RETTENS DOM (Appelafdelingen)
25. oktober 2013
Sag T-476/11 P
Europa-Kommissionen
mod
Chrysanthe Moschonaki
»Appel – personalesag – tjenestemænd – stillingsopslag – afslag på ansøgning – annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – formaliteten – regel om overensstemmelse mellem stævningen og klagen – tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 2 – erstatningssøgsmål«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 28. juni 2011 i sag F-55/10, AS mod Kommissionen, med påstand om ophævelse af dommen.
Afgørelse: Dommen afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 28. juni 2011 i sag F-55/10, AS mod Kommissionen, ophæves, for så vidt som den fastslår, at anbringendet om tilsidesættelse af artikel 7 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den annullerer afgørelsen af 30. september 2009, hvorved Europa-Kommissionen meddelte Chrysanthe Moschonaki afslag på hendes ansøgning på grundlag af dette anbringende, og for så vidt som den tilpligtede Kommissionen at betale Chrysanthe Moschonaki 3 000 EUR. I øvrigt forkastes appellen. Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Tjenestemandssager – retlig interesse – afgørelse om afslag på en ansøgning – afgørelse, der ikke kan adskilles fra afgørelsen om ansættelse af en anden tjenestemand – behov for at bedømme den retlige interesse samlet og under ét – påstand alene om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen – lovlig
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – særlige vanskeligheder – passende kompensation for den ulempe, som den annullerede retsakt har medført for sagsøgeren
(Art. 266 TEUF)
3. Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning – Rettens prøvelse af bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)
4. Appel – anbringender – anbringende til anfægtelse af en doms præmis, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen – anbringende uden betydning
5. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – anbringender og argumenter ikke indeholdt i klagen, men snævert forbundet hermed – formaliteten – anbringende om den materielle eller formelle lovlighed – ikke tilstrækkeligt grundlag for antagelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
6. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – overholdelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse og retssikkerhedsprincippet – bred fortolkning af begreberne »genstand« og »årsag« – ændring af den retlige begrundelse for en anfægtelse – ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at anfægtelsen støttes på et nyt grundlag
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
7. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – anbringender og argumenter ikke indeholdt i klagen, men som tilsigter at anfægte den i besvarelsen af klagen indeholdte begrundelse – antagelse til realitetsbehandling
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
8. Appel – medhold i appellen – appelinstansens endelige afgørelse af sagen – betingelse – tvisten moden til påkendelse
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 13, stk. 1)
1. I det tilfælde, hvor en tjenestemand anlægger sag i medfør af vedtægtens artikel 90 og 91, hvorunder der er nedlagt påstand om annullation af en afgørelse om afslag på dennes ansøgning og af en afgørelse om ansættelse af en anden tjenestemand i den ledige stilling, er afgørelsen om afslag på ansøgningen og afgørelsen om udnævnelse ikke alene forbundne, men sågar uadskillelige, således at den berørte tjenestemands interesse i at opnå annullation af disse afgørelser skal bedømmes samlet og under ét.
Tjenestemanden er dog ikke forpligtet til på samme tid at nedlægge påstand om annullation af afgørelsen om afslag på hans ansøgning om en stilling og af afgørelsen om ansættelse af tredjemand i den pågældende stilling. Den tjenestemand, der alene ønsker at anmode om annullation af afgørelsen om afslag på hans ansøgning, er nemlig ikke forpligtet til at nedlægge påstand om annullation af begge afgørelser.
Det er i øvrigt i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, at en tjenestemand, der ønsker at beskytte tredjemands rettigheder, kan begrænse sig til at nedlægge påstand om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen uden at være forpligtet til, for at undgå, at sagen afvises, at nedlægge påstand om annullation af andre tjenestemænds udnævnelse.
Således kan en tjenestemand ønske at anlægge sag om annullation af afgørelsen om afslag på hans ansøgning, for at den angivelige ulovlighed ikke kan gentage sig fremover inden for rammerne af en tilsvarende procedure, som han måtte deltage i, uden dermed at ville anfægte afgørelsen om ansættelse af en tredjemand. I dette tilfælde skal tjenestemandens retlige interesse alene vurderes i lyset af påstanden om annullation af den afgørelse, hvorved han fik afslag på ansøgningen.
