Appel iværksat den 26. februar 2024 af BdM Banca SpA, tidligere Banca Popolare di Bari SpA, til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 20. december 2023 i sag T-415/21, Banca Popolare di Bari mod Kommissionen
(Sag C-145/24 P)
Processprog: Italiensk
Parter
Appellant: BdM Banca SpA, tidligere Banca Popolare di Bari SpA (ved avvocati A. Zoppini, D. Gallo og G. Parisi)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
(i) Rettens dom af 20. december 2023 i sag T-415/21, EU:T:2023:833, ophæves, for så vidt som Retten:
a) afviste søgsmålet hvad angår skaden i forbindelse med personalenedskæringer
b) ikke konstaterede, at Kommissionens ulovlige adfærd udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse.
c) ikke traf afgørelse om, hvorvidt banken havde lidt et tab, eller om opgørelsen heraf og fastslog, at der ikke var årsagsforbindelse mellem Kommissionens ulovlige adfærd og bankens tab.
(ii) I henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol:
a) der træffes endelig afgørelse i tvisten, og på grundlag af de i processkrifterne i første instans anførte grunde også hvad angår eksistensen af et tab og opgørelsen heraf, Unionen, repræsenteret af Kommissionen, pålægges at betale appellanten 203,3 mio. EUR i erstatning for det økonomiske tab samt et passende beløb i erstatning for det af afgørelsen forvoldte ikke-økonomiske tab, som også fastsættes af billighedshensyn, og Unionen pålægges at betale sagsomkostningerne i begge instanser.
b) Subsidiært hjemvises sagen til Retten, med henblik på at denne træffer afgørelse i appellantens søgsmål.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanten fremsat følgende anbringender.
I Tilsidesættelse af artikel 46, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, for så vidt som Retten afviste søgsmålet hvad angår skaden i forbindelse med personalenedskæringer. Retten foretog navnlig en urigtig anvendelse af denne bestemmelse, eftersom det er åbenbart, at det af BdM Banca SpA anførte tab ikke kunne anses for umiddelbart at foreligge, idet det først viste sig med tiden, efterhånden som der konkret blev foretaget nedskæringer i kreditinstituttet.
II Tilsidesættelse af artikel 340, stk. 2, TEUF, for så vidt som Retten ikke konstaterede, at Kommissionens ulovlige adfærd udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse. Retten burde navnlig have fastslået, at Kommissionen ikke havde nogen form for skønsmargen med hensyn til anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF, og følgelig, at Kommissionen havde begået en »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse« af denne bestemmelse. Under alle omstændigheder kunne Retten ikke anvende et sådant kriterium med henblik på at vurdere, om der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, henset til de komplicerede faktiske og retlige forhold, der var genstand for afgørelsen i det foreliggende tilfælde 1 , fordi kriteriet om kompleksiteten ifølge retspraksis er et fast element ved behandlingen af en anfægtelse af Kommissionens afgørelse, hvorimod det er tvivlsomt, om det kan anvendes i et erstatningssøgsmål vedrørende ansvar i kontraktforhold, og det fremgår således ikke, at Domstolen nogensinde har anvendt dette kriterium i denne sammenhæng. Hvis det kan accepteres, at et sådan ræsonnement ligeledes overføres på et erstatningssøgsmål vedrørende ansvar i kontraktforhold, skal det især fremhæves, at Retten i dommen af 19. marts 2019 og dernæst Domstolen i dommen af 2. marts 2021 allerede havde udelukket den angivelige kompleksitet.
III Tilsidesættelse af artikel 340, stk. 2, TEUF samt artikel 91, litra e), og artikel 96 i Rettens procesreglement, for så vidt som Retten fastslog, at der ikke var årsagsforbindelse mellem Kommissionens ulovlige adfærd og det tab, som BdM Banca SpA led. Ved at udelukke, at der forelå en årsagsforbindelse, for så vidt som BdM Banca SpA ikke havde adskilt sine egne kunder fra Tercas’ kunder, tilsidesatte Retten navnlig artikel 340, stk. 2, TEUF, eftersom denne omstændighed er uden betydning i det foreliggende tilfælde, da der, efter at Tercas blev inkorporeret i BdM Banca SpA (på daværende tidspunkt Banca Popolare di Bari), ikke kan sondres mellem den enes og den andens kunder. Desuden foretog Retten en urigtig anvendelse af artikel 340 TEUF, idet den fastslog, at indrømmelsen af FITD’s frivillige interventioner til fordel for Tercas var en omstændighed, der kunne betyde, at årsagsforbindelsen ikke var opfyldt, eftersom den i sidste ende fulgte alternative løsning for kunderne i BdM Banca SpA forekom meget mere kompliceret end det planlagte scenario i den tidligere forretningsplan, og den faktiske situation, der var blevet skabt, også efter den efterfølgende vide mediedækning førte til en usikkerhed om, hvorvidt det ville lykkes at integrere Tercas og Caripe, og mere generelt om BdM Banca SpA’s evne til at forfølge sine egne strategiske mål i en økonomisk og formuemæssig balance, således som BdM Banca SpA selv havde anført og godtgjort i første instans. Retten foretog dernæst en urigtig behandling af elementer i sin tidligere dom Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro, som faktisk vedrørte et tilfælde, hvor Kommissionen blot nærede tvivl, om der forelå støtte, men ikke havde vedtaget en afgørelse, hvorimod Kommissionen i det foreliggende tilfælde vedtog en bindende afgørelse. Retten begik yderligere en fejl, for så vidt som den fastslog, at der ud over afgørelsen var andre faktorer, som havde bidraget til at forårsage skade for BdM Banca SpA, idet eksistensen af andre begivenheder, som kan have forårsaget den af BdM Banca SpA anførte skade, ikke fjerner Kommissionens ansvar og eksistensen af en årsagsforbindelse, men maksimalt kan have indvirkning på opgørelsen af erstatningen. Endelig foretog Retten en kategorisk konstatering, for så vidt som den blot fastslog, at de udarbejdede sagkyndige erklæringer, som appellanten havde fremlagt, i det væsentlige var upålidelige, eftersom disse erklæringer var basseret på oplysninger fremlagt af BdM Banca SpA, for så vidt som det er klart, at Retten uden forskellige beviser fermlagt af Kommissionen, og idet den ikke fastslog, at den rådede over en sagkyndig erklæring som foreskrevet i procesreglementet, skulle have støttet sig på de af appellanten fremlagte sagkyndige erklæringer.
____________
1 Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1208 af 23.12.2015 om statsstøtte ydet af Italien til Banca Tercas (sag SA.39451 (2015/C) (ex 2015/NN)) (EUT 2016, L 203, s. 1).