Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 4. maj 2005 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

(Sag C-198/05)

(Processprog: italiensk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 4. maj 2005 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved W. Wils og L. Pignataro, som befuldmægtigede.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 5 i Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 1 fra det tidspunkt, da alle kategorier af offentlige tilgængelige institutioner i direktivets forstand var undtaget fra retten til offentligt udlån.

Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Kommissionen har fastslået, at artikel 69, stk. 1, litra b), i lov nr. 633/41 undtager alle statslige biblioteker og diskoteker for retten til udlån, idet den bestemmer, at udlån efter udløbet af mindst 18 måneder fra første salg eller distribution eller efter mindst 24 måneder fra realiseringen af det pågældende værk hverken er godkendelses- eller vederlagspligtigt, hvis ikke spredningsretten er udøvet.

Kommissionen har gjort gældende, at den ovennævnte artikel i lov nr. 633/41, der fritager alle statslige biblioteker og diskoteker for at erlægge vederlag, er i strid med både stk. 2 og 3 i artikel 5 i direktiv 92/100/EØF. Da den nævnte bestemmelse ikke opfylder betingelserne til opfyldelse af indskrænkninger i eneretten til offentligt udlån, er den desuden i strid med samme direktivs artikel 1.

____________

1 - EFT L 346 af 27.11.1992, s. 61.