DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)
21. september 2017 (*)
»Appel – karteller – italienske producenter af rundt armeringstål – fastsættelse af priser samt begrænsning af og kontrol med produktionen og afsætningen – overtrædelse af artikel 65 KS – Den Europæiske Unions Rets annullation af den oprindelige beslutning – beslutning genvedtaget på grundlag af forordning (EF) nr. 1/2003 – ingen udstedelse af en ny klagepunktsmeddelelse – ingen mundtlig høring efter annullationen af den oprindelige beslutning– forsinkelser i forbindelse med sagen for Retten«
I de forenede sager C-86/15 P og C-87/15 P,
angående to appeller i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 20. februar 2015,
Ferriera Valsabbia SpA, Odolo (Italien) (sag C-86/15 P),
Valsabbia Investimenti SpA, Odolo (sag C-86/15 P),
Alfa Acciai SpA, Brescia (Italien) (sag C-87/15 P),
ved avocat D.M. Fosselard, solicitor D. Slater og avocate A. Duron,
appellanter,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved L. Malferrari og P. Rossi, som befuldmægtigede, bistået af avvocato P. Manzini, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Niende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, E. Juhász, og dommerne C. Vajda (refererende dommer) og C. Lycourgos,
generaladvokat: N. Wahl,
justitssekretær: fuldmægtig V. Giacobbo-Peyronnel,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. oktober 2016,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. december 2016,
afsagt følgende
Dom
1 Med deres appelskrifter har Ferriera Valsabbia SpA og Valsabbia Investimenti SpA (herefter under ét »Valsabbia«), i sag C-86/15 P, og Alfa Acciai SpA (herefter »Alfa«), i sag C-87/15 P (idet disse parter herefter under ét benævnes »appellanterne«), nedlagt påstand om ophævelse af henholdsvis Den Europæiske Unions Rets dom af 9. december 2014, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen (T-92/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1032), og Den Europæiske Unions Rets dom af 9. december 2014, Alfa Acciai mod Kommissionen (T-85/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1037) (herefter under ét »de appellerede domme«), hvorved Retten frifandt Kommissionen i de søgsmål, som appellanterne havde anlagt med påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30. september 2009 om tilsidesættelse af artikel 65 KS (COMP/37.956 – Rundt armeringsstål – genvedtagelse, herefter »beslutningen af 30. september 2009«) som ændret ved Kommissionens afgørelse K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009 (herefter »ændringsafgørelsen«) (beslutning af 30.9.2009, som ændret ved ændringsafgørelsen, herefter »den omtvistede beslutning«).
Tvistens baggrund og den omtvistede beslutning
2 Der er redegjort for tvistens baggrund i de appellerede dommes præmis 20-25:
»20 Fra oktober til december 2000 foretog Kommissionen i henhold til artikel 47 KS en række kontrolundersøgelser hos italienske virksomheder, der producerede rundt armeringsstål, og hos en sammenslutning af italienske stålvirksomheder. Den rettede ligeledes anmodninger om oplysninger til dem i henhold til artikel 47 KS […]
21 Den 26. marts 2002 indledte Kommissionen den administrative procedure og formulerede klagepunkter i henhold til artikel 36 KS (herefter »klagepunktsmeddelelsen«) […] [Appellanterne] fremsatte skriftlige bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen. Der blev afholdt en mundtlig høring den 13. juni 2002 […]
22 Den 12. august 2002 formulerede Kommissionen en række supplerende klagepunkter (herefter »den supplerende klagepunktsmeddelelse«), som var stilet til adressaterne for klagepunktsmeddelelsen. I den supplerende klagepunktsmeddelelse, der var baseret på artikel 19, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i […] artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81), redegjorde Kommissionen for sin holdning med hensyn til procedurens fortsættelse efter EKSF-traktatens udløb. De berørte virksomheder blev meddelt en frist for fremsættelse af deres bemærkninger, og endnu en mundtlig høring med deltagelse af repræsentanterne for medlemsstaterne fandt sted den 30. september 2002 […]
23 Ved procedurens afslutning vedtog Kommissionen beslutning K(2002) 5087 endelig af 17. december 2002 om en procedure efter artikel 65 KS (sag COMP/37.956 – Rundt armeringsstål) (herefter »beslutningen af 2002«), hvorved den fastslog, at de virksomheder, som var adressater for beslutningen, havde gennemført et samlet, komplekst og vedvarende kartel på det italienske marked for rundt armeringsstål i stænger eller ruller, hvis formål eller virkning var fastsættelse af priser, og som også havde indebåret en aftale om begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen, der var i strid med artikel 65, stk. 1, KS […] Kommissionen pålagde i denne beslutning [Valsabbia in solidum og Alfa bøder på henholdsvis 10,25 mio. EUR og 7,175 mio. EUR].
