Language of document : ECLI:EU:T:2006:241

Sag T-6/05

DEF-TEC Defense Technology GmbH

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om figurmærket FIRST DEFENSE AEROSOL PEPPER PROJECTOR – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 40/94 – varemærkeindehaverens samtykke«

Sammendrag af dom

EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – varemærkeindehaverens samtykke til en registrering, der er ansøgt af en agent eller repræsentant i eget navn, foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 3)

Artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, der bestemmer, at hvis varemærkeindehaveren rejser indsigelse, er et varemærke udelukket fra registrering, såfremt varemærkeindehaverens agent eller repræsentant ansøger om registrering af varemærket i eget navn uden indehaverens samtykke, der skal være klart, præcist og ubetinget, har til formål at forhindre, at et varemærke misbruges af varemærkeindehaverens agent, idet agenten vil kunne udnytte det kendskab og de erfaringer, der er opnået i løbet af det forretningsmæssige forhold med den pågældende indehaver, og derved utilbørligt drage fordel af varemærkeindehaverens egne bestræbelser og investeringer.

I tilfælde af, at der sker en udskiftning af varemærkeindehaveren mellem det tidspunkt, hvor samtykket blev givet, og det tidspunkt, hvor ansøgningen om registrering af varemærket blev indgivet, påhviler det Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) at undersøge, om samtykket fortsat er gældende efter denne udskiftning, og om den nye indehaver på det tidspunkt, hvor ansøgningen om registrering af varemærket bliver indgivet, er bundet af dette samtykke.

(jf. præmis 38, 40, 49 og 50)