Sag T-457/09
Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband
mod
Europa-Kommissionen
»Statsstøtte – omstrukturering af WestLB – støtte til afhjælpning af en alvorlig forstyrrelse af en medlemsstats økonomi – artikel 87, stk. 3, litra b), EF – beslutning, der erklærer støtten forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser – annullationssøgsmål – individuelt berørt – søgsmålsinteresse – formaliteten – kollegialitet – begrundelsespligt – rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder – proportionalitet – princippet om forbud mod forskelsbehandling – artikel 295 EF – artikel 7, stk. 4, i forordning (EF) nr. 659/1999«
Sammendrag – Rettens dom (Første Udvidede Afdeling) af 17. juli 2014
1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – kommissionsbeslutning, der erklærer støtten forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser – sag anlagt af en sammenslutning af sparekasser, der har status som en juridisk person – egenskab af giver af støtten – foreligger ikke – afvisning
(Art. 230, stk. 4, EF)
2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – kommissionsbeslutning, der erklærer støtten forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser – sag anlagt af aktionær i den støttemodtagende virksomhed – søgsmålsinteresse, der er forskellig fra den støttemodtagende virksomheds søgsmålsinteresse – formaliteten
(Art. 230, stk. 4, EF)
3. Annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – søgsmål til prøvelse af en tilbagekaldt retsakt – virkninger af henholdsvis ophævelse og annullation
(Art. 231 EF og 233 EF)
4. Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – nyt anbringende – begreb
[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c), og art. 48, stk. 2]
5. Kommissionen – kollegialitetsprincip – rækkevidde – vedtagelse af en beslutning på statsstøtteområdet ved skriftlig procedure – tilsidesættelse af Kommissionens forretningsorden – foreligger ikke
(Kommissionens forretningsorden, art. 1 og 12)
6. Statsstøtte – forbud – fravigelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – støtte til afhjælpning af en alvorlig forstyrrelse af en medlemsstats økonomi – godkendelse af støtten knyttet til visse betingelser – lovlig
[Art. 87, stk. 3, litra b), EF]
7. Statsstøtte – forbud – undtagelser – Kommissionens skøn – domstolskontrol – grænser – mulighed for at fastsætte retningslinjer – følger – begrænsning i sin skønsmæssige kompetence
(Art. 87, stk. 3, EF)
8. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – støtte til afhjælpning af en alvorlig forstyrrelse af en medlemsstats økonomi – støtte til en kriseramt, systemrelevant bank – undersøgelse af støtten på grundlag af rednings- og omstruktureringsrammebestemmelserne – lovlig
[Art. 87, stk. 3, litra b), EF; Kommissionens meddelelse 2004/C 244/02]
9. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning på statsstøtteområdet – godtgørelse af konkurrencebegrænsningen og påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstater – henvisning til begrundelsen givet i en foreløbig beslutning – lovlig
(Art. 87, stk. 1, EF og art. 253 EF)
10. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning på statsstøtteområdet – beslutning vedrørende en omstruktureringsstøtte til en kriseramt virksomhed – beslutning, der erklærer støtten forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser, der er fastsat i omstruktureringsplanen – forpligtelse til at forklare nødvendigheden af ´hver betingelse – foreligger ikke
(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 7, stk. 4; Kommissionens meddelelse 2004/C 244/02)
11. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – støtte til omstrukturering af en kriseramt virksomhed – beslutning, der erklærer støtten forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser, der er fastsat i omstruktureringsplanen – overholdelse af proportionalitetsprincippet – rækkevidde
(Art. 87, stk. 3, EF)
12. Statsstøtte – forbud – undtagelser – beslutning vedrørende en omstruktureringsstøtte til en kriseramt virksomhed – beslutning, der erklærer støtten forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser, der er fastsat i omstruktureringsplanen – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke
[Art. 87, stk. 3, litra c), EF]
13. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – vurdering i henhold til artikel 87 EF – Kommissionens mulighed for at tage hensyn til udviklingen på fællesmarkedet i forhold til en tidligere beslutning
[Art. 87, stk. 3, litra b), EF]
14. Annullationssøgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb
(Art. 230 EF)
15. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – beslutning, der erklærer en omstruktureringsstøtte til en virksomhed forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser – forpligtelse til at sælge den støttemodtagende virksomhed – overholdelse af de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne – ingen tilsidesættelse
(Art. 87, stk. 3, EF og art. 295 EF)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 83-109)
2. Medmindre en person kan påvise en retlig interesse, der er forskellig fra den, som den virksomhed har, der er berørt af en EU-retsakt, og hvori personen har kapitalinteresser, kan denne person ikke varetage sine interesser i relation til denne retsakt på anden måde end ved at udøve sine interesser som medejer af virksomheden, der selv har ret til at anlægge sag.
