Language of document :

Appel iværksat den 5. marts 2021 af Fakro sp. z o.o. til prøvelse af dom afsagt af Retten den 16. december 2020 i sag T-515/18, Fakro mod Kommissionen

(Sag C-149/21 P)

Processprog: polsk

Parter

Appellant: Fakro sp. z o.o. (ved radcy prawni A. Radkowiak-Macuda og Z. Kiedacz)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Republikken Polen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

den appellerede dom afsagt af Retten ophæves delvist, dvs. for så vidt angår domskonklusionens punkt 1.

Domstolen træffer endelig afgørelse, og Kommissionens afgørelse annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har med sit første anbringende, der kan inddeles i to led, gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 105, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 102 TEUF, idet den fastslog, at

Kommissionen ikke begik en åbenbar fejl ved at fastslå, at EU-interessen i en fortsat behandling af sagen var lav og ved afslå klagen på grund af lav prioritet. Dette anbringende kan inddeles i fire specifikke dele, hvorved det gøres gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at lægge til grund, at (i) Kommissionen ikke begik en åbenbar fejl ved at fastslå, at der kun var begrænset sandsynlighed for at godtgøre eksistensen af den påståede overtrædelse, (ii) Kommissionen ikke begik en åbenbar fejl ved at fastslå, at rækkevidden af de nødvendige undersøgelser var uforholdsmæssig i forhold til sandsynligheden for at kunne godtgøre den angivelige overtrædelse, (iii) Kommissionen ikke begik en åbenbar fejl ved ikke at vurdere indvirkningen af den angivelige overtrædelse på det indre markeds funktion, og at (iv) andre betingelser for vurderingen af Unionens interesse end de af Kommissionen vedtagne ikke kan anerkendes.

To distributionskanaler for tagvinduer (salg i investeringsøjemed og andre salg) udgør ikke ydelser af samme værdi.

Appellanten har inden for rammerne af sit andet anbringende, der kan inddeles i to led, gjort gældende, at Retten tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik (artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)), sammenholdt med princippet om retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, retten til adgang til effektive retsmidler for en domstol (chartrets artikel 47) og med artikel 102 TEUF, som følge af dens fejlagtige fortolkning, hvorved den fastslog, at

Sagsbehandlingstiden for Kommissionen eller den manglende afgørelse vedrørende realiteten ingen virkning havde på Fakros mulighed for at gøre sine grundlæggende rettigheder gældende

Der ikke forelå tilsidesættelse af princippet om upartiskhed fra Kommissionens side i sagen, og følgelig blev konstateringen af, at der ikke forelå en interesse for Unionen i det foreliggende tilfælde ikke støttet på diskriminerende betragtninger.

Appellanten har inden for rammerne af det tredje anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte princippet om den effektive virkning (effet utile) i artikel 102 TEUF, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, TEU, med artikel 105 TEU og med princippet om god forvaltningsskik og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, idet den fastslog, at Kommissionen ikke kun havde kompetence til at foretage undersøgelsen, at Kommissionen ikke havde pligt til at foretage en analyse af Fakros situation med hensyn til den faktiske mulighed for at gøre de rettigheder gældende, der er genstand for klagen for Kommissionen, mens Fakro for at gøre sine rettigheder gældende var tvunget til at indlede sager ved de nationale konkurrencemyndigheder samtidigt med sagen for Kommissionen og ved at tage retslige skridt i de medlemsstater, hvori de angivelige overtrædelser blev begået.

Appellanten har inden for rammerne af det fjerde anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 296 TEUF som følge af dens fejlagtige fortolkning og konstateringen af, at Kommissionen ikke tilsidesatte begrundelsespligten vedrørende »fighting brands« (kampmærker) og investeringsrabatter.

____________