24 Den 5. marts 2003 anlagde [appellanterne] søgsmål ved Retten til prøvelse af beslutningen af 2002. Ved dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03 [EU:T:2007:317]), annullerede Retten beslutningen af 2002. Retten bemærkede, at beslutningen af 2002 – henset bl.a. til, at den ikke indeholdt nogen henvisning til artikel 3 og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 – alene var baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS […] Da disse bestemmelser var udløbet den 23. juli 2002, kunne Kommissionen ikke længere af disse bestemmelser, som var bortfaldet, da beslutningen af 2002 blev vedtaget, udlede en kompetence til at fastslå, at der forelå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS, og til at pålægge de virksomheder, som havde deltaget i denne overtrædelse, bøder […]
25 Kommissionen underrettede ved skrivelse af 30. juni 2008 [appellanterne] og de øvrige berørte virksomheder om, at den havde til hensigt at genvedtage en beslutning ved at ændre retsgrundlaget i forhold til det, der var blevet valgt for beslutningen af 2002. Kommissionen præciserede desuden, at den genvedtagne beslutning – i betragtning af den begrænsede rækkevidde af [dom af 25.10.2007,] SP m.fl. mod Kommissionen [(T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317)] – ville blive baseret på de beviser, der var blevet fremlagt i klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse. Der blev meddelt de berørte virksomheder en frist for fremsættelse af deres bemærkninger […] [Appellanterne] fremsatte bemærkninger.«
3 I beslutningen af 30. september 2009 fastslog Kommissionen bl.a., at Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) skulle fortolkes således, at den gav Kommissionen mulighed for, efter den 23. juli 2002, at fastslå konkurrencebegrænsende aftaler i de sektorer, som materielt og tidsmæssigt henhører under anvendelsesområdet for EKSF-traktaten, og at pålægge sanktioner for disse aftaler. Kommissionen anførte, at denne beslutning var blevet vedtaget i overensstemmelse med de proceduremæssige bestemmelser i EF-traktaten og i nævnte forordning, og at de materielle bestemmelser, som ikke længere var i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af en retsakt, kunne anvendes i medfør af de principper, som regulerer den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet, med forbehold af anvendelsen af det almindelige lex mitior-princip.
4 I beslutningens artikel 1 bestemmes bl.a., at appellanterne havde overtrådt artikel 65, stk. 1, KS ved fra den 6. december 1989 til den 27. juni 2000 hvad angår Valsabbia og fra den 6. december 1989 til den 4. juli 2000 hvad angår Alfa at have deltaget i en vedvarende aftale og/eller samordnet praksis vedrørende rundt armeringstål i stænger eller ruller, som havde til formål og/eller virkning at fastsætte priser og begrænse og/eller kontrollere produktionen eller afsætningen på fællesmarkedet. I den samme beslutnings artikel 2 pålagde Kommissionen Valsabbia og Alfa bøder på henholdsvis 10,25 mio. EUR og 7,175 mio. EUR.
5 Ved skrivelser fremsendt i perioden fra den 20. til den 23. november 2009 oplyste 8 af de 11 selskaber, som var adressater for beslutningen af 30. september 2009, herunder appellanterne, Kommissionen om, at bilaget til denne beslutning, som meddelt dens adressater, ikke indeholdt de tabeller, der illustrerede prisvariationerne.
6 Den 8. december 2009 vedtog Kommissionen ændringsafgørelsen, i hvis bilag de manglende tabeller var indarbejdet, og som korrigerede de nummererede henvisninger til de nævnte tabeller i otte fodnoter. Ændringsafgørelsen blev meddelt appellanterne den 9. december 2009.
Sagen for Retten og de appellerede domme
7 Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 17. og den 18. februar 2010 anlagde appellanterne søgsmål med principal påstand om annullation af den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrørte appellanterne.
8 Til støtte for deres søgsmål påberåbte appellanterne sig formelt fire anbringender om for det første Kommissionens overskridelse af sine beføjelser, for det andet tilsidesættelser af artikel 14 og 33 i forordning (EF) nr. 1/2003, af artikel 10 og 14 i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EUT 2004, L 123, s. 18) og af retten til forsvar, for det tredje en tilsidesættelse af artikel 65, stk. 1, KS og en ukorrekt fortolkning af begrebet samlet og vedvarende overtrædelse og for det fjerde ulovligheder begået ved fastsættelsen af bødens størrelse (fastsættelse af udgangsbeløbet og manglende anerkendelse af formildende omstændigheder) og en uforholdsmæssigt lang varighed af den administrative procedure. I indledningen til stævningerne vedrørende »særlige forhold ved indholdet af [den omtvistede] beslutning« påberåbte appellanterne sig også en potentiel tilsidesættelse af kollegialitetsprincippet.
