren har for det første anført, at selv hvis det lægges til grund, at Kommissionens fejl ved valget af retsgrundlaget for en beslutning kan betegnes som en simpel procedurefejl, tilsidesætter den ensidige fornyede undersøgelse af de regler, som finder anvendelse på den foreliggende sag ifølge lex mitior-princippet og den anfægtede beslutnings punkt 5, som er opført i denne beslutnings afsnit III »Retlig vurdering«, artikel 27 i forordning nr. 1/2003. Sagsøgeren er nemlig aldrig blevet hørt om analysen og den kombinerede anvendelse af artikel 65 KS og artikel 81 EF, idet Kommissionens ræsonnement ikke fremgik af klagepunktsmeddelelsen, men alene af den supplerende klagepunktsmeddelelse, som stadig var »gyldig«.

167    Det skal indledningsvis bemærkes, at den anfægtede beslutnings punkt 5 omhandler de retlige konsekvenser af EKSF-traktatens udløb i lyset af dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21.

168    Kommissionen henviste i dette punkt først til sin meddelelse om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb (EFT 2002 C 152, s. 5) og den supplerende klagepunktsmeddelelse, hvori den underrettede de omhandlede virksomheder om, at den havde til hensigt at følge den fremgangsmåde, der er omtalt i førstnævnte meddelelse. Kommissionen henviste tillige til begrundelsen i dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21, og det forhold, at den havde underrettet de berørte virksomheder om, at den havde til hensigt at vedtage en beslutning på ny efter Rettens annullation af beslutningen af 2002, og det ved at korrigere retsgrundlaget (342.-351. betragtning til den anfægtede beslutning). Derefter gennemgik Kommissionen sondringen mellem valget af det retsgrundlag, som bemyndiger den til at vedtage en retsakt, og fastlæggelsen af procedurereglerne og de materielle regler (353.-376. betragtning til den anfægtede beslutning). Med hensyn til valget af retsgrundlaget redegjorde Kommissionen for grundene til, at den fandt, at den fortsat havde kompetence til at retsforfølge overtrædelserne af konkurrencereglerne inden for de sektorer, der var omfattet af EKSF-traktaten. Hvad angår procedurereglerne anførte Kommissionen, at procedurereglerne var dem, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Hvad endelig angår de materielle regler redegjorde Kommissionen for de principper, der regulerer den tidsmæssige succession af regler, og som kan føre til anvendelsen af materielle bestemmelser, der ikke længere er i kraft på det tidspunkt, hvor en retsakt vedtages, hvilke principper begrænses af lex mitior-princippet.

169    For det første kan sagsøgeren ikke hævde, at selskabet aldrig er blevet hørt om »analysen og den kombinerede anvendelse« af artikel 65 KS og artikel 81 EF. Selv om klagepunktmeddelelsen, der gik forud for EKSF-traktatens udløb, ganske vist ikke rummede nogen gennemgang af konsekvenserne af EKSF-traktatens udløb eller nogen undersøgelse af artikel 65 KS og artikel 81 EF i forhold til lex mitior-princippet, omhandlede den supplerende klagepunktsmeddelelse, der blev vedtaget efter EKSF-traktatens udløb, specifikt disse konsekvenser i den foreliggende sag.

170    Kommissionen angav således i punkt 11 i den supplerende klagepunktsmeddelelse, at de to bestemmelser i EKSF-traktaten, der på abstrakt vis kunne betegnes som mindre favorable end EF-traktatens tilsvarende bestemmelser, var artikel 65, stk. 1, KS i forhold til artikel 81, stk. 1, EF, og artikel 65, stk. 5, KS i forhold til artikel 15 i forordning nr. 17. Kommissionen undersøgte i punkt 12-15 i den supplerende klagepunktsmeddelelse de respektive bestemmelser i henseende til de omhandlede faktiske omstændigheder og konkluderede, at EF-traktaten i den foreliggende sag ikke konkret var mere favorabel end EKSF-traktaten, og at lex mitior-princippet følgelig ikke med føje kunne påberåbes til at anfægte anvendelsen af EKSF-traktatens materielle regler på den foreliggende sags faktiske omstændigheder.

171    Det er sandt, at Kommissionen ikke i den supplerende klagepunktsmeddelelse foretog nogen gennemgang af spørgsmålet om, hvorvidt artikel 65, stk. 2, KS, der vedrører fritagelse for visse aftaler, på abstrakt vis kunne betegnes som mindre favorabel end artikel 81, stk. 3, EF. Dels kan en sådan undladelse dog forklares med det forhold, at Kommissionen i punkt 11 i den supplerende klagepunktsmeddelelse (jf. præmis 170 ovenfor) vurderede, at alene artikel 65, stk. 1 og 5, KS på abstrakt vis kunne anses for mindre favorable end denne bestemmelse i EF-traktaten. Dels angav Kommissionen i punkt 6 i den supplerende klagepunktsmeddelelse, at artikel 65, stk. 2, KS af de i klagepunktsmeddelelsen anførte grunde ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag. Følgelig kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at selskabet, hvis det havde haft mulighed herfor, kunne have dokumenteret, at visse af dets praksisser vedrørende priserne kunne have positive virkninger for SP’s kunder. Det fremgår nemlig af den supplerende klagepunktsmeddelelse, at Kommissionen fandt, at kartellet i den foreliggende sag alene havde til formål at begrænse konkurrencen og ikke kunne nyde godt af nogen form for fritagelse.

172    Retten bemærkede i denne henseende i dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21, at den bestemmelse, der udgør retsgrundlaget for en retsakt, skal være i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af denne retsakt, og at artikel 65, stk. 4 og 5, KS i henhold til artikel 97 KS var udløbet den 23. juli 2002, således at Kommissionen ikke længere af disse bestemmelser, som var bortfaldet, da den anfægtede beslutning blev vedtaget, kunne udlede en kompetence til at fastslå, at der forelå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS, og til at pålægge de virksomheder, som havde deltaget i denne overtrædelse, bøder. Retten berørte derfor ikke sagens realitet og tog ikke stilling til gyldigheden af de processuelle tiltag, som gik forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

173    Da annullationen af en EU-retsakt ifølge fast retspraksis ikke nødvendigvis berører de forberedende retsakter, idet den procedure, som tilsigter at erstatte den annullerede retsakt, i princippet kan genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte (Domstolens dom af 12.11.1998, sag C-415/96, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6993, præmis 31 og 32, og af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 73, samt Rettens dom af 15.10.1998, sag T-2/95, Industrie des poudres sphériques mod Rådet, Sml. II, s. 3939, præmis 91, og af 25.6.2010, sag T-66/01, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, Sml. II, s. 2631, præmis 125 og den deri nævnte retspraksis), skal det fastslås, at dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21, ikke påvirkede lovligheden af klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse, og at Kommissionen med rette kunne genoptage proceduren netop på det trin, hvor ulovligheden var indtrådt, dvs. på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen af 2002.

174    Det skal for det andet påpeges, at Kommissionen den 30. juni 2008 ligeledes tilsendte sagsøgeren og de andre berørte virksomheder en skrivelse, hvori den underrettede dem om, at den havde til hensigt at vedtage en beslutning på ny ved at korrigere retsgrundlaget i forhold til det, den havde valgt for beslutningen af 2002. Kommissionen angav i denne skrivelse – hvori der ikke blev fremsat nogen klagepunkter over for de virksomheder, som skrivelsen var rettet til – at den havde til hensigt at vedtage en beslutning på ny, efter at beslutningen af 2002 var blevet annulleret ved dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 21, og gentog sine betragtninger vedrørende lex mitior-princippet, alt imens den tilføjede, at anvendelsesområdet for artikel 65, stk. 2, KS var mere begrænset end anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 3, EF. Kommissionen angav i den forbindelse – i lighed med, hvad den havde anført i punkt 6 i den supplerende klagepunktsmeddelelse – at ingen af disse to bestemmelser dog fandt anvendelse i den foreliggende sag. Selv i sin besvarelse af denne skrivelse fremsatte sagsøgeren imidlertid ikke nogen bemærkninger og fremlagde heller ikke nogen oplysninger med henblik på at godtgøre, at fritagelsesbetingelserne i artikel 81, stk. 3, EF var opfyldt.

175    Det følger af de ovenstående betragtninger, at sagsøgeren ikke kan gøre gældende, at selskabets ret til forsvar er blevet tilsidesat derved, at det ikke er blevet hørt om »analysen og den kombinerede anvendelse« af artikel 65 KS og artikel 81 EF.

176    For det andet kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at Kommissionens skrivelse af 30. juni 2008 ikke kan anses for en gyldig klagepunktsmeddelelse, eftersom den ikke opfyldte betingelserne herfor, idet den bl.a. var ekstremt kortfattet og fastsatte en svarfrist på en måned, hvorved den undlod at følge den frist på to måneder, der sædvanligvis fastsættes for besvarelse af en klagepunktsmeddelelse.

177    Det skal bemærkes – som Kommissionen har gjort det, og således som det allerede er blevet bemærket i præmis 174 ovenfor – at skrivelsen af 30. juni 2008 ikke rummede nogen nye klagepunkter, men tilsigtede at underrette de omhandlede virksomheder om, at Kommissionen havde til hensigt at vedtage en beslutning på ny efter korrektion af retsgrundlaget. Det følger imidlertid af retspraksis, at når Kommissionen efter annullation af en beslutning på konkurrenceområdet vælger at afhjælpe den eller de konstaterede ulovligheder og at vedtage en identisk beslutning, som ikke er behæftet med disse ulovligheder, vedrører denne beslutning de samme klagepunkter, som virksomhederne allerede har udtalt sig om (dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 173, præmis 98).

178    Da skrivelsen af 30. juni 2008 ikke var en klagepunktsmeddelelse, hvilket i øvrigt tillige fremgår af 6., 122., 123., 390. og 391. betragtning til den anfægtede beslutning, er sagsøgerens argumenter om, at Kommissionen dels tilsidesatte selskabets ret til forsvar ved kun at give det en frist på en måned til at fremsætte bemærkninger, og at en sådan meddelelse dels var for kortfattet, uden relevans.

179    Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at selskabets ret til forsvar blev tilsidesat derved, at Kommissionen ikke afventede dets stillingtagen, idet den tilsendte selskabet en begæring om oplysninger vedrørende dets omsætning inden udløbet af den af Kommissionen selv fastsatte frist for fremsættelse af bemærkninger. Imidlertid udgør en sådan begæring sædvanligvis den »sidste etape«, som går forud for vedtagelsen af en beslutning.

180    Det skal i den forbindelse først bemærkes, at Kommissionen ikke var forpligtet til at afvente de berørte virksomheders bemærkninger, inden den tilsendte dem begæringer om oplysninger i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Dernæst kan det forhold alene, at Kommissionen tilsendte sagsøgeren en begæring om oplysninger den 24. juli 2008 – dvs. på den samme dato, hvor sagsøgeren tilsendte Kommissionen sine bemærkninger til skrivelsen af 30. juni 2008 – ikke dokumentere, at Kommissionen ikke tog hensyn til de argumenter, som sagsøgeren havde fremført i disse bemærkninger. Sagsøgerens synspunkt modsiges i øvrigt af det forhold, at Kommissionen i 388.-394. betragtning til den anfægtede beslutning udtrykkeligt besvarede de bemærkninger, som de berørte virksomheder havde fremsat som svar på skrivelsen af 30. juni 1998.

181    På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger er sagsøgerens argument om den påståede uanvendelighed i den foreliggende sag af det ræsonnement, som Retten anvendte i dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 124, uden relevans. For det første fremgår det af det ovenstående, at sagsøgeren ikke blev frataget de processuelle garantier i den foreliggende sag. Dernæst var Kommissionen ikke forpligtet til at tilsende sagsøgeren en ny klagepunktsmeddelelse. Endelig er det med urette, at sagsøgeren har hævdet, at selskabet ikke havde kunnet fremsætte bemærkninger til analysen og den kombinerede anvendelse af artikel 65 KS og artikel 81 EF.

