RETTENS DOM (Ottende Afdeling)
8. februar 2018 (*)
»EU-varemærker – fortabelsessag – EU-figurmærket Vieta – reel brug af varemærket – afgørelse truffet efter Rettens annullation af en tidligere afgørelse – artikel 65, stk. 6, i forordning (EF) nr. 207/2009 (nu artikel 72, stk. 6, i forordning (EU) 2017/1001) – retskraft«
I sag T-879/16,
Sony Interactive Entertainment Europe Ltd, London (Det Forenede Kongerige), ved S. Malynicz, QC,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved J. Crespo Carrillo og D. Walicka, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO,
Marpefa, SL, Barcelona (Spanien),
angående et søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 4. oktober 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1010/2016-4) vedrørende en fortabelsessag mellem Sony Computer Entertainment Europe Ltd og Marpefa,
har
RETTEN (Ottende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A.M. Collins (refererende dommer), og dommerne M. Kancheva og J. Passer,
justitssekretær: fuldmægtig X. Lopez Bancalari,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 14. december 2016,
under henvisning til svarskriftet indleveret til Rettens Justitskontor den 28. marts 2017,
efter retsmødet den 10. november 2017,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Den 3. august 2000 indgav Gedelson, SA en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994, L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer, nu selv erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).
2 Varemærket, der søgtes registreret, er følgende figurtegn:
3 De varer, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhører under klasse 9 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »grammofonplader, renseapparater til grammofonplader, højttalere, lydkabinetter, lydforstærkere, videobånd, magnetbånd, højttalerkabinetter, videokameraer, kinematografiske film (belyste), magnetbånd, CD’er, diapositiver, fotografiapparater, computere, videoskærme, apparater til gengivelse af lyd eller billede, fjernsynsapparater, pladespillere«.
4 Det anfægtede varemærke blev registreret den 13. september 2001 under nr. 1790674 for de varer, der er omhandlet i præmis 3 ovenfor.
5 Den 12. december 2002 blev overdragelsen af det anfægtede varemærke til Marpefa, SL registreret ved EUIPO.
6 Den 25. juli 2010 blev registreringen af det anfægtede varemærke fornyet indtil den 3. august 2020.
7 Den 14. november 2011 indgav sagsøgeren, Sony Interactive Entertainment Europe Ltd, som på dette tidspunkt hed Sony Computer Entertainment Europe Ltd, en begæring om fortabelse af det anfægtede varemærke i henhold til artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1001] for alle de varer, det var registreret for. Sagsøgeren gjorde ved denne begæring gældende, at der ikke var gjort reel brug af dette varemærke i Den Europæiske Union i den relevante periode på fem år, og at der ikke var nogen begrundelse for den manglende brug.
8 Den 21. marts 2012 anførte Marpefa som besvarelse af begæringen om fortabelse af det anfægtede varemærke, at der var gjort reel brug af dette varemærke i det mindste i Spanien mellem den 14. november 2006 og den 13. november 2011 for alle de varer, der er omhandlet ovenfor i præmis 3, og fremlagde en række beviser, der bl.a. indeholdt udtrykket »vieta«, samt det følgende EU-figurmærke (ligeledes gengivet i farven grå):
9 Ved afgørelse af 23. august 2013 forkastede annullationsafdelingen begæringen om varemærkets fortabelse for følgende varer: »højttalere, lydkabinetter, lydforstærkere« og »computere, videoskærme, apparater til gengivelse af lyd eller billede, fjernsynsapparater, pladespillere«. Annullationsafdelingen gav medhold for så vidt angår de øvrige varer, der var omfattet af det anfægtede varemærke.
10 Den 28. oktober 2013 indgav sagsøgeren en klage til EUIPO med henblik på ophævelse af annullationsafdelingens afgørelse, for så vidt som den forkastede begæringen om fortabelse.
11 Ved afgørelse af 2. juli 2014 (herefter »den første afgørelse«) afslog Andet Appelkammer ved EUIPO klagen. Det var i det væsentlige af den opfattelse, at de af Marpefa fremlagte beviser godtgjorde, at der var gjort reel brug af det anfægtede varemærke i EU i den pågældende periode for så vidt angår »højttalere, lydkabinetter, lydforstærkere« og »computere, videoskærme, apparater til gengivelse af lyd eller billede, fjernsynsapparater, pladespillere« i klasse 9.