9 Ved de appellerede domme frifandt Retten Kommissionen i de af appellanterne anlagte søgsmål.
Parternes påstande for Domstolen
10 Appellanterne har i deres appelskrifter nedlagt følgende påstande:
– De appellerede domme ophæves.
– Den omtvistede beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører appellanterne.
– Subsidiært nedsættes den bøde, som appellanterne blev pålagt ved den omtvistede beslutning.
– Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes, og sagerne hjemvises for Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om realiteten i lyset af de af Domstolen fremsatte bemærkninger.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.
11 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellerne forkastes.
– Appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
12 Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 7. juni 2016 er sagerne C-86/15 P og C-87/15 P blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.
Anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del
13 Den mundtlige forhandling er blevet afsluttet den 8. december 2016 efter generaladvokatens fremsættelse af sit forslag til afgørelse. Ved skrivelse af 27. januar 2017, indleveret samme dag til Domstolens Justitskontor, har Kommissionen anmodet Domstolen om at anordne en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, og om, at de faktiske omstændigheder, som fremgår af Kommissionens anmodning og dokumenterne i bilagene til denne anmodning, tilføres sagsakterne.
14 Kommissionen har til støtte for denne anmodning nærmere bestemt gjort gældende, at Domstolen ikke er tilstrækkeligt oplyst med hensyn til de faktiske omstændigheder vedrørende de mundtlige høringer den 13. juni og den 30. september 2002, som generaladvokaten har baseret sit forslag til afgørelse på, idet disse omstændigheder ikke er blevet specifikt drøftet mellem parterne.
15 Artikel 83 i Domstolens procesreglement giver Domstolen mulighed for til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse at bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne.
16 Det skal imidlertid bemærkes, at genstanden for appellen i princippet defineres af de anbringender og argumenter, som parterne har påberåbt sig. I de foreliggende sager har parterne haft mulighed for i tilstrækkeligt omfang at drøfte disse anbringender og disse argumenter i deres indlæg og i det fælles retsmøde den 20. oktober 2016 i sagerne C-85/15 P – C-89/15 P.
17 Under disse omstændigheder finder Domstolen efter at have hørt generaladvokaten, at det er ufornødent at anordne genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.
Appellerne
18 Appellanterne har til støtte for deres appeller fremsat syv anbringender om for det første en tilsidesættelse af artikel 10 i forordning nr. 773/2004 og af retten til forsvar på grund af den manglende fremsendelse af en ny klagepunktsmeddelelse, for det andet en tilsidesættelse af artikel 14 i forordning nr. 773/2004 og af retten til forsvar på grund af repræsentanterne for medlemsstaternes manglende deltagelse i de mundtlige høringer, for det tredje en tilsidesættelse af kollegialitetsprincippet på grund af vedtagelsen af en ufuldstændig beslutning, for det fjerde en tilsidesættelse af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), fortolket i lyset af artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, hvad angår retten til at få sagen behandlet for en domstol inden for en rimelig frist, for det femte en tilsidesættelse af artikel 65 KS, en ukorrekt fortolkning af begrebet vedvarende kartel samt en begrundelsesmangel og en selvmodsigende begrundelse, for det sjette en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, for så vidt som Retten nægtede at nedsætte bøden på grund af den uforholdsmæssigt lange varighed af den administrative procedure samt en begrundelsesmangel og en selvmodsigende begrundelse og for det syvende en tilsidesættelse af artikel 23 og 31 i forordning nr. 1/2003, af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998, C 9, s. 3), af ligebehandlingsprincippet og af proportionalitetsprincippet samt en begrundelsesmangel.
Det første og det andet anbringende
Parternes argumenter
19 Med deres første og deres andet anbringende, som skal behandles samlet, har appellanterne påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 10 og 14 i forordning nr. 773/2004 og af retten til forsvar, for så vidt som Retten i de appellerede domme fandt, at Kommissionen ikke havde pligt til inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning at fremsende dem en ny klagepunktsmeddelelse og organisere en ny mundtlig høring med deltagelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder. Det er appellanternes opfattelse, at Kommissionen, som i sin skrivelse af 30. juni 2008 meddelte, at den havde til hensigt at vedtage denne beslutning i overensstemmelse med de proceduremæssige regler fastsat ved forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004, havde pligt til at overholde disse regler.