182    Det følger heraf, at det tredje anbringendes første led skal forkastes.

 Det andet led om en retlig fejl bestående i anvendelsen af artikel 65, stk. 1, KS som en mere favorabel regel end artikel 81 EF

183    Sagsøgeren har inden for rammerne af dette anbringendes andet led anført, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at anvende artikel 65, stk. 1, KS fremfor artikel 81, stk. 1, EF. Kommissionen synes at have taget det for givet, at lex mitior i den foreliggende sag var artikel 65, stk. 1, KS, og det skønt artikel 81, stk. 1, EF i forhold til artikel 65, stk. 1, KS fastsætter en supplerende betingelse om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

184    Sagsøgeren har i den henseende anfægtet Kommissionens vurdering, ifølge hvilken den overtrædelse, som Kommissionen har tilskrevet selskabet, under alle omstændigheder har kunnet påvirke samhandelen mellem medlemsstater. Ifølge sagsøgeren er de betingelser, som Kommissionen har fastsat i sine retningslinjer vedrørende begrebet påvirkning af handelen i […] artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EUT 2004 C 101, s. 81) for at lægge til grund, at kriteriet om skade for samhandelen mellem medlemsstaterne er opfyldt, ikke til stede i den foreliggende sag.

185    Indledningsvis skal sagsøgerens argument om, at selskabets ret til forsvar blev tilsidesat som følge af den manglende indledning af en ny procedure med henblik på at efterprøve virkningerne af det omhandlede kartel, forkastes under hensyn til præmis 169-175 ovenfor.

186    Det skal bemærkes, at Domstolen har fastslået, at en vedtagelse, aftale eller samordnet praksis kun kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater, såfremt det på grundlag af en flerhed af objektive, retlige eller faktiske omstændigheder med tilstrækkelig sandsynlighed kan forudses, at den kan udøve en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på samhandelen mellem medlemsstater på en måde, der kan være til skade for virkeliggørelsen af et mellemstatsligt enhedsmarked. Desuden må denne indflydelse ikke være ubetydelig (jf. Domstolens dom af 23.11.2006, sag C-238/05, Asnef-Equifax og Administración del Estado, Sml. I, s. 11125, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis, og af 24.9.2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 36).

187    Således skyldes en påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater i almindelighed en kombination af flere faktorer, som hver for sig ikke nødvendigvis vil være afgørende. Med henblik på at efterprøve, hvorvidt et kartel mærkbart påvirker samhandelen mellem medlemsstater, må dette kartel undersøges i dets økonomiske og retlige sammenhæng (dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 186, præmis 37, og i sagen Asnef-Equifax og Administración del Estado, nævnt ovenfor i præmis 186, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

188    Desuden har Domstolen allerede fastslået, at den omstændighed, at et kartel kun vedrører markedsføringen af produkter i én medlemsstat, ikke er tilstrækkelig til at udelukke, at samhandelen mellem medlemsstater kan være påvirket. Et kartel, som omfatter hele en medlemsstats område, styrker nemlig ifølge selve sin natur opdelingen i nationale markeder, hvorved det hæmmer den med EF-traktaten tilstræbte økonomiske sammenvoksning (jf. dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 186, præmis 38, og i sagen Asnef-Equifax og Administración del Estado, nævnt ovenfor i præmis 186, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

189    Det skal anføres, at Kommissionen i 373.-375. og 385.-387. betragtning til den anfægtede beslutning, i forbindelse med fastlæggelsen af lex mitior, støttede sig på de følgende oplysninger: a) Det omhandlede kartel vedrørte hele det italienske område, på hvilket der i den periode, hvor kartellet bestod, blev produceret mellem 29 og 43% af det i Fællesskabet producerede runde armeringsstål, b) betydningen af eksporten (fra Italien) i forhold til de samlede leverancer (leverancer til Italien og eksport) var vedvarende vigtig (mellem 6 og 34% i løbet af overtrædelsesperioden), c) den omstændighed, dels at virkningerne af kartellet blev udvidet til alle de italienske producenter af rundt armeringsstål som følge af virksomhedssammenslutningen Federacciais deltagelse fra december 1989 til juli 1998, dels at kartellet, da Federacciai ikke længere deltog deri, under alle omstændigheder omfattede de største italienske virksomheder, som besad en samlet markedsandel på 80%, d) mindst to vigtige virksomheder, der deltog i kartellet, var ligeledes aktive som producenter på mindst et andet geografisk marked for rundt armeringsstål, e) kartellet var tillige kendetegnet ved det forhold, at det – som foranstaltning svarende til en midlertidig og samordnet reduktion af produktionen – omhandlede den samordnede eksport uden for det italienske område, f) Italiens andel af samhandelen inden for Fællesskabet svingede mellem 32,5% i 1989 og 18,1% i 2000, med et minimum på 13,4% i 1998. Sagsøgeren har ikke bestridt disse oplysninger.

190    For det første kan sagsøgerens argument vedrørende det forhold, at det relevante geografiske marked i den foreliggende sag udelukkende udgjordes af det italienske område, på baggrund af den retspraksis, der er nævnt i præmis 188 ovenfor, ikke tiltrædes.

191    For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at der ikke eksisterer noget bevis for, at selskabet selv og de andre selskaber, som den anfægtede beslutning var rettet til, havde drøftet de priser, der blev anvendt i de andre medlemsstater, overvåget den adfærd, der blev udvist af konkurrenterne i udlandet, eller udøvet konkurrencebegrænsende pres på disse. Et sådant argument er dog uden relevans, for så vidt som det – da begrebet påvirkning af samhandelen indbefatter den potentielle indflydelse – ikke er afgørende, hvorvidt de virksomheder, der deltager i et kartel, vedtager foranstaltninger, der tilsigter at udelukke konkurrenter fra andre medlemsstater (jf. punkt 79 og 80 i retningslinjerne vedrørende begrebet påvirkning af handelen i […] artikel 81 [EF] og 82 [EF]).

192    For det tredje har sagsøgeren anført, at forekomsten af en reel eller potentiel skade ligeledes beror på tilstedeværelsen af naturlige barrierer for samhandelen på markedet. Disse barrierer udgøres i den foreliggende sag af det ekstremt lave potentiale for samhandel med rundt armeringsstål på grund af de forskellige standarder for godkendelse. De udenlandske virksomheders valg om ikke at etablere sig i Italien skyldes derfor markedernes nationale karakter og ikke en konkurrencebegrænsende praksis. Det skal i den forbindelse fastslås, som Kommissionen har gjort, at uensartetheden i reglerne om godkendelse ikke har kunnet repræsentere en tilstrækkelig barriere til at udelukke en potentiel skade, eftersom niveauet for eksporten fra Italien og betydningen af eksporten i forhold til de samlede leverancer, trods den nævnte uensartethed, var væsentlige i den pågældende periode (26., 48. og 375. betragtning til den anfægtede beslutning).

193    For det fjerde har sagsøgeren anført, at Kommissionens påstand i 375. betragtning ff. til den anfægtede beslutning om, at der havde været en samordnet eksport uden for det italienske område, må sammenknyttes med den påstand, der fremgår af 183. betragtning til den anfægtede beslutning, om, at Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs medlemsstater ikke var medregnet i den samordnede eksport. Henset til samtlige de forhold, der er henvist til i præmis 189 ovenfor, kan en sådan påstand dog, såfremt den forudsættes dokumenteret, ikke godtgøre, at der eventuelt ikke forelå en påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater.

194    For det femte er sagsøgerens udtalelse vedrørende det forhold, at EUF-traktaten på tidspunktet for vedtagelsen af ændringsbeslutningen allerede var i kraft, og at artikel 101, stk. 1, TEUF alene tilsigter at pålægge sanktioner for de karteller, der kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater, uden betydning, for så vidt som ordlyden af artikel 81, stk. 1, EF er identisk med ordlyden af artikel 101, stk. 1, TEUF.

195    Det følger af samtlige de ovenstående betragtninger, at Kommissionen ikke begik nogen retlig fejl ved at vurdere, at anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF ikke i den foreliggende sag er mere favorabel end anvendelsen af artikel 65, stk. 1, KS. Det tredje anbringendes andet led må derfor forkastes.

196    Det følger heraf, at det tredje anbringende skal forkastes i sin helhed.

 Det fjerde anbringende vedrørende fraværet af bevis og en urigtig anvendelse af den materielle ret

197    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 65, stk. 1, KS derved, at den holdt selskabet ansvarlig for overtrædelsen gennem den enkelte virksomhed Lucchini-SP for hele overtrædelsens varighed, dvs. fra den 6. december 1989 til den 27. juni 2000. Kommissionen foretog et åbenbart urigtigt skøn ved ikke – i forhold til påvisningen af den økonomiske enhed – at sondre mellem tre perioder for overtrædelsen, nemlig først perioden fra den 6. december 1989 til den 5. marts 1991, dernæst perioden fra den 5. marts 1991 til den 31. oktober 1997 og endelig perioden mellem oktober 1997 og den 27. juni 2000. Kommissionen foretog heller ikke en korrekt fastlæggelse af det »retlige successionsforhold« mellem det første Siderpotenza, Lucchini Siderurgica, SP og sagsøgeren.

198    Det skal indledningsvis anføres, at EU’s konkurrenceret vedrører virksomheders aktiviteter, og at begrebet virksomhed omfatter enhver enhed, som udøver en økonomisk aktivitet, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (Domstolens dom af 11.12.2007, sag C-280/06, ETI m.fl., Sml. I, s. 10893, præmis 38, og af 10.9.2009, sag C-97/08 P, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237, præmis 54 og 55, samt dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 77, præmis 53).

199    EU’s retsinstanser har ligeledes præciseret, at begrebet virksomhed i denne kontekst skal forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed retligt set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer (Domstolens dom af 14.12.2006, sag C-217/05, Confederación Española de Empresarios de Estaciones de Servicio, Sml. I, s. 11987, præmis 40, og dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 77, præmis 53).

200    EU’s retsinstanser har således fremhævet, at med henblik på anvendelsen af konkurrencereglerne er den formelle adskillelse mellem to selskaber, som er en følge af deres status som selvstændige juridiske personer, ikke afgørende, idet der skal lægges vægt på, om de optræder samlet på markedet. Det kan således vise sig nødvendigt at tage stilling til, om to selskaber, der er særskilte juridiske personer, udgør eller hører til en og samme virksomhed eller økonomiske enhed, som udfolder en enkelt adfærd på markedet (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org.ref.: Rec. s. 619, præmis 140, og Rettens dom af 15.9.2005, sag T-325/01, DaimlerChrysler mod Kommissionen, Sml. II, s. 3319, præmis 85).

201    Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen (jf. dommen i sagen ETI m.fl., nævnt ovenfor i præmis 198, præmis 39, i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 198, præmis 56, og i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 77, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

202    Ifølge fast retspraksis er det som udgangspunkt den fysiske eller juridiske person, der ledte den pågældende virksomhed på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, der er ansvarlig for overtrædelsen, selv om den på tidspunktet for vedtagelsen af den beslutning, hvorved overtrædelsen blev fastslået, ikke længere havde ansvaret for virksomhedens drift (Domstolens domme af 16.11.2000, sag C- 248/98 P, KNP BT mod Kommissionen, Sml. I, s. 9641, præmis 71, sag C-279/98 P, Cascades SA mod Kommissionen, Sml. I, s. 9693, præmis 78, sag C-286/98 P, Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, Sml. I, s. 9925, præmis 37, og dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 143).

203    For så vidt angår spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder en enhed, som ikke er ophavsmand til overtrædelsen, alligevel kan pålægges sanktioner for denne, har Domstolen haft anledning til at præcisere, at et sådant tilfælde omfatter den situation, hvor den enhed, som har begået overtrædelsen, retligt eller økonomisk er ophørt med at eksistere, idet en sanktion pålagt en virksomhed, som ikke længere udøver økonomisk aktivitet, risikerer at miste sin afskrækkende virkning (dommen i sagen ETI m.fl., nævnt ovenfor i præmis 198, præmis 40, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 130, præmis 144).

204    Det skal herefter bemærkes, at virksomhederne – såfremt der ikke fandtes nogen anden mulighed for at pålægge en anden enhed end den, som har begået overtrædelsen, en sanktion – ville kunne undgå sanktioner af den enkle grund, at deres identitet var blevet ændret som følge af omstruktureringer, overdragelser eller andre retlige eller organisatoriske ændringer. Hermed ville der opstå fare for virkeliggørelsen af målet om at straffe konkurrencestridig adfærd og om at hindre gentagelse heraf ved hjælp af afskrækkende sanktioner (jf. dommen i sagen ETI m.fl., nævnt ovenfor i præmis 198, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

205    Når den fysiske eller juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift, er ophørt med at bestå i retlig betydning i tiden mellem overtrædelsens begåelse og det tidspunkt, hvor den pågældende virksomhed skal stå til ansvar herfor, må det således dels først fastslås, hvor den samling af materielle og menneskelige ressourcer, der har medvirket ved overtrædelsens begåelse, befinder sig, for at det dernæst kan fastslås, hvem der er blevet ansvarlig for driften heraf, således at det undgås, at virksomheden ikke kan drages til ansvar for denne overtrædelse, fordi den fysiske eller juridiske person, der på tidspunktet for overtrædelsens begåelse var ansvarlig for driften, ikke længere eksisterer (Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 931, præmis 953; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-297/98 P, SCA Holding mod Kommissionen, Sml. I, s. 10101, præmis 27).

