Language of document : ECLI:EU:T:2020:97

RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

12. marts 2020 (*)

»Statsstøtte – støtte ydet af Spanien til visse professionelle fodboldklubber – garanti – afgørelse, hvormed støtten erklæres uforenelig med det indre marked – indirekte støttemodtager – tilregnelse til staten – fordel – kriteriet om den private investor«

I sag T-901/16,

Elche Club de Fútbol, SAD, Elche (Spanien), ved advokaterne M. Segura Catalán, M. Clayton og J. Morant Vidal,

sagsøger,

støttet af

Kongeriget Spanien ved M. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtiget,

intervenient,

mod

Europa-Kommissionen ved G. Luengo, B. Stromsky og P. Němečková, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2017/365 af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.36387 (2013/C) (ex 2013/NN) (ex 2013/CP) gennemført af Spanien til Valencia Club de Fútbol, SAD, Hércules Club de Fútbol, SAD, og Elche Club de Fútbol, SAD (EUT 2017, L 55, s. 12),

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen (refererende dommer), og dommerne J. Schwarcz og C. Iliopoulos,

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. januar 2019,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Sagsøgeren, Elche Club de Fútbol, SAD, er en professionel fodboldklub med hovedsæde i Elche i provinsen Alicante (regionen Valencia, Spanien).

2        Fundaciόn Elche Club de Fútbol (herefter »Fundación Elche«) er en organisation uden vinding for øje, som har til formål at fremme og udvikle sportsrelaterede aktiviteter. De fleste af sagsøgerens bestyrelsesmedlemmer var ligeledes medlemmer af Fundación Elches bestyrelse.

3        Den 17. februar 2011 ydede Instituto Valenciano de Finanzas (herefter »IVF«), finansinstituttet i Generalitat Valenciana (regionen Valencias regering, Spanien), Fundación Elche en garanti for to banklån på i alt 14 mio. EUR, hvoraf 9 mio. EUR var blevet ydet af Caja de Ahorros del Mediterráneo, og 5 mio. EUR var blevet ydet af Banco de Valencia, med henblik på at erhverve nogle aktier, som var blevet udstedt af sagsøgeren inden for rammerne af en kapitalforhøjelse, som dette sidstnævnte selskab havde ladet iværksætte. Efter denne kapitalforhøjelse ejede Fundación Elche 63,45% af aktierne i sagsøgeren.

4        Garantien dækkede 100% af lånenes afdrag plus renter og omkostninger ved den garanterede transaktion. Som modydelse skulle Fundación Elche betale en årlig garantipræmie på 1% til IVF. Endvidere modtog IVF som modgaranti et pant i Fundación Elches aktier i sagsøgeren. De underliggende låns varighed var fem år. Renten på de underliggende lån var »Euro Interbank Offered Rate« Euribor 1 år + en margen på 3,5%. Der var også en etableringsprovision på 0,5%. Det var planen, at tilbagebetalingen af lånene (hovedstol og rente) skulle ske ved salg af de af Fundación Elches erhvervede aktier i sagsøgeren.

5        Efter at Europa-Kommissionen var blevet underrettet om, at der angiveligt forelå statsstøtte, der var blevet tildelt af regionen Valencias regering i form af garantier for banklån til fordel for Valencia Club de Fútbol, SAD, Hércules Club de Fútbol, SAD og sagsøgeren, opfordrede denne den 8. april 2013 Kongeriget Spanien til at fremsætte bemærkninger til disse oplysninger. Kongeriget Spanien besvarede denne opfordring den 27. maj og den 3. juni 2013.

6        Ved skrivelse af 18. december 2013 meddelte Kommissionen Kongeriget Spanien, at den havde besluttet at indlede den i artikel 108, stk. 2, TEUF fastsatte formelle undersøgelsesprocedure. Ved skrivelse af 10. februar 2014 fremsendte Kongeriget Spanien sine bemærkninger til afgørelsen om at indlede undersøgelsen.

7        Kommissionen modtog under den formelle undersøgelsesprocedure bemærkninger og oplysninger fra Kongeriget Spanien, IVF, Liga Nacional de Fútbol Profesional, Valencia Club de Fútbol og Fundaciόn Valencia.

