DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
16. juni 2016 (*)
»Appel – konkurrence – artikel 81 EF – karteller – markedet for calciumcarbidpulver og -granulater samt for granulater af magnesium i en væsentlig del af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde – prisfastsættelse, markedsopdeling og udveksling af oplysninger – et moderselskabs ansvar for de overtrædelser af konkurrencereglerne, der begås af dets datterselskaber – afgørende indflydelse udøvet af moderselskabet – afkræftelig formodning i tilfælde af ejerskab af 100% af selskabskapitalen – betingelsen om afkræftelse af denne formodning – tilsidesættelse af en udtrykkelig instruks«
I sag C-155/14 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 3. april 2014,
Evonik Degussa GmbH, Essen (Tyskland),
AlzChem AG, tidligere AlzChem Trostberg GmbH, Trostberg (Tyskland),
ved Rechtsanwälte C. Steinle og I. Bodenstein,
appellanter,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved G. Meessen og R. Sauer, som befuldmægtigede, bistået af Rechtsanwalt A. Böhlke,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
sammensat af formanden for Fjerde Afdeling, T. von Danwitz, som fungerende formand for Femte Afdeling, og dommerne D. Šváby (refererende dommer), A. Rosas, E. Juhász og C. Vajda,
generaladvokat: P. Mengozzi
justitssekretær: fuldmægtig L. Carrasco Marco,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. juni 2015,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 3. september 2015,
afsagt følgende
Dom
1 Med deres appelskrift har Evonik Degussa GmbH (herefter »Degussa«) og AlzChem AG, tidligere AlzChem Trostberg GmbH, nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 23. januar 2014, Evonik Degussa og AlzChem mod Kommissionen (T-391/09, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2014:22), hvorved Retten delvist frifandt Kommissionen for deres påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) endelig af 22. juli 2009 om en procedure efter artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.396 – calciumcarbid og magnesium baserede reagenser til stål- og gasindustrien) (herefter »den omtvistede beslutning«), for så vidt som denne beslutning vedrører dem, og den subsidiære påstand om ændring af den pågældende beslutning med henblik på dels annullation af den bøde, der blev pålagt dem, eller nedsættelse af bødens størrelse, dels pålæggelse over for SKW Stahl-Metallurgie GmbH (herefter »SKW«) af ansvar for hele den pågældende bøde solidarisk hæftende med appellanterne selv.
Retsforskrifter
2 Artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2003, L 1, s. 1) fastsætter reglerne for de bøder, der kan pålægges af Europa-Kommissionen i henhold til artikel 81 EF og 82 EF.
Sagens baggrund og den omtvistede beslutning
3 Tvistens baggrund er gengivet på følgende måde i den appellerede doms præmis 1-4:
»1 Med [den omtvistede beslutning] fastslog [Kommissionen], at hovedleverandørerne af calciumcarbid og magnesium til stål- og gasindustrien havde overtrådt artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) ved fra den 7. april 2004 til den 16. januar 2007 at have deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse. Overtrædelsen bestod i markedsopdeling, kvoteaftaler, kundeopdeling, prisfastsættelser og udveksling af følsomme forretningsoplysninger om priser, kunder og salgsmængder i EØS med undtagelse af Irland, Spanien, Portugal og Det Forenede Kongerige.
2 Proceduren blev indledt, efter at Akzo Nobel NV havde indgivet en anmodning om bødefritagelse som omhandlet i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002, C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen«).
3 Med [den omtvistede beslutnings] artikel 1, litra f), fastslog Kommissionen, at Degussa og AlzChem Hart GmbH (efterfølgende AlzChem Trostberg GmbH, derefter (AlzChem)) havde deltaget i overtrædelsen fra den 22. april til den 30. august 2004. Det fremgår af 226. og 227. betragtning til [den omtvistede beslutning], at disse to selskaber blev holdt ansvarlige for den omtvistede overtrædelse som følge af den omstændighed, at ansatte i SKW Stahl-Technik GmbH & Co. KG, hvis selskabsnavn i 2005 blev ændret til [SKW], havde deltaget direkte i denne overtrædelse. Ifølge 227., 228. og 235. betragtning til [den omtvistede beslutning] var SKW i den første del af perioden for selskabets deltagelse i kartellet et datterselskab, som var 100%-ejet af [appellanterne].
4 Med [den omtvistede beslutnings] artikel 2 pålagde Kommissionen [appellanterne] som følge af deres deltagelse i den omtvistede overtrædelse dels en bøde på 1,04 mio. EUR, idet den holdt dem som solidarisk ansvarlige med SKW for betalingen af denne bøde [artikel 2, litra g)], dels en bøde på 3,64 mio. EUR, for hvilken betaling de blev holdt solidarisk ansvarlige [artikel 2, litra h)].«
4 For så vidt angår perioden fra den 1. september 2004 til den 16. januar 2007, hvorunder SKW ikke længere var 100%-ejet af AlzChem og Degussa, men af SKW Stahl-Metallurgie Holding (herefter »SKW Holding«) og Arques Industrie AG, nu Gigaset AG, fastslog Kommissionen, at SKW, SKW Holding og Gigaset havde deltaget i og/eller skulle holdes ansvarlige for den omhandlede overtrædelse. Med den omtvistede beslutnings artikel 2, litra f), som ændret ved dom Gigaset mod Kommissionen (T-395/09, EU:T:2014:23), pålagde Kommissionen SKW og SKW Holding en bøde på 13 300 000 EUR til solidarisk hæftelse, og hvoraf en del, nemlig 12 300 000 EUR, ligeledes blev pålagt Gigaset, som blev holdt solidarisk ansvarlig for betalingen af dette sidstnævnte beløb.