206    I det tilfælde, hvor en juridisk enheds økonomiske aktiviteter er blevet helt eller delvist overdraget til en anden juridisk enhed, kan den nye driftsansvarlige gøres ansvarlig for den overtrædelse, der er begået af den oprindelige driftsansvarlige som led i de omhandlede aktiviteter, såfremt den nye driftsansvarlige sammen med den oprindelige driftsansvarlige udgør en og samme økonomiske enhed i forhold til anvendelsen af konkurrencereglerne, og det selv om den oprindelige driftsansvarlige stadig består som juridisk enhed (jf. i denne retning dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 165, præmis 354-359, Rettens dom af 27.9.2006, sag T-43/02, Jungbunzlauer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3435, præmis 131-133, og dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 109).

207    Fastsættelsen af en sådan sanktion er navnlig er berettiget, når de pågældende enheder kontrolleres af den samme person, og når de, i betragtning af den tætte forbindelse mellem dem på det økonomiske og organisatoriske plan, i det væsentlige har fulgt de samme forretningsmæssige instrukser. Dette gælder navnligt i tilfælde af omstruktureringer inden for en virksomhedskoncern, hvor den oprindelige driftsansvarlige ikke nødvendigvis ophører som juridisk enhed, men ikke længere udøver nogen nævneværdig økonomisk aktivitet på det berørte marked. Såfremt der findes en strukturel forbindelse mellem den oprindelige og den nye driftsansvarlige for den virksomhed, der har deltaget i kartellet, vil de pågældende nemlig kunne unddrage sig deres kartelretlige ansvar ved at udnytte de muligheder for en juridisk omstrukturering, som står til deres rådighed, uanset om det er deres hensigt eller ej (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 131, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).

208    Det nærværende anbringende skal behandles på baggrund af de ovenstående betragtninger.

209    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at det første Siderpotenza i perioden fra den 6. december 1989 til den 5. marts 1991 blev kontrolleret af Leali. Lucchini, der oprindeligt var mindretalsaktionær og dernæst aktionær med 50% (mens de resterende 50% tilhørte Leali), havde ikke været involveret i den generelle styring af det første Siderpotenza og heller ikke i den forretningsmæssige ledelse af dette selskab, som var overladt til Leali. I modsætning til Leali havde Lucchini ikke fremstillet rundt armeringsstål og havde ikke rådet over nogen ekspertviden eller haft nogen markedsandel inden for denne sektor. Den samlede ledelse og ledelsen af den forretningsmæssige del havde været overladt til en person, der var tilknyttet Leali. Endelig havde det første Siderpotenza aldrig været konsolideret i Lealis årsregnskab.

210    Som Kommissionen angav i 541. betragtning og fodnote 592 i den anfægtede beslutning, hviler det forhold, at Lucchini Siderurgica og Lucchini blev pålagt ansvaret for det første Siderpotenzas handlinger, på den retlige succession mellem på den ene side det første Siderpotenza og på den anden side Lucchini Siderurgica og Lucchini. Sagsøgerens argument er derfor baseret på den urigtige forudsætning, at Kommissionen skulle have fastslået, at sagsøgeren havde udøvet en faktisk kontrol over det første Siderpotenza.

211    På baggrund af den retspraksis, der er nævnt i præmis 205 ovenfor, og eftersom sagsøgeren ikke har bestridt, at samtlige det første Siderpotenzas materielle og menneskelige ressourcer blev anvendt af Lucchini Siderurgica efter dette selskabs overtagelse af det første Siderpotenza den 5. marts 1991, var det med føje, at Kommissionen lagde til grund, at Lucchini Siderurgica var retssuccessor til det første Siderpotenza.

212    Det af sagsøgeren i replikken fremførte argument om, at Kommissionen ved at lægge til grund, at Lucchini Siderurgica var retssuccessor til det første Siderpotenza, tilsidesatte princippet om personligt ansvar, kan ikke tiltrædes. Det fremgår nemlig af Kommissionens konstateringer, at det første Siderpotenza i løbet af den periode, der er henvist til i præmis 209 ovenfor, var ophavsmand til den omhandlede overtrædelse. Selv om det er rigtigt, at det forhold, at et datterselskab har status som en selvstændig juridisk person, ikke er tilstrækkeligt til at udelukke muligheden for, at dets adfærd kan tilregnes moderselskabet, har Domstolen ikke desto mindre i den henseende udtalt, at Kommissionen som udgangspunkt ikke er forpligtet til først at foretage en sådan efterprøvelse, før den kan overveje at vende sig mod den virksomhed, der er ophavsmand til overtrædelsen, selv når der er indtrådt ændringer vedrørende sidstnævntes retlige form. Princippet om personligt ansvar er nemlig på ingen måde til hinder for, at Kommissionen først overvejer at pålægge datterselskabet en sanktion, inden den undersøger, hvorvidt overtrædelsen eventuelt kan tilskrives moderselskabet. Såfremt det forholdt sig anderledes, ville Kommissionens undersøgelser blive væsentlig mere byrdefulde som følge af nødvendigheden af i hvert enkelt tilfælde af overdragelse af kontrollen med en virksomhed at kontrollere, i hvilket omfang dennes handlinger kan tilskrives det tidligere moderselskab (dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 186, præmis 81 og 82).

213    Da Kommissionen med føje kunne pålægge det første Siderpotenza sanktioner for de omhandlede adfærdsformer og pålægge Lucchini Siderurgica ansvaret i dette selskabs egenskab af retssuccessor til det første Siderpotenza, var Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til, hvorvidt det første Siderpotenzas adfærd kunne være blevet tilskrevet Leali. Sagsøgerens argumentation vedrørende Lealis faktiske kontrol med det første Siderpotenza er følgelig uden betydning (jf. i denne retning dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 186, præmis 85).

214    Hvad for det andet angår perioden fra den 5. marts 1991, som var datoen for Lucchini Siderurgicas overtagelse af det første Siderpotenza, til den 31. oktober 1997, som var datoen for Lucchini Siderurgicas overdragelse af afdelingen for »rundt armeringsstål« til det nye Siderpotenza, har sagsøgeren erkendt, at selskabet var hovedaktionær i Lucchini Siderurgica. Sagsøgeren har dog bestridt, at en sådan aktiebesiddelse kan skabe nogen som helst formodning for ansvar.

215    Det skal fremhæves, således som det fremgår af 540. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen, da den pålagde sagsøgeren ansvaret for Lucchini Siderurgicas adfærdsformer, ikke støttede sig på nogen som helst formodning for kontrol fra sagsøgerens side med Lucchini Siderurgica mellem 1991 og 1997, men på princippet om retlig succession, således som anført i præmis 205 ovenfor. Kommissionen anførte således i 541. betragtning til den anfægtede beslutning, at det var åbenbart, at Lucchini Siderurgica var indtrådt som retssuccessor til det første Siderpotenza som følge af overtagelsen den 5. marts 1991, og at Lucchini på tilsvarende vis havde efterfulgt Lucchini Siderurgica som følge af overtagelsen den 1. december 1998. Kommissionen tilføjede, at den materielle og menneskelige kapital, der var knyttet til fabrikken i Potenza og blev administreret af Lucchini Siderurgica, var blevet overført, inden for koncernen, til det nye Siderpotenza i forbindelse med dette selskabs oprettelse i 1997 (jf. ligeledes præmis 28-31 ovenfor). Da Kommissionen ikke støttede sig på en påstået formodning for ansvar, der skulle følge af Lucchinis aktiemajoritet i Lucchini Siderurgica, er sagsøgerens argument ligeledes uden betydning. Den samme konklusion gør sig gældende med hensyn til sagsøgerens argument om, at mandataftalen af 2. januar 1998 ikke udgør et bevis for den strukturelle forbindelse mellem Lucchini og SP mellem 1991 og 1997.

216    I øvrigt har sagsøgeren inden for rammerne af de argumenter, som selskabet har fremført angående perioden mellem den 5. marts 1991 og den 31. oktober 1997, ligeledes anført, at dets solidariske ansvar med SP, i modsætning til hvad Kommissionen påstod i 540. betragtning til den anfægtede beslutning, ikke kunne udledes af det forhold, at Lucchini-familien besad kapitalandele i de to selskaber. Sagsøgeren råder i den forbindelse over bevismateriale, der gør det muligt at imødegå den »omtrentlige« liste, der fremgår af 538. betragtning til den anfægtede beslutning. Da de oplysninger, der er indeholdt i den nævnte betragtning, tilsigter at godtgøre forekomsten af en økonomisk enhed mellem sagsøgeren og det nye Siderpotenza, som først blev stiftet i 1997, vil disse oplysninger blive behandlet efterfølgende.

217    Hvad for det tredje angår perioden fra oktober 1997 til den 27. juni 2000 har sagsøgeren gjort gældende, at den omstændighed, at det nye Siderpotenzas aktiekapital var ejet af Lucchini Siderurgica (indtil sagsøgerens overtagelse af dette selskab), sagsøgeren selv og andre af Lucchini-familiens selskaber, såvel som det forhold, at visse sociale forpligtelser var fælles, ikke udgør tilstrækkelige indicier til at godtgøre forekomsten af en økonomisk enhed mellem sagsøgeren og SP.

218    Det skal i den anledning bemærkes, at Kommissionen – med henblik på at fastslå sagsøgerens og SP’s solidariske ansvar i forhold til den i præmis 217 ovenfor identificerede periode – i 538. betragtning til den anfægtede beslutning navnlig henviste til de følgende omstændigheder:

–        Lucchini-familiens besiddelse af kapitalen i SP og Lucchini

–        flere tilfælde af personsammenfald mellem Lucchini og SP

–        forekomsten af en mandataftale, på grundlag af hvilken SP bl.a. havde forpligtet sig til i salgskontrakterne med kunderne at overholde de vilkår vedrørende mængder, priser og betalingsfrister, som Lucchini havde fastsat med kunderne selv

–        det forhold, at de organisationsændringer angående aktiviteterne vedrørende rundt armeringsstål, der var blevet vedtaget i november 1999, blev formaliseret i en meddelelse fra Lucchinis salgsdirektør til Lucchinis daværende vicedirektør (og nuværende direktør)

–        det forhold, at en regning af 9. marts 1999 fra en restaurant, hvor der blev afholdt et møde mellem indehaverne, som Lucchinis salgsdirektør deltog i, er udfærdiget i Lucchinis navn og er konteret i den udgiftsopgørelse, som denne direktør tilsendte Lucchini

–        udarbejdelsen, under overvågning af ansvarlige for Lucchini, af månedsrapporter (»Aire 20«) vedrørende rundt armeringsstål

–        et internt dokument fra Lucchini af 28. februar 2000 vedrørende »et tænkt tilfælde af en omorganisering af det italienske marked for rundt armeringsstål«, som omtaler Lucchini blandt producenterne af rundt armeringsstål

–        det forhold, at Lucchinis salgsdirektør var en af modtagerne af forskellige meddelelser eller en af deltagerne i forskellige møder vedrørende rundt armeringsstål i løbet af perioden fra november 1997 til 2000

–        den følgende angivelse, som den 9. oktober 2000 fremgik af Lucchinis hjemmeside i underafsnittet »Rundt armeringsstål«: »Siderpotenza, der er et foretagende i Lucchini-koncernen, fremstiller rundt armeringsstål.«

219    Sagsøgeren har for det første anført, at Lucchini-familiens kontrol med aktionærkredsen ikke er et tilstrækkeligt bevis for en økonomisk enhed mellem selskabet og SP. Sagsøgeren har hævdet, at selskabet aldrig har besiddet en aktiemajoritet i SP, og at aktionærkredsen i de to selskaber var forskellig.

220    For det første, og således som Kommissionen påpegede i 540. betragtning til den anfægtede beslutning, »er den foreliggende sag kendetegnet ved den særlige omstændighed, at der under hele overtrædelsens varighed ikke eksisterede nogen direkte aktionærkontrol mellem Lucchini […] og det [nye]e Siderpotenza […], men en fælles aktionærkontrol med de to selskaber fra Lucchini-familiens side«.

