Language of document : ECLI:EU:T:2010:190

Sag T-148/08

Beifa Group Co. Ltd

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, som forestiller et skriveredskab – det ældre nationale figurmærke – ugyldighedsgrund – EF-designets brug af et ældre tegn, hvis indehaver er berettiget til at forbyde brugen – artikel 25, stk. 1, litra e), i forordning nr. 6/2002 – begæring om bevis for reel brug af det ældre varemærke, der fremsættes for første gang for appelkammeret«

Sammendrag af dom

1.      EF-design – klagesag – sag ved Fællesskabets retsinstanser – Rettens kompetence – hjemvisning af sagen til en lavere instans ved Harmoniseringskontoret

(Rådets forordning nr. 6/2002, art. 60, stk. 1, og art. 61, stk. 3 og 6)

2.      EF-design – ugyldighedsgrund – brug af et kendetegn i et senere design – brug af et tegn, der ligner kendetegnet – omfattet

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 25, stk. 1, litra e)]

3.      EF-design – ugyldighedsgrund – brug af et kendetegn i et senere design – bevis for kendetegnets brug

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 25, stk. 1, litra e)]

4.      EF-design – ugyldighedsgrund – brug af et kendetegn i et senere design – bevis for kendetegnets brug

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 25, stk. 1, litra e)]

5.      EF-design – ugyldighedsgrund – brug af et kendetegn i et senere design – kundekredsens opfattelse af designet som et kendetegn – ingen særskilt analyse

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 25, stk. 1, litra e)]

6.      EF-design – ugyldighedsgrund – brug af et kendetegn i et senere design – sammenligning af det omtvistede design med kendetegnet – tredimensionelt tegn

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 25, stk. 1, litra e)]

7.      Retspleje – retsinstanserne forpligtet til at overholde sagens rammer som fastlagt af parterne – retsinstanserne forpligtet til at træffe afgørelse alene på baggrund af parternes argumenter – foreligger ikke

1.      I henhold til artikel 61, stk. 3, i forordning nr. 6/2002 om EF-design har Retten kompetence til at ophæve eller omgøre afgørelsen fra Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). I medfør af samme forordnings artikel 61, stk. 6, skal Harmoniseringskontoret desuden træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Rettens afgørelse. Det fremgår af sidstnævnte bestemmelse, at det ikke tilkommer Retten at give Harmoniseringskontoret pålæg, men det påhviler Harmoniseringskontoret at drage konsekvenserne af konklusionen og præmisserne i Rettens dom.

I medfør af forordningens artikel 60, stk. 1, kan appelkammeret, der har fået forelagt en klage over en afgørelse, som er truffet af en lavere instans ved Harmoniseringskontoret, efter at have realitetsbehandlet sagen hjemvise denne til videre behandling i den pågældende afdeling.

Det fremgår af disse bestemmelser og betragtninger, at en påstand om, at Retten, der har fået forelagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse, som er truffet af et appelkammer ved Harmoniseringskontoret, bør hjemvise sagen til den lavere instans, hvis afgørelse har været genstand for sagen for appelkammeret, ikke skal afvises fra realitetsbehandling.

Hvis Retten skulle efterkomme en sådan påstand, ville den således ikke forpligte Harmoniseringskontoret til at foretage eller undlade en handling og dermed tilstille Harmoniseringskontoret et pålæg. En sådan påstand tilsigter snarere, at Retten selv skal træffe en afgørelse, som appelkammeret burde eller kunne have truffet, og at Retten udøver sin kompetence til at omgøre appelkammerets afgørelse, der er anfægtet ved Retten.

(jf. præmis 40-43)

2.      Artikel 25, stk. 1, litra e), i forordning nr. 6/2002 om EF-design skal fortolkes således, at indehaveren af et kendetegn kan påberåbe sig dette med henblik på at begære et senere EF-design kendt ugyldigt, når der i nævnte design er gjort brug af et tegn, der ligner indehaverens.

For det første indebærer ugyldighedsgrunden i forordningens artikel 25, stk. 1, litra e), ikke nødvendigvis en fuld og detaljeret gengivelse af det ældre kendetegn i det senere EF-design. Selv om visse af det pågældende tegns elementer således ikke findes i det omtvistede EF-design, eller andre elementer er blevet tilføjet, kan der være tale om en »brug« af nævnte tegn, navnlig hvis de udeladte eller tilføjede elementer spiller en sekundær rolle.

For det andet er nævnte fortolkning af forordningens artikel 25, stk. 1, litra e), den eneste, der for det første sikrer en effektiv beskyttelse af de rettigheder, der tilkommer indehaveren af et ældre varemærke, der er registeret som EF-varemærke eller i en medlemsstat, mod enhver krænkelse af dette varemærke ved brug i et senere EF-design, og for det andet sikrer sammenhæng mellem de relevante bestemmelser i forordning nr. 6/2002 og bestemmelserne i første direktiv 89/104 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker eller i forordning nr. 40/94 og nr. 207/2009 om EF-varemærker.

