DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)
21. september 2017 (*)
»Appel – karteller – italienske producenter af rundt armeringstål – fastsættelse af priser samt begrænsning af og kontrol med produktionen og afsætningen – overtrædelse af artikel 65 KS – Den Europæiske Unions Rets annullation af den oprindelige beslutning – beslutning genvedtaget på grundlag af forordning (EF) nr. 1/2003 – ingen udstedelse af en ny klagepunktsmeddelelse – ingen mundtlig høring efter annullationen af den oprindelige beslutning– forsinkelser i forbindelse med sagen for Retten«
I sag C-85/15 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 19. februar 2015,
Feralpi Holding SpA, Brescia (Italien), ved avvocati G.M. Roberti og I. Perego,
appellant,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved L. Malferrari og P. Rossi, som befuldmægtigede, bistået af avvocato M. Moretto, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Niende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, E. Juhász, og dommerne C. Vajda (refererende dommer) og C. Lycourgos,
generaladvokat: N. Wahl,
justitssekretær: fuldmægtig V. Giacobbo-Peyronnel,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. oktober 2016,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. december 2016,
afsagt følgende
Dom
1 Med sit appelskrift har Feralpi Holding SpA (herefter »Feralpi«) nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 9. december 2014, Feralpi mod Kommissionen (T-70/10, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2014:1031), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som dette selskab havde anlagt med påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30. september 2009 om tilsidesættelse af artikel 65 KS (COMP/37.956 – Rundt armeringsstål – genvedtagelse, herefter »beslutningen af 30. september 2009«), som ændret ved Kommissionens afgørelse K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009 (herefter »ændringsafgørelsen«) (beslutning af 30.9.2009, som ændret ved ændringsafgørelsen, herefter »den omtvistede beslutning«).
Tvistens baggrund og den omtvistede beslutning
2 Der er redegjort for tvistens baggrund i den appellerede doms præmis 16-21.
»16 Fra oktober til december 2000 foretog Kommissionen i henhold til artikel 47 KS en række kontrolundersøgelser hos italienske virksomheder, der producerede rundt armeringsstål, og hos en sammenslutning af italienske stålvirksomheder [Federacciai]. Den rettede ligeledes anmodninger om oplysninger til dem i henhold til artikel 47 KS […]
17 Den 26. marts 2002 indledte Kommissionen den administrative procedure og formulerede klagepunkter i henhold til artikel 36 KS (herefter »klagepunktsmeddelelsen«) […] [Feralpi] fremsatte skriftlige bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen. Der blev afholdt en mundtlig høring den 13. juni 2002 […]
18 Den 12. august 2002 formulerede Kommissionen en række supplerende klagepunkter (herefter »den supplerende klagepunktsmeddelelse«), som var stilet til adressaterne for klagepunktsmeddelelsen […] I den supplerende klagepunktsmeddelelse, der var baseret på artikel 19, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i […] artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81), redegjorde Kommissionen for sin holdning med hensyn til procedurens fortsættelse efter EKSF-traktatens udløb. De berørte virksomheder blev meddelt en frist for fremsættelse af deres bemærkninger, og endnu en mundtlig høring med deltagelse af repræsentanterne for medlemsstaterne fandt sted den 30. september 2002 […] [Feralpi] besvarede den supplerende klagepunktsmeddelelse den 13. september 2002.
19 Ved procedurens afslutning vedtog Kommissionen beslutning K(2002) 5087 endelig af 17. december 2002 om en procedure efter artikel 65 KS (sag COMP/37.956 – Rundt armeringsstål) (herefter »beslutningen af 2002«), hvorved den fastslog, at de virksomheder, som var adressater for beslutningen, havde gennemført et samlet, komplekst og vedvarende kartel på det italienske marked for rundt armeringsstål i stænger eller ruller, hvis formål eller virkning var fastsættelse af priser, og som også havde indebåret en aftale om begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen, der var i strid med artikel 65, stk. 1, KS […] Kommissionen pålagde i denne beslutning [Feralpi] en bøde på 10,25 mio. EUR.