Desuden ville den tilgang, ifølge hvilken påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen, i det tilfælde, hvor den pågældende stilling allerede er blevet besat på tidspunktet for anlæggelsen af sagen, kun kan antages til realitetsbehandling, hvis tjenestemanden samtidig nedlægger påstand om annullation af afgørelsen om ansættelse, medføre, at der indføres en betingelse for realitetsbehandling af anlagte sager, der vedrører lovligheden af en bebyrdende retsakt, som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og som ikke er fastsat deri. Hverken vedtægtens artikel 91, der omhandler søgsmål ved Unionens retsinstanser, der er anlagt af tjenestemænd til prøvelse af bebyrdende retsakter, eller i øvrigt nogen anden tekst pålægger nemlig en tjenestemand, at han for at undgå afvisning skal anlægge et søgsmål, der på én gang skal omhandle prøvelse af afgørelsen om afslag på ansøgningen og afgørelsen om ansættelse.
(jf. præmis 34, 35, 44, 45 og 47)
Henvisning til:
Domstolen: 7. juni 2007, sag C-362/05 P, Wunenburger mod Kommissionen, Sml. I, s. 4333, præmis 50
Retten: 9. december 2010, sag T-526/08, Kommissionen mod Strack, præmis 45
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 39)
Henvisning til:
Domstolen: 5. marts 1980, sag 76/79, Könecke Fleischwarenfabrik mod Kommissionen, Sml. s. 665, præmis 15; 14. juli 1983, sag 144/82, Detti mod Domstolen, Sml. s. 2421, præmis 33
Retten: 8. oktober 1992, sag T-84/91, Meskens mod Parlamentet, Sml. II, s. 2335, præmis 78; 31. januar 2007, sag T-166/04, C mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 9, og II-A-2, s. 49, præmis 48
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 50 og 51)
Henvisning til:
Domstolen: 2. oktober 2001, sag C-449/99 P, EIB mod Hautem, Sml. I, s. 6733, præmis 44; 27. april 2006, sag C-230/05 P, L mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45; 25. januar 2007, forenede sager C-403/04 P og C-405/04 P, Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, Sml. I, s. 729, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis
Retten: 18. oktober 2010, sag T-516/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 57
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 61)
Henvisning til:
Domstolen: 22. december 1993, sag C-244/91 P, Pincherle mod Kommissionen, Sml. I, s. 6965, præmis 25
5. De påstande, som nedlægges for Unionens retsinstanser i tjenestemandssager, kan kun vedrøre indsigelser, der hviler på samme grundlag som de i klagen anførte, hvorved præciseres, at de dog kan uddybes for Unionens retsinstanser ved anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis er anført i klagen, men som står i nøje forbindelse hermed.
For at vurdere, om indsigelserne støtter sig på samme grundlag som det, de i klagen påberåbte indsigelser støtter sig på, kan Unionens retsinstanser ikke støtte sig på den ene omstændighed, at et anbringende tilsigter at anfægte den materielle eller formelle lovlighed af en påklaget retsakt.
En fortolkning, der er i strid med reglen om overensstemmelse mellem stævningen og klagen, ville gøre det muligt for en sagsøger ved Unionens retsinstanser for første gang at gøre et anbringende gældende, der ikke har nogen forbindelse med dem, der blev påberåbt i klagen, idet disse anbringender set under ét enten vedrører den materielle eller den formelle lovlighed af den pågældende retsakt. Under disse omstændigheder ville ansættelsesmyndigheden i forbindelse med klagen kun få kendskab til en del af de klagepunkter, som administrationen bebrejdes. Hvis nævnte myndighed ikke er i stand til at få et tilstrækkeligt klart kendskab til den pågældendes klagepunkter eller ønsker, vil denne myndighed ikke kunne forsøge at nå frem til en mindelig løsning.