Sagen for Retten og den appellerede dom
5 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. oktober 2009 nedlagde appellanterne principal påstand om annullation af den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører appellanterne, og subsidiær påstand dels om nedsættelse af størrelsen af de bøder, der blev pålagt dem i henhold til denne beslutnings artikel 2, litra g) og h), dels pålæggelse af ansvar for SKW for samtlige disse bøder, solidarisk hæftende med appellanterne selv.
6 Til støtte for deres søgsmål fremførte appellanterne en argumentation, der ikke var struktureret i anbringender, men som af Retten blev forstået som vedrørende for det første pålæggelse over for appellanterne selv af ansvar for den overtrædelse, der blev begået af deres datterselskab SKW, for det andet størrelsen af de bøder, der var blevet pålagt dem, for det tredje SKW’s solidariske ansvar for betalingen af disse bøder og for det fjerde den omtvistede beslutnings modstrid med dom af 3. marts 2011, Siemens og VA Tech Transmission & Distribution mod Kommissionen (T-122/07 – T-124/07, EU:T:2011:70), og der blev henvist til dette sidstnævnte klagepunkt i forbindelse med en anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse samt i retsmødet.
7 Retten gav ved den appellerede dom appellanterne delvist medhold. Domskonklusionen havde følgende ordlyd:
»1) [Den omtvistede beslutnings] artikel 2, litra g) og h) annulleres, for så vidt som den vedrører [Degussa] og [AlzChem], idet det imidlertid præciseres, at denne annullation ikke påvirker den frigørende virkning af enhver betaling, der foretages af den ene eller den anden af disse to virksomheder for den bøde, som de er pålagt solidarisk for den overtrædelse, der er fastslået i nævnte beslutnings artikel 1, litra f), med hensyn til [SKW], og den bøde, som sidstnævnte er pålagt i samme beslutnings artikel 2, litra g).
2) Der pålægges følgende bøder for den overtrædelse, der blev fastslået med hensyn til [Degussa] og AlzChem i [den omtvistede beslutnings] artikel 1, litra f):
– [Degussa] og AlzChem solidarisk: 2,49 mio. EUR, idet det præciseres, at Evonik Degussa og AlzChem anses for at have betalt denne bøde i forbindelse med det beløb, som [SKW] har indbetalt for den bøde, som denne virksomhed er pålagt i samme beslutnings artikel 2, litra f) og g)
– [Degussa], der er eneste ansvarlige for betaling af denne bøde, 1,24 mio. EUR.
3) I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.
4) [Degussa] og AlzChem bærer to tredjedele af deres egne omkostninger og betaler to tredjedele af [Kommissionens] omkostninger. Kommissionen bærer en tredjedel af sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af [Degussas] og AlzChems omkostninger.«
8 Det følger af denne dom, at de bøder, der blev pålagt de selskaber, som var en del af den økonomiske enhed, som var ejet af Degussa, moderselskabet, som følge af SKW’s deltagelse i den omhandlede overtrædelse for perioden fra den 22. april 2004 til den 30. august 2004 er følgende:
– for så vidt angår SKW: 1,04 mio. EUR i henhold til artikel 2, litra g), i den omtvistede beslutning
– for så vidt angår Degussa og AlzChem solidarisk: 2,49 mio. EUR, idet det præciseres, at disse to selskaber af Retten anses for at have betalt denne bøde i forbindelse med det beløb, som SKW har indbetalt for den bøde, som denne virksomhed er pålagt i samme beslutnings artikel 2, litra f) og g), for perioderne henholdsvis fra den 1. september 2004 til den 16. januar 2007 og fra den 22. april 2004 til den 30. august 2004, og
– for så vidt angår Degussa: 1,24 mio. EUR.
Parternes påstande i appelsagen
9 Degussa og AlzChem har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves i sin helhed, for så vidt som den vedrører appellanterne, og den omtvistede beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører appellanterne.
– Subsidiært nedsættes de bøder, der blev pålagt appellanterne i henhold til den omtvistede beslutnings artikel 2, litra g) og h).
– Mere subsidiært ændres den omtvistede beslutnings artikel 2, litra g) og h), derved, at SKW erklæres solidarisk ansvarlig for samtlige de bøder, appellanterne er blevet pålagt.
– Mest subsidiært ophæves den appellerede dom, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
10 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Appellen
11 Appellanterne har til støtte for appellen gjort fem anbringender gældende.
12 Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 81 EF, af princippet om personligt ansvar, uskyldsformodningen og skyldprincippet. Med deres andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten tilsidesatte deres ret til at blive hørt og artikel 296 TEUF, for så vidt som Retten ikke tiltrådte deres argumentation om, at den omtvistede beslutning var i strid med dom af 3. marts, Siemens og VA Tech Transmission & Distribution mod Kommissionen (T-122/07 – T-124/07, EU:T:2011:70). Deres tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse fra Rettens side af dens begrundelsespligt og af ligebehandlingsprincippet. Med deres fjerde anbringende, der er fremsat subsidiært, har appellanterne gjort gældende, at Retten tilsidesatte retssikkerhedsprincippet, princippet om ingen straf uden lov samt sin begrundelsespligt. Endelig vedrører deres femte anbringende, der ligeledes er fremsat subsidiært, en tilsidesættelse af artikel 81 EF, af deres ret til at blive hørt og af artikel 23 i forordning nr. 1/2003.
