EU-PERSONALERETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
12. november 2008 (*)
»Personalesag – teknisk assistent – manglende kompetence – formalitetsindsigelse – Rettens manglende kompetence«
I sag F-88/07,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,
Juan Luís Domínguez González, Gerona (Spanien), først ved avocat R. Nicolazzi Angelats, derefter ved avocats R. Nicolazzi Angelats og M.-C. Oller Gil,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og L. Lozano Palacios, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Tredje Afdeling)
sammensat af præsidenten, P. Mahoney (refererende dommer), og dommerne I. Boruta og H. Tagaras,
justitssekretær: W. Hakenberg,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. juni 2008,
afsagt følgende
Kendelse
1 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. august 2007 har Juan Luís Domínguez González nedlagt påstand om, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale ham 20 310,68 EUR som erstatning for den skade, han blev forvoldt ved ophævelsen af hans arbejdskontrakt efter den deri fastsatte lægeundersøgelse.
Retsforskrifter
2 I henhold til artikel 235 EF har »Domstolen […] kompetence til at afgøre tvister vedrørende de i artikel 288, stk. 2, [EF] omhandlede skadeserstatninger«.
3 I medfør af artikel 236 EF har »Domstolen […] kompetence til at afgøre alle tvister mellem Fællesskabet og dets ansatte med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i vedtægten for dets tjenestemænd, eller som fremgår af de ansættelsesvilkår, der gælder for dets øvrige ansatte«.
4 Artikel 238 EF bestemmer, at »Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Fællesskabet eller i en på dets vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale«.
5 Artikel 282 EF bestemmer:
»Fællesskabet har i hver medlemsstat den videstgående rets- og handleevne, som vedkommende stats lovgivning tillægger juridiske personer; det kan i særdeleshed erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager. I denne henseende repræsenteres det af Kommissionen.«
6 Artikel 288, stk. 2, EF bestemmer følgende:
»For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold skal Fællesskabet i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv.«
7 Det bestemmes i artikel 46 i statutten for Domstolen:
»Krav mod Fællesskaberne, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forældes fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. […]«
8 Artikel 1 i bilaget til statutten for Domstolen bestemmer:
»Retten for EU-personalesager […] udøver i første instans de beføjelser til at træffe afgørelse om tvister mellem Fællesskabet og dets ansatte i henhold til […] artikel 236 [EF], herunder tvister mellem ethvert organ og dets personale, der er tillagt Domstolen.«
9 Afsnit VII med overskriften »Klageadgang« i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten« eller »tjenestemandsvedtægten«, indeholder artikel 91, som bestemmer, at »[…] Domstol[en] kan afgøre enhver tvist mellem Fællesskaberne og en af denne vedtægt omfattede personer […]«.
10 Artikel 1 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne bestemmer i den udgave, der fandt anvendelse på tidspunktet for indgåelsen af sagsøgerens kontrakt:
»Disse ansættelsesvilkår gælder for alle, der er ansat ved kontrakt i Fællesskaberne. Disse ansatte er:
– midlertidigt ansatte
– hjælpeansatte
– lokalt ansatte
– særlige rådgivere.«
11 Det bestemmes i artikel 2 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber:
»Ved midlertidigt ansat forstås i disse ansættelsesvilkår:
a) den, der ansættes i en af stillingerne i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution, og af budgetmyndighederne er betegnet som midlertidige
b) den, der midlertidigt ansættes i en af stillingerne i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution
c) den, der ansættes for at assistere en person, der udfører et i henhold til traktaterne om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber fastsat hverv, en valgt formand fra en af Fællesskabernes institutioner eller et af dets organer, eller en valgt formand fra en af de politiske grupper i Europa-Parlamentet, og som ikke er udvalgt blandt Fællesskabernes tjenestemænd
d) den, der midlertidigt ansættes i en fast stilling, som aflønnes over forsknings- og investeringsbevillingerne, og som er opført i den liste over stillinger, der er knyttet som bilag til den pågældende institutions budget.«
12 Det bestemmes i artikel 3 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber:
»Ved en hjælpeansat forstås i disse ansættelsesvilkår den, der ansættes:
a) for at udøve et hverv i en institution på del- eller heltidsbasis med de i artikel 52 fastsatte begrænsninger uden at være ansat i en stilling i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører denne institution
b) for at erstatte en af følgende personer, hvis denne midlertidigt er ude af stand til at udøve sine funktioner […]«
13 Det bestemmes i artikel 4 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber:
»Ved lokalt ansat forstås i disse ansættelsesvilkår den, der ansættes i overensstemmelse med lokal praksis med henblik på at udføre manuelt arbejde eller gøre tjeneste i en stilling, som ikke er angivet i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører hver institution, og som aflønnes over den bevilling, der med henblik herpå er oprettet i denne afdeling i budgettet. Undtagelsesvis kan den, der ansættes til at varetage udøvende opgaver for Presse- og Informationskontorer under Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ligeledes betragtes som lokalt ansat.