221    Det må dernæst konstateres, at sagsøgeren ikke har modbevist, at fysiske og juridiske personer tilhørende Lucchini-familien i den omhandlede periode udøvede en direkte eller indirekte kontrol med sagsøgeren og Siderpotenza (95. og 99. betragtning til den anfægtede beslutning), men har begrænset sig til at hævde, at der ikke var noget sammenfald mellem selskabets aktiebesiddelse og Siderpotenzas aktiebesiddelse. Desuden bekræfter et dokument, som sagsøgeren selv har fremlagt, at fysiske og juridiske personer tilhørende Lucchini-familien kontrollerede de to selskabers aktiekapital.

222    Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at forekomsten af personsammenfald heller ikke kan udgøre et sådant bevis, da sådanne sammenfald er klassiske i enhver virksomhedskoncern og kun er en naturlig konsekvens af tilhørsforholdet til den samme virksomhedskoncern.

223    Det skal fastslås, at det var med føje, at Kommissionen – som i 540. betragtning til den anfægtede beslutning selv påpegede, at det forhold alene, at to selvstændige erhvervsselskabers aktiekapital tilhører en og samme person eller en og samme familie, ikke som sådant var tilstrækkeligt til at påvise forekomsten af en økonomisk enhed mellem disse to selskaber – fandt, at eksistensen af en sådan økonomisk enhed kunne følge af en flerhed af faktorer.

224    Blandt disse faktorer kan indgå den omstændighed, at visse personer varetog ansvar i både SP og Lucchini. Det fremgår nemlig af retspraksis, at besættelsen af nøglefunktioner i forskellige selskabers ledelsesorganer er en faktor, som der skal tages hensyn til ved påvisningen af en økonomisk enhed mellem disse selskaber (Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 119 og 120). I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke bestridt, at de samme personer beklædte vigtige funktioner i selskabet og i SP, og at disse samme personer deltog i møder inden for rammerne af kartellet (538.-540. betragtning til den anfægtede beslutning). Den af sagsøgeren anførte omstændighed, at de omhandlede personer ligeledes varetog funktioner i andre selskaber i Lucchini-koncernen, og at sagsøgeren ikke direkte havde udnævnt dem, kan ikke afkræfte denne konklusion.

225    For det tredje er den omstændighed, at Lucchini ikke havde fremstillet rundt armeringsstål, ligeledes uden relevans, for så vidt som spørgsmålet om, hvorvidt en juridisk person selv fremstiller den vare, der er genstand for et kartel, ikke er afgørende med henblik på pålæggelsen af ansvar for den adfærd, der udgør en tilsidesættelse af artikel 65 KS. Det afgørende er nemlig, at den omhandlede juridiske person udøver en aktivitet som omhandlet i artikel 80 KS. Selv om sagsøgeren ikke direkte fremstillede rundt armeringsstål, idet denne aktivitet inden for koncernen var blevet uddelegeret til det nye Siderpotenza, er det imidlertid ubestridt, at selskabet markedsførte det.

226    For det fjerde fremgår det af en skrivelse, som Lucchini den 7. maj 2002 tilsendte Kommissionen, at dette selskab ikke havde afgivet nogen instruks til de personer, der arbejdede for SP, vedrørende sidstnævntes aktiviteter. Et sådant udsagn modsiges imidlertid af klausulerne i den mellem sagsøgeren og det nye Siderpotenza indgåede mandataftale, der fastsætter, at sidstnævnte forpligter sig til at afgive bestillinger i overensstemmelse med de vilkår, som er blevet udfærdiget af sagsøgeren sammen med kunderne og leverandørerne.

227    Sagsøgeren har for det femte gjort gældende, at henvisningen til fakturaer og udgiftsrefusioner i selskabets brevhoved ikke udgør noget bevis for en økonomisk enhed, eftersom disse i slutningen af hvert år blev konteret som alle de andre fakturaer til de forskellige referenceselskaber inden for koncernen. Et sådant argument skal ligeledes forkastes. Ud over, at udgiftsopgørelsen dateret den 31. marts 1999 åbenbart ikke er en simpel udgiftskontering sidst på året, er formålet med en sådan opgørelse – som vedrører henførelsen til Lucchini af udgifterne til karteldeltagernes møde den 9. marts 1999 (261. betragtning, andet led, og 538. betragtning, ottende led, til den anfægtede beslutning) – sammen med alle de andre af Kommissionen indhentede oplysninger at dokumentere Lucchinis deltagelse i styringen af markedsføringspolitikken for rundt armeringsstål.

228    Sagsøgeren har for det sjette anført, at mandataftalen af 2. januar 1998 – der blev indgået for et år og stiltiende forlænget sammen med den parallelle tjenesteydelsesaftale for de følgende år – ikke er afgørende i forhold til at kvalificere selskabet og SP som én enkelt økonomisk enhed. Hvad angår tjenesteydelsesaftalen skal det bemærkes, at Lucchini-koncernen gennem selskabet Lucchini Servizi Srl leverede de samme tjenesteydelser til andre selskaber, der var tilknyttet koncernen, uden at det af den grund kan fastslås, at dette selskab sammen med de nævnte selskaber udgjorde én enkelt virksomhed.

229    Det skal i den forbindelse først anføres, at mandataftalen og tjenesteydelsesaftalen blev underskrevet den 3. november 1997 for året 1997 og skriftligt forlænget den 2. januar 1998 for året 1998. Det er tillige ubestridt, at de efterfølgende blev stiltiende videreført.

230    Det fremgår dernæst af disse aftalers ordlyd, at det nye Siderpotenza alene havde ansvaret for produktionen i teknisk forstand og ikke selvstændigt fastlagde sin adfærd på markedet. Det nye Siderpotenza forpligtede sig således i henhold til mandataftalens artikel 2, stk. 4, til at »afgive bestillinger i overensstemmelse med de kontraktvilkår, som er blevet udfærdiget af mandataren [Lucchini] sammen med leverandørerne og kunderne (mængder, priser og betalingsfrister)«. Disse aftaler kan derfor ikke udgøre et bevis for SP’s og sagsøgerens strukturelle uafhængighed, men er derimod af en sådan karakter, at de udgør beviser for disse to selskabers økonomiske enhed. Den omstændighed, at Lucchini-koncernen gennem selskabet Lucchini Servizi leverede de samme tjenesteydelser til andre selskaber, der var tilknyttet koncernen, kan ikke afkræfte denne konklusion. Sagsøgerens argumentation på dette punkt kan derfor ikke tages til følge.

231    I den forbindelse er påstanden om, at SP i henseende til produktionen var et fuldstændigt uafhængigt selskab, der var udstyret med sin egen organisation, og som alene betjente sig af Lucchini Siderurgica og sagsøgeren for, mod betaling, at opnå en række administrative og forvaltningsmæssige tjenesteydelser, og som alene benyttede Lucchini Siderurgicas tjenesteydelser for at distribuere sine produkter i den indledende fase af sine aktiviteter, ikke troværdig.

232    Sagsøgeren har for det syvende fremført flere andre omstændigheder, som Kommissionen ikke tog hensyn til i den anfægtede beslutning.

233    For det første var Lucchini-koncernen inddelt i produktsektorer, der var kendetegnet ved en stærk uafhængighed. Denne påstand kan imidlertid ikke godtgøre fraværet af en økonomisk enhed mellem Lucchini og SP, navnlig ikke henset til ordlyden af mandataftalen mellem disse selskaber. Desuden blev sagsøgeren gennem månedsrapporter inden for koncernen underrettet om aktiviteten inden for sektoren for rundt armeringsstål.

234    Dernæst kan den omstændighed, at det registrerede varemærke for rundt armeringsstål blev registreret i Siderpotenzas og ikke Lucchinis navn, og at den ved gældende lovgivning foreskrevne afmærkningskode udelukkende henviste til Siderpotenza, ikke godtgøre fraværet af en økonomisk enhed mellem de to selskaber, men underbygger tværtimod den vurdering, at Siderpotenza alene havde ansvaret for produktionen i teknisk forstand.

235    Endelig, og som det fremgår af retspraksis, kan det forhold, at sagsøgeren og SP under den administrative og retslige procedure blev repræsenteret af forskellige advokater, der på selvstændig vis traf afgørelse om deres anbringender, ikke afkræfte forekomsten af en økonomisk enhed mellem disse to selskaber (jf. i denne retning Rettens dom af 13.7.2011, forenede sager T-144/07, T-147/07 – T-150/07 og T-154/07, ThyssenKrupp Liften Ascenseurs mod Kommissionen, Sml. II, s. 5129, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

236    For det ottende, og som Kommissionen med rette har fremhævet, fremgår det nye Siderpotenzas manglende reelle uafhængighed af Lucchini, såvel inden for som uden for koncernen, ligeledes af talrige andre oplysninger, som er indeholdt i sagsakterne. Således blev Lucchini f.eks. anset for kontaktpunktet for forbindelserne mellem konkurrenter inden for rammerne af kartellet, hvortil invitationerne til de konkurrencebegrænsende møder såvel som korrespondancen vedrørende aftalerne blev sendt (jf. bl.a. 217., 220., 221.-226., 228., 229., 232., 233., 241., 242., 258., 261., 262., 271., 277., 289., 299. og 304. betragtning til den anfægtede beslutning). I en liste over medlemmerne af Federacciai for år 2000 disponerer Lucchini og det nye Siderpotenza desuden over en identisk adresse og identiske telefon- og telefaxnumre. Sagsøgeren har i den forbindelse i replikken anført, uden at underbygge sin udtalelse yderligere, at denne konklusion dementeres af »andre dokumenter, der er udskrevet fra to CD-ROM’er og vedlagt som bilag til klagepunktsmeddelelsen […], og hvoraf en kopi er indeholdt i bilagene C.7, C.15-C.34 […], hvis indhold er beskrevet mere detaljeret i tabel 3 i bilag C.3«. Det må dog fastslås, at de af sagsøgeren påberåbte bilag såvel som de ovennævnte bemærkninger er blevet afvist fra realitetsbehandling (jf. præmis 66-68 ovenfor).

237    Henset til samtlige de ovenstående betragtninger skal det fjerde anbringende forkastes.

3.     Påstanden om en nedsættelse af bøden

 Indledende bemærkninger

238    Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Kommissionen har vide skønsbeføjelser hvad angår metoden til beregning af bødernes størrelse. Denne metode, der er afgrænset af retningslinjerne af 1998, indebærer forskellige elementer af fleksibilitet, som gør det muligt for Kommissionen at udøve sine skønsbeføjelser i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (jf. i denne retning dommen i sagen Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 164, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis).

239    Grovheden af overtrædelserne af EU-konkurrencereglerne skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, og det uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens dom af 19.3.2009, sag C-510/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1843, præmis 72, og dommen i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 164, præmis 54).

240    Som anført i præmis 33 ovenfor, fastsatte Kommissionen i den foreliggende sag bødernes størrelse under anvendelse af den metode, der er defineret i retningslinjerne af 1998.

241    Selv om retningslinjerne af 1998 ikke kan betegnes som retsregler, som vedkommende myndighed under alle omstændigheder er forpligtet til at overholde, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som vedkommende myndighed ikke kan fravige i et konkret tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet (jf. dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 224, præmis 209 og den deri nævnte retspraksis, og Rettens dom af 8.10.2008, sag T-73/04, Carbone-Lorraine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2661, præmis 70).

242    Kommissionen har med vedtagelsen af sådanne vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sine skønsbeføjelser og kan ikke fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsprincipper, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (jf. dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 224, præmis 211 og den deri nævnte retspraksis, og i sagen Carbone-Lorraine mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 241, præmis 71).

243    Endvidere fastlægger retningslinjerne af 1998 generelt og abstrakt den metode, som Kommissionen har pålagt sig selv at anvende med henblik på fastsættelsen af bødernes størrelse, og sikrer dermed virksomhedernes retssikkerhed (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 224, præmis 211 og 213).

244    Ifølge retningslinjerne af 1998 bygger metoden til beregning af en bødes størrelse på fastsættelsen af et grundbeløb, som kan forhøjes i tilfælde af skærpende omstændigheder og nedsættes i tilfælde af formildende omstændigheder.

245    Ifølge punkt 1 i retningslinjerne af 1998 fastsættes grundbeløbet på grundlag af overtrædelsens grovhed og dens varighed.

