Sag C-275/20
Europa-Kommissionen
mod
Rådet for Den Europæiske Union
Domstolens dom (Store Afdeling) af 1. marts 2022
»Annullationssøgsmål – afgørelse (EU) 2020/470 – forlængelse af rettighedsperioden for audiovisuelle samproduktioner som fastsat i artikel 5 i protokollen om kulturelt samarbejde til frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side – proceduremæssigt retsgrundlag – artikel 218, stk. 7, TEUF – gældende procedure og afstemningsregel«
1. Institutionernes retsakter – procedure for udarbejdelse – traktatbestemmelser – tvingende karakter – en institutions mulighed for at indføre afledte retsgrundlag – foreligger ikke
(jf. præmis 32)
2. Internationale aftaler – Unionens aftaler – ændringer – proceduremæssigt retsgrundlag – artikel 218, stk. 7, TEUF – forenklet procedure indført ved protokollen, der er knyttet som bilag til en frihandelsaftale – Rådets afgørelse, hvorved Kommissionen bemyndiges til at godkende en ændring af denne aftale og indføre skærpede afstemningsregler – tilsidesættelse af artikel 218 TEUF – fastlæggelse af gældende procedure og afstemningsregel
(Art. 218, stk. 7, TEUF, og art. 218, stk. 8, første afsnit, TEUF; Rådets afgørelse 2015/2169, art. 3, stk. 1, og afgørelse 2020/470)
(jf. præmis 33, 37-49 og 51)
3. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – opretholdelse af den anfægtede retsakts virkninger – begrundet i hensynet til retssikkerhed
(Art. 264, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 54-56)
Resumé
Rådets afgørelse 2020/470 (herefter »den anfægtede afgørelse«) (1) forlængede rettighedsperioden for audiovisuelle samproduktioner som fastsat i protokollen om kulturelt samarbejde (2) til frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (3) til den 30. juni 2023.
Denne protokol fastsætter, at disse samproduktioner har ret til at nyde godt af de respektive ordninger til fremme af lokalt og regionalt kulturelt indhold (herefter »den omhandlede ret«), som fornyes efter den oprindelige periode på tre år og derefter fornyes automatisk for yderligere følgende perioder af samme varighed, medmindre en part bringer retten til ophør ved skriftlig meddelelse mindst tre måneder før udløbet af den oprindelige eller følgende perioder (4).
Den anfægtede afgørelse blev vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 1, i afgørelse 2015/2169, hvorved frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (5) blev indgået. I henhold til denne bestemmelse underetter Europa-Kommissionen Republikken Korea om Unionens hensigt om ikke at forlænge anvendelsesperioden for den omhandlede ret, medmindre Rådet efter forslag fra Kommissionen og fire måneder før udløbet af denne anvendelsesperiode med enstemmighed beslutter at fortsætte anvendelsen af denne ret.
Kommissionen anlagde sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. Kommissionen fremsatte et enkelt anbringende om, at Rådet ved at støtte den anfægtede afgørelse på artikel 3, stk. 1, i afgørelse 2015/2169 ulovligt har anvendt et »afledt retsgrundlag«.
Domstolen (Store Afdeling) tog for første gang stilling til, hvilken procedure og afstemningsregel der gælder for den forenklede procedure med henblik på ændring af en af Unionens aftaler, som er fastsat i artikel 218, stk. 7, TEUF (6). Domstolen annullerede den anfægtede afgørelse, idet den fastslog, at den procedure, der er indført ved artikel 3, stk. 1, i afgørelse 2015/2169, og som er gennemført ved den anfægtede afgørelse, ikke er i overensstemmelse med artikel 218 TEUF, for så vidt som den kræver enstemmighed i Rådet, også selv om det med henblik på vedtagelsen af en intern regel på det område, der er omfattet af denne afgørelse, er reglen om afstemning med kvalificeret flertal, der finder anvendelse.
Domstolens bemærkninger
Indledningsvis bemærkede Domstolen, at det af sjette betragtning til afgørelse 2015/2169 (7) fremgår, at beslutningsproceduren i denne afgørelses artikel 3, stk. 1, har retsgrundlag i artikel 218, stk. 7, TEUF. Den undersøgte derfor spørgsmålet, om denne beslutningsprocedure, der er gennemført ved den anfægtede afgørelse, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 218, stk. 7, TEUF, og om den er i overensstemmelse med artikel 218 TEUF.
