DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
9. juli 2015 (*)
»Appel – konkurrence – karteller – artikel 101 TEUF – EØS-aftalens artikel 53 – verdensmarkedet for skærme med flydende krystaller (LCD-skærme) – fastsættelse af priser – bøder – retningslinjer for beregningen af bøder (2006) – punkt 13 – fastlæggelse af afsætningens værdi i forbindelse med overtrædelsen – internt salg af det omhandlede produkt uden for EØS – hensyntagen til salg af færdige produkter, hvori det omhandlede produkt er integreret, til tredjeparter inden for EØS«
I sag C-231/14 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 8. maj 2014,
InnoLux Corp., tidligere Chimei InnoLux Corp., Miaoli County (Taiwan), ved avocat J.-F. Bellis og solicitor R. Burton,
appellant,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved A. Biolan, F. Ronkes Agerbeek og P. Van Nuffel, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne A. Ó Caoimh (refererende dommer), C. Toader, E. Jarašiūnas og C.G. Fernlund,
generaladvokat: M. Wathelet
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. februar 2015,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 30. april 2015,
afsagt følgende
Dom
1 Ved appelskrift har InnoLux Corp., tidligere Chimei InnoLux Corp. (herefter »InnoLux«), nedlagt påstand om delvis ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret, InnoLux mod Kommissionen (T-91/11, EU:T:2014:92, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten dels ændrede Kommissionens afgørelse K(2010) 8761 endelig af 8. december 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 [TEUF] og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (sag COMP/39.309 – LCD), hvoraf et resumé er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 7. oktober 2011 (EUT C 295, s. 8, herefter »den omtvistede afgørelse«), idet den fastsatte den bøde, som appellanten ved denne afgørelses artikel 2 var blevet pålagt, til 288 000 000 EUR, dels i øvrigt frifandt Kommissionen for appellantens påstand om delvis annullation af afgørelsen, for så vidt som den vedrører appellanten, og om nedsættelse af bøden.
Retsforskrifter
2 Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003 L 1, s. 1) bestemmer følgende i artikel 23, stk. 2 og 3:
»2. Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:
a) overtræder [artikel 101 TEUF] eller [102 TEUF] […]
[...]
Bøden kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår.
[...]
3. Ved fastlæggelse af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.«
3 Punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne for beregning af bøder«) bestemmer følgende under overskriften »Fastlæggelse af afsætningens værdi«:
»Med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb anvender Kommissionen værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte […] forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for [Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS)] […]«
Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse
4 Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse, således som de fremgår af den appellerede doms præmis 1-27, kan sammenfattes som følger.
5 Chi Mei Optoelectronics Corp. (herefter »CMO«) var et taiwansk selskab, der kontrollerede en verdensomspændende koncern, og som producerede flydende krystalskærme med aktiv matrix (»Liquid Crystal Displays«, herefter »LCD«).
6 Den 20. november 2009 indgik CMO en fusionsaftale med selskaberne InnoLux Display Corp. og TPO Displays Corp. I medfør af denne aftale ophørte TPO Displays Corp. og CMO med at eksistere fra den 18. marts 2010. Den overlevende retlige enhed skiftede selskabsnavn to gange, først fra InnoLux Display Corp. til Chimei InnoLux Corp. og endelig til InnoLux, der er appellanten i nærværende appel.
7 I foråret 2006 indgav det koreanske selskab Samsung Electronics Co. Ltd (herefter »Samsung«) en anmodning til Europa-Kommissionen om bødefritagelse i henhold til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3). Samsung anmeldte ved denne lejlighed eksistensen af et kartel vedrørende visse typer LCD blandt flere virksomheder, heriblandt appellanten.
8 Den 23. november 2006 indrømmede Kommissionen Samsung en betinget bødefritagelse i henhold til nævnte meddelelses punkt 15, mens den afviste at indrømme en sådan fritagelse til en anden deltager i kartellet, nemlig LG Display Co. Ltd (herefter »LGD«), der også er et koreansk selskab.
9 Den 27. maj 2009 indledte Kommissionen den administrative procedure og vedtog en klagepunktsmeddelelse, som blev fremsendt til 16 selskaber, herunder CMO og to europæiske datterselskaber, der er helejet af CMO, nemlig Chi Mei Optoelectronics BV og Chi Mei Optoelectronics UK Ltd. Klagepunktsmeddelelsen redegjorde bl.a. for grundene til, at disse to af CMO’s datterselskaber i overensstemmelse med Rettens praksis blev holdt solidarisk ansvarlige for de af CMO begåede overtrædelser.
10 Klagepunktsmeddelelsens modtagere har inden for de fastsatte frister skriftligt gjort Kommissionen bekendt med deres synspunkter vedrørende de indsigelser, der er rejst i forhold til dem. Derudover har flere af modtagerne, herunder appellanten, udøvet deres ret til at blive hørt mundtligt under retsmødet afholdt den 22. og 23. september 2009.
11 Ved en anmodning om oplysninger af 4. marts 2010 og ved skrivelse af 6. april 2010 blev parterne bl.a. opfordret til at fremlægge oplysninger om værdien af den afsætning, der skulle tages hensyn til ved beregningen af bøderne, og at fremlægge deres betragtninger herom. CMO besvarede denne skrivelse den 23. april 2010.
12 Den 8. december 2010 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse. Afgørelsen blev tilsendt seks af klagepunktsmeddelelsens 16 adressater, herunder appellanten, LGD og AU Optronics Corp. (herefter »AUO«). Appellantens datterselskaber var derimod ikke længere omhandlet.
