RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Anden Afdeling)
30. april 2014 (*)
»Personalesag – undersøgelse foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – dagpenge – artikel 10 i bilag VII til vedtægten – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – lønindeholdelse – vedtægtens artikel 85 – forsætlig vildledning af administrationen – rimelig frist«
I sag F-28/13,
angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A,
José Manuel López Cejudo, tjenestemand ved Europa-Kommissionen, Bruxelles (Belgien), ved advokat É. Boigelot,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved J. Currall og C. Ehrbar, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M.I. Rofes i Pujol, og dommerne K. Bradley og J. Svenningsen (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig X. Lopez Bancalari,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 30. januar 2014,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 27. marts 2013 har José Manuel López Cejudo anlagt denne sag og principalt nedlagt påstand om annullation af den skrivelse af 6. juli 2012, hvorved Europa-Kommissionens ansættelsesmyndighed underrettede sagsøgeren om sin afgørelse om at tilbagesøge de dagpenge med tillæg af renter, som han havde modtaget i 1997 og 1998, samt påstand om annullation af afgørelsen af 17. december 2012, hvorved ansættelsesmyndigheden afslog sagsøgerens klage vedrørende de nævnte dagpenge (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).
Retsforskrifter
2 Artikel 20 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) bestemmer, at »[t]jenestemanden skal tage bopæl på tjenestestedet eller i en sådan afstand fra dette, at han ikke hindres i udførelsen af sit arbejde«.
3 Artikel 5, stk. 4, i bilag VII til vedtægten bestemmer:
»Hvis en tjenestemand, som har ret til husstandstillæg, tager bopæl uden sin familie på tjenestestedet, får han kun halvdelen af den godtgørelse, han normalt ville være berettiget til; den anden halvdel får han udbetalt, når hans familie flytter til tjenestestedet, såfremt de i artikel 9, stk. 3[, i bilag VII] foreskrevne frister er overholdt. […]«
4 Artikel 9, stk. 1, i bilag VII til vedtægten bestemmer:
»Omkostningerne i forbindelse med flytning af personligt bohave […] godtgøres den tjenestemand, der i henhold til bestemmelserne i artikel 20 i vedtægten må ændre bopæl, for så vidt han ikke modtager godtgørelse af de samme udgifter fra anden side. Godtgørelsen sker inden for rammerne af et på forhånd godkendt overslag. […]«
5 Artikel 10 i bilag VII til vedtægten i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, bestemmer:
»1. Den tjenestemand, der godtgør, at han er nødt til at skifte bopæl for at efterkomme betingelsen i artikel 20 i vedtægten, er for et i stk. 2 i nærværende artikel fastsat tidsrum pr. kalenderdag berettiget til et dagpengebeløb […]
2. Den periode, i hvilken der ydes dagpenge, fastsættes således:
[…]
b) for tjenestemænd, der har ret til husstandstillæg: til 180 dage […]
[…]
I intet tilfælde ydes der dagpenge ud over den dato, hvor tjenestemanden har foretaget flytning med henblik på at opfylde betingelserne i artikel 20 i vedtægten.«
6 Vedtægtens artikel 85 i den affattelse, der fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor sagsøgeren modtog de omtvistede dagpenge, bestemmer:
»Ethvert beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kræves tilbagebetalt, hvis modtageren har haft kendskab til fejlen, eller denne var så åbenbar, at han burde have kendt den.«
7 Artikel 85, stk. 2, i den affattelse, der fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor skrivelsen af 6. juli 2012 blev udfærdiget, har følgende ordlyd:
»Kravet om tilbagebetaling skal fremsættes inden for en frist på 5 år, der begynder at løbe på datoen for udbetalingen af beløbet. Denne frist kan dog ikke påberåbes over for ansættelsesmyndigheden, hvis denne kan godtgøre, at den pågældende forsætligt har vildledt administrationen med henblik på at opnå udbetaling af det omhandlede beløb.«
Sagens faktiske omstændigheder
8 Sagsøgeren indtrådte i Kommissionens tjeneste i 1986 og varetog fra den 1. september 1990 udøvelsen af sine opgaver for Kommissionen ved Revisionsretten i Luxembourg (Luxembourg). Han blev derefter, med virkning fra den 1. september 1997, overflyttet til Kontoret for »Forvaltning af Indtægter« under generaldirektoratet (GD) for »Budget« i Kommissionen i Bruxelles (Belgien). Sagsøgeren blev senere overflyttet til Sektionen for »Finanser og Kontrakter« under Kommissionens repræsentation i Den Føderative Republik Brasilien i 2002, og med virkning fra 2007 varetog han igen opgaver som administrator (AD) i lønklasse AD 13 ved GD for »Budget« i Bruxelles.
9 Den 9. juli 1997 underskrev sagsøgeren en lejekontrakt vedrørende en ikke-møbleret lejlighed med fem værelser, der var beliggende i Etterbeek (Belgien) (herefter »lejligheden i Bruxelles«). Kontrakten blev indgået for en periode på ni år og havde virkning fra den 1. august 1997. Det fremgår af kontraktens ordlyd, navnlig artikel 13 om »Benyttelsen af det lejede« og artikel 14 om »Bopælsadresse og civilstand«, at lejer, som i det foreliggende tilfælde er sagsøgeren, accepterede, at det lejede kun måtte benyttes til privat beboelse som hovedbopæl, og at han under hele lejekontraktens varighed forpligtede sig til at have bopælsadresse i den lejede lejlighed.
10 Sagsøgeren udlejede endvidere fra den 1. august 1997 det hus, som han ejede i Schuttrange (Luxembourg), og som han tidligere havde beboet med sin familie (herefter »huset i Luxembourg«), til to lejere i henhold til en kontrakt, der blev indgået den 11. juli 1997.
11 Den 1. september 1997 oplyste sagsøgeren i en generel formular vedrørende fastlæggelsen af hans vedtægtsmæssige rettigheder, at lejligheden i Bruxelles udgjorde hans nye adresse på tjenestestedet. Han oplyste endvidere i denne formular administrationen om, at hans ægtefælle og deres fire børn fortsat havde bopæl i Luxembourg på den adresse, hvor huset i Luxembourg var beliggende.
12 Sagsøgeren oplyste imidlertid den 9. september 1997 i den formular, der vedrører bosættelsespenge som omhandlet i artikel 5 i bilag VII til vedtægten, idet administrationen på daværende tidspunkt ligeledes anvendte den nævnte formular til at fastlægge, om der bestod en ret til dagpenge, at han sammen med sin familie havde taget bopæl i Bruxelles. Han oplyste endvidere i denne forbindelse, at han havde kendskab til de relevante bestemmelser, nemlig artikel 5 i bilag VII til vedtægten.
13 Sagsøgeren vedlagde til støtte for sin ansøgning en kopi af lejekontrakten vedrørende lejligheden i Bruxelles, men vedlagde ikke en ansøgning om opholdstilladelse for sine familiemedlemmer. Ansættelsesmyndigheden udbetalte derfor kun bosættelsespenge med det halve beløb i henhold til artikel 5, stk. 4, i bilag VII til vedtægten, dvs. en måneds løn.
14 Efter at sagsøgeren den 16. marts 1998 indgav en ansøgning vedlagt en kopi af en ansøgning om opholdstilladelse, der var indgivet i Belgien vedrørende hans ægtefælle og deres børn, der dokumenterede, at hans familie var flyttet til hans nye tjenestested, fik han udbetalt den anden halvdel af bosættelsespengene i henhold til artikel 5, stk. 4, i bilag VII til vedtægten.
15 Sagsøgeren ansøgte den 16. marts 1998 også om godtgørelse af sine flytteudgifter, idet han vedlagde en faktura, der var udfærdiget den 15. marts 1998 af et luxembourgsk flyttefirma, hvilket blev imødekommet. Det fremgik af fakturaen fra den luxembourgske virksomhed, at sagsøgeren var flyttet fra Luxembourg til Bruxelles den 2. marts 1998. Sagsøgeren oplyste i denne forbindelse i den del af formularen, der vedrørte »[b]etaling af flytteudgifter«, at han »med sin familie havde flyttet sin bopæl til tjenestestedet […] den 2. marts 1998«.
16 Ud over de bosættelsespenge, der svarede til to måneders løn, og som blev udbetalt ad to omgange, og godtgørelsen af flytteudgifter modtog sagsøgeren ligeledes dagpenge i henhold til artikel 10 i bilag VII til vedtægten i den maksimale periode på 180 dage, efter at han havde tiltrådt sin nye stilling ved Kommissionen (herefter »de omtvistede dagpenge«), dvs. fra den 1. september 1997 til den 1. marts 1998, idet administrationen i denne henseende havde lagt vægt på, at hans familie først var flyttet til hans nye tjenestested den 2. marts 1998, som var den dato, han havde angivet på formularen vedrørende »[b]etaling for flytteudgifter«.
