Meddelelse til EU-tidende
Sag anlagt den 28. februar 2002 af Dr. Hans Heubach GmbH & Co. KG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
(Sag T-64/02)
Processprog: tysk
Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 28. februar 2002 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Dr. Hans Heubach GmbH & Co. KG, Langelsheim (Tyskland), ved Rechtsanwälte Dr. Frank Montag og Dr. Günter Bauer.
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
( Artikel 3, litra b), i den anfægtede beslutning annulleres.
(Den bøde, som pålægges sagsøgeren i henhold til den anfægtede beslutning, nedsættes til et passende beløb.
( Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Den beslutning, der anfægtes i denne sag, er den samme, som anfægtes i sag T-33/02 (Brittannia Alloys & Chemicals, endnu ikke offentliggjort). Sagsøgeren har anført, at bødens grundbeløb udgør mere end 100 % af selskabets omsætning af det pågældende produkt i EØS-området i 1998, og at Kommissionen ved udmålingen af den bøde, der er pålagt sagsøgeren, har begået en række fejl ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder og anlagt et urigtigt skøn. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen endvidere tilsidesat en række af fællesskabsrettens grundlæggende principper.
Det sagsøgende selskab har gjort gældende, at retningslinjerne
1 er i strid med artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17/62. Selskabet har grundlæggende anfægtet den faste bødeudmåling, som blev indført med retningslinjerne. Det er efter sagsøgerens opfattelse kun tilladt at beregne bøden i forhold til omsætningens størrelse. Endvidere indebærer den faste bødeudmåling i retningslinjerne, at der for mindre virksomheder beregnes bøder, der er urimelige og uforholdsmæssigt høje. Efter sagsøgerens opfattelse er artikel 3, litra b), i den anfægtede beslutning derfor ligeledes retsstridig.
Sagsøgeren har videre gjort gældende, at retningslinjerne ( selv, hvis man går ud fra, at de er gyldige ( er blevet fejlagtigt anvendt af Kommissionen. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen i den konkrete sag undladt at anvende kriteriet om overtrædelsens grovhed. Kommissionen skulle især have taget hensyn til, at overtrædelsen ikke var så alvorlig, dens begrænsede indvirkning på markedet, og den omstændighed, at prisaftalerne ikke blev overholdt af de berørte virksomheder. Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17/62 er i følge sagsøgeren blevet tilsidesat, fordi beslutningen ikke tog højde for, at overtrædelsen kun berørte en meget begrænset del af sagsøgerens samlede omsætning, og ikke tog hensyn til sagsøgerens begrænsede økonomiske formåen.
Sagsøgeren har gjort gældende, at bøden under alle omstændigheder er af en sådan størrelse, at der er sket en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om, at bøden skal være rimelig. Også princippet om ligebehandling er ifølge det sagsøgende selskab blevet tilsidesat, da Kommissionen ikke har taget hensyn til, at selskabets omsætning af det pågældende produkt ikke udgør en særlig stor andel af den samlede omsætning. Der fastsættes helt andre bøder over for virksomheder, der har nøjagtig samme markedsandel.
Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at Kommissionens strafudmåling strider mod artikel 7 i den europæiske mennneskerettighedskonvention, idet sagsøgeren er blevet pålagt en bøde i henhold til en strafferamme, som er blevet forhøjet væsentligt to gange, efter at overtrædelsen ophørte. Kommissionens systematiske ændring af praksis ved indførelsen af retningslinjerne og ændringen af bødefastsættelsen i slutningen af 2001 udgør en forhøjelse af strafferammen, som ikke kan anvendes på forhold, der fandt sted inden forhøjelsen.
____________1 - Retningslinjer for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998 C 9, s. 3).