Sag T-401/08

Säveltäjäin Tekijänoikeustoimisto Teosto ry

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – aftaler – ophavsret vedrørende offentlig fremførelse af musikværker via internettet, satellit og viderespredning pr. kabel – beslutning om, at der foreligger en overtrædelse af artikel 81 EF – opdeling af det geografiske marked – bilaterale aftaler mellem nationale forvaltningsselskaber – samordnet praksis, som udelukker muligheden for at udstede multiterritorie- og multirepertoirelicenser – bevis – uskyldsformodning«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 12. april 2013

1.      Karteller – konkurrencebegrænsning – gensidige repræsentationskontrakter mellem nationale forvaltningsselskaber – eksklusive medlemsklausuler for forvaltningsselskaberne i forbindelse med ophavsmændenes nationalitet – konkurrencebegrænsende formål – markedsopdeling – afskærmning af markedet – overtrædelser af særlig grov karakter – forbud

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.      Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering – sondring mellem overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål og overtrædelser med konkurrencebegrænsende virkning

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Karteller – konkurrencebegrænsning – gensidige repræsentationskontrakter mellem nationale forvaltningsselskaber – eksklusivitetsklausul for udstedelse af licenser på et bestemt område – konkurrencebegrænsende formål – markedsopdeling – afskærmning af markedet – forbud

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevis for overtrædelse påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

5.      EU-ret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – beslutning, der fastslår en overtrædelse, men ikke pålægger en bøde – anvendelse heraf

(Art. 81, stk. 1, EF; art. 6, stk. 2, EU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1)

6.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – de enkelte indiciers bevismæssige værdi – beviser, der alene bygger på virksomhedernes adfærd – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens – forpligtelser for Kommissionen, der anfægter troværdigheden af virksomhedernes forklaringer

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

7.      Karteller – forbud – aftaler med retsvirkning efter deres formelle gyldighedsperiode – anvendelse af artikel 81 EF

(Art. 81, stk. 1, EF)

8.      Karteller – samordnet praksis – parallel adfærd – formodning for samordning – grænser – nationale forvaltningsselskaber nægter brugere i en anden medlemsstat direkte adgang til deres repertoire – konkurrencebegrænsning

(Art. 81, stk. 1, EF)

9.      Annullationssøgsmål – domstolsprøvelse – afgrænsning af prøvelsen

(Art. 230 EF)

1.      En medlemsklausul i en standard gensidig repræsentationsaftale mellem forvaltningsselskaber, som tilsigter at give forvaltningsselskaberne mulighed for at opdele ophavsmændene mellem sig i forhold til nationalitet eller i det mindste at gøre det vanskeligere for en ophavsmand at få mulighed for at melde sig ind i et andet forvaltningsselskab end det, som er etableret i det land, han kommer fra, har et konkurrencebegrænsende formål.

Ved hjælp af denne klausul opdeler forvaltningsselskaberne markedet mellem sig og afskærmer det indre marked. Sådanne aftaler hører til den type aftaler, der i artikel 81, stk. 1, litra c), EF udtrykkeligt er erklæret uforenelige med det indre marked, og som skal anses for at indebære åbenlyse konkurrencebegrænsninger. Overtrædelser af denne type medfører en isolering af markederne, idet de tvinger parterne til at respektere særskilte markeder, der ofte er afgrænsede af nationale grænser, hvilket modvirker det væsentligste formål med traktaterne, nemlig integration af det indre marked.

(jf. præmis 61)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 62-65)

3.      Artikel 81, stk. 1, EF er ikke generelt til hinder for, at der indgås aftaler, som indeholder en form for eksklusivitetsklausuler.

En eksklusivitetsklausul i en standard gensidig repræsentationsaftale mellem forvaltningsselskaber, som tilsigter at give et enkelt forvaltningsselskab på et bestemt område eneret til at udstede licenser vedrørende et givent repertoire, hvorved der skabes et monopol til fordel for hvert forvaltningsselskab for udstedelse af licenser vedrørende brug af musikværker på det område, hvor selskabet er etableret, har imidlertid et konkurrencebegrænsende formål.

Klausulen udelukker i øvrigt ligeledes tildeling af direkte licenser, dvs. licenser, som alene dækker et forvaltningsselskabs eget repertoire til fremførelser på et andet forvaltningsselskabs nationale område. En sådan eksklusivitet betragtes som konkurrencebegrænsende.

