Sag T-303/08

Tresplain Investments Ltd

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-figurmærket Golden Elephant Brand – ikke-registreret nationalt figurmærke GOLDEN ELEPHANT – relativ registreringshindring – henvisning til national ret vedrørende det ældre varemærke – common law-søgsmål vedrørende uretmæssig brug (action for passing off) – artikel 74, stk. 1, i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 76, stk. 1, i forordning (EF) nr. 207/2009) – artikel 73 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 75 i forordning nr. 207/2009) – artikel 8, stk. 4, og artikel 52, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 4, og artikel 53, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009] – nye anbringender – artikel 48, stk. 2, i procesreglementet«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – ingen fremstilling af retlige søgsmålsgrunde i stævningen – generel henvisning til andre skriftlige indlæg – afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, og art. 48, stk. 2)

2.      EF-varemærker – procedureregler – begrundelse for afgørelser

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 73)

3.      EF-varemærker – procedureregler – undersøgelse af de faktiske omstændigheder ex officio – ugyldighedssag – prøvelsen begrænset til de påberåbte anbringender – Harmoniseringskontorets bedømmelse af, om de påberåbte faktiske omstændigheder er rigtige, og hvilken beviskraft de fremførte forhold har

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 74, stk. 1)

4.      EF-varemærker – klagesag – afgørelse af klagen – overholdelse af retten til forsvar – princippets rækkevidde

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 73)

5.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – relative ugyldighedsgrunde – ældre rettighed som omhandlet i artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 – betingelser

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 4, og art. 52, stk. 1, litra c)]

6.      Retspleje – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – anbringende støttet på omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

1.      Artikel 21 i statutten for Domstolen, artikel 44, stk. 1, og artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement bestemmer, at anbringender, der ikke er tilstrækkeligt angivet i stævningen, skal afvises.

For at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, kræves det, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som det støtter sig på, i det mindste summarisk, men på en sammenhængende og forståelig måde, skal fremgå af selve stævningen. Selv om stævningens indhold på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter, herunder også dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen, rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, som i medfør af de ovenfor nævnte bestemmelser skal være indeholdt i stævningen. Det påhviler ikke Retten ved hjælp af bilagene at forsøge at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning.

(jf. præmis 37 og 38)

2.      Appelkammeret er ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som parterne har fremført. Det behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på beslutningens systematik. Den omstændighed, at appelkammeret ikke har gengivet samtlige de af en part fremsatte argumenter eller ikke har taget stilling til hver eneste af disse argumenter, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det kan fastslås, at appelkammeret har undladt at tage dem i betragtning.

(jf. præmis 46)

3.      I henhold til artikel 74, stk. 1, in fine, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker skal Harmoniseringskontoret i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænse sig til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger. Forordningens artikel 74, stk. 1, in fine, finder også anvendelse på sager om ugyldighed vedrørende en relativ ugyldighedsgrund i medfør af artikel 52 i samme forordning. I sager om ugyldighed vedrørende en relativ ugyldighedsgrund påhviler det således den part, der med henvisning til et ældre nationalt varemærke har indgivet ugyldighedsbegæringen, at bevise eksistensen heraf og i givet fald beskyttelsens omfang.

Det påhviler derimod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i ugyldighedssager at prøve, om betingelserne for anvendelse af en påberåbt ugyldighed er opfyldt.

I den forbindelse skal Harmoniseringskontoret bedømme, om de påberåbte faktiske omstændigheder er rigtige, og hvilken beviskraft de forhold har, som parterne har fremført.

Det påhviler bl.a. Harmoniseringskontoret at tage hensyn til den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvori det ældre varemærke, som ugyldighedsbegæringen støttes på, nyder beskyttelse. I dette tilfælde skal Harmoniseringskontoret af egen drift og med de midler, som det finder hensigtsmæssige hertil, indhente oplysninger om den nationale lovgivning i den berørte medlemsstat, såfremt sådanne oplysninger er nødvendige for at bedømme betingelserne for anvendelse af den pågældende ugyldighedsgrund, og navnlig, om de påberåbte faktiske omstændigheder er rigtige, og hvilken beviskraft de fremlagte dokumenter har. Begrænsningen af det faktiske grundlag for den prøvelse, som Harmoniseringskontoret foretager, udelukker imidlertid ikke, at Harmoniseringskontoret ud over de faktiske omstændigheder, der udtrykkelig er anført af parterne i ugyldighedssagen, også tager hensyn til velkendte kendsgerninger, dvs. kendsgerninger, som enhver har kendskab til eller kan få kendskab til ved almindeligt tilgængelige kilder.

(jf. præmis 65-67)

4.      Ifølge artikel 73, andet punktum, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker må afgørelser truffet af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kun støttes på grunde, som parterne har haft lejlighed til at udtale sig om.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at vurderingen af de faktiske omstændigheder danner grundlag for beslutningsprocessen. Retten til at blive hørt omfatter nemlig alle forhold af faktisk eller retlig art, som danner grundlag for beslutningsprocessen, men ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage.

(jf. præmis 80 og 81)

5.      Det følger af artikel 52, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at EF-varemærket erklæres ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), når der findes en af de i denne forordnings artikel 8, stk. 4, omhandlede ældre rettigheder, og betingelserne i nævnte stykke er opfyldt.

Det følger af disse to bestemmelser set under ét, at indehaveren af et ikke-registreret varemærke, som ikke kun har lokal betydning, kan få et yngre EF-varemærke annulleret, dels hvis og i det omfang der i henhold til medlemsstatens gældende lovgivning er erhvervet rettigheder til tegnet før tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering som EF-varemærke, dels hvis tegnet giver sin indehaver ret til at forbyde anvendelsen af et yngre mærke.

Med henblik på anvendelsen af artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 40/94 påhviler det appelkammeret at tage hensyn såvel til den gældende nationale lovgivning i henhold til henvisningen i denne bestemmelse som til domstolsafgørelser fra den pågældende medlemsstat. På dette grundlag bør den, der begærer ugyldighed, godtgøre, at det omhandlede tegn er omfattet af anvendelsesområdet for den påberåbte medlemsstats lovgivning, og at denne lovgivning gør det muligt at forbyde brugen af et yngre varemærke.

(jf. præmis 89-91)

6.      Den omstændighed, at en part får kendskab til et faktisk forhold under retsforhandlingerne for Retten, er ikke ensbetydende med, at dette forhold udgør et faktisk forhold, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Det er et yderligere krav, at parten ikke har været i stand til at få kendskab til dette forhold tidligere. Det er dermed så meget desto mere berettiget, at den omstændighed, at en part først fik kendskab til retsstillingen under retsforhandlingen, ikke kan udgøre en ny faktisk eller retlig omstændighed i den forstand, som er omhandlet i artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglementet.

(jf. præmis 167)