20 Den 4. marts 2003 anlagde [Feralpi] sag ved Retten til prøvelse af beslutningen af 2002. Ved Rettens dom af 25. oktober 2007, Feralpi Siderurgica mod Kommissionen (T-77/03, [ikke trykt i Sml., EU:T:2007:319]), annullerede Retten beslutningen af 2002. Retten bemærkede, at beslutningen af 2002 – henset bl.a. til, at den ikke indeholdt nogen henvisning til artikel 3 og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 – alene var baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS […] Da disse bestemmelser var udløbet den 23. juli 2002, kunne Kommissionen ikke længere af disse bestemmelser, som var bortfaldet, da beslutningen af 2002 blev vedtaget, udlede en kompetence til at fastslå, at der forelå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS, og til at pålægge de virksomheder, som havde deltaget i denne overtrædelse, bøder […]
21 Kommissionen underrettede ved skrivelse af 30. juni 2008 [Feralpi] og de øvrige berørte virksomheder om, at den havde til hensigt at genvedtage en beslutning ved at ændre retsgrundlaget i forhold til det, der var blevet valgt for beslutningen af 2002. Kommissionen præciserede desuden, at den genvedtagne beslutning – i betragtning af den begrænsede rækkevidde af [dom af 25.10.2007,] Feralpi Siderurgica mod Kommissionen [(T-77/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:319)] – ville blive baseret på de beviser, der var blevet fremlagt i klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse. Der blev meddelt de berørte virksomheder en frist for fremsættelse af deres bemærkninger […] Feralpi besvarede denne skrivelse den 31. juli 2008. Skrivelsen af 30. juni 2008 efterfulgtes af flere anmodninger om oplysninger, som [Feralpi] besvarede.«
3 I beslutningen af 30. september 2009 fastslog Kommissionen bl.a., at Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) skulle fortolkes således, at den gav Kommissionen mulighed for, efter den 23. juli 2002, at fastslå konkurrencebegrænsende aftaler i de sektorer, som materielt og tidsmæssigt henhører under anvendelsesområdet for EKSF-traktaten, og at pålægge sanktioner for disse aftaler. Kommissionen anførte, at denne beslutning var blevet vedtaget i overensstemmelse med de proceduremæssige bestemmelser i EF-traktaten og i nævnte forordning, og at de materielle bestemmelser, som ikke længere var i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af en retsakt, kunne anvendes i medfør af de principper, som regulerer den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet, med forbehold af anvendelsen af det almindelige lex mitior-princip.
4 I beslutningens artikel 1 bestemmes bl.a., at Feralpi havde overtrådt artikel 65, stk. 1, KS ved fra den 6. december 1989 til den 27. juni 2000 at have deltaget i en vedvarende aftale og/eller samordnet praksis vedrørende rundt armeringstål i stænger eller ruller, som havde til formål og/eller virkning at fastsætte priser og begrænse og/eller kontrollere produktionen eller afsætningen på fællesmarkedet. I den samme beslutnings artikel 2 pålagde Kommissionen Feralpi en bøde på 10,25 mio. EUR.
5 Ved skrivelser fremsendt i perioden fra den 20. til den 23. november 2009 oplyste otte af de elleve selskaber, som var adressater for beslutningen af 30. september 2009, herunder Feralpi, Kommissionen om, at bilaget til denne beslutning, som meddelt dens adressater, ikke indeholdt de tabeller, der illustrerede prisvariationerne.
6 Den 8. december 2009 vedtog Kommissionen ændringsafgørelsen, i hvis bilag de manglende tabeller var indarbejdet, og som korrigerede de nummererede henvisninger til de nævnte tabeller i otte fodnoter.
Sagen for Retten og den appellerede dom
7 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. februar 2010 anlagde Feralpi et søgsmål med påstand dels om, at Retten traf passende foranstaltninger med henblik på overholdelse af kollegialitetsprincippet i proceduren for vedtagelse af den omtvistede beslutning, dels om, at denne beslutning blev annulleret.
