Language of document : ECLI:EU:T:2022:809

RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)

14. december 2022 (*)

»Tilskud – import af biodiesel med oprindelse i Indonesien – gennemførelsesforordning (EU) 2019/2092 – endelig udligningstold – artikel 3, nr. 1), litra a), i forordning (EU) 2016/1037 – finansielt bidrag – artikel 3, nr. 2), i forordning 2016/1037 – fordel – artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning 2016/1037 – beregning af det udligningsberettigede subsidiebeløb – artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), og artikel 3, nr. 2), i forordning 2016/1037 – handling, der består i at »overdrage« udførelsen af funktioner, der udgør et finansielt bidrag, til et privat organ eller at »pålægge« organet dette – utilstrækkeligt vederlag – indkomst- eller prisstøtte – artikel 28, stk. 5, i forordning nr. 2016/1037 – anvendelse af de foreliggende faktiske oplysninger – artikel 3, nr. 2), og artikel 6, litra d), i forordning 2016/1037 – fordel – artikel 8, stk. 8, i forordning nr. 2016/1037 – trussel om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen – artikel 8, stk. 5 og 6, i forordning nr. 2016/1037 – årsagssammenhæng – analyse af, hvad skaden kan tilskrives – analyse af, hvad skaden ikke kan tilskrives«

I sag T-111/20,

PT Wilmar Bioenergi Indonesia, Medan (Indonesien),

PT Wilmar Nabati Indonesia, Medan,

PT Multi Nabati Sulawesi, Nordsulawesi Utara (Indonesien),

ved advokaterne P. Vander Schueren og T. Martin-Brieu,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved P. Kienapfel, G. Luengo og P. Němečková, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af

European Biodiesel Board (EBB), Bruxelles (Belgien), ved advokaterne M.-S. Dibling og L. Amiel,

intervenient

har

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, S. Gervasoni (refererende dommer), og dommerne L. Madise, P. Nihoul, R. Frendo og J. Martín y Pérez de Nanclares,

justitssekretær: fuldmægtig I. Kurme,

på grundlag af den skriftlige forhandling og

efter retsmødet den 13. januar 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Med søgsmålet støttet på artikel 263 TEUF har sagsøgerne, PT Wilmar Bioenergi Indonesia, PT Wilmar Nabati Indonesia og PT Multi Nabati Sulawesi, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2092 af 28. november 2019 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Indonesien (EUT 2019, L 317, s. 42, herefter »den anfægtede forordning«), for så vidt som denne forordning vedrører sagsøgerne.

 Sagens baggrund

2        Sagsøgerne er indonesiske selskaber, som fremstiller og eksporterer biodiesel.

3        Den 19. november 2013 vedtog Rådet for Den Europæiske Union gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT 2013, L 315, s. 2), der pålagde sagsøgerne en endelig antidumpingtold.

4        Den 25. november 2013 vedtog Europa-Kommissionen forordning (EU) nr. 1198/2013 om afslutning af antisubsidieproceduren vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien og om ophævelse af forordning (EU) nr. 330/2013 om registrering af denne import (EUT 2013, L 315, s. 67).

5        Den 15. september 2016 annullerede Retten artikel 1 og 2 i gennemførelsesforordning nr. 1194/2013, for så vidt som den vedrørte de to første sagsøgere (dom af 15.9.2016, PT Wilmar Bioenergi Indonesia og PT Wilmar Nabati Indonesia mod Rådet, T-139/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:499).

6        Efter anmodning fra Republikken Indonesien afgav Verdenshandelsorganisationens (WTO) panel den 25. januar 2018 en rapport om de antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af biodiesel fra Indonesien, der indførtes ved gennemførelsesforordning nr. 1194/2013 (WTO-panelets rapport med titlen »European Union – Anti-Dumping Measures on Biodiesel from Indonesia«, vedtaget den 25. januar 2018 (WT/DS 480/R)). WTO-panelet konkluderede, at Den Europæiske Union havde handlet i strid med flere bestemmelser i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) og aftalen om anvendelsen af artikel VI i GATT (EFT 1994, L 336, s. 103), der er indeholdt i bilag 1A til WTO-overenskomsten (EFT 1994, L 336, s. 3).

7        Den 22. oktober 2018 indgav European Biodiesel Board (EBB) en klage til Kommissionen i henhold til artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 55), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/825 af 30. maj 2018 (EUT 2018, L 143, s. 1) (herefter »grundforordningen«). Ifølge denne klage var importen af biodiesel med oprindelse i Indonesien subsidieret og forvoldte derfor EU-erhvervsgrenen skade.

8        Ved meddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 6. december 2018 (EUT 2018, C 439, s. 16) indledte Kommissionen en antisubsidieprocedure vedrørende biodiesel med oprindelse i Indonesien.

9        Den af undersøgelsen omhandlede vare består af »fedtsyremonoalkylestere og/eller paraffinske gasolier fremstillet ved syntese og/eller hydrolyse, af ikkefossil oprindelse, almindeligvis kendt som »biodiesel«, i ren form eller i blandinger, med oprindelse i Indonesien«.

10      Biodiesel fremstillet i Indonesien er primært palmeoliemethylester (herefter »PME«) udvundet af rå palmeolie. Biodiesel, der produceres i Unionen, er derimod hovedsagelig rapsmethylester (»RME«), men fremstilles også af andre råstoffer, herunder rå palmeolie.

11      PME og RME tilhører begge kategorien af fedtsyremonoalkylestere. Udtrykket »ester« henviser til transesterificeringen af vegetabilske olier, dvs. blandingen af olie og alkohol, hvorved der produceres biodiesel og som et biprodukt glycerin. Udtrykket »methyl« henviser til methanol, som er den hyppigst anvendte alkohol i processen. Fedtsyremonoalkylestere kaldes også »fedtsyremethylestere« (herefter »FAME«). Selv om PME og RME begge er FAME, har de også delvis forskellige fysiske og kemiske egenskaber, og de har navnlig et andet koldfilterpunkt (herefter »CFPP«). CFPP er den temperatur, hvorved et brændstof forårsager tilstopning af et brændstoffilter på grund af krystallisering eller gelering af bestemte brændstofkomponenter. For RME kan CFPP være –14°C, mens det for PME er ca. 13°C. Markedet beskriver ofte biodiesel med et særligt CFPP som FAMEX som f.eks. FAME0 eller FAME5.

12      Undersøgelsen af subsidiering og skade omfattede perioden fra 1. oktober 2017 til 30. september 2018 (herefter »undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2015 frem til udgangen af undersøgelsesperioden. Hvor det var relevant, undersøgte Kommissionen også data for perioden efter undersøgelsesperioden.

13      Ved skrivelse af 25. januar 2019 fremsendte PT Wilmar Bioenergi Indonesia selskabets besvarelse af antisubsidiespørgeskemaet, som Kommissionen havde tilsendt det den 19. december 2018. Kommissionen foretog kontrolbesøg på stedet i sagsøgernes lokaler i Indonesien fra den 18. til den 21. marts 2019.

14      Sideløbende fremsatte sagsøgerne følgende bemærkninger: den 17. januar 2019 om klagen, den 14. februar 2019 om oplysninger, som EBB og de EU-producenter af biodiesel, der indgik i stikprøven, havde fremlagt, og om den påståede om trussel om skade, den 14. februar 2019 om anvendelsen af udligningsforanstaltninger over for de angivelige subsidieordninger og den 19. juni 2019 om den påståede trussel om skade, der var anført i EBB’s bemærkninger af 29. april 2019 og om anmodningen om registrering af EBB’s import.

15      Den 12. august 2019 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2019/1344 om indførelse af en midlertidig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Indonesien (EUT 2019, L 212, s. 1, herefter »forordningen om midlertidig told«). Den midlertidige udligningstold for PT Wilmar Bioenergi Indonesia og PT Wilmar Nabati Indonesia fastsattes til 15,7%. Den midlertidige udligningstold for »alle andre virksomheder« end dem, der udtrykkeligt var nævnt i artikel 1 i forordningen om midlertidig told, fastsattes til 18%.

16      Den 13. august 2019 meddelte Kommissionen sagsøgerne de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, som lå til grund for dens vedtagelse af forordningen om midlertidig told.

17      Den 28. august 2019 fremsatte sagsøgerne deres bemærkninger til forordningen om midlertidig told og til de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, som lå til grund for vedtagelsen heraf.

18      Den 4. oktober 2019 meddelte Kommissionen de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at indføre endelige udligningsforanstaltninger over for biodiesel med oprindelse i Indonesien. Sagsøgerne fremsatte deres bemærkninger hertil den 14. oktober 2019.

19      Efter afslutningen af antisubsidieproceduren vedtog Kommissionen den anfægtede forordning, hvorved den bekræftede de konklusioner, som den havde draget i forordningen om midlertidig told. Den fandt, at den indonesiske stat havde støttet biodieselindustrien gennem subsidier som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1). Kommissionen lagde til grund, at denne støtte fandt sted gennem bestemte subsidieprogrammer. Det drejede sig bl.a. om den omstændighed, at Oil Palm Plantation Fund – et offentligt organ – til de biodieselproducenter, der havde leveret biodiesel til selskaber, der var udpeget som »Petrofuel Entity«, betalte forskellen mellem referenceprisen for mineralsk diesel, som disse »Entities« betalte, og referenceprisen for biodiesel fastsat af ministeren for energi og mineralressourcer. Kommissionen konkluderede ligeledes, at den indonesiske stat havde overdraget eller pålagt producenterne af rå palmeolie – det råstof, som biodieselproducenterne købte med henblik på at omdanne det til biodiesel – at levere dette råstof mod et utilstrækkeligt vederlag, bl.a. ved hjælp af eksportrestriktioner og kontrol af priserne gennem den offentlige selskabskoncern PT Perkebunan Nusantara (herefter »PTPN«).

20      Den endelige udligningstold for PT Wilmar Bioenergi Indonesia og PT Wilmar Nabati Indonesia fastsattes til 15,7%. Den endelige udligningstold for »alle andre virksomheder« end dem, der udtrykkeligt var nævnt i artikel 1 i den anfægtede forordning, fastsattes til 18%.

 Parternes påstande

21      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede forordning annulleres, for så vidt som den vedrører dem.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

22      Kommissionen har, støttet af EBB, nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises for så vidt angår PT Multi Nabati Sulawesi.

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

23      Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne i det væsentlige fremsat fire anbringender vedrørende:

–        Det første anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i), artikel 3, nr. 2), og artikel 7, stk. 1, litra a), og om åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at betalingerne modtaget fra Oil Palm Plantation Fund udgjorde et udligningsberettiget subsidie, og idet den ikke justerede den fordel, som sagsøgerne angiveligt havde modtaget, for de rabatter, der var blevet ydet, samt for de transport- og kreditomkostninger, som var blevet afholdt for at opnå de angivelige subsidier.

–        Det andet anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), artikel 3, nr. 1), litra b), artikel 3, nr. 2), artikel 6, litra d), og artikel 28, stk. 5, om åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at der forelå statslig støtte til levering af rå palmeolie mod et utilstrækkeligt vederlag.

–        Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8, stk. 8, og om et åbenbart urigtigt skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at der forelå en trussel om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen.

–        Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8, stk. 5 og 6, og om et åbenbart urigtigt skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at importen fra Indonesien truede med at forvolde EU-erhvervsgrenen skade, og idet den så bort fra indvirkningen af importen fra Argentina.

 Det første anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i), artikel 3, nr. 2), og artikel 7, stk. 1, litra a), og om åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at betalingerne modtaget fra Oil Palm Plantation Fund udgjorde et udligningsberettiget subsidie, og idet den ikke justerede den fordel, som sagsøgerne angiveligt havde modtaget, for de rabatter, der var blevet ydet, samt for de transport- og kreditomkostninger, som var blevet afholdt for at opnå de angivelige subsidier

24      Det første anbringende består af fire led, som Kommissionen, støttet af EBB, har bestridt.

 Det første anbringendes første led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), og om et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen fandt, at betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund udgjorde et finansielt bidrag fra regeringen eller et offentligt organ

25      Med det første led har sagsøgerne gjort gældende, at de betalinger, der blev foretaget af Oil Palm Plantation Fund, ikke udgjorde et finansielt bidrag fra regeringen eller et offentligt organ.

26      Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske og politiske situationer, som de skal undersøge (dom af 18.10.2018, Gul Ahmed Textile Mills mod Rådet, C-100/17 P, EU:C:2018:842, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

27      EU-institutionernes vide skønsbeføjelse på området for handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger vedrører ligeledes afgørelsen af, om der foreligger et finansielt bidrag som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1) (jf. i denne retning dom af 11.10.2012, Novatex mod Rådet, T-556/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:537, præmis 34 og 35).

28      Det skal i denne forbindelse fremhæves, at grundforordningens artikel 3 foreskriver, at subsidier anses for at foreligge, hvis betingelserne i denne artikels nr. 1) og 2) er opfyldt, dvs. hvis der ydes et »finansielt bidrag« fra staten i oprindelses- eller eksportlandet, og der herved opnås en »fordel«.

29      Formålet med grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), er at definere begrebet »finansielt bidrag«, således at det ikke omfatter foranstaltninger fra de offentlige myndigheder, som ikke hører under en af de kategorier, der er opregnet i denne bestemmelse. I dette lys opregner grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i)-iii), de konkrete situationer, som skal anses for at indebære de offentlige myndigheders finansielle bidrag, nemlig den direkte eller indirekte overførsel af midler, manglende opkrævning af statsindtægter eller levering af varer eller tjenesteydelser, imens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), andet led, bestemmer, at den omstændighed, at de offentlige myndigheder overdrager til eller pålægger et privat organ at varetage en eller flere af de i nr. i), ii), og iii), opregnede typer funktioner, svarer til, at disse offentlige myndigheder yder et finansielt bidrag som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a) (dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 106).

30      Det fremgår af ordlyden af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), og navnlig af formuleringen »[af] staten […] [ydet] finansielt bidrag«, at det finansielle bidrag skal kunne tilskrives staten. Denne bestemmelse indeholder imidlertid ingen nærmere angivelse af oprindelsen af de overførte midler. I denne artikels nr. 1), litra a), nr. i), medtager den således i begrebet »finansielt bidrag« »statslig praksis«, som indebærer direkte overførsel af midler, uden at tilføje krav til disse midlers oprindelse. Den omstændighed, at midlernes oprindelse er uden betydning for kvalificeringen af statslig praksis som et »[af] staten […] [ydet] finansielt bidrag«, fremgår klart af det tilfælde, der er omhandlet i artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), andet led, hvor staten overdrager til eller pålægger et privat organ at varetage visse funktioner, såsom direkte overførsel af midler, uden at præcisere, hvorfra de anvendte midler skal stamme. Det fremgår af disse bestemmelser, at begrebet »[af] staten […] [ydet] finansielt bidrag« omfatter alle økonomiske midler, som staten faktisk kan anvende.

31      I den foreliggende sag fremgår det af 30.-33. betragtning til den anfægtede forordning, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt, at Oil Palm Plantation Fund er et offentligt organ. Dette organ anvendes til at støtte indkøb af biodiesel, der foretages af enheder, der er udpeget af offentlige organer, og har overdraget ansvaret for opkrævningen af eksportafgifter på eksporten af råvarer baseret på palmeolie til et organ, Oil Palm Plantation Fund Management Agency (herefter »forvaltningsorganet«), hvilke udgør organets midler (41.-43. betragtning til forordningen om midlertidig told).

32      Det fremgår af forordningen om midlertidig told, at Biodiesel Subsidy Fund, som er en del af Oil Palm Plantation Fund, blev etableret ved præsidentiel bekendtgørelse nr. 61/2015 (40. betragtning), og at ansvaret for opkrævningen af eksportafgifter på eksporten af råvarer baseret på palmeolie – hvilke udgør Oil Palm Plantation Funds midler – blev overdraget til forvaltningsorganet (41. og 42. betragtning). Det er ved artikel 1, stk. 4, i præsidentiel bekendtgørelse nr. 61/2015, at den indonesiske stat har givet forvaltningsorganet ret til at anvende de eksportafgifter og eksportskatter, der pålægges rå palmeolie og derivater heraf, og har pålagt dem at indkøbe og anvende biodiesel, mens artikel 18, stk. 1, i præsidentiel bekendtgørelse nr. 66/2018 udtrykkeligt foreskriver, at »anvendelse af midler […] foretages for at dække forskellen mellem markedsindeksprisen på diesel og markedsindeksprisen på biodiesel« (58. og 60. betragtning). Forskellen mellem en sådan referencepris på diesel og referenceprisen på biodiesel betales således til biodieselproducenterne af forvaltningsorganet gennem Oil Palm Plantation Fund (47. betragtning)

33      For det første har sagsøgerne gjort gældende, at oprindelsen og arten af de midler, der anvendes til de betalinger, som forvaltningsorganet foretog til biodieselproducenterne, dvs. den eksportafgift, der blev betalt af de eksporterende producenter, er relevante med henblik på at afgøre, om der foreligger et finansielt bidrag. For det andet var eksportafgiften udtrykkeligt bestemt til at finansiere Oil Palm Plantation Fund, og den indonesiske stat kunne ikke have rådet over midlerne på anden måde. For det tredje blev Oil Palm Plantation Fund finansieret af forsyningskæden for rå palmeolie til fordel for den samme kæde, og betalingerne indebar således ikke nogen omkostninger for den indonesiske stat.

34      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), som anført i præmis 30 ovenfor, ikke indeholder nogen nærmere angivelse af oprindelsen af de overførte midler, og bestemmelsen omfatter således alle økonomiske midler, som staten faktisk kan anvende.

35      Den fortolkning af denne bestemmelse, som sagsøgerne har foreslået, og som tager hensyn til oprindelsen af de midler, som staten har udbetalt i form af et finansielt bidrag, og til den måde, hvorpå staten kan råde over dem i henhold til den nationale lovgivning, må således forkastes. Desuden betyder den omstændighed, at de midler, som Oil Palm Plantation Fund råder over, hidrører fra den eksportafgift, der betales af de eksporterende producenter, ikke, at der, når disse midler udbetales til biodieselproducenterne for at dække forskellen mellem markedsindeksprisen på diesel og markedsindeksprisen på biodiesel, ikke er tale om en byrde for det offentlige organ, der udbetaler dem.

36      Det skal for det første tilføjes, at denne konklusion ikke drages i tvivl af dom af 14. juli 1988, Fediol mod Kommissionen (188/85, EU:C:1988:400), som sagsøgerne har påberåbt sig. Da genstanden for denne sag var et søgsmål med påstand om annullation af en afgørelse fra Kommissionen, hvorved denne havde afsluttet en antisubsidieprocedure, der var indledt efter klage fra sagsøgeren, forkastede Domstolen ganske vist argumentet om, at subsidier måtte forstås bredt, og at der forelå subsidier, når de pågældende foranstaltninger som helhed medfører en begunstigelse af de erhvervsdrivende, som de vedrører. I samme dom fastslog Domstolen imidlertid, at begrebet eksportsubsidier, der er omhandlet i artikel 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT 1984, L 201, s. 1), af EU-lovgiver er blevet opfattet således, at det nødvendigvis forudsætter en direkte eller indirekte økonomisk byrde for de offentlige myndigheder, og at der med begrebet byrde ikke alene sigtedes til tilfælde, hvor staten udbetalte midler, men også tilfælde, hvor staten gav afkald på et afgiftsprovenu (dom af 14.7.1988, Fediol mod Kommissionen, 188/85, EU:C:1988:400, præmis 12). Denne dom, som ikke tager hensyn til de anvendte midlers oprindelse, udelukker ikke, at de betalinger, som forvaltningsorganet foretager i den foreliggende sag, og som finansieres ved dette organs opkrævning af en eksportafgift, udgør en direkte økonomisk byrde for et offentligt organ.

37      For det andet kan sagsøgernes argument vedrørende appelorganet i WTO’s tvistbilæggelsesorgans rapport med titlen »United States – Measure Affecting Trade In Large Civil Aircrafts (Second complaint)«, vedtaget den 12. marts 2012 (WT/DS 353/AB/R, afsnit 617) (herefter »appelorganets rapport – »US – Large Civil Aircrafts (Second complaint)««) ikke tages til følge.

38      Det skal i denne henseende bemærkes, at det følger af retspraksis,, at den fortolkning af aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger i bilag 1A til WTO-overenskomsten (EFT 1994, L 336, s. 156, herefter »SCM-aftalen«), som dette organ vedtager, ikke kan være bindende for Retten i forbindelse med dennes prøvelse af den anfægtede forordnings gyldighed (jf. i denne retning og analogt dom af 1.3.2005, Van Parys, C-377/02, EU:C:2005:121, præmis 54, af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 103, og af 19.5.2021, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen, T-254/18, under appel, EU:T:2021:278, præmis 419).

39      Imidlertid har Domstolen ligeledes fastslået, at det almindelige folkeretlige princip om overholdelse af kontraktlige forpligtelser (pacta sunt servanda), der er fastsat i artikel 26 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969, indebærer, at Unionens retsinstanser med henblik på fortolkningen og anvendelsen af SCM-aftalen skal tage hensyn til den fortolkning af de forskellige bestemmelser i denne aftale, som WTO’s tvistbilæggelsesorgan har vedtaget (jf. analogt dom af 20.1.2022, Kommissionen mod Hubei Xinyegang Special Tube, C-891/19 P, EU:C:2022:38, præmis 32, og generaladvokat Pitruzzellas forslag til afgørelse Kommissionen mod Hubei Xinyegang Special Tube, C-891/19 P, EU:C:2021:533, punkt 24, som Domstolen tilsluttede sig i denne sag; jf. ligeledes analogt dom af 6.10.2020, Kommissionen mod Ungarn (Videregående uddannelse), C-66/18, EU:C:2020:792, præmis 92). Der er således intet til hinder for, at Retten henviser dertil, når det drejer sig om fortolkning af bestemmelser i grundforordningen, der svarer til SCM-aftalens bestemmelser (dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 103).

40      Under alle omstændigheder anføres det i afsnit 617 i appelorganets rapport – »US – Large Civil Aircrafts (Second complaint)«, som sagsøgerne har påberåbt sig, nærmere, at »a direct transfer of funds will normally involve financing by the government to the recipient«. Det må konstateres, at rapporten konkluderer, at det finansielle bidrag »normalt […] [ydes] af staten«, men ikke – i modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende – stiller krav med hensyn til oprindelsen af de midler, som staten råder over.

41      Da sagsøgernes argumenter er blevet forkastet i deres helhed, skal det første anbringendes første led forkastes.

 Det første anbringendes andet led om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i), og om et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen konkluderede, at betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund udgjorde subsidier

42      Med det første anbringendes andet led har sagsøgerne gjort gældende, at de af Oil Palm Plantation Fund foretagne betalinger ikke udgør en direkte overførsel af midler i form af subsidier, men en betaling for indkøb af biodiesel.