Den omstændighed, at de anbringender, der er omfattet af klagen og stævningen, tilsigter at anfægte en retsakts materielle lovlighed eller – alternativt – dennes formelle lovlighed, gør det ikke muligt i sig selv at godtgøre, at disse anbringender kan anses for at have en snæver forbindelse med hinanden. Begreberne »materiel lovlighed« og »formel lovlighed« er nemlig for brede og abstrakte i forhold til det præcise formål med det pågældende klagepunkt med henblik på at sikre, at en sådan sammenhæng kan være til stede mellem anbringender, der udelukkende vedrører det ene eller det andet af disse begreber.
(jf. præmis 73, 75, 78 og 79)
Henvisning til:
Domstolen: 23. oktober 1986, sag 142/85, Schwiering mod Revisionsretten, Sml. s. 3177, præmis 11, 20. maj 1987, sag 242/85, Geist mod Kommissionen, Sml. s. 2181, præmis 9; 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 10; 14. marts 1989, sag 133/88, Del Amo Martinez mod Parlamentet, Sml. s. 689, præmis 10
Retten: 12. marts 1996, sag T-361/94, Weir mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 121, og II, s. 381, præmis 27
6. Gennemførelsen af reglen om overensstemmelse mellem stævningen og klagen såvel som prøvelsen af denne ved Unionens retsinstanser skal på én gang sikre den fulde overholdelse af på den ene side princippet om effektiv retsbeskyttelse, hvilket udgør et generelt princip i EU-retten, som er formuleret i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, således at den berørte part er i stand til gyldigt at anfægte en bebyrdende afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden, og på den anden side retssikkerhedsprincippet, således at den nævnte myndighed allerede fra klagestadiet kan være i stand til at påkende de kritikpunkter, som den berørte part retter mod den anfægtede afgørelse. Således må fortolkningen af disse begreber, idet det er nødvendigt, at sagsgenstanden og årsagen til tvisten ikke ændres i stævningen, for at gøre det muligt at nå frem til en mindelig løsning af uoverensstemmelserne ved allerede fra klagestadiet at gøre ansættelsesmyndigheden bekendt med den berørte parts kritikpunkter, ikke medføre en begrænsning i den berørte parts mulighed for med føje at kunne anfægte en bebyrdende afgørelse. Dette er grunden til, at begrebet tvistens genstand, der svarer til den berørte parts påstande, såvel som begrebet årsagen til tvisten, der svarer til den retlige og faktiske begrundelse for disse påstande, ikke bør fortolkes restriktivt.
I denne sammenhæng er en enkelt ændring af den retlige begrundelse for en anfægtelse ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at anfægtelsen støttes på et nyt grundlag. Således kan flere retlige begrundelser underbygge én og samme påstand og følgelig én og samme årsag. Det forhold, at der i stævningen påberåbes tilsidesættelse af en specifik bestemmelse, der ikke blev påberåbt i forbindelse med klagen, medfører med andre ord ikke, at tvistens årsag af denne grund er blevet ændret. Der bør nemlig lægges vægt på den nævnte årsags substans og ikke alene på ordlyden af den retlige begrundelse, idet Unionens retsinstanser skal efterprøve, om der foreligger en snæver forbindelse mellem disse begrundelser, og om de i væsentlig grad knytter sig til de samme påstande.
(jf. præmis 82-85)
7. Inden for rammerne af en tjenestemandssag skal ethvert anbringende, der fremsættes for første gang i stævningen, og som tilsigter at anfægte den begrundelse, der er anført i besvarelsen af klagen, ikke antages til realitetsbehandling i det tilfælde, hvor sagsøgeren får kendskab til begrundelsen for den bebyrdende retsakt ved besvarelsen af klagen, eller i det tilfælde, hvor begrundelsen i det nævnte svar i væsentlig grad ændrer eller supplerer den begrundelse, der er indeholdt i den nævnte retsakt. I sådanne tilfælde er den berørte part nemlig ikke blevet sat i stand til nøjagtigt og definitivt at få kendskab til de begrundelser, som den bebyrdende retsakt støttes på.
(jf. præmis 86)
8. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 99)