20 For så vidt angår den omstændighed, at der ikke blev vedtaget nogen ny klagepunktsmeddelelse, har Kommissionen anført, at den omtvistede beslutning, herunder den sanktion, som blev vedtaget over for appellanterne, fuldt ud var i overensstemmelse med de juridiske vurderinger, som fremgår af klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse, som appellanterne fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger om. Det var således med føje, at Retten i de appellerede dommes præmis 128 fremhævede, at Kommissionen allerede havde oplyst de berørte virksomheder om de konsekvenser, navnlig hvad angår valget af retsgrundlag, som den havde til hensigt at drage af udløbet af EKSF-traktaten, i den supplerende klagepunktsmeddelelse, og at appellanterne havde haft mulighed for at fremsætte deres bemærkninger i denne henseende. Ifølge Kommissionen er disse betragtninger i sig selv tilstrækkelige til at forkaste argumenterne om, at Retten burde have grebet ind over for Kommissionen, fordi den havde vedtaget den omtvistede beslutning uden at have fremsendt virksomhederne en ny klagepunktsmeddelelse.
21 Kommissionen har i denne forbindelse fremhævet, at henvisningen i den omtvistede beslutning til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, som efterfulgte artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, nævnt i den supplerende klagepunktsmeddelelse, og som svarer hertil, er konsekvensen af annullationen af beslutningen af 2002. Det var således med føje, at Retten i de appellerede dommes præmis 133 og 134 fandt, at når Kommissionen efter annullationen af en beslutning beslutter at afhjælpe ulovlighederne konstateret i denne og at vedtage en identisk beslutning, der ikke er behæftet med disse ulovligheder, vedrører denne beslutning de samme klagepunkter, som virksomhederne allerede har fremsat bemærkninger om, således at Kommissionen ikke havde pligt til at give de omhandlede virksomheder mulighed for at blive hørt vedrørende valget af retsgrundlag anvendt til at pålægge dem de bøder, som var fastsat i den omtvistede beslutning.
22 For så vidt angår skrivelsen af 30. juni 2008 anerkendte Retten, at den havde beskyttet appellanternes ret til forsvar ud over de krav, der er fastsat ved forordning nr. 773/2004. Det var således for fuldstændighedens skyld, at Retten i de appellerede dommes præmis 129 tilføjede, at den nævnte skrivelse under alle omstændigheder havde givet appellanterne mulighed for at fremsætte deres bemærkninger.
23 Det er Kommissionens opfattelse, at for så vidt som det andet anbringende vedrører spørgsmålet om, hvorvidt repræsentanterne for medlemsstaterne blev eller ikke blev indbudt til de mundtlige høringer, som blev afholdt, i overensstemmelse med artikel 14 i forordning nr. 773/2004, skal dette anbringende afvises, fordi det vedrører en konstatering vedrørende de faktiske omstændigheder.
24 Med hensyn til realiteten har Kommissionen anført, at Retten i de appellerede dommes præmis 147 og 148 med føje bekræftede, at Kommissionen fuldt ud havde overholdt de gældende proceduremæssige regler, eftersom de skridt, som den havde foretaget, var i overensstemmelse med de regler, som regulerer de på det relevante tidspunkt gældende proceduremæssige bestemmelser. Den omstændighed, at repræsentanter for medlemsstaterne ikke deltog i den mundtlige høring den 13. juni 2002 vedrørende klagepunktsmeddelelsen, kan forklares med, at disse repræsentanters deltagelse ikke var foreskrevet ved EKSF-traktaten. Sådanne repræsentanters deltagelse i den mundtlige høring, der fandt sted den 30. september 2002 efter fremsendelsen af den supplerende klagepunktsmeddelelse, er i overensstemmelse med de proceduremæssige regler i EF-traktaten, som nu finder anvendelse.
25 Kommissionen har videre anført, at i modsætning til, hvad appellanterne har anført, bekræftede den ikke i sin skrivelse af 30. juni 2008, at den også ville anvende forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004 på proceduren fulgt inden udløbet af EKSF-traktaten, hvilket ville have været umuligt. Den fulgte heller ikke en procedure sui generis, men fulgte den procedure, som fandt anvendelse på tidspunktet for retsakten ifølge princippet om den tidsmæssige overgang fra et sæt proceduremæssige regler til et andet.
Domstolens bemærkninger
26 For så vidt angår den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har rejst i forbindelse med det andet anbringende, er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette anbringende ikke omhandler spørgsmålet med hensyn til de faktiske omstændigheder, om konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne blev eller ikke blev indbudt til de mundtlige høringer, der fandt sted den 13. juni og den 30. september 2002, men det juridiske spørgsmål om, hvorvidt Kommissionen overtrådte artikel 14 i forordning nr. 773/2004, idet den ikke organiserede en mundtlig høring i overensstemmelse med denne bestemmelse inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning. Denne formalitetsindsigelse kan følgelig ikke tiltrædes.