13 I forbindelse med den mundtlige forhandling har appellanterne frafaldet deres andet anbringende.
Det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 81 EF, princippet om personligt ansvar, uskyldsformodningen og skyldprincippet
Parternes argumenter
14 Med deres første anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 70-119, har appellanterne foreholdt Retten, at den har tilsidesat artikel 81 EF samt princippet om personligt ansvar, uskyldsformodningen og skyldprincippet, idet den opstillede for høje krav til afkræftelsen af formodningen for, at appellanterne selv faktisk havde udøvet en afgørende indflydelse på SKW, hvorved den tilsidesatte denne formodnings afkræftelige karakter.
15 For det første har appellanterne anfægtet Rettens afvisning i den appellerede doms præmis 102-107 af, at den pågældende formodning blev afkræftet, selv om appellanterne havde gjort gældende, at SKW deltog i det omtvistede kartel under åbenbar tilsidesættelse af de udtrykkelige instrukser, der er omhandlet i den appellerede doms præmis 91 og 102, idet det blev pålagt SKW’s enedirektør ikke at indgå aftaler med konkurrenter vedrørende afsvovlingsprodukter af råjern. Ifølge appellanterne beviser en sådan situation, at der ikke forelå faktisk udøvelse af væsentlig indflydelse på SKW.
16 Appellanterne har ligeledes kritiseret Retten for at have anset den i den appellerede doms præmis 107 omhandlede erklæring fra SKW’s salgsdirektør, afgivet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, om, at AlzChems direktør ikke rådede over midler til at sikre overholdelsen af disse instrukser, for uden relevans. En sådan erklæring er imidlertid bevis for, at der ikke forelå faktisk udøvelse af afgørende indflydelse fra ophavsmanden til den pågældende instruks på dennes adressat.
17 Appellanterne har endvidere gjort gældende, at det centrale element ved pålæggelsen af ansvar for en overtrædelse af artikel 81 EF ikke udelukkende er muligheden for at udøve afgørende indflydelse, men den faktiske udøvelse af afgørende indflydelse, hvilket bekræftes af præmis 62 i dom af 12. december 2007, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen (T-112/05, EU:T:2007:381). Retten har imidlertid ved adskillige lejligheder og navnlig for så vidt angår SKW’s omsætning, som der er henvist til i den appellerede doms præmis 108-113, stillet sig tilfreds med en hypotetisk indflydelse, der er støttet på spekulative elementer, og har ikke påvist, at appellanterne faktisk har udøvet en sådan afgørende indflydelse på dette sidstnævnte selskab.
18 Appellanterne har også foreholdt Retten, at den af en bedømmelse af en situation, der lå forud for overtrædelsesperioden, har udledt en konklusion, som angik denne periode, selv om appellanterne gjorde gældende, at de aldrig havde udøvet afgørende indflydelse. De har endvidere kritiseret Retten for at have begrænset sig til at foretage en bedømmelse af forholdene mellem appellanterne selv og SKW på baggrund af fordelingen af andelene og af medarbejdere på ledelsesniveau uden konkret at have undersøgt, om de faktisk udøvede en afgørende indflydelse på deres datterselskab.
19 For det andet har appellanterne kritiseret Retten for ikke at have fastslået, at appellanterne reelt ikke havde udøvet afgørende indflydelse på SKW, selv om dette sidstnævnte selskab udøvede sin virksomhed selvstændigt, mens appellanterne var optaget af at forestå en overdragelse af selskabet, og at beviser vidner om mistillid fra SKW’s side i forhold til dets moderselskaber, som det fremgår af den erklæring fra N., der er omhandlet i den appellerede doms præmis 105.
20 Navnlig foretog Retten en fejlagtig bedømmelse af bevisbyrden ved afkræftelsen af formodningen for faktisk udøvelse af afgørende indflydelse, idet den støttede sig på en eventuel teoretisk indflydelse fra appellanternes side på SKW og ikke på selskabets konkrete situation. Ifølge appellanterne påhvilede det dem ikke at godtgøre, at de ikke generelt kunne udøve afgørende indflydelse på SKW, men udelukkende, at de i det konkrete tilfælde reelt ikke havde udøvet en indflydelse af denne karakter. Retten støttede sig imidlertid i den appellerede doms præmis 82, 83, 88, 89, 93, 94-98 og 108-113 udelukkende på appellanternes teoretiske indflydelse på SKW.
21 Endelig har appellanterne gjort gældende, at Retten ved alene af det forhold, at der bestod en rapporteringsforpligtelse mellem SKW og Alzchem, at drage den slutning, at der forelå udøvelse af afgørende indflydelse, foretog en urigtig gengivelse af beviserne.
22 Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende skal afvises, for så vidt som appellanterne med anbringendet har anfægtet Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviser, der blev forelagt den. Under alle omstændigheder skal anbringendet ifølge Kommissionen forkastes som ugrundet.
