Language of document : ECLI:EU:C:1997:518

DOMSTOLENS DOM

4. november 1997(1)

»Social sikring - særlige ikke-bidragspligtige ydelser - artikel 4, stk. 2a, og artikel 10a i forordning (EØF) nr. 1408/71 - invalidepension - ikke mulighed for at modtage ydelsen i et andet land«

I sag C-20/96,

angående en anmodning, som Social Security Commissioner (Det Forenede Kongerige) i medfør af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Kelvin Albert Snares

mod

Adjudication Officer,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen og gyldigheden af artikel 4, stk. 2a, og artikel 10a i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EØF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), og som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1247/92 af 30. april 1992 (EFT L 136, s. 1),

har

DOMSTOLEN



sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene C. Gulmann, H. Ragnemalm og M. Wathelet samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

  • Kelvin Snares ved D. Thomas, Child Poverty Action Group, ved barrister H. Mountfield

  • Det Forenede Kongeriges Regering ved L. Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmægtiget, og ved barrister N. Paines

  • den tyske regering ved afdelingschef E. Röder og ekspeditionssekretær B. Kloke, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede

  • den spanske regering ved direktør A.J. Navarro González, Direktoratet for EF-spørgsmål, og statens advokat, G. Calvo Díaz, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmægtigede

  • den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmægtig Anne de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

  • den østrigske regering ved kontorchef W. Okresek, Afdelingen for Forfatningsretlige Spørgsmål, Forbundskanslerens Kontor, som befuldmægtiget

  • Rådet for Den Europæiske Union ved juridisk konsulent M. Bishop og juridisk konsulent A. Lo Monaco, som befuldmægtigede

  • Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Docksey og M. Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 18. marts 1997 er afgivet mundtlige indlæg af Kelvin Snares ved H. Mountfield, af Det Forenede Kongeriges regering ved L. Nicoll og N. Paines, af den spanske regering ved statens advokat P. Plaza Garcia, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmægtiget, af den franske regering ved C. de Salins og A. de Bourgoing, af Rådet ved M. Bishop og A. Lo Monaco og af Kommissionen ved C. Docksey,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 6. maj 1997,

afsagt følgende

Dom

  1. Ved kendelse af 17. januar 1996 indgået til Domstolen den 22. januar 1996 har Social Security Commissioner i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen og gyldigheden af artikel 4, stk. 2a, og artikel 10a i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EØF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter »forordning nr. 1408/71«), og som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1247/92 af 30. april 1992 (EFT L 136, s. 1).

  2. Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem en britisk statsborger, Kelvin Snares, og Adjudication Officer vedrørende tilkendelse af »disability living allowance« (invalidepension, herefter »DLA«) i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning.

    Den nationale lovgivning

  3. Før den 1. april 1992 fandtes der efter britisk lovgivning to ydelser ved invaliditet: »attendance allowance« (bistandsydelse, herefter »AA«) og »mobility allowance« (befordringstilskud, herefter »MA«). Begge var ikke-bidragspligtige ydelser, som var uafhængige af den pågældendes indkomst- og formueforhold.

  4. Den 1. april blev DLA indført ved Disability Living Allowance and Disability Working Allowance Act 1991.

  5. DLA er også en ikke-bidragspligtig ydelse. Den er ikke betinget af uarbejdsdygtighed og ydes uafhængigt af indkomst- og formueforhold. Den består af to elementer: en ydelse, der udbetales til personer med behov for pleje, og som svarer til den tidligere AA, og en ydelse, der udbetales til bevægelseshæmmede, og som svarer til den tidligere MA. Plejeydelsen udbetales efter tre forskellige satser, alt efter arten af den pågældendes handicap og behovet for pleje, mens mobilitetsydelsen udbetales efter to forskellige satser, alt efter arten og omfanget af indskrænkningen af den pågældendes førlighed. Plejeydelsens to første satser svarer til de satser, AA blev udbetalt efter, og mobilitetsydelsens første sats svarer til den, MA blev udbetalt efter.

  6. Fra den 1. april 1992 blev allerede tilkendt AA - for så vidt angik ydelsesberettigede under 65 år - og MA konverteret til DLA, nemlig henholdsvis plejeydelse og mobilitetsydelse. Fra dette tidspunkt kunne der ikke længere tilkendes AA eller MA, idet personer over 65 år dog fortsat kunne tilkendes AA.