27 Med hensyn til realiteten vedrørende det første og det andet anbringende bemærkes, at Kommissionen i forbindelse med den procedure, som resulterede i vedtagelsen af beslutningen af 2002, den 26. marts 2002 fremsendte de berørte virksomheder, herunder appellanterne, klagepunktsmeddelelsen i medfør af artikel 36 KS. Den mundtlige høring vedrørende denne meddelelse fandt sted den 13. juni 2002. Det er ubestridt, at repræsentanterne for medlemsstaterne ikke blev indbudt til at deltage i denne mundtlige høring, idet en sådan deltagelse ikke var foreskrevet i de på dette tidspunkt gældende regler i EKSF-traktaten.
28 Efter udløbet af EKSF-traktaten fremsendte Kommissionen den 12. august 2002 de nævnte virksomheder den supplerende klagepunktsmeddelelse baseret på artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, hvori den forklarede sin holdning, henset til dette ændrede retsgrundlag, og opfordrede disse virksomheder til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende de nævnte supplerende klagepunkter. En mundtlig høring fandt sted den 30. september 2002 med deltagelse af repræsentanter for medlemsstaterne i medfør af artikel 11, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2842/98 af 22. december 1998 om høring af parter i visse procedurer efter EF-traktatens artikel [81] og [82] (EFT 1998, L 354, s. 18).
29 Efter annullationen af beslutningen af 2002 oplyste Kommissionen ved skrivelse af 30. juni 2008 appellanterne og de andre berørte virksomheder om, at den havde til hensigt at genvedtage denne beslutning med forordning nr. 1/2003 som retsgrundlag i overensstemmelse med procedurereglerne i denne forordning.
30 På baggrund af dette proceduremæssige forløb skal det undersøges, om Kommissionen, i modsætning til, hvad Retten konkluderede i de appellerede dommes præmis 142 og 152, tilsidesatte artikel 10 og 14 i forordning nr. 773/2004, idet den ikke fremsendte appellanterne en ny klagepunktsmeddelelse og ikke organiserede en mundtlig høring med deltagelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning.
31 Det følger af fast retspraksis, at proceduremæssige regler almindeligvis antages at finde anvendelse fra deres ikrafttrædelsestidspunkt (domme af 29.3.2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis, og ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, C-352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 88, samt dom af 11.12.2012, Kommissionen mod Spanien, C-610/10, EU:C:2012:781, præmis 45), selv i en procedure, som er blevet indledt før denne dato, men som fortsat verserer efter denne dato (jf. i denne retning dom af 11.12.2012, Kommissionen mod Spanien, C-610/10, EU:C:2012:781, præmis 47).
32 I de foreliggende sager forholder det sig således, at eftersom den omtvistede beslutning blev vedtaget på grundlag af artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, skulle den procedure, som resulterede i denne beslutning, gennemføres i overensstemmelse med denne forordning og forordning nr. 773/2004, som forordning nr. 1/2003 udgør retsgrundlaget for (jf. i denne retning dom af 29.3.2011, ThyssenKrupp mod Kommissionen, C-352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 90), uanset at denne procedure var blevet indledt inden ikrafttrædelsen af forordning nr. 1/2003.
33 Artikel 10, stk. 1 og 2, i forordning nr. 773/2004, læst i lyset af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som den gennemfører, bestemmer, at Kommissionen, inden den vedtager en beslutning i medfør af bl.a. sidstnævnte forordnings artikel 7, fremsender de berørte parter en klagepunktsmeddelelse og giver dem mulighed for at indgive deres bemærkninger inden for en frist, som Kommissionen fastsætter.
34 Som Retten med føje anførte i de appellerede dommes præmis 125 og 126, havde Kommissionen i de foreliggende sager allerede fremsendt appellanterne klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse, og det var ubestridt, at den omtvistede beslutning udelukkende vedrørte adfærd, som appellanterne allerede havde afgivet forklaring om som svar på disse meddelelser. Som generaladvokaten desuden har fremhævet i punkt 53 i forslaget til afgørelse, er der desuden ikke nogen større forskel hvad angår indholdet mellem en klagepunktsmeddelelse, der er vedtaget efter bestemmelserne i EKSF-traktaten, og en klagepunktsmeddelelse vedtaget i henhold til forordning nr. 17 og forordning nr. 1/2003. Det var således ikke nogen pligt til at fremsende en ny klagepunktsmeddelelse.
35 I denne forbindelse henviste Retten med føje til præmis 73 i dom af 15. oktober 2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582), hvori det anførtes, at annullationen af en EU-retsakt ikke nødvendigvis berører de forberedende retsakter, idet den procedure, som tilsigter at erstatte den annullerede retsakt, i princippet kan genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte.
36 Som Retten fastslog i de appellerede dommes præmis 141, blev beslutningen af 2002 således annulleret, fordi Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage den på grundlag af bestemmelserne i EKSF-traktaten, der ikke længere var i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af denne beslutning, hvorfor det var på netop dette tidspunkt, at ulovligheden indtrådte. Denne annullation påvirkede derfor hverken klagepunktsmeddelelsen eller den supplerende klagepunktsmeddelelse.