På tjenestesteder, der er beliggende uden for fællesskabslandene, kan den, der er ansat til at udføre andre opgaver end de i stk. 1 anførte, som det i tjenestens interesse ikke vil være berettiget at lade udføre af en tjenestemand eller en ansat med en anden status i henhold til artikel 1, betragtes som lokalt ansat.«
14 Artikel 5 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber bestemmer:
»Ved særlig rådgiver forstås i disse ansættelsesvilkår den, der på grund af sine særlige kvalifikationer og uanset anden erhvervsmæssig beskæftigelse ansættes for regelmæssigt eller i bestemte perioder at arbejde for en af Fællesskabernes institutioner, og som aflønnes over den bevilling, der er oprettet med henblik herpå i den afdeling i budgettet, der vedrører den institution, han tilhører.«
15 Artikel 79 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber bestemmer:
»Med forbehold af bestemmelserne i dette afsnit fastsættes arbejdsvilkårene for lokalt ansatte, især:
a) de nærmere enkeltheder for deres ansættelse og afskedigelse
b) ferie- og orlovsordningerne, og
c) deres vederlag af hver institution på grundlag af de ordninger og sædvaner, der er gældende på det sted, hvor den ansatte gør tjeneste.«
16 Artikel 81 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber har følgende ordlyd:
»1. Tvister mellem institutionen og en lokalt ansat, der gør tjeneste i en medlemsstat, indbringes for den domstol, der i henhold til gældende lovgivning på tjenestestedet er kompetent.
2. Tvister mellem institutionen og en lokalt ansat, der gør tjeneste i et tredjeland, indbringes for en voldgiftsinstans på de betingelser, der er fastlagt i voldgiftsklausulen i den lokalt ansattes kontrakt.«
17 I henhold til artikel 122 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne i den udgave, der er i kraft efter den 1. maj 2004, indbringes tvister mellem institutionen og en lokalt ansat, der gør tjeneste i et tredjeland, for en voldgiftsinstans på de betingelser, der er fastlagt i voldgiftsklausulen i den lokalt ansattes kontrakt.
18 I medfør af bestemmelserne i artikel 46, 73 og 83 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber finder bestemmelserne i vedtægtens artikel 90 og 91 analog anvendelse på midlertidigt ansatte, hjælpeansatte og særlige rådgivere. Det følger af artikel 46, 73, 117 og 124 i de nye ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, at bestemmelserne i vedtægtens artikel 90 og 91 finder analog anvendelse på midlertidigt ansatte, hjælpeansatte, kontraktansatte og særlige rådgivere.
19 Artikel 3 i de almindelige bestemmelser for tidsbegrænsede arbejdskontrakter for tekniske assistenter til samarbejde med tredjelande og i forbindelse med humanitær eller fødevarebistand fra Det Europæiske Fællesskab (herefter »de almindelige bestemmelser for tekniske assistenters arbejdskontrakter«) bestemmer navnlig følgende:
»Aftaleparten ansættes på en tidsbestemt arbejdskontrakt i overensstemmelse med vilkårene i denne kontrakt.
[…]
Den sammenhæng, som opgaven med teknisk bistand indgår i, de talrige intervenienter i dens iværksættelse og finansiering og dens formål – der ved opgavens afslutning skal erstattes af modtagerlandets egne ressourcer og potentiale – betyder, at arbejdet som teknisk assistent uomtvisteligt indeholder et punktvist og usikkert element hvad angår udviklingen og varigheden heraf, som hverken arbejdsgiveren eller aftaleparten kontrollerer. Arbejdet som teknisk assistent er derfor ikke en del af en sædvanlig ansættelsessammenhæng og kan kun give anledning til indgåelse af tidsbestemte og tidsbegrænsede kontrakter, der ikke kan fornys ved stiltiende fornyelse, idet nedenfor beskrevne omstændigheder i givet fald kan begrunde en række på hinanden følgende tidsbestemte kontrakter.
Såfremt udviklingen i et modtagerlands behov for teknisk bistand og Fællesskabets midler til hjælp muliggør indgåelsen af flere kontrakter for forskellige opgaver, uanset rytmen og/eller detaljerne i denne rækkefølge og varigheden af eventuelle afbrydelser, har aftalepartens tilsyneladende fortsatte opgaver ikke den virkning, at kontrakten omdannes til en tidsubegrænset kontrakt. Parterne anerkender, at den særlige art af opgaven med teknisk bistand og dens usikre karakter påhviler dem begge på samme måde, og accepterer udtrykkeligt virkningerne heraf på deres kontraktforhold.
