Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 30. april 2003 af Pascal Millot mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag T-162/03)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 30. april 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Pascal Millot, Bruxelles, ved avocats Sébastien Orlandi, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Kommissionens afgørelse af 6. maj 2002 om endelig indplacering af sagsøgeren i lønklasse A7, løntrin 3, annulleres.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren blev ansat som tjenestemand på prøve den 1. august 2001 og blev midlertidigt indplaceret i lønklasse A7, løntrin 1. Sagsøgeren indgav en ansøgning om indplacering i en højere lønklasse. Denne ansøgning blev afslået.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 31, stk. 2, idet Kommissionen ikke har taget hensyn til tjenestens særlige behov. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden har anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

____________