Language of document :

Sag anlagt den 23. februar 2024 – Kommissionen mod Ungarn

(Sag C-144/22)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Armati, M. Mataija og A. Tokár, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Ungarn

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 49 TEUF og artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535 om gennemsigtighed i det indre marked 1 , idet Ungarn har vedtaget bestemmelserne i 404/2021. sz. Korm. rendelet (regeringsdekret nr. 404/2021) og i 405/2021. sz. Korm. Rendelet (regeringsdekret nr. 405/2021) om betaling af supplerende mineafgift og om minimumsvolumen for udvinding, samt har vedtaget 2021. évi CXXXVI. törvény (lov nr. CXXXVI af 2021), som supplerer bányászatról szóló 1993. évi XLVIII. törvény (lov nr. XLVIII af 1993 om minedrift) ved heri at indsætte artikel 27A, 27B og 27C.

Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har nedlagt påstand om, at det fastslås, at Ungarn har tilsidesat etableringsfriheden fastsat i EU-retten og direktiv 2015/1535 om gennemsigtighed i det indre marked.

I 2021 vedtog den ungarske regering to regeringsdekreter, som fastsætter en officiel pris, der er lavere end markedsprisen, for byggematerialer såsom sand, grus og cement. De virksomheder, der udvinder disse materialer – som stort set alle sammen kontrolleres af virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater – skal betale en supplerende mineafgift, der svarer til 90% af forskellen mellem den officielle pris og den del af salgsprisen, der overstiger den officielle pris. De virksomheder, der er omfattet af dekreterne, skal desuden opretholde et minimumsniveau for udvinding, der fastsættes af regeringen, idet deres tilladelse til minedrift ellers inddrages.

Da disse regeringsdekreter blev vedtaget for en overgangsperiode – i starten var det udelukkende i COVID-19-perioden – har det ungarske parlament sideløbende ændret loven om minedrift og har bemyndiget formanden for den kompetente tilsynsmyndighed til at vedtage tilsvarende foranstaltninger.

Efter Kommissionens opfattelse tilsidesætter disse bestemmelser etableringsfriheden, der er anerkendt ved EUF-traktaten, idet de begrænser mulighederne for personer og virksomheder, der er etableret i de andre medlemsstater, til at udøve eller starte med at udøve de aktiviteter, som disse bestemmelser finder anvendelse på. Ungarn skulle desuden i overensstemmelse med direktiv 2015/1535 have meddelt Kommissionen et udkast til vedtagelse af disse bestemmelser, hvilket Ungarn ikke gjorde.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9.9.2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT 2015, L 241, s. 1).