17 Den 19. juli 2007 modtog Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) fra GD for »Eksterne Forbindelser« en skrivelse, der var adresseret til det nævnte generaldirektorat fra et medlem af Europa-Parlamentet. Denne skrivelse var vedlagt erklæringer og en lang række dokumenter, der bl.a. hidrørte fra sagsøgerens tidligere ægtefælle. OLAF indledte derefter en undersøgelse vedrørende bl.a. de omtvistede dagpenge og visse lægeudgifter, der havde givet anledning til godtgørelse fra den fælles sygeforsikringsordning.
18 OLAF’s undersøgelse omfattede endvidere en række andre anklager, der var fremsat af sagsøgerens tidligere ægtefælle, men som ikke er genstand for den foreliggende sag.
19 OLAF underrettede sagsøgeren om, at der var indledt en intern undersøgelse, og afhørte ham inden for rammerne af denne undersøgelse den 28. marts 2008 og den 6. maj 2010, bl.a. om det tidspunkt, hvor han faktisk var flyttet fra Luxembourg til Bruxelles, hans børns skolegang i Bruxelles i forbindelse med skoleårets start i 1997 og den faktura af 15. marts 1998, der vedrørte hans flytning. Sagsøgeren oplyste i denne forbindelse bl.a., at flytningen af hans møbler, som angiveligt var forblevet i Luxembourg, først fandt sted i marts 1998, »for at han således i god tro […] kunne modtage dagpenge«.
20 Den 30. marts 2012 meddelte OLAF sagsøgeren, at undersøgelsen var afsluttet. OLAF fremsendte endvidere samme dag sine henstillinger samt den endelige rapport vedrørende den interne undersøgelse (herefter »OLAF’s rapport«) til Kommissionen. OLAF konkluderede i det afsnit i rapporten, der har overskriften »Konklusioner og henstillinger«, at sagsøgeren havde tilsidesat sine forpligtelser som tjenestemand, idet det fandtes bevist, at han for at modtage dagpenge som omhandlet i artikel 10 i bilag VII til vedtægten urigtigt have givet anledning til at antage, at han var flyttet fra Luxembourg til Bruxelles i marts 1998, selv om han reelt var flyttet i august 1997.
21 OLAF anførte i denne henseende, at det tillige var sandsynligt, at sagsøgeren havde formået flyttefirmaet til at udstede en fremdateret faktura for at gøre de oplysninger, han havde afgivet, mere troværdige. OLAF henstillede på denne baggrund, at ansættelsesmyndigheden foretog tilbagesøgning af et beløb på 7 902 EUR svarende til dels de dagpenge, der fejlagtigt var udbetalt i perioden fra den 1. september 1997 til den 1. marts 1998, dvs. på daværende tidspunkt 223 080 BEF (5 530 EUR), dels tilbagebetaling af 2 372 EUR for godtgørelse af udgifter til brillestel, der var udstyret med linser med korrigerende styrke. OLAF henstillede endvidere, at der blev foretaget en gennemgang af de ansøgninger om godtgørelse af lægeudgifter, som sagsøgeren havde indgivet i perioden fra 2002 til 2007, hvor han gjorde tjeneste ved Kommissionens repræsentation i Brasilien.
22 Ved skrivelse af 6. juli 2012 (herefter »den anfægtede afgørelse«) meddelte Kommissionen sagsøgeren, at han, henset til OLAF’s henstillinger, skulle tilbagebetale 7 902 EUR. Kommissionen ville først indeholde 5 530 EUR i sagsøgerens løn for juni 2012 og 3 822,80 EUR i renter af dette beløb, som ville blive fratrukket i sagsøgerens løn for juli 2012, hvilket imidlertid først skete i oktober 2012. Kommissionen ville derefter indeholde 2 372 EUR i sagsøgerens løn for august 2012 svarende til de uberettigede godtgørelser af lægeudgifter samt 699,20 EUR i renter af dette beløb.
23 Den 12. september 2012 indgav sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage, hvorved han anmodede ansættelsesmyndigheden om at annullere skrivelsen af 6. juli 2012 og de indeholdelser, der var foretaget i hans løn for juni til september 2012, samt skrivelsen af 10. juli 2012 fra Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (PMO), hvorved PMO anmodede om indeholdelse af 3 071,20 EUR i sagsøgerens løn for august 2012, og PMO’s skrivelse af 20. juli 2012, hvorved PMO anmodede om indeholdelse af 3 822,80 EUR i hans løn for oktober 2012. Hvad navnlig angår de omtvistede dagpenge anførte sagsøgeren, at han havde handlet i god tro, idet han var af den opfattelse, at han ville modtage denne godtgørelse indtil det tidspunkt, hvor flytningen af hans bohave var fuldstændig afsluttet. Sagsøgeren anførte endvidere, at »han ikke kunne foreholdes nogen ildesindet hensigt«, idet »bestemmelserne på dette punkt, som han [havde fået] forklaret på et tidspunkt, som han ikke kunne genkalde, efter hans opfattelse var meget tekniske og vanskeligt forståelige«. Sagsøgeren har endvidere anført, at da han ikke forsætligt havde vildledt administrationen, kunne den femårige forældelsesfrist i vedtægtens artikel 85 påberåbes over for ansættelsesmyndigheden.
24 Ved afgørelse af 17. december 2012 konstaterede ansættelsesmyndigheden vedrørende den del af klagen, der angik godtgørelsen af lægeudgifter, at den ikke var i stand til at bevise, at sagsøgeren forsætligt havde vildledt administrationen med henblik på at opnå godtgørelse af udgiften til det brillestel, der var udstyret med linser med korrigerende styrke. Ansættelsesmyndigheden besluttede derfor i henhold til vedtægtens artikel 85, stk. 2, første punktum, at give afkald på at tilbagesøge det fejlagtigt udbetalte beløb for så vidt angår de nævnte lægeudgifter. Hvad angår de omtvistede dagpenge fandt ansættelsesmyndigheden derimod, at sagsøgeren forsætligt havde vildledt ansættelsesmyndigheden, således at den femårige forældelsesfrist i henhold til artikel 85, stk. 2, andet punktum, ikke kunne påberåbes over for ansættelsesmyndigheden. Da ansættelsesmyndigheden i øvrigt konstaterede, at sagsøgeren var flyttet til Bruxelles med sin familie i august 1997 og dermed ikke opfyldte betingelserne for at modtage de nævnte dagpenge, forkastede den klagen i denne henseende.
Retsforhandlinger og parternes påstande
25 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Skrivelsen af 6. juli 2012 annulleres.
– De indeholdelser, der er foretaget i sagsøgerens løn for juni 2012 (5 530 EUR), august 2012 (1 535,60 EUR), september (1 535,60 EUR) og oktober 2012 (3 822,80 EUR) og i givet fald de indeholdelser, der vil blive foretaget ved gennemførelse af den anfægtede afgørelse, annulleres.
– PMO’s skrivelse af 10. juli 2012 annulleres.
– PMO’s skrivelse af 20. juli 2012 annulleres.
– Afgørelsen om afslag på klagen annulleres delvist, for så vidt som sagsøgerens klage vedrørende de omtvistede dagpenge og morarenter derved afslås.
– Sagsøgte tilpligtes at betale morarenter fra juni 2012 af 5 530 EUR, fra august 2012 af et første beløb på 1 535,60 EUR, fra september 2012 af yderligere 1 535,60 EUR og fra oktober 2012 af 3 822,80 EUR, indtil disse beløb er blevet tilbagebetalt til sagsøgeren, idet der herved tages hensyn til den tilbagebetaling på 3 071,20 EUR, der er foretaget med lønnen for januar 2013, hvorfor der ikke længere skyldes morarenter af dette beløb.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
26 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
1. Søgsmålets genstand
27 Personaleretten konstaterer indledningsvis, at eftersom ansættelsesmyndigheden delvist imødekom sagsøgerens klage vedrørende godtgørelsen af lægeudgifter, og da sagsøgeren i januar 2013 fik tilbagebetalt de indeholdelser, der var foretaget i hans løn for august og september 2012 i forbindelse med de nævnte lægeudgifter, er den påstand, der er nedlagt i sagen vedrørende de nævnte lægeudgifter, blevet uden genstand, hvilket sagsøgeren i øvrigt anerkendte under retsmødet.
2. Påstandene om annullation
28 Hvad angår påstandene om annullation bemærkes, at disse påstande i det væsentlige vedrører de omtvistede dagpenge, skrivelsen af 6. juli 2012, de lønindeholdelser, der blev foretaget i juni, august, september og oktober 2012 samt afgørelsen om afslag på klagen.