37 I modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, forholder det sig ikke således, at den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 35, ikke længere finder anvendelse i de foreliggende sager på grund af ændringen af det retsgrundlag, som er blevet anvendt ved vedtagelsen af bøderne, for så vidt som konsekvenserne af denne ændring af retsgrundlag allerede var taget i betragtning i de forberedende retsakter. Som det fremgår af de appellerede dommes præmis 22 og 128, havde Kommissionen oplyst appellanterne om de konsekvenser, som den påtænkte at drage af udløbet af EKSF-traktaten, i den supplerende klagepunktsmeddelelse baseret på artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, og appellanterne fik mulighed for at fremsætte deres bemærkninger herom.
38 Det er endvidere ubestridt, at disse konsekvenser ikke blev ændret som følge af ophævelsen af forordning nr. 17 og ikrafttrædelsen af forordning nr. 1/2003, hvilken forordning indeholder visse bestemmelser, som udgør retsgrundlaget for den omtvistede beslutning. Som generaladvokaten har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, bestemmer artikel 34, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og artikel 19 i forordning nr. 773/2004 under alle omstændigheder som overgangsbestemmelser, at de proceduremæssige skridt, der er gennemført i henhold til henholdsvis forordning nr. 17 og nr. 2842/98, bevarer deres virkninger i forbindelse med anvendelsen af de første forordninger.
39 Appellanternes argument om, at annullationen af beslutningen af 2002 på grund af det retsgrundlag, som den var baseret på, indebærer, at der i den supplerende klagepunktsmeddelelse blev anvendt en ukorrekt tilgang i denne henseende, kan heller ikke tiltrædes. Det er således tilstrækkeligt at bemærke, at denne beslutning udelukkende var baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS, mens den nævnte meddelelse var baseret på forordning nr. 17.
40 Retten begik derfor ikke nogen retlig fejl, da den i de appellerede dommes præmis 141 og 142 konkluderede, at Kommissionen ikke havde pligt til at vedtage en ny klagepunktsmeddelelse.
41 Som generaladvokaten har anført i punkt 55 i forslaget til afgørelse, følger det imidlertid af artikel 12 i forordning nr. 773/2004, at Kommissionen skal give de parter, som den har rettet en klagepunktsmeddelelse til, lejlighed til at uddybe deres argumenter under en mundtlig høring, hvis de anmoder herom i deres skriftlige bemærkninger. For så vidt som, således som det fremgår af nærværende doms præmis 36, klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse ikke blev påvirket af annullationen af beslutningen af 2002, skal det derfor undersøges, om Kommissionen gav de nævnte parter lejlighed til at fremføre deres argumenter under en mundtlig høring gennemført i overensstemmelse med de proceduremæssige krav i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004, herunder navnlig dem, der er omhandlet i sidstnævnte forordnings artikel 14, som den havde pligt til at gøre.
42 Hvad herved angår de mundtlige høringer, som fandt sted i løbet af 2002, er det ubestridt, at den mundtlige høring, der fandt sted den 13. juni 2002, og som repræsentanterne for medlemsstaterne ikke deltog i, idet en sådan deltagelse ikke var foreskrevet i EKSF-traktaten, som var gældende på det tidspunkt, vedrørte sagens realitet, dvs. den adfærd, som Kommissionen foreholdt de virksomheder, der var adressater for klagepunktsmeddelelsen. Dette fremgår bl.a. af den omtvistede beslutnings punkt 379-382 og af de appellerede dommes præmis 148.
43 Den mundtlige høring, der fandt sted den 30. september 2002, og som repræsentanterne for medlemsstaterne var blevet indbudt til i overensstemmelse med reglerne i EF-traktaten, som nu fandt anvendelse, herunder navnlig i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2842/98, vedrørte til gengæld genstanden for den supplerende klagepunktsmeddelelse, nemlig de juridiske konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten for procedurens fortsættelse. Dette fremgår dels af denne meddelelse, som udtrykkeligt opfordrede adressaterne herfor til at fremsætte deres synspunkter vedrørende de nævnte supplerende klagepunkter. Dels angav Kommissionen i den omtvistede beslutnings punkt 382, at den ikke havde fundet det nødvendigt at gentage den mundtlige høring af 13. juni 2002 i medfør af bestemmelserne i forordning nr. 17 og nr. 1/2003, eftersom denne mundtlige høring, som repræsentanterne for medlemsstaterne ikke havde deltaget i, var blevet gennemført i overensstemmelse med reglerne i EKSF-traktaten, som fandt anvendelse på dette tidspunkt. I det fælles retsmøde i sagerne C-85/15 P – C-89/15 P bekræftede Kommissionen som svar på et spørgsmål fra Domstolen desuden, at den supplerende klagepunktsmeddelelse ikke på ny behandlede de faktiske omstændigheder eller de beviser, som var genstand for proceduren.
