Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 1. marts 2002 af Waardals AS mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-62/02)

    (Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 1. marts 2002 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Waardals AS ved Trygve Olavson Laake og Jan Magne Langseth fra Advokatfirmaet Schjødt AS, Stavanger (Norge).

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Beslutningens artikel 1 annulleres, for så vidt som den berører sagsøgeren, subsidiært nedsættes varigheden af overtrædelsen for så vidt angår sagsøgeren.

(Den bøde, der er pålagt sagsøgeren ved beslutningens artikel 3, litra f), ophæves, subsidiært nedsættes den i væsentligt omfang.

(Sagsøgerens begæring om iværksættelse af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som omfatter indkaldelse og afhøring af vidner og aktindsigt i Kommissionens høringsrapport, tages til følge.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den anfægtede beslutning i denne sag er den samme som i sag T-33/02, Britannia Aloys & Chemicals mod Kommissionen. Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter svarer til dem, der påberåbes i den nævnte sag.

Sagsøgeren gør navnlig gældende:

(at Kommissionen har lagt en urigtig vurdering af beviserne og af sagens faktiske omstændigheder til grund for sin beregning af bøden. Kommissionen antog for det første, at alle beslutningens adressater tilsidesatte de relevante bestemmelser i lige lang tid, nemlig i 4 år og 1 måned. Kommissionen tog herved angiveligt ikke i betragtning, at Waardals' tilsidesættelse af bestemmelserne ophørte mellem april 1995 og august 1995. Sagsøgte har herved tilsyneladende set bort fra det faktum, at sagsøgeren trak sig ud af kartellet og bragte tilsidesættelsen til ophør straks efter, at undersøgelserne var blevet indledt.

(at Kommissionen foretog en fejlagtig beregning af bøden og anvendte retningslinjerne for fastsættelse af bøder forkert. I denne forbindelse gør sagsøgeren gældende, at bøden blev forhøjet på grund af overtrædelsens varighed, og fordi Kommissionen ikke sondrede mellem medlemmerne af kartellet på en passende måde. Kommissionen har desuden ikke taget hensyn til, at sagsøgeren blev opfordret til at deltage i et kartel, der allerede fandtes, eller til, at sagsøgeren aldrig var omfattet af "inderkredsen". Kommissionen har heller ikke taget hensyn til, at Waardals kun i meget begrænset omfang førte aftalerne ud i livet. Sagsøgte tilsidesatte således ved bødefastsættelsen princippet om ligebehandling og proportionalitetsprincippet og anvendte de ovenfor anførte retningslinjer forkert.

____________