29 I overensstemmelse med princippet om procesøkonomi kan Unionens retsinstanser i denne henseende fastslå, at der ikke er grundlag for at tage særskilt stilling til de påstande, der er rettet mod afgørelsen om at afslå en klage, når det kan konstateres, at disse påstande ikke har et selvstændigt indhold, og de reelt er sammenfaldende med de påstande, der er rettet mod den afgørelse, der har været genstand for klagen. Dette kan bl.a. være tilfældet i de situationer, hvor det fastslås, at afgørelsen om at afslå klagen, eventuelt fordi den har stiltiende karakter, blot bekræfter den afgørelse, der er genstand for klagen, hvilket indebærer, at annullation af den ene afgørelse i princippet ikke vil medføre andre virkninger for den berørte persons retlige situation end de virkninger, der følger af annullationen af den anden afgørelse (dom Adjemian m.fl. mod Kommission, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
30 I det foreliggende tilfælde må påstandene om annullation imidlertid anses for rettet mod skrivelsen af 6. juli 2012 og afgørelsen om afslag på klagen, idet lønindeholdelserne blev foretaget på grundlag af skrivelsen af 6. juli 2012, og idet afgørelsen om afslag på klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens situation ud fra nye retlige omstændigheder.
31 Personaleretten bemærker, at sagsøgeren til støtte for påstandene om annullation reelt har fremsat fire anbringender, der vedrører henholdsvis tilsidesættelse af begrundelsespligten som omhandlet i vedtægtens artikel 25, stk. 2, tilsidesættelse af artikel 10 i bilag VII til vedtægten, tilsidesættelse af vedtægtens artikel 85 og princippet om en rimelig frist til at anlægge et søgsmål om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb samt tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning og princippet om god forvaltningsskik.
Det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten
32 Sagsøgeren har kritiseret Kommissionen for hverken på tidspunktet for udfærdigelsen af skrivelsen af 6. juli 2012 eller i forbindelse med behandlingen af klagen at have fremsendt indholdet af OLAF’s rapport til ham. Kommissionen begrænsede sig til at henvise til indholdet af den nævnte rapport i skrivelsen af 6. juli 2012 og i afgørelsen om afslag på klagen uden at oplyse sagsøgeren om, hvilke faktiske omstændigheder han blev foreholdt. Da sagsøgeren således er af den opfattelse, at han ikke var i stand til på en hensigtsmæssig måde at gøre sig bekendt med indholdet af den nævnte rapport, der lå til grund for vedtagelsen af afgørelserne om tilbagebetaling af de omtvistede dagpenge, var skrivelsen af 6. juli 2012 og afgørelsen om afslag på klagen behæftet med en manglende begrundelse.
33 Kommissionen har medgivet, at OLAF’s rapport først blev fremsendt til sagsøgeren den 1. februar 2013, men anført, at skrivelsen af 6. juli 2012 blev vedtaget i en af sagsøgeren velkendt sammenhæng, nemlig i forbindelse med, at han blev afhørt to gange af OLAF. De retlige forhold, som sagsøgeren nævnte i sin klage, herunder den omstændighed, at han havde handlet i god tro, og at han havde krav på dagpenge indtil det tidspunkt, hvor flytningen af hans bohave var endeligt afsluttet, viser, at han havde et sikkert kendskab til de forhold, som han blev foreholdt af ansættelsesmyndigheden. Under alle omstændigheder gav Kommissionen en tilstrækkelig begrundelse, da den besvarede klagen, idet denne begrundelse skal anses for at supplere begrundelsen i skrivelsen af 6. juli 2012, som klagen er rettet mod.
34 Personaleretten bemærker i denne henseende, at kravet i artikel 296, stk. 2, TEUF, som ligeledes fremgår af vedtægtens artikel 25, stk. 2, har til formål at gøre det muligt for Personaleretten at udøve sin legalitetsprøvelse vedrørende bebyrdende afgørelser og at give de berørte parter tilstrækkelige oplysninger til at bedømme, om disse afgørelser er korrekte, eller om de eventuelt er behæftet med en mangel, der gør det muligt at anfægte deres gyldighed. Det følger heraf, at begrundelsen derfor i princippet skal meddeles den berørte part samtidigt med den bebyrdende retsakt (jf. domme Michel mod Parlamentet, 195/80, EU:C:1981:284, præmis 22, Neirinck mod Kommissionen, C-17/07 P, EU:C:2008:134, præmis 50, og Tzirani mod Kommissionen, F-46/11, EU:F:2013:115, præmis 138-140).
35 Personaleretten konstaterer ganske vist, at skrivelsen af 6. juli 2012 kun indeholder meget få begrundelseselementer, idet der i skrivelsen henvises til OLAF’s henstillinger af 30. marts 2012 som begrundelse for at kræve tilbagebetaling af de omtvistede dagpenge, og at den nævnte skrivelse således indeholdt en forholdsvis kortfattet begrundelse, for så vidt som sagsøgeren ikke forinden fik meddelt indholdet af OLAF’s rapport.
36 Ansættelsesmyndigheden gav imidlertid en tilstrækkelig begrundelse i afgørelsen om afslag på klagen. Denne afgørelse bekræfter nemlig skrivelsen af 6. juli 2012, idet denne skrivelse indeholder yderligere præciseringer af afgørelsen. I et sådant tilfælde skal lovligheden af den oprindelige bebyrdende afgørelse undersøges under hensyn til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, idet denne begrundelse skal anses for sammenfaldende med nævnte retsakt (dom Infante Garcia-Consuegra mod Kommissionen, F-10/12, EU:F:2013:38, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis).
37 En afgørelse er under alle omstændigheder tilstrækkeligt begrundet, når den retsakt, der er genstand for søgsmålet, som i det foreliggende tilfælde er truffet under omstændigheder, som er tjenestemanden bekendt, såsom den omstændighed, at sagsøgeren blev afhørt flere gange af OLAF, og således gør det muligt for ham at forstå, hvilke konsekvenser den trufne afgørelse har for ham (dom Hecq mod Kommissionen, C-116/88 og C-149/88, EU:C:1990:98, præmis 26, og kendelse Marcuccio mod Kommissionen, F-118/11, EU:F:2014:23, præmis 73).
38 Personaleretten finder endvidere, at sagsøgerens meget detaljerede klage viser, at han var bekendt med grundene til, at Kommissionen ved skrivelsen af 6. juli 2012 besluttede at kræve tilbagebetaling af de omtvistede dagpenge. Sagsøgeren kan således ikke hævde, at han ikke forstod begrundelsen for ansættelsesmyndighedens afgørelse. Den omstændighed, at han først modtog OLAF’s rapport den 1. februar 2013, kan endvidere ikke rejse tvivl om, at han, da han fik kendskab til skrivelsen af 6. juli 2012, forstod grundene til, at den institution, som han henhørte under, fremsatte krav om den i denne sag omhandlede tilbagebetaling.
39 Det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten må derfor forkastes som ugrundet.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 10 i bilag VII til vedtægten
40 Sagsøgeren har til støtte for dette anbringende hovedsageligt anført, at han havde krav på de omtvistede dagpenge indtil det tidspunkt, hvor flytningen af alle hans møbler fra Luxembourg og til hans nye tjenestested var endeligt afsluttet. Den omstændighed, at hans ægtefælle og deres børn var flyttet til lejligheden i Bruxelles, som var lejet fra august 1997, og den omstændighed, at deres børn påbegyndte deres skolegang i Bruxelles i forbindelse med starten af skoleåret 1997-1998, er således ikke tilstrækkeligt til at fratage ham retten til dagpenge som omhandlet i artikel 10 i bilag VII til vedtægten.
41 Da sagsøgeren ikke endeligt havde afsluttet flytningen af sit bohave, kunne ansættelsesmyndigheden nemlig ikke efter sagsøgerens opfattelse fastslå, at han havde haft til hensigt at afslutte sin flytning til lejligheden i Bruxelles på et tidligere tidspunkt, idet denne lejlighed tværtimod indtil den 2. marts 1998 udgjorde en midlertidig bolig med begrænset komfort, da den kun var udstyret med de mest nødvendige faciliteter såsom madras, bord og stole, og idet han i den periode, hvor han modtog dagpenge, kørte i bil til og fra Luxembourg for at håndtere en række problemer, der var forbundet med udlejningen af huset i Luxembourg, i hvilken forbindelse han hver gang tog nogle enkelte flyttekasser med til sit nye tjenestested. Selv om den retspraksis, der er udviklet vedrørende artikel 10 i bilag VII til vedtægten, synes at gøre tildelingen af dagpenge betinget af, at modtageren midlertidigt har to bopælssteder, har sagsøgeren endvidere anført, at den omstændighed, at han ikke opretholdt sin tidligere bopæl i Luxembourg, ikke var til hinder, at de omtvistede dagpenge kunne tildeles i hans tilfælde. Endelig anlagde ansættelsesmyndigheden et åbenbart urigtigt skøn.