Domstolens bemærkninger
– Formaliteten
23 Det bemærkes, at det ifølge Domstolens faste praksis alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de faktiske omstændigheder og i princippet til at bedømme de beviser, den har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det således alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne vurdering udgør ikke, medmindre beviserne er gengivet forkert, et retsspørgsmål, som er undergivet Domstolens prøvelsesret (dom af 20.1.2016, Toshiba Corporation mod Kommissionen, C-373/14 P, EU:C:2016:26, præmis 40). En sådan urigtig gengivelse skal endvidere fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 28.1.2016, Éditions Odile Jacob mod Kommissionen, C-514/14 P, EU:C:2016:55, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).
24 I det foreliggende tilfælde foretog Retten ikke, som anført af generaladvokaten i punkt 75 i forslaget til afgørelse, en urigtig gengivelse af de beviser, der blev forelagt den, da den i den appellerede doms præmis 87 fastslog, at pligten for SKW’s direktør til at fremsende regelmæssige rapporter til AlzChems direktør udgjorde et indicium til støtte for påstanden om, at sidstnævnte selskab udøvede afgørende indflydelse på førstnævnte selskabs afgørelser.
25 For så vidt som appellanterne har anfægtet Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder, herunder dem, som figurerer i den appellerede doms præmis 87 og 107, skal deres klagepunkter derfor afvises.
26 Derimod skal appellanternes klagepunkter antages til realitetsbehandling, for så vidt som appellanterne har anfægtet den metode, som Retten anvendte til at bedømme bevisværdien af de oplysninger, som appellanterne gav med henblik på at afkræfte formodningen for, at appellanterne har udøvet afgørende indflydelse på SKW, idet de har kritiseret Retten for at have fastslået, at det forhold, at det godtgøres, at et datterselskabs adfærd er i åbenbar modstrid med moderselskabets instrukser, ikke gør det muligt at afkræfte denne formodning, og for så vidt som de ligeledes har foreholdt Retten, at den har anvendt et for strengt kriterium, som indebar, at en sådan formodning ikke kunne afkræftes. Det spørgsmål, der rejses med disse klagepunkter, om, hvorvidt Retten har anvendt et korrekt retligt kriterium ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviserne, udgør således et retligt spørgsmål, som er underlagt Domstolens prøvelse i forbindelse med en appelsag (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Kommissionen mod Stichting Administratiekantoor Portielje, C-440/11 P, EU:C:2013:514, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
– Om realiteten
27 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast Domstolens faste praksis, at et moderselskab kan tilregnes adfærd udvist af et datterselskab, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, særligt henset til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to juridiske enheder. I en sådan situation, hvor moderselskabet og datterselskabet er en del af samme økonomiske enhed og således udgør én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, kan Kommissionen således rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Kommissionen m.fl. mod Versalis m.fl., C-93/13 P og C-123/13 P, EU:C:2015:150, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
28 Det følger af Domstolens faste praksis, at i det konkrete tilfælde, hvor moderselskabet direkte eller indirekte ejer hele eller størstedelen af kapitalen i det datterselskab, som har overtrådt de EU-retlige konkurrenceregler, foreligger der en afkræftelig formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk udøver en sådan indflydelse på sit datterselskab (dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis, og af 5.3.2015, Kommissionen m.fl. mod Versalis m.fl., C-93/13 P og C-123/13 P, EU:C:2015:150, præmis 41).
29 I en sådan situation er det tilstrækkeligt, at Kommissionen godtgør, at moderselskabet direkte eller indirekte besidder hele eller størstedelen af kapitalen i et datterselskab, for at antage, at den nævnte formodning er opfyldt. Af denne grund vil Kommissionen være i stand til at anse moderselskabet for ansvarlig for datterselskabets adfærd og holde det solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Kommissionen m.fl. mod Versalis m.fl., C-93/13 P og C-123/13 P, EU:C:2015:150, præmis 42 og 43 og den deri nævnte retspraksis).
30 Såfremt denne formodning består, som dette ikke er bestridt af appellanterne i det foreliggende tilfælde, indebærer en sådan formodning, medmindre den er afkræftet, at det anses for godtgjort, at moderselskabet faktisk har udøvet afgørende indflydelse på dets datterselskab, og Kommissionen er berettiget til at holde førstnævnte ansvarlig for sidstnævntes adfærd uden at skulle fremlægge yderligere bevis herfor.
31 Såfremt formodningen for en faktisk udøvelse af afgørende indflydelse består, påhviler det alene det moderselskab, der ejer hele eller størstedelen af kapitalen i sit datterselskab, at afkræfte denne.
32 For at afkræfte denne formodning skal et moderselskab inden for rammerne af et søgsmål til prøvelse af en afgørelse fra Kommissionen lade EU-retsinstansen vurdere alle forhold vedrørende de organisatoriske, økonomiske og retlige forbindelser mellem dette selskab og dets datterselskab, som er af en sådan art, at de kan påvise, at selskaberne ikke udgør en økonomisk enhed (jf. i denne retning dom af 20.1.2011, General Química m.fl. mod Kommissionen, C-90/09 P, EU:C:2011:21, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
33 Ved bedømmelsen af, om dette datterselskab frit bestemmer sin adfærd på markedet eller i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Kommissionen mod Stichting Administratiekantoor Portielje, C-440/11 P, EU:C:2013:514, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis), skal Unionens retsinstanser tage hensyn til alle relevante forhold, der kan variere efter de enkelte tilfælde, og som derfor ikke kan opregnes udtømmende (dom af 26.9.2013, The Dow Chemical Company mod Kommissionen, C-179/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:605, præmis 54).
