Language of document : ECLI:EU:C:2018:1018

Sag C-385/17

Torsten Hein

mod

Albert Holzkamm GmbH & Co. KG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeitsgericht Verden)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – tilrettelæggelse af arbejdstiden – direktiv 2003/88/EF – ret til årlig betalt ferie – artikel 7, stk. 1 – national lovgivning, der gør det muligt i en kollektiv overenskomst at vedtage, at der skal tages hensyn til perioder med tvungen nedsat arbejdstid ved beregningen af den løn, der skal udbetales under den årlige ferie – tidsmæssige virkninger af fortolkningsdomme«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 13. december 2018

1.        Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – national lovgivning, der gør det muligt i en kollektiv overenskomst at vedtage, at der skal tages hensyn til perioder med tvungen nedsat arbejdstid ved beregningen af den løn, der skal udbetales under denne ferie – godtgørelse for den årlige mindsteferie, der er mindre, end hvad arbejdstageren får udbetalt i normal løn under perioder med faktisk arbejde – ikke tilladt – forpligtelse til at fortolke den nationale lovgivning i overensstemmelse med EU-retten – begrænsning af denne doms tidsmæssige virkninger – foreligger ikke – fortolkningen af EU-retten har forrang for beskyttelsen af den berettigede forventning i relation til arbejdsgiverne

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 1)

2.        Præjudicielle spørgsmål – fortolkning – tidsmæssige virkninger af fortolkningsdomme – tilbagevirkende kraft – domstolens begrænsning heraf – betingelser

(Art. 267 TEUF)

1.      Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der med henblik på beregning af feriegodtgørelse gør det muligt i kollektive aftaler at vedtage, at der skal tages hensyn til indtjeningsreduktioner, der skyldtes det forhold, at der i referenceperioden har været dage, hvor der som følge af tvungen nedsat arbejdstid ikke er udført faktisk arbejde med den følge, at arbejdstageren for varigheden af den årlige mindsteferie på fire uger, som han har krav på i henhold til artikel 7, stk. 1, får mindre udbetalt i feriegodtgørelse, end hvad han får udbetalt i normal løn under perioder med faktisk arbejde. Det tilkommer den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke den nationale lovgivning i lyset af ordlyden af og formålet med direktiv 2003/88 således, at den feriegodtgørelse, der udbetales til arbejdstagerne i den mindsteferie, som er omhandlet i artikel 7, stk. 1, ikke er lavere end den gennemsnitlige løn, som de modtager under perioder med faktisk arbejde.

I denne forbindelse udgør en udvidelse af retten til årlig betalt ferie ud over det minimum, som er foreskrevet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, eller muligheden for at opnå en sammenhængende årlig ferie foranstaltninger, som er gunstigere for arbejdstagerne, og som går videre end de minimumskrav, som er foreskrevet i denne bestemmelse, og som dermed ikke er reguleret heri. Disse foranstaltninger kan ikke kompensere for de negative følger, som en nedsættelse af feriegodtgørelsen vil have for arbejdstageren, idet det vil kunne bevirke, at arbejdstagerens ret til årlig betalt ferie i henhold til denne bestemmelse bringes i fare. Arbejdstagerens ret til i sin periode med hvile og afslapning at nyde tilsvarende økonomiske vilkår som under udførelsen af sit arbejde er en integrerende del af denne ret.

I denne forbindelse udgør en udvidelse af retten til årlig betalt ferie ud over det minimum, som er foreskrevet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, eller muligheden for at opnå en sammenhængende årlig ferie foranstaltninger, som er gunstigere for arbejdstagerne, og som går videre end de minimumskrav, som er foreskrevet i denne bestemmelse, og som dermed ikke er reguleret heri. Disse foranstaltninger kan ikke kompensere for de negative følger, som en nedsættelse af feriegodtgørelsen vil have for arbejdstageren, idet det vil kunne bevirke, at arbejdstagerens ret til årlig betalt ferie i henhold til denne bestemmelse bringes i fare. Arbejdstagerens ret til i sin periode med hvile og afslapning at nyde tilsvarende økonomiske vilkår, som under udførelsen af sit arbejde er en integrerende del af denne ret.

Der ikke er grundlag for at begrænse nærværende doms tidsmæssige virkning, og EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for, at de nationale domstole med henvisning til national ret beskytter arbejdsgivernes berettigede forventning om, at de øverste nationale domstoles praksis, hvorefter bestemmelserne om betalt ferie i hovedaftalen for byggebranchen er lovlige, fortsat vil være gældende.

(jf. præmis 43, 44, 53 og 63 samt domskonkl. 1 og 2)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 56 og 57)