42 Personaleretten bemærker i denne henseende, at det fremgår af vedtægtens artikel 71, at en tjenestemand har krav på godtgørelse af de udgifter, han har haft i forbindelse med sin tiltrædelse, forflyttelse eller fratræden fra tjenesten, og at dagpenge i henhold til artikel 10, stk. 1, i bilag VII til vedtægten ydes »den tjenestemand, der godtgør, at han er nødt til at skifte bopæl for at opfylde betingelserne i artikel 20 i vedtægten«. I sidstnævnte artikel kræves det, at tjenestemanden skal tage bopæl på tjenestestedet eller i en sådan afstand fra dette, at han ikke hindres i udførelsen af sit arbejde (dom Benzler mod Kommissionen, T-63/91, EU:T:1992:88, præmis 19).
43 I en situation som den, sagsøgeren befinder sig i, skal dagpengene hovedsageligt kompensere for de omkostninger og ulemper, der er forbundet med at rejse og indrette sig midlertidigt på det nye tjenestested. Dette formål fremgår klart af den faste retspraksis, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder (jf. bl.a. dom Mouzourakis mod Parlamentet, 280/85, EU:C:1987:66, præmis 9, dom Benzler mod Kommissionen, EU:T:1992:88, præmis 20, og dom Baniel-Kubinova m.fl. mod Parlamentet, F-131/07, EU:F:2008:159, præmis 17).
44 Tildeling af dagpenge er således undergivet to betingelser, nemlig dels en betingelse om, at den pågældende har skiftet bopæl for at opfylde betingelserne i vedtægtens artikel 20, dels en betingelse om, at den pågældende har afholdt omkostninger eller haft ulemper, der er forbundet med at rejse eller indrette sig midlertidigt på tjenestestedet. Disse to betingelser er kumulative, og der vil derfor navnlig ikke kunne ydes dagpenge til en tjenestemand, som ikke dokumenterer, at han har haft sådanne omkostninger eller ulemper (jf. dom Infante Garcia-Consuegra mod Kommissionen, EU:F:2013:38, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
45 Det er endvidere allerede blevet fastslået, at tildelingen af dagpenge bl.a. har til formål at gøre det muligt for modtageren at finde en bolig på tjenestestedet, der opfylder den pågældendes behov, og at få afklaret situationen omkring den pågældendes tidligere bolig, f.eks. gennem udleje eller fremleje (kendelse Collins mod Regionsudvalget, T-132/97, EU:T:1998:193, præmis 43).
46 Selv om retten til dagpenge ganske vist opstår, inden den berørte part har flyttet sin bopæl til sit tjenestested eller et nyt tjenestested (dom Baniel-Kubinova m.fl. mod Parlamentet, EU:F:2008:159, præmis 24), følger det imidlertid af artikel 10, stk. 2, tredje afsnit, i bilag VII til vedtægten, at der i intet tilfælde ydes dagpenge ud over den dato, hvor tjenestemanden har foretaget flytning med henblik på at opfylde betingelserne i vedtægtens artikel 20.
47 Datoen for flytningen udgør således en skæringsdato, der automatisk bringer tildelingen af dagpenge til ophør. Denne begrundelse for bortfald af retten til disse dagpenge ændrer imidlertid ikke ved, at den berørte for at modtage nævnte dagpenge i det mindste skal opfylde de to betingelser, der er nævnt i denne doms præmis 44. Selv om lovgiver har været af den opfattelse, at den berørte part på datoen for flytningen ikke længere skal afholde omkostninger eller have ulemper, der er forbundet med at rejse eller indrette sig midlertidigt på tjenestestedet, forholder det sig med andre ord ikke desto mindre således, at den anden betingelse, der er nævnt i præmis 44, kan anses for ikke eller ikke længere at være opfyldt, også selv om flytningen af den pågældendes bohave ikke er endeligt afsluttet.
48 Personaleretten konstaterer i det foreliggende tilfælde, at sagsøgeren havde udlejet sit hus i Luxembourg fra den 1. august 1997, og at han ikke har godtgjort, at han rådede over en anden bolig i Luxembourg. Sagsøgeren har endvidere ikke hævdet, at han fortsat havde bopæl i denne medlemsstat, idet han tværtimod har anført bl.a. i stævningen og under retsmødet, at han tog ophold i Bruxelles fra den 1. september 1997, og at han ikke fastholdt sin tidligere bopæl. Den eneste nuancering af situationen, som han er fremkommet med, er dels, at han ikke »selv« tog »endeligt« ophold i Bruxelles fra denne dato, dels, at han havde efterladt nogle personlige genstande og bohave i garagen til huset i Luxembourg, som han gradvist flyttede i forbindelse med, at han rejste til Luxembourg for at håndtere en række problemer, der var forbundet med udlejningen af huset, såsom problemer med opvarmningen.
49 Hvad angår sagsøgerens familiemedlemmer har sagsøgeren i øvrigt medgivet, at de tog ophold i den lejede lejlighed i Bruxelles fra august 1997, og at hans børn påbegyndte deres skolegang i Bruxelles med starten af skoleåret 1997-1998. Under retsmødet anførte sagsøgeren i denne henseende, at der må sondres mellem den omstændighed at vælge sin bopælsadresse eller opholde sig i Bruxelles og den omstændighed at flytte sin bopæl til et nyt tjenestested. Sagsøgeren tog således sammen med sin familie reelt bopæl i Bruxelles fra august 1997. Han har imidlertid anført, at han skal anses for ikke at have flyttet sin bopæl på dette tidspunkt, idet flytningen af hele hans bohave ikke var endeligt afsluttet.
50 Personaleretten finder i denne henseende, at samtlige de nævnte omstændigheder i lyset af retspraksis (dom Ineichen mod Kommissionen, T-293/01, EU:T:2003:55, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis) tværtimod viser, at sagsøgeren fra den 1. september 1997 flyttede centret for sine interesser til sit nye tjenestested, og at han havde til hensigt at tage stabilt og varigt ophold på tjenestestedet.
51 Sagsøgeren opretholdt således ikke sin tidligere bopæl og har ikke nævnt, at han afholdt andre udgifter i forbindelse med en angivelig usikker situation. Når der henses til ordlyden af artikel 10 i bilag VII til vedtægten i den affattelse, der finder tidsmæssigt anvendelse i sagen, således som denne bestemmelse fortolkes i retspraksis, var det allerede af denne grund ikke berettiget at tildele sagsøgeren dagpenge (jf. dom Lozano Palacios mod Kommissionen, T-33/95, EU:T:1996:196, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
52 Det eneste argument, som sagsøgeren har fremsat med henblik på at godtgøre, at han ikke fuldstændigt havde flyttet sine personlige og familiemæssige interesser til Bruxelles på det tidspunkt, hvor han indtrådte i tjenesten, dvs. den 1. september 1997, er den omstændighed, at hele sagsøgerens bohave efter hans eget udsagn endnu ikke var blevet flyttet til det nye tjenestested, og at han derfor ikke kunne anses for at have flyttet sin bopæl.
53 Sagsøgeren har i denne henseende imidlertid oplyst, at lejligheden i Bruxelles, der har fem værelser, var udstyret med det mest nødvendige bohave, såsom et bord, madrasser og sengetøj. Han havde derfor flyttet sin bopæl til det nye tjenestested den 1. september 1997. Sagsøgeren har endvidere ikke på nogen måde redegjort for, hvilket af det udstyr, der angiveligt befandt sig i Luxembourg, der var nødvendig for ham og hans familie, for at hans flytning til det nye tjenestested kunne anses for endeligt afsluttet.
54 Personaleretten finder, at det eneste element, der synes at godtgøre, at kun en del af sagsøgerens bohave blev flyttet fra Luxembourg til Bruxelles, er en kvittering for modtagelsen af bohave og personlige genstande samt en faktura, der begge er dateret den 15. marts 1998, idet det fremgår af den nævnte kvittering, at der den 2. marts 1998 blev foretaget en flytning fra huset i Luxembourg, der var angivet med den præcise adresse, til Bruxelles, dog uden angivelse af en præcis adresse.
55 Det må imidlertid på grundlag af samtlige de beviser, der fremgår af sagsakterne, og uafhængigt af, om der den 2. marts 1998 faktisk blev foretaget en flytning af visse møbler, der angiveligt fortsat befandt sig i Luxembourg, fastslås, at det var med rette, at Kommissionen konstaterede, at sagsøgeren den 1. september 1997 under alle omstændigheder allerede havde flyttet centret for sine interesser til det nye tjenestested på en varig og permanent vis, og at han derfor havde taget endeligt ophold på tjenestestedet som omhandlet i artikel 10 i bilag VII til vedtægten. Sagsøgeren opfyldte af denne grund ikke længere den anden betingelse, der er nævnt i denne doms præmis 44.