8 Til støtte for søgsmålet fremsatte Feralpi syv anbringender om for det første en tilsidesættelse af begrundelsespligten og af kollegialitetsprincippet samt en fejl i forbindelse med proceduren for genvedtagelse af beslutningen af 2002, for det andet et utilstrækkeligt retsgrundlag for den omtvistede beslutning, for det tredje en tilsidesættelse af retten til forsvar og af princippet om god forvaltningsskik, proportionalitetsprincippet og princippet om processuel ligestilling, for det fjerde en tilsidesættelse af kriterierne for tilregnelse, en ukorrekt bedømmelse af de faktiske omstændigheder og en manglende sagsoplysning samt en manglende begrundelse, for det femte en ukorrekt afgrænsning af det pågældende marked, for det sjette en ukorrekt bedømmelse af de faktiske omstændigheder, en tilsidesættelse af artikel 65 KS, en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og af artikel 296 TEUF og for det syvende en ukorrekt fastsættelse af bødens størrelse.
9 Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen.
Parternes påstande for Domstolen
10 Feralpi har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves helt eller delvist, for så vidt som Retten derved frifandt Kommissionen i det søgsmål, som Feralpi havde anlagt i sag T-70/10, og som følge heraf:
– annulleres den omtvistede beslutning helt eller delvist
– og/eller annulleres, eller i det mindste nedsættes, den bøde, som Feralpi blev pålagt ved den omtvistede beslutning.
– Subsidiært ophæves den appellerede dom helt eller delvist, for så vidt som Retten derved frifandt Kommissionen i det søgsmål, som Feralpi havde anlagt i sag T-70/10, og sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om realiteten i betragtning af de bemærkninger, som Domstolen måtte fremsætte.
– Under alle omstændigheder nedsættes den bøde, som Feralpi blev pålagt i den omtvistede beslutning, på grund af den uforholdsmæssigt lange sagsbehandlingstid for Retten.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.
11 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Feralpi tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del
12 Den mundtlige forhandling er blevet afsluttet den 8. december 2016 efter generaladvokatens fremsættelse af sit forslag til afgørelse. Ved skrivelse af 27. januar 2017, indleveret samme dag til Domstolens Justitskontor, har Kommissionen anmodet Domstolen om at anordne en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, og om, at de faktiske omstændigheder, som fremgår af Kommissionens anmodning og dokumenterne i bilagene til denne anmodning, tilføres sagsakterne.
13 Kommissionen har til støtte for denne anmodning nærmere bestemt gjort gældende, at Domstolen ikke er tilstrækkeligt oplyst med hensyn til de faktiske omstændigheder vedrørende de mundtlige høringer den 13. juni og den 30. september 2002, som generaladvokaten har baseret sit forslag til afgørelse på, idet disse omstændigheder ikke er blevet specifikt drøftet mellem parterne.
14 Artikel 83 i Domstolens procesreglement giver Domstolen mulighed for til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse at bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne.
15 Det skal imidlertid bemærkes, at genstanden for appellen i princippet defineres af de anbringender og argumenter, som parterne har påberåbt sig. I den foreliggende sag har parterne haft mulighed for i tilstrækkeligt omfang at drøfte disse anbringender og disse argumenter i deres indlæg og i det fælles retsmøde den 20. oktober 2016 i sagerne C-85/15 P – C-89/15 P.
16 Under disse omstændigheder finder Domstolen efter at have hørt generaladvokaten, at det er ufornødent at anordne en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.
Appellen
17 Feralpi har til støtte for sin appel fremsat seks anbringender om for det første en tilsidesættelse af kollegialitetsprincippet, for det andet en tilsidesættelse af retten til forsvar, af artikel 16 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, af artikel 10 i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EUT 2004, L 123, s. 18) samt en begrundelsesmangel, for det tredje en tilsidesættelse af artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) på grund af den uforholdsmæssigt lange varighed af den administrative procedure og en begrundelsesmangel, for det fjerde en tilsidesættelse af artikel 65, stk. 1, KS, af principperne for bevisbyrde, af princippet om uskyldsformodning og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder samt en begrundelsesmangel, for det femte en tilsidesættelse af artikel 23 og artikel 31 i forordning nr. 1/2003, af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998, C 9, s. 3), af ligebehandlingsprincippet og af proportionalitetsprincippet samt en begrundelsesmangel og for det sjette en uforholdsmæssigt lang sagsbehandlingstid for Retten.