44 Heraf følger, at i de foreliggende sager deltog repræsentanterne for medlemsstaterne ikke i en mundtlig høring vedrørende sagens realitet, men alene i den mundtlige høring, der vedrørte de juridiske konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten.
45 Det følger imidlertid af den retspraksis, der er anført i nærværende doms præmis 31 og 32, at når en afgørelse vedtages på grundlag af forordning nr. 1/2003, skal den procedure, som resulterer i denne afgørelse, være i overensstemmelse med de proceduremæssige regler, som er fastsat ved denne forordning, selv om denne procedure er begyndt inden ikrafttrædelsen af denne forordning.
46 Heraf følger, at Kommissionen inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning havde pligt til i medfør af artikel 12 og 14 i forordning nr. 773/2004 at give parterne lejlighed til at fremføre deres argumenter under en mundtlig høring, hvilken høring den havde indbudt konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne til. Den mundtlige høring, som fandt sted den 13. juni 2002, og som vedrørte sagens realitet, kan derfor ikke anses for at opfylde de proceduremæssige krav vedrørende vedtagelsen af en afgørelse på grundlag af forordning nr. 1/2003.
47 Retten begik derfor en fejl, da den i de appellerede dommes præmis 147 og 148 fastslog, at Kommissionen ikke havde pligt til inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning at organisere en ny mundtlig høring i overensstemmelse med artikel 14 i forordning nr. 773/2004 med den begrundelse, at den mundtlige høring vedrørende realiteten, som fandt sted den 13. juni 2002, og som medlemsstaterne ikke havde deltaget i, var blevet gennemført i overensstemmelse med reglerne i EKSF-traktaten, som var gældende på dette tidspunkt, under overholdelse af de principper, der regulerer den tidsmæssige anvendelse af retsregler.
48 Når der, som generaladvokaten har fremhævet i punkt 56 og 57 i forslaget til afgørelse, henses til vigtigheden i forbindelse med den procedure, der er foreskrevet i forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004, af afholdelsen, efter anmodning fra de berørte parter, af en mundtlig høring, som konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne indbydes til i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i den sidstnævnte forordning, udgør undladelsen af at afholde en sådan mundtlig høring en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.
49 For så vidt som retten til en sådan mundtlig høring som foreskrevet i forordning nr. 773/2004 ikke er blevet overholdt, er det ikke nødvendigt for den virksomhed, hvis rettigheder således er blevet tilsidesat, at godtgøre, at denne tilsidesættelse har kunnet påvirke forløbet af proceduren og indholdet af den omtvistede beslutning til skade for virksomheden.
50 Den nævnte procedure er derfor nødvendigvis behæftet med en fejl, uafhængig af de eventuelt skadelige konsekvenser for appellanterne, som måtte følge af en sådan tilsidesættelse (jf. i denne retning dom af 6.11.2012, Kommissionen mod Éditions Odile Jacob, C-553/10 P og C-554/10 P, EU:C:2012:682, præmis 46-52, og af 9.6.2016, CEPSA mod Kommissionen, C-608/13 P, EU:C:2016:414, præmis 36).
51 Det følger af det foregående, at appellanternes første og andet anbringende skal tiltrædes, og at de appellerede domme derfor skal ophæves, uden at det er nødvendigt at behandle det tredje og det femte til det syvende appelanbringende.
Det fjerde anbringende
Parternes argumenter
52 Med deres fjerde anbringende har appellanterne givet udtryk for den opfattelse, at Retten tilsidesatte chartrets artikel 47, stk. 2, for så vidt som sagen for Retten varede fire år og ti måneder, idet der gik tre år fra afslutningen af de skriftlige forhandlinger til indledningen af de mundtlige forhandlinger.
53 Med hensyn til sagernes kompleksitet har appellanterne fremhævet, at Retten allerede fik kendskab hertil i forbindelse med søgsmålene anlagt til prøvelse af beslutningen af 2002, at de fire anbringender, som blev rejst på dette tidspunkt, ikke var forbundet med særlige vanskeligheder, idet to af dem var af proceduremæssig art, at anbringendet om, at Kommissionen havde overskredet sine beføjelser, idet den havde anvendt forordning nr. 1/2003 som retsgrundlag, allerede var blevet behandlet af Retten og bekræftet af Domstolen, at der var blevet anlagt ni søgsmål til prøvelse af den omtvistede beslutning, og at processproget var det samme i alle disse søgsmål.