56 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det andet anbringende må forkastes som ugrundet.
Det tredje anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 85
57 Som det fremgår af sagsøgerens skriftlige indlæg, består det tredje anbringende i det væsentlige af to led, der vedrører henholdsvis sagsøgerens manglende hensigt til at vildlede administrationen som omhandlet i vedtægtens artikel 85 og tilsidesættelse af begrebet rimelig frist til at anlægge et søgsmål om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb.
Det første led om sagsøgerens manglende hensigt til at vildlede administrationen som omhandlet i vedtægtens artikel 85
58 Sagsøgeren har anført, at ansættelsesmyndigheden tilsidesatte vedtægtens artikel 85, da den besluttede at kræve de omtvistede dagpenge tilbagebetalt. Sagsøgeren har nemlig anført, at han ikke forsætligt vildledte og ikke havde til hensigt at vildlede administrationen. Ansættelsesmyndigheden kunne derfor i henhold til vedtægtens artikel 85, stk. 2, første punktum, kun kræve tilbagebetaling af de omtvistede dagpenge i en periode på fem år efter betalingen af de nævnte dagpenge. Sagsøgeren har endvidere anført, at den blotte omstændighed, at administrationen bliver vildledt ved en fejl, ikke er tilstrækkelig, idet der skal foreligge en reel hensigt om at vildlede, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.
59 Kommissionen har anført, at sagsøgeren forsætligt vildledte Kommissionen for så vidt angår tidspunktet for, hvornår han tog bopæl på det nye tjenestested. Ved kunstigt at opdele sin ansøgning om bosættelsespenge i to separate ansøgninger, forledte sagsøgeren nemlig Kommissionen til at tro, at hans familie endnu ikke havde taget ophold i lejligheden i Bruxelles, med henblik på at få udbetalt halvdelen af den nævnte godtgørelse i henhold til artikel 5, stk. 4, i bilag VII til vedtægten. Efter at sagsøgeren angiveligt havde flyttet sit bohave fra Luxembourg til Bruxelles den 2. marts 1998, ansøgte han om at få udbetalt den anden halvdel af den nævnte godtgørelse, idet han til støtte for ansøgningen fremsendte en ansøgning om opholdstilladelse vedrørende sine familiemedlemmer og samtidig oplyste, at hans familie først fra dette tidspunkt havde taget bopæl hos ham på tjenestestedet, hvilket imidlertid modsiges af sagsøgerens egne forklaringer. Kommissionen har endvidere anført, at sagsøgeren fremsendte den fremdaterede faktura af 15. marts 1998 formentlig med henblik på at få udbetalt dagpenge i den maksimale periode på 180 dage, der er fastsat i artikel 10 i bilag VII til vedtægten.
60 Personaleretten bemærker indledningsvis, at vedtægtens artikel 85, stk. 2, der er indført efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder, finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet retsforfølgningen af den omhandlede uregelmæssighed blev indledt efter ikrafttrædelsen af den nye bestemmelse (jf. analogt hvad angår retsforfølgning af uregelmæssigheder, som skader Unionens finansielle interesser, dom Josef Vosding Schlacht-, Kühl- und Zerlegebetrieb m.fl., C-278/07 – C-280/07, EU:C:2009:38, præmis 29 og 34). Kommissionen har i øvrigt i det foreliggende tilfælde anvendt den nye bestemmelse, idet den har accepteret at give afkald på at tilbagesøge den fejlagtigt udbetalte godtgørelse af lægeudgifter med den begrundelse, at Kommissionen ikke, i modsætning til hvad der kræves i henhold til denne bestemmelse, var i stand til at godtgøre, at sagsøgeren forsætligt havde vildledt sagsøgeren for så vidt angår de nævnte udgifter.
61 Personaleretten bemærker endvidere, at det følger af vedtægtens artikel 85, stk. 1, at for at et beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kan kræves tilbagebetalt, skal der føres bevis for, at modtageren har haft kendskab til fejlen, eller at denne var så åbenbar, at han burde have kendt den (dom Berghmans mod Kommissionen, 142/78, EU:C:1979:233, præmis 9, og dom Ritto mod Kommissionen, F-18/08, EU:F:2008:110, præmis 29).
62 Det følger i denne henseende af de ovenfor anførte betragtninger, hvorefter sagsøgeren endeligt tog bopæl på sit nye tjenestested den 1. september 1997, at han i en sådan situation ikke havde krav på dagpenge i henhold til artikel 10 i bilag VII til vedtægten, hvilket han ikke kunne være uvidende om, idet det fremgår af retspraksis, at enhver tjenestemand, der udviser normal påpasselighed, formodes at kende vedtægten (dom Connolly mod Kommissionen, T-34/96 og T-163/96, EU:T:1999:102, præmist 168, og dom CR mod Parlamentet, F-128/12, EU:F:2014:38, præmis 45; jf. endvidere hvad angår udlandstillæg dom Gouvras mod Kommissionen, T-180/02 og T-113/03, EU:T:2004:238, præmis 111).
63 Hvad angår sagsøgerens argument om, at artikel 10 i bilag VII til vedtægten har en »særlig« kompleks karakter, at uregelmæssigheden ikke var åbenbar, idet administrationen ikke bemærkede den, og at han ikke selv er ekspert i vedtægtsretlige forhold, kan Personaleretten kun fastslå, at når der henses til den ansættelsesgruppe, som sagsøgeren henhører under, hans høje lønklasse, lange anciennitet og betydelige erfaring med hensyn til både budgetmæssige spørgsmål og ændring af tjenestested, kan sagsøgeren, der har et særdeles godt kendskab til området, ikke med føje hævde, at han fandt de nævnte bestemmelser komplekse, og at han ikke var i stand til at kontrollere, om han opfyldte betingelserne. Den situation, som en administration, der foretager tusinder af lønudbetalinger samt udbetalinger af tillæg af enhver art, befinder sig i, kan endvidere ikke sammenlignes med tjenestemandens, der har en personlig interesse i at kontrollere de månedlige udbetalinger, han modtager (jf. i denne retning F mod Kommissionen, T-324/04, EU:T:2007:140, præmis 144 og 145 og den deri nævnte retspraksis).
64 Betingelserne i vedtægtens artikel 85, stk. 1, der giver mulighed for at tilbagesøge fejlagtigt udbetalte beløb, var derfor opfyldt i det foreliggende tilfælde.
65 Hvad angår betingelserne for at foretage tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, fremgår det af vedtægtens artikel 85, stk. 2, første punktum, at kravet om tilbagebetaling i princippet skal fremsættes inden for en frist på fem år, der begynder at løbe på datoen for udbetalingen af beløbet. Hvad angår de omtvistede dagpenge, der blev udbetalt månedligt, skulle kravet om tilbagebetaling heraf i princippet fremsættes inden fem år efter hver enkelt udbetaling. Det følger imidlertid af vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum, som Kommissionen har henvist til i det foreliggende tilfælde, at denne femårige frist ikke kan påberåbes over for ansættelsesmyndigheden, hvis denne kan godtgøre, at den pågældende forsætligt har vildledt ansættelsesmyndigheden med henblik på at opnå udbetaling af de omhandlede beløb.
66 Det bemærkes i denne henseende generelt, at det formål, der forfølges med vedtægtens artikel 85, er at beskytte Den Europæiske Unions finansielle interesser i den særlige sammenhæng, der vedrører forholdet mellem Unionens institutioner og deres ansatte, dvs. personer, der er knyttet til de nævnte institutioner i kraft af den særlige loyalitetspligt, der nu formelt fremgår af vedtægtens artikel 11, hvoraf bl.a. fremgår, at en tjenestemand i sin adfærd »udelukkende [skal] lade sig lede af Unionens interesser« og udføre de opgaver, han har fået tildelt »under overholdelse af sin forpligtelse til loyalitet over for Unionen« (dom CR mod Parlamentet, EU:F:2014:38, præmis 61).