Hvad angår en kommissionsbeslutning, der erklærer en statsstøtte til en bank forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser, er aktionærerne i den støttemodtagende banks retlige interesse sammenfaldende med bankens retlige interesse, for så vidt som nævnte beslutning pålægger sidstnævnte at reducere sin balance, således at aktionærerne ikke er individuelt berørt i denne henseende. Bankens aktionærer er derimod individuelt berørt af denne beslutning, for så vidt som godkendelsen af støtten er betinget af de nævnte aktionærers forpligtelse til at sælge banken til en uafhængig tredjemand.
(jf. præmis 112 og 120)
3. Det er ikke længere fornødent at tage stilling til et annullationssøgsmål, når sagsøgeren har mistet sin interesse i annullationen af den anfægtede retsakt som følge af en begivenhed, der er indtruffet senere end sagsanlægget, og som har til følge, at en annullation af den pågældende retsakt i sig selv ikke længere kan have retsvirkninger.
En sagsøger kan imidlertid fortsat have en retlig interesse i at opnå, at en ophævet retsakt annulleres, for så vidt som ophævelsen ikke har de samme retsvirkninger som en eventuel annullation foretaget af Retten. En tilbagekaldelse af en retsakt, der er udstedt af en institution, er nemlig ikke en anerkendelse af, at retsakten har været ulovlig, og den har virkning ex nunc, hvorimod annullation har virkning ex tunc.
En sagsøger kan i denne forbindelse fortsat have en interesse i en påstand om annullation af en ikke-gennemført retsakt, som påvirker ham direkte, for at få Unionens retsinstanser til at fastslå, at der er begået en ulovlighed mod sagsøgeren. En sådan konstatering kan anvendes som grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål med henblik på en passende udbedring af det tab, den anfægtede retsakt har forårsaget.
(jf. præmis 130, 131 og 137)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 160 og 161)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 164-173)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 181-186)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 190 og 191)
8. Kommissionens rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder kan i princippet anses for at være egnede ved vurderingen af, om støtte, der blev anset for at være nødvendig for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse af en medlemsstats økonomi, kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet, navnlig såfremt støttemodtagerne er systemrelevante banker, hvis økonomiske rentabilitet er blevet kompromitteret i en sådan grad, at deres eksistens er truet.
At en sådan støtte er nødvendig for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse af økonomien, betyder ikke, at støtten ikke kan anses for at være ydet til fordel for en kriseramt virksomhed som omhandlet i punkt 9 i de nævnte rednings- og omstruktureringsrammebestemmelser, hvorefter der ved en kriseramt virksomhed forstås en virksomhed, der ikke med egne finansielle midler eller med de midler, som virksomheden kan opnå fra ejeren/aktionærer og kreditorer, er i stand til at standse de tab, som uden de offentlige myndigheders indgriben næsten med sikkerhed vil medføre virksomhedens ophør på kort eller mellemlang sigt. En bank, hvis økonomiske rentabilitet er kompromitteret i en sådan grad, at dens eksistens er truet, kan principielt betragtes som en kriseramt virksomhed.
For at kunne anse en omstruktureringsstøtte for forenelig med fællesmarkedet i henhold til førnævnte rednings- og omstruktureringsrammebestemmelser er det desuden et krav, dels at støttemodtageren er omfattet af en omstruktureringsplan, der gør det muligt at genoprette virksomhedens langsigtede rentabilitet inden for en rimelig frist, dels at støtten skal være ledsaget af foranstaltninger med henblik på at hindre urimelige konkurrencefordrejende virkninger samt være begrænset til det absolutte minimum af omstruktureringsomkostningerne. Det er imidlertid berettiget, at Kommissionen i forhold til den støtte, der ydes til systemrelevante banker på grund af finanskrisen, kræver, at disse betingelser er opfyldt, selv i tilfælde, hvor støtten har til formål at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.