43      Det bemærkes, som anført i præmis 29 og 30 ovenfor, at grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), opregner de konkrete situationer, som skal anses for at indebære finansielle bidrag fra staten, herunder den direkte eller indirekte overførsel af midler, og at dette finansielle bidrag skal kunne tilskrives staten.

44      Ved vurderingen af, om en direkte overførsel af midler udgør en fordel, der udgør subsidier, som omhandlet i grundforordningens artikel 3, der kan begrunde indførelsen af en udligningstold, skal der tages hensyn til, om den virksomhed, der modtager denne overførsel, leverer en modydelse, eller der foreligger en gensidig udveksling af modydelser.

45      I den foreliggende sag var den procedure, som Kommissionen kvalificerede som »direkte overførsel af midler«, den, der i 45.-50. betragtning til forordningen om midlertidig told (ligeledes i 37. betragtning til den anfægtede forordning) blev beskrevet som følger:

»(45)      Nærmere betegnet understreges følgende i artikel 9, stk. 1, i præsidentiel bekendtgørelse nr. 26/2016: Generaldirektøren for [Directorate General of New Renewable Energy and Energy Conservation] udpeger den »Petrofuel Entity«, som foretager indkøbet af biodiesel, jf. artikel 4, inden for rammerne af finansforvaltningsorganets finansiering, under overholdelse af den af styringsudvalget for finansforvaltningsorganet fastlagte politik, og i artikel 9, stk. 8, understreges det, at på grundlag af ministerens godkendelse, jf. stk. 7, træffer generaldirektøren for [Directorate General of New Renewable Energy and Energy Conservation] afgørelse om: a. de biodieselproducenter, der skal deltage i indkøbet af biodiesel, og b. fordelingen af biodieselmængder til hver enkelt biodiselproducent. […]

(46)      Biodieselproducenter, som valgte at deltage, og som har fået tildelt en kvote i henhold til nævnte forordning, er forpligtet til at sælge den månedlige mængde biodiesel til den såkaldte »Petrofuel Entity«. Indtil videre har [den indonesiske stat] udpeget følgende virksomheder som Petrofuel Entity:

a)      PT Pertamina (»Pertamina«), et statsejet olie- og gasselskab, og

b)      PT AKR Corporindo Tbk (»AKR«), et privat olie- og gasselskab.

(47)      [Oil Palm Plantation Fund] påtænker at indføre en særlig betalingsmekanisme, hvorved Pertamina (og, når det gælder visse mindre mængder, AKR) betaler biodieselproducenter referenceprisen på diesel (som adskiller sig fra den reelle pris for biodiesel, som i UP ville have været højere), hvorimod forskellen mellem en sådan referencepris på diesel og referenceprisen på biodiesel betales til biodieselproducenterne af forvaltningsorganet gennem [Oil Palm Plantation Fund].

(48)      Referenceprisen på henholdsvis diesel og biodiesel fastsættes af ministeren for energi og mineralressourcer […] på følgende måde:

a)      Referenceprisen på diesel er baseret på priser, der er indberettet af Platts Singapore, for olie […] og produktionsomkostningerne for diesel i Indonesien.

b)      […] referenceprisen på biodiesel [er] baseret på hjemmemarkedsprisen på rå palmeolie, hvortil der lægges forarbejdningsomkostninger […]

(49)      Nærmere bestemt fakturerer hver enkelt biodieselproducent – herunder alle de eksporterende producenter – Pertamina (eller AKR, alt efter omstændighederne) den mængde biodiesel, som køberen skal anvende i henhold til blandingsforpligtelsen, [hvorefter operatører på en række områder som f.eks. offentlig transport er forpligtet til som brændstof at anvende en blanding af mineralsk diesel og biodiesel, som indeholder mindst 20% biodiesel], og Pertamina (eller AKR) betaler producenten referenceprisen på diesel for den pågældende periode. […]

(50)      For at opnå godtgørelse af prisforskellen mellem den pris, som Pertamina og AKR betaler (baseret på referenceprisen på diesel) og referenceprisen på biodiesel, skal biodieselproducenten derefter indsende en yderligere faktura for den samme mængde til forvaltningsorganet og vedlægge en oversigt over dokumenter. Når forvaltningsorganet har modtaget fakturaen, og efter at det har efterprøvet de deri nævnte elementer, skal forvaltningsorganet betale den relevante biodieselproducent forskellen mellem referenceprisen på diesel (som betales af Pertamina eller AKR, alt efter omstændighederne) og referenceprisen på biodiesel, der er fastsat for den pågældende periode.«

46      Sagsøgerne har i første række gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen kvalificerede de betalinger, der blev foretaget af Oil Palm Plantation Fund, som en direkte overførsel af midler, og ikke som betalinger foretaget til gengæld for indkøb af biodiesel. De har for det første anført, at Oil Palm Plantation Funds betalingsordning indebar gensidige forpligtelser for den indonesiske stat og biodieselproducenterne, nemlig salg af biodiesel mod betaling af en pris. Der burde i denne forbindelse være taget hensyn til, at der var tale om forudgående kontrakter mellem sagsøgerne og Oil Palm Plantation Fund, samt til den omstændighed, at de førstnævnte udstedte fakturaer til sidstnævnte for at modtage betalingerne. Karakteren af Oil Palm Plantation Fund, som havde til formål at støtte køb og brug af biodiesel med henblik på at opfylde den forpligtelse, som den indonesiske stat havde indført i forbindelse med blanding af biodiesel, burde have været taget i betragtning ved fastlæggelsen af karakteren af det omhandlede bidrag. For det andet foretog PT Pertamina (herefter »Pertamina«), der er et offentligt organ, som er en del af den indonesiske stat, ifølge sagsøgerne størstedelen af biodieselindkøb hos sagsøgerne. For det tredje har sagsøgerne på grundlag af disse forhold gjort gældende, at Kommissionen burde have kvalificeret de af Oil Palm Plantation Fund foretagne betalinger som en del af et indkøb af varer som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iii).

47      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen i 38. betragtning til den anfægtede forordning konstaterede, at »[Oil Palm Plantation Funds] udbetaling til biodieselproducenterne ikke kan betegnes som betalinger, der foretages i henhold til en købsaftale mellem [den indonesiske stat] og biodieselproducenterne, men udgør en direkte overførsel af midler«.

48      Det fremgår af sagens faktuelle sammenhæng, således som den er fremstillet i 45.-50. betragtning til forordningen om midlertidig told og 37. betragtning til den anfægtede forordning (jf. præmis 45 ovenfor), og som sagsøgerne ikke har bestridt, at forvaltningsorganet i forbindelse med den ordning, der blev indført ved præsidentiel bekendtgørelse nr. 26/2016, ikke greb ind i transaktionen mellem biodieselproducenterne og Pertamina og PT AKR Corporindo Tbk (herefter »AKR«). Det var nemlig generaldirektøren for Directorate General of New Renewable Energy and Energy Conservation, der for det første udpegede de enheder, der havde til opgave at købe biodiesel (under overholdelse af den af styringsudvalget for finansforvaltningsorganet fastlagte politik), og for det andet på ministerens vegne traf afgørelse om de biodieselproducenter, der deltog i indkøbet af biodiesel, samt fordelingen af biodieselmængder til hver enkelt producent. Referenceprisen på henholdsvis diesel og biodiesel blev fastsat af ministeren for energi og mineralressourcer. Dernæst fakturerede hver producent Pertamina eller AKR den biodieselmængde, som disse virksomheder var forpligtet til at anvende i henhold til blandingsforpligtelsen, og disse betalte referenceprisen for diesel til producenten. Det var først efter afslutningen af denne transaktion, at biodieselproducenterne sendte en yderligere faktura for den samme biodieselmængde til forvaltningsorganet med henblik på at opnå betaling af forskellen mellem referenceprisen for diesel og referenceprisen for biodiesel, ledsaget af en kopi af afgørelsen fra Directorate General of New Renewable Energy and Energy Conservation, der godtgjorde, at de havde tilladelse til at deltage i indkøb af biodiesel og de respektive tildelinger af mængden af biodiesel, en kopi af kontrakten om indkøb af biodiesel mellem Pertamina eller AKR, et certifikat undertegnet af Pertamina eller AKR og den relevante biodieselproducent, forsynet med den indonesiske stats stempel og vedlagt oplysninger om leveringsstedet, mængden og typen af biodiesel og transportomkostningernes omfang samt en kopi af aftalen mellem Fund Management Agency og den relevante biodieselproducent.

49      Derudover fandt Kommissionen ligeledes i 67. og 69. betragtning til den anfægtede forordning, at den referencepris for biodiesel, der betaltes til uafhængige leverandører, ikke afspejlede efterspørgsel og udbud på normale markedsvilkår uden statslig indgriben, og at omkostningerne ved omarbejdning, der blev beregnet af den indonesiske stat som en del af den formel, der blev anvendt til at beregne referenceprisen for biodiesel, var for høje. Kommissionen anlagde ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den i 68. betragtning til den anfægtede forordning udledte af denne situation, at priserne på biodiesel i Indonesien ville være lavere uden disse betalinger. De betalinger, som forvaltningsorganet foretog til biodieselproducenterne, kan, eftersom de beregnes på grundlag af en referencepris for biodiesel, som ikke følger af normale markedsvilkår, ikke anses for et pristillæg, som producenterne har ret til at modtage som modydelse for deres leveringer til Pertamina eller AKR.

50      På grundlag af disse faktiske omstændigheder anlagde Kommissionen ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den, henset til den vide skønsmargen, som den er tillagt i henhold til den ovenfor i præmis 27 nævnte retspraksis vedrørende afgørelsen af, om der forelå et finansielt bidrag som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1), og en fordel som omhandlet i samme bestemmelses nr. 2), i 37. betragtning til den anfægtede forordning, fandt, at de midler, der udbetaltes af Oil Palm Plantation Fund, »således ikke [var] en del af en kontrakt mod vederlag (som f.eks. statens indkøb af biodiesel mod betaling af en pris)«. Det fremgår således ikke af fremstillingen af de faktiske omstændigheder, at Oil Palm Plantation Fund greb ind i transaktionen mellem biodieselproducenterne og »Petrofuel-virksomhederne«, dvs. Pertamina og AKR, eller at den nævnte fond modtog nogen form for modydelse for de betalinger, som den foretog. Transaktionens art, som sagsøgerne har lagt vægt på under retsmødet, gør det således ikke muligt at konkludere, at de betalinger, der blev foretaget af den nævnte fond, var en del af en række gensidige forpligtelser.

51      Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af karakteren af Oil Palm Plantation Fund, som ifølge sagsøgerne havde til formål at støtte køb og brug af biodiesel med henblik på at opfylde den forpligtelse, som den indonesiske stat havde indført med hensyn til blanding af biodiesel. I det foreliggende tilfælde tog Kommissionen nemlig med rette den nævnte fonds karakter og formål i 56.-61. betragtning til forordningen om midlertidig told og i 30. betragtning til den anfægtede forordning i betragtning med henblik på at kvalificere de betalinger, som fonden foretog, som et »finansielt bidrag«.

52      Endvidere kan sagsøgernes henvisning til afsnit 616 og 617 i appelorganets rapport »US – Large Civil Aircrafts (Second complaint)«, hvori det anføres, at der »in such a transaction [a »grant«], money or money’s worth is given to a recipient, normally without an obligation or expectation that anything will be provided to the grantor in return«, at »a direct transfer of funds will normally involve financing by the government to the recipient«, og at »[i]n some instances, as in the case of grants, the conveyance of funds will not involve a reciprocal obligation on the part of the recipient«, heller ikke rejse tvivl om denne konklusion.

53      Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at det følger af retspraksis, at de fortolkninger af SCM-aftalen, som dette organ har anlagt, ikke kan være bindende for Retten i forbindelse med dens prøvelse af den anfægtede forordnings gyldighed (jf. præmis 38 og 39 ovenfor).

54      Det fremgår i øvrigt af læsningen af det uddrag, som sagsøgerne har henvist til, at begrebet direkte overførsel af midler »normalt« omfatter en finansiering ydet »af staten«, og at »overførslen af midler«, når der er tale om et »tilskud [grant]«, »ikke vil indebære en gensidig forpligtelse« og »normalt« foretages »uden at [støttemodtageren] er forpligtet til eller forventes at yde nogen som helst form for modydelse til giveren«.

55      Hvad angår sagsøgernes argumenter, der er gengivet i præmis 46 ovenfor, kan forvaltningsorganets betalinger til biodieselproducenterne, eftersom de beregnes på grundlag af en referencepris for biodiesel, som ikke følger af normale markedsvilkår, for det første – som det fremgår af præmis 48 og 49 ovenfor – ikke anses for et pristillæg, som producenterne har ret til at modtage som modydelse for deres leveringer til Pertamina eller AKR. Dette argument må derfor forkastes.

56      For det andet bemærkes, at det fremgår af 46. betragtning til forordningen om midlertidig told, at Pertamina tilhører den indonesiske stat. Selv om det antages, at Pertamina i modsætning til, hvad Kommissionen har konkluderet i 48. og 49. betragtning til den anfægtede forordning, er et offentligt organ, er der tale om en enhed, der er adskilt fra Oil Palm Plantation Fund og forvaltningsorganet, og der er intet, der tyder på, at Pertamina handlede som indkøber af biodiesel sammen med Oil Palm Plantation Fund, således som sagsøgerne har gjort gældende. Som Kommissionen med rette har fremhævet, var Pertamina nemlig ikke et agentur, der af de offentlige myndigheder alene havde til opgave at udføre visse funktioner, men et olie- og gasselskab, som udførte de samme funktioner som AKR, der er et privat olie- og gasselskab, således som det fremgår af 46. betragtning til forordningen om midlertidig told og af 55. betragtning til den anfægtede forordning, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt.

57      På baggrund af ovenstående betragtninger skal det bemærkes, at selv om sagsøgernes udsagn om, at Pertamina var et offentligt organ, var korrekte, ville en fejl fra Kommissionens side på dette punkt kun begrunde en annullation af den anfægtede forordning, hvis den kunne rejse tvivl om dens lovlighed og ugyldiggøre hele Kommissionens analyse af, om der forelå subsidier (jf. i denne retning og analogt dom af 25.10.2011, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet, T-192/08, EU:T:2011:619, præmis 119), hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

58      For det tredje betyder den omstændighed, at de omhandlede betalinger ikke kan kvalificeres som modydelse for indkøb af biodiesel, at den i den foreliggende sag omhandlede transaktion ikke kan kvalificeres som »indkøb« af varer fra den indonesiske stats side og således falder ind under anvendelsesområdet for grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iii). De argumenter, som sagsøgerne har fremført i denne henseende, må derfor forkastes.

59      I anden række har sagsøgerne fremført en række argumenter, der har til formål at godtgøre, at selv om Retten finder, at Pertamina ikke er et offentligt organ, har selskabet af den indonesiske stat imidlertid fået »overdraget« eller er blevet »pålagt« at indkøbe biodiesel, og at biodieselproducenterne har fået »overdraget« eller er blevet »pålagt« at sælge det som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv).

60      Det skal i denne forbindelse fastslås, at det hverken var Pertaminas betaling af referenceprisen for diesel som modydelse for indkøbet af biodiesel, der af Kommissionen blev anset for en »direkte overførsel af midler«, eller biodieselproducenternes salg af biodiesel, men at forvaltningsorganet – som offentligt organ – betalte forskellen mellem referenceprisen for diesel og referenceprisen for biodiesel fastsat for den pågældende periode til den relevante biodieselproducent. Grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), som omhandler private organers adfærd (jf. præmis 111 og 116 nedenfor), finder derfor ikke anvendelse.

61      Det første anbringendes andet led må derfor forkastes i sin helhed.

 Det første anbringendes tredje led om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 2), og om et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen konkluderede, at betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund indebar en fordel

62      Med det tredje led har sagsøgerne gjort gældende, at de af Oil Palm Plantation Fund foretagne betalinger ikke giver biodieselproducenterne en fordel.

63      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at grundforordningens artikel 3 bestemmer, at der anses at foreligge subsidier, når der er tale om et »finansielt bidrag« eller »indkomst- eller prisstøtte« fra statens side, og der herved opnås en »fordel«. I denne forordnings artikel 6 og 7 præciseres metoderne for beregningen af den »fordel«, som opnås. Det følger af retspraksis, at der opnås en fordel for modtageren, når denne befinder sig i en gunstigere situation, end denne ville have været i uden støtteordningen. Det følger desuden af grundforordningens artikel 3, nr. 1) og 2), at subsidier alene anses for at foreligge for en eksporterende producent, hvis statens finansielle bidrag reelt giver en eksporterende producent en fordel (jf. i denne retning dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 195 og 210).

64      Sagsøgerne har i forbindelse med deres første klagepunkt gjort gældende, at Kommissionen baserede sig på et åbenbart ukorrekt kontrafaktisk scenario, da den konkluderede, at biodieselproducenterne – uden Oil Palm Plantation Fund og dennes udbetalinger – ikke ville have kunnet sælge deres produkter på det indonesiske marked, og at priserne på biodiesel ville være lavere. Uden Oil Palm Plantation Fund ville blandingsforpligtelsen alligevel bestå, og blandingsproducenterne ville være forpligtet til at købe biodiesel for at opfylde blandingsforpligtelsen, og biodieselproducenterne ville fakturere den samme pris, som de kunne have opnået på verdensmarkedet.

65      I det foreliggende tilfælde fandt Kommissionen i 65. betragtning til den anfægtede forordning, at det korrekte kontrafaktiske scenario ikke er, at blandingsproducenterne uden betaling fra Oil Palm Plantation Fund ville skulle betale referenceprisen for biodiesel. Ifølge Kommissionen ville blandingsproducenterne uden blandingsmandaterne, uden Oil Palm Plantation Fund og uden dennes udbetalinger ikke have et incitament til overhovedet at købe biodiesel, og biodieselproducenterne ville ikke modtage yderligere midler op til niveauet for den referencepris for biodiesel, der er fastsat af den indonesiske stat.

66      Det fremgår af forordningen om midlertidig told, at blandingsforpligtelsen blev vedtaget i henhold til bekendtgørelse nr. 12/2015 fra ministeriet for energi- og mineralressourcer (189. betragtning). Samme år 2015 blev Biodiesel Subsidy Fund, som er en del af Oil Palm Plantation Fund, etableret ved præsidentiel bekendtgørelse nr. 61/2015 (40. betragtning), og ansvaret for opkrævningen af eksportafgifter på eksporten af råvarer baseret på palmeolie – hvilke udgør Oil Palm Plantation Funds midler – blev overdraget til forvaltningsorganet (41. og 42. betragtning). Det er ved samme bestemmelse (artikel 1, stk. 4, i præsidentiel bekendtgørelse nr. 61/2015), at den indonesiske stat gav forvaltningsorganet ret til at anvende de eksportafgifter og eksportskatter, der pålægges rå palmeolie og derivater heraf, og pålagde det at indkøbe og anvende biodiesel (60. betragtning). Midlerne til at betale biodieselproducenterne forskellen mellem referenceprisen for diesel og referenceprisen for biodiesel stammede fra de midler, der således var tildelt forvaltningsorganet.

67      Det fremgår, at gennemførelsen af blandingsforpligtelsen i det system, som den indonesiske stat har udviklet, afhang af finansieringen fra forvaltningsorganet. Der er tale om en kompleks ordning, som den indonesiske stat har indført med det formål at støtte indkøb af biodiesel, der foretages af enheder, der er udpeget af offentlige organer, således som det fremgår af præsidentiel bekendtgørelse nr. 24/2016 og 26/2016 (44. betragtning til forordningen om midlertidig told). Det scenario, hvor blandingsforpligtelsen eksisterede uden finansieringen fra forvaltningsorganet, er således rent hypotetisk, og Kommissionen kan ikke kritiseres for ikke at have baseret sin analyse herpå.

68      Det var derfor uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 26 og 27 ovenfor, der ligeledes finder anvendelse ved afgørelsen af, om der opnås en fordel for subsidiemodtageren, at Kommissionen anså denne ordning for en helhed med henblik på at fastslå, om der forelå en fordel.

69      Inden for rammerne af det andet klagepunkt har sagsøgerne anført, at det var med urette, at Kommissionen konkluderede, at referenceprisen for biodiesel uden Oil Palm Plantation Fund ville have været lavere.

70      Indledningsvis skal Kommissionens argument om, at dette klagepunkt fra sagsøgernes side er irrelevant, forkastes. Kommissionen har ganske vist med rette i sine skriftlige indlæg og ligeledes under retsmødet fremhævet, at grundforordningens artikel 3, nr. 2), ikke kræver en nøjagtig beregning af størrelsen af fordelen, men snarere en fastlæggelse af, om der foreligger en fordel. Beregningen af fordelen henhører under grundforordningens artikel 6 og 7. Den omstændighed, at referenceprisen for biodiesel var højere end den pris, der ville have været resultatet af markedsvilkårene, uden at det på dette trin i analysen var nødvendigt at kvantificere dette med nøjagtighed, er imidlertid et af de aspekter af ordningen for betalinger fra Oil Palm Plantation Fund, som gør det muligt at fastslå, at der foreligger en fordel. Den omstændighed, at størrelsen af betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund eventuelt også kan tages i betragtning ved beregningen af fordelen for modtageren, betyder ikke, at det a priori er uden betydning for afgørelsen af, om der foreligger en sådan fordel.

71      Sagsøgernes argument er således relevant.

72      I den foreliggende sag har 69. betragtning til den anfægtede forordning følgende ordlyd:

»Kommissionen bemærkede navnlig, at de referencepriser, der blev anvendt af [den indonesiske stat] til at fastsætte det tilskud, der blev udbetalt af [Oil Palm Plantation Fund], ikke er udtryk for en markedspris, da formlen til beregning heraf ikke er baseret på ikke-forvredne markedsforhold. Dette skyldes på den ene side, at hele markedet i leverandør- og aftagerleddet er forvredet og derfor ikke kan være repræsentativt for normale konkurrencemæssige markedsvilkår. På den anden side fandt Kommissionen, at omkostningerne ved omarbejdning, der blev beregnet af [den indonesiske stat] som en del af den formel, der blev anvendt til at beregne referenceprisen for biodiesel (den gennemsnitlige hjemmemarkedspris for rå palmeolie og et omarbejdningsgebyr på 100 USD pr. ton, der lægges til dette beløb), er for høje. Kommissionen kontrollerede de faktiske omkostninger ved omarbejdning hos nogle af de eksporterende producenter og bemærkede, at [den indonesiske stats] beregning overskred disse omkostninger. Disse faktiske omarbejdningsomkostninger beløb sig i gennemsnit til 60-80 USD pr. ton i undersøgelsesperioden.«

73      Det fremgår således af 69. betragtning til den anfægtede forordning, at Kommissionen tog hensyn til to forhold med henblik på at fastslå, at der forelå en fordel. For det første konkluderede Kommissionen, at hele det indonesiske marked i leverandør- og aftagerleddet er forvredet og derfor ikke kunne være repræsentativt for normale konkurrencemæssige markedsvilkår, og den fandt for det andet, at omkostningerne ved omarbejdning, dvs. 100 amerikanske dollars (USD) pr. ton, der blev anvendt i formlen til at beregne referenceprisen for biodiesel, var for høje i forhold til de faktiske omkostninger for visse eksporterende producenter, som den havde kontrolleret.