8        Ved afgørelse (EU) 2017/365 af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.36387 (2013/C) (ex 2013/NN) (ex 2013/CP) gennemført af Spanien til Valencia Club de Fútbol, SAD, Hércules Club de Fútbol, SAD, og Elche Club de Fútbol, SAD (EUT 2017, L 55, s. 12, herefter »den anfægtede afgørelse«), fastslog Kommissionen, at den statsgaranti, som blev stillet af IVF den 17. februar 2011 til dækning af to banklån, der var blevet ydet Fundación Elche med henblik på tegning af aktier i sagsøgeren inden for rammerne af en kapitalforhøjelse, som var blevet iværksat af dette sidstnævnte selskab (herefter »den omhandlede foranstaltning« eller »den omtvistede garanti«), udgjorde ulovlig støtte, der var uforenelig med det indre marked vedrørende et beløb på 3 688 000 EUR (artikel 1). Kommissionen pålagde følgelig Kongeriget Spanien at tilbagesøge den pågældende støtte hos sagsøgeren (artikel 2), og tilbagesøgningen skulle være »øjeblikkelig og effektiv« (artikel 3).

9        Kommissionen fastslog i den anfægtede afgørelse for det første, at den omhandlede foranstaltning, der var blevet tildelt af IVF, omfattede statsmidler og kunne tilregnes Kongeriget Spanien. For det andet fastslog Kommissionen, at støttemodtageren var sagsøgeren og ikke Fundación Elche, som handlede som kreditformidler, henset til foranstaltningens formål, som var at lette finansieringen af sagsøgerens kapitalforhøjelse. Sagsøgerens økonomiske situation på tidspunktet for ydelsen af den omhandlede foranstaltning udgjorde situationen for en kriseramt virksomhed som omhandlet i punkt 10, litra a), og punkt 11 i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (EUT 2004, C 244, s. 2, herefter »rammebestemmelserne«). På baggrund af kriterierne i sin meddelelse om anvendelsen af artikel [107 TEUF] og [108 TEUF] på statsstøtte i form af garantier (EUT 2008, C 155, s. 10, herefter »garantimeddelelsen«), og henset til sagsøgerens økonomiske situation samt betingelserne for den statsgaranti, som var blevet ydet sagsøgeren, fastslog Kommissionen, at der forelå en uberettiget fordel, som ville kunne fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Endvidere kvantificerede Kommissionen i den anfægtede afgørelse den støtte, der angiveligt var tildelt sagsøgeren, ved at støtte sig på den gældende referencesats i henhold til sin meddelelse om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (EUT 2008, C 14, s. 6, herefter »meddelelsen om referencesatsen«) i mangel af en mulig brugbar sammenligning på grundlag af tilsvarende transaktioner på markedet. I forbindelse med kvantificeringen af den omtvistede støtte fastslog Kommissionen, at værdien af sagsøgerens aktier, som var givet i pant til IVF i form af en modgaranti, var tæt på nul. Endelig fastslog Kommissionen i den anfægtede afgørelse, at den omtvistede garanti ikke var forenelig med det indre marked, navnlig ikke på baggrund af de principper og betingelser, der er fastsat i rammebestemmelserne.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

10      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. december 2016 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

11      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 21. februar 2017 har sagsøgeren fremsat en begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på at opnå udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelses artikel 2-4, for så vidt som de pålagde tilbagesøgning fra selskabet af den støtte, som det angiveligt var blevet tildelt.

12      Kommissionen har indgivet svarskrift til Rettens Justitskontor den 17. marts 2017.

13      Ved afgørelse af 24. april 2017 har formanden for Rettens Fjerde Afdeling tilladt Kongeriget Spanien at intervenere til støtte for sagsøgerens påstande.

14      Sagsøgeren har indleveret replik til Rettens Justitskontor den 8. maj 2017.

15      Kommissionen har indleveret duplik til Rettens Justitskontor den 20. juni 2017.

16      Kongeriget Spanien har indleveret sit interventionsindlæg til Rettens Justitskontor den 6. juli 2017.

17      Kommissionen har indleveret sine bemærkninger til interventionsindlægget ved processkrift til Rettens Justitskontor den 27. juli 2017.

18      Sagsøgeren har indleveret sine bemærkninger til interventionsindlægget ved processkrift til Rettens Justitskontor den 21. september 2017.

19      Ved skrivelse af 13. oktober 2017 har sagsøgeren udtrykt et ønske om at blive hørt i retsmødet.

20      Ved kendelse af 15. maj 2018, Elche Club de Fútbol mod Kommissionen (T-901/16 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:268), har Rettens præsident udsat gennemførelsen af den anfægtede afgørelse hvad angår tilbagesøgningen af støtten fra sagsøgeren og udsat afgørelsen om sagsomkostningerne.

