Sag T-3/09

Den Italienske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – midlertidig defensiv ordning for skibsbygningsindustrien – de italienske myndigheders påtænkte ændring af en eksisterende støtteordning, som tidligere er blevet godkendt af Kommissionen – beslutning om at erklære støtteordningen uforenelig med fællesmarkedet«

Sammendrag af dom

1.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støttekategorier fastsat ved forordning, der kan anses for forenelige med fællesmarkedet

(Art. 87, stk. 3, EF og art. 88, stk. 3, EF)

2.      Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – Kommissionens undersøgelse – anvendelse af de materielle retsregler, som er i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af Kommissionens beslutning

(Art. 88, stk. 3, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 4)

3.      Statsstøtte – Kommissionens beslutning – medlemsstaterne, der tildeler støtten, og støttemodtageren er forpligtet til at udvise omhu for at fremkomme med alle relevante oplysninger

(Art. 88, stk. 2, EF)

4.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – ingen bemærkninger fra de interesserede parter – ingen indflydelse på gyldigheden af Kommissionens beslutning

(Art. 88, stk. 2, EF)

1.      Artikel 87, stk. 3, EF bestemmer, at visse støttekategorier »kan betragtes som forenelig[e] med fællesmarkedet«. Når en forordning er baseret på artikel 87, stk. 3, EF og definerer den støtte, som kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, er resultatet derfor ikke nødvendigvis, at den er det. Det tilkommer nemlig Kommissionen i henhold til artikel 88, stk. 3, EF at afgøre, om en sådan støtte opfylder alle betingelser for at være forenelig med fællesmarkedet.

(jf. præmis 35-37)

2.      Hvad angår den tidsmæssige anvendelse af en retsregel i mangel af overgangsbestemmelser er det vigtigt at sondre mellem kompetencereglerne og de materielle retsregler. Hvad angår de regler, som regulerer kompetencen for Den Europæiske Unions institutioner, skal den bestemmelse, som udgør retsgrundlaget for en retsakt, og som giver Unionens institution kompetence til at vedtage den omhandlede retsakt, være gældende på tidspunktet for vedtagelsen heraf. Hvad angår de materielle retsregler regulerer de fra deres ikrafttræden alle de fremtidige virkninger af faktiske omstændigheder, som er opstået under den gamle lovgivning. De materielle retsregler finder derfor ikke anvendelse på virkninger indtrådt før deres ikrafttræden, medmindre de exceptionelle betingelser for en virkning med tilbagevirkende kraft er opfyldt.

Hvad angår anmeldt støtte, der ikke er udbetalt, er den dato, hvor virkningerne af den påtænkte støtte indtræder inden for rammerne af Unionens ordning for kontrol med statsstøtte, sammenfaldende med det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtager beslutningen vedrørende nævnte støttes forenelighed med fællesmarkedet. Reglerne, principperne og bedømmelseskriterierne for vurderingen af statsstøttens forenelighed med fællesmarkedet, der er gældende på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtager sin beslutning, kan således i princippet betragtes som bedre tilpasset den konkurrencemæssige situation. Dette skyldes, at den omhandlede støtte tidligst resulterer i reelle fordele eller ulemper på fællesmarkedet på tidspunktet, hvor Kommissionen beslutter sig eller ikke beslutter sig for at tillade den. Hvad angår ulovlig statsstøtte, som ikke er blevet anmeldt på forhånd, er de materielle retsregler, som finder anvendelse, derimod dem, som var i kraft på det tidspunkt, hvor støtten blev udbetalt, idet de fordele og ulemper, som resulterer af en sådan støtte, har vist sig under den periode, i løbet af hvilken den omhandlede støtte er blevet udbetalt.

Det er klart, at den omstændighed, at den dato, som fastlægger de materielle retsregler, som finder anvendelse, hvad angår en anmeldt støtte, der ikke er blevet udbetalt, falder sammen med Kommissionens vedtagelse af en beslutning om nævnte støttes forenelighed med fællesmarkedet, resulterer i, at denne institution ved at tilrettelægge varigheden af undersøgelsen af den anmeldte støtteforanstaltning kan fremtvinge anvendelsen af en materiel retsregel, som er trådt i kraft efter den nævnte foranstaltnings anmeldelse til Kommissionen. Det bemærkes herved, at Kommissionens mulighed for at vælge at anvende enten den nye regel eller den gamle regel er begrænset og opvejes dels af den omstændighed, at medlemsstaterne råder over en skønsbeføjelse med hensyn til tidspunktet, på hvilket de anmelder støtteforanstaltningerne, dels af den omstændighed, at artikel 4 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF tilskynder Kommissionen til i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik at handle med den fornødne hast.

(jf. præmis 56, 57, 59-61, 64 og 65)

3.      Når Kommissionen beslutter at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, påhviler det medlemsstaten og den potentielle modtager af statsstøtte at fremsætte deres argumenter for, at støtteprojektet er omfattet af de undtagelser, som er fastsat i traktaten, idet formålet med denne undersøgelsesprocedure netop er at gøre det muligt for Kommissionen at opnå fuld oplysning om alle sagens momenter. Selv om Kommissionen er forpligtet til at formulere sin tvivl med hensyn til støttens forenelighed med fællesmarkedet klart og tydeligt, når den indleder en formel procedure, således at medlemsstaten og de interesserede parter kan tilrettelægge deres forsvar bedst muligt, forholder det sig ikke desto mindre således, at støtteansøgeren skal fjerne denne tvivl og godtgøre, at støtteprojektet opfylder betingelsen for støttetildeling.

(jf. præmis 83)

4.      Selv om artikel 88, stk. 2, EF pålægger Kommissionen at indhente de interesserede parters bemærkninger, inden den træffer beslutning, forhindrer den ikke denne institution i at konkludere, at en støtte er uforenelig med fællesmarkedet i mangel af sådanne bemærkninger. Især kan Kommissionen ikke med rette kritiseres for, at den ikke har taget eventuelle faktiske eller retlige forhold i betragtning, som kunne have været fremlagt for den under den administrative procedure, men som ikke er blevet det, da Kommissionen ikke er forpligtet til af egen drift at undersøge og forestille sig, hvilke forhold der kunne være blevet forelagt for den.

(jf. præmis 84)