74      I første række har sagsøgerne gjort gældende, at referenceprisen for biodiesel ikke beskyttede biodieselproducenterne mod markedssvingninger, idet den udviklede sig ud fra gennemsnitsprisen for rå palmeolie på »cif-basis« (omkostninger, forsikring og fragt), Rotterdam (Nederlandene).

75      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at den indonesiske referencepris for biodiesel udviklede sig ud fra Rotterdam cif-prisen for rå palmeolie – selv hvis dette lægges til grund – ikke betyder, at den udgjorde en markedspris. Som Kommissionen med rette har påpeget, ændrer den omstændighed, at referenceprisen for biodiesel fulgte svingningerne i andre internationale priser, ikke den kendsgerning, at referenceprisen blev baseret på hjemmemarkedsprisen på rå palmeolie (jf. 48. betragtning til forordningen om midlertidig told), som den indonesiske stat havde grebet ind i (jf. præmis 150 nedenfor). Desuden omfatter Rotterdam cif-prisen for rå palmeolie allerede fragt- og forsikringsprisen, hvilket ikke er tilfældet for varer, der sælges på hjemmemarkedet. Sagsøgernes argument kan derfor ikke i sig selv afkræfte Kommissionens konklusioner.

76      I anden række har sagsøgerne gjort gældende, at referenceprisen for biodiesel blev fastsat på grundlag af omkostningerne til råvarer, hvortil der blev lagt et rimeligt beløb til dækning af de forskellige omarbejdningsomkostninger. Kommissionen undlod imidlertid angiveligt at tage hensyn til den omstændighed, at disse »omarbejdningsomkostninger« ikke var begrænset til disse omkostninger, men også omfattede et rimeligt beløb for »salgsomkostninger, administrative udgifter og andre generalomkostninger samt fortjeneste«.

77      Det fremgår af 81. betragtning til den anfægtede forordning, at omarbejdningsomkostninger har været fastsat til 100 USD pr. ton siden den 21. marts 2016, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt. Dette forhold viser, at disse omkostninger ikke har varieret. Desuden er der ingen åbenbar forbindelse mellem budgetposter som »salgsomkostninger, administrative udgifter og andre generalomkostninger samt fortjeneste« og omkostningskategorien »omarbejdningsomkostninger«. Det kan derfor ikke foreholdes Kommissionen, at den ikke til de eksporterende producenters faktiske omarbejdningsomkostninger, som ifølge 69. betragtning til den anfægtede forordning beløb sig til 60-80 USD pr. ton, tilføjede sådanne budgetposter, som ikke synes at have en forbindelse med omarbejdningen af varen.

78      Det følger af det ovenstående, at Kommissionen ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 26 ovenfor, da den konkluderede, at den indonesiske referencepris for biodiesel var for høj.

79      Sagsøgerne har i forbindelse med det tredje klagepunkt gjort gældende, at enhver fordel som følge af betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund var blevet videregivet til »Petrofuel Entities«.

80      Det skal i denne forbindelse fastslås, at sagsøgernes argumenter med henblik på at bestride, at der foreligger et finansielt bidrag, som tildeler dem en fordel, er blevet forkastet i forbindelse med det første anbringendes første, andet og nærværende led. Det er ligeledes ubestridt, at de omhandlede udbetalinger, der svarer til forskellen mellem referenceprisen for diesel og referenceprisen for biodiesel, er blevet foretaget af forvaltningsorganet til biodieselproducenterne, herunder sagsøgerne. Sagsøgerne har ikke fremlagt tilstrækkelige beviser for, at en del af disse beløb eller fordelen ved udbetalingen heraf er blevet overført til AKR og Pertamina. Et sådant bevis er imidlertid nødvendigt for at fastslå, at en EU-institution har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, som kan føre til annullation af en retsakt (jf. i denne retning dom af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet, T-444/11, EU:T:2014:773, præmis 62). Den omstændighed, at den ordning, som den indonesiske stat har indført, også har kunnet være gavnlig for AKR og Pertamina, betyder ikke, at den fordel, der er givet støttemodtagerne, er blevet videregivet til disse virksomheder. Selv hvis det antages, at blandingsproducenterne nød godt af fordelagtige købsbetingelser for biodiesel ved at indkøbe denne til referenceprisen for diesel og ikke til referenceprisen for biodiesel, udelukker denne omstændighed desuden ikke, at biodieselproducenterne inden for rammerne af den samme ordning nød godt af en anden fordel som følge af forvaltningsorganets udbetalinger.

81      Henset til de ovenstående betragtninger skal det tredje klagepunkt forkastes.

82      Inden for rammerne af det fjerde klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende, at den analyse af fordelen, som Kommissionen har foretaget, ikke tager hensyn til den omstændighed, at Oil Palm Plantation Fund blev finansieret ved de eksportafgifter, der bl.a. blev betalt af biodieselproducenterne. Disse afgifter har til formål at finansiere Oil Palm Plantation Fund, og de ville ikke eksistere uden den nævnte fond og dennes udbetalinger.

83      Indledningsvis skal Kommissionens argument om, at dette klagepunkt fra sagsøgernes side er irrelevant, forkastes. Da eksportafgifterne er en del af finansieringen af Oil Palm Plantation Fund, kan deres rolle i fondens udbetalingsordning have betydning for, om der foreligger en fordel for modtageren. Den omstændighed, at størrelsen af betalingerne eventuelt også kan tages i betragtning ved beregningen af fordelen for modtageren, betyder ikke, at det a priori er uden betydning for afgørelsen af, om der foreligger en sådan fordel.

84      I det foreliggende tilfælde fremgår det klart af 89. betragtning til forordningen om midlertidig told, og sagsøgerne har anerkendt, at eksportafgiften ikke kun vedrører biodiesel, men »rå palmeolie og downstreamvarer«, herunder biodiesel. Det fremgår i øvrigt af samme betragtning, at eksportafgiften i undersøgelsesperioden var meget større for rå palmeolie end for biodiesel. I denne sammenhæng har sagsøgerne ikke forklaret, hvorledes en eksportafgift, der vedrører flere produkter, udligner den subsidiering, som et af disse produkter modtager, og således angiveligt ophæver den fordel, der er givet modtagerne af dette subsidie.

85      Med forbehold af den retspraksis, der er nævnt i præmis 38 og 39 ovenfor, kan de argumenter, som sagsøgerne har udledt af rapporterne fra WTO’s organer, desuden ikke tiltrædes.

86      For det første har sagsøgerne påberåbt sig WTO-panelets rapport med titlen »United States – Measures Affecting Trade In Large Civil Aircrafts – (Second complaint) Recourse to article 21.5 of the DSU by the European Union«, der blev vedtaget den 9. juni 2017 (WT/DS 353/RW). Denne tvist vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt de direkte overførsler af midler fra delstaten South Carolina til selskabet Boeing havde været genstand for en kompensation i form af Boeings investeringer i fast ejendom i det område, hvor projektet var placeret, eller om de udgjorde subsidier. Appelorganet var af den opfattelse, at det ikke var godtgjort, at Boeing havde foretaget kompensation, eftersom det ikke fremgik af aftalen mellem delstaten South Carolina og Boeing, at ejendommenes restværdi ville blive tilbagebetalt til delstaten South Carolina. Denne tvist vedrørte således ikke spørgsmålet om, hvorvidt eksportafgifter på en række varer kompenserer for en subsidiering, som producenterne af én af disse varer modtager, og sagsøgernes argument, der hviler på en modsætningsslutning fra panelets rapport må forkastes.

87      For det andet har sagsøgerne påberåbt sig WTO-appelorganets rapport med titlen »United States – Countervailing measures on certain hot-rolled carbon steel flat products from India«, vedtaget den 8. december 2014 (WT/DS 436/AB/R). Denne tvist vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der skulle tages hensyn til de omkostninger, der blev afholdt af modtagerne af visse lån, med henblik på at afgøre, om disse lån gav modtagerne heraf en fordel. Denne tvist vedrørte således ikke spørgsmålet om, hvorvidt eksportafgifter på en række varer udligner en subsidiering, som producenterne af én af disse varer modtager, og sagsøgernes analogislutning må forkastes.

88      Af disse grunde kan sagsøgernes argumenter ikke tiltrædes, og følgelig skal det første anbringendes tredje led forkastes i sin helhed.

 Det første anbringendes fjerde led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), og om et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen ikke tilpassede subsidiebeløbet for at tage højde for de indrømmede nedsættelser samt transport- og kreditomkostninger

89      Med det fjerde led har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ved beregningen af det udligningsberettigede subsidiebeløb skulle have fratrukket sagsøgernes transport- og kreditomkostninger.

90      Grundforordningens artikel 7, stk. 1, foreskriver følgende:

»[…] Ved beregningen af [det udligningsberettigede subsidiebeløb] kan følgende fratrækkes det samlede subsidiebeløb:

a)      ethvert ansøgningsgebyr eller andre omkostninger, der nødvendigvis påløber for at blive subsidieberettiget eller opnå subsidier

b)      eksportafgifter, told eller andre afgifter, der opkræves ved udførsel af varen til Unionen specielt med henblik på at udligne subsidierne.

Stiller en berørt part krav om fradrag, skal den pågældende bevise, at kravet er berettiget.«

91      Det skal indledningsvis fremhæves, at det klart fremgår af ordlyden af grundforordningens artikel 7, stk. 1, og navnlig af formuleringen »kan […] fratrækkes«, at Kommissionen har en vid skønsmargen ved anvendelsen af denne bestemmelse i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 26 ovenfor. Fradrag af disse dele af det udligningsberettigede subsidiebeløb forudsætter, at den pågældende beviser, at vedkommendes krav om fradrag er berettiget. Når først dette bevis er blevet ført, skal Kommissionen foretage det krævede fradrag.

92      Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen burde have trukket det udligningsberettigede subsidiebeløb fra transportomkostningerne for biodiesel i forbindelse med salget til Pertamina og AKR, som var nødvendige for at opnå udbetalingerne fra Oil Palm Plantation Fund. Sagsøgerne er af den opfattelse, at Retten ikke ved sin fortolkning af grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), er bundet af Kommissionens meddelelse om retningslinjer for beregningen af subsidiebeløbet i forbindelse med undersøgelser vedrørende udligningstold (EFT 1998, C 394, s. 6, herefter »retningslinjerne for beregning af subsidiebeløbet«), der begrænser de transportomkostninger, der kan fratrækkes, til transportomkostninger, der betales direkte til staten eller til et offentligt organ.

93      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at retningslinjerne er et instrument, som under iagttagelse af de overordnede bestemmelser har til formål at redegøre for, hvilke kriterier Kommissionen påregner at anvende under udøvelsen af sit skøn ved beregningen af de udligningsberettigede subsidiebeløb (jf. i denne retning og analogt dom af 15.3.2006, Daiichi Pharmaceutical mod Kommissionen, T-26/02, EU:T:2006:75, præmis 49). Det følger heraf, at Kommissionen, når den vedtager retningslinjer, ikke kan fravige de overordnede bestemmelser, hvis anvendelseskriterier den redegør for.

94      Endvidere følger det af retspraksis, at den pågældende institution med vedtagelsen af vejledende regler, der skal fremkalde retsvirkninger udadtil, således som det er tilfældet med retningslinjerne, der retter sig til de erhvervsdrivende, og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og kan ikke fravige disse regler uden i givet fald at få sine afgørelser annulleret for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det kan derfor ikke udelukkes, at sådanne vejledende regler af generel rækkevidde under visse omstændigheder og afhængig af deres indhold kan fremkalde retsvirkninger (jf. analogt dom af 28.6.2005, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 210 og 211).

95      Retningslinjerne for beregning af subsidiebeløbet bestemmer i afsnittet »G. Fradrag i subsidiebeløbet«, at »[d]e eneste gebyrer eller omkostninger, som i almindelighed kan fratrækkes, er gebyrer eller omkostninger betalt direkte til staten i undersøgelsesperioden«, at »[d]et skal bevises, at sådanne betalinger er obligatoriske før subsidierne kan ydes«, og at »[b]etalinger til private parter såsom sagførere eller bogholdere i forbindelse med ansøgningen om subsidier [ikke] kan […] fratrækkes«.

96      Disse præciseringer er forenelige med de overordnede bestemmelser, som de skal redegøre for. For det første er præciseringen om, at det skal bevises, at de fradragsberettigede gebyrer og omkostninger er »obligatoriske før subsidierne kan ydes«, i overensstemmelse med betingelsen i grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), nemlig at de fradragsberettigede omkostninger og gebyrer »nødvendigvis [skal] påløbe[…]« for at kunne modtage subsidiet. For det andet er præciseringen om, at »[d]e eneste gebyrer eller omkostninger, som i almindelighed kan fratrækkes, er gebyrer eller omkostninger betalt direkte til staten i undersøgelsesperioden«, ligeledes forenelig med denne bestemmelse. Henset til den vide skønsmargen, som Kommissionens i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 91 ovenfor, har på området, er det – i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende – ikke med urette at Kommissionen begrænsede de fradragsberettigede gebyrer og omkostninger, da den i retningslinjerne præciserede, at »ansøgningsgebyr[er] eller andre omkostninger, der nødvendigvis påløber for at blive subsidieberettiget«, som er nævnt i grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), er »gebyrer eller omkostninger betalt direkte til staten i undersøgelsesperioden«.

97      Det er derfor med føje, at Kommissionen i 87.-92. betragtning til den anfægtede forordning anvendte retningslinjerne for beregning af subsidiebeløbet på kravet om fradrag af transportomkostningerne.

98      I den foreliggende sag har sagsøgerne imidlertid for det første ikke gjort gældende, at transportomkostningerne for leveringen af biodiesel blev betalt direkte til den indonesiske stat i undersøgelsesperioden. For det andet kan deres argument om, at transportomkostningerne var nødvendige for at modtage udbetalinger fra Oil Palm Plantation Fund, der var betinget af levering af biodiesel, ikke tiltrædes. Disse omkostninger var nemlig udelukkende forbundet med opfyldelsen af salgskontrakten mellem sagsøgerne og Pertamina eller AKR. Den omstændighed, at biodieselproducenterne for at modtage udbetalinger fra forvaltningsorganet skulle vedlægge deres fakturaer en række bilag, herunder oplysninger om leveringsstedet, mængden og typen af den leverede biodiesel og transportomkostningernes omfang, betyder ikke, at disse omkostninger var »obligatoriske før subsidierne [kunne] ydes« som omhandlet i retningslinjerne for beregning af subsidiebeløbet og ændrer ikke denne konklusion.

99      Disse argumenter må derfor forkastes.

100    Sagsøgerne har i anden række fremført, at Kommissionen fra det udligningsberettigede subsidiebeløb skulle have trukket en kreditomkostning, der var forbundet med de udbetalinger, der blev foretaget af Oil Palm Plantation Fund. Ifølge sagsøgerne kan de til Oil Palm Plantation Fund først fakturere den del af prisen for salg af biodiesel, som den skal udbetale dem, når fakturaen er udstedt til Pertamina eller AKR. Fonden foretager en række efterprøvelser af de fremlagte oplysninger, og sagsøgerne modtager først udbetalingen flere måneder efter fremsendelsen af fakturaen til Pertamina eller AKR. Sagsøgerne har under retsmødet præciseret, at kreditomkostningerne skyldtes den tid, der forløb mellem leveringen af biodiesel og udbetalingerne fra Oil Palm Plantation Fund.

101    Det må fastslås, at disse kreditomkostninger, såfremt de anses for godtgjort, er et resultat af den procedure, der er fastsat af den indonesiske stat, og af den tid, der medgår til behandlingen af den dokumentation, som sagsøgerne fremlægger for forvaltningsorganet i overensstemmelse med den procedure, der er beskrevet i 49. og 50. betragtning til forordningen om midlertidig told. Det følger heraf, at der ikke er tale om »omkostninger, der nødvendigvis påløber for at blive subsidieberettiget«, som omhandlet i grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a). Disse omkostninger er heller ikke »gebyrer eller omkostninger [betalt direkte til staten]«, som omhandlet i retningslinjerne for beregning af subsidiebeløbet, idet de som omkostninger, der er forbundet med Oil Palm Plantation Funds behandlingstid, ikke kan anses for beløb, der er »betalt direkte« til den nævnte fond. Sagsøgerne har endvidere henvist til tidsrummet mellem leveringen af biodiesel og datoen for afsendelsen af fakturaen til Pertamina eller AKR på den ene side og udbetalingsdatoen på den anden side. Den relevante dato for vurderingen af, om kreditomkostningerne nødvendigvis er afholdt med henblik på at opnå subsidiet, bør ikke være datoen for leveringen af biodiesel eller datoen for fremsendelsen af fakturaen til Pertamina eller AKR, men den – senere – dato for fremsendelsen af fakturaen til fonden, hvilket er en nødvendig formalitet for at opnå udbetalinger fra fonden. Sagsøgerne har således ikke med et sådant argument godtgjort, at de har afholdt kreditomkostninger med henblik på fondens udbetaling af subsidiet.

102    Dette argument må derfor forkastes.

103    For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at de ligeledes har afholdt »en omkostning som følge af den gennemførte reduktion« for at opnå udbetalingerne fra Oil Palm Plantation Fund, som Kommissionen burde have fratrukket det udligningsberettigede subsidiebeløb.

104    Kommissionen har heroverfor anført, at sagsøgerne ikke i løbet af undersøgelsen anførte, at subsidiet skulle justeres for at tage hensyn til nutidsværdien af biodiesel solgt til Pertamina og AKR. Sagsøgerne har, uden at anføre, at de har fremsat en anmodning herom, gjort gældende, at Kommissionen rådede over de nødvendige oplysninger, og at den i medfør af princippet om god forvaltningsskik burde have spillet en mere aktiv rolle og fundet, at de beviser, som de berørte parter havde fremlagt, begrundede et fradrag.

105    Det skal i denne forbindelse fastslås, at det fremgår af grundforordningens artikel 7, stk. 1, at når en berørt part stiller krav om fradrag, »skal den pågældende bevise, at kravet er berettiget«. Det fremgår af sagens faktiske omstændigheder, som er gengivet i præmis 104 ovenfor, at sagsøgerne ikke har stillet et sådant krav og heller ikke har fremlagt de nødvendige nærmere oplysninger i denne henseende. I forbindelse med fradrag af omkostninger i det udligningsberettigede subsidiebeløb, og henset til det vide skøn, som Kommissionen råder over i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 91 ovenfor, kan Kommissionen imidlertid ikke lægges til last, at den ikke har fratrukket omkostningerne på eget initiativ.

106    Henset til de ovenstående betragtninger skal dette argument forkastes, og dermed skal det første anbringendes fjerde led forkastes i det hele.

107    Da samtlige argumenter, der er fremsat som led i det første anbringende, skal forkastes, skal dette anbringende forkastes.

 Det andet anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), artikel 3, nr. 1), litra b), artikel 3, nr. 2), artikel 6, litra d), og artikel 28, stk. 5, om åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at der forelå statslig støtte til levering af rå palmeolie mod et utilstrækkeligt vederlag

108    Det andet anbringende består af tre led, som Kommissionen, støttet af EBB, har bestridt.

 Det andet anbringendes første led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), og artikel 28, stk. 5, og om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den konkluderede, at leverandørerne af rå palmeolie fik overdraget eller blev pålagt at levere rå palmeolie mod et utilstrækkeligt vederlag

109    Inden for rammerne af det første led har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen med urette konkluderede, at den indonesiske stat overdrog til eller pålagde leverandørerne af rå palmeolie at levere deres produkter mod et utilstrækkeligt vederlag, for det første ved hjælp af en skat og en eksportafgift og for det andet ved en gennemsigtig »prisfastsættelse«, som PTPN, der er en producent af rå palmeolie, der ejes 100% af den indonesiske stat, fastsatte. Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at de indonesiske leverandører af rå palmeolie ikke er udsat for nogen form for trusler eller pres, der foranlediger dem til at sælge deres vare på hjemmemarkedet til lavere priser.

110    Det skal indledningsvis bemærkes, at det vide skøn, som EU-institutionerne råder over på området for handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger ifølge retspraksis, ligeledes omfatter fastlæggelsen af, om der foreligger et finansielt bidrag som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1) (jf. præmis 26 og 27 ovenfor).

111    Grundforordningens artikel 3 foreskriver, at subsidier anses for at foreligge, hvis betingelserne i denne artikels nr. 1) og 2) er opfyldt, dvs. hvis der ydes et »finansielt bidrag« fra staten i oprindelses- eller eksportlandet, og der herved opnås en »fordel«. Det følger af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), at der foreligger et »finansielt bidrag«, hvis de offentlige myndigheder »overdrager til eller pålægger et privat organ at varetage en eller flere af den type funktioner, der er omhandlet, i nr. i), ii) og iii), og som normalt ville påhvile staten«, idet »den pågældende praksis ikke reelt afviger fra den praksis, der normalt følges af staten«.

112    Begreberne »overdrage« eller »pålægge« er ikke defineret i grundforordningen.

113    Det fremgår af fast retspraksis, at fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af udtryk, der ikke er defineret i EU-retten, bør ske efter deres sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, idet der også skal tages hensyn til den kontekst, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af (jf. i denne retning dom af 3.9.2014, Deckmyn og Vrijheidsfonds, C-201/13, EU:C:2014:2132, præmis 19, og af 5.4.2017, Changshu City Standard Parts Factory og Ningbo Jinding Fastener og Rådet, C-376/15 P og C-377/15 P, EU:C:2017:269, præmis 52).

114    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at formålet med grundforordningens artikel 3 er at definere begrebet »subsidier«, der kan medføre en udligningstold.

115    Formålet med grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), er nærmere bestemt at definere begrebet »finansielt bidrag«, således at det ikke omfatter foranstaltninger fra de offentlige myndigheder, som ikke hører under en af de kategorier, der er opregnet i denne bestemmelse. I dette lys opregner grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i)-iii), de konkrete situationer, som skal anses for at indebære de offentlige myndigheders finansielle bidrag, nemlig den direkte eller indirekte overførsel af midler, manglende opkrævning af statsindtægter eller levering af varer eller tjenesteydelser. Grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), andet led, bestemmer, at den omstændighed, at de offentlige myndigheder overdrager til eller pålægger et privat organ at varetage en eller flere af de således opregnede typer funktioner, svarer til, at disse offentlige myndigheder yder et finansielt bidrag som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a) (dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 106).