(jf. præmis 72 og 73)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 87 og 137)

5.      På konkurrenceområdet skal, såfremt der hos EU-retsinstansen foreligger en tvivl, dette komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås. Retsinstansen kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvori der pålægges en bøde.

Der skal således tages hensyn til uskyldsformodningen, således som den bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 2, i menneskerettighedskonventionen, som indgår blandt de grundlæggende rettigheder, der i henhold til Domstolens retspraksis udgør generelle EU-retlige principper. Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og alvoren af de sanktioner, der kan knyttes hertil, finder uskyldsformodningen navnlig anvendelse på procedurer vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder.

Denne retspraksis, som er udviklet i forbindelse med sager, hvor Kommissionen havde pålagt en bøde, finder ligeledes anvendelse i et tilfælde, hvor den beslutning, som fastslår en overtrædelse, ikke i sidste ende medfører pålæggelsen af en bøde. Der skal i øvrigt tages hensyn til den ikke ubetydelige skade, som en fysisk eller juridisk persons omdømme kan lide som følge af, at det fastslås, at den pågældende har været involveret i en overtrædelse af konkurrencereglerne. Konstateringen af, at der foreligger en samordnet praksis, og kravet om at bringe denne til ophør har alvorlige konsekvenser for den pågældende virksomhed, såsom muligheden for at blive pålagt en tvangsbøde i medfør af artikel 24, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1/2003.

(jf. præmis 88-92)

6.      Det er på konkurrenceområdet nødvendigt, at Kommissionen baserer sig på præcise og samstemmende beviser, for at den kan fastslå, at der foreligger en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF. Imidlertid skal hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav.

Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende praksis og aftaler såvel som de sanktioner, der kan ifaldes ved at overtræde dette forbud, er almindeligt kendt, er det hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som en sådan praksis og sådanne aftaler indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, er disse derfor normalt kun brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne. At der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, må i de fleste tilfælde udledes af et antal sammentræf og indicier, der samlet betragtet, og i mangel af en anden sammenhængende forklaring, kan udgøre beviset for, at konkurrencereglerne er blevet overtrådt.

Når beviset for samordningen derimod ikke følger blot af konstateringen af en parallel adfærd på markedet, men af dokumenter, hvoraf det fremgår, at virksomhedernes praksis er resultatet af en samordning, påhviler det de berørte virksomheder ikke alene at give en påstået alternativ forklaring på de forhold, Kommissionen har konstateret, men at bestride eksistensen af disse forhold, som er bevist ved de af Kommissionen fremlagte dokumenter.

Når Kommissionens argumentation derimod hviler på den forudsætning, at der ikke kan være nogen anden forklaring på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, end at der foreligger en samordning mellem virksomhederne, er det på kartelområdet tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder godtgør, at der foreligger omstændigheder, der kan sætte de af Kommissionen konstaterede forhold i et andet lys og dermed give en anden forklaring på disse end den, der lægges til grund i Kommissionens beslutning.

Når Kommissionen i denne forbindelse påberåber sig visse eksempler for at rejse tvivl ved troværdigheden af den pågældende virksomheds synspunkt, har den bevisbyrden for, hvorfor disse eksempler er relevante. Kommissionen kan i øvrigt ikke kritisere den berørte virksomhed for ikke i tilstrækkelig grad at have præciseret sin forklaring, for så vidt som det er Kommissionen, der skal godtgøre overtrædelsen. Hvis Kommissionen således under den administrative procedure er af den opfattelse, at den pågældende virksomhed ikke har underbygget sin forklaring tilstrækkeligt, skal den fortsætte med at opklare sagen eller fastslå, at de berørte ikke har været i stand til at fremlægge tilstrækkelige oplysninger for at kunne undersøge, om der forelå troværdige forklaringer på de pågældende virksomheders parallelle adfærd.

Før det undersøges, om der findes andre forklaringer på den parallelle adfærd end samordningen, skal det undersøges, om Kommissionen har godtgjort, at der forelå en overtrædelse, ved beviser, som går videre end blot konstateringen af en parallel adfærd. Undersøgelsen af dette spørgsmål går således forud for spørgsmålet om velbegrundetheden af de andre forklaringer end samordningen, idet – hvis Retten kommer til den konklusion, at sådanne beviser er blevet fremlagt – sådanne forklaringer, selv hvis de var troværdige, ikke kunne rejse tvivl ved konstateringen af overtrædelsen.

(jf. præmis 93-97, 106 og 160)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 122)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 136)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 183)