Aftaleparten anerkender navnlig, at Kommissionen som arbejdsgiver under disse omstændigheder ikke er i stand til at sikre vedkommende en fast ansættelse, og at der er taget hensyn hertil ved lønniveauet.
Denne anerkendelse er en væsentlig forudsætning for kontrakten.
[…]«
20 Artikel 8 i de almindelige bestemmelser for tekniske assistenters arbejdskontrakter har følgende ordlyd:
»Aftaleparten er forpligtet til at undergive sig alle de lægeundersøgelser og vaccinationer, som Kommissionen bestemmer, ved læger, der er godkendt af Kommissionen […]
Denne kontrakt kan ophæves af Kommissionen, hvis aftaleparten erklæres uegnet til at udføre opgaverne [som teknisk assistent].«
Sagens faktiske omstændigheder
21 Den 30. juni 1999 underskrev sagsøgeren en »arbejdskontrakt« med Det Europæiske Fællesskab, der var repræsenteret af Kommissionen, med henblik på at udføre arbejde som »teknisk assistent« i Republikken Congo og Den Demokratiske Republik Congo i forbindelse med humanitær bistand iværksat af Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand (ECHO).
22 Fra den 1. juli 1998 til den 30. juni 1999 arbejdede sagsøgeren i Colombia, også som teknisk assistent.
23 Sagsøgerens arbejdskontrakt, der var indgået den 30. juni 1999, indeholdt tre bilag. Bilag I indeholdt de almindelige bestemmelser for tekniske assistenters arbejdskontrakter, som fandt anvendelse i henhold til artikel 3 i sagsøgerens arbejdskontrakt. Bilag II fastsatte de økonomiske vilkår for arbejdskontrakten, mens bilag III præciserede omfanget af sagsøgerens opgave.
24 Artikel 5, stk. 1, i sagsøgerens arbejdskontrakt havde følgende ordlyd:
»Denne kontrakt er underlagt belgisk ret, bl.a. lov af 3. juli 1978 om arbejdskontrakter, herunder bestemmelserne om den ene eller den anden eller begge aftaleparters ophævelse af kontrakten.«
25 Artikel 6 i sagsøgerens arbejdskontrakt indeholdt følgende vilkår:
»Alle tvister mellem aftaleparterne eller alle krav fra en part mod den anden, som bygger på denne kontrakt, og som ikke har kunnet løses i mindelighed mellem aftaleparterne, er underlagt værneting ved retterne i Bruxelles.«
26 Artikel 7 i sagsøgerens arbejdskontrakt bestemte navnlig, at artikel 8 i de almindelige bestemmelser for tekniske assistenters arbejdskontrakter var ændret således:
»Lægeundersøgelse: Hvis resultatet af lægeundersøgelsen ved de af Kommissionen godkendte læger viser sig at være negativt, ophæves kontrakten med omgående virkning.«
27 Bilag III til sagsøgerens arbejdskontrakt fastsatte varigheden af den opgave, han var tildelt. I henhold til bilagets punkt 2.1 bestod de opgaver, sagsøgeren var betroet, i at vurdere den almindelige humanitære situation i Republikken Congo og i den vestlige del af Den Demokratiske Republik Congo, at vurdere befolkningernes behov, rådgive ECHO ved fastlæggelsen af programmer for bistanden og sikre en passende opfølgning på iværksættelsen af de af Kommissionen finansierede programmer. Sagsøgerens specifikke opgaver omfattede analyseopgaver, vurdering af behov og fastsættelse af programmer (punkt 2.21. i bilag III), opgaver med udvælgelse, overvågning og koordinering (punkt 2.2.2 i bilag III) samt opgaver med koordinering af udviklingsaktiviteterne (punkt 2.2.3 i bilag III).
28 Den 1. juli 1999 gennemgik sagsøgeren en lægeundersøgelse hos doktor G, som var læge ved »Medical Centre of Brussels«.
29 Den 9. juli 1999 afgav doktor G en rapport, hvori han fremkom med flere klare forbehold vedrørende sagsøgerens mulighed for at udføre opgaven i Republikken Congo og Den Demokratiske Republik Congo, idet han anså sagsøgeren »for uegnet på grund af [opgavens] art, varighed og sted«.
30 Sagsøgeren ankom til Kinshasa (Den Demokratiske Republik Congo) den 15. juli 1999.
31 Den 16. juli 1999 modtog sagsøgeren et telefonopkald fra Kommissionen, som uden yderligere forklaring oplyste ham om, at han straks skulle vende tilbage til Bruxelles.