(jf. præmis 195-197)
9. Artikel 87, stk. 1, EF forbyder støtte, som påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Kommissionen skal som et led i sin vurdering af disse to betingelser imidlertid ikke godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen.
At Kommissionen i en beslutning, der erklærer en støtte forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser, ikke har godtgjort, at støtten indvirker på konkurrencen, kan hverken udgøre en tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF eller en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det eneste relevante spørgsmål er, om Kommissionen i denne beslutning har anført grundene til, at støtten var egnet til at fremkalde en konkurrencefordrejning, og om sagsøgeren i givet fald har formået at vise, at disse grunde var fejlagtige.
Hvad angår begrundelsen for kvalificeringen af en statslig foranstaltning som støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, og følgelig for spørgsmålet om, hvorvidt denne garanti kunne fordreje konkurrencen, kan Kommissionen nøjes med i den endelige beslutning at henvise til den begrundelse herfor, som er angivet i en foreløbig beslutning, for så vidt som den medlemsstat, der i sin meddelelse har medgivet, at den pågældende foranstaltning indebar statsstøtte, for det første ikke har bestridt denne kvalificering efter vedtagelsen af den foreløbige beslutning, og den foreløbige beslutning for det andet vedrørte den samme statslige foranstaltning, den samme støttemodtager og samme formål, således at de to beslutninger er vedtaget på grundlag af faktiske og retlige omstændigheder, der er konnekse og tilstrækkeligt sammenlignelige. I en sådan situation er Kommissionen derfor ikke nødvendigvis forpligtet til at foretage en ny undersøgelse af konkurrencesituationen på det tidspunkt, hvor den vedtager den endelige beslutning, hvori den samme foranstaltning fortsat kvalificeres som statsstøtte.
I øvrigt kan begrundelsen i en beslutning, hvorved omstruktureringsstøtte kvalificeres som statsstøtte til en virksomhed, der har betydelige grænseoverskridende aktiviteter, og som opererer i en sektor, der som banksektoren har været genstand for liberalisering på EU-plan, og som risikerer at forsvinde fra markedet, såfremt støtten ikke var blevet ydet, være særligt kortfattet.
(jf. præmis 228, 229, 235, 240, 241, 243, 254 og 259)
10. Inden for rammerne af en beslutning om godkendelse af en omstruktureringsstøtte påhviler det Kommissionen for det første at påvise, at den godkendte foranstaltning faktisk skal kvalificeres som statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, for det andet at kontrollere, at støtten kan være omfattet af en af undtagelserne i artikel 87, stk. 3, EF, og for det tredje at fastslå, at det i betragtning af samtlige foranstaltninger, der er fastsat i omstruktureringsplanen, som medlemsstaten har forpligtet sig til at følge, er muligt at antage, at støttemodtageren på lang sigt bliver rentabel, og at de konkurrencefordrejninger, som støtten medfører, ikke er urimelige.
Derimod er Kommissionen hverken forpligtet til at forklare nødvendigheden af hver enkelt foranstaltning, som er fastsat i omstruktureringsplanen, eller til kun at udvælge de foranstaltninger, der er mindst bebyrdende blandt de foranstaltninger, der kan sikre gennemførelsen af de førnævnte mål, medmindre den berørte medlemsstat på forhånd har forpligtet sig til at følge en omstruktureringsplan, der er mindre bebyrdende, og som på en lige så hensigtsmæssig måde opfylder disse mål, eller den pågældende medlemsstat har modsat sig, at visse foranstaltninger indføjes i omstruktureringsplanen, men har forpligtet sig til at følge planen, fordi Kommissionen endeligt har meddelt den, at støtten ikke kan godkendes uden disse foranstaltninger. Beslutningen om, at tildelingen af støtte betinges af, at de nævnte foranstaltninger overholdes, kan ikke i disse tilfælde tilskrives den berørte medlemsstat.