13 Kommissionen fastslog i den omtvistede afgørelse, at der forelå et kartel mellem seks store internationale producenter af LCD, herunder appellanten, LGD og AUO, for så vidt angår de to følgende kategorier af disse produkter, der størrelsesmæssigt svarer til eller overstiger 12 tommer: LCD til informationsteknologi, såsom dem, som kompakte bærbare computere er udstyret med, samt computerskærme og LCD til fjernsyn (herefter samlet »de kartelomfattede LCD«).
14 Ifølge den omtvistede afgørelse udgjorde kartellet en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994 L 1, s. 3, herefter »EØS-aftalen«), som i hvert fald fandt sted fra den 5. oktober 2001 og frem til den 1. februar 2006. I denne periode afholdt karteldeltagerne flere multilaterale møder, som de kaldte »krystalmøder«. Disse møder havde et klart konkurrencebegrænsende formål, eftersom de gav deltagerne mulighed for bl.a. at fastsætte mindstepriser på kartelomfattede LCD, at drøfte deres prisfremskrivninger for at undgå, at de blev sænket, og at samordne prisforhøjelser samt produktionsniveauer. I løbet af overtrædelsesperioden mødtes karteldeltagerne ligeledes bilateralt og udvekslede ofte oplysninger om de emner, der blev behandlet under »krystalmøderne«. De traf endvidere foranstaltninger for at kontrollere, at de beslutninger, der blev truffet under disse møder, blev efterlevet.
15 Kommissionen anvendte retningslinjerne for beregning af bøder ved fastsættelsen af de bøder, der blev pålagt ved den omtvistede afgørelse. Kommissionen fastlagde, ved anvendelse af retningslinjerne for beregning af bøder, værdien af afsætningen af de kartelomfattede LCD, som direkte eller indirekte var berørt af overtrædelsen. Kommissionen fastlagde med henblik herpå de følgende tre kategorier af afsætning for karteldeltagerne:
– kategorien »direkte afsætning til EØS«, som omfatter afsætning af kartelomfattede LCD til en anden virksomhed inden for EØS
– kategorien »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter«, som omfatter afsætning inden for den koncern, som producenten er en del af, af kartelomfattede LCD, som er integreret i færdige produkter, der sælges til en anden virksomhed i EØS, og
– kategorien »indirekte afsætning«, som omfatter salg af kartelomfattede LCD til en anden virksomhed uden for EØS, som siden indbygger skærmene i sine færdige produkter, som den sælger i EØS.
16 Kommissionen fandt imidlertid, at den kunne begrænse sig til at tage hensyn til de to første kategorier nævnt i præmissen ovenfor, idet det ikke var nødvendigt at medtage den tredje kategori, for at de pålagte bøder kunne nå et tilstrækkeligt afskrækkende niveau.
17 Hvad angår appellanten afviste Kommissionen dennes indsigelser vedrørende de faktiske omstændigheder, bl.a. at værdien af den relevante afsætning skulle have været beregnet uden at tage hensyn til appellantens »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter«.
18 Kommissionen bekræftede desuden den fuldstændige bødefritagelse, som Samsung var blevet indrømmet i henhold til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager. Kommissionen fandt derimod ikke, at det af appellanten ydede samarbejde berettigede denne til en bødenedsættelse.
19 Under hensyntagen til bl.a. disse betragtninger pålagde Kommissionen ved den omtvistede afgørelses artikel 2 appellanten at betale en bøde på 300 000 000 EUR.
Den appellerede dom
20 Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 21. februar 2011 anlagde appellanten sag ved Retten med påstand om delvis annullation af den omtvistede afgørelse og nedsættelse af den bøde, appellanten var blevet pålagt i medfør af denne afgørelse.
21 Til støtte for søgsmålet anførte appellanten tre anbringender, hvor det første bl.a. vedrørte den omstændighed, at Kommissionen anvendte et retligt forkert begreb, nemlig begrebet »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter«, da den fastsatte værdien af den relevante afsætning med henblik på bødeberegningen, og det tredje vedrørte den omstændighed, at værdien af den relevante afsætning, som Kommissionen fastsatte for selskabet, med urette omfattede andre salg end salg af kartelomfattede LCD.
22 I den appellerede dom gav Retten appellanten medhold i sidstnævnte anbringende og nedsatte følgelig under udøvelse af sin fulde prøvelsesret appellantens bøde til 288 000 000 EUR. I øvrigt frifandt Retten Kommissionen.
Parternes påstande og retsforhandlingerne ved Domstolen
23 Appellanten har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves delvist, for så vidt som appellanten ikke blev givet medhold i sin påstand om delvis annullation af den omtvistede afgørelse.
– Den omtvistede afgørelse annulleres delvist, og Domstolen nedsætter under udøvelse af sin fulde prøvelsesret den bøde, appellanten er blevet pålagt.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger ved såvel Domstolen som Retten.
24 Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Om anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling
25 Efter generaladvokatens fremsættelse af forslag til afgørelse har Kommissionen ved dokument indgivet til Domstolens Justitskontor den 6. maj 2015 anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes. Til støtte for denne anmodning har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at det forslag til afgørelse, som generaladvokaten har fremsat, fordrejer visse af Kommissionens argumenter og bygger på afsnit i appelskriftet, som er vildledende og behæftet med faktiske fejl.