54 For så vidt angår parternes adfærd anmodede parterne ikke om nogen forlængelse under sagen. Endvidere vedtog Retten ikke nogen foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse. Selv om to dommere blev erstattet under sagens behandling, forblev den refererende dommer den samme.
55 Appellanterne har derfor nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver de appellerede domme, for så vidt som appellanterne i disse domme idømmes betaling af en bøde, eller subsidiært om nedsættelse af denne bøde. Eftersom Domstolen forkastede en sådan påstand i dom af 26. november 2013, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen (C-40/12 P, EU:C:2013:768), har appellanterne gjort gældende, at det ville forholde sig anderledes, hvis Domstolen tiltrådte andre anbringender end det foreliggende anbringende. Appellanterne har også nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår, at der er sket en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, stk. 2, og at der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.
56 Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende skal afvises, idet det strider mod det, som appellanterne anførte for Retten, nemlig, som det fremgår af præmis 362 i dom af 9. december 2014, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen (T-92/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1032), og af præmis 345 i dom af 9. december 2014, Alfa Acciai mod Kommissionen (T-85/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1037), at de var af den opfattelse, at det alene var sagen for Kommissionen, og ikke sagen for Retten, som havde varet uforholdsmæssigt lang tid.
57 Med hensyn til realiteten har Kommissionen nedlagt påstand om, at anbringendet forkastes.
Domstolens bemærkninger
58 Kommissionens formalitetsindsigelse kan ikke tiltrædes. Som Domstolen allerede har haft lejlighed til at fastslå, forholder det sig hvad angår Rettens overskridelse af en rimelig sagsbehandlingstid således, at en appellant, som er af den opfattelse, at denne overskridelse fra Rettens side krænker vedkommendes interesser, ikke er forpligtet til ufortøvet at gøre denne krænkelse gældende. Den pågældende kan i givet fald afvente sagens afslutning for at få klarhed over den fulde varighed af denne og for således at råde over alle de oplysninger, der er nødvendige for at identificere den krænkelse, som vedkommende finder at have lidt (dom af 26.11.2013, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen, C-40/12 P, EU:C:2013:768, præmis 78). Heraf følger, at de anbringender, som appellanterne har fremsat under sagen for Retten vedrørende varigheden af denne, ikke kan forhindre dem i ved denne sags afslutning at gøre gældende, at denne sagsbehandlingstid har været uforholdsmæssigt lang.
59 Hvad angår appellanternes påstand om, at Domstolen ophæver de appellerede domme eller nedsætter bøden på grund af den angiveligt uforholdsmæssigt lange varighed af denne sag, eller fastslår, at der foreligger en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, stk. 2, bemærkes, at en tilsidesættelse fra en af Unionens retsinstansers side af dens forpligtelse ifølge denne bestemmelse til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning. En påstand om erstatning for det tab, der er forårsaget af Rettens manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid, kan således ikke forelægges direkte for Domstolen inden for rammerne af en appel, men skal indbringes for Retten selv. Retten, der er kompetent i medfør af artikel 256, stk. 1, TEUF, og for hvilken der fremsættes et erstatningskrav, skal tage stilling til et sådant krav i en anden sammensætning end den, der behandlede den sag, som gav anledning til den procedure, hvis varighed kritiseres (dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 98 og 99 og den deri nævnte retspraksis).
60 Det følger heraf, at appellanternes fjerde anbringende skal forkastes.
Søgsmålet for Retten
61 Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophæver Domstolen, hvis den giver appellanten medhold, den af Retten trufne afgørelse. Domstolen kan herefter selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
62 I de foreliggende sager råder Domstolen over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse i de søgsmål med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, som appellanterne anlagde for Retten.
63 Det er herved tilstrækkeligt at bemærke, at af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 27-50, skal den omtvistede beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører appellanterne, på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.
Sagsomkostninger
64 Ifølge procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagsomkostningerne.
65 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da appellanterne har fået medhold i appelsagerne og i deres påstande for Retten, bør Kommissionen pålægges ud over at bære sine egne omkostninger at betale de af appellanterne afholdte omkostninger i såvel første instans som i forbindelse med appellerne.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Niende Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Rets domme af 9. december 2014, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen (T-92/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1032) og Alfa Acciai mod Kommissionen (T-85/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1037), ophæves.
2) Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30. september 2009 om tilsidesættelse af artikel 65 KS (COMP/37.956 – Rundt armeringsstål – genvedtagelse), som ændret ved Kommissionens afgørelse K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009, annulleres, for så vidt som den vedrører Ferriera Valsabbia SpA, Valsabbia Investimenti SpA og Alfa Acciai SpA.
3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler omkostningerne afholdt af Ferriera Valsabbia SpA, Valsabbia Investimenti SpA og Alfa Acciai SpA i såvel første instans som i forbindelse med appellen.
Underskrifter