  7. På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen blev DLA udbetalt dels i henhold til section 71-76 i Social Security Contributions and Benefits Act 1992, dels i henhold til Social Security (Disability Living Allowance) Regulations 1991 (herefter »reglerne om DLA«).

  8. Section 71(6) i Social Security Contributions and Benefits Act 1992 bestemmer følgende:

    »En person er ikke berettiget til invalidepension, medmindre han opfylder de foreskrevne betingelser med hensyn til bopæl og ophold i Storbritannien«.

  9. Regulation 2(1) og (2) i reglerne om DLA bestemmer følgende:

    »1) Medmindre andet følger af nedenstående bestemmelser i denne ‘regulation‘, er betingelserne med hensyn til bopæl og ophold i Storbritannien med henblik på anvendelsen af [section 71(6) i Social Security Contributions and Benefits Act 1992] for enhver person på en bestemt dag, at den pågældende -

    1. på denne dag -

    2. har fast bopæl i Storbritannien og

        ii)    opholder sig i Storbritannien og

        iii)    har opholdt sig i Storbritannien i en periode på - eller i perioder, der sammenlagt udgør - mindst 26 uger ud af de 52 uger, der ligger umiddelbart forud for den pågældende dag, og

    ...

    2) Med henblik på anvendelsen af paragraph (1), (a), (ii) og (iii) skal en person, uanset at han ikke opholder sig i Storbritannien på en bestemt dag, betragtes, som om han opholdt sig i Storbritannien, såfremt hans fravær udelukkende skyldes, at han på denne dag

    ...

    d)    midlertidigt opholder sig uden for Storbritannien, og hans fravær, da det begyndte, skulle være midlertidigt og ikke har strakt sig over en sammenhængende periode på mere end 26 uger, eller

    e)    midlertidigt opholder sig uden for Storbritannien med det særlige formål at blive behandlet for en invaliditet eller et handicap, som opstod, før han forlod Storbritannien, og Secretary of State har fastslået, at det er foreneligt med den rette anvendelse af loven, at han, hvis ovennævnte betingelse i denne sub-paragraph er opfyldt, betragtes, som om han opholdt sig i Storbritannien«.

    Fællesskabsbestemmelserne


  10. Før den 1. juni 1992, hvor forordning nr. 1247/92 trådte i kraft, bestemtes det i artikel 4 i forordning nr. 1408/71:

    »1. Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

    ...

    b)    ydelser ved invaliditet, herunder ydelser, der tager sigte på at bevare eller forbedre erhvervsevnen;

    ...

    2. Denne forordning finder anvendelse på alle almindelige og særlige sociale sikringsordninger med eller uden bidragspligt ...

    ...

    4. Denne forordning finder hverken anvendelse på offentlig social og sundhedsmæssig forsorg ...«

  11. I artikel 5 i forordning nr. 1408/71 tilføjedes det:

    »Medlemsstaterne skal i erklæringer, der meddeles og offentliggøres i overensstemmelse med reglerne i artikel 97, angive deres lovgivning og ordninger, der omfattes af artikel 4, stk. 1 og 2 ...«

  12. Endelig bestemtes det i artikel 10 i forordning nr. 1408/71:

    »1. Kontantydelser ved invaliditet eller alderdom eller til efterladte, erstatning i anledning af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme samt ydelser ved dødsfald, hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, kan, medmindre andet er bestemt i denne forordning, ikke nedsættes, ændres, stilles i bero, inddrages eller beslaglægges som følge af, at den berettigede er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende ...«

  13. Ved forordning nr. 1247/92, som er udstedt i medfør af EØF-traktatens artikel 51 og 235, blev følgende bestemmelse indsat i artikel 4 i forordning nr. 1408/71 som stk. 2a:

    »2a. Denne forordning finder ligeledes anvendelse på særlige ikke-bidragspligtige ydelser, der er fastsat i en anden lovgivning eller ordning end dem, der er omhandlet i stk. 1 eller udelukket i henhold til stk. 4, når disse ydelser har til formål

    1. enten at dække de risici, der svarer til de i stk. 1, litra a)-h), omhandlede sikringsgrene, i stedet for eller som tillæg til andre ydelser

    2. eller udelukkende at sikre særlig beskyttelse af handicappede«.