116    I denne sammenhæng er grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), andet led, i det væsentlige en bestemmelse om modvirkning af omgåelse, som tilsigter at sikre, at de offentlige myndigheder i tredjelande ikke kan unddrage sig fra reglerne om subsidier ved at vedtage foranstaltninger, som synes ikke at henhøre under anvendelsesområdet for denne forordnings artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i)-iii), i snæver forstand, men som faktisk har tilsvarende virkninger (dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 107). Dette er ligeledes WTO-appelorganets fortolkning af SCM-aftalens artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1), nr. iv), hvis indhold svarer til indholdet af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv) (jf. WTO-appelorganets rapport med titlen »United States – Countervailing Duty Investigation on Dynamic Random Access Memory Semiconductors (DRAMs) from Korea«, vedtaget den 27. juni 2005 (WT/DS296/AB/R, afsnit113), herefter »appelorganets rapport, »US – DRAMS««).

117    Ifølge ordets betydning i sædvanlig sprogbrug betyder »overdrage« at »have en funktion eller et embede, betro, delegere, sætte til at forestå«. Retspraksis har således fortolket dette begreb i det øjemed at sikre, at grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), andet led, har en fuldstændig effektiv virkning, så at der herved forstås »enhver handling fra de offentlige myndigheder, som direkte eller indirekte fører til at tildele et privat organ ansvaret for at varetage en af de i denne forordnings artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i)-iii), nævnte typer funktioner« (dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 108). Det følger heraf, at udtrykket »pålægge«, der efter dets normale betydning i sædvanlig sprogbrug betyder »tilkende, beordre, diktere, befale, foreskrive, opfordre«, omfatter enhver handling fra statens side, som direkte eller indirekte består i at udøve dens beføjelser over for et privat organ, for at dette kan udføre en funktion af den type, der er omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i)-iii).

118    Det fremgår desuden klart af den sideordnende konjunktion, der markerer alternativet »eller« mellem »overdrage« og »pålægge«, at disse to handlinger kan finde sted uafhængigt af hinanden, men også sammen. Det fremgår endvidere ved en læsning af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), andet led, som ikke begrænser karakteren af eller genstanden for »overdragelsen« eller »pålægget«, og af den ovenfor i præmis 117 nævnte retspraksis, som tager hensyn til »enhver handling fra de offentlige myndigheder«, at denne handling ikke nødvendigvis skal være resultatet af en retsakt eller en foranstaltning isoleret set, men at den kan være resultatet af den kombinerede virkning af flere foranstaltninger.

119    Det er i lyset af disse betragtninger, at analysen af Kommissionens konklusion, hvorefter den indonesiske stat ved hjælp af foranstaltninger såsom en eksportskat og en eksportafgift, de facto-kontrollen gennem PTPN af hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie og tildelingen af subsidier til producenterne af rå palmeolie, søgte fra producenterne af rå palmeolie at opnå levering af dette produkt på det indonesiske marked mod et utilstrækkeligt vederlag, skal foretages.

–       Eksportskatten og eksportafgiften

120    Inden for rammerne af det første klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen med urette konkluderede, at eksportskatten, som var fastsat til nul i undersøgelsesperioden, og eksportafgiften, som var en afgift, der havde til formål at skabe indtægter, og som var fastsat til nul i december 2018, havde den virkning at »overdrage« til leverandørerne af rå palmeolie eller at pålægge dem at levere deres varer mod et utilstrækkeligt vederlag.

121    Det fremgår af 113.-117. betragtning til forordningen om midlertidig told, at den indonesiske stat i den foreliggende sag lagde både en eksportskat og en eksportafgift på rå palmeolie.

122    Det fremgår af 87. og 88. betragtning til forordningen om midlertidig told, at eksportskatten var blevet indført i 1994, og at denne i 2016-udgaven bestod af en progressiv toldtarif for rå palmeolie og andre varer, herunder biodiesel (som konsekvent fik en lavere sats end rå palmeolie). De indonesiske eksportører betalte en skat, der var knyttet til den indonesiske stats referencepris på eksport af rå palmeolie. Når den af den indonesiske stat fastsatte referencepris på eksport steg, gjorde eksporttariffen det også. Når referenceprisen var på under 750 USD pr. ton, var den gældende eksportskat på 0%. I undersøgelsesperioden forblev eksportprisen på rå palmeolie på under 750 USD pr. ton, og der skulle følgelig ikke betales eksportskat.

123    Ifølge 89. betragtning til forordningen om midlertidig told havde den indonesiske stat i 2015 også indført en eksportafgift på rå palmeolie og downstreamvarer. Afgiften i undersøgelsesperioden blev fastsat til 50 USD pr. ton for rå palmeolie og 20 USD pr. ton for biodiesel.

124    For at fastslå, at der forelå et finansielt bidrag i forordningen om midlertidig told, hvis konklusioner bekræftes af den anfægtede forordning (i 102.-161. betragtning), foretog Kommissionen en analyse, der var støttet på den relevante WTO-retspraksis.

125    På grundlag af denne analyse fandt Kommissionen i 111.-157. betragtning til forordningen om midlertidig told, at den indonesiske stats handlinger over for producenterne af rå palmeolie »overdrog til« eller »pålagde« disse at levere deres varer til indenlandske brugere mod et utilstrækkeligt vederlag for at skabe et hjemmemarked for rå palmeolie i Indonesien, hvor priserne var kunstigt lave. Kommissionen anførte dernæst i 160. betragtning til denne forordning, at alle de indonesiske producenter af rå palmeolie skulle anses for private organer, og i 162. og 169. betragtning til samme forordning, at disse virksomheder havde leveret rå palmeolie på hjemmemarkedet mod et utilstrækkeligt vederlag. Endelig fandt Kommissionen i 170. betragtning til samme forordning, at levering af rå palmeolie, der findes på indonesisk jord, til den indonesiske biodieselindustri var en funktion, som normalt påhvilede regeringen. Kommissionen anførte nemlig i samme betragtning, at der under en sådan funktion hørte, at en stats regering – der råder suverænt over sine naturressourcer – fastsætter reguleringsbetingelserne for levering af landets råmaterialer til de nationale virksomheder.

126    Ved den omhandlede analyse fastslog Kommissionen, som det fremgår af 134. betragtning til den anfægtede forordning, at den indonesiske stat ved hjælp af eksportskatten og eksportafgiften sammen, som fremhævet i 103., 146. og 157. betragtning til den anfægtede forordning, tillige med andre foranstaltninger havde forsøgt fra producenterne af rå palmeolie at opnå levering af rå palmeolie på det indonesiske marked mod et utilstrækkeligt vederlag. Den nævnte stat havde således indført en eksportbegrænsningsordning, som gjorde eksporten af rå palmeolie kommercielt uattraktiv.

127    Den omstændighed, at den indonesiske stat udformede og indførte en sådan ordning, fremgår af forskellige forhold, som Kommissionen har nævnt i den anfægtede forordning og forordningen om midlertidig told.

128    Det anføres således i 116. betragtning til forordningen om midlertidig told, at den indonesiske stat havde knyttet eksportskattesystemet direkte til de internationale priser på rå palmeolie og ikke til andre data (som f.eks. produktionsniveauer eller miljøpåvirkninger) med det formål at påvirke de priser, der betaltes af de eksporterende producenter. Det fremgår af tabel 1, som er gengivet i denne betragtning, at den indonesiske stat fulgte den internationale prisudvikling og fastsatte eksportafgifternes størrelse på grundlag af disse priser, hvilket resulterede i et fald i eksportens rentabilitet.

129    Kommissionen anførte ligeledes i 119. betragtning til forordningen om midlertidig told, at det indonesiske generaldirektorat for told og afgifter i 2015 offentligt havde forklaret målet med eksporttold, som var at sikre adgangen til råmaterialer og sætte skub i væksten i den indenlandske downstreampalmeolieindustri, og hvoraf fremstillingen af biodiesel er en integrerende del.

130    Hvad angår eksportafgiften fremhævede Kommissionen i 117. betragtning til forordningen om midlertidig told, at indførelsen afgiften i 2015 faldt sammen med en periode, hvor de indonesiske priser var næsten identiske med verdensmarkedspriserne, og havde gjort det muligt for biodieselproducenterne at købe rå palmeolie til lavere priser, end det ellers ville være tilfældet. I 114. betragtning til den anfægtede forordning forklarede Kommissionen desuden, at denne afgift finansierede Oil Palm Plantation Fund og reelt udelukkende støttede biodieselindustrien i form af tilskuddene.

131    I 128. og 129. betragtning til den anfægtede forordning nævnes ligeledes to avisartikler, der er offentliggjort efter undersøgelsesperioden, og som bekræfter Kommissionens konklusioner vedrørende denne periode. Generalsekretæren for den indonesiske sammenslutning af palmeolieproducenter forventede således ifølge en artikel af 19. december 2018, at eksporten af rå palmeolie kunne stige voldsomt efter en reduktion af eksportafgiften til nul. I en artikel af 6. december 2018 er en uafhængig analytiker af den opfattelse, at afskaffelsen af eksportafgiften vil øge konkurrenceevnen hos de indonesiske eksportører af palmeolie, i kraft af besparelser, hvoraf størstedelen sandsynligvis vil strømme tilbage til de indonesiske landmænd via højere hjemmemarkedspriser på rå palmeolie.

132    På grundlag af disse betragtninger konkluderede Kommissionen i 118. betragtning til den anfægtede forordning, at »den overordnede ordning for eksportbegrænsninger, der er indført af den indonesiske stat, er beregnet til at gavne biodieselindustrien ved at holde hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie kunstigt lave«.

133    Sagsøgerne har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at eksportskatten, som var fastsat til nul i undersøgelsesperioden, ikke kunne føre til, at leverandørerne af rå palmeolie fik overdraget eller pålagt at levere deres varer mod et utilstrækkeligt vederlag.

134    Som anført i præmis 122 og 128 ovenfor, havde den indonesiske stat imidlertid knyttet eksportskattesystemet direkte til den internationale pris på rå palmeolie. Det følger heraf, at den omstændighed, at eksportskatten var lig nul i undersøgelsesperioden, som det fremhæves i 113. betragtning til den anfægtede forordning, var en følge af særlige markedsforhold. De lave internationale priser var nemlig i sig selv tilstrækkeligt til at tilskynde producenterne af rå palmeolie til først og fremmest at imødekomme den nationale efterspørgsel. Som Kommissionen med rette har fremhævet, ville den indonesiske stat – såfremt den havde haft til hensigt ikke længere at opkræve denne skat – have ophævet den. Som det bl.a. fremgår af 118. betragtning til den anfægtede forordning, var det den samlede virkning af eksportskatten og eksportafgiften (som blev opkrævet i undersøgelsesperioden), som Kommissionen tog i betragtning som en overordnet ordning for eksportbegrænsninger, der var indført af den indonesiske stat, og som var beregnet til at gavne biodieselindustrien ved at holde hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie på et kunstigt lavt niveau.

135    Sagsøgernes argument om, at der skal ses bort fra Kommissionens henvisninger til eksportskatten, må derfor forkastes.

136    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at den indonesiske stat ved indførelsen af eksportafgiften udøvede dens generelle reguleringsbeføjelser til at generere indtægter fra eksport af råvarer, der, selv om de var pålagt en eksportafgift, fortsat var konkurrencedygtige på eksportmarkederne.

137    For det første har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen i 62. betragtning til den anfægtede forordning har erkendt, at den indonesiske stat, da den besluttede at finansiere Oil Palm Plantation Fund ved hjælp af en eksportafgift, blot udøvede dens generelle reguleringsbeføjelser, hvilket er en beslutning, der ikke kan kvalificeres som en handling, der »overdrager« eller »pålægger«. Sagsøgerne har til støtte for deres argumentation påberåbt sig appelorganets rapport »US – DRAMS«.

138    På dette punkt skal det fastslås, at staten ved at vedtage de omhandlede eksportrestriktioner i en konkret sammenhæng, hvor eksportafgiften for det første var forbundet med de internationale priser for rå palmeolie og steg, når disse priser steg, og hvor eksportafgiften for det andet blev indført i en periode, hvor de indonesiske priser var næsten identiske med verdensmarkedspriserne, begrænsede disse virksomheders handlefrihed ved i praksis at begrænse virksomhedernes evne til at bestemme, på hvilket marked de solgte deres varer (jf. i denne retning dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 124).

139    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af den analyse, som Kommissionen foretog i 62. betragtning til den anfægtede forordning, da den i forbindelse med behandlingen af et andet aspekt af sagen, nemlig om der forelå en fordel, bemærkede, at »alle de virksomheder, der er involveret i værdikæden for rå palmeolie, herunder biodieselproducenterne, er forpligtet til at betale [eksport]afgiften i kraft af en lovmæssig forskrift«, og konkluderede, at det ikke er korrekt at hævde, at Oil Palm Plantation Fund blev finansieret af private midler, men at den i stedet blev finansieret »via [den indonesiske stats] normale skattemæssige og offentlige opkrævning af indtægter«.

140    Med forbehold af den retspraksis, der er nævnt i præmis 38 og 39 ovenfor, betyder denne bemærkning fra Kommissionen ikke, at den – at i modsætning til den fortolkning fra WTO’s appelorgan, som sagsøgerne har henvist til, nemlig afsnit 115 i appelorganets rapport »US – DRAMS« – foretog en fortolkning af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), der var »so broad so as to allow Members to apply countervailing measures to products whenever a government is merely exercising its general regulatory powers«.

141    Den omstændighed, at de offentlige indonesiske myndigheder indførte og vedvarende tilpassede de pågældende eksportbegrænsninger for at sikre, at det med disse begrænsninger forfulgte mål blev nået, kan i den foreliggende sag ikke anses for blot at være en tilskyndelse i forhold til de nationale producenter af rå palmeolie. De offentlige indonesiske myndigheders handlinger førte tværtimod disse producenter til at sælge deres varer på hjemmemarkedet mod et utilstrækkeligt vederlag, hvilket i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, ikke kan anses for at »være utilsigtet eller blot et biprodukt af statslig regulering« som omhandlet i afsnit 114 i appelorganets rapport »US – DRAMS« (jf. i denne retning dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 125).

142    Sagsøgernes argument må følgelig forkastes.

143    For det andet har sagsøgerne anført, at de dokumenter og meddelelser, som Kommissionen nævnte i 118.-121. betragtning til forordningen om midlertidig told til støtte for sin konstatering af, at den indonesiske stat udtrykkeligt forfulgte støtten til og udviklingen af biodieselindustrien som et politikmål, navnlig ved at søge at nedsætte prisen på rå palmeolie, vedrører eksportskatten, der var fastsat til nul og derfor ikke havde indvirkning på producenterne af rå palmeolie, og ikke eksportafgiften. Ifølge sagsøgerne var de to instrumenter forskellige, og formålet med eksportafgiften var at finansiere Oil Palm Plantation Fund og ikke at sænke hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie.

144    Sagsøgernes argument er baseret på en fejlagtig udlægning af forordningen om midlertidig told. Efter at Kommissionen i 118. betragtning til den nævnte forordning anførte, at en række dokumenter viste det politikmål, som den indonesiske stat forfulgte, henviste den til offentlige erklæringer, som den indonesiske stat fremsatte vedrørende eksportskatten og eksportafgiften (119. betragtning) og WTO’s og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) rapporter, som vedrørte eksportskatten (120. og 121. betragtning). Dernæst fokuserede Kommissionen i 122. betragtning sin analyse på eksportafgiften og fandt, at denne afgift, der blev tildelt Oil Palm Plantation Fund, havde til formål at støtte biodieselindustrien, ligesom langt størstedelen af denne fonds midler. Det fremgår af disse betragtninger, at Kommissionen i 123. betragtning til forordningen om midlertidig told og i 118. betragtning til den anfægtede forordning undersøgte såvel eksportskatten som eksportafgiften, inden den nåede frem til konklusioner vedrørende formålet med disse eksportbegrænsninger. Det skal endvidere bemærkes, at sagsøgernes argumenter om, at eksportskatten var fastsat til nul i undersøgelsesperioden, allerede er blevet forkastet i præmis 134 ovenfor.

145    Den omstændighed, at eksportafgiften, som sagsøgerne har gjort gældende, ligeledes finder anvendelse på eksport af biodiesel, og at den er beregnet til at støtte Oil Palm Plantation Fund, kan ikke rejse tvivl om disse betragtninger. For det første fremgår det af 117. betragtning til forordningen om midlertidig told, at afgiften var betydeligt højere for rå palmeolie end for raffinerede produkter såsom biodiesel, og for det andet bestyrker den omstændighed, at eksportafgiften blev tildelt Oil Palm Plantation Fund, som for sit vedkommende var ansvarlig for udbetalingerne inden for rammerne af den ordning, der er redegjort for i præmis 45 ovenfor, Kommissionens konklusioner.

146    Det var derfor uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 26 og 27, at Kommissionen i 123. betragtning til forordningen om midlertidig told konkluderede, at »målet med den eksportbegrænsningsordning, som [den indonesiske stat] […] indført[e], faktisk [var] direkte og indirekte at støtte biodieselindustrien, og at dette ikke blot [var] en »bivirkning« af udøvelsen af almindelige reguleringsbeføjelser«, hvilket bekræftes i 118. betragtning til den anfægtede forordning.

147    For det tredje har sagsøgerne anført, at Kommissionens konstatering i 115. betragtning til den anfægtede forordning, hvorefter »[den indonesiske stats] indførelse af eksportafgiften i 2015 [faldt] sammen med en periode, hvor de indonesiske priser på rå palmeolie var næsten identiske med verdensmarkedspriserne«, er rent hypotetisk og ikke beviser, at eksportafgiften blev indført for at sænke priserne på rå palmeolie, som hele tiden har udviklet sig i forhold til verdensmarkedspriserne. Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen i 116. betragtning til den anfægtede forordning lagde til grund, at eksportafgiften havde opfyldt sit formål, nemlig et fald i priserne på rå palmeolie på det indonesiske hjemmemarked. Ifølge sagsøgerne svarede denne forskel mellem hjemmemarkedspriserne og eksportpriserne på rå palmeolie til eksportafgiften på 50 USD pr. ton. Desuden skyldes faldet i priserne på rå palmeolie på det indonesiske marked, at verdensmarkedet for råvarer brød sammen.

148    Det skal påpeges, at sagsøgerne ikke har rejst tvivl om Kommissionens faktuelle konstateringer, nemlig dels at indførelsen af eksportafgiften faldt sammen med et fald i priserne på rå palmeolie på det indonesiske marked, dels at den stigning i produktionen af biodiesel, der blev konstateret i tabel 2 i 192. betragtning til forordningen om midlertidig told, indebar en stigning i det indenlandske forbrug af rå palmeolie i 2016, således som det er fastslået i 117. betragtning til forordningen om midlertidig told. Det fremgår i øvrigt af en tabel, som sagsøgerne har fremlagt i replikken, at prisen på rå palmeolie på det indonesiske hjemmemarked faldt i denne periode, og at de indonesiske priser på rå palmeolie som hovedregel var lavere end verdensmarkedspriserne.

149    Med en sådan argumentation har sagsøgerne ikke rejst tvivl om rigtigheden af de faktuelle konstateringer, som Kommissionens har lagt til grund, men om Kommissionens vurdering af disse faktiske omstændigheder. I henhold til retspraksis udgør Rettens efterprøvelse af de beviser, som Unionens institutioner har lagt til grund for deres konstateringer på området for politikken med hensyn til beskyttelse mod subsidier, ikke en ny vurdering af de faktiske omstændigheder, som erstatter institutionernes. Denne kontrol gør ikke indgreb i institutionernes brede skønsmargen inden for området for handelspolitik, men er begrænset til en prøvelse af, om disse elementer var af en sådan art, at de understøttede institutionernes konklusioner. Det tilkommer derfor Retten ikke blot at efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes at kontrollere, om disse oplysninger omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de konklusioner, der udledes heraf (dom af 18.10.2018, Gul Ahmed Textile Mills mod Rådet, C-100/17 P, EU:C:2018:842, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

150    I den foreliggende sag vurderede Kommissionen de pågældende oplysninger på grundlag af det mål, den overordnede ordning for eksportbegrænsninger var beregnet til at opnå. Retten konstaterer imidlertid, at Kommissionen ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den i 118. betragtning til den anfægtede forordning på grundlag af en række oplysninger, nemlig at der var tale om en eksportskat og en eksportafgift, offentlige erklæringer fra den indonesiske stat, WTO’s og OECD’s rapporter, stigningen i det indenlandske forbrug af rå palmeolie samt et fald i priserne på dette produkt på det indonesiske marked efter indførelsen af eksportafgiften, at den overordnede ordning for eksportbegrænsninger var beregnet til at gavne biodieselindustrien ved at holde hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie kunstigt lave – og dette i modsætning til en simpel følgevirkning af en statslig foranstaltning til opkrævning af offentlige indtægter.

151    For det fjerde har sagsøgerne gjort gældende, at eksportafgiften ikke har bevirket en begrænsning af eksporten af rå palmeolie, eftersom producenterne af rå palmeolie stadig eksporterer op til 70% af deres produktion.

152    Dette argument kan ikke tiltrædes. Den omstændighed, at 70% af den indonesiske rå palmeolie blev eksporteret, betyder nemlig ikke, at producenterne af rå palmeolie frit kunne træffe et rationelt valg om at eksportere deres vare og opnå et passende vederlag herfor. Som Kommissionen med rette har påpeget, opfyldte producenterne af rå palmeolie tværtimod først den indenlandske efterspørgsel, som ifølge de offentlige kilder, der er nævnt i 153. betragtning til den anfægtede forordning, svarede til 30% af produktionen, og det var først derefter, at de foretog eksport. Det fremgår heraf, at disse producenter ikke søgte at eksportere en større del af deres produktion, og dermed opnå højere priser, idet den potentielle ekstrafortjeneste fra eksport begrænsedes af de eksportbegrænsninger, som den indonesiske stat havde indført.

153    Da dette argument er blevet forkastet, må det første klagepunkt forkastes i sin helhed.

–       PTPN’s priskontrol

154    Sagsøgerne har i forbindelse med deres andet klagepunkt gjort gældende, at Kommissionen med urette konkluderede, at den indonesiske stat sænkede priserne på rå palmeolie på hjemmemarkedet via PTPN.