26 Indledningsvis bemærkes, at hverken statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller dennes procesreglement giver mulighed for, at parterne kan afgive indlæg som svar på generaladvokatens forslag til afgørelse (jf. dom Vnuk, C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
27 I henhold til artikel 252, stk. 2, TEUF skal generaladvokaten fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, som i henhold til statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver hans medvirken. Domstolen er hverken bundet af det forslag til afgørelse eller af den begrundelse, som generaladvokaten er fremkommet med (jf. dom Kommissionen mod Parker Hannifin Manufacturing og Parker-Hannifin, C-434/13 P, EU:C:2014:2456, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
28 En parts uenighed med generaladvokatens forslag til afgørelse, uanset hvilke spørgsmål der undersøges heri, kan derfor ikke i sig selv udgøre et forhold, som kan begrunde genåbning af den mundtlige forhandling (dom E.ON Energie mod Kommissionen, C-89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 62).
29 Domstolen kan imidlertid i henhold til procesreglementets artikel 83 til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Domstolen (dom Nordzucker, C-148/14, EU:C:2015:287, præmis 24).
30 Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag. Kommissionen har således, i lighed med appellanten, såvel under sagens skriftlige som mundtlige behandling fremført alle sine faktiske og retlige argumenter til støtte for sine påstande. Efter at have hørt generaladvokaten finder Domstolen derfor, at den råder over alle de oplysninger, der er nødvendige med henblik på at træffe afgørelse, og at disse oplysninger har været drøftet for den.
31 Henset til de ovenstående betragtninger finder Domstolen, at det er ufornødent at anordne genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.
Om appellen
32 Til støtte for appellen har appellanten anført to anbringender. Det første anbringende vedrører retlige fejl, for så vidt som Retten, idet den anvendte begrebet »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter«, ved beregningen af bøden i strid med artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 tog hensyn til de interne salg af de af overtrædelsen berørte produkter, som appellanten havde gennemført uden for EØS, alene på grund af den omstændighed, at disse produkter blev indarbejdet i færdige produkter med henblik på salg til uafhængige tredjeparter i EØS. Det andet anbringende vedrører retlige fejl, for så vidt som Retten tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet den anvendte nævnte begreb på alle vertikalt integrerede deltagere i kartellet.
Om det første anbringende vedrørende den omstændighed, at der ved beregningen af bøden blev taget hensyn til salg af færdige produkter, hvori de af overtrædelsen berørte produkter var indarbejdet
Parternes argumenter
33 For det første har appellanten foreholdt Retten, at den i strid med punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder medtog appellantens afsætning af færdige produkter inden for EØS som »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter« i værdien af den afsætning, som der blev taget hensyn til ved beregningen af bøden, selv om denne afsætning ikke er forbundet med overtrædelsen som omhandlet i denne bestemmelse.
34 Da den overtrædelse, der fastslås i den omtvistede afgørelse, kun omfatter LCD-skærme og ikke færdige produkter, hvori disse skærme er indarbejdet, er de eneste salg inden for EØS, som er forbundet med overtrædelsen som omhandlet i nævnte punkt 13, således ifølge appellanten de salg af LCD, som blev foretaget til tredjeparter, eller som blev leveret inden for koncernen til tilknyttede kunder. Selv om en LCD indgår i et færdigt produkt, er genstanden for salget ikke en LCD, der er beregnet til indarbejdning i et færdigt produkt, men det færdige produkt i sig selv. Der er således ikke blevet gennemført salg af færdige produkter på det marked, der er berørt af overtrædelsen. Afsætningen af færdige produkter inden for EØS kan følgelig ikke begrænse konkurrencen på markedet for LCD i EØS. Disse salg er således ikke omfattet af konstateringen af den overtrædelse, som fremgår af den omtvistede afgørelse.
35 Det er endvidere appellantens opfattelse, at Retten med urette foretog en sondring mellem interne leveringer foretaget af vertikalt integrerede deltagere i kartellet, alt efter om disse deltagere sammen med den køber, som de er forbundet med, udgør en enkelt virksomhed, som svarer til kategorien »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter«, eller om de ikke sammen med en sådan køber udgør en sådan enkelt virksomhed, hvilket svarer til kategorien »direkte afsætning til EØS«. Der er således intet i konstateringen af overtrædelsen, som begrunder en sådan sondring, idet denne konstatering omfatter salg inden for koncernen.
36 I denne henseende har appellanten gjort gældende, at det var med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 48 og 49 fandt, at Kommissionens valg om at tage hensyn til »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter« så meget desto mere var berettiget, eftersom det fremgår af beviserne, at den interne afsætning af kartelomfattede LCD til karteldeltagende virksomheder skete til priser, som var påvirket af kartellet, og at disse virksomheder vidste, at priserne på de kartelomfattede LCD påvirkede priserne på de færdige produkter, hvori de var integreret. Disse konstateringer omhandler nemlig alle deltagerne i kartellet. Sondringen mellem »reelle« interne salg, som kan tages i betragtning som sådanne ved beregningen af bøden, og salg, der ikke er »reelle«, som der kan ses bort fra, og som kan erstattes med »reelle« salg til tredjeparter af LCD-skærme, der er integreret i et færdigt produkt, er følgelig fuldstændig kunstig.
37 For det andet er det appellantens vurdering, at Kommissionen har tilsidesat Rettens praksis, som følger af dom Europa Carton mod Kommissionen (T-304/94, EU:T:1998:89), der blev bekræftet af Domstolen i dom Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), eftersom Kommissionen i stedet for at behandle intern afsætning på samme måde som salg til tredjeparter anvendte et andet kriterium på visse af modtagerne af den omtvistede afgørelse med henblik på at fastlægge stedet for deres interne salg.