  14. Parallelt hermed blev artikel 5 i forordning nr. 1408/71 ændret, således at medlemsstaternes erklæring i henhold til denne artikel også kom til at omfatte »de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige ydelser«. Det Forenede Kongerige har ikke afgivet nogen erklæring med hensyn til disse ydelser.

  15. Desuden blev der ved forordning nr. 1247/92 indsat en artikel 10a, hvori det hedder:

    »1. Uanset artikel 10 og afsnit III modtager de personer, som er omfattet af denne forordning, udelukkende de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, og i henhold til dennes lovgivning, såfremt disse ydelser er anført i bilag IIa. Ydelserne udredes af institutionen på bopælsstedet og på dennes bekostning.

    2. Institutionen i en medlemsstat, hvis lovgivning gør retten til de i stk. 1 omhandlede ydelser betinget af beskæftigelsesperioder, perioder med selvstændig beskæftigelse eller bopælsperioder, tager i fornødent omfang beskæftigelsesperioder, perioder med selvstændig beskæftigelse eller bopælsperioder, der er tilbragt i enhver anden medlemsstat, i betragtning, som om det drejede sig om perioder, der var tilbragt på førstnævnte medlemsstats område.

    3. Når lovgivningen i en medlemsstat gør retten til en i stk. 1 omhandlet ydelse, som tilkendes i form af en tillægsydelse, betinget af, at der oppebæres en af de i artikel 4, stk. 1, litra a)-h), omhandlede ydelser, og der ikke gøres krav på nogen ydelse af denne art efter den pågældende lovgivning, betragtes enhver tilsvarende ydelse, der tilkendes efter lovgivningen i en anden medlemsstat, som en ydelse, der tilkendes efter lovgivningen i førstnævnte medlemsstat, med henblik på tilkendelse af tillægsydelsen.

    4. Når lovgivningen i en medlemsstat gør retten til de i stk. 1 omhandlede ydelser til invalider eller handicappede betinget af, at invaliditeten eller handicappet første gang blev konstateret på denne medlemsstats område, anses denne betingelse for opfyldt, når invaliditeten eller handicappet første gang blev konstateret på en anden medlemsstats område«.

  16. DLA er anført i afsnit L (Det Forenede Kongerige), litra f), i bilag IIa til forordning nr. 1408/71.

    Hovedsagen

  17. Kelvin Snares har arbejdet som lønmodtager i Det Forenede Kongerige i 25 år og har i den forbindelse betalt bidrag til den sociale sikringsordning i denne stat. I april 1993 blev han i en alder af 39 år udsat for en alvorlig ulykke, som bevirkede, at han blev bevægelseshæmmet i alvorlig grad. Han ansøgte herefter om DLA, og ansøgningen blev anset for indgivet den 1. september 1993.

  18. Efter en vurdering af, i hvilket omfang Snares havde behov for pleje, og af hans førlighed, tilkendte Adjudication Officer ham med virkning fra den 1. september 1993 DLA bestående af plejeydelse efter den mellemste sats og mobilitetsydelse efter den højeste sats.

  19. Desuden fik Kelvin Snares i samme medlemsstat tilkendt ydelser ved invaliditet (som senere blev konverteret til ydelser ved uarbejdsdygtighed). Det står fast, at disse ydelser er bidragspligtige og som sådanne er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 10 i forordning nr. 1408/71.

  20. I november 1993 besluttede Kelvin Snares at bosætte sig på Tenerife, hvor hans nærmeste familie, bl.a. hans mor, bor, for at hun kunne passe ham. Kelvin Snares meddelte de britiske myndigheder, at hans fravær ikke var midlertidigt, og at han ville sælge sin faste ejendom i Det Forenede Kongerige.

  21. Den 6. januar 1994 traf Adjudication Officer afgørelse om, at Kelvin Snares fra afrejsetidspunktet den 13. november 1993 ikke var berettiget til DLA, og denne afgørelse blev efter fornyet prøvelse stadfæstet den 16. februar 1994.