67 Hvad angår vedtægtens artikel 85, stk. 2, sondres der i bestemmelsens to punktummer mellem to forskellige situationer. Det første punktum omhandler det tilfælde, hvor en ansat uberettiget har modtaget en betaling, selv om han eventuelt selv har tilvejebragt de oplysninger, der gør det muligt for administrationen at opdage, at der har været tale om en uberettiget udbetaling. EU-lovgiver har for så vidt angår en sådan situation, hvor ansættelsesmyndigheden kun potentielt eller tilfældigt er blevet vildledt, fundet, at ansættelsesmyndigheden efter udløbet af en periode på fem år efter betalingen, ikke længere kan fremsætte krav om tilbagebetaling af den uberettigede fordel. Det andet punktum vedrører derimod den situation, hvor den ansatte med henblik på uberettiget at modtage en betaling, forsætligt vildleder ansættelsesmyndigheden, navnlig ved enten at undlade at give ansættelsesmyndigheden alle oplysninger vedrørende den pågældendes personlige situation, ved ikke at gøre ansættelsesmyndigheden opmærksom på de ændringer, der måtte være opstået i den pågældendes personlige situation, eller ved at foretage handlinger, der har til formål at gøre det vanskeligere for ansættelsesmyndigheden at opdage, at den betaling, som den pågældende har modtaget, har været uberettiget, herunder ved at afgive fejlagtige eller unøjagtige oplysninger.
68 Det er i lyset af ovennævnte betragtninger, at det skal undersøges, om Kommissionen i det foreliggende tilfælde har været i stand til at godtgøre, at sagsøgeren forsætligt vildledte ansættelsesmyndigheden i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum, med henblik på at opnå udbetaling af de omtvistede dagpenge.
69 Det bemærkes i denne henseende, at dagpenge er en ydelse, der udbetales løbende over tid. Den berørte part skal derfor opfylde betingelserne for at få tildelt denne ydelse ikke kun på det tidspunkt, hvor han oprindeligt ansøgte om ydelsen, men også i hele den periode, i hvilken den pågældende godtgørelse udbetales. Det påhviler således den berørte part, navnlig som følge af loyalitetspligten, at give den administration, som han henhører under, oplysning om enhver ændring, der kan påvirke hans ret til den pågældende ydelse.
70 Efter at sagsøgeren havde udlejet huset i Luxembourg og lejet lejligheden i Bruxelles, anførte han i det foreliggende tilfælde i første omgang, dvs. den 1. september 1997, i den generelle formular vedrørende fastlæggelsen af hans vedtægtsmæssige rettigheder, at hans familie endnu ikke var flyttet sammen med ham på det nye tjenestested, mens han senere, herunder i stævningen og under retsmødet, oplyste, at hans børn var påbegyndt skolegang i Bruxelles i forbindelse med starten af skoleåret 1997-1998, og at han allerede på dette tidpunkt sammen med sin ægtefælle og deres børn havde taget ophold i den nævnte lejlighed, selv om den efter hans eget udsagn kun var sparsomt møbleret. Personaleretten bemærker endvidere, at sagsøgeren i forbindelse med udfyldelsen af formularen først havde angivet Bruxelles som sine børns bopæl og derefter havde foretaget en rettelse og skrevet Luxembourg på det samme sted i formularen.
71 Det er ganske vist korrekt, at han efterfølgende den 9. september 1997 i den formular, der vedrører bosættelsespenge, og som administrationen ligeledes anvender ved fastlæggelsen af retten til dagpenge, anførte, at han med sin familie havde taget bopæl i Bruxelles. Personaleretten bemærker imidlertid, at sagsøgeren i den samme formular anførte, at han »havde kendskab til de relevante bestemmelser«, dvs. vedtægtens artikel 20 og artikel 5 i bilag VII til vedtægten.
72 Det fremgår af den nævnte artikel 5, stk. 4, at »[h]vis en tjenestemand, som har ret til husstandstillæg, tager bopæl uden sin familie på tjenestestedet, får han kun halvdelen af den godtgørelse, han normalt ville være berettiget til«. Ved at indgive to separate ansøgninger om bosættelsespenge, idet han på grundlag af den første ansøgning af 9. september 1997 modtog en måneds løn ved at fremlægge sin lejekontrakt og på grundlag af den anden ansøgning af marts 1998 fik udbetalt den anden halvdel af den nævnte godtgørelse ved at fremlægge den ansøgning om opholdstilladelse, som var indgivet vedrørende hans familiemedlemmer, ønskede sagsøgeren i forlængelse af de oplysninger, som han oprindeligt afgav den 1. september 1997, at give administrationen den opfattelse, at hans familie endnu ikke var flyttet til hans nye tjenestested, hvilket ikke var korrekt, og at hans familie først tog bopæl hos ham den 2. marts 1998, hvilket heller ikke var korrekt. Sagsøgeren vildledte således forsætligt administrationen, idet han gav den anledning til at fastholde antagelsen om, at han forsat opfyldte betingelserne for at modtage de omtvistede dagpenge.
73 Da sagsøgeren i stævningen og under retsmødet har oplyst, at hans familie tog bopæl hos ham i Bruxelles den 1. september 1997, var han således ikke omfattet af den situation, det er nævnt i artikel 5, stk. 4, i bilag VII til vedtægten. Han burde således under normale omstændigheder kun have indgivet en enkelt ansøgning for hele det beløb, der kunne tildeles i bosættelsespenge, ved at fremlægge sin lejekontrakt og ansøgningen om opholdstilladelse i september. I et sådant tilfælde ville administrationen have udbetalt den nævnte godtgørelse til ham som et samlet beløb, men han ville ikke have fået udbetalt dagpenge. Sagsøgeren vildledte følgelig forsætligt administrationen ved kun at ansøge om og modtage bosættelsespenge med det halve beløb i henhold til artikel 5, stk. 4, i bilag VII til vedtægten med det formål at opnå udbetaling af de omtvistede dagpenge på et tidspunkt, hvor hans familie faktisk havde taget bopæl hos ham på hans nye tjenestested.
74 Sagsøgeren har ganske vist under retsmødet anført, at han over for administrationen den 9. september 1997 oplyste, at hans familie havde taget bopæl hos ham på det nye tjenestested, og at han således ikke kan foreholdes, at han tilbageholdt oplysninger for administrationen. Adspurgt herom har sagsøgeren imidlertid oplyst, at han ikke anfægter den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden i september 1997 udbetalte en måneds løn i henhold til artikel 5, stk. 4, i bilag VII, hvilket bekræfter, at sagsøgeren ved at opdele sin ansøgning om bosættelsespenge over for administrationen fik de oplysninger, han havde afgivet, hvorefter hans familie først tog bopæl hos ham den 2. marts 1998, dvs. dagen efter skæringsdatoen for udbetalingen af de dagpenge, der var fastsat i hans tilfælde, til at fremstå som korrekte.
75 Som Kommissionen i øvrigt med føje har anført, gav sagsøgeren ved den 16. marts 1998 i formularen vedrørende godtgørelse af flytteudgifter at oplyse, at han »og hans familiemedlemmer havde flyttet deres bopæl fra Luxembourg til tjenestestedet […] den 2. marts 1998«, på ny administrationen anledning til at fastholde antagelsen om, at hans familie først fra dette tidspunkt var flyttet til tjenestestedet, hvilket ikke var i overensstemmelse med de faktiske forhold, der er redegjort for, herunder i forbindelse med retsmødet. Sagsøgeren har endvidere med det formål at »modtage dagpengene i god tro«, hvilket han selv har erkendt, fremlagt en faktura vedrørende en flytning, der angiveligt fandt sted den 2. marts 1998, hvis ægthed både OLAF og Kommissionen har anfægtet.
76 Det følger af ovenstående betragtninger, at sagsøgeren forsætligt gav administrationen urigtige oplysninger om det tidspunkt, hvor hans familie tog bopæl på hans nye tjenestested, i forbindelse med de to ansøgninger om bosættelsespenge og ansøgningen om godtgørelse af flytteudgifter, og at han gjorde det på en sådan måde, at administrationen blev vildledt og derfor ikke havde mulighed for at opdage, at udbetalingen af de omtvistede dagpenge var fejlagtig.
77 Hvad angår sagsøgerens påståede gode tro, som han bevidst forsøgte at fastholde ved først at foretage faktisk flytning den 2. marts 1998, dvs. dagen efter den periode, hvor han havde modtaget de omtvistede dagpenge, som han ønskede at modtage i »god tro«, må det bemærkes, at sagsøgeren i en sådan situation under alle omstændigheder burde have været i tvivl om rigtigheden af de omhandlede udbetalinger. Sagsøgeren havde således en pligt til at henvende sig til administrationen, for at denne kunne foretage den nødvendige kontrol (jf. dom Tsirimiagos mod Regionsudvalget, F-100/07, EU:F:2009:21, præmis 75).
78 Såfremt sagsøgeren nærede tvivl, kunne han endvidere have rettet henvendelse til administrationen og redegjort for den selvstændige fortolkning, som han havde anlagt af den nævnte bestemmelse, med henblik på at sikre, at han til trods for en retspraksis, der pegede i modsat retning, var berettiget til at modtage størstedelen af de godtgørelser, der er nævnt i vedtægtens artikel 71. Den fremgangsmåde, som sagsøgeren fulgte, viser imidlertid, at sagsøgeren fuldt ud forstod betydningen af de bestemmelser, der regulerer retten til bosættelsespenge, og at han var fuldt ud vidende om, at han havde pligt til at oplyse og dokumentere, på hvilket tidspunkt hans familie tog bopæl hos ham i Bruxelles (jf. i denne retning dom Thommes mod Kommissionen, T-195/03, EU:T:2005:344, præmis 126).
