Language of document : ECLI:EU:T:2004:74

Sag T-66/02

Idiotiko Institouto Epaggelmatikis Katartisis N. Avgerinopoulou Anagnorismenes Technikes Idiotikes Epaggelmatikes Scholes AE m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Strukturfonde – EF-støtteramme – operationelt program – anmodning om revision – passivitetssøgsmål – stillingtagen, der bringer passiviteten til ophør – ufornødent at træffe afgørelse«

Sammendrag af kendelse

Passivitetssøgsmål – passivitetens ophør efter sagens anlæg – bortfald af sagens genstand – ufornødent at træffe afgørelse i sagen

(Art. 232 EF og 233 EF)

Et søgsmål i henhold til traktatens artikel 232 bygger på den tankegang, at retsstridig passivitet fra den ansvarlige institutions side giver adgang til at anlægge sag ved Domstolen for at opnå dom for, at undladelsen af at handle er traktatstridig, for så vidt den pågældende institution ikke har rådet bod på undladelsen. Afgørelsen herom medfører ifølge artikel 233 EF, at den sagsøgte institution har pligt til at gennemføre de til Domstolens eller Rettens doms opfyldelse nødvendige foranstaltninger, hvilket i øvrigt ikke berører adgangen til i anledning af samme dom at rejse krav, der støttes på Fællesskabets ansvar uden for kontrakt. I en sag, hvor den handling, hvis undladelse er genstand for retssagen, er foretaget efter sagsanlægget, men inden dommens afsigelse, kan en afgørelse fra Fællesskabets retsinstanser, der fastslår den oprindelige undladelses retsstridige karakter, ikke længere få de i artikel 233 EF nævnte retsvirkninger. I et sådant tilfælde har sagen følgelig mistet sin genstand, således at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse i sagen.

(jf. præmis 31)