38 I de tilfælde, hvor LCD blev solgt til tredjeparter, var det kriterium, som Kommissionen ifølge appellanten anvendte, leveringsstedet for LCD, der var beregnet til indarbejdning i færdige produkter, uanset hvor de færdige produkter blev solgt. Hvad angår interne leveringer af LCD foretaget af InnoLux henviste dette kriterium derimod til leveringsstedet for det færdige produkt, hvori LCD var indarbejdet, uanset hvor LCD var blevet indarbejdet i de færdige produkter. Kommissionen har således undergivet interne leveringer af LCD foretaget af visse vertikalt integrerede modtagere en forskellig behandling, der var mindre fordelagtig. Eftersom kartellet omfattede såvel interne salg som salg til tredjeparter, ville den korrekte anvendelse af dom Europa Carton mod Kommissionen (T-304/94, EU:T:1998:89) i realiteten bestå i en hensyntagen til alle LCD-leveringer foretaget af en hvilken som helst karteldeltager inden for EØS, hvad end disse leveringer blev foretaget inden for koncernen eller til tredjeparter.
39 For det tredje har appellanten gjort gældende, at det følger af dom Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen (C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 – C-129/85, EU:C:1993:120), at Den Europæiske Unions kompetence ikke omfatter ethvert salg foretaget inden for EØS, men alene salg af det omhandlede produkt gennemført i EØS, som henhører under den samordnede handling, der er genstand for konstateringen af overtrædelsen. I det foreliggende tilfælde vedrører overtrædelsen alene LCD og ikke efterfølgende færdige produkter, hvori LCD er integreret. Det er derfor med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 70 fandt, at dom Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen (C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 – C-129/85, EU:C:1993:120) gør det muligt at tage hensyn til interne LCD-leveringer foretaget af appellanten uden for EØS som følge af, at disse LCD’s integration i færdige produkter blev foretaget af selskaber, der hører under samme virksomhed, og til denne virksomheds salg af de færdige produkter inden for EØS.
40 Det er endvidere appellantens opfattelse, at Retten med sin udtalelse i den appellerede doms præmis 46, hvorefter salg af færdige produkter, hvori er integreret LCD, »var til skade for konkurrencen i EØS«, tilsidesatte det kriterium, der fremgår af dom Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen (C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 – C-129/85, EU:C:1993:120). Disse salg af færdige produkter blev nemlig ikke gennemført på den del af EØS-markedet, der var berørt af overtrædelsen. Disse salg kunne derfor pr. definition ikke begrænse konkurrencen på dette marked. Det er ikke tilstrækkeligt at identificere »afsætning med forbindelse til EØS« med henblik på at fastslå Unionens kompetence i medfør af kriteriet i dom Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen (C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 – C-129/85, EU:C:1993:120). Det skal derimod påvises, at der foreligger en sådan afsætning inden for EØS af det produkt, der er omfattet af overtrædelsen, dvs. LCD.
41 For det fjerde har appellanten anført, at det er i strid med præmis 33 i dom Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen (6/73 og 7/73, EU:C:1974:18) ikke at anse interne LCD-leveringer til produktionsanlæg i EØS, således som det var tilfældet for Samsung, for at være afsætning inden for EØS, når de færdige produkter, hvori LCD er integreret, sælges uden for EØS. Det synspunkt, hvorefter intern afsætning af LCD inden for EØS alene begrænser konkurrencen inden for EØS, såfremt det færdige produkt, hvori LCD er integreret, sælges inden for EØS, er forkert.
42 For det femte har appellanten gjort gældende, at det kriterium, som Kommissionen og Retten har anvendt med henblik på at fastlægge, hvor appellantens interne leveringer fandt sted, indebærer en risiko for sideløbende sanktioner og for kompetencekonflikter med andre konkurrencemyndigheder, for så vidt som det kan føre til, at den samme transaktion giver anledning til, at der på verdensplan konstateres en overtrædelse og pålægges sanktioner af flere forskellige konkurrencemyndigheder. Hvis Kommissionen i nærværende sag pålægger en bøde for en transaktion, som vedrører en komponent, der er blevet leveret uden for EØS, med den begrundelse, at et færdigt produkt, hvori denne komponent er integreret, er blevet solgt inden for EØS, kan den samme transaktion således sanktioneres både inden og uden for EØS.
43 Det er Kommissionens opfattelse, at det ræsonnement, som Retten anvendte til at forkaste appellantens argumentation, ikke var behæftet med retlige fejl. Det første anbringende er følgelig ugrundet. Det sidste argument, som er blevet fremført i forbindelse med det første anbringende, er i øvrigt nyt og kan dermed ikke antages til realitetsbehandling, eftersom det er blevet fremsat for første gang inden for rammerne af nærværende appel.
Domstolens bemærkninger
44 Med det første anbringende har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den i værdien af den afsætning, som der er blevet taget hensyn til ved beregningen af den bøde, som appellanten er blevet pålagt, som »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter« medtog appellantens salg inden for EØS af færdige produkter, som – efter at de kartelomfattede LCD var blevet indarbejdet heri – blev gennemført af appellantens datterselskaber, der er beliggende uden for EØS, og som er helejet af appellanten, selv om denne afsætning ikke er forbundet med overtrædelsen. Ved at anvende denne fremgangsmåde tilsidesatte Retten således både punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder og den relevante praksis fra Domstolen og Retten samt grænserne for Kommissionens territoriale kompetence.
45 Det bemærkes, at artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 bestemmer, at bøden for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke kan overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår.
46 Som Domstolen allerede har fastslået, skal Kommissionen i hvert enkelt tilfælde, og henset til sammenhængen og de formål, der forfølges med bødeordningen i nævnte forordning, vurdere den tilsigtede virkning på den pågældende virksomhed, særligt henset til en omsætning, der afspejler virksomhedens reelle økonomiske situation i den periode, i løbet af hvilken overtrædelsen blev begået (domme Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, C-76/06 P, EU:C:2007:326, præmis 25, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 53, og LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen, C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 49).