Det andet anbringende
Parternes argumenter
18 Med det andet anbringende, som skal behandles først, har Feralpi anført, at Retten, da den fandt, at det ikke var nødvendigt at udstede en ny klagepunktsmeddelelse inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning, tilsidesatte selskabets ret til forsvar som sikret ved artikel 10 i forordning nr. 773/2004. For så vidt som de berørte virksomheder, således som det bekræftes ved Kommissionens skrivelse af 30. juni 2008, der opfordrer disse virksomheder til at fremsætte deres bemærkninger, havde ret til at blive hørt, burde Kommissionen have gennemført alle de proceduremæssige etaper, der er fastsat i forordning nr. 773/2004, dvs. at den burde have fremsendt en ny klagepunktsmeddelelse, og at den burde have givet disse virksomheder mulighed for at udøve deres ret til aktindsigt samt, efter anmodning, ret til en mundtlig høring.
19 Det er Kommissionens opfattelse, at Retten med føje fastslog, at eftersom den fejl, som gjorde beslutningen af 2002 ulovlig, fandt sted på tidspunktet for vedtagelsen af denne, blev gyldigheden af de forberedende retsakter ikke påvirket, således at annullationen af denne beslutning ikke nødvendiggjorde vedtagelsen af en ny klagepunktsmeddelelse inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning. Denne institution har anført, at ændringen af retsgrundlaget med hensyn til dens beføjelse til at pålægge bøder ikke har haft nogen konsekvenser for Feralpis stilling, og at sidstnævnte selskab har haft mulighed for som svar på den supplerende klagepunktsmeddelelse at fremsætte sine bemærkninger såvel til loftet for den bøde, som Kommissionen kunne pålægge, som til retsgrundlaget, som gav Kommissionen beføjelse dertil.
20 For så vidt angår skrivelsen af 30. juni 2008 anerkendte Retten i den appellerede doms præmis 140, at det i denne skrivelse blev præciseret, at Kommissionen ikke fandt det nødvendigt at vedtage en ny klagepunktsmeddelelse. Den fandt til gengæld ikke, at denne skrivelse trådte i stedet for den egentlige klagepunktsmeddelelse. Det var med føje, at Retten fandt, at eftersom annullationen af beslutningen af 2002 ikke havde påvirket gyldigheden af klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse, som de berørte virksomheder allerede havde haft mulighed for at udtale sig om, kunne Kommissionen i nævnte skrivelse nøjes med at oplyse selskaberne om, at den havde til hensigt at genvedtage denne beslutning på et nyt retsgrundlag.
21 Desuden er dom af 15. oktober 2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582), som Retten nævnte, relevant i den foreliggende sag, eftersom den sag, der gav anledning til denne dom, vedrørte den omstændighed, at der var blevet opdaget en procedurefejl, som havde fundet sted i forbindelse med vedtagelsen af den pågældende beslutning, og som ikke bevirkede, at de proceduremæssige foranstaltninger var ugyldige.
22 Kommissionen har også gjort gældende, at den supplerende klagepunktsmeddelelse er gyldig. Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 135, var denne baseret på de relevante procedureregler i EF-traktaten, som var i kraft på dette tidspunkt, således at dens gyldighed ikke var blevet påvirket af annullationen af beslutningen af 2002.
Domstolens bemærkninger
23 Feralpi har nærmere bestemt foreholdt Retten, at den ikke fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat sin forpligtelse til at overholde alle de proceduremæssige etaper, der er foreskrevet i forordning nr. 773/2004, herunder fremsendelse af en ny klagepunktsmeddelelse til de berørte virksomheder i overensstemmelse med denne forordnings artikel 10 samt muligheden for Feralpi for at udøve sin ret til en mundtlig høring med deltagelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning.
24 Det bemærkes herved, at Kommissionen i forbindelse med den procedure, som resulterede i vedtagelsen af beslutningen af 2002, den 26. marts 2002 fremsendte de berørte virksomheder, herunder Feralpi, klagepunktsmeddelelsen i medfør af artikel 36 KS. Den mundtlige høring vedrørende denne meddelelse fandt sted den 13. juni 2002. Efter udløbet af EKSF-traktaten fremsendte Kommissionen den 12. august 2002 de nævnte virksomheder den supplerende klagepunktsmeddelelse baseret på artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, hvori den forklarede sin holdning, henset til dette ændrede retsgrundlag, og opfordrede disse virksomheder til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende de nævnte supplerende klagepunkter. En mundtlig høring fandt sted den 30. september 2002 med deltagelse af repræsentanter for medlemsstaterne.