  22. Kelvin Snares indbragte afgørelserne for Salisbury Social Security Appeal Tribunal, som den 21. juli 1994 stadfæstede dem og fastslog, at han ikke var berettiget til nogen af de ydelser, der indgår i DLA, så længe han var bosat på Tenerife. Sombegrundelse herfor anførte Salisbury Social Security Appeal Tribunal, at retsvirkningen af den ændring af forordning nr. 1408/71, der blev foretaget ved forordning nr. 1247/92 med virkning fra den 1. juni 1992, var, at der skulle ses bort fra de bestemmelser i fællesskabsretten, der gjorde det muligt for de ydelsesberettigede at modtage DLA, mens de boede i udlandet, og at den britiske lovgivning, hvorefter der gjaldt en bopælsbetingelse, derfor fuldt ud fandt anvendelse fra dette tidspunkt. For så vidt som Kelvin Snares' ret til den omtvistede ydelse opstod den 1. september 1993, og dermed efter at forordning nr. 1247/92 var trådt i kraft, havde han derfor ikke længere ret til DLA, efter at han havde forladt Det Forenede Kongerige, hverken efter britisk lovgivning eller efter fællesskabsretten.

  23. Formanden for Salisbury Social Security Appeal Tribunal gav Kelvin Snares tilladelse til at indbringe afgørelsen for Social Security Commissioner.

  24. Ifølge Social Security Commissioner står det fast, at Kelvin Snares fra den 13. november 1993 ikke længere opfyldte betingelserne i regulation 2(1) (a) (i) og (ii) i reglerne om DLA. Fra dette tidspunkt opholdt han sig faktisk ikke længere i Storbritannien, og han har erkendt, at han ikke længere havde fast bopæl der. Endvidere var han ikke omfattet af nogle af de i regulation 2(2) omhandlede tilfælde, hvori en person skal betragtes, som om han opholdt sig i Storbritannien. Endelig kunne hans fravær fra det tidspunkt, hvor han forlod Storbritannien, ikke betragtes som midlertidigt.

  25. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Kelvin Snares alligevel skal modtage DLA i medfør af forordning nr. 1408/71, har den forelæggende ret efter at have konstateret, at parterne i hovedsagen har gjort forskellige opfattelser gældende, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

    »1)    Følger det af ordlyden af artikel 4, stk. 2a, og artikel 10a i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71, som indsat ved Rådets forordning (EØF) nr. 1247/92 med virkning fra den 1. juni 1992, at anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 ikke længere omfatter en ydelse, der før den 1. juni 1992 ville være blevet anset for at være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 1, når der er tale om en person, der som følge af sin tidligere erhvervsmæssige beskæftigelse var eller havde været omfattet af vedkommende medlemsstats lovgivning om social sikring, således at en person, der efter den 1. juni 1992 bliver berettiget til en sådan ydelse efter lovgivningen i én medlemsstat, ikke kan støtte ret på bestemmelserne i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 med henblik på at anfægte en afgørelse om denne rets bortfald, som udelukkende begrundes med, at den pågældende har bopæl i en anden medlemsstat?

    2)    Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, ønskes det oplyst, om Rådets forordning (EØF) nr. 1247/92 er udstedt inden for rammerne af de beføjelser, der er tillagt Rådet i henhold til Rom-traktaten, navnlig traktatens artikel 51 og 235?«

  26. Ved kendelse af 24. maj 1996 er der meddelt Kelvin Snares fri proces.

    Det første spørgsmål

  27. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om artikel 10a i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 1247/92, sammenholdt med bilag IIa, skal fortolkes således, at den finder anvendelse på DLA, og at det derfor udelukkende er det koordineringssystem, der er indført ved artikel 10a, der gælder for den situation, en person som sagsøgeren i hovedsagen, som efter den 1. juni 1992, hvor forordning nr. 1247/92 trådte i kraft, opfylder betingelserne for at få tilkendt denne ydelse, befinder sig i.

  28. Indledningsvis bemærkes, at en person som Kelvin Snares falder ind under forordning nr. 1408/71's personelle anvendelsesområde, idet han som arbejdstager er omfattet af Det Forenede Kongeriges sociale sikringsordning.

  29. I medfør af artikel 10a i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 1247/92, modtager de personer, som er omfattet af forordningen, de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i henhold til de koordineringsregler, der er fastsat i forordningen, på betingelse af, at ydelserne er anført i bilag IIa. Dette er tilfældet, for så vidt angår DLA, som er nævnt i bilagets afsnit L (Det Forenede Kongerige), litra f).

