Language of document : ECLI:EU:F:2013:112

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

9. juli 2013

Sag F-34/12

Annalisa Vacca

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – almindelig udvælgelsesprøve – meddelelse om udvælgelsesprøve EPSO/AD/207/11 – ikke adgang til at deltage i færdighedstesten – ansøgning om en fornyet vurdering – intet udtrykkeligt svar – påstand om annullation ikke støttet på et retligt eller faktisk anbringende – afvisning«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorunder Annalisa Vacca har nedlagt påstand om annullation af den stiltiende afgørelse, der ifølge hende opstod som følge af det manglende svar på hendes ansøgning om fornyet vurdering af den afgørelse, der blev truffet af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/207/11 om ikke at give hende adgang til at deltage i færdighedstesten til ansættelse af administratorer i lønklasse AD 7 inden for europæisk offentlig administration. Sagsøgeren har desuden nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at erstatte det ikke-økonomiske tab, som hun har lidt som følge af hendes udelukkelse fra udvælgelsesprøveproceduren og som følge af det manglende udtrykkelige svar på hendes ansøgning om fornyet vurdering.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – pålæggelse – inddragelse af billighedshensyn – den vindende part tilpligtes at betale sagsomkostningerne

(Personalerettens procesreglement, art. 87, stk. 2, og art. 88)

2.      Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – meddelelse om udvælgelsesprøve – indførelsen af en ret for ansøgerne til fornyet vurdering af deres prøver – Det Europæiske Personaleudvælgelseskontors (EPSO) tilsidesættelse af denne ret – tjenstlig fejl, som kan pådrage administrationen ansvar

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1)

3.      Retspleje – stævning – berigtigelse – anmodning om udarbejdelse af en forkortet version – indlevering af en stævning, der er identisk med originalen, affattet i en mindre skriftstørrelse – ikke tilladt

(Personalerettens procesreglement, art. 36)

1.      I medfør af artikel 87, stk. 2, i Personalerettes procesreglement kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger. I henhold til artikel 88 i samme procesreglement kan det imidlertid pålægges endog en vindende part helt eller delvist at betale sagens omkostninger, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget. I denne henseende kan det, at institutionen pålægges sagsomkostningerne, være begrundet i institutionens manglende omhu i forbindelse med den administrative procedure.

(jf. præmis 32 og 34)

Henvisning til:

Personaleretten: 5. juli 2011, sag F-73/10, Coedo Suárez mod Rådet, præmis 48

2.      Når der i en meddelelse om udvælgelsesprøve indeholdes en specifik ret for en ansøger ved en almindelig udvælgelsesprøve til at indgive en ansøgning om fornyet vurdering af hans prøve i det tilfælde, hvor han mener, at Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) ikke har overholdt de bestemmelser, der gælder for udvælgelsesproceduren, eller at udvælgelseskomitéen ikke har overholdt de bestemmelser, der gælder for dens arbejde, har ansøgeren en ret til at få et svar, som EPSO er forpligtet til at meddele så hurtigt som muligt. Denne ret tilsigter navnlig på én gang at sikre, at en kvalificeret ansøger ikke bliver udelukket, og så vidt muligt at undgå klager og unødige søgsmål fra ansøgere, hvis udelukkelse fra udvælgelsesprøven efter fornyet vurdering viser sig at være fuldt berettiget.

EPSO’s strenge overholdelse af en specifik ret er udtryk for de forpligtelser, som følger af princippet om god forvaltning, jf. artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. EPSO’s manglende overholdelse af en ansøgers specifikke ret til, at udvælgelseskomitéen foretager en fornyet vurdering af hans prøve, kan imidlertid udgøre en tjenstlig fejl, som i givet fald kan give anledning til, at ansøgeren har ret til erstatning.

(jf. præmis 36 og 37)

Henvisning til:

Personaleretten: 18. september 2012, sag F-96/09, Cuallado Martorell mod Kommissionen, præmis 47 og 48

3.      Opfyldelsen af en anmodning om berigtigelse ved indgivelse af en stævning, der er identisk med originalen, men affattet i en mindre skriftstørrelse efter anmodning om fremlæggelse af en forkortet version, er ikke blot åbenbart i strid med ånden i punkt 8 i de praktiske anvisninger til parterne, men pålægger også Retten for EU-Personalesager en unødvendig arbejdsbyrde, idet den således skal behandle en ny version af stævningen, der på alle punkter er identisk med den første.

(jf. præmis 38)