Dette gælder ligeledes, når Kommissionen i henhold til artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF beslutter at knytte en betingelse til en beslutning om godkendelse af omstruktureringsstøtte, som afspejler en foranstaltning, der er fastsat i omstruktureringsplanen, som den berørte medlemsstat har forpligtet sig til at følge.
Når den vedtager en sådan beslutning, består Kommissionens begrundelsespligt for så vidt angår nødvendigheden af at betinge godkendelsen af den pågældende foranstaltning af de krav, der var fastsat i den endelige omstruktureringsplan, med henblik på at sikre støttemodtagerens langsigtede rentabilitet, følgelig i at angive grundene til, at den anser gennemførelsen af omstruktureringsplanen for at være tilstrækkelig med henblik på virkeliggørelsen af dette mål. Der skal derimod ikke foretages en isoleret undersøgelse af begrundelsen i en sådan beslutning for så vidt angår hver enkelt betingelse, der er fastsat i omstruktureringsplanen og gengivet i beslutningen.
(jf. præmis 296, 297, 303, 304, 317 og 318)
11. Hvad angår vedtagelsen af en beslutning, som erklærer en støtte forenelig med fællesmarkedet under visse betingelser, er Kommissionens gennemførelse af proportionalitetsprincippet begrænset til en konstatering dels af, at omstruktureringsplanen, som den berørte medlemsstat har forpligtet sig til at følge, gør det muligt at antage, at støttemodtageren bliver rentabel på lang sigt, og at en urimelig fordrejning af konkurrencen undgås, dels af at den berørte medlemsstat ikke har forpligtet sig til at følge en plan, der omfattede mindre strenge foranstaltninger, som gjorde det muligt i tilstrækkeligt omfang at sikre støttemodtagerens økonomiske rentabilitet og undgå konkurrencefordrejning.
(jf. præmis 350)
12. Overholdelsen af ligebehandlingsprincippet kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet.
Den omstændighed, at en godkendelse af en omstruktureringsstøtte betinges af overholdelsen af foranstaltninger, der er fastsat i en omstruktureringsplan, som den berørte medlemsstat har forpligtet sig til at følge, kan ikke føre til, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat.
I det tilfælde, hvor godkendelsen af to ensartede støtteforanstaltninger til omstrukturering undergives forskellige betingelser, som er fastsat i de omstruktureringsplaner, som de berørte medlemsstater har forpligtet sig til at følge, skyldes forskellene i den situation, som støttemodtagerne befinder sig i, nemlig ikke Kommissionens valg, men arten af de forpligtelser, som de respektive medlemsstater har vedtaget, og Kommissionen er forpligtet til at undersøge, om disse betingelser er egnede til at sikre, at støttemodtagernes rentabilitet genoprettes, og forhindre urimelige fordrejninger af konkurrencen.
(jf. præmis 364, 370 og 371)
13. Det er kun på grundlag af artikel 87, stk. 3, litra b), EF, at lovligheden af en kommissionsbeslutning, hvorved det fastslås, at en ny støtte ikke opfylder betingelserne for anvendelsen af denne undtagelse, skal vurderes, og ikke på grundlag af dens tidligere beslutningspraksis, såfremt en sådan er fastlagt. Begrebet statsstøtte samt de nødvendige betingelser for at sikre genoprettelsen af støttemodtagerens rentabilitet vedrører en objektiv situation, som skal bedømmes på det tidspunkt, hvor Kommissionen træffer sin beslutning. Årsagerne til, at Kommissionen foretog en anderledes vurdering af situationen i en tidligere beslutning, er således uden betydning for vurderingen af den anfægtede beslutnings lovlighed.
Kommissionen kan i øvrigt ikke fratages muligheden for at fastsætte strengere krav til foreneligheden end i tidligere beslutninger, såfremt udviklingen på fællesmarkedet og formålet om at undgå en fordrejning af konkurrencen kræver det, idet de erhvervsdrivende dog ikke kan have nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestående situation, som Unionens institutioner kan ændre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skøn.
(jf. præmis 368 og 369)
14. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 372)
15. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 387-399)