Language of document :

Sag anlagt den 26. juli 2023 – Europa-Kommissionen mod Republikken Bulgarien

(Sag C-479/23)

Processprog: bulgarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Ilkova og P. Messina, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Bulgarien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Bulgarien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 32, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/520 1 af 19. marts 2019 om interoperabilitet mellem elektroniske vejafgiftssystemer og fremme af udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger om manglende betaling af vejafgifter i Unionen, idet medlemsstaten ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

Republikken Bulgarien tilpligtes at betale et fast beløb, der svarer til det højeste af de to følgende beløb: i) en dagbod på 1 800 EUR ganget med antallet af dage fra dagen efter udløbet af den i direktivet fastsatte gennemførelsesfrist indtil det tidspunkt, hvor traktatbruddet er bragt til ophør, eller, såfremt traktatbruddet fortsætter, indtil datoen for afsigelse af dommen i denne sag, eller ii) et fast minimumsbeløb på 504 000 EUR.

Såfremt det i punkt 1 anførte traktatbrug fortsætter indtil datoen for afsigelse af dommen i denne sag, tilpligtes Republikken Bulgarien at betale Kommissionen en daglig tvangsbøde på 9 720 EUR fra datoen for afsigelse af dommen i denne sag, og så længe denne medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til dette direktiv.

Republikken Bulgarien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/520 af 19. marts 2019 om interoperabilitet mellem elektroniske vejafgiftssystemer og fremme af udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger om manglende betaling af vejafgifter i Unionen indeholder et regelsæt med henblik på at opnå interoperabilitet på området for vejafgift og til at fastlægge et retsgrundlag for udvekslingen på tværs af landegrænser af oplysninger vedrørende køretøjer og disses ejer eller indehaver, som ikke har betalt vejafgift i Unionen.

I henhold til direktivets artikel 32, stk. 1, skulle alle medlemsstater senest den 19. oktober 2021 have vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet. Derudover skulle medlemsstaterne straks meddele Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

Den 19. oktober 2021 tilsendte Kommissionen Republikken Bulgarien en åbningsskrivelse. Den 19. maj 2021 sendte Kommissionen en begrundet udtalelse til Republikken Bulgarien. På trods heraf har Republikken Bugarien indtil videre hverken truffet gennemførelsesforanstaltninger eller givet Kommissionen meddelelse herom.

____________

1 EUT 2019, L 91, s. 45.