47 Ifølge Domstolens faste praksis kan der ved fastsættelsen af bødens størrelse tages hensyn dels til virksomhedens samlede omsætning, der giver et, ganske vist omtrentligt og ufuldstændigt, indtryk af virksomhedens størrelse og økonomiske styrke, dels til den del af denne omsætning, som vedrører de produkter, der er genstand for overtrædelsen, og som således kan give en indikation af overtrædelsens omfang (domme Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, 100/80-103/80, EU:C:1983:158, præmis 121, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 54, og LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen, C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 50).
48 Det fremgår af Domstolens praksis, at artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 giver Kommissionen en skønsmargen, men begrænser udøvelsen heraf ved at indføre objektive kriterier, som den skal respektere. For det første har den bøde, der kan pålægges en virksomhed, et beregneligt og absolut loft, således at den maksimale størrelse af den bøde, der kan pålægges en bestemt virksomhed, kan beregnes på forhånd. For det andet er udøvelsen af denne skønsbeføjelse ligeledes begrænset af de vejledende bestemmelser, som Kommissionen selv har pålagt sig i navnlig retningslinjerne for beregning af bøder (domme Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 55, og LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen, C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 51).
49 I henhold til punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder »[anvender Kommissionen] [m]ed henblik på at fastsætte bødens grundbeløb […] værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte […] forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for EØS«. Det præciseres i samme retningslinjers punkt 6, at »værdien af den afsætning, overtrædelsen omfatter, kombineret med overtrædelsens varighed anses for i tilstrækkelig grad at afspejle både overtrædelsens og de enkelte deltagende virksomheders økonomiske betydning«.
50 Punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder har således til formål ved beregningen af den bøde, der pålægges en virksomhed, at tage udgangspunkt i et beløb, der afspejler overtrædelsens økonomiske betydning og virksomhedens bidrag til denne overtrædelse (domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 76, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 57, og LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen, C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 53).
51 Begrebet afsætningens værdi i punkt 13 i retningslinjerne omfatter følgelig den afsætning, der er gennemført på det af overtrædelsen berørte marked inden for EØS, uden at det herved er nødvendigt at fastslå, om denne afsætning reelt var berørt af denne overtrædelse, eftersom den del af omsætningen, der hidrører fra afsætning af de produkter, som er genstand for overtrædelsen, er bedst egnet til at afspejle overtrædelsens økonomiske betydning (jf. i denne retning domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 75-78, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 57-59, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 148 og 149, og LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen, C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 53-58 og 64).
52 Som det fremgår af den appellerede doms præmis 73 og 90, er det i det foreliggende tilfælde ubestridt, at den del af appellantens afsætning, der med henblik på fastsættelsen af bøden blev taget i betragtning som »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter«, ikke blev gennemført på markedet for det produkt, der er berørt af overtrædelsen, i det foreliggende tilfælde markedet for kartelomfattede LCD, men på markedet for produkter, der adskiller sig fra disse LCD, nemlig på markedet for efterfølgende færdige produkter, hvori er indarbejdet kartelomfattede LCD, idet disse kartelomfattede LCD i et sådant tilfælde var blevet handlet internt uden for EØS mellem appellanten og dennes vertikalt integrerede datterselskaber.
53 Det fremgår imidlertid af den appellerede doms præmis 45, at afsætningen af de færdige produkter, hvori er integreret kartelomfattede LCD, ikke er blevet taget i betragtning med hensyn til deres samlede værdi, men udelukkende af den del af denne værdi, som kunne svare til værdien af kartelomfattede LCD, der er integreret i de færdige produkter, når sidstnævnte er blevet solgt af den virksomhed, hvorunder appellanten hører, til uafhængige tredjeparter i EØS. Denne konstatering er ikke blevet bestridt.
54 I modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, begik Retten ikke en retlig fejl ved bl.a. i den appellerede doms præmis 47 at fastslå, at Kommissionen kunne tage et sådant hensyn til afsætningen af færdige produkter ved beregningen af bøden.
55 Selv om begrebet »afsætningens værdi« som omhandlet i punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder ganske vist ikke kan udvides til at omfatte den del af den pågældende virksomheds afsætning, der på ingen måde falder ind under det påståede kartels anvendelsesområde (jf. domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 76, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 57, og LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen, C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 53), ville det være i strid med formålet med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, såfremt karteldeltagere, der er vertikalt integrerede, ved beregningen af bøden kunne få udelukket den del af afsætningen af deres færdige produkter, som er gennemført i EØS, og som svarer til værdien af de produkter, der er genstand for overtrædelsen, alene af den grund, at de har indarbejdet de produkter, som er genstand for overtrædelsen, i færdige produkter uden for EØS.
56 Som Retten i det væsentlige anførte i den appellerede doms præmis 71, og som Domstolen ligeledes har fastslået, kan vertikalt integrerede virksomheder nemlig i to forskellige henseender drage fordel af en horisontal aftale om prisfastsættelse, der er indgået i strid med artikel 101 TEUF, og dette ikke kun i forbindelse med salg til uafhængige tredjeparter på markedet for det produkt, som er genstand for overtrædelsen, men også på det efterfølgende marked for de forarbejdede produkter, der indeholder disse produkter. Enten overvælter disse virksomheder prisforhøjelserne for produktionsmaterialerne som følge af overtrædelsens genstand på prisen for de forarbejdede produkter, eller også overvælter de dem ikke, hvilket således vil give virksomhederne en omkostningsfordel i forhold til konkurrenterne, som køber de samme produktionsmaterialer på markedet for de produkter, som er genstand for overtrædelsen (dom Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 60).