32 Sagsøgeren vendte tilbage til Bruxelles den 20. juli 1999. Samme dag meddelte Kommissionen ham, at hans arbejdskontrakt var opsagt med omgående virkning i henhold til kontraktens artikel 7 og artikel 8 i de almindelige bestemmelser for tekniske assistenters arbejdskontrakter.
33 Den 5. august 1999 sendte sagsøgeren en skrivelse til direktøren for »Den Fælles Tjeneste for Eksterne Forbindelser for Forvaltning af Støtten til Tredjelande«, hvori han angav, at han ved en fejl havde overgivet doktor G et elektrokardiogram, som ikke var hans seneste, idet det stammede fra januar 1999, kort tid efter det trombotiske anfald, han havde i december 1998, og ikke et elektrokardiogram fra februar 1999, som var helt normalt. Sagsøgeren anmodede på grund af denne fejl om en ny lægeundersøgelse, hvor han ville undergive sig alle tests og vurderinger, der blev anset for hensigtsmæssige.
34 Ved skrivelse af 18. august 1999 indgav sagsøgeren en klage til Den Europæiske Ombudsmand. Ombudsmanden udvekslede forskellige skrivelser med Kommissionen.
35 Ved en afgørelse af 14. juni 2001 vedrørende sagsøgerens klage konkluderede Ombudsmanden, at det forhold, at den berørte part ikke var blevet undergivet lægeundersøgelsen inden arbejdskontraktens indgåelse, var et tilfælde af dårlig forvaltning. Ombudsmanden angav ligeledes, at den eneste mulige vej, idet Kommissionen afviste at udbetale nogen form for erstatning til sagsøgeren og afviste at forhandle om en mindelig løsning på tvisten, var at anlægge sag ved en kompetent ret. Ifølge Ombudsmanden var det alene en ret, som kunne »tage parternes erklæringer til efterretning, høre deres argumenter, bedømme dem i forhold til relevant national ret og vurdere de forskellige elementer i alle tvistens faktiske spørgsmål«.
36 Den 3. juli 2001 søgte sagsøgeren råd hos en belgisk advokat, N. N. svarede sagsøgeren, at en sag på grundlag af »arbejdskontrakten« skulle anlægges inden for det år, hvor kontraktforholdet var ophørt. I denne sag burde sagen efter N.’s opfattelse senest have været anlagt den 19. juli 2000.
37 Den 29. juli 2002 rettede sagsøgeren henvendelse til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender.
38 Den 9. oktober 2003 sendte formanden for Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender en skrivelse til Ombudsmanden, hvori han anførte, at medlemmerne af Udvalget for Andragender havde udtrykt forundring over, at Ombudsmanden havde konkluderet, at der var tale om et tilfælde af dårlig forvaltning, men at Kommissionen ikke havde fulgt Ombudsmandens anbefaling, som bestod i at søge at løse tvisten i mindelighed, og at ECHO’s bestyrelse ikke efterfølgende havde tilbudt klageren noget arbejde.
39 Den 20. maj 2005 rettede sagsøgeren henvendelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
40 Den 8. juni 2005 meddelte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Justitskontor sagsøgeren, at den kun havde kompetence til at påkende sager rettet mod Europarådets medlemsstater og ikke til at påkende sager rettet mod fællesskabsinstitutionerne. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Justitskontor rådede derfor sagsøgeren til at rette henvendelse til Domstolen.
41 Efter at sagsøgeren havde sendt Domstolens Justitskontor en skrivelse på en ubestemt dato, oplyste Justitskontoret ham ved skrivelse af 21. december 2005 om, at den særlige retsinstans for fællesskabsretlige personalesager var Personaleretten.
Retsforhandlinger og parternes påstande
42 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. januar 2008 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse om, at Retten savner kompetence, og at sagen skal afvises i henhold til procesreglementets artikel 78.
43 Sagsøgeren har indgivet sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen den 22. februar 2008 ved telefax (originalen blev modtaget den 25.2.2008).
44 Procesreglementets artikel 78 bestemmer, at ønsker en part, at Retten skal tage stilling til, om sagen bør afvises, eller til, om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet, skal begæring herom fremsættes i et særskilt dokument. Straks efter indleveringen af begæringen fastsætter retsformanden en frist, inden for hvilken modparten skriftligt skal fremsætte sine påstande samt sine faktiske og retlige argumenter. Medmindre Retten bestemmer andet, forhandles der mundtligt om begæringen.
45 I denne sag var Retten af den opfattelse, at der skulle afholdes et retsmøde om Kommissionens begæring i medfør af procesreglementets artikel 78.