25 Efter annullationen af beslutningen af 2002 oplyste Kommissionen ved skrivelse af 30. juni 2008 Feralpi og de andre berørte virksomheder om, at den havde til hensigt at genvedtage denne beslutning med forordning nr. 1/2003 som retsgrundlag i overensstemmelse med procedurereglerne i denne forordning.
26 På baggrund af dette proceduremæssige forløb skal det undersøges, om Kommissionen, i modsætning til, hvad Retten konkluderede i den appellerede doms præmis 142, havde pligt til efter annullationen af beslutningen af 2002 at genåbne proceduren og vedtage en ny klagepunktsmeddelelse og organisere en ny mundtlig høring.
27 Det følger af fast retspraksis, at proceduremæssige regler almindeligvis antages at finde anvendelse fra deres ikrafttrædelsestidspunkt (domme af 29.3.2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis, og ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, C-352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 88, samt dom af 11.12.2012, Kommissionen mod Spanien, C-610/10, EU:C:2012:781, præmis 45), selv i en procedure, som er blevet indledt før denne dato, men som fortsat verserer efter denne dato (jf. i denne retning dom af 11.12.2012, Kommissionen mod Spanien, C-610/10, EU:C:2012:781, præmis 47).
28 I den foreliggende sag forholder det sig således, at eftersom den omtvistede beslutning blev vedtaget på grundlag af artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, skulle den procedure, som resulterede i denne beslutning, gennemføres i overensstemmelse med denne forordning og forordning nr. 773/2004, som forordning nr. 1/2003 udgør retsgrundlaget for (jf. i denne retning dom af 29.3.2011, ThyssenKrupp mod Kommissionen, C-352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 90), uanset at denne procedure var blevet indledt inden ikrafttrædelsen af forordning nr. 1/2003.
29 Artikel 10, stk. 1 og 2, i forordning nr. 773/2004, læst i lyset af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som den gennemfører, bestemmer, at Kommissionen, inden den vedtager en beslutning i medfør af bl.a. sidstnævnte forordnings artikel 7, fremsender de berørte parter en klagepunktsmeddelelse og giver dem mulighed for at indgive deres bemærkninger inden for en frist, som Kommissionen fastsætter.
30 Som Retten i det væsentlige anførte i den appellerede doms præmis 136 og 137, havde Kommissionen i den foreliggende sag allerede fremsendt de berørte virksomheder klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse, og i forhold til disse meddelelser blev Feralpi ikke i den omtvistede beslutning lagt nye handlinger til last, ligesom denne beslutning heller ikke væsentligt ændrede beviserne for de foreholdte overtrædelser. Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 53 i forslaget til afgørelse, er der desuden ikke nogen større forskel hvad angår indholdet mellem en klagepunktsmeddelelse, der er vedtaget efter bestemmelserne i EKSF-traktaten, og en klagepunktsmeddelelse vedtaget i henhold til forordning nr. 17 og forordning nr. 1/2003. Det var således ikke nogen pligt til at fremsende en ny klagepunktsmeddelelse.
31 I denne forbindelse henviste Retten med føje til præmis 73 i dom af 15. oktober 2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582), hvori det anførtes, at annullationen af en EU-retsakt ikke nødvendigvis berører de forberedende retsakter, idet den procedure, som tilsigter at erstatte den annullerede retsakt, i princippet kan genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte.
32 Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 134, blev beslutningen af 2002 således annulleret, fordi Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage den på grundlag af bestemmelserne i EKSF-traktaten, der ikke længere var i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af denne beslutning, hvorfor det var på netop dette tidspunkt, at ulovligheden indtrådte. Denne annullation påvirkede derfor hverken klagepunktsmeddelelsen eller den supplerende klagepunktsmeddelelse.