57 Heraf følger, at det var med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 70 og 71 fastslog, at når en vertikalt integreret virksomhed indarbejder de produkter, som er genstand for overtrædelsen, i færdige produkter i sine produktionsenheder beliggende uden for EØS, kan denne virksomheds afsætning af disse færdige produkter til uafhængige tredjeparter inden for EØS påvirke konkurrencen på markedet for disse produkter, og en sådan overtrædelse kan dermed anses for at have haft indvirkning i EØS, selv om markedet for de pågældende færdige produkter udgør et særskilt marked i forhold til det marked, der er berørt af nævnte overtrædelse.
58 I denne henseende fastslog Retten endvidere i den appellerede doms præmis 48 og 49 dels, at det fremgår af beviserne i bl.a. 394. betragtning til den omtvistede afgørelse, som var ubestridt for Retten, at den interne afsætning af kartelomfattede LCD til karteldeltagende virksomheder skete til priser, som var påvirket heraf, dels, at det bl.a. følger af 92. og 93. betragtning til denne afgørelse, at karteldeltagerne vidste, at priserne på disse kartelomfattede LCD påvirkede prisen på de færdige produkter, hvori de var integreret.
59 Det bemærkes, at det ifølge Domstolens faste praksis alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de faktiske omstændigheder og i princippet til at bedømme de beviser, den har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Rettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt (dom E.ON Energie mod Kommissionen, C-89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).
60 Selv om appellanten til støtte for sit første anbringende således har gjort gældende, at de beviser, der er lagt til grund i den appellerede doms præmis 48 og 49, ikke kun omfatter de vertikalt integrerede virksomheder, med hensyn til hvilke Kommissionen har anvendt begrebet »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter«, men også andre karteldeltagere, eller endog dem alle, har appellanten derimod ikke foreholdt Retten at have gengivet disse beviser urigtigt.
61 Under disse omstændigheder var det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 46, 70 og 84 fastslog, at afsætningen af færdige produkter, selv om denne afsætning ikke fandt sted på markedet for det produkt, der var omfattet af overtrædelsen, ikke desto mindre havde fordrejet konkurrencen i EØS i strid med artikel 101 TEUF til skade for bl.a. forbrugerne. Retten begik således ikke en retlig fejl, da den navnlig i den appellerede doms præmis 47 og 87 fandt, at afsætningen af færdige produkter var forbundet med overtrædelsen i EØS som omhandlet i punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder.
62 Det bemærkes endvidere, at en udelukkelse af denne afsætning kunstigt vil nedtone den økonomiske betydning af den overtrædelse, der er begået af en bestemt virksomhed, eftersom den omstændighed, at det er udelukket at tage hensyn til sådan afsætning, der reelt var berørt af kartellet i EØS, i sig selv vil indebære, at der pålægges en bøde, som står i misforhold til det pågældende kartels anvendelsesområde på dette område (jf. analogt domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 77, Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen, C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 58, og LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen, C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 54).
63 Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 46, 47, 71 og 74, ville en manglende hensyntagen til værdien af denne afsætning navnlig føre til, at de vertikalt integrerede virksomheder – der som appellanten foretager en indarbejdning af en væsentlig del af de produkter, der er genstand for overtrædelsen, i deres produktionsenheder med hjemsted uden for EØS – nødvendigvis bliver begunstiget på uberettiget vis ved, at de gives mulighed for at undgå at blive pålagt en sanktion, der står i forhold til deres betydning på markedet for disse produkter og til deres adfærds skadelige virkning for konkurrencen i EØS.
64 I denne henseende kan det ikke foreholdes Retten, at denne har foretaget en sondring mellem salg, som er gennemført af karteldeltagerne, alt efter om disse udgjorde en enkelt virksomhed sammen med de selskaber, der foretog indarbejdningen af de af overtrædelsen berørte produkter i de færdige produkter.
65 Ifølge Domstolens faste praksis skal begrebet virksomhed i en konkurrenceretlig kontekst forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer (jf. bl.a. Hydrotherm Gerätebau, 170/83, EU:C:1984:271, præmis 11, og Arkema mod Kommissionen, C-520/09 P, EU:C:2011:619, præmis 37).
66 Som Retten med rette fastslog i den appellerede doms præmis 90, befinder karteldeltagere, der som appellanten og de produktionsenheder, der foretager indarbejdningen af de berørte produkter i de færdige produkter, udgør en enkelt virksomhed som omhandlet i artikel 101 TEUF, sig følgelig i en situation, som adskiller sig objektivt fra de karteldeltagere, som – i lighed med appellanterne i den sag, der gav anledning til dom LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 46 og 47) – i forhold til den virksomhed, der foretager denne indarbejdning, udgør en særskilt virksomhed som omhandlet i nævnte bestemmelse. Mens salget af de berørte produkter i det første tilfælde således er af intern karakter, gennemføres nævnte salg i det andet tilfælde hos uafhængige tredjemandsvirksomheder. Denne objektive forskel på situationerne begrunder derfor, at disse salg behandles forskelligt. Appellanterne har imidlertid ikke på nogen måde under denne appel bestridt de af Rettens betragtninger, der bl.a. er indeholdt i den appellerede doms præmis 70 og 90, vedrørende spørgsmålet, om de deltagende virksomheder i kartellet havde karakter af enkelte virksomheder eller ej.
