Language of document : ECLI:EU:C:2013:697

Sag C-85/12

LBI hf

mod

Kepler Capital Markets SA

og

Frédéric Giraux

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour de cassation (Frankrig))

»Præjudiciel forelæggelse – sanering og likvidation af kreditinstitutter – direktiv 2001/24/EF – artikel 3, 9 og 32 – akt fra den nationale lovgiver, hvorefter saneringsforanstaltninger gives en likvidationsprocedures retsvirkning – lovbestemmelse, der forbyder eller udsætter ethvert retsskridt mod et kreditinstitut efter et moratoriums ikrafttræden«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 24. oktober 2013

1.        Etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – kreditinstitutter – sanering og likvidation af kreditinstitutter – direktiv 2001/24 – anvendelsesområde – gensidig anerkendelse af de sanerings- og likvidationsforanstaltninger, som er truffet af administrative og retslige myndigheder – international bank- og finanskrise – retsakt fra lovgiveren, der tillægger saneringsforanstaltninger en likvidationsprocedures retsvirkninger, og som kun får retsvirkning gennem retsafgørelser – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24, art. 3 og 9)

2.        Præjudicielle spørgsmål – antagelse til realitetsbehandling – betingelser – spørgsmål, der har en forbindelse med realiteten i tvisten eller dens genstand

(Art. 267 TEUF)

3.        Etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – kreditinstitutter – sanering og likvidation af kreditinstitutter – direktiv 2001/24 – national lovgivning, der forbyder eller udsætter ethvert retsskridt mod et kreditinstitut, som er omfattet af et moratorium – retsvirkning over for retsbevarende foranstaltninger truffet i en anden medlemsstat – lovlig

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24, 30. betragtning og art. 32)

1.        Artikel 3 og 9 i direktiv 2001/24 om sanering og likvidation af kreditinstitutter skal fortolkes således, at sanerings- eller likvidationsforanstaltninger, der er vedtaget af lovgiver, og hvorefter finansieringsinstitutter, som er omfattet af et moratorium, bliver underlagt en ordning med en vis retsvirkning knyttet til en likvidationsprocedure, skal anses for foranstaltninger truffet af en administrativ eller retslig myndighed som omhandlet i disse artikler i direktiv 2001/24, for så vidt som de nævnte foranstaltninger, som har form af overgangsbestemmelser, kun får retsvirkning gennem de retsafgørelser, hvorved et kreditinstitut bevilges et moratorium.

Det er nemlig de sanerings- og likvidationsforanstaltninger, som træffes af de administrative og retslige myndigheder i hjemlandet, der er genstand for anerkendelse i medfør af direktiv 2001/24, og med den retsvirkning, som denne medlemsstats ret tillægger dem. De retsvirkninger, som sanerings- og likvidationsforanstaltninger truffet af de administrative og retslige myndigheder i hjemlandet kan have i Unionens øvrige medlemsstater, er således i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, andet afsnit, og artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2001/24 bestemt af hjemlandets ret. Direktivet er således ikke til hinder for, at denne medlemsstat, selv med tilbagevirkende kraft, ændrer den lovbestemte ordning, som finder anvendelse på sådanne foranstaltninger.

Som det i øvrigt fremgår af de samme bestemmelser, skal hjemlandets sanerings- og likvidationsforanstaltninger inden for rammerne af den ved direktiv 2001/24 indførte ordning uden videre anerkendes. Navnlig gør direktivet ikke anerkendelsen af sanerings- og likvidationsforanstaltningerne betinget af, at der kan anlægges søgsmål til prøvelse af disse. Tilsvarende fremgår det af nævnte artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i direktivet, at værtslandet heller ikke kan underlægge denne anerkendelse en betingelse, som eventuelt er fastsat i dets nationale retsorden.

(jf. præmis 28, 30, 38, 40 og 42 samt domskonkl. 1)

2.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 45 og 46)

3.        Artikel 32 i direktiv 2001/24 om sanering og likvidation af kreditinstitutter skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en national bestemmelse om finansieringsinstitutter, der forbød eller udsatte ethvert retsskridt mod et finansieringsinstitut fra det tidspunkt, hvor finansieringsinstituttet var omfattet af et moratorium, får retsvirkning over for retsbevarende foranstaltninger, der er truffet i en anden medlemsstat før vedtagelsen af moratoriet. Denne bestemmelse udgør en undtagelse fra den almindelige regel om, at saneringsforanstaltningernes eller likvidationsprocedurens retsvirkning afgøres efter hjemlandets lovgivning, og den skal fortolkes strengt.

Rækkevidden af denne bestemmelse belyses af 30. betragtning til direktiv 2001/24, hvori der sondres mellem verserende retssager og individuelle tvangsfuldbyrdelser. Der skal for så vidt angår fastlæggelsen af den lov, der finder anvendelse på retsvirkningen af saneringsforanstaltninger eller en likvidationsprocedure, derfor sondres mellem verserende retssager og individuelle tvangsfuldbyrdelser som følge af disse retssager, idet sidstnævnte foranstaltninger i overensstemmelse med hovedreglen i direktiv 2001/24 er underlagt hjemlandets lovgivning. Ordene verserende retssag omfatter nemlig kun behandlingen af sagens realitet.

Hvad angår de retsbevarende foranstaltninger, der har som virkning at fratage et kreditinstitut den frie rådighed over en del af dets aktivmasse i afventen af, at realiteten i en tvist mellem kreditinstituttet og en af dets kreditorer afgøres, udgør disse individuelle tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger. Det følger heraf, at sådanne retsbevarende foranstaltninger ikke er omfattet af artikel 32 i direktiv 2001/24, men afgøres efter hjemlandets lovgivning som lex concursus.

(jf. præmis 52-54, 56 og 58 samt domskonkl. 2)