246    For så vidt angår vurderingen af overtrædelsens grovhed angives følgende i punkt 1 A, første og andet afsnit, i retningslinjerne af 1998:

»Ved vurderingen af overtrædelsens grovhed skal der tages hensyn til overtrædelsens art, overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet – når den kan måles – og det berørte markeds udstrækning. Overtrædelserne klassificeres i tre kategorier, idet der skelnes mellem lidet alvorlige, alvorlige og meget alvorlige overtrædelser.«

247    Det fremgår af retningslinjerne af 1998, at de lidet alvorlige overtrædelser f.eks. vil kunne bestå i »begrænsninger – oftest vertikale – der tilsigter at påvirke samhandelen, men som kun har mindre indflydelse på markedet, og som desuden kun vedrører en skønt væsentlig dog forholdsvis snæver del af fællesmarkedet« (punkt 1 A, andet afsnit, første led, i retningslinjerne af 1998). Med hensyn til de alvorlige overtrædelser har Kommissionen præciseret, at »[d]et drejer sig som oftest om horisontale eller vertikale begrænsninger af samme art som [de lidet alvorlige overtrædelser], men som håndhæves mere strengt og har en større indflydelse på markedet, og hvis virkninger kan gøre sig gældende inden for store dele af fællesmarkedet«. Kommissionen har ligeledes angivet, at der kan »være tale om misbrug af en dominerende stilling« (punkt 1 A, andet afsnit, andet led, i retningslinjerne af 1998). Hvad angår de meget alvorlige overtrædelser har Kommissionen angivet, at »[h]er drejer det sig hovedsagelig om horisontale begrænsninger såsom priskarteller og markedsopdelende karteller samt andre former for praksis, der er til skade for det indre marked, såsom begrænsninger, der tager sigte på at isolere nationale markeder eller klare tilfælde af misbrug af en dominerende stilling begået af virksomheder, der har en monopollignende stilling« (punkt 1 A, andet afsnit, tredje led, i retningslinjerne af 1998).

248    Kommissionen har tillige præciseret, dels at bødeskalaen inden for hver af disse kategorier, og navnlig inden for de to sidste, gør det muligt at variere behandlingen af virksomhederne alt efter overtrædelsens art, dels at det desuden vil være nødvendigt at tage hensyn til de overtrædende virksomheders faktiske økonomiske muligheder for at påføre andre økonomiske beslutningstagere, herunder forbrugerne, alvorlig skade og at fastsætte bødens størrelse på et niveau, der har en tilstrækkelig afskrækkende virkning (punkt 1 A, tredje og fjerde afsnit, i retningslinjerne af 1998).

249    Ifølge retningslinjerne af 1998 er bødernes påregnelige udgangsbeløb for de »meget alvorlige« overtrædelser på 20 mio. EUR og derover. For de »alvorlige« overtrædelser kan dette beløb variere mellem 1 mio. og 20 mio. EUR. Endelig er bødernes påregnelige udgangsbeløb for de »lidet alvorlige« overtrædelser på mellem 1 000 og 1 mio. EUR (punkt 1 A, andet afsnit, første til tredje led, i retningslinjerne af 1998).

250    Hvad angår overtrædelsens varighed må denne ifølge punkt 1 B i retningslinjerne af 1998 tages med i betragtning for at skelne mellem:

–        overtrædelser af kort varighed (almindeligvis under et år), for hvilke der ikke er fastsat noget tillæg

–        overtrædelser af mellemlang varighed (almindeligvis mellem et og fem år), for hvilke der er fastsat et beløb, der kan andrage op til 50% af det beløb, der fastlægges for overtrædelsens grovhed

–        overtrædelser af lang varighed (almindeligvis over fem år), for hvilke der er fastsat et beløb, der for hvert år kan andrage 10% af det beløb, der fastlægges for overtrædelsens grovhed.

251    I den forbindelse tilkommer det – således som Domstolen anførte i domme af 8. december 2011, sag C-389/10 P, KME Germany m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 129, og sag C-272/09 P, KME m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 102 – EU’s retsinstanser at foretage den legalitetskontrol, som de er pålagt, på grundlag af de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt til støtte for de påberåbte anbringender. Under denne kontrol kan retsinstansen ikke støtte sig på den skønsmargen, som Kommissionen har, hverken for så vidt angår valget af de elementer, der tages i betragtning ved anvendelsen af de i retningslinjerne nævnte kriterier, eller hvad angår vurderingen af disse elementer for at afvise at udøve en tilbundsgående kontrol af både retlige og faktiske omstændigheder.

252    Det foreliggende anbringende skal behandles på baggrund af de ovenstående betragtninger.

 Den af Kommissionen fremsatte afvisningspåstand

253    Der skal indledningsvis tages stilling til den af Kommissionen fremsatte afvisningspåstand, ifølge hvilken sagsøgeren i sin replik har udvidet omfanget af sit femte anbringende ved at fremsætte en række nye klagepunkter vedrørende den uforholdsmæssige karakter af størrelsen af den pålagte bøde i forhold til den adfærd, der blev udvist af SP og de selskaber, som gik forud for SP, og den urigtige anvendelse af forhøjelsen på 200% i afskrækkende øjemed. Ifølge Kommissionen skal disse klagepunkter afvises fra realitetsbehandling i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2.

254    Det skal bemærkes, at sagsøgeren i stævningen har fremført fire led til støtte for sit femte anbringende, nemlig vedrørende en manglende pålæggelse af en symbolsk bøde, en fejlagtig vurdering af overtrædelsens grovhed, en urigtig anvendelse af en forhøjelse på 105% for overtrædelsens varighed og endelig en manglende hensyntagen til visse formildende omstændigheder. Sagsøgeren har til gengæld ikke fremsat noget klagepunkt, der specifikt angår tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet, idet en sådan tilsidesættelse først er blevet gjort subsidiært gældende i replikken.

255    Dels kan den uforholdsmæssige karakter af størrelsen af den pålagte bøde i forhold til den adfærd, der blev udvist af SP og de selskaber, som gik forud for SP, ikke anses for en uddybning af et anbringende i stævningen og for at have nær sammenhæng med dette. Selv om sagsøgeren ganske vist i stævningen har fremhævet, at »hvad angår Siderpotenza, nu SP SpA, der er under likvidation, [havde] Kommissionen ikke foretaget en hensigtsmæssig undersøgelse af den manglende anvendelse af de aftalte priser og den manglende gennemførelse af de produktionsstandsninger, der var blevet vedtaget på møderne, for at fastslå overtrædelsens grovhed«, vedrørte et sådant klagepunkt alene kvalificeringen af overtrædelsen som »meget alvorlig«, og ikke den påståede uforholdsmæssige og urimelige karakter af bødens størrelse »i lyset af SP’s adfærd« og »passive og marginale rolle«, som blev påberåbt i replikken. Følgelig skal dette klagepunkt afvises fra realitetsbehandling. Under alle omstændigheder fremgår sagsøgerens argumentation vedrørende SP’s adfærd ikke af replikkens tekst, men optræder i det væsentlige i en tabel, der er vedlagt replikken, og i 147 bilag, hvilke er blevet afvist fra realitetsbehandling (jf. præmis 66, 68 og 69 ovenfor).

256    Dels må det konstateres, at den påståede urigtige anvendelse af forhøjelsen på 200% i afskrækkende øjemed ikke blev gjort gældende i stævningen og ikke kan anses for en uddybning af et i denne anført anbringende og for at have nær sammenhæng med et sådant anbringende. Dette klagepunkt må derfor ligeledes afvises fra realitetsbehandling.

 Den fejlagtige vurdering af overtrædelsens grovhed, den mangelfulde begrundelse og fraværet af bevis

257    Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ikke foretog en korrekt anvendelse af retningslinjerne af 1998 ved sin vurdering af overtrædelsens grovhed. Selskabet har tillige gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med en alvorlig begrundelsesmangel og en bevismangel i denne henseende.

258    Hvad for det første angår den påståede tilsidesættelse af begrundelsespligten i forhold til beregningen af størrelsen af bøderne skal det anføres, at retningslinjerne af 1998 indeholder vejledende regler om de hensyn, som Kommissionen tager i betragtning ved bedømmelsen af overtrædelsens grovhed og varighed. Under disse omstændigheder er kravene i henhold til den væsentlige formforskrift, som begrundelsespligten udgør, opfyldt, når Kommissionen i sin beslutning angiver de hensyn, som den har taget i betragtning i henhold til sine retningslinjer, og som har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed med henblik på beregningen af bødens størrelse (Rettens dom af 9.7.2003, sag T-220/00, Cheil Jedang mod Kommissionen, Sml. II, s. 2473, præmis 217 og 218).

259    I den foreliggende sag må det fastslås, at Kommissionen har opfyldt dette krav. Den redegjorde nemlig i 582.-605. betragtning til den anfægtede beslutning for de omstændigheder, som den havde støttet sig på ved kvalificeringen af kartellet som »meget alvorligt«.

260    Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionens vurdering i forhold til kvalificeringen af overtrædelsen som »meget alvorlig« er begrundet, har sagsøgeren for det første anført, at Kommissionen ikke tog hensyn til den konkrete indvirkning af karteldeltagernes adfærd, og navnlig ikke til SP’s adfærd, for at bestemme overtrædelsens grovhed og følgelig bødens størrelse. Ifølge sagsøgeren bør Kommissionen i forbindelse med et priskartel konstatere, at dette kartel faktisk har gjort det muligt for de pågældende virksomheder at nå op på et højere prisniveau end dét, der ville have været gældende i kartellets fravær. I den foreliggende sag har Kommissionen ikke været i stand til at fremlægge et bevis for en sådan virkning, men har derimod begrænset sig til at kvalificere kartellet som »meget alvorligt« som følge af dets genstand. Sagsøgeren har ligeledes anført, at kartellets indvirkning har været begrænset, hvilket følger af den reelle prisudvikling på markedet i referenceperioden og fremgår af en undersøgelse, der er foretaget af visse virksomheder, og af en erklæring fra den nationale sammenslutning af jernforarbejdningsvirksomheder, som antyder kartellets manglende indvirkning.

261    For det første skal sagsøgerens argument om, at Kommissionen med henblik på at fastsætte overtrædelsens grovhed navnlig burde have taget hensyn til den adfærd, der blev udvist af SP, som ikke havde anvendt de aftalte priser, forkastes. Det fremgår således af fast retspraksis, at den faktiske adfærd, som en virksomhed hævder at have udvist, er uden relevans med henblik på vurderingen af et kartels indvirkning på markedet, idet der alene skal tages hensyn til de virkninger, der følger af overtrædelsen i dens helhed (Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 152, samt Rettens dom af 9.7.2003, sag T-224/00, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Midland Ingredients mod Kommissionen, Sml. II, s. 2597, præmis 167, og af 28.4.2010, forenede sager T-456/05 og T-457/05, Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, Sml. II, s. 1443, præmis 133, samt dommen i sagen KME Germany m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 251, præmis 72).

262    Kommissionen skulle således tage hensyn til sagsøgerens ulovlige adfærd for at vurdere selskabets individuelle situation, men denne hensyntagen kunne ikke have nogen som helst betydning for klassificeringen af overtrædelsen i kategorien »meget alvorlige« overtrædelser (jf. i denne retning dommen i sagen Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 261, præmis 134). På tilsvarende vis er sagsøgerens argument om, at SP og de selskaber, som gik forud for SP, ikke ville have kunnet iværksætte kartellet, og navnlig ikke indføre de priser, der var fastsat »ved levering fra Brescia«, da de næsten udelukkende opererede »i syd«, uden relevans i forbindelse med kvalificeringen af overtrædelsen som »meget alvorlig«.

263    Det skal dernæst påpeges, at selv om overtrædelsens indvirkning er et element, der skal tages hensyn til med henblik på at bedømme overtrædelsens grovhed, drejer det sig om et kriterium blandt andre, såsom overtrædelsens art og det geografiske markeds udstrækning. Desuden fremgår det af punkt 1 A, første afsnit, i retningslinjerne af 1998, at der kun skal tages hensyn til denne indvirkning, når den kan måles (Domstolens dom af 9.7.2009, sag C-511/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5843, præmis 125, og dommen i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 164, præmis 74).

264    Hvad angår horisontale priskarteller eller markedsopdelende karteller fremgår det også af retningslinjerne af 1998, at disse karteller kan kvalificeres som meget alvorlige overtrædelser alene på grund af deres særlige karakter, uden at Kommissionen skal godtgøre overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet. I dette tilfælde udgør overtrædelsens konkrete indvirkning kun et element blandt andre, der, såfremt det er måleligt, giver Kommissionen mulighed for at forhøje udgangsbeløbet for bøden ud over det påregnelige mindstebeløb på 20 mio. EUR (dommen i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 164, præmis 75).

