Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 29. juni 2023 – LEGO Juris A/S mod »SZOTI« Ipari, Kereskedelmi és Szolgáltató Kft.

(Sag C-396/23, LEGO Juris)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Ansøger om toldmyndighedernes indgriben: LEGO Juris A/S

Indsiger mod toldmyndighedernes indgriben: »SZOTI« Ipari, Kereskedelmi és Szolgáltató Kft.

Præjudicielle spørgsmål

Er EU-retten til hinder for et kriterium i en medlemsstats retspraksis, hvorefter en uautoriseret brug af et varemærke kvalificeres som en krænkelse af et varemærke, der beskytter en fotorealistisk gengivelse af et af byggeelementerne i byggelegetøj, såsom den i hovedsagen omhandlede brug, der er kendetegnet ved den omstændighed, at der i det omtvistede modulopbyggede byggelegetøjs lukkede emballage kan findes en byggeklods (herefter »klods«), hvis form kan forveksles med gengivelsen af en klods, der er beskyttet af varemærket, samt en byggevejledning, der gengiver denne klods på en måde, der kan forveksles med varemærket, mens hverken gengivelsen af den af varemærket beskyttede klods eller et tegn, der kan forveksles hermed, optræder på ydersiden af byggelegetøjets lukkede emballage, eller kun optræder delvist, og ingen andre elementer af emballagen nævner varemærkeindehaveren?

Hvis ovennævnte brug af varemærket skal anses for at være en brug, over for hvilken varemærkeindehaveren kan gribe ind i henhold til artikel 10, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 1 af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, skal denne bestemmelse da forstås således, at varemærkeindehaveren kan kræve, at importen til det pågældende land af den vare, der udgøres af byggelegetøjet som helhed, afbrydes, og at denne vare i denne forbindelse tilbageholdes, selv om brugen af varemærket kun sker i forbindelse med en eller få klodser fra byggelegetøjet – der kan adskilles fra varen og teknisk set svarer til andre klodser – samt ved en gengivelse af disse klodser i byggevejledningen?

Såfremt EU-retten skal fortolkes således, at varemærkeindehaveren kan fremsætte krav med hensyn til varen som helhed, selv om brugen af varemærket kun sker i forbindelse med en eller få klodser fra byggelegetøjet – der kan adskilles fra varen og teknisk set svarer til andre klodser – samt ved en gengivelse af disse klodser i byggevejledningen, er anerkendelsen af en skønsbeføjelse hos domstolene, hvorefter en medlemsstats domstol ikke udsteder et forbud mod fortsat import af byggelegetøjet til landet og i denne henseende afslår anmodningen om foreløbige retsmidler med henblik på tilbageholdelse af byggelegetøjet, forenelig med EU-retten, idet der tages hensyn til den begrænsede karakter af en krænkelse, der kun berører en eller få klodser, der kan findes i en lukket emballage, krænkelsens mindre grove karakter og begrænsede omfang i forhold til varen som helhed og de interesser, der er forbundet med handel uden restriktioner med et byggelegetøj, der i vid udstrækning ikke kan rejses tvivl om?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16.12.2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT 2015, L 336, s. 1).