12 For det første anførte appelkammeret i den første afgørelse, at den relevante periode for vurderingen af, om der var gjort reel brug af det anfægtede varemærke, forløb fra den 14. november 2006 til og med den 13. november 2011. For det andet fandt appelkammeret, at kravene vedrørende stedet for brugen var opfyldt i det foreliggende tilfælde. For det tredje antog appelkammeret angående varigheden af brugen i det væsentlige, at de af Marpefa fremlagte beviser samlet set godtgjorde »frekvensen« og »regelmæssigheden« af brugen af det anfægtede varemærke i EU, bl.a. fra 2008 til 2011. For det fjerde fastslog appelkammeret angående arten af brugen, at det anfægtede varemærke ikke var blevet anvendt i en form, der ændrede dets særpræg, i forhold til den form, hvori det var blevet registreret. For det femte konstaterede appelkammeret, at en helhedsvurdering af beviserne viste, at det anfægtede varemærke var blevet anvendt med henblik på at betegne de varer, der er nævnt ovenfor i præmis 11. I denne sammenhæng bemærkede appelkammeret i den første afgørelses punkt 46 bl.a., at det stod klart, at disse varer var »elektroniske og audiovisuelle systemer, artikler og varer, der [var] sammensatte eller [indgik] som en del af »apparater til gengivelse af lyd eller billede««, at de »alle [var] af samme eller lignende art og [havde] et identisk eller lignende formål og ikke [var] komplementære men uløseligt forbundet«, og at de »[tilhørte] »det naturlige anvendelsesområde«« som defineret af Retten i dom af 14. juli 2005, Reckitt Benckiser (Spanien) mod KHIM – Aladin (ALADIN), T-126/03, EU:T:2005:288. I samme punkt 46 tilføjede appelkammeret, at udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede« var defineret tilstrækkeligt »præcist og afgrænset« med henblik på at betegne de varer, for hvilke der var godtgjort brug, og at der ikke var nogen gyldig grund til at foretage væsentlige inddelinger inden for denne kategori.
13 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 19. september 2014 og registreret under sagsnr. T-690/14 anlagde sagsøgeren sag med påstand om annullation af den første afgørelse. Til støtte for søgsmålet fremsatte sagsøgeren tre anbringender. Det tredje anbringende vedrørte tilsidesættelse af princippet om delvis brug som omhandlet i artikel 51, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 58, stk. 2, i forordning 2017/1001) og var rettet mod appelkammerets konstateringer i den første afgørelses punkt 46. I forbindelse med det nævnte anbringende gjorde sagsøgeren i det væsentlige gældende, at det anfægtede varemærkes beskyttelse af »apparater til gengivelse af lyd eller billede« fandt anvendelse på en kategori af varer, der var alt for bred, og at denne burde inddeles i underkategorier. I retsmødet i den ovennævnte sag tilføjede sagsøgeren, at den nævnte kategori ikke var afgrænset tilstrækkeligt klart og præcist.
14 Ved dom af 10. december 2015, Sony Computer Entertainment Europe mod KHIM – Marpefa (Vieta) (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), gav Retten medhold i det tredje anbringende i det væsentlige med den begrundelse, at det i modsætning til det i den første afgørelses punkt 46 anførte ikke kunne antages, at udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede« var defineret tilstrækkeligt »præcist og afgrænset«. Retten bemærkede, at EUIPO efter opfordring i retsmødet til at angive, hvad dette udtryk omfattede, i øvrigt ikke havde været i stand til at afgive det mindste udtømmende svar. Retten fastslog endvidere, at det nævnte udtryk i bogstavelig og sædvanlig forstand kunne omfatte en bred vifte af audiovisuelt og elektronisk udstyr, herunder udstyr, om hvilket annullationsafdelingen havde konkluderet, at der ikke var ført bevis for reel brug. Følgelig fastslog Retten i præmis 69 i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), at »den [første] afgørelse [skulle] annulleres […], for så vidt som det deri fasts[a]ttes, at der var ført bevis for reel brug af det anfægtede varemærke for »apparater til gengivelse af lyd eller billede«, og for så vidt som denne afgørelse dermed ikke gav medhold i klagen over annullationsafdelingens afgørelse om ikke at tage begæringen om fortabelse af det anfægtede varemærke til følge for de nævnte apparater«.
15 Punkt 1 og 2 i konklusionen i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), har følgende ordlyd:
»1) [Den første] afgørelse […] annulleres, for så vidt som den ikke giver medhold i klagen over annullationsafdelingens afgørelse om ikke at tage begæringen om fortabelse af det [anfægtede varemærke] til følge for »apparater til gengivelse af lyd eller billede«.