21      Ved skrivelser fra Rettens Justitskontor af 30. oktober 2018 har Retten stillet nogle skriftlige spørgsmål til samtlige parter som led i en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89 i dens procesreglement, som parterne har besvaret den 20. og 21. november 2018.

22      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

23      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

24      Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Den retlige bedømmelse

25      Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren fremsat fire anbringender, som vedrører følgende:

–        det første anbringende om et urigtigt skøn og en begrundelsesmangel med hensyn til identificeringen af støtten og af støttemodtageren

–        det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og en begrundelsesmangel bestående af fem led om henholdsvis den manglende opfyldelse af betingelserne for, at støtten kan tilregnes staten, om eksistensen af en fordel, om denne fordels selektive karakter, om konkurrenceforvridning og om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne

–        det tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF ved opgørelsen af støtten og det beløb, der skal tilbagesøges

–        det fjerde anbringende, der er fremsat subsidiært, om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF som led i bedømmelsen af støttens forenelighed.

 Det første anbringende om et urigtigt skøn og en begrundelsesmangel med hensyn til identificeringen af støtten og af støttemodtageren

26      Sagsøgeren har, støttet af Kongeriget Spanien, gjort gældende, at Kommissionen hverken har begrundet eller givet en tilstrækkeligt fyldestgørende begrundelse for sin konstatering af, at klubben var begunstiget af den omtvistede støtte.

27      Sagsøgeren har indledningsvis anført, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke angav alle grundene til, at den tvivl, som den havde givet udtryk for i afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, vedrørende spørgsmålet, om Fundación Elche var støttemodtager, var forsvundet.

28      Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen, eftersom den ikke godtgjorde en retlig forbindelse mellem på den ene side de lån, som blev ydet Fundación Elche, og som var garanteret af IVF, og på den anden side Fundación Elches erhvervelse af dens aktier, skulle have undersøgt de to transaktioner separat, henset til deres særlige og særskilte egenskaber. Det kan i denne forbindelse af beskrivelsen af den finansiering, som Fundación Elche indgik aftale om, ikke udledes, at de lån, som den blev indrømmet, og dens erhvervelse af aktier i sagsøgeren er en samlet retlig transaktion. Kongeriget Spanien har tilføjet, at disse forhold ikke godtgør, at Fundación Elche søgte at forbedre sagsøgerens økonomiske situation. Kommissionen skulle navnlig have undersøgt, om Fundación Elches erhvervelse af aktier i sagsøgeren udgjorde en transaktion, som ikke var uden nogen form for udsigt til rentabilitet.

29      For så vidt som der er tale om to særskilte transaktioner, har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen for at kunne fastslå, at selskabet var begunstiget af en støtte, skulle have godtgjort, at det have fået overført støtten ved Fundación Elches erhvervelse af klubbens aktier, hvilket Kommissionen hverken har analyseret eller forklaret.

30      Endvidere skulle Kommissionen ved at fastslå, at sagsøgeren var støttemodtager, ifølge samme ræsonnement have lagt til grund, at sagsøgerens kreditorer i sidste ende var støttemodtagere. Sagsøgeren har i replikken tilføjet, at Kommissionen ligeledes burde have analyseret, om de långivende banker også havde modtaget støtte.

31      Kommissionen har desuden ikke fastslået, at sagsøgeren og Fundación Elche var en samlet støttemodtager, og den har desangående heller ikke opfyldt begrundelsespligten. I denne forbindelse finder begrebet økonomisk enhed, som den anfægtede afgørelse synes at støtte sig på, ikke anvendelse på forholdet mellem sagsøgeren og Fundación Elche, som er adskilte enheder med forskellige formål, idet Fundación Elche endvidere ikke udøver økonomisk virksomhed.