34 I denne forbindelse tilkommer det Retten at foretage en bedømmelse af de faktiske omstændigheder i overtrædelsesperioden, men dog stadig med mulighed for at støtte sig på elementer, der vedrører en tidligere periode, for så vidt som den er i stand til at godtgøre relevansen af disse elementer for overtrædelsesperioden, og at den ikke automatisk overfører de konklusioner, der følger af bedømmelsen af elementer, der ligger forud for overtrædelsesperioden, til denne periode.
35 I det foreliggende tilfælde fremgår det af en samlet læsning af den appellerede doms præmis 100-107, at Retten foretog en bedømmelse, der var i overensstemmelse med disse krav.
36 Efter i den appellerede doms præmis 99 at have konkluderet, at appellanterne ikke havde godtgjort, at de forud for den 1. januar 2004 ikke faktisk udøvede en afgørende indflydelse på SKW’s handelspolitik, anførte Retten i dommens præmis 100, at det skulle efterprøves, om en lignende konstatering gjorde sig gældende for så vidt angår overtrædelsesperioden og mere generelt for perioden efter den 1. januar 2004. Inden for disse rammer anførte Retten i den appellerede doms præmis 106 og 107, at appellanternes oplysninger, som blev gengivet i dommens præmis 102-105, og som enten ikke blev anfægtet eller ikke gyldigt anfægtet i forbindelse med nærværende appel, ikke gjorde det muligt at godtgøre, at appellanterne i 2004 ikke længere faktisk udøvede en sådan indflydelse, hvilken bedømmelse, der, som anført i nærværende doms præmis 22, henhører under dens kompetence.
37 Det var følgelig uden at begå en fejl, at Retten kunne tage hensyn til situationen forud for den 1. januar 2004 med henblik på at forkaste appellanternes argumentation, hvormed disse hævdede at have afkræftet formodningen for deres faktiske udøvelse af afgørende indflydelse på SKW.
38 For så vidt som appellanterne har kritiseret Retten for bl.a. i den appellerede doms præmis 84-87, 88, 89, 93-98 og 108-113 fejlagtigt at have forkastet afkræftelsen af formodningen for appellanternes faktisk udøvelse af afgørende indflydelse på SKW ved at støtte sig på, at der forelå en potentiel eller teoretisk indflydelse, skal det konstateres, at dette klagepunkt hviler på en fejlagtig læsning af den appellerede dom og følgelig skal forkastes. I modsætning til det af appellanterne hævdede, fremgår det nemlig af denne dom, at Retten ikke støttede sig på, at der forelå potentiel eller teoretisk indflydelse fra appellanternes side på SKW, men blot fastslog, at deres argumenter ikke godtgjorde, at appellanterne ikke faktisk udøvede afgørende indflydelse på SKW, og at de følgelig ikke var tilstrækkelige til at afkræfte kapitalejerformodningen.
39 Hvad angår klagepunktet om Rettens afvisning af at tage hensyn til den omstændighed, at SKW deltog i den pågældende overtrædelse i åbenbar modstrid med appellanternes udtrykkelige instrukser som omhandlet i den appellerede doms præmis 106 og 107, bemærkes, som anført i denne doms præmis 32 og 33, at Unionens retsinstanser, når de undersøger, om formodningen for faktisk udøvelse af afgørende indflydelse er afkræftet, skal tage hensyn til samtlige beviser, som forelægges dem.
40 Inden for rammerne af denne samlede vurdering gælder, at selv om det forhold, at der foreligger en udtrykkelig instruks, der gives af et moderselskab til sit datterselskab, om ikke at deltage i konkurrencebegrænsende praksis på et givent marked, kan udgøre et indicium for en faktisk udøvelse af afgørende indflydelse af førstnævnte selskab på sidstnævnte selskab, kan den omstændighed, at denne sidstnævnte ikke efterkommer denne instruks, ikke af Retten, som i den appellerede doms præmis 90-92, anses for et indicium for faktisk udøvelse af en sådan indflydelse.
41 Den omstændighed, at et datterselskab ikke efterkommer en given instruks, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at moderselskabet ikke faktisk udøver afgørende indflydelse på datterselskabet, eftersom Domstolen har haft lejlighed til at præcisere, at det ikke er påkrævet for at godtgøre eksistensen af en bestemmende indflydelse, at datterselskabet følger alle moderselskabets instrukser, under forudsætning af, at den manglende efterkommelse af disse instrukser ikke er hovedreglen (jf. i denne retning dom af 24.6.2015, Fresh Del Monte Produce mod Kommissionen og Kommissionen mod Fresh Del Monte Produce, C-293/13 P og C-294/13 P, EU:C:2015:416, præmis 96 og 97).