155    Det skal indledningsvis bemærkes, således som det fremgår af 91.-99. og 126. betragtning til forordningen om midlertidig told og af 120. og 123. betragtning til den anfægtede forordning, at Kommissionen i lyset af den manglende samarbejdsvilje hos leverandørerne af rå palmeolie og PTPN anvendte bestemmelserne i grundforordningens artikel 28, stk. 1, og baserede sig på de foreliggende faktiske oplysninger.

156    Sagsøgerne har i første række foreholdt Kommissionen, at den konkluderede, at PTPN fastsatte sine priser på rå palmeolie på et kunstigt lavt niveau og ikke fungerede som rationel aktør på markedet. Sagsøgerne har gjort gældende, at PTPN, som kun tegnede sig for 6-9% af den samlede forsyning af rå palmeolie i Indonesien, ikke fastsatte sine priser, for det første fordi disse priser blev fastsat ved hjælp af daglige auktioner, der afspejlede udbud og efterspørgsel i Indonesien, og for det andet fordi de indonesiske priser på rå palmeolie var lavere end de internationale markeder, fordi Indonesien var den største producent af rå palmeolie i verden. Det fremgår af de oplysninger, som otte af leverandørerne af rå palmeolie har fremsendt, at deres salg af rå palmeolie var rentable, hvilket viser, at de fulgte PTPN’s priser, fordi de anså dem for rentable, hvilket ligeledes betyder, at PTPN fungerede som en rationel aktør.

157    I denne henseende fremgår det af 128.-131. betragtning til forordningen om midlertidig told, at PTPN er en 100% statsejet gruppe af virksomheder, der kontrolleres af den indonesiske stat, og som producerer forskellige råvarer, herunder rå palmeolie.

158    Det forklares i 132. og 133. betragtning til forordningen om midlertidig told, og det er ubestridt mellem parterne, at PTPN afholdt daglige auktioner med henblik på salg af sin rå palmeolie. Inden den daglige budproces blev påbegyndt, pegede PTPN på en »prisidé« for dagen, men var ikke forpligtet til at afvise tilbud, der er lavere end »prisidéen«.

159    Kommissionen baserede sig på foreliggende faktiske oplysninger med henblik på at konkludere, at PTPN fastsatte sine priser på rå palmeolie på et kunstigt lavt niveau. For det første fremgår det af 151. betragtning til den anfægtede forordning, at den indonesiske stat påvirkede PTPN’s beslutninger om virksomhedens prispolitik. Når den tilbudte pris for køb af rå palmeolie var lavere end den »prisidé«, der var fastsat for dagen, kunne PTPN’s bestyrelse, hvor kun den indonesiske stat var repræsenteret, beslutte at acceptere tilbuddet, hvilket skete regelmæssigt. For det andet fremgår det af 125. betragtning til den anfægtede forordning og af 135. betragtning til forordningen om midlertidig told, at de foreliggende faktiske oplysninger viste, at PTPN ved at følge den indonesiske stats anvisninger havde været tabsgivende i de seneste år. For det tredje kunne Kommissionen, som det fremgår af 122.-124. betragtning til den anfægtede forordning, ikke fremskaffe noget bevis for, at »prisidéen« afspejlede en markedspris, der var resultatet af en konkurrencebaseret udbudsprocedure. Tværtimod var hjemmemarkedsprisen på rå palmeolie lavere end nogen af de internationale benchmark.

160    Disse konklusioner kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, at PTPN, således som det fremgår af 146. betragtning til forordningen om midlertidig told, kun repræsenterer 6-9% af den samlede forsyning af rå palmeolie i Indonesien, hvilket ifølge sagsøgerne indebærer, at køberne af rå palmeolie, som er store virksomheder, er i stand til at fastsætte deres priser både over for PTPN og små leverandører af rå palmeolie i overensstemmelse med loven om udbud og efterspørgsel.

161    Det skal således bemærkes, at markedet rigtigt nok er kendetegnet ved en sådan uligevægt, der er til fordel for købere af rå palmeolie, som er store virksomheder med en »modstående købermagt«. Kommissionen erkendte dette i 146. betragtning til forordningen om midlertidig told. Denne omstændighed kan imidlertid ikke rejse tvivl om konklusionen om, at den indonesiske stat gennem PTPN var i stand til at gennemføre en prisfastsættelsesmekanisme. Som Kommissionen har anført i 146. betragtning til forordningen om midlertidig told, uden at blive modsagt, var et andet kendetegn ved markedet for rå palmeolie – på udbudssiden denne gang – at det var fragmenteret mellem et stort antal små virksomheder, herunder individuelle landmænd. Når PTPN i en sådan sammenhæng først havde fastsat en dagspris, var det meget vanskeligt for leverandørerne af rå palmeolie, som hver havde små markedsandele, at fastsætte højere salgspriser over for købere med en betydelig købekraft. Sagsøgernes påstande om, at markedsvilkårene forhindrede PTPN i at fastsætte priserne, må derfor forkastes. Det fremgår tværtimod, at denne markedsstruktur var en faktor, der gjorde det muligt for PTPN at fastsætte priserne på rå palmeolie.

162    På grundlag af det ovenstående skal det fastslås, at Kommissionen ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den i 124. og 125. betragtning til den anfægtede forordning på grundlag af de foreliggende oplysninger konkluderede, at PTPN ikke fungerede som en rationel aktør på markedet og fastsatte prisen på rå palmeolie til et niveau, der lå under benchmark.

163    I anden række har sagsøgerne bestridt Kommissionens konklusion i 145. betragtning til forordningen om midlertidig told, hvorefter »den indonesiske stat ved at offentliggøre den daglige enhedspris på rå palmeolie faktisk fastsætter en højestepris, til hvilken råvaren sælges den pågældende dag«. Ifølge sagsøgerne er rå palmeolie en råvare, der handles over hele verden på grundlag af forskellige indikatorer, der i vidt omfang er tilgængelige, og det er ikke usædvanligt, at prisen følger specifikke tendenser, idet Kommissionens analyse endvidere viser, at det indonesiske marked for rå palmeolie er meget konkurrencepræget.

164    Det fremgår af 160. betragtning til den anfægtede forordning, at Kommissionen i den foreliggende sag konkluderede, at den indonesiske stat via PTPN handlede som prissætter på det indonesiske hjemmemarked, og at alle uafhængige leverandører af rå palmeolie fulgte disse prisangivelser. For det første har Kommissionen nemlig godtgjort – og sagsøgerne har ikke gyldigt rejst tvivl om disse konstateringer, således som det fremgår af præmis 157-159 ovenfor – at PTPN fastsatte sine priser på rå palmeolie på et kunstigt lavt niveau. Dernæst bemærkede Kommissionen i 140. og 141. betragtning til forordningen om midlertidig told, at PTPN offentliggjorde resultatet af det daglige udbud på sin onlineplatform, altid kl. 15.30 på dagen for udbuddet, med angivelse af den nøjagtige opnåede pris pr. enhed for rå palmeolie, og at de daglige forhandlinger mellem andre leverandører end PTPN og køberne af rå palmeolie, hvor startprisen var de daglige priser hos PTPN, generelt foregik, når resultaterne af PTPN-udbuddene forelå. Den daglige hjemmemarkedspris på rå palmeolie afspejlede nøje den opnåede pris på PTPN’s daglige auktioner, og desuden var den enhedspris, som de eksporterende producenter betalte til ikke-statsejede producenter af rå palmeolie, i undersøgelsesperioden altid den samme eller lavere end PTPN-prisen for samme dag. Som det fremgår af 138. betragtning til den anfægtede forordning, fandt disse omstændigheder endelig sted i en sammenhæng, hvor den indonesiske stat havde truffet foranstaltninger, der begrænsede leverandørernes evne til at eksportere deres rå palmeolie.

165    I en sådan sammenhæng anlagde Kommissionen ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den fastslog, at der fra den indonesiske stats side var tale om en overdragelse til eller et pålæg over for leverandørerne af rå palmeolie via PTPN’s gennemsigtige »prisfastsættelse«, som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 116-118 ovenfor.

166    I tredje række har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte grundforordningens artikel 28, stk. 5, ved ikke at tage hensyn til de oplysninger, som sagsøgerne havde fremlagt for den vedrørende PTPN’s handlinger.

167    I henhold til retspraksis tillader grundforordningens artikel 28 institutionerne at anvende de foreliggende faktiske oplysninger med henblik på at undgå, at effektiviteten af Unionens handelsbeskyttelsesforanstaltninger undergraves, hver gang EU-institutionerne står over for et manglende samarbejde i forbindelse med en undersøgelse (jf. i denne retning og analogt dom af 26.1.2017, Maxcom mod City Cycle Industries, C-248/15 P, C-254/15 P og C-260/15 P, EU:C:2017:62, præmis 67), uden imidlertid at tvinge dem til at anvende de bedste foreliggende faktiske oplysninger (dom af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet, T-444/11, EU:T:2014:773, præmis 94). Det følger heraf, at Kommissionens vide skønsbeføjelse med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 26 ovenfor, også finder anvendelse ved anvendelsen af grundforordningens artikel 28.

168    I denne forbindelse bestemmer grundforordningens artikel 28, stk. 5, at når Kommissionens konklusioner drages på grundlag af denne artikels stk. 1, herunder de oplysninger, der er meddelt i klagen, skal disse »kontrolleres på grundlag af oplysninger fra andre tilgængelige uafhængige kilder, […] og på grundlag af oplysninger, der er indhentet fra andre berørte parter som led i undersøgelsen«, »hvor dette er praktisk muligt og under behørig hensyntagen til de tidsfrister, der er fastsat for undersøgelsen«.

169    I den foreliggende sag må det, som Kommissionen med rette har påpeget, fastslås, at sagsøgerne ikke har bestridt anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1 (jf. præmis 155 ovenfor). De har gjort gældende, at Kommissionen burde have taget hensyn til de oplysninger, som de fremlagde under undersøgelsen i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 5.

170    I deres skriftlige indlæg har sagsøgerne imidlertid ikke rejst tvivl om Kommissionens faktuelle konstateringer, men om vurderingen heraf. De faktuelle forhold, som sagsøgerne har påberåbt sig, nemlig den omstændighed, at salgene fra otte leverandører af rå palmeolie, der er knyttet til Wilmar-koncernen, var rentable, og at rå palmeolie er en råvare, der handles over hele verden på grundlag af indikatorer, der i vidt omfang er tilgængelige, kan ikke rejse tvivl om Kommissionens konklusioner.

171    Under alle omstændigheder tjener nødvendigheden af at sikre effektiviteten af handelsbeskyttelsesforanstaltninger under omstændigheder som de i denne sag omhandlede ligeledes som begrundelse for, at de nævnte institutioner har ret til på grundlag af en række samstemmende indicier, som anført i præmis 158-159 ovenfor, at fastslå, at der er blevet leveret rå palmeolie mod et utilstrækkeligt vederlag (jf. i denne retning og analogt dom af 26.1.2017, Maxcom mod Chin Haur Indonesia, C-247/15 P, C-253/15 P og C-259/15 P, EU:C:2017:61, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

172    Følgelig må sagsøgernes argumentation og dermed hele det andet klagepunkt forkastes.

–       Om at »overdrage« eller »pålægge«

173    Sagsøgerne har i forbindelse med deres tredje klagepunkt fremført en række argumenter med henblik på at godtgøre, at de indonesiske leverandører af rå palmeolie ikke blev udsat for nogen form for trussel eller pres, der foranledigede dem til at sælge rå palmeolie på det indonesiske marked til lavere priser.

174    Det må fastslås, at sagsøgerne i forbindelse med dette klagepunkt har gentaget visse argumenter vedrørende virkningerne af eksportafgiften, som allerede er blevet forkastet i forbindelse med analysen af de foregående klagepunkter. Argumenterne vedrørende virkningen af eksportafgiften, dvs. den omstændighed, at størstedelen af den indonesiske produktion af rå palmeolie eksporteres, leverandørerne af rå palmeolies valg mellem at sælge på hjemmemarkedet eller verdensmarkedet, virkningerne af eksportafgiften på hjemmemarkedsprisen på rå palmeolie og forholdet mellem de indonesiske priser på rå palmeolie og verdensmarkedspriserne, er nemlig allerede blevet forkastet i præmis 136-153 ovenfor.

175    Sagsøgerne har ligeledes anfægtet de konklusioner, som Kommissionen drog af de to artikler i pressen, der er nævnt i 153. og 154. betragtning til forordningen om midlertidig told, idet de har gjort gældende, at Kommissionen ikke godtgjorde, at der var en årsagssammenhæng mellem den indonesiske stats støtte til industrien for rå palmeolie og påstandene om, at denne støtte blev anvendt til at overtale dem til at levere rå palmeolie mod et utilstrækkeligt vederlag. Ifølge sagsøgerne vedrørte de omhandlede artikler den indonesiske stats støtte til små landbrugere, som har til formål at dække stigningen i forbruget af rå palmeolie – med hensyn til mængde og ikke til pris. Der foreligger ingen form for overtalelse eller trussel, der tilsigter at opnå, at disse mængder rå palmeolie skal leveres mod et utilstrækkeligt vederlag.

176    Sagsøgernes argumentation er baseret på en fejlagtig udlægning af forordningen om midlertidig told. Formålet med de to omhandlede avisartikler er, som Kommissionen har gjort gældende i sine skriftlige indlæg og i 153. betragtning til forordningen om midlertidig told, at godtgøre, at den indonesiske stat proaktivt greb ind på markedet for rå palmeolie med henblik på at tilskynde private leverandører af rå palmeolie til at opfylde det mandat, de havde fået, og i dette øjemed tildelte støtte for at sikre sig, at producenterne af rå palmeolie ikke blev negativt påvirket i forbindelse med gennemførelsen af den indonesiske stats mål. Kommissionen forklarede i samme betragtning, at den indonesiske stat støttede producenterne af rå palmeolie i alt væsentligt til fordel for biodieselproducenterne. Endvidere har Kommissionen ikke betragtet disse subsidier isoleret, men som en del af det sæt af foranstaltninger, hvorved den indonesiske stat tilskyndede producenterne af rå palmeolie til at sælge lokalt til lavere priser end ellers (162. betragtning til forordningen om midlertidig told).

177    Følgelig skal dette klagepunkt og dermed det andet anbringendes første led forkastes i sin helhed.

 Det andet anbringendes andet led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra b), og om Kommissionens åbenbart urigtige skøn, da den konkluderede, at den indonesiske stat havde støttet biodieselproducenternes indkomst

178    I forbindelse med det andet anbringendes andet led har sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den fandt, at der forelå indkomst- eller prisstøtte til fordel for biodieselproducenterne som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra b).

179    Det skal i denne forbindelse fastslås, at sagsøgerne inden for rammerne af dette led ikke har bestridt eksistensen af de af den indonesiske stat vedtagne foranstaltninger – som Kommissionen omtalte i 188.-190. betragtning til forordningen om midlertidig told, og hvis konklusioner bekræftedes i 169. betragtning til den anfægtede forordning – men kvalificeringen af disse som »indkomst- eller prisstøtte« som omhandlet i grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra b).

180    Da dette udtryk ikke er defineret i grundforordningen, skal det ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 113 ovenfor, fortolkes efter dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, idet der tages hensyn til den sammenhæng, hvori det anvendes, og formålet med den lovgivning, som det udgør en del af.

181    Formålet med grundforordningens artikel 3 er at definere begrebet »subsidier«, som begrunder indførelsen af en udligningstold. Nærmere bestemt bestemmer forordningens artikel 3, nr. 1), litra a), at subsidier anses for at foreligge, hvis der ydes et »finansielt bidrag«, »eller«, ifølge litra b), hvis der foreligger »en eller anden form for indkomst- eller prisstøtte i henhold til artikel XVI i GATT 1994«. Det følger heraf, at formålet med grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra b), er at fastsætte en alternativ form for subsidier til den, der er omhandlet i litra a), således som det klart fremgår af brugen af den sideordnende konjunktion, der markerer alternativet »eller«, med henblik på at udvide anvendelsesområdet for denne bestemmelse.

182    Denne bestemmelse anvendes i forbindelse med afgørelsen af, om der foreligger subsidier, og henviser ved sin fortolkning udtrykkeligt til artikel XVI i GATT, hvor EU-lovgiver selv har ønsket at begrænse sit råderum i anvendelsen af GATT- og WTO-reglerne (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rusal Armenal, C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis). Artikel XVI i GATT henviser til »alle former for subsidier, herunder alle former for indkomst- eller prisstøtte, der direkte eller indirekte bidrager til at øge eksporten af en vare fra eller til at nedbringe importen af en vare til medlemmets territorium«. Det følger heraf, at »indkomst- eller prisstøtte« i denne bestemmelses forstand er en form for subsidier, og at denne bestemmelse fokuserer på virkningerne af disse subsidier på eksport og import.

183    Den sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug af ordet »støtte« er »hjælp«, »understøttelse«, »beskyttelse«, »undsætning« eller »bistand«, og handlingen »at støtte« betyder »at opretholde, bære, understøtte« eller »at hjælpe, tilskynde, bistå«. Det fremgår af ordlyden af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra b), og af GATT’s artikel XVI, at denne handling kan antage »en eller anden form« eller »alle former«, hvilket er en formulering, der lader »udseendet«, »aspektet«, »sammensætningen« eller »handle- eller fremgangsmåden« stå åben. Udtrykket »indkomst- eller prisstøtte« skal derfor fortolkes således, at det omfatter enhver handling fra statens side, som direkte eller indirekte består i at opretholde indkomststabiliteten eller prisstabiliteten eller at få den til at stige. Henvisningen i grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra b), til artikel XVI i GATT indebærer, at der også skal tages hensyn til virkningerne af denne handling på eksporten og importen.

184    I den foreliggende sag lagde Kommissionen med henblik på at fastslå, at der forelå en indkomst- eller prisstøtte til grund i forordningen om midlertidig told, hvis konklusioner bekræftes i 169. betragtning til den anfægtede forordning, til grund, at den indonesiske stat via et sæt af foranstaltninger – nemlig ved en ordning med eksportbegrænsninger på rå palmeolie, ved en de facto-fastsættelse af hjemmemarkedspriserne på rå palmeolie på et kunstigt lavt niveau og ved direkte subsidier til producenterne af rå palmeolie for at tilskynde dem til at overholde statens fastsatte politikmål, alt sammen betragtet ud fra en bredere plan om at fremme udviklingen af biodieselindustrien, f.eks. ved hjælp af obligatoriske blandingskrav samt oprettelsen af Oil Palm Plantation Fund til fordel for biodieselproducenterne – havde til hensigt at gribe ind på markedet og sikre et bestemt resultat, nemlig at biodieselproducenterne kunne nyde godt af kunstigt lave priser på rå palmeolie, der som råmateriale tegner sig for ca. 90% af deres produktionsomkostninger.

185    Kommissionen konkluderede i 191. betragtning til forordningen om midlertidig told, at disse foranstaltninger fra den indonesiske stats side bidrog til biodieselproducenternes indkomst, idet de gav dem adgang til deres vigtigste råmateriale og selvomkostningsdel til en pris, der lå under verdensmarkedsprisen, hvilket derefter resulterede i en kunstigt højere fortjeneste, som hovedsageligt skyldtes eksport til tredjelandsmarkeder. Kommissionen konstaterede ligeledes en kraftig stigning i eksporten af biodiesel i 2018, således som det fremgår af tabel 2, der er gengivet i 192. betragtning til forordningen om midlertidig told. Denne analyse blev bekræftet i sin helhed i den anfægtede forordning (jf. 169. betragtning til den anfægtede forordning).

186    Sagsøgerne har i første række gjort gældende, at fortolkningen af begrebet indkomst- eller prisstøtte er i strid med WTO-retspraksis, nemlig betragtningerne i WTO-panelets rapport med titlen »China – Countervailing and Anti-Dumping Duties on Grain Oriented Flat-Rolled Electrical Steel from the United States«, der blev vedtaget den 15. juni 2012 (WT/DS 414/R). De har nærmere bestemt påberåbt sig afsnit 7.85 i denne rapport, hvori det blev lagt til grund, at »the term »price support« […] does not include all government intervention that may have an effect on prices, such as tariffs and quantitative restrictions«, og at »[i]n particular, it is not clear that Article 1.1(a)(2) was intended to capture all manner of government measures that do not otherwise constitute a financial contribution, but may have an indirect effect on a market, including on prices«.

187    Det skal med forbehold af den retspraksis, der er nævnt i præmis 38 og 39 ovenfor, bemærkes, at panelet i denne sag udtalte sig om aftaler om selvbegrænsning, der indskrænkede importen af stål til De Forenede Stater, og som efter panelets opfattelse kun havde en sekundær sideordnet virkning af tilfældighedspræget omfang på priserne. Panelet fandt, at sætningen »en eller anden form for […] prisstøtte« i SMC-aftalens artikel 1, stk. 1.1, litra a), nr. 2), ikke var tilstrækkelig bred til at omfatte sådanne aftaler. Denne tvist vedrørte således ikke et sæt af foranstaltninger, der havde samme formål og samme karakter som dem, der undersøges i den anfægtede forordning, navnlig specifikke eksportbegrænsninger og de facto-prisfastsættelser via en virksomhed, der ejes 100% af den indonesiske stat.

188    I anden række har sagsøgerne under henvisning til flere betragtninger til forordningen om midlertidig told foreholdt Kommissionen, at den med urette konkluderede, dels at den indonesiske stat havde haft til hensigt at fremme anvendelsen af biodiesel i Indonesien gennem et prisfald på rå palmeolie, dels at der forelå en vifte af foranstaltninger til støtte for biodieselindustrien, som beviste, at der forelå indkomststøtte.

189    Hvad angår det første punkt skal det bemærkes, at sagsøgerne ikke har rejst tvivl om de beviser, som Kommissionen har anvendt for at godtgøre den indonesiske stats hensigt om at støtte den nationale biodieselindustri, men den omstændighed, at disse beviser vedrører den nævnte stats hensigt om at yde denne støtte via et prisfald på rå palmeolie.

190    Dette argument er imidlertid støttet på en fejlagtig fortolkning af forordningen om midlertidig told. For det første er den eksportskat og eksportafgift, der er nævnt i 182. betragtning til forordningen om midlertidig told, blandt de foranstaltninger, der gjorde det muligt for Kommissionen at konkludere, at leverandørerne af rå palmeolie fik overdraget eller blev pålagt at levere rå palmeolie mod et utilstrækkeligt vederlag (jf. præmis 121-132 ovenfor). Den samme betragtning gør sig gældende for Oil Palm Plantation Fund, der er nævnt i 186. betragtning til forordningen om midlertidig told, og som blev finansieret ved eksportafgiften på rå palmeolie og derivater heraf (117. betragtning til forordningen om midlertidig told). For det andet fremgår det ved en læsning af forordningen om midlertidig told, at Kommissionen først fastslog, at den indonesiske stat havde til hensigt at støtte den nationale biodieselindustri i 182.-186. betragtning, inden den i 188.-190. betragtning redegjorde for de forskellige instrumenter, hvormed den indonesiske stat intervenerede på markedet for rå palmeolie med henblik på at fremme udviklingen af biodieselindustrien.