79 Endelig må sagsøgerens argument om, at administrationen for at kunne anvende vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum, i det væsentlige skal være i stand til inden for en frist på fem år fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden er blevet begået, at godtgøre, at den berørte part forsætligt har vildledt administrationen, og at der i mangel af et sådant bevist må anses for at være indtrådt forældelse, ligeledes forkastes som ugrundet. En sådan argumentation tilsidesætter nemlig selve bestemmelsens ordlyd og vil berøve bestemmelsen dens effektive virkning, hvis den tages til følge.
80 Det følger af ovenstående betragtninger, at anbringendets første led må forkastes som ugrundet.
Det andet led om tilsidesættelse af begrebet rimelig frist til at anlægge et søgsmål om tilbagesøgning af fejlagtigt udebetalte beløb
81 Sagsøgeren har anført, at Kommissionen tilsidesatte sin pligt til at handle inden for en rimelig frist og dermed også retssikkerhedsprincippet ved at kræve tilbagebetaling af de omtvistede dagpenge 14 år efter, at de var blevet udbetalt. Sagsøgeren kritiserer navnlig OLAF for ikke at have indledt sin undersøgelse før i 2007, dvs. 10 år efter de påtalte omstændigheder.
– Formaliteten
82 Kommissionen har anført, at dette led ikke kan antages til realitetsbehandling. Som det fremgår af Den Europæiske Unions Rets dom Kommissionen mod Moschonaki (T-476/11 P, EU:T:2013:557), har sagsøgeren nemlig ikke mulighed for at fremsætte et sådant argument for første gang i forbindelse med retssagen, når han ikke har nævnt argumentet i sin klage.
83 Personaleretten finder imidlertid, at denne formalitetsindsigelse straks kan forkastes. Det følger nemlig af fast retspraksis, at de påstande, der nedlægges i tjenestemandssager for Unionens retsinstanser, ganske vist kun kan indeholde klagepunkter, der hviler på samme grundlag som de i klagen anførte. Disse klagepunkter kan imidlertid for Unionens retsinstanser uddybes ved fremsættelse af anbringender og argumenter, der ikke nødvendigvis er anført i klagen, men som er snævert forbundet hermed. Da den administrative klageprocedure er uformel, og de pågældende som regel på dette stadium handler uden bistand fra en advokat, bør administrationen endvidere ikke fortolke klager restriktivt, men tværtimod indtage en smidig holdning ved behandlingen af dem. Vedtægtens artikel 91 tilsigter ikke, at der skal være en streng og endelig forbindelse med den eventuelle retssag, hvis sagsanlægget hverken ændrer klagens årsag eller genstand (dom Kommissionen mod Moschonaki, EU:T:2013:557, præmis 73 og 76).
84 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid i klagen nævnt, at der efter hans opfattelse er indtrådt forældelse i henhold til vedtægtens artikel 85, og at dette er til hinder for, at de omtvistede dagpenge kan kræves tilbagebetalt, og henvist til det tidspunkt, hvor den påståede uregelmæssighed blev begået. Ansættelsesmyndigheden var således i stand til tilstrækkeligt præcist at forstå den kritik, som sagsøgeren rettede mod den anfægtede afgørelse, og hvorefter denne afgørelse var blevet truffet for sent og i strid med de gældende forældelsesfrister.
– Realiteten
85 Personaleretten konstaterer indledningsvis, at henset til anvendelsen i det foreliggende tilfælde af vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum, finder den frist på fem år, der er fastsat i denne bestemmelses stk. 1 ikke anvendelse. Den foreliggende sag skal således behandles på samme måde som de tilsvarende sager, der henhører under vedtægtens artikel 85 i den affattelse, der gjaldt før den 1. maj 2004, dvs. der ikke gælder en allerede defineret forældelsesfrist for de sager om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, der er anlagt af ansættelsesmyndigheden.
86 I denne forbindelse bemærkes, at det ikke tilkommer Unionens retsinstanser at fastsætte fristerne for, rækkevidden af eller de nærmere bestemmelser for forældelse i forbindelse med ulovlig adfærd, hverken generelt eller i den konkrete sag, de behandler. Den omstændighed, at der ikke er fastsat bestemmelser om forældelse i lovgivningen, udelukker dog ikke, at Kommissionens iværksættelse af en procedure i en konkret sag kan bedømmes på grundlag af retssikkerhedsprincippet. Selv om der ikke findes en bestemmelse, der foreskriver en forældelsesfrist, hindrer det grundlæggende krav om retssikkerhed nemlig, at Kommissionen i det uendelige kan udsætte udøvelsen af sine beføjelser (dom Sumitomo Chemical og Sumika Fine Chemicals mod Kommissionen, T-22/02 og T-23/02, EU:T:2005:349, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).
87 Unionens retsinstanser skal derfor i forbindelse med undersøgelsen af et klagepunkt om, at Kommissionen har handlet for sent, ikke blot fastslå, at der ikke findes nogen forældelsesfrist, men efterprøve, om Kommissionen har handlet uforholdsmæssigt sent (dom Sumitomo Chemical og Sumika Fine Chemicals mod Kommissionen, EU:T:2005:349, præmis 88, og analogt dom François mod Kommissionen, T-307/01, EU:T:2004:180, præmis 46).
88 Når varigheden af proceduren ikke er fastsat ved en EU-retlig bestemmelse, skal den »rimelige« karakter af den frist, som institutionen har fastsat for vedtagelsen af den pågældende retsakt, vurderes under hensyn til tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og de involverede parters adfærd (dom fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
89 Inden for det særlige område for tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, der er omhandlet i vedtægtens artikel 85, skal den rimelige eller urimelige karakter af fristen vurderes i lyset af bl.a., om de omtvistede udbetalinger er åbenbart fejlagtige, og om de uberettigede udbetalinger har fundet sted lejlighedsvis eller fortløbende. Tidsfaktoren er derfor kun et af de momenter, som må tages i betragtning ved vurderingen af, om tilbagesøgningen er berettiget, henset til navnlig, på den ene side, om administrationens fejl er åbenbar, og, på den anden side, til de øvrige omstændigheder som helhed, som kan tages i betragtning, såsom størrelsen af de beløb, der kræves tilbage, administrationens fejlagtige handlemåde, tjenestemandens gode tro og den normale påpasselighed, som man kan forlange af ham i betragtning af hans uddannelse, lønklasse og tjenstlige erfaring (jf. i denne retning domme Acton mfl. mod Kommissionen, 44/74, 46/74 og 49/74, EU:C:1975:42, præmis 29, White mod Kommissionen, T-107/92, EU:T:1994:17, præmis 47, og Ronsse mod Kommissionen, T-205/01, EU:T:2002:269, præmis 52).
90 Spørgsmålet, om Kommissionen som påstået har handlet sent, kan imidlertid ikke udelukkende vurderes på grundlag af den tid, der er forløbet mellem de omtvistede faktiske omstændigheder og iværksættelsen at den pågældende handling. Kommissionens handling kan nemlig ikke anses for uforholdsmæssigt sen, når der ikke foreligger en forsinkelse eller anden forsømmelse, som kan tilskrives institutionen, og der skal navnlig tages hensyn til det tidspunkt, hvor institutionen fik kendskab til den ulovlige adfærd, samt til rimeligheden af den administrative procedures varighed (domme Ronsse mod Kommissionen, EU:T:2002:269, præmis 53, og Sumitomo Chemical og Sumika Fine Chemicals mod Kommissionen, EU:T:2005:349, præmis 89, samt i denne retning dom Nencini mod Parlamentet, T-431/10 og T-560/10, EU:T:2013:290, præmis 48-50, der verserer som appelsag for Domstolen, sag C-447/13 P). Navnlig når der er tale om iværksættelsen af en undersøgelsesprocedure, skal overholdelsen af en rimelig frist vurderes i det konkrete tilfælde og fra det tidspunkt, hvor administrationen har fået kendskab til de faktiske omstændigheder og den adfærd, der kan udgøre tilsidesættelser af en tjenestemands vedtægtsmæssige forpligtelser (jf. dom François mod Kommissionen, EU:T:2004:180, præmis 48).
