Sag T-319/11

ABN Amro Group NV

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – den finansielle sektor – støtte med henblik på at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi – artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF – afgørelse, der erklærer støtten forenelig med det indre marked – betingelser for godkendelse af støtten – forbud mod at foretage opkøb – overensstemmelse med Kommissionens meddelelser om støtte til den finansielle sektor i forbindelse med finanskrisen – proportionalitet – ligebehandling – princippet om god forvaltningsskik – begrundelsespligt – ejendomsret«

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Afdeling) af 8. april 2014

1.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – Kommissionens skøn – mulighed for at fastsætte retningslinjer – bindende virkning – domstolsprøvelse

[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF; Kommissionens meddelelse 2008/K 270/02, 2009/K 10/03, 2009/K 72/01 og 2009/K 195/04]

2.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med det indre marked – støtte til den finansielle sektor i forbindelse med finanskrisen – begrænsning af støttebeløbet til det nødvendige minimum – forbud mod overtagelse af virksomheder – rækkevidde og varighed

(Art. 107, stk. 3, TEUF; Kommissionens meddelelse 2009/K 195/04)

3.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med det indre marked – støtte til den finansielle sektor i forbindelse med finanskrisen – Kommissionens beføjelse til at ophæve eller ændre en afgørelse

(Art. 108, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 7; Kommissionens meddelelse 2009/K 195/04)

4.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte til den finansielle sektor i forbindelse med finanskrisen – forbud mod overtagelse af virksomheder – proportionalitetsprincippet – domstolsprøvelse

[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF; Kommissionens meddelelse 2008/K 270/02, 2009/K 10/03, 2009/K 72/01 og 2009/K 195/04]

5.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med det indre marked – vurdering af de omstruktureringsforanstaltninger, som den støttemodtagende virksomhed påtænker at iværksætte – sammenligning med foranstaltninger i andre virksomheder i samme branche – bevisbyrde

[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF; Kommissionens meddelelse 2009/K 195/04]

6.      EU-ret – almindelige retsprincipper – retten til en god forvaltning – påpasselig og upartisk behandling af sagens akter – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte

[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF]

7.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – Kommissionens afgørelse af spørgsmålet om en støttes forenelighed med det indre marked – kortfattet begrundelse – lovlig – betingelser

[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF; Kommissionens meddelelse 2008/K 270/02, 2009/K 10/03, 2009/K 72/01 og 2009/K 195/04]

8.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse vedtaget i en sammenhæng, som er den pågældende bekendt og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne – kortfattet begrundelse tilladt

(Art. 296 TEUF)

9.      Den Europæiske Union – ejendomsretlig ordning – princippet om neutralitet – anvendelsen af traktatens grundlæggende principper – forholdet med statsstøttereglerne

(Art. 107, stk. 1, TEUF og art. 345 TEUF)

1.      Kommissionen har ved anvendelsen af artikel 107, stk. 3, TEUF et vidt skøn, hvis udøvelse indebærer komplicerede økonomiske og sociale vurderinger, som må foretages i en EU-sammenhæng. Den kan dog med henblik på udøvelsen af dette skøn gøre brug af retningslinjer i form af retsakter såsom meddelelser, for så vidt som de ikke strider mod traktaten. Kommissionen har med vedtagelsen af sådanne vejledende regler for anvendelsen af statsstøtteforanstaltninger og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, i denne henseende pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sin skønsbeføjelse og kan ikke fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. På det meget specifikke statsstøtteområde er Kommissionen således bundet af de rammebestemmelser eller meddelelser, som den vedtager, såfremt disse ikke afviger fra traktatens bestemmelser, og de er blevet accepteret af medlemsstaterne. Det tilkommer Unionens retsinstanser at efterprøve, om de retningslinjer, Kommissionen har pålagt sig selv, er blevet overholdt.

(jf. præmis 27-29)

2.      Kommissionen tilsidesætter ikke omstruktureringsmeddelelsen ved at fastslå, at princippet om en begrænsning af en statsstøtte, der ydes en virksomhed i banksektoren for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi, til det nødvendige minimum, gør det muligt for den at indføre et forbud mod overtagelser af en andel på mere end 5%, som kan pålægges en maksimal varighed på fem år på de betingelser, der er angivet i det følgende.

For det første gælder forbuddet mod overtagelser ikke udelukkende aktieandele i virksomheder inden for finanssektoren eller i den medlemsstat, som den støttemodtagende virksomhed hører under, men kan potentielt gælde enhver overtagelse, idet formålet er at sikre, at den støttemodtagende banks penge anvendes til tilbagebetaling af støtten, inden den foretager overtagelser. Overtagelser skal således have til formål at sikre den støttede enheds rentabilitet. Enhver overtagelse, der ikke er knyttet til omstruktureringsprocessen, vil således i sig selv kunne medføre markedsfordrejninger. Dette ville være tilfældet for erhvervelser, der finansieres ved hjælp af statsstøtte, og som ikke er strengt nødvendige for at sikre genoprettelse af den støttemodtagende virksomheds rentabilitet og derfor er i strid med princippet om begrænsning af støtten til det strengt nødvendige minimum.