191    Det fremgår af de betragtninger, der er nævnt i den foregående præmis, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har godtgjort den indonesiske stats hensigt om at udvikle biodieselindustrien ved at gribe ind på markedet for rå palmeolie, og at sagsøgernes argument må forkastes.

192    Hvad angår det andet punkt har sagsøgerne til støtte for deres betragtninger vedrørende viften af foranstaltninger til støtte for biodieselindustrien henvist til de argumenter, som de har fremført i forbindelse med det foregående led. Idet det første led af sagsøgernes andet anbringende er blevet forkastet, må dette argument ligeledes forkastes.

193    I tredje række har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, på hvilken måde denne vifte af foranstaltninger direkte eller indirekte bidrog til at øge eksporten af en vare med oprindelse i Indonesien eller at nedbringe importen af denne vare til Indonesiens territorium, således som det kræves i henhold til GATT’s artikel XVI. For det første fremgår det af oplysningerne i tabel 2, der er gengivet i 192. betragtning til forordningen om midlertidig told, at den indonesiske eksport af biodiesel faldt betydeligt mellem 2015 og 2018, og for det andet, at det er mere sandsynligt, at denne vifte af foranstaltninger nedbragte eksporten af biodiesel, fordi den favoriserede det indenlandske forbrug, mens de foranstaltninger, der angiveligt havde en indvirkning på rå palmeolie, var de samme for biodieselproducenterne, uanset om de eksporterede eller ej.

194    I denne forbindelse skal det for det første, således som Kommissionen har gjort det i 193. betragtning til forordningen om midlertidig told, påpeges, at oplysningerne i tabel 2, der er gengivet i 192. betragtning til den nævnte forordning, viser, at den indonesiske eksport af biodiesel faldt betydeligt i den periode, hvor der var handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger i Unionen (fra november 2013 til marts 2018), for derefter at blive genoptaget i 2018 med en stigning på 847,59% i forhold til 2017 (jf. 281., 282., 322. og 323. betragtning til forordningen om midlertidig told). Som Kommissionen har bemærket i 193. betragtning, var faldet i eksporten i anvendelsesperioden for de handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger i Unionen desuden ledsaget af en vækst i lagerbeholdningerne.

195    Som Kommissionen med rette har fremhævet i 191. betragtning til forordningen om midlertidig told, gjorde det sæt af foranstaltninger, der blev indført af den indonesiske stat, det for det andet muligt for biodieselproducenterne at få adgang til deres vigtigste råmateriale og selvomkostningsdel til en pris, der lå under verdensmarkedsprisen, hvilket derefter resulterede i en kunstigt højere fortjeneste, som hovedsageligt skyldtes eksport til tredjelandsmarkeder. Den omstændighed, at blandingsforpligtelsen har til formål at øge det indenlandske forbrug af biodiesel, rejser i øvrigt ikke tvivl om konklusionen om, at den vifte af foranstaltninger, der blev indført af den indonesiske stat, herunder den direkte overførsel af midler fra Oil Plantation Fund, havde indvirkning på eksporten af biodiesel.

196    Sagsøgernes argumenter må derfor forkastes.

197    Det følger af disse konstateringer, at Kommissionen ikke tilsidesatte grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra b), og at den ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den konkluderede, at de af den indonesiske stat gennemførte foranstaltninger kunne kvalificeres som indkomst- eller prisstøtte til fordel for biodieselproducenterne.

 Det andet anbringendes tredje led om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 2), og artikel 6, litra d), samt om, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved fastlæggelsen af den fordel, som producenterne af biodiesel opnåede

198    I forbindelse med det andet anbringendes tredje led har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte grundforordningens artikel 3, nr. 2), og artikel 6, litra d), idet den fastslog, at der forelå en fordel, og ved at anvende forkerte referencepriser ved beregningen af denne fordel.

199    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at grundforordningens artikel 3 foreskriver, at der anses at foreligge subsidier, når der er tale om et »finansielt bidrag« eller »indkomst- eller prisstøtte« fra statens side, og der herved opnås en »fordel«. I denne forordnings artikel 6 og 7 præciseres metoderne for beregningen af den »fordel«, som opnås. Hvad angår det finansielle bidrag, der består i de offentlige myndigheders levering af varer, bestemmer artikel 6, litra d), i det væsentlige, at denne levering indebærer en fordel, hvis leveringen finder sted mod et utilstrækkeligt vederlag (jf. i denne retning dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 195 og 196).

200    Nævnte forordnings artikel 6 fastsætter regler for, alt efter hvilken type foranstaltning der er tale om, at afgøre, om denne kan anses for at være en »fordel, som […] modtageren har opnået«. I overensstemmelse med disse regler foreligger der konkret en fordel, hvis den begunstigede har modtaget et finansielt bidrag, der for vedkommende opnår gunstigere vilkår end dem, som vedkommende har adgang til på markedet. Hvad særligt angår leveringen af varer bestemmer grundforordningens artikel 6, litra d), at der udelukkende foreligger en fordel, hvis »leveringen finder sted mod et utilstrækkeligt vederlag«, idet spørgsmålet om, hvorvidt »vederlaget er tilstrækkeligt, afgøres på grundlag af gældende markedsvilkår for de pågældende varer eller tjenesteydelser i leverings- eller købslandet (herunder pris, kvalitet, disponibilitet, omsættelighed, transport og andre købs- og salgsbetingelser)«. Det fremgår af denne ordlyd, at fastlæggelsen af »fordelen« indebærer en sammenligning, og at denne, når den tilsigter en vurdering af, om de betalte priser er rimelige i forhold til de normale markedsvilkår, i princippet i leveringslandet, skal omfatte alle de forhold ved omkostningerne, som modtagelsen af den vare, som de offentlige myndigheder leverer, skaber for modtageren. Det følger således af denne bestemmelse, at den af Kommissionen anvendte metode til at beregne fordelen så vidt muligt skal give mulighed for at afspejle den fordel, som den begunstigede rent faktisk har opnået (jf. i denne retning dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 208-210).

201    I den foreliggende sag fremgår det af 170. og 171. betragtning til den anfægtede forordning, at Kommissionen fastslog, at der forelå en fordel, idet den anvendte benchmarkpriser med henblik på sammenligningen af fob-priserne ved eksport af rå palmeolie fra Indonesien til resten af verden, som de fremgik af de indonesiske eksportstatistikker, og at den beregnede den fordel, som støttemodtageren havde opnået, som summen af forskellene mellem disse benchmarkpriser på rå palmeolie beregnet pr. måned i undersøgelsesperioden, og den pris, der blev betalt på hjemmemarkedet for rå palmeolie.

202    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen med henblik på at fastlægge den fordel, som biodieselproducenterne opnåede, anvendte et forkert sammenligningsgrundlag med henblik på at konkludere, at den rå palmeolie blev leveret mod et utilstrækkeligt vederlag på det indonesiske marked.

203    Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen ved vurderingen af, om vederlaget var tilstrækkeligt, burde have anvendt de priser, der blev anvendt i landet, og som var fastsat af markedet, som sammenligningsgrundlag.

204    Kommissionen har imidlertid konkluderet – og sagsøgernes argumenter med henblik på at afkræfte dens konklusioner er allerede blevet forkastet i forbindelse med dette anbringendes første led – at priserne på rå palmeolie på det indonesiske marked var fastsat af PTPN, og at den »prisidé«, som sidstnævnte foreslog, ikke afspejlede nogen markedspris, der var resultatet af en konkurrencebaseret udbudsprocedure (124. og 148. betragtning til den anfægtede forordning).

205    Henset til den forvridning af markedet, der skyldtes den indonesiske stats indgriben (198. betragtning til forordningen om midlertidig told), kunne Kommissionen derfor med rette i 197. betragtning til forordningen om midlertidig told fastslå, at indkøbsprisen på rå palmeolie skulle sammenlignes med et passende benchmark i henhold til grundforordningens artikel 6, litra d), således at sagsøgernes argument skal forkastes.

206    Sagsøgerne har i anden række gjort gældende, at Kommissionen med urette sammenlignede de indonesiske hjemmemarkedspriser på rå palmeolie med de malaysiske hjemmemarkedspriser og de indonesiske eksportpriser. Navnlig omfatter fob-priserne ved eksport den eksportafgift, der ikke pålægges de indenlandske transaktioner. Desuden burde Kommissionen have foretaget en tilpasning af benchmarkprisen for at sikre, at det anvendte referencepunkt afspejlede de vilkår, hvorunder rå palmeolie blev handlet på markedsvilkår.

207    Det fremgår for det første af såvel 182. betragtning til den anfægtede forordning som af 198. betragtning til forordningen om midlertidig told, at Kommissionen ikke anvendte de malaysiske priser som benchmark ved fastsættelsen af størrelsen af den omhandlede fordel. Den omstændighed, at Kommissionen, som sagsøgerne har gjort gældende, sammenlignede de indonesiske hjemmemarkedspriser på rå palmeolie med de malaysiske priser for at nå frem til den konklusion, at den af PTPN fastsatte pris ikke var rimelig, og i en anden del af forordningen om midlertidig told (163. betragtning), at priserne på det indonesiske hjemmemarked var lavere end markedsprisen, er uden betydning i forbindelse med fastlæggelsen af den fordel, som producenterne af biodiesel opnåede. Denne påstand fra sagsøgernes side må følgelig forkastes.

208    Det fremgår endvidere af 198. betragtning til forordningen om midlertidig told, at Kommissionen fandt, at fob-priserne ved eksport af rå palmeolie fra Indonesien til resten af verden var et passende benchmark, da de var fastsat i henhold til frie markedsprincipper, afspejlede de gældende markedsvilkår i Indonesien og ikke var forvredet af statslig indgriben, og at de følgelig lå tættest på, hvad en ikke-forvredet indonesisk hjemmemarkedspris ville have været i en situation uden den indonesiske stats indgriben. Sagsøgerne har bestridt denne analyse og gjort gældende, at selv hvis det antages, at de indonesiske hjemmemarkedspriser på rå palmeolie er forvredet, er fob-priserne ved eksport ikke en gyldig benchmark, da den selv bliver fordrejet af eksportbegrænsningerne.

209    Dette argument skal forkastes. Den omstændighed, at fob-priserne ved eksport af rå palmeolie fra Indonesien omfatter virkningerne af eksportafgiften, således som Kommissionen har præciseret i 173. og 181. betragtning til den anfægtede forordning, indebærer nemlig ikke, at denne pris fordrejes. Eftersom prisen på rå palmeolie på hjemmemarkedet var utilstrækkelig som følge af en række foranstaltninger, herunder eksportafgiften og PTPN’s prisfastsættelse, svarede prisen på rå palmeolie ved eksport, når eksportafgiften var betalt, således som Kommissionen med rette har påpeget, tværtimod til den pris, som sælgerne tilbød ved eksport. Hvis eksportafgiften er én af de foranstaltninger, der tilskynder leverandører af rå palmeolie til at sælge på hjemmemarkedet til utilstrækkelige priser, gør den ikke den indonesiske fob-pris ved eksport upassende som benchmarkpris ved beregningen af fordelen. Som Kommissionen med rette har anført, gjorde denne pris det muligt i overensstemmelse med den regel, der er fastsat i grundforordningens artikel 6, litra d), og den ovenfor i præmis 200 nævnte retspraksis, i det omfang det var muligt at afspejle den fordel, som modtageren rent faktisk opnåede.

210    Endelig må sagsøgernes argument om, at Kommissionen burde have foretaget tilpasninger af benchmarkprisen, ligeledes forkastes. For det første er sagsøgernes tilgang, hvorefter eksportafgiften skulle have været fratrukket, allerede blevet forkastet i den foregående præmis. Selv hvis det for det andet antages, at sagsøgerne har gjort gældende, at det var nødvendigt at foretage andre tilpasninger af benchmarkprisen, har de ikke fremlagt tilstrækkelige oplysninger, som påviser, hvilke tilpasninger der er tale om, og hvorfor de var nødvendige. Et sådant bevis er imidlertid nødvendigt for at fastslå, at en EU-institution har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, som kan føre til annullation af en retsakt (jf. i denne retning dom af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet, T-444/11, EU:T:2014:773, præmis 62).

211    For det tredje har sagsøgerne til støtte for deres argumentation påberåbt sig WTO-appelorganets rapport med titlen »United States – Countervailing Measures on Certain Hot-Rolled Carbon Steel Flat Products from India«, vedtaget den 8. december 2014 (WT/DS 436/AB/R), hvori det i punkt 4 148 og 4 151 fastslås, at »a determination of whether remuneration is »less than adequate« within the meaning of Article 14(d) involves the selection of a comparator – i.e. a benchmark price – with which to compare the government price for the good in question«, og at dette benchmark »must consist of market-determined prices for the same or similar goods that relate or refer to, or are connected with, the prevailing market conditions for the good in question in the country of provision«. Det må – med forbehold af den retspraksis, der er nævnt i præmis 38 og 39 ovenfor – fastslås, at de konstateringer, der således er foretaget i denne rapport, ikke rejser tvivl om Kommissionens analyse i præmis 201, 205 og 208 ovenfor, som ligeledes henviser til en markedspris, der er tilgængelig for den samme vare, navnlig i lyset af bemærkningen i rapportens afsnit 4 155, hvori det hedder, at »[a]lthough the benchmark analysis begins with a consideration of in-country prices for the good in question, it would not be appropriate to rely on such prices when they are not market determined«.

212    Følgelig skal dette argument og dermed det andet anbringendes tredje led forkastes i sin helhed.

213    Henset til disse betragtninger skal det andet anbringende forkastes i sin helhed.

 Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8 stk. 8, og om et åbenbart urigtigt skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at der forelå en trussel om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen

214    Sagsøgerne har inden for rammerne af det tredje anbringende gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte grundforordningens artikel 8, stk. 8, og anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet den konkluderede, at der forelå en trussel om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen på grundlag af den fejlagtige forudsætning, at EU-erhvervsgrenen befandt sig i en sårbar situation.

215    Kommissionen har, støttet af EBB, bestridt dette anbringende.

216    I den foreliggende sag konkluderede Kommissionen i 319. og 320. betragtning til den anfægtede forordning, at EU-erhvervsgrenen ikke havde lidt væsentlig skade i undersøgelsesperioden, selv om denne erhvervsgren ikke var robust. Kommissionen fandt imidlertid, at der i det foreliggende tilfælde forelå en trussel om væsentlig skade for den pågældende erhvervsgren.

217    Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at grundforordningens artikel 2, litra d), definerer begrebet »skade«, når ikke andet er bestemt, som bl.a. væsentlig skade for en erhvervsgren i Unionen eller en trussel om væsentlig skade for en erhvervsgren i Unionen, og at bestemmelsen henviser til artikel 8 med hensyn til fortolkningen af dette begreb.

218    Forordningens artikel 8, stk. 1, vedrører konstatering af, om der foreligger en skade. Denne konstatering skal baseres på en objektiv undersøgelse både af omfanget af den subsidierede import og dennes indvirkning på prisen på samme vare på markedet i Unionen og denne indførsels følgevirkninger for den pågældende erhvervsgren i Unionen.

219    Grundforordningens artikel 8, stk. 4, bestemmer, at undersøgelsen af virkningerne af den subsidierede indførsel for den pågældende erhvervsgren i Unionen skal omfatte en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på erhvervsgrenens situation, herunder at en erhvervsgren er inde i en periode, hvor den søger at overvinde virkningerne af tidligere subsidiering eller dumping.

220    Grundforordningens artikel 8, stk. 5, præciserer, at det på grundlag af alle de relevante beviser vedrørende EU-erhvervsgrenens situation skal påvises, at denne erhvervsgren har lidt skade. Det fremgår navnlig af denne artikel, at et sådant bevis indebærer en påvisning af, at det omfang af varer eller de prisniveauer, der er omhandlet i artiklens stk. 2, har indvirkning på EU-erhvervsgrenen som omhandlet i samme artikels stk. 4, og at følgevirkningerne kan anses for væsentlige (jf. i denne retning og analogt dom af 19.12.2013, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet, C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 49).

221    Grundforordningens artikel 8, stk. 8, regulerer »[k]onstatering af, om der foreligger en trussel om væsentlig skade«. Det præciseres, at denne konstatering skal baseres på kendsgerninger og ikke blot på påstande, formodninger eller fjerne muligheder, og at den ændring i omstændighederne, der vil kunne skabe en situation, hvor de pågældende subsidier vil forvolde skade, klart skal have kunnet forudses og være umiddelbart forestående. Det følger heraf, at konstateringen af, at der foreligger en trussel om skade, klart skal fremgå af de pågældende faktiske omstændigheder. Det følger ligeledes heraf, at den skade, der er genstand for en trussel, skal indtræde efter kort tid (jf. analogt dom af 29.1.2014, Hubei Xinyegang Steel mod Rådet, T-528/09, EU:T:2014:35, præmis 54).

222    I denne bestemmelse opregnes der en ikke-udtømmende liste over de faktorer, der skal tages i betragtning, når det skal vurderes, om der foreligger en trussel om væsentlig skade (jf. analogt generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse ArcelorMittal Tubular Products Ostrava m.fl. mod Rådet og Rådet mod Hubei Xinyegang Steel, C-186/14 P og C-193/14 P, EU:C:2015:767, punkt 44).

223    Domstolen har desuden allerede præciseret, at eksistensen af en trussel om skade, ligesom eksistensen af en skade, skal godtgøres på datoen for vedtagelsen af antisubsidieforanstaltningen, henset til EU-erhvervsgrenens situation på dette tidspunkt. Det er således kun med hensyn til denne situation, at Unionens institutioner kan afgøre, om en umiddelbart forestående stigning i den fremtidige subsidierede import vil kunne medføre en væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen, hvis der ikke træffes handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger. EU-institutionerne er således berettigede til under visse omstændigheder at tage oplysninger efter en undersøgelsesperiode i betragtning (jf. analogt dom af 4.2.2021, eurocylinder systems, C-324/19, EU:C:2021:94, præmis 40 og 41).

224    Det skal ligeledes bemærkes, at i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 26 ovenfor, har Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. Det skal i denne forbindelse fastslås, at en undersøgelse af en trussel om skade forudsætter en vurdering af komplicerede økonomiske spørgsmål, og at den retslige prøvelse af denne vurdering derfor må begrænses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning. Denne begrænsede retslige prøvelse indebærer ikke, at Unionens retsinstanser skal afholde sig fra at kontrollere institutionernes fortolkning af oplysninger af økonomisk art (jf. analogt dom af 29.1.2014, Hubei Xinyegang Steel mod Rådet, T-528/09, EU:T:2014:35, præmis 53, og i denne retning dom af 19.5.2021, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen, T-254/18, under appel, EU:T:2021:278, præmis 149). Navnlig tilkommer det Retten ikke blot at efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes at kontrollere, om disse oplysninger omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de konklusioner, der udledes heraf (jf. analogt dom af 18.10.2018, Gul Ahmed Textile Mills mod Rådet, C-100/17 P, EU:C:2018:842, præmis 64).

225    Endelig er Kommissionens konklusion vedrørende EU-erhvervsgrenens situation, som blev fastslået i forbindelse med analysen af en væsentlig skade for en EU-erhvervsgren som omhandlet i grundforordningens artikel 8, stk. 4, principielt fortsat relevant i forbindelse med analysen af truslen om væsentlig skade for denne erhvervsgren som omhandlet i denne forordnings artikel 8, stk. 8 (jf. analogt dom af 4.2.2021, eurocylinder systems, C-324/19, EU:C:2021:94, præmis 42).

226    Det er i lyset af disse principper, at det skal undersøges, om Kommissionen tilsidesatte artikel 8, stk. 8, da den i 360. betragtning til forordningen om midlertidig told, som blev bekræftet i 405. betragtning til den anfægtede forordning, fastslog, at EU-erhvervsgrenens sårbare økonomiske situation sandsynligvis ville forværres af den forestående og vedvarende subsidierede import af biodiesel fra Indonesien, som i undersøgelsesperioden udgjorde en trussel om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen.

227    Kommissionen har gjort gældende, at selv hvis det antages, at den begik en fejl ved at vurdere, at EU-erhvervsgrenen var sårbar, kunne den under alle omstændigheder finde, at EU-erhvervsgrenens situation skulle ændre sig i den nære fremtid og medføre væsentlig skade. Under disse omstændigheder bør sagsøgernes tredje anbringende, som ikke rejser tvivl om denne del af analysen af truslen om væsentlig skade, under alle omstændigheder forkastes.

228    Det skal bemærkes, at mens grundforordningens artikel 8, stk. 1, kræver, at »en konstatering af, om der foreligger skade« bl.a. indebærer en objektiv undersøgelse af den subsidierede imports følgevirkninger for den pågældende EU-erhvervsgren – en undersøgelse, der i henhold til grundforordningens artikel 8, stk. 4, omfatter en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på denne EU-erhvervsgrens situation – er en sådan undersøgelse ikke udtrykkeligt påkrævet i grundforordningen i forbindelse med vurderingen af en trussel om skade i henhold til artikel 8, stk. 8. En undersøgelse af de relevante faktorer, der påvirker EU-erhvervsgrenens situation i forbindelse med truslen om skade, synes imidlertid nødvendig, idet den gør det muligt at gøre status over EU-erhvervsgrenen, og institutionerne kan på grundlag af denne status, som det kræves i grundforordningens artikel 8, stk. 8, vurdere, om truslen om en væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen i tilfælde af en ny umiddelbart forestående subsidieret import udmønter sig i en væsentlig skade, hvis der ikke vedtages beskyttelsesforanstaltninger. For at institutionerne kan afgøre, om der foreligger en væsentlig trussel om skade for EU-erhvervsgrenen, når denne erhvervsgren pr. definition ikke lider nogen materiel skade til trods for virkningerne af den subsidierede import i undersøgelsesperioden, er det med andre ord nødvendigt at kende EU-erhvervsgrenens aktuelle situation (jf. i denne retning og analogt dom af 7.4.2016, ArcelorMittal Tubular Products Ostrava m.fl. mod Hubei Xinyegang Steel, C-186/14 P og C-193/14 P, EU:C:2016:209, præmis 31, og generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse ArcelorMittal Tubular Products Ostrava m.fl. mod Rådet og Rådet mod Hubei Xinyegang Steel, C-186/14 P og C-193/14 P, EU:C:2015:767, punkt 43-48).