46 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen tilpligtes at betale [sagsøgeren] en erstatning på 20 310,68 EUR for de skader, der blev forvoldt ham ved arbejdskontraktens ophævelse.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
47 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Sagsøgeren tilpligtes at bære sine egne omkostninger.
Retlige bemærkninger
Parternes argumenter
48 Kommissionen er for det første af den opfattelse, at Retten savner kompetence til at påkende sagen. Arbejdsforholdet mellem institutionen og sagsøgeren er underlagt belgisk lovgivning, og der er værneting ved retterne i Bruxelles. Under retsmødet fremlagde Kommissionen en dom af 23. april 2008 i sagen M. mod Kommissionen, hvori sagsøgeren, som havde været ansat som teknisk assistent i forbindelse med humanitær bistand iværksat af ECHO, havde anmodet om omkvalificering af vedkommendes tidsbestemte kontrakt som teknisk assistent til en tidsubestemt kontrakt. Arbejdsretten i Bruxelles behandlede sagens realitet, ligesom den allerede havde gjort i andre sager anlagt af tekniske assistenter, hvilket viser, at den har erklæret sig for kompetent i denne form for tvister.
49 Kommissionen er for det andet af den opfattelse, at sagen åbenbart skal afvises som for sent anlagt, idet sagsøgerens arbejdskontrakt blev ophævet den 20. juli 1999, og denne sag blev anlagt den 29. august 2007.
50 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at han må anses for en ansat i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskabers forstand. Han er af den opfattelse, at det vilkår, som underlægger hans kontrakt belgisk ret, er et »urimeligt vilkår«. Han er af den opfattelse, at hans sagsanlæg må kvalificeres som en sag om ansvar uden for kontraktforhold, i det omfang han tilsigter at opnå erstatning for skade forvoldt af en fællesskabsinstitution. Retten har derfor kompetence, uden at dette berører kompetencen hos retterne i Bruxelles som fastsat i hans arbejdskontrakt, der blev underskrevet den 30. juni 1999.
51 Sagsøgeren har for det andet bestridt Kommissionens argument, hvorefter sagen er for sent anlagt. Han har nemlig anført, at den fremgangsmåde, han har benyttet sig af ved Ombudsmanden, Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, har afbrudt forældelsesfristen i sagen. Hans sag om ansvar uden for kontraktforhold er derfor anlagt inden for den frist på fem år, som er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen.
Rettens bemærkninger
52 Selv om der i denne sag er alvorlig tvivl om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, kan Retten ikke undersøge dette spørgsmål uden indledningsvis at have undersøgt, om den har kompetence.
53 I denne sag følger det af artikel 5 og 6 i den arbejdskontrakt som teknisk assistent, der er indgået mellem sagsøgeren og Kommissionen, at kontrakten er underlagt belgisk ret, og at retterne i Bruxelles har kompetence.
54 Da Rettens kompetence er et spørgsmål om almindelige retsprincipper (dom afsagt af Retten i Første Instans den 17.6.1998, sag T-174/95, Svenska Journalistförbundet mod Rådet, Sml. II, s. 2289, præmis 80, og den 10.7.2002, sag T-387/00, Comitato organizzatore del convegno internazionale mod Kommissionen, Sml. II, s. 3031, præmis 36), kan dette spørgsmål ikke kun afgøres i henhold til den pågældende arbejdskontrakts bestemmelser.
55 Rettens kompetence skal i øvrigt vurderes i henhold til de gældende bestemmelser på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse.
56 Rettens kompetence er fastsat og defineret i artikel 236 EF og 152 EA, artikel 1 i bilaget til statutten for Domstolen, tjenestemandsvedtægtens artikel 91 og artikel 46, 73, 117 og 124 i de nye ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber.
57 Artikel 236 EF bestemmer, at Domstolen har kompetence til at afgøre alle tvister mellem Fællesskabet og dets ansatte med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i vedtægten for disse ansatte.
58 I henhold til vedtægtens artikel 91, der findes i vedtægtens afsnit VII, kan Domstolen afgøre enhver tvist mellem Fællesskaberne og en af vedtægten omfattede personer.
59 I medfør af bestemmelserne i artikel 46, 73 og 83 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber samt artikel 46, 73 og 124 i de nye ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber finder bestemmelserne i vedtægtens afsnit VII om klageadgang analog anvendelse på andre ansatte end lokalt ansatte.
60 Det følger af artikel 81, stk. 2, i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber og artikel 122 i de nye ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, at tvister mellem institutionen og en lokalt ansat, der gør tjeneste i et tredjeland, indbringes for en voldgiftsinstans på de betingelser, der er fastlagt i voldgiftsklausulen i den lokalt ansattes kontrakt.