67 Som appellanten har gjort gældende, har Domstolen ganske vist i dom Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 59) i en intern EØS-sammenhæng fastslået, at der med henblik på at fastlægge den værdi af de salg, der skal tages hensyn til ved beregningen af bøder, som pålægges for overtrædelse af artikel 101 TEUF, ikke er nogen grund til at sondre mellem disse salg, alt efter om de er foretaget til uafhængige tredjeparter eller til enheder, der tilhører den samme virksomhed.
68 I modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende under retsmødet for Domstolen, følger det imidlertid ikke af nævnte dom, at interne salg skal behandles på samme måde som salg til uafhængige tredjeparter, således at der, såfremt der for så vidt angår salg til uafhængige tredjeparter kun er taget hensyn til de salg, der er foretaget i EØS, på samme måde kun skal medregnes interne salg foretaget i EØS med henblik på beregningen af bøden.
69 Som Retten i det væsentlige fastslog i den appellerede doms præmis 73 og 74, følger det alene af dom Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), at værdien af den afsætning, der skal tages hensyn til ved beregningen af den bøde, der pålægges en vertikalt integreret virksomhed, i princippet skal omfatte al afsætning af det af overtrædelsen berørte produkt i EØS, herunder interne salg af dette produkt, som foretages inden for denne virksomhed.
70 I et tilfælde som det foreliggende, hvor de interne salg, som vedrører det af overtrædelsen berørte produkt, er blevet foretaget uden for EØS i en vertikalt integreret virksomhed, er der derimod intet til hinder for, at der med henblik på fastsættelse af den bøde, der skal pålægges en karteldeltager, som hører under denne virksomhed, tages hensyn til salg af færdige produkter, som er gennemført af denne virksomhed i EØS til uafhængige tredjeparter. Som det er anført i denne doms præmis 56, fremgår det derimod netop af præmis 60 i dom Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363), at disse salg i princippet skal tages i betragtning, eftersom de nødvendigvis var påvirket af overtrædelsen.
71 I denne henseende er de argumenter, som appellanten har fremført vedrørende Kommissionens territoriale kompetence, helt uden relevans.
72 Som Retten anførte i den appellerede doms præmis 58, følger det ganske vist af Domstolens praksis, at virksomheder, der har hjemsted uden for EØS, men som producerer varer, der sælges i EØS til tredjeparter, når de samordner deres priser over for deres kunder i EØS og iværksætter samordningen ved at sælge til de således koordinerede priser, deltager i en samordning, som har til formål og til følge at begrænse konkurrencen på det indre marked som omhandlet i artikel 101 TEUF, og at Kommissionen har territorial kompetence til at forfølge den (jf. i denne retning dom Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 – C-129/85, EU:C:1993:120, præmis 13 og 14).
73 I det foreliggende tilfælde er det imidlertid ubestridt, at Kommissionen havde kompetence til at anvende artikel 101 TEUF på det omhandlede kartel, eftersom deltagerne heri, herunder appellanten, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 42 og 66, iværksatte dette verdensomspændende kartel i EØS, idet kartellet på dette område foretog salg af det af overtrædelsen berørte produkt til uafhængige tredjeparter.
74 Nærværende appelanbringende vedrører derimod et særskilt spørgsmål, nemlig beregningen af den bøde, der skal pålægges appellanten for denne overtrædelse af artikel 101 TEUF. I denne henseende skal værdien af den afsætning, der skal tages hensyn til, for at denne bøde afspejler overtrædelsens økonomiske betydning og virksomhedens bidrag til denne overtrædelse, fastsættes i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 46-51. Som det fremgår af denne doms præmis 52-70, var det således med rette, at Retten fandt, at Kommissionen med henblik herpå i tilfælde, hvor de interne salg af det af overtrædelsen berørte produkt blev foretaget af appellanten uden for EØS, kunne tage hensyn til de salg af færdige produkter, som appellanten foretog i EØS til uafhængige tredjeparter.
75 Hvad i denne henseende angår appellantens påstand om, at en hensyntagen til disse salg ved beregningen af en bøde, der pålægges for overtrædelse af artikel 101 TEUF, kan medføre, at den samme konkurrencebegrænsende adfærd giver anledning til sideløbende sanktioner pålagt af konkurrencemyndigheder i tredjestater, bemærkes, at i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, kan denne påstand, henset til procesreglementets artikel 170, stk. 1, antages til realitetsbehandling i forbindelse med nærværende appel, eftersom den ikke ændrer tvistens genstand. Det er imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, at hverken princippet ne bis in idem eller noget andet retsprincip kan forpligte Kommissionen til at tage hensyn til strafforfølgning eller sanktioner, som en virksomhed er genstand for i tredjestater, således som Domstolen allerede har fastslået (jf. domme Showa Denko mod Kommissionen, C-289/04 P, EU:C:2006:431, præmis 52-58, SGL Carbon mod Kommissionen, C-308/04 P, EU:C:2006:433, præmis 28-34, og SGL Carbon mod Kommissionen, C-328/05 P, EU:C:2007:277, præmis 24-35).
76 Hvad angår appellantens argument, som bygger på præmis 33 i dom Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen (6/73 og 7/73, EU:C:1974:18), er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne dom er uden relevans i forbindelse med nærværende anbringende, eftersom nævnte dom – således som Retten med rette anførte i den appellerede doms præmis 87 – ikke vedrørte fastsættelse af en bøde pålagt for tilsidesættelse af konkurrencereglerne i EUF-traktaten, men betingelserne for anvendelse af forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling som fastsat i artikel 102 TEUF, navnlig betingelsen om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne.