265    Det skal i den forbindelse fastslås, at det følger af ordningen om sanktioner for overtrædelse af EU-konkurrencereglerne som indført ved forordning nr. 1/2003 og fortolket i retspraksis, at karteller på grund af deres særlige karakter fortjener de største bøder. Deres eventuelle konkrete påvirkning af markedet, bl.a. i hvilket omfang konkurrencebegrænsningen har medført en markedspris, der er højere end den pris, som ville have været anvendt, såfremt der ikke forelå et kartel, er ikke et afgørende kriterium for fastsættelsen af bødens størrelse. Det følger tillige af retningslinjerne af 1998, at aftaler eller samordnet praksis, der bl.a., som i det foreliggende tilfælde, har til formål at fastsætte priser og fordele kunder, alene på grund af deres egen beskaffenhed kan føre til en kvalifikation som »meget alvorlige«, uden at det er fornødent at beskrive den pågældende adfærd nærmere ved at angive dens særlige virkning eller geografiske udstrækning. Denne konklusion er underbygget af den omstændighed, at selv om beskrivelsen af »alvorlige« overtrædelser udtrykkeligt nævner indflydelsen på markedet og virkningen på store dele af fællesmarkedet, opstiller beskrivelsen af »meget alvorlige« overtrædelser derimod ikke noget krav om, at de har en konkret indvirkning, eller gør sig gældende inden for et bestemt geografisk område (jf. Rettens dom af 6.5.2009, sag T-127/04, KME Germany m.fl. Kommissionen, Sml. II, s. 1167, præmis 65 og 66 og den deri nævnte retspraksis).

266    I den foreliggende sag havde det omhandlede kartel til formål at fastsætte priserne, hvilket blev gennemført på forskellige måder, bl.a. ved at gøre brug af en begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen, og det kunne derfor kvalificeres som en meget alvorlig overtrædelse, uden at Kommissionen var forpligtet til at påvise en konkret indvirkning heraf på markedet. I øvrigt kan sagsøgeren, på baggrund af den retspraksis, der er henvist til i præmis 265 ovenfor, ikke hævde, at Kommissionen i den foreliggende sag skulle have fastslået, at kartellet faktisk havde gjort det muligt for de pågældende virksomheder at nå op på et højere prisniveau end det, som ville have været anvendt, såfremt der ikke forelå et kartel.

267    Hvad angår den påståede begrænsede indvirkning af overtrædelsen, der »med al tydelighed følger af den reelle prisudvikling på markedet i referenceperioden«, som skulle have været faldende i den omhandlede periode, således som det fremgår af de tabeller, der var vedlagt som bilag til den anfægtede beslutning, skal det under alle omstændigheder dels bemærkes, at sagsøgeren på ingen måde har underbygget sit argument ved f.eks. at støtte sig på præcise data, der fremgår af disse tabeller. Kommissionen anførte imidlertid i 513. og 514. betragtning til den anfægtede beslutning, at den – ud over, at udviklingen i de samlede faktiske priser ikke entydigt kunne rekonstrueres – vurderede, at selv om det blev lagt til grund, at der var sket betydelige nedsættelser af basisprisen i reelle tal , havde forhøjelsen af pristillæggene været på mindst 40% i reelle tal.

268    Hvad angår sagsøgerens argument om, at Kommissionen skulle have rådet over »en mangfoldighed af oplysninger, som entydigt tydede på, at det formodede kartel ikke havde haft nogen indvirkning, hverken på samhandelen mellem medlemsstater eller på det relevante marked«, skal det dels bemærkes, at konklusionerne i undersøgelsen fra Lear (Laboratorio di Economia, Antitrust, Regolamentazione), som har overskriften »Industrien for rundt armeringsstål i Italien fra 1989 til 2000«, som blev bestilt af virksomhederne Alfa, Feralpi, IRO, SP og Valsabbia, som sagsøgeren har henvist til, og som ikke er vedlagt den foreliggende sag, blev afvist af Kommissionen i 42., 50.-56., 62., 513., 521. og 585. betragtning til den anfægtede beslutning, hvori det blev anført, at dataene ikke syntes at støtte Lear-undersøgelsens påstand om en nedsættelse af totalprisen på 32% i reelle tal (jf. ligeledes præmis 267 ovenfor). I øvrigt tilbageviste Kommissionen i 490. betragtning til den anfægtede beslutning argumentet om, at forhøjelsen af pristillægget skulle have været uden virkning, eftersom den var blevet udlignet af en nedsættelse af basisprisen, da forhøjelsen af pristillægget – idet totalprisen for rundt armeringsstål var sammensat af basisprisen og pristillægget, og idet sidstnævnte blev anset for at være uden for konkurrence og ikke til forhandling – kom til udtryk ved en nedsættelse af udsvingene i totalprisen og følgelig ved en nedsættelse af usikkerhedsmargenen for denne pris. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt nogen oplysninger, der tilsigter at anfægte disse konstateringer.

269    Med hensyn til erklæringen fra den nationale sammenslutning af jernforarbejdningsvirksomheder, ifølge hvilken forekomsten af konkurrencebegrænsende karteller på det omhandlede marked skulle være gået ubemærket hen (524. betragtning til den anfægtede beslutning), er det i øvrigt tilstrækkeligt at fastslå, at denne erklæring ikke godtgør en manglende indvirkning af overtrædelsen på markedet.

270    Under hensyn til de ovenstående betragtninger er sagsøgerens påstand om, at Kommissionen begrænsede sig til at gøre gældende, at aftalen blev iværksat, for at udlede, at der forelå en konkret indvirkning af denne aftale på markedet, uden relevans. Denne påstand er under alle omstændigheder ugrundet, idet Kommissionen i 512.-524. betragtning til den anfægtede beslutning fastslog, at kartellet havde påvirket salgsprisen for rundt armeringsstål, og navnlig pristillæggene for størrelse, i Italien i den pågældende periode.

271    Sagsøgeren har for det andet hævdet, at Kommissionen ikke tog hensyn til den omstændighed, at kartellet var begrænset til alene det italienske område, og at de omhandlede virksomheder havde besiddet markedsandele, der ikke var konstante, og som under alle omstændigheder var lavere end 50% før 1996.

272    Et sådant argument er baseret på en urigtig forudsætning, eftersom Kommissionen, således som det fremgår af 592. betragtning til den anfægtede beslutning, fandt, at begrænsningen af kartellets virkninger til alene det italienske marked ikke gav mulighed for at nedsætte overtrædelsens grovhed fra »meget alvorlig« til »alvorlig«, fordi der skulle tages hensyn til betydningen af den italienske produktion. Ved fastlæggelsen af bødens udgangsbeløb tog Kommissionen dog i 599. betragtning til den anfægtede beslutning udtrykkeligt hensyn til det forhold, at kartellet havde vedrørt et nationalt marked, som på tidspunktet for de faktiske omstændigheder var underlagt EKSF-traktatens særlige regler, og på hvilket de pågældende virksomheder havde begrænsede andele i den første del af overtrædelsesperioden.

273    Det skal i den henseende under alle omstændigheder anføres, at det følger af retspraksis, at det geografiske markeds udstrækning ifølge retningslinjerne af 1998 kun repræsenterer ét af de tre relevante kriterier med henblik på den samlede vurdering af overtrædelsens grovhed. Blandt disse indbyrdes afhængige kriterier har overtrædelsens art en afgørende betydning. Det geografiske markeds udstrækning er derimod ikke et selvstændigt kriterium i den forstand, at alene de overtrædelser, der berører flere medlemsstater, vil kunne kvalificeres som »meget alvorlige«. Hverken EF-traktaten, forordning nr. 17, forordning nr. 1/2003, retningslinjerne af 1998 eller retspraksis gør det muligt at lægge til grund, at kun geografisk set meget omfattende begrænsninger kan kvalificeres således (jf. i denne retning Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T-264/02 og T-271/02, Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 311 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at det var med rette, at Kommissionen fandt, at begrænsningen af kartellets virkninger til alene det italienske marked ikke kunne begrunde en kvalificering af den pågældende overtrædelse som »alvorlig«.

274    Sagsøgeren har for det tredje anført, at Kommissionen ved fastlæggelsen af overtrædelsens grovhed ikke synes at have taget højde for den lovgivningsmæssige og økonomiske sammenhæng for den påtalte adfærd. Der havde fra 1990 til 2000 været en alvorlig økonomisk krise på det italienske marked for rundt armeringsstål, som havde medført en nedgang i efterspørgslen og en stabilitet i udbuddet, talrige virksomheders afgang fra markedet, en ustabilitet i markedsandelene for de virksomheder, der var involveret i produktionen, og et fald i priserne.

275    Et sådant argument er ligeledes baseret på en urigtig forudsætning og skal forkastes.

276    For det første angav Kommissionen i 64. betragtning til den anfægtede beslutning, at den var bekendt med den økonomiske sammenhæng for stålsektoren i EU, og navnligt for sektoren for rundt armeringsstål. Med hensyn til de åbenbare kriseforhold i stålsektoren fastslog Kommissionen tillige i 68. betragtning til den anfægtede beslutning, uden at blive modsagt af sagsøgeren, at rundt armeringsstål, der siden den 1. januar 1986 ikke længere faldt ind under anvendelsesområdet for kvotesystemet, var blevet udelukket fra »overvågningsordningen«, fordi mere end 80% af rundt armeringsstål blev produceret med lave omkostninger af små virksomheder, som normalt ikke havde problemer.

277    Det må dernæst lægges til grund, at det var med føje, at Kommissionen i 74. og 596. betragtning til den anfægtede beslutning angav, at de økonomiske aktører i stålsektoren efter afslutningen på perioden med en åbenbar krise ikke med rimelighed kunne være uvidende om følgerne af de konkurrencebegrænsende adfærdsformer, som de havde praktiseret, samtidig med at den påpegede, at visse meddelelser fra Federacciai var forsynet med påskriften »Tilintetgøres efter læsning«, hvilket ikke efterlod l nogen tvivl om deres ulovlige karakter.

278    Endelig er det allerede blevet anført i præmis 272 ovenfor, at Kommissionen havde angivet, at den ved fastlæggelsen af bødens udgangsbeløb havde taget hensyn til det forhold, at kartellet havde vedrørt et nationalt marked, som på tidspunktet for de faktiske omstændigheder var underlagt EKSF-traktatens særlige regler. Det skal i den forbindelse fremhæves, at Kommissionen fastsatte udgangsbeløbet for den bøde, som sagsøgeren blev pålagt, til 3,5 mio. EUR, dvs. mindre end en femtedel af den minimumstærskel på 20 mio. EUR, som normalt er foreskrevet i henhold til retningslinjerne af 1998 for denne type af meget alvorlig overtrædelse (jf. punkt 1 A, andet afsnit, tredje led, i retningslinjerne af 1998). Sagsøgeren kan derfor ikke hævde, at Kommissionen i den foreliggende sag ikke tog hensyn til den lovgivningsmæssige og økonomiske sammenhæng for den påtalte adfærd.

279    Det følger heraf, at det var med føje, at Kommissionen fastslog, at den påståede alvorlige økonomiske krise i den italienske sektor for rundt armeringsstål ikke kunne begrunde en kvalificering af overtrædelsen som »alvorlig«.

280    Det følger af samtlige de ovenstående betragtninger, at dette led af det femte anbringende skal forkastes.

 Den urigtige anvendelse af forhøjelsen på 105% for overtrædelsens varighed

281    Sagsøgeren har gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen forhøjede størrelsen af selskabets bøde med 105% for overtrædelsens varighed.

282    Sagsøgeren har for det første anført, at Kommissionen begik en fejl ved i 607. betragtning til den anfægtede beslutning at påstå, at overtrædelsen havde varet mere end ti år og seks måneder for alle virksomhederne undtagen Ferriere Nord, og ved følgelig at anvende en forhøjelse på 105% af grundbeløbet for selskabets bøde. Det var nemlig med urette, at Kommissionen tilskrev sagsøgeren overtrædelsen for den periode, der gik fra den 6. december 1989 til den 5. marts 1991, eftersom det var Leali, der i løbet af denne periode havde kontrolleret det første Siderpotenza.

283    Det følger imidlertid af de betragtninger, som der er redegjort for i præmis 209-213 ovenfor, at det var med føje, at Kommissionen tilskrev sagsøgeren overtrædelsen for den periode, der gik fra den 6. december 1989 til den 5. marts 1991.

284    Sagsøgeren har i replikken ligeledes hævdet, at Kommissionen ikke har bevist, at SP eller de selskaber, som gik forud for SP, havde udvist konkurrencebegrænsende adfærdsformer fra 1989 til 1991.