61 Det er imidlertid ubestridt, at sagsøgeren ikke er tjenestemand eller en af de øvrige ansatte, som er omfattet af vedtægten, og at han ikke har indgået en kontrakt som ansat med Kommissionen.
62 Under retsmødet gjorde sagsøgeren imidlertid gældende, at det udgjorde et »urimeligt vilkår«, at hans kontrakt var underlagt belgisk lovgivning, og at han uanset dette vilkår måtte anses for en ansat i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskabers forstand.
63 Skønt sagsøgeren blev stillet et spørgsmål i den forberedende rapport til retsmødet, har han ikke præciseret, hvilken slags ansat han efter egen opfattelse burde være ansat som. Det skal imidlertid fastslås, at sagsøgerens krav kun kan vedrøre, at han ikke anses for lokalt ansat, da status som lokalt ansat indebærer, at Retten ikke har kompetence, og at fællesskabsretten ikke finder anvendelse, på grund af artikel 81, stk. 2, i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber og artikel 122 i de nye ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber.
64 Ifølge fast retspraksis kan ikke blot personer, der har status som tjenestemænd eller som andet end lokalt ansatte, men også de, der hævder at have en sådan status, anfægte en afgørelse, der indeholder et klagepunkt for Fællesskabets retsinstanser (Domstolens dom af 11.3.1975, sag 65/74, Porrini m.fl., Sml. s. 319, præmis 13, af 5.4.1979, sag 116/78, Bellintani m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1585, præmis 6, og af 20.6.1985, sag 123/84, Klein mod Kommissionen, Sml. s. 1907, præmis 10, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 19.7.1999, sag T-74/98, Mammarella mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 151, og II, s. 797, præmis 16).
65 Denne retspraksis’ rækkevidde skal præciseres således, at Fællesskabets retsinstanser i det mindste har kompetence til i første omgang at undersøge, om de faktisk har kompetence til at afgøre, om sagen kan antages til realitetsbehandling, og om den er begrundet.
66 Det skal for at undersøge denne kompetence efterprøves, om sagsøgeren faktisk kunne anses for en af vedtægten omfattet person eller som en anden ansat end en lokalt ansat.
67 Som nævnt ovenfor har sagsøgeren gjort krav på at være en anden ansat end en lokalt ansat, selv om han ikke har bestridt, at han ikke har indgået en kontrakt som ansat med Kommissionen.
68 Såfremt den sagsøgte institution eventuelt har tilsidesat anvendelsesområdet for artikel 1, 2, 3 og 5 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, ville dette – på grund af bestemmelserne i artikel 236 EF, artikel 1 i bilaget til statutten for Domstolen, tjenestemandsvedtægtens artikel 91, artikel 46, 73 og 83 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, sammenholdt med artikel 46, 73 og 124 i de nye ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber – have den følge, at tvisten blev underlagt Fællesskabets retsinstansers kompetence, og da reglerne om værneting er almindelige retsprincipper, således som tidligere anført ovenfor, skal det ex officio efterprøves, om Kommissionen i denne sag har tilsidesat disse artiklers anvendelsesområde.
69 Det skal herved indledningsvis bemærkes, at bortset fra meget specifikke og behørigt begrundede tilfælde er ansættelsesforholdet mellem De Europæiske Fællesskaber og dets ansatte omfattet af vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber. Domstolen har nemlig opstillet bindende betingelser for muligheden for at kontraktansætte personale uden for ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (jf. i denne retning dommen i sagen Klein mod Kommissionen og Domstolens dom af 11.7.1985, sag 43/84, Maag mod Kommissionen, Sml. s. 2581).
70 I øvrigt er det i retspraksis præciseret, at vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber ikke er en udtømmende ordning, der forbyder ansættelse af personer uden for de herved indførte bestemmelser. Den retsevne, der er indrømmet Fællesskabet ved artikel 282 EF og 238 EF med henblik på at afslutte kontrakter efter en medlemsstats lovgivning, omfatter også indgåelse af ansættelseskontrakter eller kontrakter om tjenesteydelser. Under disse omstændigheder kan ansættelsen af en person ved en kontrakt, der udtrykkeligt henholder sig til en national lov, kun anses for ulovlig, hvis den sagsøgte institution ikke har defineret den berørte parts ansættelsesvilkår i henhold til tjenestens behov, men for at undgå anvendelsen af vedtægtens bestemmelser eller ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, hvorved den har begået procedurefordrejning (jf. dommen i sagen Mammarella mod Kommissionen, præmis 39 og 40 og den deri nævnte retspraksis).