(jf. præmis 50, 52, 53 og 59)

3.      Artikel 25, stk. 1, litra e), i forordning nr. 6/2002 om EF-design fastslår bl.a., at fællesskabsretten eller medlemsstatens lovgivning vedrørende det ældre tegn, der er påberåbt til støtte for en ugyldighedsbegæring, som er baseret på denne bestemmelse, »giver indehaveren af tegnet ret til at forbyde« brugen af dette tegn i et senere design. I tilfælde, hvor det er fastsat i EU-retten eller i den omhandlede medlemsstats lovgivning, at indehaveren af et ældre varemærke ikke kan gøre rettighederne i henhold til varemærket gældende over for tredjemand, såfremt varemærket i løbet af en periode på fem år forud for påberåbelsen af nævnte rettigheder ikke har været brugt for de varer eller tjenesteydelser, som indehaveren støtter sig på med henblik på at gøre sine rettigheder gældende, skal der fremlægges bevis for en sådan brug.

(jf. præmis 63-65)

4.      Da der i forordning nr. 6/2002 om EF-design ikke er fastsat nærmere bestemmelser om fremgangsmåden for, hvorledes en begæring om bevis for reel brug af det ældre tegn skal indgives af indehaveren af et EF-design, der er genstand for en ugyldighedsbegæring, som er baseret på dette tegn, kan det konstateres, at nævnte begæring skal indgives udtrykkeligt og rettidigt til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). Den skal principielt fremsættes inden for den frist, annullationsafdelingen har fastsat for indehaveren af EF-designet, der er genstand for en ugyldighedsbegæring, til at fremsætte sine bemærkninger til denne begæring.

En begæring om bevis for den reelle brug af det ældre tegn, der er påberåbt til støtte for en begæring om at kende et EF-design ugyldigt, kan til gengæld ikke fremsættes for første gang for appelkammeret. Det kan ikke accepteres, at appelkammeret kan foranlediges til at træffe afgørelse i en sag, der er forskellig fra den, der er forelagt annullationsafdelingen, dvs. en sag, hvis rækkevidde er blevet udvidet ved tilføjelsen af det forudgående spørgsmål om den reelle brug af det ældre tegn, der er påberåbt til støtte for ugyldighedsbegæringen.

(jf. præmis 67, 68 og 71)

5.      Der kan kun gives medhold i en begæring om at erklære et EF-design for ugyldigt, der støttes på ugyldighedsgrunden i artikel 25, stk. 1, litra e), i forordning nr. 6/2002 om EF-design, såfremt det er fastslået, at den relevante kundekreds vil være af den opfattelse, at der i det EF-design, som er genstand for denne begæring, er gjort brug af det kendetegn, der er påberåbt til støtte for ugyldighedsbegæringen. Hvis det fastslås, at den relevante kundekreds ikke vil være af den opfattelse, at der i det EF-design, der er omfattet af ugyldighedsbegæringen, er gjort brug af det kendetegn, der er påberåbt til støtte for denne begæring, kan enhver risiko for forveksling helt klart udelukkes. Det er derimod ikke nødvendigt særskilt at analysere spørgsmålet om, hvorvidt den relevante kundekreds opfatter det EF-design, der er genstand for ugyldighedsbegæringen, som et kendetegn.

(jf. præmis 105-107)

6.      Undersøgelsen af ugyldighedsgrunden i artikel 25, stk. 1, litra e), i forordning nr. 6/2002 om EF-design skal støttes på den relevante kundekreds’ opfattelse af kendetegnet, der er påberåbt til støtte for denne grund, samt på det helhedsindtryk, som nævnte tegn fremkalder hos denne kundekreds.

Et tredimensionelt varemærke opfattes imidlertid ikke nødvendigvis på samme måde som et figurmærke. I førstnævnte tilfælde opfatter nævnte kundekreds en håndgribelig genstand, som kan undersøges fra flere vinkler, mens kundekredsen i det sidstnævnte tilfælde kun ser et billede.

Det kan ganske vist ikke udelukkes, at sammenligningen mellem den ene af disse genstande og et billede af den anden ligeledes kan føre til konstateringen af en bestående lighed, såfremt der er lighed mellem to tredimensionelle genstande. Ikke desto mindre indebærer undersøgelsen af ugyldighedsgrunden i forordningens artikel 25, stk. 1, litra e), en sammenligning mellem det omtvistede EF-design og det kendetegn, der er påberåbt til støtte for denne grund.

Det kan derimod ikke antages, at der foreligger en lighed mellem det omtvistede design og det tegn, der er påberåbt til støtte for ugyldighedsbegæringen, alene på grund af den omstændighed, at nævnte design besidder en lighed med et andet tegn, selv om sidstnævnte tegn udviser en lighed med det til støtte for ugyldighedsbegæringen påberåbte tegn.

(jf. præmis 120-123)

7.      Selv om en domstol kun må træffe afgørelse vedrørende parternes påstande, idet det påhviler dem at fastlægge tvistens rammer, kan den ikke være fuldstændig bundet af de argumenter, som parterne har fremført til støtte for deres krav, da den i modsat fald kan tænkes at blive nødsaget til at basere sin afgørelse på urigtige retlige betragtninger.

(jf. præmis 130)