Sag T-304/06

Paul Reber GmbH & Co. KG

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-ordmærke Mozart – sagens genstand – absolut registreringshindring – beskrivende karakter – begrundelsespligt – berettiget forventning – ligebehandling – legalitetsprincippet – artikel 7, stk. 1, litra c), artikel 51, stk. 1, litra a), artikel 73, første punktum, og artikel 74, stk. 1, første punktum, i forordning (EF) nr. 40/94«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – klagesag – sag ved Fællesskabets retsinstanser

(Rettens procesreglement, art. 135, stk. 4; Rådets forordning nr. 40/94, art. 44, stk. 1)

2.      EF-varemærker – procedureregler – begrundelse af afgørelser

(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 40/94, art. 73)

3.      EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – absolutte ugyldighedsgrunde

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c), og art. 51, stk. 1, litra a)]

1.      En afgørelse fra et appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kan alene anfægtes for Retten i forhold til visse af de varer eller tjenesteydelser, der er anført på den fortegnelse, der ledsager den pågældende EF-varemærkeansøgning. I et sådant tilfælde er afgørelsen endelig i relation til de andre varer eller tjenesteydelser, der er anført i samme fortegnelse.

I lyset af denne mulighed fortolkede Retten en for denne afgivet og således også en efter appelkammerets afgørelse afgivet erklæring fra varemærkeansøgeren, i hvilken denne tilbagetog sin ansøgning i relation til visse af de varer, der var omfattet af den oprindelige ansøgning, som en erklæring om, at der alene rejses indsigelse mod den anfægtede afgørelse, for så vidt som den omfatter de resterende varer omfattet af ansøgningen, eller som en delvis hævelse af sagen i det tilfælde, hvor denne erklæring afgives på et fremrykket trin i sagens behandling for Retten.

En sådan fortolkning, hvorefter der er foretaget en begrænsning, mens sagen verserer for Retten, af fortegnelsen over varer eller tjenesteydelser i en EF-varemærkeansøgning, er alene mulig, såfremt sagsøgeren begrænser sig til at fjerne en eller flere varer eller tjenesteydelser eller en eller flere kategorier af varer eller tjenesteydelser, der som sådan var anført i den pågældende fortegnelse. Det er således åbenbart, at i et sådant tilfælde bliver Retten i realiteten anmodet om ikke at vurdere lovligheden af appelkammerets afgørelse, for så vidt som den vedrører de varer eller tjenesteydelser, der er fjernet fra fortegnelsen, men alene i det omfang den angår de varer eller tjenesteydelser, der er opretholdt i fortegnelsen.

Denne situation skal adskilles fra en begrænsning, mens sagen verserer for Retten, af den fortegnelse over varer eller tjenesteydelser, der er angivet i en EF-varemærkeansøgning, hvilken begrænsning helt eller delvist har til formål at ændre beskrivelsen af produkterne eller tjenesteydelserne. I sidstnævnte tilfælde kan det ikke udelukkes, at denne ændring kan få betydning for den vurdering af EF-varemærket, som Harmoniseringskontorets instanser har foretaget i forbindelse med den administrative behandling af sagen. At tillade denne ændring, mens sagen verserer for Retten, ville under disse omstændigheder svare til at ændre tvistens genstand under sagens behandling, hvilket ikke er tilladt i henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 4.

(jf. præmis 26-29)

2.      I henhold til artikel 73, første punktum, i forordning nr. 40/94 skal de afgørelser, som træffes af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), begrundes. Denne forpligtelse har i henhold til retspraksis samme rækkevidde som forpligtelsen i artikel 253 EF, og dens formål er dels, at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels at Fællesskabets retsinstanser kan efterprøve beslutningens lovlighed. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til beslutningens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Hvad angår de retsregler, der gælder på området for EF-varemærker, skal spørgsmålet, om et tegn kan registreres, alene bedømmes på grundlag af forordning nr. 40/94, således som den er fortolket af Fællesskabets retsinstanser. De afgørelser, der træffes af nationale myndigheder og domstole, såvel som Harmoniseringskontorets egen praksis, er alene forhold, der uden at være afgørende kan tages i betragtning ved vurderingen af, om et tegn er egnet til en registrering som EF-varemærke. Når Harmoniseringskontoret giver afslag på registrering af et tegn som EF-varemærke, skal det derfor for at begrunde sin afgørelse anføre den absolutte eller relative registreringshindring, der er til hinder for denne registrering, og anføre den bestemmelse, der ligger til grund herfor, samt angive de faktiske omstændigheder, det konkret har anset for at foreligge, og som efter dets opfattelse berettiger til at anvende den påberåbte bestemmelse. En sådan begrundelse er i princippet tilstrækkelig til at opfylde de nævnte krav.

De konkrete omstændigheder i forbindelse med beslutningstagningen, der bl.a. er karakteriseret ved en udveksling af oplysninger mellem den, der har truffet afgørelsen, og den berørte part, kan ganske vist under visse omstændigheder skærpe kravene til begrundelsen. Det kan således ikke udelukkes, at de argumenter, der er fremført af en af parterne under proceduren for Harmoniseringskontoret, herunder argumenter om eksistensen af en afgørelse truffet nationalt eller af Harmoniseringskontoret i en lignende sag, i visse tilfælde kræver et specifikt svar, der går ud over disse krav. Det kan imidlertid ikke kræves, at appelkamrene foretager en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de for kamrene af parterne fremførte argumenter. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte gennem den får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at den kompetente ret råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger. Det følger heraf, at Harmoniseringskontoret som hovedregel ikke er forpligtet til i sin afgørelse at give et specifikt svar på ethvert argument om, at der foreligger afgørelser fra dets egne instanser eller fra nationale instanser eller domstole i lignende sager, der går i en bestemt retning, såfremt begrundelsen i Harmoniseringskontorets afgørelse i en konkret sag, der verserer for kontorets instanser, i det mindste indirekte, men klart og utvetydigt angiver grunden til, at disse andre afgørelser ikke er relevante eller ikke tages i betragtning ved kontorets bedømmelse.

(jf. præmis 43-46 og 53-56)

3.      Ordmærket Mozart skulle ikke have været registreret som EF-varemærke for »konditori- og konfekturevarer, chokoladevarer og sukkervarer«, der henhører under klasse 30 i Nicearrangementet, idet der forelå en absolut registreringshindring som nævnt i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, for så vidt som varemærket, i det mindste for de varer, der fremtræder i form af en chokoladekugle, dvs. for en del af de produkter, der henhører under de nævnte kategorier i ansøgningen om registrering af det omstridte varemærke, kan anvendes i en del af Fællesskabet, nemlig i de tysksprogede lande (Tyskland og Østrig), til beskrivende formål. Gennemsnitsforbrugeren i disse to lande vil stillet over for en kugle overtrukket med chokolade med betegnelsen »Mozart« med denne betegnelse nemlig se en henvisning til den klassiske opskrift Mozartkugeln snarere end en oplysning om det omhandlede produkts handelsmæssige oprindelse. Undladelsen af at anvende ordet »Kugel« kan ikke føre til anden konklusion, eftersom sidstnævnte ord udgør en henvisning ikke til opskriften, men til det pågældende produkts form, en form, der er åbenlys i lyset af produktets ydre fremtrædelsesform.

(jf. præmis 99)