For det første bemærkede Domstolen først, at det fremgår af protokollens artikel 5, stk. 8, litra a) og b), at parterne i aftalen, og i forlængelse heraf parterne til protokollen, hvert tredje år efter en vurdering foretaget af »Udvalget for Kulturelt Samarbejde« skal foretage en vurdering af, om de har til hensigt at forny den omhandlede ret for en ny periode på tre år. Artikel 3, stk. 1, i afgørelse 2015/2169 fastsætter i denne henseende en intern EU-procedure, for så vidt som den giver Kommissionen beføjelse til at bringe den omhandlede ret til ophør ved udløbet af hver periode på tre år eller, såfremt den finder, at denne ret skal fornyes, at fremsætte et forslag herom i Rådet inden udløbet af hver periode. Den omstændighed, at denne ret ikke fornyes, indebærer, at en ret, der er indført ved protokollen, og som ellers i princippet stiltiende og automatisk forlænges hvert tredje år, ophæves. Denne procedure bemyndiger således Kommissionen til at vedtage afgørelser om ændring af denne protokol. Følgelig udgør artikel 3, stk. 1, i afgørelse 2015/2169 en bemyndigelse, som Rådet har tildelt Kommissionen i forbindelse med indgåelsen af aftalen og – i forlængelse heraf – af protokollen, til på Unionens vegne at godkende »ændringer af aftalen« som omhandlet i artikel 218, stk. 7, TEUF.
Dernæst bemærkede Domstolen, at protokollens artikel 5, stk. 8, litra a) og b), fastsætter en forenklet procedure, for så vidt som det er tilstrækkeligt til at bringe den omhandlede ret til ophør, at en part i aftalen gør dette ved skriftlig meddelelse mindst tre måneder før udløbet af den oprindelige eller følgende perioder, idet nævnte ret i modsat fald automatisk forlænges.
De regler, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i afgørelse 2015/2169, kan anses for at gøre brug af den mulighed for Rådet, der er fastsat i artikel 218, stk. 7, TEUF, til at knytte særlige betingelser til den bemyndigelse, der gives til Kommissionen, eftersom denne bestemmelse i afgørelse 2015/2169 pålægger Kommissionen – såfremt denne finder, at den omhandlede ret skal forlænges for en periode på tre år – at fremsætte et forslag herom til Rådet fire måneder før udløbet af den igangværende periode.
Det følger heraf, at den procedure, der er indført ved artikel 3, stk. 1, i afgørelse 2015/2169, og som er gennemført ved den anfægtede afgørelse, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 218, stk. 7, TEUF, således at denne afgørelse ikke skulle vedtages efter den procedure, der er fastsat i artikel 218, stk. 6, litra a), TEUF.
For det andet konstaterede Domstolen, at idet artikel 218, stk. 7, TEUF ikke fastsætter nogen afstemningsregel med henblik på Rådets vedtagelse af afgørelser, for hvilke Rådet inden for rammerne af den bemyndigelse, som det har tildelt Kommissionen på grundlag af denne bestemmelse, har bevaret sin kompetence, er det under henvisning til artikel 218, stk. 8, TEUF (8), at den afstemningsregel, der finder anvendelse, skal fastlægges i hvert enkelt tilfælde. Det fremgår af denne bestemmelse, at Rådet som hovedregel træffer afgørelse med kvalificeret flertal, og at det udelukkende er i de tilfælde, der er anført i bestemmelsens andet afsnit, at det træffer afgørelse med enstemmighed. Det første tilfælde, som er det eneste relevante i den foreliggende sag, hvor artikel 218, stk. 8, andet afsnit, TEUF kræver, at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, omhandler den situation, hvor aftalen vedrører et område, hvor der kræves enstemmighed ved vedtagelse af en EU-retsakt. Da den omhandlede ret ikke henhører under et sådant område, er den procedure, der er indført ved artikel 3, stk. 1, i afgørelse 2015/2169, ikke i overensstemmelse med artikel 218 TEUF, for så vidt som den kræver en sådan afstemning med enstemmighed. Den afstemningsregel, der finder anvendelse ved vedtagelsen af afgørelser såsom den anfægtede afgørelse, skal under disse omstændigheder således være den regel, der er fastsat i artikel 218, stk. 8, første afsnit, TEUF, dvs. en afstemning med kvalificeret flertal i Rådet.
Domstolen annullerede følgelig den anfægtede afgørelse. Af retssikkerhedsmæssige grunde besluttede Domstolen dog at opretholde virkningerne af den anfægtede afgørelse, indtil der er taget skridt til at afhjælpe de konstaterede annullationsgrunde.