285    Selv hvis det forudsættes, at et sådant klagepunkt, som ikke blev fremsat i stævningen, kan antages til realitetsbehandling, må det fastslås, at det er ugrundet. Dels påviste Kommissionen, at SP havde været adressat for Federacciais meddelelse af 6. december 1989 vedrørende »pristillæggene for størrelse« (126. og 560. betragtning til den anfægtede beslutning), og at dette selskab havde ændret sin prisskala i overensstemmelse med det, der var fastsat i denne meddelelse (127. og 560. betragtning til den anfægtede beslutning). Dels fastslog Kommissionen, at seks virksomheder, heriblandt SP, flere gange og på næsten identisk vis havde ændret pristillæggene den 21. marts og den 2. april 1990, den 1. og den 20. august 1990, den 17. januar og den 1. februar 1991 og den 1. juni og den 28. august 1991 (128. betragtning til den anfægtede beslutning).

286    Det skal i den forbindelse bemærkes, at det påhviler de økonomiske aktører at afkræfte formodningen om, at de virksomheder, der deltager i samordningen, tager hensyn til de oplysninger, som de udveksler med deres konkurrenter, for at fastlægge deres adfærd på dette marked (Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 261, præmis 121, og af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 162). Da der ikke foreligger nogen oplysning i denne retning, kan sagsøgerens argument vedrørende det påståede manglende bevis for selskabets deltagelse i kartellet i 1989 og i 1990 ikke tiltrædes.

287    Sagsøgeren har for det andet i replikken også hævdet, at Kommissionen ikke havde fremlagt nogen oplysninger, der godtgjorde SP’s deltagelse i aftalerne om basispriserne og pristillæggene for størrelse.

288    Et sådant klagepunkt kan – såfremt det forudsættes, at også det kan antages til realitetsbehandling, da det ikke blev fremsat i stævningen – ikke tiltrædes, idet sagsøgeren ikke har fremlagt nogen oplysning med henblik på at tilbagevise de betragtninger, som Kommissionen støttede sig på i 220., 233., 240., 241., 245.-267. og 562. betragtning til den anfægtede beslutning for at godtgøre den nævnte deltagelse.

289    Sagsøgeren har for det tredje anført, at Kommissionen i 606. betragtning til den anfægtede beslutning erkendte, at selskabet havde suspenderet sin deltagelse i den del af kartellet, der vedrørte begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen, i den periode, der gik fra den 9. juni til den 30. november 1998. Det skulle følge heraf, at Kommissionen begik en fejl ved at tilskrive selskabet en uafbrudt deltagelse i kartellet og ved på udgangsbeløbet for dets bøde at anvende en koefficient svarende til de andre selskabers. I den forbindelse kunne det forhold, at den omhandlede overtrædelse efter Kommissionens opfattelse havde karakter af en samlet og vedvarende overtrædelse, ikke begrunde en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

290    Det skal indledningsvis bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning konkluderede, at de konstaterede adfærdsformer udgjorde en samlet, kompleks og vedvarende overtrædelse, der kunne kvalificeres som en samlet overtrædelse, som var kommet til konkret udtryk gennem en vedvarende adfærd, der bestod af såvel aftaler som samordnede praksisser, der alle forfulgte det samme formål, nemlig en stigning i priserne på rundt armeringsstål (436., 437., 442., 444., 458., 462., 507., 508. og 510. betragtning til den anfægtede beslutning).

291    Hvad angår sagsøgeren anførte Kommissionen, at det lå fast, at selskabets deltagelse i kartellet mindst havde varet fra den 6. december 1989 til den 27. juni 2000. Kommissionen præciserede dog, at Lucchini-SP fra den 9. juni til den 30. november 1998 havde suspenderet sin deltagelse i den del af kartellet, der vedrørte begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen (560.-562. og 606. betragtning til den anfægtede beslutning).

292    Hvad angår sagsøgerens argumenter vedrørende varigheden af den overtrædelse, som er blevet tilskrevet selskabet, skal det dels påpeges, at sagsøgeren ikke formelt har anfægtet kvalificeringen af kartellet som en samlet og vedvarende overtrædelse.

293    Dels skal det anføres, at en virksomhed, der ved egne handlinger har deltaget i en samlet og kompleks overtrædelse, som falder ind under begreberne aftale eller samordnet praksis, der har et konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 65 KS, og som tilsigter at medvirke til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed, tillige – i forhold til hele det tidsrum, hvor virksomheden har deltaget i nævnte overtrædelse – kan være ansvarlig for de handlinger, som andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse, når det er påvist, at den pågældende virksomhed er bekendt med de øvrige deltageres ulovlige adfærd, eller at den med rimelighed kan forudse denne, og at den er indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko (Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 261, præmis 203, og af 6.12.2012, sag C-441/11 P, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42, samt Rettens dom af 20.3.2002, sag T-15/99, Brugg Rohrsysteme mod Kommissionen, Sml. II, s. 1613, præmis 73, og i sagen Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 261, præmis 50).

294    Det følger heraf, at den omstændighed, at en virksomhed ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal være til stede, for at der er tale om et kartel, eller at den har spillet en mindre rolle i de aspekter, som den har deltaget i, ikke er relevant i forhold til at påvise, at der foreligger en overtrædelse. Når det er påvist, at en virksomhed var bekendt med de øvrige deltageres ulovlige adfærd, eller at den med rimelighed kunne forudse denne, og at den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko, anses den ligeledes for ansvarlig – i forhold til hele det tidsrum, hvor den har deltaget i overtrædelsen – for de handlinger, som andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 165, præmis 328, og i sagen Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 261, præmis 156).

295    Følgelig kan sagsøgerens manglende deltagelse i den del af kartellet, der vedrørte begrænsningen af og kontrollen med produktionen eller afsætningen fra den 9. juni til den 30. november 1998, ikke have nogen indflydelse på vurderingen af varigheden af den i forhold til selskabet fastslåede overtrædelse. Sagsøgeren kan derfor ikke gøre gældende, at Kommissionen i den henseende tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

296    Hvad derimod angår vurderingen af sagsøgerens individuelle ansvar skal det anføres, at selv om den omstændighed, at en virksomhed ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal være til stede, for at der er tale om et kartel, eller at den har spillet en mindre rolle i de aspekter, som den har deltaget i, ikke er relevant i forhold til at påvise, at overtrædelsen foreligger, skal en sådan faktor tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og, i givet fald, ved fastsættelsen af bødens størrelse (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 261, præmis 90, og i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 165, præmis 292).

297    I den foreliggende sag deltog sagsøgeren ikke i den del af kartellet, der vedrørte begrænsningen af og kontrollen med produktionen eller afsætningen fra den 9. juni til den 30. november 1998.

298    Kommissionen redegjorde imidlertid i 613. betragtning til den anfægtede beslutning for, at dette fravær i en kortvarig periode af direkte deltagelse i en af kartellets dele ikke kunne begrunde en nedsættelse af bødens størrelse. Kommissionen præciserede navnlig først, at begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen alene havde til formål at fastsætte en højere basispris, således som en række interne dokumenter og udtalelser fra Lucchini-SP vidner om (207., 228. og 455. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen tilføjede derefter, at den omhandlede overtrædelse ikke blev mindre alvorlig af, at den ene eller den anden af adressaterne for den anfægtede beslutning i en kortvarig periode ikke havde deltaget i en af overtrædelsens bestanddele. Endelig anførte Kommissionen, at Lucchinis manglende deltagelse alene vedrørte en eller højest to dele af det, der tidligere var blevet defineret som konsulentfirmaet K.’s forslag for april og juli 1998.

299    Det skal fastslås, at denne konstatering fra Kommissionens side ikke er behæftet med nogen retlig fejl.

300    Det skal nemlig bemærkes, at sagsøgeren ikke er fremkommet med nogen oplysning, der tilsigter at anfægte de begrundelser, som Kommissionen anførte i 613. betragtning til den anfægtede beslutning for at nægte selskabet fordelen af en formildende omstændighed på grund af dets manglende direkte deltagelse i en kortvarig periode i den del af kartellet, der vedrørte begrænsningen af og kontrollen med produktionen eller afsætningen fra den 9. juni til den 30. november 1998.

301    Det skal ligeledes fremhæves, at sagsøgeren ikke har bestridt de konstateringer fra Kommissionens side, ifølge hvilke det for det første fremgår af et internt dokument fra Lucchini-SP fra april 1998, at »aftalen mellem producenterne [skulle] give en prisstigning på ca. 15-20 ITL i løbet af maj måned«, og at »[d]a efterspørgslen ikke [var] særlig kraftig, [skulle] dette forsøg understøttes af en produktionsbegrænsning fra alle producenterne, som [skulle] kunne opgøres til ca. 20% af deres respektive månedsproduktioner« (228. og 453. betragtning til den anfægtede beslutning), og sagsøgeren for det andet – i den periode, der fulgte umiddelbart efter konsulentfirmaet K.’s kontrolintervention – tilkendegav en vis tiltro til, at situationen ville føre til, at producenterne opnåede de ønskede stigninger i salgspriserne (235. betragtning til den anfægtede beslutning), og det for det tredje er et dokumenterbart og dokumenteret forhold, at selv de virksomheder, der ikke deltog i den produktionsbegrænsningsordning, der blev gennemført via konsulentfirmaet K.’s kontrol, men som opererede i overensstemmelse med denne, var bekendt med denne ordning såvel som dens nyttige karakter med henblik på en samordnet forhøjelse af prisen på rundt armeringsstål (453. betragtning til den anfægtede beslutning).

302    Det følger heraf, at dette led af det femte anbringende ligeledes skal forkastes.

 Den manglende hensyntagen til andre formildende omstændigheder

303    Sagsøgeren har gjort gældende, at bødens størrelse skal nedsættes grundet forekomsten af formildende omstændigheder, som Kommissionen burde have taget hensyn til i medfør af punkt 3 i retningslinjerne af 1998.

304    For det første samarbejdede sagsøgeren reelt under hele den administrative procedure, som var kendetegnet ved talrige fejl fra Kommissionens side og ved gentagne begæringer om oplysninger, som sagsøgeren altid besvarede inden for de fastsatte tidsfrister.

305    Dels skal det i den forbindelse bemærkes, at retningslinjerne af 1998 – for så vidt som de bestemmer, at der skal tages hensyn til en virksomheds reelle samarbejde under proceduren som en formildende omstændighed – henviser til de tilfælde, der falder »uden for anvendelsesområdet for [samarbejdsmeddelelsen af 1996]« (punkt 3, sjette led, i retningslinjerne af 1998). Det kan imidlertid ikke bestrides, at den foreliggende sag falder inden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen af 1996, som i henhold til punkt A 1, første afsnit, omhandler tilfælde af hemmelige karteller vedrørende prisfastsættelse, produktions- eller salgskvoter, deling af markeder eller import- eller eksportforbud. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan kritisere Kommissionen for ikke at have taget hensyn til selskabets påståede samarbejde som en formildende omstændighed uden for den retlige ramme for samarbejdsmeddelelsen af 1996 (jf. i denne retning Rettens dom af 20.3.2002, sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1487, præmis 609 og 610, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 224, præmis 380-382).

306    Dels har EU’s retsinstanser påpeget, at et samarbejde ved undersøgelsen, som ikke gik videre, end hvad der fulgte af de forpligtelser, der påhvilede virksomhederne i medfør af artikel 11 i forordning nr. 17 eller artikel 18 i forordning nr. 1/2003, ikke kunne begrunde en nedsættelse af bøden (jf. i denne retning Rettens dom af 14.5.1998, sag T-317/94, Weig mod Kommissionen, Sml. II, s. 1235, præmis 283, og af 18.7.2005, sag T-241/01, Scandinavian Airlines System mod Kommissionen, Sml. II, s. 2917, præmis 218).

307    For det andet fik sagsøgeren ikke nogen fordel eller fortjeneste af kartellet.

308    Et sådant argument kan ikke tiltrædes. Sagsøgeren er nemlig ikke fremkommet med nogen oplysning, der kan dokumentere selskabets påståede manglende fortjeneste af kartellet, og har begrænset sig til at henvise til en kraftig reduktion af produktionen, betydelige økonomiske tab og et mærkbart økonomisk pres i 2009 samt det forhold, at SP er under likvidation.