2) I øvrigt frifindes [EUIPO].«
16 Efter dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), henviste præsidiet for appelkamrene ved EUIPO ved afgørelse af 6. juni 2016 sagen til Fjerde Appelkammer under referencenr. R 1010/2016-4.
17 Ved afgørelse af 4. oktober 2016 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Fjerde Appelkammer ved EUIPO klagen i sag R 1010/2016-4.
18 I den anfægtede afgørelse anførte appelkammeret indledningsvis, at det efter den delvise annullation af den første afgørelse ved dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), tilkom dette at undersøge, om det anfægtede varemærke havde været genstand for reel brug for »apparater til gengivelse af lyd eller billede« i den relevante periode (den anfægtede afgørelses punkt 13). Appelkammeret præciserede, at den første afgørelse var endelig for så vidt angår »højttalere, lydkabinetter, lydforstærkere, computere, videoskærme, fjernsynsapparater [og] pladespillere«, og at der derfor var godtgjort reel brug af det anfægtede varemærke for disse varer (den anfægtede afgørelses punkt 14).
19 Dernæst redegjorde appelkammeret for, at udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede« omfattede ethvert apparat, der både kunne gengive lyd og billeder (den anfægtede afgørelses punkt 15). Appelkammeret konkluderede, at et fjernsynsapparat var synonym for et særligt apparat til gengivelse af lyd og billeder, og at der af denne grund skulle gives afslag på den af sagsøgeren indgivne klage (den anfægtede afgørelses punkt 17). Appelkammeret tilføjede, at udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede« var et »særligt udtryk og […] et synonym for »fjernsynsapparater«, som var tilstrækkeligt klart og præcist«, og at det ikke udgjorde en del af overskriften til klasse 9 (den anfægtede afgørelses punkt 18).
20 Endelig fastslog appelkammeret, at det princip, der fremgår af retspraksis som anført i præmis 61 i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), hvoraf fremgår, at såfremt et varemærke er blevet registreret for en kategori af varer og tjenesteydelser, der er tilstrækkeligt bred til, at der inden for denne kategori kan foretages en opdeling i flere underkategorier, der kan betragtes selvstændigt, medfører beviset for, at en reel brug af varemærket for en del af disse varer eller tjenesteydelser har fundet sted, kun en beskyttelse for den eller de underkategorier, som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket rent faktisk er blevet brugt, tilhører, i den foreliggende sag ikke længere var relevant (den anfægtede afgørelses punkt 19).
Parternes påstande
21 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
22 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
23 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 65, stk. 6, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 72, stk. 6, i forordning 2017/1001). Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om, at de varer eller tjenesteydelser, der søges beskyttet af EU-varemærket, skal identificeres af ansøgeren med tilstrækkelig klarhed og præcision.
24 For så vidt angår det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 65, stk. 6, i forordning nr. 207/2009 har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret, da det vedtog den anfægtede afgørelse, hverken efterkom konklusionen i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), eller Rettens begrundelse for denne konklusion.
25 I denne henseende har sagsøgeren anført, at appelkammeret fejlagtigt antog, at det frit på ny kunne undersøge det retlige og faktuelle spørgsmål om, hvorvidt udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede« var defineret tilstrækkeligt præcist til at opfylde princippet om delvis brug, selv om Retten havde konkluderet det modsatte i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950). Sagsøgeren har gjort gældende, at denne konklusion er endelig, da der ikke er rejst tvivl om den i forbindelse med en appel til prøvelse af denne dom. Det er sagsøgerens opfattelse, at appelkammeret derfor med urette forsøgte at argumentere med, at henset til, at et fjernsynsapparat kan anses for at være et eksempel på et apparat til gengivelse af lyd og billeder, kunne dette udtryk accepteres. Desuden udgør dette argument ikke et gyldigt svar på Rettens konklusion om, at udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede« er for bredt med hensyn til princippet om delvis brug. Det er nemlig netop, fordi det er muligt inden for dette »generiske« udtryk at sondre mellem underkategorier, der kan betragtes selvstændigt, at princippet om delvis brug finder anvendelse.
26 Sagsøgeren finder, at den omstændighed, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 19 fastslog, at princippet om delvis brug som fastsat af Retten ikke længere var relevant i det foreliggende tilfælde, udgør et andet eksempel på tilsidesættelse af artikel 65, stk. 6, i forordning nr. 207/2009.