32      De kriterier, der er gengivet i 63. betragtning til den anfægtede afgørelse, med henblik på at lægge til grund, at en enhed, som har en kontrollerende aktiepost i en virksomhed, deltager i sidstnævntes økonomiske virksomhed, er ikke opfyldt. Fundación Elche kontrollerede nemlig ikke sagsøgeren, eftersom dens kortsigtede formål var at videresælge sine aktier for at tilbagebetale lånene, og den havde under alle omstændigheder ikke aktier i sagsøgeren på tidspunktet for indrømmelsen af den omtvistede garanti.  Fundación Elche udnævnte heller ikke sagsøgerens bestyrelsesmedlemmer, idet sagsøgeren derimod med Fundación Elche på paritetisk vis traf afgørelse om sammensætningen af sidstnævntes bestyrelse. Endelig »forvaltede« Fundación Elche ikke de lån, som skaffede sagsøgeren kapital, således som Kommissionen har anført, eftersom førstnævnte handlede som låntager og var den eneste, der havde en retlig forbindelse med IVF som led i den garanti, som alene var indrømmet Fundación Elche, og som sagsøgeren ikke var begunstiget af. Denne garanti var bl.a. betinget af, at IVF havde sikkerhed i sagsøgerens aktier, idet IVF havde tilladelse til at vejlede og rent faktisk havde vejledt Fundación Elche i udøvelsen af sine rettigheder over for sagsøgeren med henblik på at sikre IVF’s formueinteresser. De omtvistede følger, som var forbundet med Fundación Elches delvise misligholdelse af de optagne lån, vedrørte kun Fundación Elche direkte, og ikke sagsøgeren. Da der ikke foreligger andre oplysninger, forelå der således ikke en finansieringsaftale mellem sagsøgeren og Fundación Elche som omhandlet i de kriterier, der er gengivet i 63. betragtning til den anfægtede afgørelse.

33      Endelig har dom af 10. januar 2006, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl. (C-222/04, EU:C:2006:8), hvortil der henvises i 63. betragtning til den anfægtede afgørelse, ikke nogen forbindelse med det foreliggende tilfælde, idet det ikke skal afgøres, om Fundación Elche var en virksomhed – hvilket den umiddelbart er, idet den udøver økonomisk virksomhed, der består i at erhverve aktier – og idet Fundación Elche ikke kontrollerede sagsøgeren.

34      Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

35      Det skal indledningsvis bemærkes, at parterne er enige om, at den omhandlede foranstaltning, der er genstand for den anfægtede afgørelse, er den garanti, som IVF stillede den 17. februar 2011, for de to lån, som Fundación Elche optog. De er imidlertid uenige om identiteten på den faktiske begunstigede af denne foranstaltning.

36      Det skal i denne forbindelse fastslås, at artikel 107 TEUF forbyder statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, uden at der sondres mellem fordele fra støtte, der er ydet direkte eller indirekte (dom af 4.3.2009, Italien mod Kommissionen, T-424/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:49, præmis 108). Kommissionen kan således tage hensyn til den tilknytning, der eventuelt blev besluttet på tidspunktet for tildelingen af foranstaltningen, med henblik på at fastlægge støttemodtageren. I et sådant tilfælde er det navnlig muligt, at støttemodtageren er en anden end den, som har tegnet det lån, der er stillet garanti for (jf. i denne retning dom af 3.7.2003, Belgien mod Kommissionen, C-457/00, EU:C:2003:387, præmis 56 og 57). For nu at kunne bestemme, hvem der er modtager af statsstøtte, skal de virksomheder, der faktisk har fordel af den pågældende støtte, endelig identificeres (dom af 3.7.2003, Belgien mod Kommissionen, C-457/00, EU:C:2003:387, præmis 55).

37      I det foreliggende tilfælde lagde Kommissionen i 11. og 68. betragtning til den anfægtede afgørelse til grund, at formålet med den garanti, som IVF ydede, som det fremgår af ordlyden af garantiaftalen af 17. februar 2011, var at stille garanti for to lån til Fundación Elche, der alene skulle benyttes til at finansiere sagsøgerens kapitalforhøjelse. I denne henseende har hverken sagsøgeren eller Kongeriget Spanien anfægtet, at den af IVF stillede garanti kun fandt anvendelse, hvis de garanterede lån blev anvendt med det i garantiaftalen nævnte formål, nemlig at deltage i sagsøgerens kapitalforhøjelse.

38      Det står endvidere fast, at beløbene fra de garanterede lån faktisk blev anvendt til rekapitalisering af sagsøgeren.

39      Det følger heraf, at Kommissionen med føje fandt, at sagsøgeren var begunstiget af den omhandlede foranstaltning.

40      Denne konklusion drages ikke i tvivl af de øvrige argumenter, som sagsøgeren og Kongeriget Spanien har fremført.

41      For det første er den omstændighed, at Kommissionen ikke også fastslog, at Fundación Elche var statsstøttemodtager, uden betydning. Eftersom artikel 107, stk. 1, TEUF forbyder statsstøtte eller støtte, der ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, er det for at konkludere, at den omtvistede garant begunstiger en anden person end den låntager, som har fået stillet garantien, således ufornødent først at fastslå, at foranstaltningen udgør en støtte i forhold til låntageren (dom af 3.7.2003, Belgien mod Kommissionen, C-457/00, EU:C:2003:387, præmis 57).