42 Det var følgelig uden at begå retlige fejl, at Retten i den appellerede doms præmis 106 og 107 kunne fastslå, at appellanterne til trods for de instrukser, de gav SKW om ikke at deltage i konkurrencebegrænsende aftaler på de omhandlede markeder, ikke i tilstrækkelig grad havde ført bevis for, at de ikke i overtrædelsesperioden havde udøvet afgørende indflydelse på SKW.
43 Endelig har appellanterne kritiseret Retten for at have anvendt et alt for strengt kriterium, som bevirker, at formodningen for faktisk udøvelse af afgørende indflydelse bliver uafkræftelig.
44 I denne forbindelse har Domstolen allerede haft lejlighed til at præcisere, at den omstændighed, at det er vanskeligt at fremlægge de nødvendige beviser for at afkræfte en formodning, ikke i sig selv indebærer, at denne formodning er uafkræftelig, især ikke når de enheder, med hensyn til hvilke formodningen gælder, er bedst til selv at eftersøge disse beviser i deres egen aktivitetssfære (dom af 5.3.2015, Kommissionen m.fl. mod Versalis m.fl., C-93/13 P og C-123/13 P, EU:C:2015:150, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
45 Tilsvarende gør den omstændighed, at Retten inden for rammerne af bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviserne i nærværende sag fastslog, at appellanterne ikke havde afkræftet formodningen for en faktisk udøvelse af afgørende indflydelse, det ikke muligt at fastslå, at denne begik en retlig fejl ved at give denne formodning en uafkræftelig karakter.
46 Dette klagepunkt kan derfor ikke tages til følge.
47 Eftersom samtlige de klagepunkter, som appellanterne har fremsat, er blevet forkastet, og bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviserne henhører under Rettens kompetence, skal appellens første anbringende delvist afvises og delvist forkastes som ugrundet.
Det tredje anbringende om Rettens tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, appellanternes ret til at blive hørt og Rettens begrundelsespligt
Parternes argumenter
48 Med deres tredje anbringende, der vedrører den appellerede doms præmis 287-289, har appellanterne gjort gældende, at Retten ved ikke at nedsætte den bøde, der blev pålagt dem, tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, deres ret til at blive hørt og Rettens begrundelsespligt.
49 I denne forbindelse har de gjort gældende, at der findes to grunde til, at deres bøde bør nedsættes. For det første burde Retten have draget konsekvenserne af sin egen konstatering i den appellerede doms præmis 272-275, hvorefter Kommissionen i forbindelse med beregningen af SKW’s samlede solidariske ansvar med urette undlod at tage hensyn til det beløb, der er fastsat i punkt 25 i retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2), benævnt »adgangsgebyr«, og følgelig tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og de principper, der regulerer fastsættelse af bøder med solidarisk hæftelse.
50 For det andet har appellanterne gjort gældende, at Kommissionen, som det følger af dom af 23. januar 2014, SKW Stahl-Metallurgie Holding og SKW Stahl-Metallurgie mod Kommissionen (T-384/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:27), som vedrørte overtrædelsesperioden fra den 1. september 2004 til den 16. januar 2007, ikke skulle have foretaget en nedsættelse til fordel for SKW af dette selskabs bøde i henhold til samarbejdsmeddelelsen, eftersom den anmodning om bødenedsættelse, som appellanterne indgav, ikke gjaldt for SKW, og dette sidstnævnte selskab ikke havde indgivet en sådan anmodning i eget navn og for egen regning. Appellanterne har deraf konkluderet, at såfremt Kommissionen ikke havde begået disse fejl, ville den bøde, der blev pålagt SKW for første del af overtrædelsen vedrørende perioden fra den 22. april 2004 til den 30. august 2004, have været betydeligt større.
51 Ved ikke at nedsætte de bøder, der blev pålagt appellanterne, med henblik på at afhjælpe den ulovlige uforholdsmæssighed mellem de bøder, der blev pålagt appellanterne, og den bøde, der blev pålagt SKW i henhold til den omtvistede beslutnings artikel 2, litra g), tilsidesatte Retten ligebehandlingsprincippet, og dette gælder, selv om Retten i dom af 23. januar 2014, Gigaset mod Kommissionen (T-395/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:23), vedrørende et søgsmål rettet mod denne beslutnings artikel 2, litra g), i en lignende situation nedsatte størrelsen af den bøde, der var blevet pålagt Gigaset, SKW’s moderselskab, efter appellanternes overdragelse af selskabet, og som Kommissionen holdt ansvarlig for SKW’s adfærd for perioden fra den 1. september 2004 til den 16. januar 2007.
52 I denne forbindelse har appellanterne anført, at Retten i præmis 192 i dom af 23. januar 2014, Gigaset mod Kommissionen (T-395/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:23), efter at have anført, at »den omstændighed, at de forskellige situationer, som [Gigasets] og SKW befandt sig i, blev behandlet ens, indebar, at de blev pålagt en bøde af samme størrelse, selv om der skulle have været en forskel på en mio. EUR på størrelsen af de bøder, der blev pålagt disse to selskaber«, besluttede, at »nedsætte størrelsen af den bøde, der blev pålagt [Gigaset] i [den omtvistede beslutning], med henblik på at afhjælpe den forskelsbehandling, der blev fastslået til skade for [Gigaset]« under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret.