91 Hvad angår den situation, hvor det var eller burde have været åbenbart for tjenestemanden, at der var begået en uregelmæssighed, er det allerede blevet fastslået, at det ikke var urimeligt, at der forløb et tidsrum på syv år mellem det tidspunkt, hvor den uberettigede udbetaling påbegyndtes, og det tidspunkt, hvor administrationen anlagde sag om tilbagesøgning af det fejlagtigt udbetalte beløb (jf. dom Ronsse mod Kommissionen, EU:T:2002:269, præmis 53; jf. endvidere hvad angår en fejl, der blev opdaget syv år efter den uberettigede udbetaling var foretaget, dom Ritto mod Kommissionen, EU:F:2008:110).
92 Hvad angår den situation, hvor en tjenestemand, der udelukkende har udvist uagtsom adfærd, som i modsætning til det foreliggende tilfælde ikke er udtryk for et ønske om forsætligt at vildlede administrationen, har Den Europæiske Unions Ret, som Kommissionen med rette har anført, i øvrigt allerede fastslået, at anlæggelsen af et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af de uberettigede fordele, som en tjenestemand har modtaget, mere end ti år efter de omtvistede udbetalinger ganske vist var sket efter et meget langt tidsrum, hvilket imidlertid ikke forekom uforholdsmæssigt under hensyn til omstændighederne i det foreliggende tilfælde i et sådant omfang, at det kunne påvirke udøvelsen af selve retten til at tilbagesøge et fejlagtigt udbetalt beløb (jf. dom White mod Kommissionen, EU:T:1994:17, præmis 48).
93 Personaleretten finder, at den løsning, der er beskrevet i præmis 48 i dom White mod Kommissionen (EU:T:1994:17), gør sig så meget desto mere gældende i det foreliggende tilfælde, når der henses til omstændighederne i den foreliggende sag, herunder navnlig sagsøgerens vilje til at vildlede administrationen. Selv om ansættelsesmyndigheden iværksatte en undersøgelsesprocedure for at kontrollere, om udbetalingen af de omtvistede dagpenge var lovlig, næsten 10 år efter, at udbetalingerne var foretaget, og først var i stand til at godtgøre, at der var tale om uregelmæssigheder i forbindelse med de nævnte udbetalinger og følgelig krævede tilbagebetaling heraf, 14 år efter, at udbetalingerne var foretaget, var de nævnte tidsrum nok meget lange, men ikke uforholdsmæssige i et sådant omfang, at det kunne påvirke selve retten til at tilbagesøge de fejlagtigt udbetalte beløb.
94 I det foreliggende tilfælde iværksatte OLAF en undersøgelse for at fastlægge, om de oplysninger, som sagsøgeren havde afgivet med henblik på at opnå de omtvistede dagpenge og andre økonomiske fordele, som følge af en anmeldelse, der blev indgivet den 19. juli 2007, selv om de nævnte godtgørelser var blevet udbetalt til sagsøgeren i en periode på 180 dage fra den 1. september 1997 til den 1. marts 1998. Sagsøgeren blev underrettet om denne undersøgelse den 13. marts 2008, og efter at have afhørt sagsøgeren to gange anbefalede OLAF Kommissionen at foretage tilbagesøgning, hvilket Kommissionen gjorde den 6. juli 2012.
95 Personaleretten bemærker i denne henseende, at det alene var som følge af, at der var foretaget en anmeldelse i det foreliggende tilfælde over for OLAF, at administrationen var i stand til at få kendskab til den i sagen omhandlede uregelmæssighed. OLAF videregav imidlertid oplysningen til ansættelsesmyndigheden straks efter at have fået kendskab til den og indledte en procedure med henblik på at gøre det muligt for ansættelsesmyndigheden at retsforfølge den nævnte uregelmæssighed, og opfyldte derved det krav, der er nævnt i denne doms præmis 90.
96 Personaleretten bemærker endvidere, at for at kunne modbevise den tilsyneladende lovlighed af de dokumenter og ansøgninger, som sagsøgeren havde indgivet, havde administrationen nødvendigvis behov for tid til at foretage de relevante undersøgelser. Disse undersøgelser var imidlertid særligt vanskelige at gennemføre på grund af det store antal dokumenter og anklager, som sagsøgerens tidligere ægtefælle bragte til administrationens kendskab. Det var endvidere nødvendigt for OLAF at afhøre flere personer og stille spørgsmål til flere af de tjenestegrene hos PMO, der var involveret i at foretage udbetalinger til sagsøgeren, og ikke kun vedrørende perioden 1997-1998, men også vedrørende tidligere tidspunkter.
97 Henset til disse omstændigheder forekommer det ikke urimeligt, at OLAF’s rapport først forelå fire år efter, at undersøgelsen blev iværksat. Det bemærkes endvidere dels, at ansættelsesmyndigheden ikke kan kritiseres for at have afventet resultatet af OLAF’s undersøgelser, dels, at ansættelsesmyndigheden, da undersøgelsesrapporten endeligt var udfærdiget og fremsendt til ansættelsesmyndigheden, fremsatte krav om tilbagebetaling af de omtvistede dagpenge inden for en periode på tre måneder.
98 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger må det andet led om tilsidesættelse af en rimelig frist forkastes, og følgelig skal det tredje anbringende forkastes som ugrundet.
Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning og princippet om god forvaltningsskik
99 Sagsøgeren har inden for rammerne af dette anbringende anført, at ansættelsesmyndigheden tilsidesatte princippet om den berettigede forventning ved at kræve de omtvistede dagpenge tilbagebetalt, idet han som følge af, at han korrekt havde afgivet de oplysninger, som han oprindeligt var blevet anmodet om, med rimelighed måtte kunne forvente, at de betalinger, som han havde modtaget i perioden fra 1997 til 1998, ikke længere kunne kræves tilbagebetalt. Af samme grund har ansættelsesmyndigheden tilsidesat princippet om god forvaltningsskik samt retssikkerhedsprincippet ved således at handle for sent og uberettiget.
100 Personaleretten bemærker i denne henseende, at eftersom vedtægtens artikel 85 er udtryk for princippet om den berettigede forventning, indebærer den omstændighed, at der ikke foreligger en tilsidesættelse af denne artikel, som fastslået ovenfor, at et klagepunkt om tilsidesættelse af det nævnte princip også må forkastes (dom F mod Kommissionen, EU:T:2007:140, præmis 167).
101 Det bemærkes endvidere, at administrationen i medfør af vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum, har pligt til at tilbagesøge hele det beløb, der fejlagtigt er udbetalt i det konkrete tilfælde, hvor administrationen er i stand til at godtgøre, at den berørte ansatte forsætligt har vildledt administrationen og derved tilsidesat den særlige loyalitetsforpligtelse, der påhviler den ansatte (jf. dom CR mod Parlamentet, EU:F:2014:38, præmis 62).
102 Hvad angår de argumenter, som sagsøgeren har fremsat med henblik på at godtgøre, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, er disse argumenter sammenfaldende med de argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for, at der foreligger tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, og som allerede er blevet undersøgt og forkastet som ugrundet inden for rammerne af behandlingen af det tredje anbringende.
103 Hvad angår sagsøgerens påstand om, at han blev udsat for forskelsbehandling, skal det, selv om denne påstand på ingen måde er underbygget, bemærkes, at den omstændighed, at administrationen fejlagtigt har udbetalt ydelser til andre tjenestemænd, ikke, selv om det bevises, kan gøre det muligt for sagsøgeren at få udbetalt vedtægtsmæssige ydelser, som han ikke opfylder betingelserne for at få tildelt. Når der henses til den omstændighed, at sagsøgeren havde til hensigt at vildlede administrationen, kan han på samme måde ikke kritisere ansættelsesmyndigheden for at have tilsidesat sin omsorgspligt i en situation, hvor det netop er tjenestemanden, der har tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse, således som dette princip nu formelt er fastsat i vedtægtens artikel 11.
104 Det fjerde anbringende må derfor også forkastes som ugrundet.
3. Påstanden om erstatning
105 Hvad angår påstanden om erstatning er det tilstrækkeligt at bemærke, at en påstand om erstatning for en økonomisk eller ikke-økonomisk skade skal forkastes, når der som i det foreliggende tilfælde er nær sammenhæng mellem denne og den annullationspåstand, som er blevet forkastet som ubegrundet (dom A mod Kommissionen, F-12/09, EU:F:2011:136, præmis 232 og den deri nævnte retspraksis).
106 Da samtlige påstande om annullation er blevet forkastet, skal påstanden om erstatning ligeledes forkastes som ugrundet.
Sagens omkostninger
107 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets kapitel 8, andet afsnit. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.
108 Det følger af ovenstående præmisser, at sagsøgeren er den tabende part. Hertil kommer, at Kommissionen specifikt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor sagsøgeren pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (Anden Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) José Manuel López Cejudo bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.
Rofes i Pujol | Bradley | Svenningsen |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. april 2014.
W. Hakenberg | | M.I. Rofes i Pujol |
Justitssekretær | | Afdelingsformand |