  30. Det må antages, at den omstændighed, at fællesskabslovgiver nævner regler, som f.eks. reglerne om DLA, i bilag IIa til forordning nr. 1408/71, er et bevis for, at ydelser, der tilkendes i henhold til disse regler, er særlige ikke-bidragspligtige ydelser, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 10a i forordning nr. 1408/71 (jf. i denne retning bl.a. dom af 2.12.1964, sag 24/64, Dingemans, Sml. 1954-1964, s. 557; org. ref.: Rec. s. 1259, på s. 1275).

  31. Det fremgår endvidere af artikel 10a's ordlyd, at denne bestemmelse forudsætter, at de i bestemmelsen omhandlede ydelser desuden er omfattet af artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 1247/92.

  32. Under disse omstændigheder må en ydelse som DLA som følge af, at den er anført i bilag IIa, anses for udelukkende at være underlagt koordineringsreglerne i artikel 10a og dermed for at høre til de særlige ikke-bidragspligtige ydelser i artikel 4, stk. 2a's forstand.

  33. Denne fortolkning støttes af den tredje, fjerde, femte og sjette betragtning til forordning nr. 1247/92, hvoraf fremgår, at lovgiver havde til hensigt at indføre et særligt koordineringssystem, som tager hensyn til de særlige karakteristika ved visse ydelser, der både har lighedspunkter med den sociale forsorg og den sociale sikring, og som i henhold til Domstolens praksis var blevet betragtet som sociale sikringsydelser i forhold til arbejdstagere, som allerede var omfattet af den sociale sikringsordning i den stat, hvis lovgivning de påberåbte sig (jf. bl.a. dom af 20.6.1991, sag C-356/89, Newton, Sml. I, s. 3017). Som generaladvokaten har påvist i punkt 59-63 i sit forslag til afgørelse, er en ydelse som DLA en sådan ydelse.

  34. I modsætning til, hvad Kelvin Snares har gjort gældende, er den omstændighed, at Det Forenede Kongerige ikke har afgivet en særlig erklæring i henhold til artikel 5 i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 1247/92, hvori det bestemmes, at medlemsstaterne skal angive de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige ydelser, ikke til hinder for, at DLA kvalificeres som en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i sidstnævnte bestemmelses forstand.

  35. Det fremgår nemlig af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 27.1.1981, sag 70/80, Vigier, Sml. s. 229, præmis 15, af 11.6.1991, sag C-251/89, Athanasopoulos m.fl., Sml. I, s. 2797, præmis 28, og af 20.2.1997, forenede sager C-88/95, C-102/95 og C-103/95, Martínez Losada m.fl., Sml. I, s. 869, præmis 21), at den omstændighed, at en ordning ikke er angivet i en medlemsstats erklæring, ikke er afgørende i denne henseende og således ikke i sig selv beviser, at ordningen ikke falder ind under anvendelsesområdet for den pågældende bestemmelse.

  36. Endelig står det fast, at en person som Kelvin Snares, hvis handicap, som ligger til grund for udbetalingen af DLA, er opstået efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 1247/92, hvorved artikel 4, stk. 2a, og artikel 10a blev indsat i forordning nr. 1408/71, udelukkende er omfattet af de sidstnævnte bestemmelser og ikke kan påberåbe sig overgangsbestemmelserne i artikel 2 i forordning nr. 1247/92, hvorefter forordningen ikke kan bevirke, at personer, som allerede modtog ydelsen, inden forordningen trådte i kraft (stk. 1), eller opfyldte betingelserne for opnåelse af ydelsen (stk. 2), mister deres rettigheder.

  37. Herefter må det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 10a i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 1247/92, sammenholdt med bilag IIa, skal fortolkes således, at DLA er omfattet af artiklens anvendelsesområde og dermed er en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i den forstand, hvori udtrykket anvendes i forordningens artikel 4, stk. 2a, og at det derfor udelukkende er det koordineringssystem, der er indført ved artikel 10a, der gælder for den situation, en person som sagsøgeren i hovedsagen, som efter den 1. juni 1992, hvor forordning nr. 1247/92 trådte i kraft, opfylder betingelserne for at få tilkendt denne ydelse, befinder sig i.

