Appel iværksat den 21. juli 2021 af Storhertugdømmet Luxembourg til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling) den 12. maj 2021 i de forenede sager T-516/10 og T-525/18, Storhertugdømmet Luxembourg og Engie Global LNG Holding m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-451/21 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Storhertugdømmet Luxembourg (ved A. Germeaux og T. Uri, som befuldmægtigede, og advokaterne D. Waelbroeck og J. Bracker)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Irland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets dom af 12. maj 2021 i de forenede sager T-516/18 og T-525/18, Luxembourg og Engie Global LNG Holding m.fl. mod Kommissionen ophæves.

Principalt træffes der endelig afgørelse vedrørende realiteten i henhold til artikel 61 i statutten for Domstolen, og der gives medhold i Storhertugdømmet Luxembourgs påstande i første instans, således at Kommissionens afgørelse (EU) 2019/421 af 20. juni 2018 om statsstøtte SA.44888 (2016/C) (ex 2016/NN) iværksat af Luxembourg til fordel for Engie (EUT 2019, L 78, s. 1) annulleres.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten.

Kommissionen tilpligtes at betale Storhertugdømmet Luxembourgs omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Storhertugdømmet Luxembourg har til støtte for appellen fremsat fire anbringender.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, for så vidt som Retten stadfæstede, at de omhandlede to sæt forhåndstilsagn tildelte en »selektiv« fordel på baggrund af en »snæver« referenceramme, som blev anvendt af Kommissionen. (i) Retten begik ved at fastslå, at der forelå en »snæver« referenceramme (nemlig reglerne i det luxembourgske selskabsskattesystem vedrørende skattefritagelse for indtægter fra kapitalandele og beskatning af udloddet overskud) flere retlige fejl. Den tilsluttede sig ikke kun en ufuldstændig og kunstigt begrænset referenceramme, men gengav også luxembourgsk ret på fejlagtig vis ved at tiltræde en contra legem-fortolkning af de omhandlede bestemmelser. Endvidere tilsluttede den appellerede dom sig en forskelsbehandling af grænseoverskridende transaktioner og rent nationale transaktioner, for så vidt som den udelukkede luxembourgske selskaber, der besad kapitalandele i selskaber i andre medlemsstater, fra referencerammen. (ii) Konstateringen af, at der forelå en undtagelse til den »snævre« referenceramme, var fejlagtig. Denne hvilede på en omskrivning af national ret og var i strid med Domstolens praksis vedrørende analysen af selektiviteten og navnlig den retspraksis, der foreskriver, at der skal påvises en forskelsbehandling i forhold til virksomheder, der befinder sig i en sammenlignelig situation.

Med det andet anbringende gøres gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, for så vidt som Retten stadfæstede, at der forelå en »selektiv« fordel som følge af den manglende anvendelighed af den luxembourgske bestemmelse på misbrug af rettigheder og subsidiært en tilsidesættelse af forordning (EU) 2015/1589 ¹ og retten til et forsvar. (i) Rettens retlige kvalifikation af »selektivitet« som følge af den manglende anvendelighed af den luxembourgske bestemmelse om misbrug af rettigheder hvilede på en fejlagtig forudsætning og på en urigtig gengivelse af national ret. I modsætning til, hvad Retten fastslog, ville anvendelsen af et »direkte« ZORA-lån således kunne have ført til det samme skattepligtige overskud. (ii) Rettens argumentation vedrørende fastlæggelsen af en referenceramme var behæftet med en lang række retlige fejl og begrundelsesmangler. (iii) Rettens argumentation vedrørende, at der forelå en undtagelse, var fejlagtig. Konstateringen af, at de nødvendige kriterier vedrørende anvendeligheden af bestemmelsen om misbrug af rettigheder var opfyldt i det foreliggende tilfælde, var støttet på den fejlagtige forudsætning, at anvendelsen af et »direkte« ZORA-lån ikke ville have ført til samme skattepligtige overskud. Den appellerede dom er også i strid med artikel 107 TEUF, for så vidt som den lægger til grund, at der foreligger et misbrug af rettigheder, og særligt som der mangler andre begrundelser end skattetekniske. Retten tilsidesatte også sin begrundelsespligt og undlod at foretage en fuldstændig undersøgelse af de faktiske omstændigheder, idet den så bort fra visse af disse, som bekræftede, at der ikke kunne fastslås et misbrug i henhold til luxembourgsk ret. Retten tilsidesatte endelig artikel 107 TEUF, for så vidt som den ikke godtgjorde, at der forelå en forskelsbehandling til fordel for Engie i forhold til andre virksomheder, der befandt sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation. (iv) Endelig subsidiært er den appellerede dom i strid med Storhertugdømmet Luxembourgs ret til forsvar.

Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 4 TEU og 5 TEU. Storhertugdømmet Luxembourg har gjort gældende, at den appellerede dom begrænsede de nationale skattemyndigheders autonomi inden for et område, der henhører under medlemsstaternes kompetence, hvorved artikel 4 TEU og 5 TEU og de principper, der regulerer fordelingen af kompetence mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union, således blev tilsidesat.

Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF, for så vidt som Retten ikke overholdt sin begrundelsespligt.

____________

¹     Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).