Language of document :

Rettens dom af 5. maj 2015 – Petropars Iran m.fl. mod Rådet

(Sag T-433/13) 1

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – fejlskøn – ulovlighedsindsigelse – ret til erhvervsudøvelse – ejendomsret – beskyttelse af den offentlige sundhed, sikkerheden og miljøet – forsigtighedsprincippet – proportionalitet – ret til forsvar)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Petropars Iran Co. (Kish Island, Iran), Petropars Oilfields Services Co. (Kish Islrand), Petropars Aria Kish Operation and Management Co. (Teheran, Iran) og Petropars Resources Engineering Kish Co. (Teheran) (ved solicitors S. Zaiwalla, P. Reddy og Z. Burbeza , barristers R. Blakeley og G. Beck samt M. Brindle, QC)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved V. Piessevaux og M. Bishop, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Dels påstand om annullation af såvel Rådets afgørelse 2013/270/FUSP af 6. juni 2013 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 156, s. 10) som Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 522/2013 af 6. juni 2013 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 156, s. 3), dels påstand om, at det fastslås, at hverken artikel 20, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39) eller artikel 23, stk. 2, litra d), i Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1) finder anvendelse

Konklusion

1)    For så vidt som de vedrører Petropars Aria Kish Operation and Management Co. og Petropars Resources Engineering Kish Co. annulleres:

–    Rådets afgørelse 2013/270/FUSP af 6. juni 2013 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran

–    Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 522/2013 af 6. juni 2013 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran.

2)    Retsvirkningerne af afgørelse 2013/270 og af forordning nr. 522/2013 opretholdes over for Petropars Aria Kish Operation and Management Co. og over for Petropars Resources Engineering Kish Co. indtil datoen for udløbet af den appelfrist, der er fastsat i artikel 56, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, eller, såfremt appel iværksættes inden for denne frist, indtil stadfæstelse eller afvisning af appellen.

3)    I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.

4)    Hver part bærer sine egne omkostninger.

____________

____________

1 EUT C 313 af 26.10.2013.