77 Henset til de ovenstående betragtninger skal det første anbringende forkastes som ugrundet.
Om det andet anbringende vedrørende princippet om forbud mod forskelsbehandling
Parternes argumenter
78 For det første har appellanten gjort gældende, at den sondring, som Retten foretog mellem vertikalt integrerede virksomheder, alt efter om disse udgør en enkelt virksomhed sammen med tilknyttede enheder, ikke hviler på en relevant forskel. I dom LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (T-128/11, EU:T:2014:88) nævnte Retten således ikke den omstændighed, at de omhandlede salg blev gennemført i en enkelt virksomhed, med henblik på at forkaste argumentet om, at salget af LCD til appellantens moderselskaber skulle lades ude af betragtning i denne sag. Retten vurderede derimod i den appellerede doms præmis 89, at de omhandlede salg i realiteten var salg til tilknyttede enheder, som herved var omfattet af konstateringen af overtrædelsen alene af den grund, at salg inden for koncernen var omfattet af kartellet. Set fra dette synspunkt er der således ikke den mindste forskel mellem de leveringer inden for koncernen, som blev foretaget af sagsøgerne i den sag, der gav anledning til nævnte dom LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (T-128/11, EU:T:2014:88), og de leveringer inden for koncernen, som blev foretaget af appellanten, og som er omhandlet i nærværende sag.
79 Ifølge appellanten er denne sondring endvidere hverken objektiv eller sammenhængende. I præmis 140 i dom LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (T-128/11, EU:T:2014:88) præciserede Retten, at »[d]e helejede datterselskaber blev […] anset for at tilhøre den samme virksomhed som karteldeltagerne, mens selskaber med en aktieandel i de selskaber, der deltog i kartellet, ikke blev anset for moderselskaber, for så vidt som det ikke var påvist, at de betingelser, der er fastsat i retspraksis herfor, var opfyldt«. Logikken bag en sondring, der foretages mellem vertikalt integrerede selskaber, alt efter om de relevante salg foretages til tilknyttede datterselskaber eller til tilknyttede moderselskaber, er imidlertid vanskelig at forstå.
80 For det andet har appellanten anført, at Retten har begået en retlig fejl, idet den i den appellerede doms præmis 93 og 94 lagde legalitetsprincippet til grund med henblik på at forkaste appellantens argumenter vedrørende princippet om ligebehandling. Det følger således af dom Alliance One International og Standard Commercial Tobacco mod Kommissionen og Kommissionen mod Alliance One International m.fl. (C-628/10 P og C-14/11 P, EU:C:2012:479), at det kun er, såfremt en part anmoder om en ulovlig beregningsmetode af bøden, at legalitetsprincippet kan lægges til grund med henblik på at nægte parten at anvende denne. I det foreliggende tilfælde er appellanten imidlertid blevet frataget muligheden for at anvende en fuldstændig lovlig metode til beregning af bøden. Den metode, som blev anvendt på leveringer inden for LCD’s koncern foretaget af LGD og AUO, var således den metode, hvis korrekthed Retten og Domstolen har bekræftet i Rettens dom Europa Carton mod Kommissionen (T-304/94, EU:T:1998:89) og Domstolens dom KNP BT mod Kommissionen (C-248/98 P, EU:C:2000:625). Retten bekræftede på ny denne metodes lovlighed i dom LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (T-128/11, EU:T:2014:88) og modsiger dermed sig selv i den appellerede dom.
81 Kommissionen er af den opfattelse, at dette anbringende er ugrundet og derfor bør forkastes.
Domstolens bemærkninger
82 Da det andet anbringende i det væsentlige anfægter den sondring, som Retten foretog mellem karteldeltagerne, alt efter om disse udgjorde en enkelt virksomhed sammen med de selskaber, der foretog indarbejdningen af de af overtrædelsen berørte produkter i de færdige produkter, skal det forkastes som ugrundet af de samme grunde som dem, der er anført vedrørende det første anbringende i nærværende doms præmis 64-66.
83 For så vidt som det andet anbringende vedrører den appellerede doms præmis 93 og 94, skal det under alle omstændigheder forkastes som uvirksomt, eftersom det er rettet mod overflødige præmisser, som ikke kan føre til nævnte doms ophævelse (jf. bl.a. dom Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis).
84 Retten fandt således i den appellerede doms præmis 92, hvilket ikke er blevet anfægtet i forbindelse med nærværende appel, at selv hvis det måtte antages, at Kommissionen med urette undlod at anse LGD og AOU for at udgøre en enkelt virksomhed sammen med de selskaber, til hvilke de var forbundet, ville denne omstændighed ikke være til gavn for appellanten, eftersom disse angivelige fejl, selv hvis de skulle vise sig at foreligge, ikke godtgør, at begrebet »direkte afsætning til EØS ved hjælp af forarbejdede produkter« i sig selv er urigtigt, idet dette begreb er uafhængigt af de tilfælde, som det eventuelt er anvendt på. Da Retten forkastede appellantens argumentation herom, idet den ikke kunne antages til realitetsbehandling som følge af manglende søgsmålsinteresse, blev betragtningerne i den appellerede doms præmis 93 og 94 om, hvorvidt denne argumentation var begrundet, følgelig alene fremsat subsidiært, således som det i øvrigt fremgår af udtrykket »under alle omstændigheder«, hvormed disse præmisser indledes.
85 Henset til det ovenstående skal det første anbringende forkastes som dels ugrundet, dels uvirksomt.
86 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes i sin helhed.
Sagens omkostninger
87 I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
88 Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at InnoLux tilpligtes at betale sagens omkostninger, og InnoLux har tabt sagen, bør det pålægges selskabet at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):
1) Appellen forkastes.
2) InnoLux Corp. betaler sagens omkostninger.
Underskrifter