229    Som sagsøgerne med rette har fremhævet, fremgår det i den foreliggende sag af 360. betragtning til forordningen om midlertidig told, at der blev taget hensyn til EU-erhvervsgrenens situation med henblik på at fastslå, at der forelå en trussel om skade. Kommissionens konklusion med hensyn til EU-erhvervsgrenens situation er således ikke uden forbindelse til analysen af truslen om skade (jf. i denne retning og analogt dom af 29.1.2014, Hubei Xinyegang Steel mod Rådet, T-528/09, EU:T:2014:35, præmis 58). Det tredje anbringende ville således, såfremt det blev taget til følge, kunne rejse tvivl om rigtigheden af Kommissionens konklusion om, at der forelå en trussel om væsentlig skade.

230    Kommissionens argument, der er anført i præmis 227 ovenfor, må derfor forkastes, og sagsøgernes tredje anbringende skal undersøges.

231    Sagsøgerne har gjort gældende, at analysen af Unionens økonomiske indikatorer ikke viser, at EU-erhvervsgrenen befinder sig i en sårbar økonomisk situation. Alle faktorer, med undtagelse af markedsandelene, er blevet forbedret mellem 2015 og undersøgelsesperioden, og der er kun et meget lille fald i salget mellem hele 2017 og undersøgelsesperioden. Sagsøgerne har til støtte for deres påstande fremlagt en tabel for Retten med deres analyse af de oplysninger, der er repræsentative for EU-erhvervsgrenens økonomiske situation, og som Kommissionen tog hensyn til i forordningen om midlertidig told.

232    Det skal indledningsvis fastslås, at der i sagsøgernes bemærkninger tages hensyn til de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt, og som ikke kun vedrører undersøgelsesperioden, men også hele »den betragtede periode«, dvs. perioden fra den 1. januar 2015 til udgangen af undersøgelsesperioden (13. betragtning til forordningen om midlertidig told). I henhold til retspraksis er tanken bag fastsættelsen af den »betragtede periode« at gøre det muligt for Kommissionen at undersøge en længere periode end den, der var omfattet af selve undersøgelsen, således at den kan støtte sin analyse på faktiske eller mulige tendenser, der kræver en tilstrækkeligt lang varighed for at kunne identificeres (jf. i denne retning og analogt dom af 7.5.1991, Nakajima mod Rådet, C-69/89, EU:C:1991:186, præmis 87, og af 19.5.2021, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen, T-254/18, under appel, EU:T:2021:278, præmis 337).

233    For at nå til den konklusion, at EU-erhvervsgrenen ikke var robust i undersøgelsesperioden, tog Kommissionen i 309.-340. betragtning til forordningen om midlertidig told flere mikroøkonomiske og makroøkonomiske indikatorer i betragtning og bekræftede denne analyse i 279.-317. betragtning til den anfægtede forordning, hvori den ligeledes i 321.-341. betragtning undersøgte de økonomiske indikatorer, der lå efter undersøgelsesperioden.

234    I første række har sagsøgerne hvad angår de makroøkonomiske indikatorer for det første gjort gældende, at EU-produktionen, produktionskapaciteten og udnyttelsen af kapaciteten har udviklet sig positivt mellem 2015 og undersøgelsesperioden.

235    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af tabel 3, der er gengivet i 268. betragtning til forordningen om midlertidig told, at EU-produktionen efter en stigning mellem 2015 og 2017 forblev stabil mellem 2017 og undersøgelsesperioden (en mindre stigning fra 13 071 053 til 13 140 582 ton for et fast indeks på 111), mens forbruget i Unionen i samme periode, således som det fremgår af tabel 4, der er gengivet i 271. betragtning til forordningen om midlertidig told, steg med 10,08% (fra 14 202 128 til 15 634 102 ton). Det følger heraf, at EU-produktionen ikke fulgte stigningen i forbruget i Unionen, dvs. efterspørgslen. Det fremgår endvidere af tabel 8 i 309. betragtning til forordningen om midlertidig told, at produktionskapaciteten i Unionen steg let mellem 2015 og 2016 (fra 16 009 878 til 16 561 814 ton) og mellem 2017 og undersøgelsesperioden (fra 16 594 853 til 17 031 230 ton), mens udnyttelsen af denne kapacitet, efter at den var steget i 2015, 2016 og 2017, faldt let mellem 2017 og undersøgelsesperioden.

236    På grundlag af disse oplysninger fandt Kommissionen i 310. betragtning til forordningen om midlertidig told, at stigningen i EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet var betydeligt lavere end væksten i efterspørgslen, eftersom denne erhvervsgren kun var i stand til at udnytte væksten på markedet i meget begrænset omfang som følge af den betydelige stigning i den subsidierede import, navnlig i undersøgelsesperioden.

237    Idet denne konstatering svarer til de analyserede data, og idet den underbygger konklusionen om, at EU-erhvervsgrenen befandt sig i en prekær situation, må sagsøgernes første argument forkastes.

238    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at salgsmængden steg.

239    Det fremgår imidlertid klart af tabel 9 i 314. betragtning til forordningen om midlertidig told, at selv om salgsmængden på EU-markedet steg mellem 2015 og 2017, faldt dette salg mellem 2017 og undersøgelsesperioden, hvilket er den periode, der, som Kommissionen har anført i 317. betragtning til forordningen om midlertidig told, svarer til afskaffelsen af told på importen fra Indonesien. Dette argument fra sagsøgernes side må derfor forkastes.

240    For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at EU-erhvervsgrenen bevarede en høj markedsandel på mellem 81% og 95%.

241    Det må imidlertid konstateres, at det fremgår af tabel 9 i 314. betragtning til forordningen om midlertidig told, at EU-erhvervsgrenens markedsandel faldt betydeligt fra 2017 til undersøgelsesperioden (fra 91,6% til 81,5%). Kommissionen har i 317. betragtning til den nævnte forordning – og sagsøgerne har ikke ved deres argumentation vedrørende importen fra Argentinas rolle (jf. præmis 285-293 nedenfor) rejst begrundet tvivl om dette punkt – forklaret, at dette fald skyldes afskaffelsen af told på importen fra Indonesien, der ændrede billedet af markedet i marts 2018 i undersøgelsesperioden. På baggrund af disse oplysninger må sagsøgernes argument forkastes.

242    For det fjerde har sagsøgerne fremført, at beskæftigelsen og produktiviteten udviser positive tendenser.

243    Det fremgår nemlig af tabel 10 i 319. betragtning til forordningen om midlertidig told, at antallet af ansatte i EU-erhvervsgrenen steg en smule mellem 2015 og undersøgelsesperioden (med 78 ansatte). Produktiviteten faldt dog mellem 2017 og undersøgelsesperioden (fra 4 782 ton pr. ansat til 4 625 ton pr. ansat). Det følger heraf, at den lette stigning i antallet af ansatte ikke i sig selv er tilstrækkelig til at afkræfte Kommissionens konklusioner på grundlag af samtlige makroøkonomiske indikatorer. Det følger af retspraksis, at selv om institutionernes undersøgelse skal føre til den konklusion, at en trussel om skade er væsentlig, er det ikke et krav, at alle relevante økonomiske faktorer og forhold udviser en negativ tendens (jf. i denne retning og analogt dom af 23.4.2018, Shanxi Taigang Stainless Steel mod Kommissionen, T-675/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:209, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis).

244    Det følger heraf, at sagsøgernes argumenter må forkastes.

245    Hvad i anden række angår de mikroøkonomiske indikatorer har sagsøgerne for det første anført, at salgspriserne i Unionen og produktionsomkostningerne har udviklet sig parallelt.

246    Det må konstateres, at det fremgår af tabel 11 i 325. betragtning til forordningen om midlertidig told, at efter at være steget mellem 2015 og 2017, i hvilken periode der var told på importen fra Indonesien, faldt priserne fra 832 EUR pr. ton til 794 EUR mellem 2017 og undersøgelsesperioden. Det fremgår ligeledes af tabel 11 i 325. betragtning til forordningen om midlertidig told, at produktionsomkostningerne faldt fra 827 EUR pr. ton til 791 EUR pr. ton mellem 2017 og undersøgelsesperioden. Det fremgår imidlertid af samtlige oplysninger i denne tabel – og navnlig af faldet i salgspriserne – at EU-erhvervsgrenen ikke kunne udnytte de faldende omkostninger, fordi den, som Kommissionen med rette har anført i 328. betragtning til forordningen om midlertidig told, var nødt til fuldt ud at vælte dette fald i omkostningerne over på sine kunder. Sagsøgernes argument må derfor forkastes.

247    For det andet har sagsøgerne anført, at de gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat har udviklet sig positivt.

248    Det fremgår imidlertid af tabel 12 i 330. betragtning til forordningen om midlertidig told, at denne omkostning, efter at den var faldet betydeligt mellem 2015 og 2016, forblev næsten stabil mellem 2016 og undersøgelsesperioden. Sagsøgernes argument må derfor forkastes.

249    For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at likviditeten, rentabiliteten ved salg og investeringsafkastet udviklede sig positivt.

250    Det skal i denne forbindelse fastslås, at det fremgår af tabel 14, der er gengivet i 334. betragtning til forordningen om midlertidig told, at likviditeten steg mellem 2015 og 2017 (med en kraftig stigning mellem 2016 og 2017) for derefter at falde tilbage til 2016-niveauet. I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, er det således ikke muligt at fastslå, at der er sket en positiv udvikling.

251    Hvad angår investeringsafkastet steg dette betydeligt fra 2015 til 2016 for derefter at forblive forholdsvis stabilt (18% i 2016, 16% i 2017 og 17% i undersøgelsesperioden). Denne udvikling og stabiliseringen af rentabiliteten ved salg i Unionen til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder til 0,8% i 2017 og i undersøgelsesperioden kan imidlertid ikke rejse tvivl om Kommissionens konklusioner om EU-erhvervsgrenens overordnede situation. Som Kommissionen har gjort gældende i retsmødet, er denne rentabilitet beskeden og er ikke tilstrækkelig til at sikre, at en erhvervsgren kan overleve på lang sigt.

252    Sagsøgerne har ligeledes bestridt de konklusioner, som Kommissionen har draget af tallene for perioden efter undersøgelsesperioden.

253    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af retspraksis, at beføjelsen til under visse omstændigheder at tage hensyn til oplysninger efter en undersøgelsesperiode er begrundet i forbindelse med undersøgelser, der ikke har til formål at fastslå en skade, men derimod en trussel om skade, som efter sin natur indebærer en fremtidsanalyse. Disse oplysninger kan således anvendes til at bekræfte eller afkræfte de prognoser, der er indeholdt i Kommissionens forordning om indførelse af en midlertidig udligningstold, og i det første tilfælde begrunde, at en endelig udligningstold pålægges. EU-institutionernes anvendelse af disse oplysninger efter undersøgelsesperioden kan imidlertid ikke unddrages Unionens retsinstansers efterprøvelse (jf. analogt dom af 4.2.2021, eurocylinder systems, C-324/19, EU:C:2021:94, præmis 41).

254    I den foreliggende sag undersøgte Kommissionen i 321.-341. betragtning til den anfægtede forordning oplysningerne vedrørende perioden fra oktober 2018 til juni 2019 (herefter »perioden efter UP«) og konkluderede, at EU-erhvervsgrenens økonomiske situation var blevet forværret yderligere i perioden efter UP.

255    Sagsøgerne har gjort gældende, at om end disse oplysninger er ufuldstændige, fremgår det dels, at salget og kapacitetsudnyttelsen forblev stabile, dels, at idet produktionsomkostningerne var faldet mere end enhedssalgspriserne, var rentabiliteten forbedret.

256    Det må imidlertid konstateres, at det fremgår af tabel 2 i 325. betragtning til den anfægtede forordning, hvis oplysninger ikke er blevet bestridt af sagsøgerne, at såvel EU-erhvervsgrenens produktion som afsætningen faldt mellem undersøgelsesperioden og perioden efter UP (henholdsvis fra 2 510 356 ton til 1 824 599 ton og fra 2 524 646 ton til 1 871 962 ton). Kapacitetsudnyttelsen faldt ligeledes en smule (fra 82% til 80%). Selv om det er rigtigt, at enhedsproduktionsomkostningerne faldt fra 791 EUR pr. ton til 760 EUR, faldt salgsprisen pr. enhed også med 4 EUR pr. ton. Dette fald sætter den lille observerede forbedring af rentabiliteten i perspektiv, og denne kan ikke rejse tvivl om Kommissionens konklusioner vedrørende EU-erhvervsgrenens situation, som er støttet på alle relevante forhold i denne henseende.

257    De argumenter, som sagsøgerne har fremført med henblik på at afkræfte analysen af EU-erhvervsgrenens situation, må dermed forkastes, og følgelig må det tredje anbringende forkastes.

 Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8 stk. 5 og 6, og om et åbenbart urigtigt skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at importen fra Indonesien truede med at forvolde EU-erhvervsgrenen skade, og idet den så bort fra indvirkningen af importen fra Argentina

258    Det fjerde anbringende består af to led, som Kommissionen, støttet af EBB, har bestridt.

259    Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af retspraksis, at i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 1, og artikel 8, stk. 5, er eksistensen af en årsagssammenhæng mellem subsidieringsimporten og EU-erhvervsgrenens tab en nødvendig betingelse for pålæggelsen af udligningstold (dom af 10.4.2019, Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen, T-300/16, EU:T:2019:235, præmis 257). Det samme gælder, når den endelige udligningstold er baseret på en trussel om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen.

260    I henhold til grundforordningens artikel 8, stk. 5 og 6, er institutionerne for det første forpligtet til at undersøge, om den skade, de ønsker at gøre gældende, rent faktisk skyldes subsidieret import. Dette er den såkaldte tilskrivningsanalyse. For det andet skal de se bort fra enhver skade, der skyldes andre faktorer, således at den skade, der forvoldes af disse andre faktorer, ikke tilskrives den nævnte import. Dette er den såkaldte ikke-tilskrivningsanalyse (jf. analogt dom af 28.2.2017, Yingli Energy (China) m.fl. mod Rådet, T-160/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:125, præmis 189 og den deri nævnte retspraksis).

261    Disse bestemmelser pålægger ikke institutionerne nogen bestemt form eller rækkefølge for den undersøgelse af, hvad skaden kan og ikke kan tilskrives, som de skal foretage. Derimod fastsætter de, at disse undersøgelser skal foretages sådan, at det er muligt at udskille og adskille subsidiernes skadevirkninger fra andre faktorers skadevirkninger (jf. analogt dom af 25.10.2011, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet, T-192/08, EU:T:2011:619, præmis 38).

262    Således som Unionens retsinstanser allerede har præciseret, er formålet med grundforordningens artikel 8, stk. 5 og 6, for det første at sikre, at EU-institutionerne udskiller og adskiller den subsidierede imports skadevirkninger fra de andre faktorers skadevirkninger, eftersom de, hvis de undlader at udskille og adskille de forskellige skadesfaktorers indvirkning, ikke på kvalificeret vis kan konkludere, at den subsidierede import har forvoldt EU-erhvervsgrenen skade. For det andet er formålet med disse regler ikke at give EU-erhvervsgrenen en beskyttelse, der går videre end hvad der er nødvendigt (jf. i denne retning og analogt dom af 3.9.2009, Moser Baer India mod Rådet, C-535/06 P, EU:C:2009:498, præmis 90, af 19.12.2013, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet, C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 39, og af 6.9.2013, Godrej Industries og VVF mod Rådet, T-6/12, EU:T:2013:408, præmis 63).

263    Endvidere vedrører det vide skøn, som EU-institutionerne råder over på området for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 26 ovenfor, bl.a. alle betingelserne for fastlæggelse af den skade, der er påført EU-erhvervsgrenen inden for rammerne af en antisubsidieprocedure, herunder årsagsforbindelsen, og det påhviler derfor sagsøgerne at fremlægge de beviser, Retten behøver for at kunne fastslå, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af årsagerne til skaden (jf. i denne retning og analogt dom af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet, T-443/11, EU:T:2014:774, præmis 323-325).

264    Med det fjerde anbringendes første led har sagsøgerne anfægtet Kommissionens tilskrivningsanalyse i 406.-415. betragtning til den anfægtede forordning. Med det andet led har de kritiseret ikke-tilskrivningsanalysen i 416. ff. betragtning til samme forordning.

 Det fjerde anbringendes første led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8, stk. 5, og om de åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen foretog, da den konkluderede, at importen fra Indonesien truede med at forvolde skade

265    I forbindelse med det fjerde anbringendes første led har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem importen af biodiesel med oprindelse i Indonesien og truslen om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen.

266    Det skal i denne forbindelse fremhæves, at fastlæggelsen i henhold til grundforordningens artikel 8, stk. 1, af den subsidierede imports indvirkning på prisen på samme vare på markedet i Unionen er en anden undersøgelse end den, der har til formål at fastslå, at der er årsagssammenhæng mellem den subsidierede import og den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt som omhandlet i grundforordningens artikel 8, stk. 5. Formålet med den konstatering, der er omhandlet i grundforordningens artikel 8, stk. 1, er at fastslå, hvilken virkning den subsidierede import har på prisen på samme vare på markedet i Unionen. Denne konstatering indebærer en undersøgelse af forholdet mellem priserne på den subsidierede import og priserne på samme vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen. Den i grundforordningens artikel 8, stk. 5, fastsatte konstatering har til formål at fastslå sammenhængen mellem den subsidierede import og den skade, som EU-erhvervsgrenen overordnet set har lidt. Selv om disse to konstateringer imidlertid er forskellige med hensyn til deres formål, tages der i forbindelse med Kommissionens analyse af årsagssammenhængen i grundforordningens artikel 8, stk. 5, hensyn til beviserne for, at der foreligger en skade, herunder beviserne vedrørende importens indvirkning på priserne på samme vare på markedet i Unionen. Der er således en forbindelse mellem fastlæggelsen af prisunderbuddet og mere generelt den subsidierede imports indvirkning på priserne på samme vare på EU-markedet og fastlæggelsen af årsagssammenhængen i medfør af grundforordningens artikel 8, stk. 5 (jf. i denne retning og analogt dom af 30.11.2011, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet og Kommissionen, T-107/08, EU:T:2011:704, præmis 59, og af 19.5.2021, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen, under appel, T-254/18, EU:T:2021:278, præmis 363).

267    I den foreliggende sag tog Kommissionen i 361. betragtning til forordningen om midlertidig told ved konstateringen af, at der forelå årsagssammenhæng, hensyn til stigningen i importen fra Indonesien i undersøgelsesperioden, prisunderbuddet på biodiesel med oprindelse i Indonesien og den omstændighed, at denne import havde trykket EU-erhvervsgrenens priser. Kommissionen bemærkede i 362. betragtning til forordningen om midlertidig told og i 407. betragtning til den anfægtede forordning, at denne situation havde medført, at EU-erhvervsgrenen havde mistet markedsandele til trods for stigningerne i produktionen og kapaciteten, og henviste til den omstændighed, at sidstnævnte ikke havde kunnet forbedre sin utilfredsstillende fortjenstmargen i en ellers gunstig markedssituation Kommissionen konkluderede således i 365. betragtning til forordningen om midlertidig told, som blev bekræftet ved 415. betragtning til den anfægtede forordning, at den subsidierede import af indonesisk biodiesel udgjorde en trussel om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen.

268    Indledningsvis skal sagsøgernes udsagn om, at importen fra Indonesien ikke var en årsag til EU-erhvervsgrenens sårbarhed, og at denne import følgelig ikke kan true med at forvolde skade på denne erhvervsgren, forkastes. Som Kommissionen med rette har fremhævet, vedrører den relevante analyse i den foreliggende sag nemlig ikke spørgsmålet om, hvorvidt importen fra Indonesien udgør en årsag til EU-erhvervsgrenens sårbare situation, men spørgsmålet om, hvorvidt denne import udgør en trussel om væsentlig skade i den nærmeste fremtid.

269    Sagsøgerne har i første række gjort gældende, at det fremgår af oplysningerne i tabellerne i forordningen om midlertidig told, at stigningen i markedsandelene for importen fra Indonesien mellem 2017 og undersøgelsesperioden – der er en logisk følge af ophævelsen af de antidumpingforanstaltninger, der blev anset for ulovlige, og som blokerede den indonesiske import (jf. præmis 3-6 ovenfor) – var mindre end faldet i markedsandelene for EU-erhvervsgrenen, hvilket betyder, at importen fra Indonesien blot udfyldte et hul, der ikke blev dækket af EU-erhvervsgrenen, og ikke begrundede EU-erhvervsgrenens tab af markedsandele.

270    Det skal i denne forbindelse fastslås, at sagsøgerne ikke har rejst tvivl om de oplysninger, som Kommissionen har anvendt for at nå til sine konklusioner. Det er således ubestridt mellem parterne, at EU-erhvervsgrenens produktion steg en smule mellem 2017 og undersøgelsesperioden, fra 13 071 053 til 13 140 852 ton (tabel 3, der er gengivet i 268. betragtning til forordningen om midlertidig told), mens EU-forbruget steg mere i samme periode fra 14 202 128 til 15 634 102 ton (tabel 4 i 271. betragtning til forordningen om midlertidig told). I samme periode steg importen fra Indonesien fra 24 984 til 516 088 ton (tabel 5, der er gengivet i 280. betragtning til forordningen om midlertidig told), dvs. en stigning på 1 965,67% eller 491 104 ton, og EU-erhvervsgrenens salgsmængde på markedet i Unionen faldt fra 13 004 462 til 12 741 791 ton (tabel 9, der er gengivet i 314. betragtning til forordningen om midlertidig told), dvs. et fald på 262 671 ton. Endvidere anvendte EU-erhvervsgrenen i samme periode kun 77% af dens produktionskapacitet (tabel 8, der er gengivet i 309. betragtning til forordningen om midlertidig told).

271    Det fremgår af oplysningerne i den foregående præmis, at EU-erhvervsgrenens salg på markedet i Unionen trods en stigning i forbruget – og dermed efterspørgslen – faldt på trods af, at der forelå en betydelig uudnyttet produktionskapacitet, mens importen med oprindelse i Indonesien i samme periode steg med 1 965,67%. Det var derfor uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 263 ovenfor, at Kommissionen i 407. betragtning til den anfægtede forordnings fastslog, at stigningen i importen i undersøgelsesperioden og den subsidierede import fra Indonesiens prisunderbud og pristryk af EU-erhvervsgrenens priser bevirkede, at EU-erhvervsgrenen mistede markedsandele til trods for stigningerne i produktionen og kapaciteten og forhindrede EU-erhvervsgrenen i at drage fordel af en ellers gunstig markedssituation.

272    Sagsøgerne har gjort gældende, at importen fra Indonesien ikke vil medføre en fordel i fremtiden. For det første er efterspørgslen efter biodiesel med et højt CFPP begrænset. For det andet begrænser to tekster, der for nylig er vedtaget, anvendelsen af PME i Unionen: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (EUT 2018, L 328, s. 82) og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/807 af 13. marts 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 for så vidt angår fastsættelse af råprodukter med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager, og certificering af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen (EUT 2019, L 133, s. 1).