    Det andet spørgsmål

  38. Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om forordning nr. 1247/92 er gyldig i henhold til artikel 51 og 235 i EØF-traktaten, nu EF-traktaten, for så vidt der i forordningen med hensyn til DLA ses bort fra princippet om ophævelse af bopælsbestemmelser i artikel 10 i forordning nr. 1408/71.

  39. Det bemærkes for det første, at det følger af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, at princippet om ophævelse af bopælsbestemmelser finder anvendelse, »medmindre andet er bestemt i denne forordning«. Således har fællesskabslovgiver bl.a. i artikel 69 i forordning nr. 1408/71 begrænset muligheden for at modtage ydelser ved arbejdsløshed i et andet land til en periode på tre måneder. I dommen af 19.6.1980 i de forenede sager 41/79, 121/79 og 796/79, Testa m.fl. (Sml. s. 1979, præmis 14), har Domstolen udtalt, at en sådan begrænsning ikke er i strid med traktatens artikel 51.

  40. Som det fremgår af præmis 28 og 33 i nærværende dom, ville en person i Kelvin Snares' situation, hvis det særlige koordineringssystem i forordning nr. 1247/92 ikke var blevet indført, have kunnet påberåbe sig princippet i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 om, at ydelser ved invaliditet kan »eksporteres«, med henblik på fortsat at modtage DLA.

  41. Det må imidlertid fremhæves, at Domstolen ved flere lejligheder med hensyn til særlige ikke-bidragspligtige ydelser af den type, hovedsagen drejer sig om, har understreget, at princippet om, at sociale sikringsydelser kan »eksporteres«, finder anvendelse, så længe fællesskabslovgiver ikke har vedtaget modstående bestemmelser (jf. bl.a. dom af 31.3.1977, sag 87/76, Bozzone, Sml. s. 687, af 5.5.1983, sag 139/82, Piscitello, Sml. s. 1427, præmis 16, af 24.2.1987, forenede sager 379/85, 380/85, 381/85 og 93/86, Giletti m.fl., Sml. s. 955, præmis 16, og af 12.7.1990, sag C-236/88, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 3163, præmis 16).

  42. For det andet bemærkes, at Domstolen allerede har anerkendt, at ydelser, der er snævert knyttet til det sociale miljø, kan tildeles under forudsætning af, at en betingelse om bopæl i den stat, hvor den kompetente institution er beliggende, er opfyldt (dom af 27.9.1988, sag 313/86, Lenoir, Sml. s. 5391, præmis 16).

  43. Som generaladvokaten har anført i punkt 85-88 i sit forslag til afgørelse, hører ydelser som DLA til den kategori af ydelser, som tilkendes efter regler, der står i nær forbindelse med en bestemt økonomisk og social sammenhæng.

  44. Den omstændighed, at en person, der befinder sig i samme situation som Kelvin Snares, i givet fald ikke opfylder de betingelser, som hans nye bopælsstat opstiller for tilkendelse af invaliditetsydelse, eller at han dér modtager et mindre beløb end han indtil da modtog i en anden medlemsstat, kan ikke føre til, at den ordning, der er indført ved artikel 10a i forordning nr. 1408/71, må anses for ugyldig.

  45. Det fremgår af Domstolens praksis (jf. bl.a. dommen i sagen Martínez Losada m.fl., præmis 43), at medlemsstaterne i mangel af harmonisering på socialsikringsområdet fortsat har kompetence til at fastlægge betingelserne for tilkendelse af sociale sikringsydelser, selv om de herved skærpes, blot de fastsatte betingelser ikke medfører nogen åbenlys eller skjult forskelsbehandling af EF-arbejdstagere.

  46. Desuden indeholder den ordning, der er indført ved artikel 10a i forordning nr. 1408/71, koordineringsregler, der - som det fremgår af den sjette betragtning til forordning nr. 1247/92 - netop skal beskytte vandrende arbejdstageres interesser i overensstemmelse med traktatens artikel 51.