For det andet henviser forbuddet mod overtagelse af aktier i andre virksomheder eller mod at foretage nye investeringer ikke blot til kontrollerende interesser.

Hvad endelig angår varigheden af forbuddet mod overtagelser, selv om der ikke i omstruktureringsmeddelelsen fastsættes en konkret varighed af et forbud mod overtagelser, der pålægges med henblik på at sikre, at støtten begrænses til det nødvendige minimum, da der i omstruktureringsmeddelelsens punkt 23 henvises til omstruktureringen af støttemodtageren, kan det heraf udledes, at en sådan foranstaltning kan betragtes som begrundet, så længe en sådan situation eksisterer.

(jf. præmis 40, 42-46, 54, 63, 169 og 177)

3.      Kommissionens beføjelse til at tillade overtagelser, når der er truffet en beslutning om godkendelse af statsstøtte, der ydes en virksomhed i banksektoren for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi, og som omfatter et forbud mod overtagelser, følger af dens generelle beføjelser som administrativ myndighed, der i sin egenskab af ophavsmand til en afgørelse herom har beføjelse til at ophæve eller ændre den. At denne mulighed ikke nævnes specifikt i en sådan afgørelse, kan således ikke betegnes som en tilsidesættelse af omstruktureringsmeddelelsen.

(jf. præmis 66)

4.      Som et almindeligt EU-retligt princip udgør proportionalitetsprincippet et kriterium for lovligheden af enhver af EU-institutionernes retsakter, herunder beslutninger vedtaget af Kommissionen i dens egenskab af konkurrencemyndighed.

Lovligheden af et forbud mod overtagelser, som pålægges en virksomhed i banksektoren som betingelse for ydelse af en statsstøtte for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi, kan ikke vurderes ved at udtage denne foranstaltning af den sammenhæng, den indgår i, men skal vurderes på grundlag af de omstruktureringsplaner, som den pågældende medlemsstat har fremsendt.

Henset til arten af undersøgelsen af foreneligheden af en statsstøtte med det indre marked råder Kommissionen i øvrigt over et vidt skøn i forbindelse med vurderingen af, om navnlig en kombination af foranstaltninger gør det muligt for den at fastslå, at en støtte er forenelig med det indre marked, således at Rettens prøvelse i denne henseende nødvendigvis må være begrænset.

(jf. præmis 75, 80 og 81)

5.      Selv om det ved bedømmelsen af, om ligebehandlingsprincippet er overholdt i forbindelse med afgørelser om godkendelse af statsstøtte inden for banksektoren på grundlag af en omstruktureringsplan, som er underlagt forskellige betingelser, ikke kan udelukkes, at de specifikke omstruktureringsforanstaltninger og de i de forskellige afgørelser opstillede betingelser kan sammenlignes in abstracto, står det fast, at omstruktureringen af en virksomhed må fokusere på dens interne problemer, og at de erfaringer, andre virksomheder har gjort sig under andre økonomiske og politiske omstændigheder på andre tidspunkter, kan være ganske uden relevans. Under alle omstændigheder og såfremt Retten kan foranlediges til at undersøge sammenligneligheden af en sagsøgers situation med de situationer, der gør sig gældende i øvrige afgørelser truffet af Kommissionen, er det sagsøgeren, der skal løfte bevisbyrden med hensyn til deres eventuelle sammenlignelighed.

(jf. præmis 113, 114, 184 og 185)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 128, 213 og 214)

7.      På statsstøtteområdet er en relativt kortfattet begrundelse, som for en stor dels vedkommende består i en gengivelse af principperne i omstruktureringsmeddelelsen, tilladt, eftersom Kommissionens ræsonnement klart og utvetydigt fremgår af den, navnlig fordi Kommissionen har gjort brug af et princip opstillet i den pågældende meddelelse. Desuden er den manglende undersøgelse af alternative foranstaltninger, som sagsøgeren har foreslået, begrundet, da det følger af begrundelsen, at en streng anvendelse af de fastsatte principper, såsom princippet om begrænsning af støtten til det nødvendige minimum, er nødvendig, hvilket udelukker mere fleksible alternative løsninger.

Selv om Kommissionens meddelelser om støtte til den finansielle sektor i forbindelse med finanskrisen førte til fastlæggelsen af en ny politik, er Kommissionen i øvrigt ikke dermed pålagt en øget begrundelsespligt.

Endelig er omfanget af begrundelsen i en anden afgørelse under alle omstændigheder uden relevans, når Retten skal prøve, om den anfægtede afgørelse er fyldestgørende begrundet.

(jf. præmis 135, 136, 139 og 141)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 138)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 147, 148 og 153)