273    For det første har sagsøgerne, som Kommissionen med rette har fremhævet, ikke rejst tvivl om Kommissionens konklusioner vedrørende konkurrenceforholdet mellem biodiesel fremstillet i Unionen og biodiesel med oprindelse i Indonesien og den omstændighed, at sidstnævnte udøver et pristryk (254. betragtning til den anfægtede forordning). Som det fremgår af tabel 4 i 353. betragtning til den anfægtede forordning, er importmængden fra Indonesien for tre kvartaler i perioden efter UP desuden større end importmængden for de fire kvartaler i undersøgelsesperioden.

274    For det andet fandt Kommissionen med rette i 360. betragtning til den anfægtede forordning, at virkningen af direktiv 2018/2001 ikke var forudseelig, og at »det ikke berører den nuværende analyse af truslen om skade, som den indonesiske import udgør for EU-erhvervsgrenen i den nærmeste fremtid«. Det må nemlig konstateres, at dette direktiv blev vedtaget efter undersøgelsesperioden, og at gennemførelsesfristen herfor først udløb den 30. juni 2021 i henhold til direktivets artikel 36, stk. 1. Desuden følger det af direktivets artikel 26, stk. 2, at den fulde begrænsning af importen af »biobrændstoffer, flydende biobrændsler eller biomassebrændsler med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, og som er produceret af fødevare- og foderafgrøder, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager«, vil øges gradvist fra den 31. december 2023 i overensstemmelse med samme direktivs artikel 26, stk. 2.

275    I anden række har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ikke fastslog nogen sammenhæng mellem stigningen i importen fra Indonesien og EU-erhvervsgrenens udfordringer for rentabiliteten. Det fremgår af dataene i tabellerne i forordningen om midlertidig told, at EU-erhvervsgrenens rentabilitet forblev positiv i undersøgelsesperioden, og at der ikke er nogen forbindelse mellem importen fra Indonesien og EU-erhvervsgrenens rentabilitet. Dataene for perioden efter UP bekræfter denne manglende forbindelse.

276    Det fremgår nemlig af tabel 14, der er gengivet i 334. betragtning til forordningen om midlertidig told, at EU-erhvervsgrenens rentabilitet forblev stabil i undersøgelsesperioden (0,8%). Som det imidlertid fremgår af tabel 3 i 329. betragtning til den anfægtede forordning, faldt rentabiliteten i perioden efter UP og efter en stigning i rentabiliteten på 10,8% i fjerde kvartal 2018 til et lavere niveau end i undersøgelsesperioden, dvs. til negative niveauer (-5%) for andet kvartal 2019. Det fremgår endvidere af tabel 4 i 353. betragtning til den anfægtede forordning, at importen fra Indonesien lå over første og andet kvartal 2019 i forhold til fjerde kvartal 2018, hvor EU-erhvervsgrenens rentabilitet var steget.

277    Kommissionen anlagde derfor ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den konkluderede, at der var årsagssammenhæng mellem importen af biodiesel med oprindelse i Indonesien, og at der forelå en trussel om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen.

278    Det fjerde anbringendes første led skal således forkastes.

 Det fjerde anbringendes andet led om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8, stk. 6, og om åbenbart urigtige skøn ved analysen af indvirkningen af importen af biodiesel fra Argentina

279    I forbindelse med det fjerde anbringendes andet led har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen i sin ikke-tilskrivningsanalyse ikke tog hensyn til truslen om skade forårsaget af importen af biodiesel fra Argentina, som var genstand for Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/244 af 11. februar 2019 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina (EUT 2019, L 40, s. 1).

280    Det skal i denne forbindelse, således som det fremgår af præmis 260 ovenfor, bemærkes, at Kommissionen i forbindelse med ikke-tilskrivningsanalysen som omhandlet i grundforordningens artikel 8, stk. 6, skal se bort fra enhver skade, der skyldes andre faktorer, for at sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives den subsidierede indførsel.

281    Det tilkommer i denne henseende Kommissionen at efterprøve, om virkningerne af disse andre faktorer medførte, at der ikke var nogen årsagssammenhæng mellem subsidierne i forbindelse med dels den omhandlede import, dels den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt. Det påhviler den endvidere at sikre, at den skade, der tilskrives disse andre faktorer, ikke anvendes ved konstateringen af skaden, idet den, selv om en given faktor ikke kan medføre, at der ikke er nogen årsagssammenhængen mellem den undersøgte import og skaden for EU-erhvervsgrenen, kan forvolde EU-erhvervsgrenen en selvstændig skade. Hvis Kommissionen imidlertid konstaterer, at den skade, som den subsidierede import forvoldte – selv i tilfælde, hvor der ses bort fra sådanne faktorer – var væsentlig, foreligger der følgelig en årsagssammenhæng mellem denne import og den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt (jf. i denne retning og analogt dom af 4.2.2016, C & J Clark International og Puma, C-659/13 og C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.2.2017, Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet, T-162/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:124, præmis 182-185 og den deri nævnte retspraksis).

282    Endvidere kan Kommissionen ifølge retspraksis tilskrive den subsidierede import ansvaret for en skade, selv om deres virkninger kun er et led i en mere vidtrækkende skade, som skyldes andre faktorer. En indførelse af udligningstold er mulig, selv om der herefter fortsat består problemer for EU-erhvervsgrenen, der er forårsaget af andre faktorer (jf. i denne retning og analogt dom af 5.10.1988, Canon m.fl. mod Rådet, 277/85 og 300/85, EU:C:1988:467, præmis 62 og 63, af 29.1.1998, Sinochem mod Rådet, T-97/95, EU:T:1998:9, præmis 99-103, og af 28.2.2017, Yingli Energy (China) m.fl. mod Rådet, T-160/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:125, præmis 192). For at der kan være årsagssammenhæng mellem den subsidierede import og skaden eller truslen om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen som omhandlet i grundforordningens bestemmelser, er det således ikke nødvendigt, at denne import er den eneste årsag til skaden.

283    I denne forbindelse er det ikke nødvendigt at kvantificere eller sætte tal på den pågældende faktors præcise virkninger (jf. i denne retning dom af 28.2.2017, Yingli Energy (China) m.fl. mod Rådet, T-160/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:125, præmis 195; jf. ligeledes analogt dom af 4.10.2006, Moser Baer India mod Rådet, T-300/03, EU:T:2006:289, præmis 269).

284    Det skal endvidere bemærkes, at det påhviler de parter, der gør gældende, at den anfægtede forordning er ulovlig, at fremlægge beviser, der er egnede til at påvise, at disse faktorer kunne have været af en sådan betydning, at det ikke er godtgjort, at der foreligger en skade for EU-erhvervsgrenen, og at der er årsagssammenhæng mellem denne skade og dumpingimporten eller den subsidierede import, og at skaden og årsagssammenhængen følgelig skal drages i tvivl (jf. i denne retning og analogt dom af 28.11.2013, CHEMK og KF mod Rådet, C-13/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:780, præmis 75, og af 19.12.2013, Transnational Company »Kazchrome« og ENRC Marketing mod Rådet, C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 28).

285    I det foreliggende tilfælde vurderede Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, i 416.-460. betragtning til den anfægtede forordning virkningerne af de andre faktorer, der kunne skade EU-erhvervsgrenen. I denne sammenhæng vurderede Kommissionen i 416.-420. betragtning til den anfægtede forordning og i 368.-370. betragtning til forordningen om midlertidig told bl.a. virkningerne af importen af biodiesel fra Argentina.

286    Kommissionen bemærkede nærmere bestemt i 368. betragtning til forordningen om midlertidig told, at importen fra Argentina nåede op på en markedsandel på 2,8% i 2017 og steg til næsten 10% i undersøgelsesperioden, men at denne import var genstand for en undersøgelse, som førte til indførelse af en endelig udligningstold og godtagelse af tilbud om tilsagn i februar 2019. Den konkluderede således i 417. og 418. betragtning til den anfægtede forordning, at importen fra Argentina var en del af en trussel om skade for EU-erhvervsgrenen i undersøgelsesperioden, hvilket var grunden til, at Kommissionen indførte foranstaltninger over for denne import i februar 2019 og godtog pristilsagn, men at dette forhold ikke betød, at importen fra Indonesien ikke også udgjorde en trussel om skade, navnlig efter at foranstaltningerne over for importen fra Argentina trådte i kraft.

287    Sagsøgerne har i første række gjort gældende, at stigningen i importen fra Argentina var tre gange større end stigningen i importen fra Indonesien, og at den argentinske imports priser var meget lavere, hvilket betyder, at de var den vigtigste årsag til truslen om skade. Endvidere var importen fra Indonesien i undersøgelsesperioden ifølge sagsøgerne på 516 088 ton, dvs. en markedsandel på 3,3%, og i perioden efter UP på 581 086 ton, dvs. en markedsandel på 5%, hvilket var en markedsandel, der, for så vidt angår Kommissionen, ifølge 466. betragtning til gennemførelsesforordning 2019/244 betød, at det ikke var sandsynligt, at denne eksport ville blive den vigtigste årsag til skade i den nærmeste fremtid. I perioden efter UP faldt Argentinas markedsandel med 4,1%, mens Indonesiens steg med 1,7%, Malaysias steg med 0,9%, Kinas forblev stabil, og EU-erhvervsgrenens steg med 1,5%. Priserne på indonesisk biodiesel forblev lavere end priserne på argentinsk biodiesel, og EU-erhvervsgrenens rentabilitet forbedrede sig.

288    Sagsøgerne har fremhævet, at Kommissionen i øvrigt ved sin gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/245 af 11. februar 2019 om godtagelse af tilsagn, der er afgivet efter indførelsen af en endelig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina (EUT 2019, L 40, s. 71), godkendte import på ca. 10% af det gennemsnitlige årlige EU-forbrug mellem 2014 og undersøgelsesperioden (hvilket ifølge sagsøgerne svarer til 1 233 417 ton pr. år, dvs. mere end to gange importen fra Indonesien). Kommissionen fandt således, at den argentinske import principielt ikke burde forringe EU-erhvervsgrenens samlede resultater. Denne import udgør på trods af vedtagelsen af gennemførelsesforordning 2019/244 fortsat en trussel om skade for EU-erhvervsgrenen, idet den kun fritages for udligningstolden, når den ikke overstiger tærsklen på 1 233 417 ton pr. år og overholder en minimumsimportpris. Det fremgår af tabel 2 og 6 i den anfægtede forordning, at importen fra Argentina fortsat har et større omfang end importen fra Indonesien, og at prisen på importen fra Indonesien var højere end prisen på importen fra Argentina i undersøgelsesperioden som defineret i gennemførelsesforordning 2019/244.

289    Med alle disse argumenter har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, for det første, at importen fra Argentina fortsat udgør en trussel om skade for EU-erhvervsgrenen, og for det andet, at importen fra Indonesien i den overordnede sammenhæng efter vedtagelsen af gennemførelsesforordning 2019/244 ikke udgør en trussel om skade for EU-erhvervsgrenen.

290    Hvad angår det første punkt skal det imidlertid bemærkes, at Kommissionen i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 282 ovenfor, kan tilskrive den subsidierede import ansvaret for en skade, selv om deres virkninger kun er et led i en mere vidtrækkende skade, som skyldes andre faktorer. Den subsidierede import skal ikke nødvendigvis være den eneste årsag til skaden eller truslen om skade. Den omstændighed, at der fortsat forelå en trussel om skade som følge af importen af biodiesel med oprindelse i Argentina, udelukkede således ikke, at Kommissionen i den anfægtede forordning kunne konstatere, at der forelå en anden trussel om skade forårsaget af den indonesiske import af biodiesel.

291    Hvad angår det andet punkt fandt Kommissionen med rette, at importen fra Argentina ikke medførte, at der ikke var nogen årsagssammenhæng mellem på den ene side importen fra Indonesien og på den anden side truslen om skade for EU-erhvervsgrenen, eftersom importen fra Argentina allerede havde været genstand for udligningsforanstaltninger (418. betragtning til den anfægtede forordning). Kommissionen fandt ligeledes med rette, at truslen om skade forårsaget af importen fra Indonesien til trods for denne import var væsentlig, og at det kunne fastslås, at der var årsagssammenhæng mellem importen fra Indonesien og truslen om skade for EU-erhvervsgrenen. Som det fremgår af tabel 6 i 430. betragtning til den anfægtede forordning, hvis data sagsøgerne ikke har bestridt, var de argentinske og indonesiske markedsandele i perioden efter UP næsten de samme (henholdsvis 5,7% og 5%), mens prisen på import fra Indonesien (655 EUR pr. ton) var lavere end prisen på import fra Argentina (673 EUR pr. ton). Denne prisforskel mellem prisen på import fra Indonesien og prisen på import fra Argentina bestyrker Kommissionens konklusion om, at truslen om skade forårsaget af importen fra Indonesien var betydelig på trods af importen fra Argentina.

292    Under alle omstændigheder har sagsøgerne ikke, som det påhviler dem i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 284 ovenfor, påvist, at importen fra Argentina kunne have haft en sådan betydning, at det ikke var godtgjort, at der forelå en trussel om skade for EU-erhvervsgrenen, samt at der var årsagssammenhæng mellem den subsidierede indonesiske import og truslen om en skade for EU-erhvervsgrenen.

293    Endvidere kan sagsøgernes betragtninger vedrørende Kommissionens konklusioner i 463. og 466. betragtning til gennemførelsesforordning 2019/244 – nemlig, at det var usandsynligt, at importen af biodiesel fra Indonesien, der svarede til en markedsandel på 5%, ville være den vigtigste årsag til skade i den nærmeste fremtid – ikke tiltrædes. For det første vedrører Kommissionens konklusioner en anden undersøgelsesperiode, nemlig perioden fra den 1. januar til den 31. december 2017, hvor antidumpingforanstaltningerne over for importen fra Indonesien stadig var gældende. For det andet ændrede situationen sig i undersøgelsesperioden for så vidt angår importen fra Indonesien, fordi de negative virkninger af importen fra Argentina, som Kommissionen med rette har påpeget, blev neutraliseret ved vedtagelsen af gennemførelsesforordning 2019/244 i februar 2019, hvilket ændrede situationen på markedet i Unionen. For det tredje har Kommissionen ved at bemærke, at det ikke var sandsynligt, at importen af biodiesel fra Indonesien var den »vigtigste« årsag til skade i den nærmeste fremtid, ikke udelukket, at denne import kunne udgøre en årsag til skade eller en trussel om skade for EU-erhvervsgrenen.

294    Det følger heraf, at Kommissionens analyse er i overensstemmelse med de principper, der er nævnt i præmis 280-282 ovenfor, og at den ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den konkluderede, at der forelå årsagssammenhæng mellem importen fra Indonesien og truslen om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen. Sagsøgernes argumenter må derfor forkastes.

295    I anden række har sagsøgerne gjort gældende, at den manglende sammenhæng i Kommissionens ikke-tilskrivningsanalyse tydeliggøres i retspraksis fra WTO’s organer.

296    Sagsøgerne har til støtte for deres påstande påberåbt sig to rapporter fra WTO-panelet. For det første er der tale om WTO-panelets rapport med titlen »China – Anti-Dumping Measures on Imports of Cellulose Pulp from Canada«, vedtaget den 25. april 2017 (WT/DS 483/R), hvori det i punkt 7 150 anføres:

»The increase in the market share of non-dumped imports, which were sold at prices close to those of the dumped imports, was not addressed […] in the context of its demonstration of a causal relationship between dumped imports and material injury. However, we would have expected a reasonable and objective investigating authority to at least consider in these circumstances the possible role of non-dumped imports in the price depression [the investigating authority] found to have been contributing to causing material injury to the domestic industry.«

297    For det andet er der tale om WTO-panelets rapport med titlen »United States – Anti-dumping and countervailing measures on certain coated paper from Indonesia«, vedtaget den 6. december 2017 (WT/DS 491/R), hvori det i punkt 7 211 og 7 233 påpeges, at:

»In addressing [the question of whether the investigating authority ensured that it did not attribute to subsidized imports any (future) injury likely to be caused by alleged »other factors«], we will consider whether [the investigating authority] provided a satisfactory explanation of the nature and extent of the likely injurious effects of the other factors, as distinguished from the likely injurious effects of the subsidized imports, and whether [the investigating authority’s] explanations allow us to determine that the conclusions it reached are such reasonable conclusions as could be reached by an unbiased and objective investigating authority in light of the facts and arguments […] [W]here other factors contributed to the vulnerability of a domestic industry, we would expect that the likely future impact of such other factors would be considered and addressed by the investigating authority, so as to ensure that any likely future injury resulting from these other factors is not attributed to the subject imports.«

298    Med forbehold af den retspraksis, der er nævnt i præmis 38 og 39 ovenfor, fremgår det imidlertid af den del af den anfægtede forordning og af forordningen om midlertidig told, der vedrører analysen af årsagssammenhængen, og navnlig af 416.-420. betragtning til den anfægtede forordning og 368.-370. betragtning til forordningen om midlertidig told, der vedrører importen fra Argentina, at Kommissionens analyse er forenelig med de principper, der er fastsat i disse rapporter fra WTO-panelet. Kommissionen vurderede nemlig, hvilken rolle importen af biodiesel fra Argentina spillede, og virkningen heraf på EU-erhvervsgrenen (430.-433. betragtning til den anfægtede forordning og 367.-370. betragtning til forordningen om midlertidig told) og gav tilfredsstillende forklaringer på arten og omfanget af de sandsynlige skadelige virkninger af denne import, bl.a. i 370. betragtning til forordningen om midlertidig told og 431. betragtning til den anfægtede forordning, inden den i 431. betragtning til den anfægtede forordning konkluderede, at den ikke længere kunne være blandt truslerne mod EU-erhvervsgrenen.

299    Sagsøgernes argumenter vedrørende disse WTO-rapporter må derfor forkastes.

300    I tredje række har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte deres ret til god forvaltning, idet den ikke omhyggeligt og upartisk undersøgte alle relevante forhold i den konkrete sag for så vidt angår importen med oprindelse i Argentina, og navnlig ikke tog hensyn til sine egne konklusioner i gennemførelsesforordning 2019/244.

301    Det skal i denne henseende bemærkes, at retten til god forvaltning indebærer en pligt til at udvise omhu, som pålægger den kompetente institution omhyggeligt og upartisk at efterprøve alle relevante forhold i den konkrete sag (jf. dom af 12.12.2014, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-643/11, EU:T:2014:1076, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

302    I det foreliggende tilfælde fremgår det af 416.-420. betragtning til den anfægtede forordning og 368.-370. betragtning til forordningen om midlertidig told, at Kommissionen omhyggeligt og upartisk undersøgte de relevante forhold med henblik på at afgøre, om importen fra Argentina kunne svække eller bryde årsagssammenhængen mellem den subsidierede import fra Indonesien og truslen om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen. Da sagsøgernes argumenter, der tilsigter at godtgøre det modsatte, er blevet forkastet, skal det fjerde anbringendes andet led og dermed dette anbringende i sin helhed forkastes.

303    På baggrund af det ovenstående skal Kommissionen frifindes i det hele, uden at det af procesøkonomiske hensyn er nødvendigt at tage stilling til Kommissionens argumenter om, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling for så vidt angår en af sagsøgerne, PT Multi Nabati Sulawesi (dom af 26.2.2002, Rådet mod Boehringer, C-23/00 P, EU:C:2002:118, præmis 52).

 Sagsomkostninger

304    Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges disse at bære deres egne omkostninger og at betale Kommissionens og EBB’s omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens og EBB’s påstande herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      PT Wilmar Bioenergi Indonesia, PT Wilmar Nabati Indonesia og PT Multi Nabati Sulawesi betaler sagsomkostningerne.

Gervasoni

Madise

Nihoul

Frendo

 

      Martín y Pérez de Nanclares

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. december 2022.

Underskrifter


Indhold


Sagens baggrund

Parternes påstande

Retlige bemærkninger

Det første anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i), artikel 3, nr. 2), og artikel 7, stk. 1, litra a), og om åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at betalingerne modtaget fra Oil Palm Plantation Fund udgjorde et udligningsberettiget subsidie, og idet den ikke justerede den fordel, som sagsøgerne angiveligt havde modtaget, for de rabatter, der var blevet ydet, samt for de transport- og kreditomkostninger, som var blevet afholdt for at opnå de angivelige subsidier

Det første anbringendes første led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), og om et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen fandt, at betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund udgjorde et finansielt bidrag fra regeringen eller et offentligt organ

Det første anbringendes andet led om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. i), og om et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen konkluderede, at betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund udgjorde subsidier

Det første anbringendes tredje led om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 2), og om et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen konkluderede, at betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund indebar en fordel

Det første anbringendes fjerde led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), og om et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen ikke tilpassede subsidiebeløbet for at tage højde for de indrømmede nedsættelser samt transport- og kreditomkostninger

Det andet anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), artikel 3, nr. 1), litra b), artikel 3, nr. 2), artikel 6, litra d), og artikel 28, stk. 5, om åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at der forelå statslig støtte til levering af rå palmeolie mod et utilstrækkeligt vederlag

Det andet anbringendes første led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra a), nr. iv), og artikel 28, stk. 5, og om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den konkluderede, at leverandørerne af rå palmeolie fik overdraget eller blev pålagt at levere rå palmeolie mod et utilstrækkeligt vederlag

– Eksportskatten og eksportafgiften

– PTPN’s priskontrol

– Om at »overdrage« eller »pålægge«

Det andet anbringendes andet led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 1), litra b), og om Kommissionens åbenbart urigtige skøn, da den konkluderede, at den indonesiske stat havde støttet biodieselproducenternes indkomst

Det andet anbringendes tredje led om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, nr. 2), og artikel 6, litra d), samt om, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn ved fastlæggelsen af den fordel, som producenterne af biodiesel opnåede

Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8 stk. 8, og om et åbenbart urigtigt skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at der forelå en trussel om væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8 stk. 5 og 6, og om et åbenbart urigtigt skøn, som Kommissionen anlagde, idet den fandt, at importen fra Indonesien truede med at forvolde EU-erhvervsgrenen skade, og idet den så bort fra indvirkningen af importen fra Argentina

Det fjerde anbringendes første led om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8, stk. 5, og om de åbenbart urigtige skøn, som Kommissionen foretog, da den konkluderede, at importen fra Indonesien truede med at forvolde skade

Det fjerde anbringendes andet led om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 8, stk. 6, og om åbenbart urigtige skøn ved analysen af indvirkningen af importen af biodiesel fra Argentina

Sagsomkostninger


*      Processprog: engelsk.