33 I modsætning til, hvad Feralpi har gjort gældende, forholder det sig ikke således, at den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 31, ikke længere finder anvendelse i den foreliggende sag på grund af ændringen af det retsgrundlag, på grundlag af hvilket bøderne er blevet vedtaget, for så vidt som konsekvenserne af denne ændring af retsgrundlag allerede var forudset i de forberedende retsakter. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 18 og 138, havde Kommissionen således i den supplerende klagepunktsmeddelelse, baseret på artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, oplyst Feralpi om de konsekvenser, som den påtænkte at drage af udløbet af EKSF-traktaten, og Feralpi havde haft mulighed for at fremsætte sine bemærkninger herom.
34 Det er endvidere ubestridt, at disse konsekvenser ikke blev ændret som følge af ophævelsen af forordning nr. 17 og ikrafttrædelsen af forordning nr. 1/2003, hvilken forordning indeholder visse bestemmelser, som udgør retsgrundlaget for den omtvistede beslutning. Som generaladvokaten har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, bestemmer artikel 34, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og artikel 19 i forordning nr. 773/2004 under alle omstændigheder som overgangsbestemmelser, at de proceduremæssige skridt, der er gennemført i henhold til henholdsvis forordning nr. 17 og Kommissionens forordning (EF) nr. 2842/98 af 22. december 1998 om høring af parter i visse procedurer efter EF-traktatens artikel [81] og [82] (EFT 1998, L 354, s. 18), bevarer deres virkninger i forbindelse med anvendelsen af de første forordninger.
35 Feralpis argument, hvorefter annullationen af beslutningen af 2002 på grund af restgrundlaget herfor nødvendigvis har påvirket redegørelsen i den supplerende klagepunktsmeddelelse for det retsgrundlag, på grundlag af hvilket Kommissionen påtænkte at vedtage denne beslutning, skal ligeledes forkastes. Det er således tilstrækkeligt at bemærke, at beslutningen af 2002 udelukkende var baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS, mens den nævnte klagepunktsmeddelelse var baseret på forordning nr. 17.
36 Retten begik derfor ikke nogen retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 142 konkluderede, at Kommissionen ikke havde pligt til at vedtage en ny klagepunktsmeddelelse.
37 Som generaladvokaten har anført i punkt 55 i forslaget til afgørelse, følger det imidlertid af artikel 12 i forordning nr. 773/2004, at Kommissionen skal give de parter, som den har rettet en klagepunktsmeddelelse til, lejlighed til at uddybe deres argumenter under en mundtlig høring, hvis de anmoder herom i deres skriftlige bemærkninger. For så vidt som, således som det fremgår af nærværende doms præmis 32, klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse ikke blev påvirket af annullationen af beslutningen af 2002, skal det derfor undersøges, om Kommissionen gav de nævnte parter lejlighed til at fremføre deres argumenter under en mundtlig høring gennemført i overensstemmelse med de proceduremæssige krav i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004, som den havde pligt til at gøre.
38 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at under den procedureordning, som er indført med forordning nr. 1/2003, som uddybet i forordning nr. 773/2004, bestemmes det i denne forordnings artikel 14, stk. 3, at konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne indbydes til at deltage i den mundtlige høring, som efter anmodning fra adressaterne for en klagepunktsmeddelelse finder sted efter udstedelsen af denne.
39 Hvad angår de mundtlige høringer, som fandt sted i løbet af 2002, deltog repræsentanterne for medlemsstaterne ikke i den, der fandt sted den 13. juni 2002, idet en sådan deltagelse ikke var foreskrevet i EKSF-traktaten, som var gældende på det tidspunkt. Det er ubestridt, at denne mundtlige høring vedrørte sagens realitet, dvs. den adfærd, som Kommissionen foreholdt de virksomheder, der var adressater for klagepunktsmeddelelsen. Dette fremgår bl.a. af den omtvistede beslutnings punkt 379-382 og bekræftes i præmis 148 i Rettens domme af 9. december 2014, Alfa Acciai mod Kommissionen (T-85/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1037), og Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen (T-92/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1032).
