PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

14. september 2011

Sag F-47/10

André Hecq

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – erhvervssygdom – vedtægtens artikel 73 og 78 – forskriftsmæssigheden af lægeudvalgets udtalelse – afslag på at anerkende vedvarende, delvis invaliditet«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til dennes artikel 106a, hvorunder André Hecq i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 7. september 2009 om afslag på hans ansøgning om, at det anerkendes, at han er ramt af vedvarende, delvis invaliditet på grund af en erhvervssygdom.

Udfald:      Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende påstandene om annullation af Europa-Kommissionens afgørelser af 7. september 2009, for så vidt som sagsøgeren derved blev pålagt at betale udgifterne og honorarer til den læge, som han havde udpeget til at repræsentere ham i lægeudvalget, og halvdelen af udgifterne og honorarer til den tredje læge i lægeudvalget, der var udpeget efter fælles aftale. Påstandene om annullation af afgørelserne af 7. september 2009, for så vidt som der derved meddeles afslag på at tillægge sagsøgeren en procentsats for vedvarende invaliditet, forkastes som ugrundede. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – sagkyndig lægelig vurdering – lægeudvalgets skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordning om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 23)

2.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægeudvalg – udvalgets kollegialitetsprincip

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordning om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 23)

3.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – vedvarende invaliditet som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 73 og 78 – forskellige begreber

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73 og 78)

4.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – sagkyndig lægelig vurdering – lægeudvalgets begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordning om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 23)

5.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – sagkyndig lægelig vurdering – lægeudvalgets sammensætning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)

1.      De egentlige lægelige vurderinger, som anlægges af det lægeudvalg, der er nedsat i medfør af artikel 23 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd, må anses for endelige, når de er resultatet af en forskriftsmæssigt forløbet procedure. Personaleretten er alene beføjet til at efterprøve dels om lægeudvalget er blevet nedsat og har fungeret forskriftsmæssigt, dels om udvalgets udtalelse er lovlig, bl.a. om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at vurdere de betragtninger, som den er baseret på, og om der er en forståelig sammenhæng mellem udtalelsens lægelige konstateringer og dens konklusioner.

Henset til den begrænsede domstolskontrol, som det tilkommer Personaleretten at udføre, kan en kritik om, at lægeudvalget i sin udtalelse har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, ikke tiltrædes.

På det grundlag fremstår en streng domstolskontrol af den procedure, lægeudvalget har fulgt, som en vigtig garanti for den sikredes rettigheder.

Selv om den sikredes processuelle garantier i det nævnte udvalg imidlertid skal kontrolleres strengt af Personaleretten, er det ikke desto mindre således, at denne kontrol skal vedrøre selve arten af udvalgets arbejde, der ikke går ud på at træffe en afgørelse mellem parter efter en kontradiktorisk procedure, men i at fastslå lægelige konstateringer.

(jf. præmis 44-47)

Henvisning til:

Domstolen: 19. januar 1988, sag 2/87, Biedermann mod Revisionsretten, præmis 16

Personaleretten: 14. september 2010, sag F-79/09, AE mod Kommissionen, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis og præmis 89; 11. maj 2011, sag F-53/09, J mod Kommissionen, præmis 104

2.      Der er ingen udtrykkelig bestemmelse om kollegialitetsprincippet i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme. Dette princip, der indebærer, at hvert af medlemmerne i lægeudvalget skal have lejlighed til på en hensigtsmæssig måde at gøre sit standpunkt gældende over for de andre medlemmer, er en følge af beskyttelsen af tjenestemandens interesser i lægeudvalget ved tilstedeværelsen af en læge, der har tjenestemandens tillid, såvel som ved udpegningen af den tredje læge, der udpeges i fællesskab af de af hver part udpegede læger.

Kollegialitetsprincippet medfører ikke, at lægeudvalget ikke gyldigt kan træffe flertalsafgørelser, eller at hovedansvaret for udarbejdelsen af lægeudvalgets erklæring ikke kan sikres af de to læger, der er i flertal i udvalget.

Når den af tjenestemanden udpegede læge i et møde i lægeudvalget har kunnet fremlægge sine bemærkninger til og analyse af den berørtes sag, er uenigheden mellem de to øvrige læger, der er i flertal i udvalget, og denne læge, der ikke er enig i sine kollegers lægelige analyse efter en fælles undersøgelse af den berørte og dennes sag, ikke et brud på kollegialitetsprincippet for så vidt angår lægeudvalgets arbejde eller en mangel, der medfører, at den erklæring, der er udarbejdet på hans vegne, bliver ugyldig. Især kan den omstændighed, at den af tjenestemanden udpegede læge har modtaget en på vegne af lægeudvalget udarbejdet erklæring til underskrift, som er udarbejdet af hans to kolleger, der er i flertal, og præsenteret som allerede værende endelig, og den omstændighed, at han under disse omstændigheder alene har haft mulighed for at udarbejde en dissentierende note, ikke i sig selv udgøre et indgreb i det kollegialitetsprincip, der bør gælde for lægeudvalgets arbejde.