309    Selv hvis det antages, at sagsøgeren ikke har haft fortjeneste af den praksis, som selskabet kritiseres for, fremgår det under alle omstændigheder af retspraksis, at selv om størrelsen af den pålagte bøde skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsens varighed og de øvrige faktorer, der indgår i vurderingen af overtrædelsens grovhed, såsom den fortjeneste, som den berørte virksomhed har kunnet opnå ved sin praksis, kan det forhold, at en virksomhed ikke har opnået nogen fortjeneste ved overtrædelsen, ikke være til hinder for, at der pålægges en bøde, idet bøden ellers ville miste sin afskrækkende virkning. Det følger heraf, at Kommissionen ikke med henblik på fastsættelsen af bødernes størrelse er forpligtet til at tage hensyn til den manglende fortjeneste ved den omhandlede overtrædelse. Desuden kan det forhold, at der ikke har været en økonomisk fordel forbundet med overtrædelsen, ikke anses for en formildende omstændighed (jf. i denne retning Rettens dom af 29.11.2005, sag T-64/02, Heubach mod Kommissionen, Sml. II, s. 5137, præmis 184-186 og den deri nævnte retspraksis). På tilsvarende vis kan Kommissionen ikke være forpligtet til at tage højde for det lave driftsoverskud, der angiveligt er opnået i den pågældende industri, med henblik på at fastsætte bødernes størrelse (Rettens dom af 19.5.2010, sag T-11/05, Wieland-Werke m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 227).

310    For det tredje var sagsøgeren ikke aktiv på markedet for rundt armeringsstål.

311    Dette argument kan ikke tiltrædes, eftersom det er blevet fastslået i præmis 209-237 ovenfor, at det var med rette, at Kommissionen lagde til grund, at sagsøgeren og SP udgjorde én enkelt økonomisk enhed, som ud over sagsøgerens og SP’s egne handlinger kunne tilregnes ansvaret for den adfærd, der var blevet udvist af det første Siderpotenza og Lucchini Siderurgica, som retligt var ophørt med at eksistere. Det er ubestridt, at det første og det nye Siderpotenza såvel som Lucchini Siderurgica fremstillede rundt armeringsstål i perioden for kartellet, og at sagsøgeren netop var aktiv på det pågældende marked gennem de nævnte virksomheder.

312    Sagsøgeren har for det fjerde hævdet, at selv om den samlede omsætning, som Kommissionen skulle tage i betragtning, ifølge retningslinjerne af 1998 var den, der svarede til det regnskabsår, der gik forud for året for den anfægtede beslutning, eller til det umiddelbart forudgående regnskabsår, er henvisningen til omsætningen for 2007 i den foreliggende sag ikke i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet eller konkurrencepolitikkens ånd, da denne omsætning ikke kan knyttes til den periode, i hvilken den påståede overtrædelse fandt sted, nemlig perioden 1989-2000, og det som følge af en unormalt langvarig administrativ procedure på grund af fejl begået af Kommissionen.

313    Dette argument savner ligeledes grundlag, eftersom Kommissionen i den foreliggende sag tog hensyn til det forhold, at den allerede havde fastsat størrelsen af de bøder, som den påregnede at pålægge de omhandlede virksomheder, i forbindelse med vedtagelsen af beslutningen af 2002 (580. betragtning til den anfægtede beslutning). Ydermere har brugen af Lucchini-SP’s nyeste omsætning, således som Kommissionen med rette har fremhævet, haft følgevirkninger på fastsættelsen af multiplikatoren i afskrækkende øjemed, for så vidt som Kommissionen fandt det begrundet at forhøje grundbeløbet med 200% fremfor med 225%, fordi forholdet mellem Lucchini-SP’s omsætning og omsætningen for den største af de øvrige virksomheder var faldet fra 1:3 i 2001 til 1:2 i 2008 (605. betragtning til den anfægtede beslutning), således at den samlede størrelse af den bøde, der blev pålagt sagsøgeren i den anfægtede beslutning, var mindre end den samlede størrelse af den bøde, der blev fastsat ved beslutningen af 2002.

314    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at en virksomheds samlede ressourcer, bl.a. som følge af salgs- eller fusionstransaktioner, kan variere betydeligt i ned- eller opadgående retning over et forholdsvist kort tidsrum, navnlig mellem overtrædelsens ophør og vedtagelsen af beslutningen om pålæggelse af bøden. Det følger heraf, at disse ressourcer skal vurderes med henblik på at opfylde det afskrækkende formål på korrekt vis, og dette under overholdelse af proportionalitetsprincippet, den dag, bøden pålægges (Rettens dom af 5.4.2006, sag T-279/02, Degussa mod Kommissionen, Sml. II, s. 897, præmis 285).

315    Hvad angår varigheden af den administrative procedure må det i øvrigt fastslås, at sagsøgeren ikke med føje kan påberåbe sig, at denne procedure var unormalt langvarig, for så vidt som der forløb to år mellem Kommissionens første kontrolundersøgelser på grundlag af artikel 47 KS og vedtagelsen af beslutningen af 2002 og yderligere to år mellem annullationen af denne beslutning og vedtagelsen af den anfægtede beslutning (jf. præmis 17-23 ovenfor).

316    Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan kritisere det forhold, at der blev lagt vægt på selskabets omsætning for det år, der gik forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

317    Det følger af de ovenstående betragtninger, at dette led af det femte anbringende skal forkastes.

 Den manglende anvendelse af en symbolsk bøde

318    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen under den foreliggende sags omstændigheder burde have pålagt selskabet en symbolsk bøde.

319    Sagsøgeren har for det første anført, at den omhandlede overtrædelse er ny, eftersom der er tale om det første tilfælde, hvor et selskab, som ikke er involveret i fremstillingen af den vare, der er genstand for kartellet, pålægges en sanktion for overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS. Der bør, med de fornødne tilpasninger, ske anvendelse af det ræsonnement, der blev anvendt i Kommissionens beslutning af 10. december 2003 om en procedure efter artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/E-2/37. 857 – Organiske peroxider).

320    Det skal i den forbindelse først bemærkes, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at Kommissionens tidligere beslutningspraksis ikke udgør den retlige ramme for de bøder, der pålægges på konkurrenceområdet, og at beslutninger vedrørende andre sager alene er af vejledende karakter for så vidt angår forekomsten af forskelsbehandling (Domstolens dom af 21.9.2006, sag C-167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 205, dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 186, præmis 233, og Domstolens dom af 19.4.2012, sag C-549/10 P, Tomra Systems m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 104).

321    Det skal i øvrigt fastslås, at sagsøgerens argumentation er baseret på en fejlagtig opfattelse af begrebet »virksomhed« i den i artikel 65 KS forudsatte betydning. Det følger nemlig af de i præmis 197-237 ovenfor anførte betragtninger, at det var med føje, at Kommissionen lagde til grund, at sagsøgeren sammen med det nye Siderpotenza (i dag SP) udgjorde én virksomhed, som kunne holdes ansvarlig for ikke alene sagsøgerens og SP’s egne, men tillige det første Siderpotenzas og Lucchini Siderurgicas handlinger. Sagsøgeren blev således holdt personligt ansvarlig for en overtrædelse, som selskabet anses for selv at have begået inden for sektoren for rundt armeringsstål, på grund af de økonomiske og juridiske bånd, der forenede selskabet med SP (jf. i denne retning Domstolens dom i sagen Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 200, præmis 141, og af 16.11.2000, sag C-294/98 P, Metsä-Serla m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10065, præmis 28 og 34). Sagsøgeren kan derfor ikke gøre gældende, at Kommissionen burde have pålagt selskabet en symbolsk bøde, fordi det ikke havde været involveret i fremstillingen af det omhandlede produkt.

322    Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at beslutningen af 2002 er den »første beslutning«, der er blevet annulleret på grund af et fejlagtigt retsgrundlag i forbindelse med, at EF-traktaten trådte i stedet for EKSF-traktaten, og endog i forbindelse med, at EUF-traktaten trådte i stedet for EF-traktaten.

323    Denne argumentation kan heller ikke tiltrædes. Det skal nemlig påpeges, at overtrædelsen fandt sted før EKSF-traktatens udløb, og at en virksomhed, der udviser påpasselighed, og som befinder sig i sagsøgerens situation, ikke på noget tidspunkt kunne være uvidende om konsekvenserne af sin adfærd (jf. præmis 153 og 154 ovenfor). Det er i øvrigt allerede blevet anført, at henvisningen til EUF-traktatens ikrafttrædelse er uden betydning, for så vidt som ordlyden af artikel 81, stk. 1, EF er identisk med ordlyden af artikel 101, stk. 1, TEUF (jf. præmis 194 ovenfor).

324    For det tredje ville anvendelsen af en symbolsk bøde have været berettiget ud fra den omstændighed, at overtrædelsens virkning på det relevante marked ikke var væsentlig.

325    Dette argument må imidlertid forkastes af de grunde, der er redegjort for i præmis 260-273 ovenfor.

326    Endelig har sagsøgeren for det fjerde anført, at proceduren var uforholdsmæssigt langvarig på grund af fejl begået af Kommissionen.

327    Dette argument kan heller ikke tiltrædes. Som anført i præmis 315 ovenfor, kan sagsøgeren ikke med føje påberåbe sig, at de procedurer, der førte til vedtagelsen af henholdsvis beslutningen af 2002 og den anfægtede beslutning, var unormalt langvarige.

328    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at selv om overholdelsen af en rimelig frist ved gennemførelsen af administrative procedurer på området for konkurrencepolitik udgør et generelt EU-retligt princip, hvis overholdelse EU’s retsinstanser sikrer (Domstolens dom af 18.3.1997, sag C-282/95 P, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. I, s. 1503, præmiss 36 og 37, dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 173, præmis 167-171, og Domstolens dom af 21.9.2006, sag C-113/04 P, Technische Unie mod Kommissionen, Sml. I, s. 8831, præmis 40), skal der – for at det kan konkluderes, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist – foretages en vurdering af betydningen af procedurens varighed for den berørte virksomheds ret til forsvar (jf. analogt dommen i sagen Technische Unie mod Kommissionen, præmis 47 og 48, og Rettens dom af 16.12.2003, forenede sager T-5/00 og T-6/00, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied og Technische Unie mod Kommissionen, Sml. II, s. 5761, præmis 73 og 74 og den deri nævnte retspraksis).

329    I den foreliggende sag har sagsøgeren imidlertid ikke gjort gældende, at procedurens varighed har krænket selskabets ret til forsvar. Den blotte hentydning til procedurens varighed kan følgelig ikke begrunde anvendelsen af en symbolsk bøde.

330    Det følger af det ovenstående, at sagsøgerens argumentation om, at betingelserne for at anvende en symbolsk bøde i den foreliggende sag var opfyldt, ikke kan tiltrædes, og at dette led af det femte anbringende såvel som anbringendet i sin helhed følgelig skal forkastes.

331    På baggrund af det ovenstående bør påstandene om annullation forkastes i deres helhed. Hvad angår den subsidiære påstand om ændring af størrelsen af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, er der desuden, henset til navnlig de ovenstående betragtninger, ikke anledning til som led i udøvelsen af Rettens fulde prøvelsesret at efterkomme denne påstand.

 Sagens omkostninger

332    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

333    Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Lucchini SpA betaler sagens omkostninger.

Martins Ribeiro Popescu Berardis

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. december 2014.

Underskrifter

Indhold

Retsforskrifter

1.  EKSF-traktatens bestemmelser

2.  EF-traktatens bestemmelser

3.  Forordning nr. 1/2003

4.  Kommissionens meddelelse om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb

Tvistens genstand

Præsentation af sagsøgeren

Tvistens baggrund

Den første beslutning

Forløbet efter meddelelsen af den første beslutning

Ændringsbeslutningen

Retsforhandlingerne og parternes påstande

Retlige bemærkninger

1.  Formaliteten vedrørende de bilag, der er vedlagt replikken

2.  Påstanden om, at det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet eller skal annulleres

Det første anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

Det andet anbringende vedrørende Kommissionens inkompetence og en retlig fejl ved valget af retsgrundlaget for den anfægtede beslutning

Valget af retsgrundlaget for den anfægtede beslutning

Kommissionens beføjelse til, på grundlag af forordning nr. 1/2003, at fastslå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS og pålægge en sanktion herfor, efter udløbet af EKSF-traktaten, på grundlag af forordning nr. 1/2003

Det tredje anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar og en retlig fejl

Det første led om den manglende genoptagelse af den administrative procedure og fraværet af en ny klagepunktsmeddelelse

Det andet led om en retlig fejl bestående i anvendelsen af artikel 65, stk. 1, KS som en mere favorabel regel end artikel 81 EF

Det fjerde anbringende vedrørende fraværet af bevis og en urigtig anvendelse af den materielle ret

3.  Påstanden om en nedsættelse af bøden

Indledende bemærkninger

Den af Kommissionen fremsatte afvisningspåstand

Den fejlagtige vurdering af overtrædelsens grovhed, den mangelfulde begrundelse og fraværet af bevis

Den urigtige anvendelse af forhøjelsen på 105% for overtrædelsens varighed

Den manglende hensyntagen til andre formildende omstændigheder

Den manglende anvendelse af en symbolsk bøde

Sagens omkostninger

* Processprog: italiensk.