71 Det må derfor for det første afgøres, om ansættelsesforholdet mellem sagsøgeren og Kommissionen på tidspunktet for sagsøgerens underskrivelse af kontrakten var omfattet af en af de tre former for kontrakter, der er underlagt fællesskabsretten, og for hvilke ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber giver Fællesskabets retsinstanser kompetence (jf. i denne retning dommen i sagen Maag mod Kommissionen), nemlig for det første midlertidigt ansatte, for det andet hjælpeansatte og for det tredje særlige rådgivere.
72 Der må herved tages hensyn til, at vedtægtens bestemmelser indeholder en præcis terminologi, som ikke ved analogi kan udvides til at omfatte tilfælde, som ikke er udtrykkeligt omhandlet heri, og at det samme gælder for bestemmelserne i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (dommen i sagen Klein mod Kommissionen, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
73 For det første er midlertidigt ansatte kendetegnet ved, at de er ansat i en fast stilling inden for Fællesskabernes administration (dommen i sagen Maag mod Kommissionen, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
74 Således som artikel 3 i de almindelige bestemmelser for tekniske assistenters arbejdskontrakter imidlertid udtrykkeligt præciserer, er opgaver med humanitær bistand til tredjeland efter deres art punktvise og usikre hvad angår udviklingen og varigheden heraf.
75 Kommissionen kunne derfor med rette antage, at kontrakten som midlertidigt ansat ikke udgjorde den passende retlige ramme for ansættelsen af medarbejdere, som den betroede opgaver med punktvis og usikker humanitær bistand.
76 For det andet og i medfør af artikel 52 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber kan den samlede ansættelsestid for en hjælpeansat, heri medregnet varigheden af en eventuel forlængelse af kontrakten, ikke overstige den tid, den hjælpeansatte skal fungere, hvis han er ansat med henblik på at erstatte en tjenestemand eller en midlertidigt ansat, der midlertidigt er ude af stand til at udføre sit arbejde, eller et år i alle andre tilfælde.
77 Det fremgår af retspraksis, at kontrakten som hjælpeansat er kendetegnet ved den tidsmæssige usikkerhed, idet den kun kan anvendes for at sikre en midlertidig erstatning eller for at gøre det muligt at få udført administrative opgaver, der har foreløbig karakter, eller som opfylder et påtrængende krav eller ikke er klart defineret. Da ordningens formål er at få udført tidsbegrænsede opgaver – efter deres karakter, eller fordi stillingen ikke er fast besat – ved foreløbigt personale, kan ordningen ikke, uden at få karakter af misbrug, anvendes til i årevis at overlade en sådan person varige opgaver (dommen i sagen Maag mod Kommissionen, præmis 18 og 19 og den deri nævnte retspraksis).
78 For det første sikrede sagsøgeren imidlertid ikke en midlertidig erstatning for en tjenestemand eller en midlertidigt ansat, der midlertidigt var ude af stand til at udføre sit arbejde, og for det andet kan det ikke udelukkes, at andre opgaver nødvendiggør en mellemkomst, hvis varighed er mere end et år, selv om visse opgaver med teknisk bistand til tredjelande kan have en foreløbig karakter eller opfylde et påtrængende krav.
79 Kommissionen kunne derfor med rette antage, at kontrakten som midlertidigt ansat ikke udgjorde den passende retlige ramme for ansættelsen af medarbejdere, som den betroede opgaver med punktvis og usikker humanitær bistand.
80 For det tredje giver afsnit V i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber mulighed for at ansætte særlige rådgivere.
81 Det fremgår af selve betegnelsen »særlig rådgiver«, at den berørte part skal yde rådgivning.
82 Det fremgår imidlertid af beskrivelsen af sagsøgerens stilling, som indeholdes i bilag III til hans arbejdskontrakt, at de opgaver, han blev betroet, var af mere almen art og gik videre end at yde rådgivning. En del af de opgaver, som sagsøgeren påtog sig, bestod nemlig i opgaver med observation, koordinering og fastsættelse af programmer.
83 I øvrigt bestemmer artikel 5 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, at den særlige rådgiver ansættes »på grund af sine særlige kvalifikationer og uanset anden erhvervsmæssig beskæftigelse«.
84 Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at sagsøgeren havde særlige kvalifikationer.
85 Kommissionen kan derfor ikke kritiseres for at have været af den opfattelse, at den retlige ramme for særlige rådgivere ikke var passende for ansættelse af sagsøgeren i forbindelse med en opgave med humanitær bistand.
86 De tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber giver således ikke blandt de tre former for kontrakt som anden ansat end lokalt ansat nogen tilstrækkelig smidig mulighed for at opfylde Kommissionens behov for personale til at udføre visse opgaver i forbindelse med humanitær bistand til tredjelande.