(jf. præmis 52, 55, 57 og 58)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. november 2000, sag T-20/00, Camacho-Fernandes mod Kommissionen, præmis 31 og 32

3.      Der er en grundlæggende forskel mellem vedvarende invaliditet som omhandlet i vedtægtens artikel 78, som er et begreb svarende til uarbejdsdygtighed og derfor til et behov for en erstatningsindkomst i form af en invaliditetsydelse, og vedvarende invaliditet som omhandlet i tjenestemandsvedtægtens artikel 73, som svarer til et indgreb i den fysiske og psykiske integritet.

Når en total invaliditet som omhandlet i vedtægtens artikel 73 almindeligvis medfører fuldstændig uarbejdsdygtighed, er det modsatte ikke nødvendigvis tilfældet, idet en tjenestemand kan være fuldstændig uarbejdsdygtig som omhandlet i artikel 78 og kun lide af en meget begrænset vedvarende, delvis invaliditet som omhandlet i nævnte artikel 73.

Den invaliditetsydelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 73, er desuden forskellig fra den invalidepension, der er fastsat i vedtægtens artikel 78, som alene tilkendes i tilfælde af uarbejdsdygtighed. Derimod tilkendes den ydelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 73, den berørte, uanset dennes evne til fortsat at varetage sin stilling. En vedvarende, delvis invaliditet giver ret til ydelsen, selv om invaliditeten ikke berører den pågældendes mulighed for at varetage sin stilling. Det følger heraf, at invaliditet som omhandlet i vedtægtens artikel 73 skal fortolkes som vedrørende et indgreb i tjenestemandens fysiske eller psykiske integritet uden hensyn til graden af den eventuelle uarbejdsdygtighed.

Det følger heraf, at det efter ordningen i vedtægtens artikel 73 og 78 ikke kan udelukkes, at en tjenestemand, der er erklæret invalid i henhold til vedtægtens artikel 78 på grund af en erhvervssygdom, ikke vil få anerkendt nogen vedvarende, delvis invaliditet som omhandlet i bestemmelserne i vedtægtens artikel 73, ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme og tabellen, såfremt denne sygdom ikke har forårsaget noget indgreb i hans fysiske eller psykiske integritet som omhandlet i disse bestemmelser.

(jf. præmis 73-76)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 14. maj 1998, sag T-165/95, Lucaccioni mod Kommissionen, præmis 74; 27. juni 2000, sag T-47/97, Plug mod Kommissionen, præmis 73 og 74

4.      Når det lægeudvalg, der er fastsat i artikel 23 i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd, skal træffe afgørelse om komplekse, lægelige spørgsmål vedrørende en vanskelig diagnose eller vedrørende årsagsforbindelsen mellem den berørtes lidelse og udøvelsen af dennes beskæftigelse i en institution, påhviler det bl.a. udvalget i sin udtalelse at angive de forhold i sagen, hvorpå det støtter sig, og i tilfælde af væsentlig uenighed at præcisere grundene til, at udvalget har fraveget visse tidligere, relevante lægelige erklæringer, som er gunstigere for den berørte.

Det kræves ikke, at et lægeudvalgs erklæring formelt set udgør en model med hensyn til selve udformningen. Det kræves alene, at den indeholder en begrundelse, der gør det muligt at vurdere, hvilke betragtninger dens konklusioner er baseret på, og at den fastslår en forståelig forbindelse mellem de lægelige konstateringer, den indeholder, og de konklusioner, lægeudvalget når frem til.

Da lægeudvalgets erklæring endvidere har en videnskabelig karakter, skal kravene om sammenhæng og forståelighed ikke vurderes ud fra selve tjenestemandens synspunkt, men ud fra den læges, der repræsenterer tjenestemanden i lægeudvalget, idet den pågældende læge bl.a. om nødvendigt har til opgave at forklare sin patient begrundelsen for, at denne har fået afslag på sin ansøgning om anerkendelse af en erhvervssygdom.

(jf. præmis 80, 86 og 87)

Henvisning til:

Personaleretten: AE mod Kommissionen, præmis 64 og 65 og den deri nævnte retspraksis; J mod Kommissionen, præmis 96

5.      Når de tre læger i det lægeudvalg, der er fastsat i artikel 23 i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd, er blevet udpeget af de personer, der har beføjelse hertil, er beskyttelsen af tjenestemandens interesser behørigt sikret ved tilstedeværelsen af en læge, der har tjenestemandens tillid, og ved udpegningen af den tredje læge, som ikke er tilknyttet administrationen. I denne henseende indeholder ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme ikke et krav om, at lægeudvalgets medlemmer skal have en særlig grad af specialisering. Der er således intet til hinder for – i det omfang denne ordning lader valget af læge være fuldstændigt frit både for den berørte tjenestemand og for administrationen – at tjenestemanden udpeger en specialiseret læge til at repræsentere sig i lægeudvalget, hvis han finder det nødvendigt.

(jf. præmis 107 og 108)

Henvisning til:

Domstolen: 14. juli 1981, sag 186/80, Suss mod Kommissionen, præmis 9

Personaleretten: AE mod Kommissionen, præmis 50 og 51