  47. Således skal bopælsstaten i givet fald tage beskæftigelsesperioder, perioder med selvstændig beskæftigelse eller bopælsperioder, der er tilbragt i andre medlemsstater, i betragtning (stk. 2), betragte ydelser, der tilkendes efter lovgivningen i andre medlemsstater, som om de var tilkendt i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse, for så vidt angår retten til tillægsydelser (stk. 3), og tage hensyn til en invaliditet eller et handicap, der første gang er konstateret i en anden medlemsstat, som om invaliditeten eller handicappet første gang var konstateret i bopælsstaten (stk. 4).

  48. Desuden er retten til en ydelse ikke betinget af, at ansøgeren tidligere har været undergivet lovgivningen om social sikring i den stat, hvor han ansøger om ydelsen, hvorimod dette var tilfældet, før forordning nr. 1247/92 trådte i kraft (jf. bl.a. dommen i Newton-sagen).

  49. Herefter må det konkluderes, at det koordineringssystem, der er indført ved forordning nr. 1247/92, for så vidt det finder anvendelse på DLA, ikke er i modstrid med traktatens artikel 51 og i øvrigt heller ikke med traktatens artikel 235, da sidstnævnte bestemmelse blot har gjort det muligt ved forordningens udstedelse at udvide koordineringen af de sociale sikringsordninger til også at omfatte selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, skønt traktaten ikke indeholdt særlig hjemmel hertil.

  50. Det er endvidere korrekt, at en person i samme situation som Kelvin Snares vil kunne få afslag på opholdsret i en anden medlemsstat - i det konkrete tilfælde i hovedsagen Spanien - hvis han i modstrid med kravene i artikel 1 i Rådets direktiv 90/365/EØF af 28. juni 1990 om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet (EFT L 180, s. 28), ikke modtager invalide-, førtids- eller alderspension eller erstatning i anledning af en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, der er af en sådan størrelse, at han ikke under opholdet vil falde denne stats sociale system til byrde.

  51. Ikke desto mindre bemærkes, at når fællesskabslovgiver, som det er fastslået i nærværende dom, uden at tilsidesætte traktatens artikel 51 har kunnet bestemme, at særlige ikke-bidragspligtige ydelser som f.eks. DLA skal tilkendes efter lovgivningen i bopælsstaten og på dennes bekostning, kan denne konklusion ikke anfægtes med den begrundelse, at anvendelsen af denne regel kan bevirke, at den pågældendes indtægter falder. Dette forhold er nemlig - som anført i præmis 45 i nærværende dom - en følge af forskellene mellem de nationale socialesikringsordninger, når disse ikke er harmoniseret.

  52. Det andet spørgsmål må derfor besvares med, at gennemgangen af forordning nr. 1247/92, for så vidt der heri med hensyn til DLA ses bort fra princippet om ophævelse af bopælsbestemmelser i artikel 10 i forordning nr. 1408/71, intet har frembragt, der kan rejse tvivl om forordningens gyldighed.

    Sagens omkostninger

  53. De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, af den tyske, den spanske, den franske og den østrigske regering, af Rådet for Den Europæiske Union og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

    På grundlag af disse præmisser

    kender

    DOMSTOLEN

    vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Social Security Commissioner ved kendelse af 17. januar 1996, for ret:

    1. Artikel 10a i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EØF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, og som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1247/92 af 30. april 1992, sammenholdt med bilag IIa, skal fortolkes således, at »disability living allowance« er omfattet af artiklens anvendelsesområde og dermed er en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i den forstand, hvori udtrykket anvendes i forordningens artikel 4, stk. 2a, og at det derfor udelukkende er det koordineringssystem, der er indført ved artikel 10a, der gælder for den situation, en person som sagsøgeren i hovedsagen, som efter den 1. juni 1992, hvor forordning nr. 1247/92 trådte i kraft, opfylder betingelserne for at få tilkendt denne ydelse, befinder sig i.

    2. Gennemgangen af forordning nr. 1247/92, for så vidt som der heri med hensyn til »disability living allowance« ses bort fra princippet om ophævelse af bopælsbestemmelser i artikel 10 i forordning nr. 1408/71, har intet frembragt, der kan rejse tvivl om forordningens gyldighed.



Rodríguez Iglesias Gulmann Ragnemalm
Wathelet Mancini Moitinho de Almeida
Kapteyn Murray Edward Puissochet
Hirsch Jann Sevón

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. november 1997.

R. Grass

G.C. Rodríguez Iglesias

Justitssekretær

Præsident

1: Processprog: engelsk.