27 EUIPO har anført, at den anfægtede afgørelse afklarer visse begreber, herunder den omstændighed, at »apparater til gengivelse af lyd eller billede« udelukkende eller primært gengiver både lyd og billeder, hvilket udelukker videokameraer og fotografiapparater. EUIPO har endvidere anført, at appelkammeret var af den opfattelse, at udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede« var synonymt med udtrykket »fjernsynsapparater«, dvs. en vare, hvorom det var godtgjort, at der var gjort reel brug af det anfægtede varemærke.
28 EUIPO har hævdet, at appelkammeret har opfyldt dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), da det undersøgte, om det var muligt inden for kategorien »apparater til gengivelse af lyd eller billede« at finde en homogen underkategori af varer, der kunne betragtes selvstændigt. Appelkammeret havde imidlertid ikke kunnet finde en sådan underkategori, idet den nævnte kategori alene omfattede én type varer, nemlig fjernsynsapparater. EUIPO har anført, at sagsøgeren ikke har foreslået nogen yderligere tilsvarende underkategori.
29 EUIPO har tilføjet, at når kinematografiske projektionsapparater og dvd- og videoafspillere ud over fjernsynsapparater omfattes af kategorien »apparater til gengivelse af lyd eller billede«, kan der opnås en »alternativ forklaring« af betydningen af udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede«. EUIPO er imidlertid af den opfattelse, at disse tre typer varer ikke er tilstrækkeligt differentierede til at kunne udgøre sammenhængende kategorier eller underkategorier, der kan betragtes som selvstændige. Det er med andre ord ikke muligt at foretage væsentlige inddelinger af kategorien »apparater til gengivelse af lyd eller billede«. Beviset for reel brug af det anfægtede varemærke for fjernsynsapparater, kinematografiske projektionsapparater og dvd- og videoafspillere omfatter derfor hele den ovennævnte kategori. Med hensyn hertil har EUIPO anført, at appelkammeret i den første afgørelses punkt 41 konstaterede, at der var ført bevis for reel brug af det anfægtede varemærke for projektionsapparater og bærbare dvd-afspillere.
30 Det bemærkes, at Domstolen allerede har henvist til den betydning, som princippet om retskraft har i Unionens retsorden og i de nationale retsordener. Såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes (jf. dom af 19.4.2012, Artegodan mod Kommissionen, C-221/10 P, EU:C:2012:216, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).
31 I denne forbindelse er det blevet fastslået dels, at retskraften alene vedrører de faktiske og retlige omstændigheder, som den pågældende retsafgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til, dels, at denne retskraft ikke kun vedrører retsafgørelsens konklusion, men også omfatter dens præmisser, som udgør det nødvendige grundlag for konklusionen, og derfor ikke kan adskilles fra den (jf. dom af 19.4.2012, Artegodan mod Kommissionen, C-221/10 P, EU:C:2012:216, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).
32 Hvad angår de varer, der er omfattet af den første afgørelse, fremgår det af dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), at Retten bortset fra »apparater til gengivelse af lyd eller billede« bekræftede appelkammerets konklusion i den første afgørelse vedrørende »højttalere«, »lydkabinetter«, »lydforstærkere«, »computere«, »videoskærme«, »fjernsynsapparater« og »pladespillere«, hvorefter der var ført bevis for reel brug af det anfægtede varemærke for de nævnte varer. Der er på ingen måde rejst tvivl om denne konklusion i nærværende sag.
33 For så vidt angår »apparater til gengivelse af lyd eller billede« fremgår det af præmis 63-68 i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), at Retten var af den opfattelse, at dette udtryk ikke betegnede en præcis og afgrænset kategori af varer som anført af appelkammeret i den første afgørelses punkt 46, men en bred kategori af audiovisuelle og elektroniske varer. Retten konkluderede derfor i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 61 i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), i samme doms præmis 68, at der ikke var blevet ført bevis for reel brug af det anfægtede varemærke for disse apparater.
34 Som en konsekvens af de betragtninger og konklusioner, der er anført ovenfor i præmis 32 og 33, fastslog Retten i præmis 69 i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), og i punkt 1 i samme doms konklusion, at den første afgørelse skulle annulleres, for så vidt som den ikke gav medhold i klagen over annullationsafdelingens afgørelse om ikke at tage begæringen om fortabelse af det anfægtede varemærke til følge for »apparater til gengivelse af lyd eller billede«.