53 Endvidere tilsidesatte Retten ved ikke at besvare de argumenter, som den anså for fremført for sent, eftersom de var blevet påberåbt for første gang i replikken, og som vedrørte tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet, appellanternes ret til at blive hørt og Rettens begrundelsespligt. Appellanterne har nemlig forklaret, at de ikke var i stand til at påberåbe sig disse argumenter på et tidligere tidspunkt i sagen.
54 Kommissionen er af den opfattelse, at anbringendet skal afvises, for så vidt som det går ud over genstanden for sagen i første instans, og at det under alle omstændigheder er ugrundet.
Domstolens bemærkninger
55 Indledningsvis bemærkes, at en appellant er berettiget til at iværksætte en appel ved at fremsætte anbringender, der er afledt af den appellerede dom, og som på det retlige plan tilsigter at bestride dommens lovlighed (jf. i denne retning dom af 10.4.2014, Kommissionen m.fl. mod Siemens Österreich m.fl., C-231/11 P – C 233/11 P, EU:C:2014:256, præmis 102, samt dom af 10.4.2014, Areva m.fl. mod Kommissionen, C-247/11 P og C-253/11 P, EU:C:2014:257, præmis 118 og 170 og den deri nævnte retspraksis).
56 Det er imidlertid ubestridt, at appellanterne har gjort gældende, at Retten begik retlige fejl i forbindelse med den fornyede bedømmelse af størrelsen af de bøder, der blev pålagt dem, hvilken fornyet bedømmelse, som det fremgår af den appellerede doms præmis 269, Retten foretog under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret som omhandlet i artikel 261 TEUF.
57 Følgelig kan nærværende anbringende i modsætning til det af Kommissionen hævdede antages til realitetsbehandling.
58 Det følger i denne forbindelse af Domstolens faste praksis, at det ligebehandlingsprincip, som appellanterne har påberåbt sig, skal forenes med overholdelsen af legalitetsprincippet, ifølge hvilket ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre (jf. dom af 10.11.2011, The Rank Group, C-259/10 og C-260/10, EU:C:2011:719, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
59 For så vidt som appellanterne, som det fremgår af denne doms præmis 49 og 50, til fordel for dem selv påberåbte sig nogle angivelige uregelmæssigheder ved fastsættelsen af størrelsen af den bøde, der blev pålagt SKW, kan appellanterne følgelig under alle omstændigheder ikke påberåbe sig ligebehandlingsprincippet og dom af 23. januar 2014, Gigaset mod Kommissionen (T-395/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:23), med henblik på at anfægte størrelsen af de bøder, som Retten pålagde dem.
60 Endelig, og henset til det ovenstående, kan appellanternes klagepunkter vedrørende den tilsidesættelse dels af deres ret til at blive hørt, dels af begrundelsespligten, som fulgte af Rettens manglende behandling af deres argumentation vedrørende tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet, ikke tiltrædes, selv såfremt det anses for begrundet.
61 Følgelig skal det tredje anbringende forkastes som delvist irrelevant og delvist ugrundet.
Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om ingen straf uden lov samt begrundelsespligten
Parternes argumenter
62 Med deres fjerde anbringende, der er fremsat subsidiært og vedrører både den appellerede doms præmis 288 og punkt 2, første led, sidste punktum i denne doms konklusion, har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved ikke udtrykkeligt at angive, at en betaling fra SKW skulle have dobbelt frigørende virkning ikke kun i forhold til dem, men ligeledes i forhold til Gigaset, og de har tilføjet, at denne undladelse kan føre til, at Kommissionen i forbindelse med opkrævningen af de bøder, der blev pålagt appellanterne, anfægter den indfriende virkning til fordel for Gigaset af en eventuel betaling fra SKW. I denne forbindelse har appellanterne gjort gældende, at i tilfælde af, at Kommissionen skulle finde, at en betaling fra SKW kun har frigørende virkning i forhold til dem, og ikke i forhold til Gigaset, er de ikke i stand til at afgøre, hvilket beløb de i sidste ende skal betale, og den nationale ret, som tvisten eventuelt måtte være indbragt for, kan ikke tage stilling til dette spørgsmål.
63 Retten tilsidesatte hermed ikke kun det retssikkerhedsprincip, som finder anvendelse på solidarisk hæftelse for bøder, men ligeledes princippet om ingen straf uden lov, den begrundelsespligt, som Retten er underlagt, samt artikel 296 TEUF.
64 Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende er nyt og følgelig skal afvises og under alle omstændigheder er ugrundet.
Domstolens bemærkninger
65 Indledningsvis bemærkes, at appellanterne med nærværende anbringende, der vedrører både den appellerede doms præmis 288 og punkt 2, første led, sidste punktum, i dommens konklusion, har gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at de beløb, der eventuelt var blevet betalt af SKW for bøder, der blev pålagt selskabet i den omtvistede beslutnings artikel 2, litra f) og g), udelukkende havde frigørende virkning for appellanterne.
66 I henhold til Rettens faste praksis udgør søgsmålsinteresse en betingelse for en sags antagelse til realitetsbehandling, som skal bestå indtil det tidspunkt, hvor den retlige afgørelse træffes. En sådan interesse foreligger, så længe appellen med sit resultat kan tilføre den appellerende part en fordel (dom af 24.3.2011, Ferrero mod KHIM, C-552/09 P, EU:C:2011:177, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
67 En sådan betingelse for realitetsbehandling gælder såvel for appellen i sin helhed som for hvert enkelt af de anbringender, der påberåbes til støtte for appellen.