87 Ved efterprøvelsen af, om Kommissionen begik procedurefordrejning, er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at fastslå, at Kommissionen med rette kunne antage, at de forskellige former for kontrakter i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, som er underlagt Fællesskabets retsinstansers kompetence, ikke kunne anvendes på medarbejdere, som den ønskede at betro visse opgaver med humanitær bistand, idet det ligeledes for det andet må efterprøves, om de arbejdsvilkår, som sagsøgeren blev tilbudt, svarede til de sociale minimumskrav, der findes i alle staters ret.
88 Det fremgår herved navnlig af de økonomiske vilkår for arbejdskontrakten, at sagsøgerens lønniveau kunne anses for forholdsvist højt, eftersom han, hvis kontrakten var blevet gennemført, ville have modtaget en månedsløn på 5 442,98 EUR. Artikel 3 i de almindelige bestemmelser for tekniske assistenters arbejdskontrakter præciserer i øvrigt udtrykkeligt, at Kommissionen, henset til kendetegnene ved tekniske bistandsopgaver, ikke er i stand til at sikre aftaleparten en fast ansættelse, og at der i lønniveauet tages hensyn hertil. Hvis sagsøgerens kontrakt var blevet gennemført, ville han også have modtaget forsørgertillæg, børnetillæg, godtgørelse for levevilkår og dagpenge til midlertidig bolig. Sagsøgeren ville være omfattet af en sygeforsikring og en pensionsforsikring. Han kunne gøre disse rettigheder gældende ved en national ret, eftersom hans kontrakt indeholdt et vilkår, som gav retterne i Bruxelles kompetence. Det skal herved understreges, således som Kommissionen anførte under retsmødet, at arbejdsretten i Bruxelles erklærer sig kompetent, når der findes et sådant vilkår, til at påkende sager, der anlægges af tekniske assistenter vedrørende gennemførelsen af deres arbejdskontrakt som teknisk assistent. Sagsøgerens arbejdskontrakt og de almindelige bestemmelser for tekniske assistenters arbejdskontrakter pålagde ham endelig at undergive sig en lægeundersøgelse, hvilket udgør en garanti, der er så meget desto mere nødvendig, idet den berørte part skal udføre sin opgave i et tredjeland.
89 I denne sammenhæng kan sagsøgerens arbejdskontrakt, der er underlagt belgisk ret og giver retterne i Bruxelles kompetence, ikke analyseres således, at den ikke er indgået på grund af tjenestens behov, men for at undgå anvendelsen af vedtægtens bestemmelser eller ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber. Sagsøgerens ansættelse på grundlag af en arbejdskontrakt, der er underlagt belgisk ret, kan derfor ikke anses for procedurefordrejning, som ville have haft den følge, at værnetingreglerne var tilsidesat.
90 Det følger heraf, at Retten ikke er kompetent til at påkende sagen, henset til artikel 236 EF, artikel 1 i bilaget til statutten for Domstolen, artikel 91 i tjenestemandsvedtægten, artikel 46, 73 og 83 i de tidligere ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber og artikel 46, 73 og 124 i de nye ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber.
Sagens omkostninger
91 I henhold til procesreglementets artikel 122 finder bestemmelserne i dette reglements kapitel 8, 2. afdeling, om sagsomkostninger kun anvendelse på sager, der er anlagt ved EU-Personaleretten fra tidspunktet for dette reglements ikrafttrædelse, dvs. den 1. november 2007. De relevante bestemmelser i procesreglementet for Retten i Første Instans finder fortsat tilsvarende anvendelse på sager, der verserer for EU-Personaleretten før denne dato.
92 Ifølge artikel 87, stk. 2, og artikel 87, stk. 3, andet afsnit, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Imidlertid bærer institutionerne selv i henhold til samme reglements artikel 88 deres egne omkostninger i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte.
93 Da det fremgår af retspraksis, at ikke blot personer, der har status som tjenestemænd eller som andet end lokalt ansatte, men ligeledes de, der hævder at have en sådan status, kan anfægte en bebyrdende afgørelse for Fællesskabets retsinstanser, skal det fastslås, at artikel 88 i procesreglementet for Retten i Første Instans ligeledes skal finde anvendelse på de sidstnævnte.
94 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør hver part bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Retten er ikke kompetent til at påkende sagen.
2) Hver part bærer sine egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 12. november 2008.
Justitssekretær | | Præsident |
De foreliggende sprogversioner af denne afgørelse og af de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er henvist til heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, kan findes på Domstolens hjemmeside på internettet: www.curia.europa.eu