35 Da dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), er blevet endelig, idet den ikke er blevet appelleret, skal det konstateres, at den har opnået retskraft. Med hensyn hertil skal det præciseres, at Rettens konstateringer i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), for så vidt angår rækkevidden af udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede« og det manglende bevis for reel brug af det anfægtede varemærke for disse apparater (jf. præmis 33 ovenfor) har været afgørende for understøttelsen af punkt 1 i konklusionen i den nævnte dom, der delvist annullerede den første afgørelse. De er derfor omfattet af retskraften af dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), og skal anses for at være endelige.
36 Desuden tilkom det EUIPO i henhold til artikel 65, stk. 6, i forordning nr. 207/2009 at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige til opfyldelse af dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950).
37 Det følger af fast retspraksis, at en annullationsdom har virkning ex tunc og følgelig indebærer, at den annullerede retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen (jf. dom af 25.3.2009, Kaul mod KHIM – Bayer (ARCOL), T-402/07, EU:T:2009:85, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).
38 Det følger af denne retspraksis, at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, for at efterkomme annullationsdommen og opfylde den fuldt ud ikke blot skal tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på. Det er nemlig disse præmisser, som dels fastslår, nøjagtigt hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de nøjagtige grunde til den i konklusionen fastslåede ulovlighed, og som den pågældende institution skal tage hensyn til, når den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret (dom af 13.4.2011, Safariland mod KHIM – DEF-TEC Defense Technology (FIRST DEFENSE AEROSOL PEPPER PROJECTOR), T-262/09, EU:T:2011:171, præmis 41, og af 8.6.2017, Bundesverband Deutsche Tafel mod EUIPO – Tiertafel Deutschland (Tafel), T-326/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:380, præmis 19).
39 Det skal i den foreliggende sag konstateres, at appelkammeret opfyldte dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), korrekt, da det i den anfægtede afgørelses punkt 14 fastslog, at den første afgørelse var endelig for så vidt angår »højttalere«, »lydkabinetter«, »lydforstærkere«, »computere«, »videoskærme«, »fjernsynsapparater« og »pladespillere«, og at der derfor var godtgjort reel brug af det anfægtede varemærke for disse varer.
40 Appelkammeret opfyldte ligeledes dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), korrekt, da det i den anfægtede afgørelses punkt 13 fastslog, at det efter Rettens delvise annullation af den første afgørelse påhvilede dette at træffe en ny afgørelse for så vidt angår »apparater til gengivelse af lyd eller billede«, idet den klage, som sagsøgeren havde indgivet til appelkammeret, på ny havde verserende karakter for så vidt angår dette præcise aspekt af sagen.
41 Derimod har appelkammeret med den anfægtede afgørelse klart tilsidesat dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), da dette i strid med Rettens konstateringer, der havde fået retskraft (jf. præmis 35 ovenfor), fastslog, at udtrykket »apparater til gengivelse af lyd eller billede« havde et klart og præcist indhold og alene omfattede én enkelt type varer, nemlig fjernsynsapparater, og deraf udledte, at der var ført bevis for reel brug vedrørende »apparater til gengivelse af lyd eller billede«. Det er derfor ligeledes helt i strid med punkt 1 i konklusionen i dom af 10. december 2015, Vieta (T-690/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:950), der også havde fået retskraft (jf. præmis 35 ovenfor), at Fjerde Appelkammer afslog sagsøgerens klage over annullationsafdelingens afgørelse af 23. august 2013, hvorved appelkammeret stadfæstede forkastelsen af begæringen om fortabelse af det anfægtede varemærke for »apparater til gengivelse af lyd eller billede«, hvilket annullationsafdelingen havde truffet afgørelse om i den ovennævnte afgørelse og efterfølgende Andet Appelkammer i den første afgørelse.
42 Det følger heraf, at der skal gives medhold i det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 65, stk. 6, i forordning nr. 207/2009.
43 Den anfægtede afgørelse skal derfor annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge det andet anbringende.
Sagsomkostninger
44 I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. EUIPO har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Afdeling):
1) Afgørelse truffet den 4. oktober 2016 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1010/2016-4) vedrørende en fortabelsessag mellem Sony Computer Entertainment Europe Ltd og Marpefa, SL annulleres.
2) EUIPO betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. februar 2018.
Underskrifter