68 I det foreliggende tilfælde fastslog Retten, som anført af generaladvokaten i punkt 96 og 98 i forslaget til afgørelse, udtrykkeligt i den appellerede doms præmis 288 samt i punkt 2, første led, sidste punktum, i dommens konklusion, at SKW’s betalinger af beløb for bøder, der blev pålagt selskabet i den omtvistede beslutnings artikel 2, litra f) og g), har en indfriende virkning for de bøder, som appellanterne blev idømt. Nærværende anbringende svarer således i det væsentlige til at anmode Domstolen om til fordel for en tredjemand, i det foreliggende tilfælde Gigaset, at anerkende en indfriende virkning af sådanne betalinger, hvilket appellanterne ikke kan drage nogen fordel af.
69 Følgelig skal det fjerde appelanbringende afvises.
Det femte anbringende om en tilsidesættelse af artikel 81 EF, af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 samt af ligebehandlingsprincippet, appellanternes ret til at blive hørt og begrundelsespligten
Parternes argumenter
70 Med deres femte anbringende, der er fremsat subsidiært, og som vedrører både den appellerede doms præmis 288 og punkt 2, første led, i den appellerede doms konklusion, har appellanterne foreholdt Retten, at den tilsidesatte artikel 81 EF, artikel 23 i forordning nr. 1/2003 samt ligebehandlingsprincippet, retten til at blive hørt og begrundelsespligten i forbindelse med den fornyede bedømmelse af størrelsen af de bøder, der blev pålagt appellanterne, idet den fra den del af bøden, som blev anset for betalt af appellanterne i tilfælde af betaling fra SKW, fradrog den uretmæssige nedsættelse, som blev indrømmet appellanterne i henhold til samarbejdsmeddelelsen, og dette uden at have besvaret deres argumenter i den henseende.
71 Appellanterne har i denne forbindelse gjort gældende, at såfremt den bødenedsættelse, som SKW uretmæssigt nød godt af i henhold til den anmodning om bødenedsættelse, som appellanterne havde fremsat alene i forhold til dem selv og ikke i forhold til SKW, ikke var blevet indrømmet, ville andelen af den bøde, der blev pålagt appellanterne i punkt 2, første led, i den appellerede doms konklusion – dvs. 2,49 mio. EUR – for hvilket de af SKW foretagne betalinger har en indfriende virkning, have været højere og ville have beløbet sig til 3,47 mio. EUR. Det følger heraf, at Retten således til skade for appellanterne indirekte tog hensyn til den uretmæssige bødenedsættelse, som SKW nød godt af.
72 Appellanterne har derfor anmodet Domstolen om at fastsætte den frigørende virkning for Degussa af en betaling fra SKW til et beløb på 3,47 mio. EUR.
Domstolens bemærkninger
73 Med nærværende anbringende har appellanterne i det væsentlige kritiseret Retten for med hensyn til den bøde på 2,49 mio. EUR, som Retten pålagde dem solidarisk i punkt 2, første led, i den appellerede doms konklusion, at have fastsat den indfriende virkning for Degussa af en betaling foretaget af SKW for bøder, der blev pålagt dette sidstnævnte selskab i den omtvistede beslutnings artikel 2, litra f) og g), til et beløb på 2,49 mio. EUR og ikke på 3,47 mio. EUR.
74 I denne forbindelse bemærkes, at SKW i medfør af den mekanisme, der er forbundet med den bøde, som blev pålagt appellanterne solidarisk af Retten i punkt 2, første led, i den appellerede doms konklusion, som følge af de betalinger, der blev foretaget for de bøder, selskabet blev pålagt ansvar for i den omtvistede beslutnings artikel 2, litra f) og g), allerede kan have frigørende virkning for appellanterne for den samlede bøde på det beløb på 2,49 mio. EUR, der blev pålagt dem solidarisk.
75 Som anført af generaladvokaten i punkt 106 i forslaget til afgørelse, kan SKW imidlertid ikke være forpligtet til, end ikke delvist, at betale det beløb på 1,24 mio. EUR, som blev fastsat i punkt 2, andet led, i den appellerede doms konklusion. Som det fremgår af denne doms præmis 289 og af punkt 2, andet led, i dommens konklusion, der ikke er blevet anfægtet i forbindelse med denne appel, blev dette beløb udelukkende pålagt Degussa som følge af gentagne overtrædelser og påvirkes følgelig ikke af de betalinger, der eventuelt måtte være foretaget af SKW vedrørende en bøde, der er pålagt dette selskab.
76 Følgelig skal det femte anbringende forkastes.
77 Dermed bør appellen forkastes i det hele.
Sagens omkostninger
78 Det bestemmes i artikel 184 stk. 2, i Domstolens procesreglement, at såfremt appellanten ikke gives medhold, træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger.
79 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
80 Da Degussa og AlzChem har tabt sagen, og da Kommissionen har nedlagt påstand om, at selskaberne tilpligtes at betale sagens omkostninger, bærer selskaberne deres egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Kommissionen.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):
1) Appellen forkastes.
2) Evonik Degussa GmbH og AlzChem AG bærer deres egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Europa-Kommissionen.
Underskrifter