40 Den mundtlige høring, der fandt sted den 30. september 2002, og som repræsentanterne for medlemsstaterne var blevet indbudt til i overensstemmelse med reglerne i EF-traktaten, som nu fandt anvendelse, herunder navnlig i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2842/98, vedrørte til gengæld genstanden for den supplerende klagepunktsmeddelelse, nemlig de juridiske konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten for procedurens fortsættelse. Dette fremgår dels af denne meddelelse, som udtrykkeligt opfordrede adressaterne herfor til at fremsætte deres synspunkter vedrørende de nævnte supplerende klagepunkter. Dels angav Kommissionen i den omtvistede beslutnings punkt 382, at den ikke havde fundet det nødvendigt at gentage den mundtlige høring af den 13. juni 2002 i medfør af bestemmelserne i forordning nr. 17 og nr. 1/2003, eftersom denne mundtlige høring, som repræsentanterne for medlemsstaterne ikke havde deltaget i, var blevet gennemført i overensstemmelse med reglerne i EKSF-traktaten, som fandt anvendelse på dette tidspunkt. I det fælles retsmøde i sagerne C-85/15 P – C-89/15 P bekræftede Kommissionen som svar på et spørgsmål fra Domstolen desuden, at den supplerende klagepunktsmeddelelse ikke på ny behandlede de faktiske omstændigheder eller de beviser, som var genstand for proceduren.
41 Heraf følger, at i den foreliggende sag deltog repræsentanterne for medlemsstaterne ikke i en mundtlig høring vedrørende sagens realitet, men alene i den mundtlige høring, der vedrørte de juridiske konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten.
42 Det følger imidlertid af den retspraksis, der er anført i nærværende doms præmis 27 og 28, at når en afgørelse vedtages på grundlag af forordning nr. 1/2003, skal den procedure, som resulterer i denne afgørelse, være i overensstemmelse med de proceduremæssige regler, som er fastsat ved denne forordning, selv om denne procedure er begyndt inden ikrafttrædelsen af denne forordning.
43 Heraf følger, at Kommissionen inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning havde pligt til i medfør af artikel 12 og 14 i forordning nr. 773/2004 at give parterne lejlighed til at fremføre deres argumenter under en mundtlig høring, hvilken høring den havde indbudt konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne til. Den mundtlige høring, som fandt sted den 13. juni 2002, og som vedrørte sagens realitet, kan derfor ikke anses for at opfylde de proceduremæssige krav vedrørende vedtagelsen af en afgørelse på grundlag af forordning nr. 1/2003.
44 Retten begik derfor en fejl, da den i den appellerede doms præmis 142 fastslog, at Kommissionen ikke havde pligt til inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning at organisere en ny mundtlig høring, med den begrundelse, at de berørte virksomheder allerede havde haft mulighed for at blive hørt mundtligt under høringerne den 13. juni og den 30. september 2002.
45 Når der, som generaladvokaten har fremhævet i punkt 56 og 57 i forslaget til afgørelse, henses til vigtigheden i forbindelse med den procedure, der er foreskrevet i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004, af afholdelsen, efter anmodning fra de berørte parter, af en mundtlig høring, som konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne indbydes til i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i den sidstnævnte forordning, udgør undladelsen af at afholde en sådan mundtlig høring en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.
46 For så vidt som retten til en sådan mundtlig høring som foreskrevet i forordning nr. 773/2004 ikke er blevet overholdt, er det ikke nødvendigt for den virksomhed, hvis rettigheder således er blevet tilsidesat, at godtgøre, at denne tilsidesættelse har kunnet påvirke forløbet af proceduren og indholdet af den omtvistede beslutning til skade for virksomheden.
47 Den nævnte procedure er derfor nødvendigvis behæftet med en fejl, uafhængig af de eventuelt skadelige konsekvenser for Feralpi, som måtte følge af en sådan tilsidesættelse (jf. i denne retning dom af 6.11.2012, Kommissionen mod Éditions Odile Jacob, C-553/10 P og C-554/10 P, EU:C:2012:682, præmis 46-52, og af 9.6.2016, CEPSA mod Kommissionen, C-608/13 P, EU:C:2016:414, præmis 36).
48 Det følger af det foregående, at Feralpis andet anbringende skal tiltrædes og den appellerede dom derfor skal ophæves, uden at det er nødvendigt at behandle det første og det tredje til det sjette appelanbringende.
Det sjette anbringende
Parternes argumenter
49 Med det sjette anbringende har Feralpi gjort gældende, at Retten tilsidesatte selskabets ret til at blive hørt inden for en rimelig frist som fastsat i chartrets artikel 47, for så vidt som sagen for Retten varede fire år og ti måneder, idet der gik tre år og fire måneder mellem afslutningen af den skriftlige forhandling og afholdelsen af retsmødet.
