Sag T-278/10 RENV
riha WeserGold Getränke GmbH & Co. KG (tidligere Wesergold Getränkeindustrie GmbH & Co. KG)
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket WESTERN GOLD – de ældre nationale, EF- og internationale ordmærker WeserGold, Wesergold og WESERGOLD – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 – afgørelse af klagen – artikel 64, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 – begrundelsespligt - retten til at blive hørt – artikel 75 i forordning nr. 207/2009«
Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 24. november 2015
1. EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – det ældre varemærkes høje grad af særpræg – ingen betydning i tilfælde af manglende lighed mellem de pågældende varemærker
[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]
2. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – rækkevidde – hensyntagen til såvel begrundelsen som domskonklusionen
(Art. 266 TEUF)
3. EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – ophævelse af en dom afsagt af Retten, som er behæftet med en retlig fejl for så vidt angår fortolkningen af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 – tvivl om Rettens konstatering af faktiske forhold, som ikke var behæftet med fejl – foreligger ikke
[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]
4. EF-varemærker – klagesag – søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse, der er truffet af en afdeling ved Harmoniseringskontoret som første instans og fremsendt til appelkammeret – kontinuitet mellem disse to instansers funktioner – appelkammerets undersøgelse af klagen – rækkevidde
(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 64, stk. 1)
5. EF-varemærker – klagesag – klage over en afgørelse fra Harmoniseringskontorets indsigelsesafdeling – appelkammerets prøvelse – rækkevidde – overholdelse af retten til forsvar
(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 64, stk. 1, og art. 76, stk. 1)
6. EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – begrundelse for afgørelser – artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009 – samme rækkevidde som artikel 296 TEUF – appelkammerets anvendelse af en stiltiende begrundelse – lovlig – betingelser
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75, første punktum)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 32 og 34)
2. Selv om det i appeldommens konklusion udtales og bestemmes, at Rettens dom ophæves, uden at rækkevidden af denne ophævelse specificeres, er dette ikke til hinder for, at appeldommens konklusion skal læses i lyset af denne doms præmisser. For at efterkomme en dom og opfylde den fuldt ud skal institutionen nemlig ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, der har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på. Det er nemlig disse præmisser, som dels fastslår, nøjagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de nøjagtige grunde til den i konklusionen fastslåede ulovlighed, og som den pågældende institution skal tage hensyn til, når den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret.
(jf. præmis 36 og 37)
3. Når Domstolen i en appeldom har præcisret, at den appellerede dom bør ophæves, i det omfang Retten deri fastslog, at appelkammeret var forpligtet til at undersøge de ældre varemærkers høje grad af særpræg som følge af brug, og idet Retten af denne grund annullerede den omtvistede afgørelse, selv om den forud herfor havde konstateret, at de omtvistede varemærker ikke lignede hinanden, har Domstolen ikke til hensigt at så tvivl om Rettens faktiske konstateringer for så vidt angår analysen af ligheden mellem de omtvistede tegn, som udgjorde forudsætningen for Domstolens begrundelse.
Denne ophævelsesgrund berører ikke disse faktuelle konstateringer, og undersøgelsen af dette anbringende blev dermed afsluttet med konstateringen af, at undersøgelsen af, om de ældre varemærkers havde en høj grad af særpræg som følge af brug, var uden betydning, eftersom de omtvistede tegn var forskellige.
Dette er ligeledes blevet bekræftet i den udstrækning Domstolen bemærkede, at idet Retten først havde fastslået, at de omhandlede varemærker ud fra et helhedsindtryk var forskellige, fandt den, at enhver risiko for forveksling var udelukket, og at de ældre varemærkers eventuelle høje grad af særpræg som følge af brug ikke kunne kompensere for de nævnte varemærkers manglende lighed.
Hvis der af Retten sås tvivl om analysen af ligheden mellem de omtvistede tegn, uden at Domstolen har angivet nogen fejl fra Rettens side hvad dette angår, ville dette desuden dels indebære, at Rettens Anden Afdeling skulle fungere som appelinstans for Rettens Første Afdeling, dels være til hinder for dele af appeldommens bindende virkning, henset til, at en annullation ikke kan gå videre end den af Domstolen fastslåede ophævelse og gøre det muligt at betvivle faktiske forhold, hvorved de grunde, som er anført til støtte for appeldommen, ville blive irrelevante.
(jf. præmis 38-40 og 43)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 57-59)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 61 og 62)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 68 og 69)