50 For så vidt angår sagens kompleksitet er det Feralpis opfattelse, at Retten allerede havde kendskab til de spørgsmål, som var opstået i forbindelse med den sag, der gav anledning til den appellerede dom, når navnlig henses til, at den refererende dommer var den samme som i den sag, der resulterede i dom af 25. oktober 2007, Feralpi Siderurgica mod Kommissionen (T-77/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:319), at de anbringender, som Feralpi påberåbte sig, ikke var forbundet med særlige vanskeligheder, at de søgsmål, som var anlagt til prøvelse af den omtvistede beslutning, var baseret på overlappende anbringender, og at Retten havde vedtaget en enkelt foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, idet den havde stillet Kommissionen et spørgsmål vedrørende et aspekt ved tvisten.
51 Parternes adfærd har ikke haft nogen konsekvenser for procedurens varighed, idet Feralpi og Kommissionen kun opnåede forlængelser på henholdsvis en måned og femten dage for indgivelse af deres processkrifter.
52 Henset til, at der gik mere end 14 år mellem Kommissionens kontrolundersøgelser i 2000 og afsigelsen af den appellerede dom, har Feralpi nedlagt påstand om, at selskabet af procesøkonomiske hensyn og uanset den tilgang, som Domstolen fulgte i dom af 26. november 2013, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen(C-40/12 P, EU:C:2013:768), fra afsigelsen af Domstolens dom tilkendes en erstatning for den skade, som det er blevet påført ved tilsidesættelsen af princippet om en rimelig sagsbehandlingstid. Feralpi har subsidiært opfordret Domstolen til at fastslå, at Retten tilsidesatte chartrets artikel 47, stk. 2, hvilket udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.
53 Kommissionen har nedlagt påstand om, at dette anbringende forkastes.
Domstolens bemærkninger
54 Hvad angår Feralpis påstand om, at Domstolen enten tilkender selskabet erstatning for den skade, som det angiveligt har lidt på grund af Rettens tilsidesættelse af chartrets artikel 47, stk. 2, eller fastslår en sådan tilsidesættelse, bemærkes, at en tilsidesættelse fra en af Unionens retsinstansers side af dens forpligtelse ifølge denne bestemmelse til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning. En påstand om erstatning for det tab, der er forårsaget af Rettens manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid, kan således ikke forelægges direkte for Domstolen inden for rammerne af en appel, men skal indbringes for Retten selv. Retten, der er kompetent i medfør af artikel 256, stk. 1, TEUF, og for hvilken der fremsættes et erstatningskrav, skal tage stilling til et sådant krav i en anden sammensætning end den, der behandlede den sag, som gav anledning til den procedure, hvis varighed kritiseres (dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 98 og 99 og den deri nævnte retspraksis).
55 Følgelig skal Feralpis sjette anbringende forkastes.
Søgsmålet for Retten
56 Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen, hvis den giver appellanten medhold, den af Retten trufne afgørelse. Domstolen kan herefter selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
57 I den foreliggende sag råder Domstolen over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse i det søgsmål med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, som Feralpi anlagde for Retten.
58 Det er herved tilstrækkeligt at bemærke, at af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 23-47, skal den omtvistede beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører Feralpi, på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.
Sagsomkostninger
59 Ifølge procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagsomkostningerne.
60 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Feralpi har fået medhold i appelsagen og i sine påstande for Retten, bør Kommissionen pålægges ud over at bære sine egne omkostninger at betale de af dette selskab afholdte omkostninger i såvel første instans som i forbindelse med appellen.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Niende Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Rets dom af 9. december 2014, Feralpi mod Kommissionen (T-70/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1031), ophæves.
2) Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30. september 2009 om tilsidesættelse af artikel 65 KS (COMP/37.956 – Rundt armeringsstål – genvedtagelse), som ændret ved Kommissionens afgørelse K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009, annulleres, for så vidt som den vedrører Feralpi Holding SpA.
3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Feralpis omkostninger i såvel første instans som i forbindelse med appellen.
Underskrifter