42      For det andet skal det hvad angår den fejl, som Kommissionen angiveligt begik ved at undlade at identificere de andre begunstigede af den omhandlede foranstaltning, herunder de långivende banker og sagsøgerens kreditorer, bemærkes, at sagsøgeren ikke har fremlagt oplysninger, der kan underbygge, at der findes flere støttemodtagere. Under alle omstændigheder er sagsøgerens argument uvirksomt, for så vidt som den omstændighed, hvis den antages godtgjort, at andre personer ligeledes var begunstiget af den omhandlede foranstaltning, i sig selv er uden betydning for konstateringen af, at sagsøgeren også var begunstiget af den omhandlede foranstaltning.

43      For det tredje skal sagsøgerens argumentation vedrørende den anfægtede afgørelses henvisning til dom af 10. januar 2006, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl. (C-222/04, EU:C:2006:8), og til anvendelsen af de kriterier, der er fastsat heri, ligeledes forkastes som uvirksom, for så vidt som den er rettet mod en grund i den anfægtede afgørelse, som skal anses for at være fremført for fuldstændighedens skyld, idet denne grund, der er gengivet ovenfor i præmis 37, blot støtter konstateringen af, at sagsøgeren var begunstiget af den omhandlede foranstaltning.

44      Det første anbringende skal således forkastes, for så vidt som det vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for Kommissionens vurdering.

45      Det skal endvidere fastslås, at den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet hvad angår spørgsmålet om fastlæggelsen af støttemodtageren. Det fremgår bl.a. af gennemgangen af de forskellige klagepunkter, som sagsøgeren har fremført, at den anfægtede afgørelse gav den mulighed for at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning i denne henseende og for Retten at foretage sin prøvelse. Det første anbringende skal dermed forkastes, for så vidt som det vedrører en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.

 Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og om en begrundelsesmangel

46      Dette anbringende består af fem led om henholdsvis den manglende opfyldelse af betingelserne for, at den omhandlede foranstaltning kan tilregnes staten, om eksistensen af en fordel, om denne fordels selektive karakter, om der foreligger konkurrenceforvridning, og om der foreligger en påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

 Det første led om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og en begrundelsesmangel ved tilregnelsen til staten af den omhandlede foranstaltning

47      Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen med urette fastslog, at den foranstaltning, som IVF havde vedtaget, kunne tilregnes staten, idet den herved støttede sig på rent organisatoriske kriterier og ikke i tilstrækkelig grad forklarede, hvordan den nåede til en sådan konklusion, idet den udelukkende fremsatte generelle postulater. Eftersom IVF både udøver kommerciel og offentlig virksomhed, burde Kommissionen have sikret sig, at ydelsen af den omtvistede garanti ikke indgik i den virksomhed, som blev gennemført i konkurrence med private operatører, i hvilken henseende dom af 10. januar 2006, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl. (C-222/04, EU:C:2006:8), er en afgørende reference.

48      Det følger af retspraksis, at for at fordele kan kvalificeres som støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, skal de for det første ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler og for det andet kunne tilregnes staten (dom af 16.5.2002, Frankrig mod Kommissionen, C-482/99, EU:C:2002:294, præmis 24).

49      I det foreliggende tilfælde skal det derfor undersøges, om den omtvistede foranstaltning med rette kunne anses for resultatet af en adfærd, der kan tilregnes staten.

50      Ifølge fast retspraksis kan en støtteforanstaltning, som er truffet af en offentlig virksomhed, efter omstændighederne tilregnes staten på grundlag af en bedømmelse af tilstrækkeligt præcise og samstemmende indicier, der følger af sagens omstændigheder som helhed, og den sammenhæng, hvori foranstaltningen er truffet, og som gør det muligt at antage, at der foreligger en konkret implicering fra de offentlige myndigheders side i vedtagelsen af denne foranstaltning (jf. dom af 25.6.2015, SACE og Sace BT mod Kommissionen, T-305/13, EU:T:2015:435, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

51      I denne forbindelse opremser præmis 55 og 56 i dom af 16. maj 2002, Frankrig mod Kommissionen (C-482/99, EU:C:2002:294), en liste af omstændigheder, der er blevet taget i betragtning i retspraksis eller kan tages i betragtning, såsom den omstændighed, at den offentlige virksomhed, der har ydet støtten, ikke kunne træffe denne beslutning uden at tage hensyn til kravene fra de offentlige myndigheder, at denne virksomhed var knyttet til staten i kraft af de organisatoriske forhold, at den skulle tage hensyn til instrukser fra et tværministerielt udvalg, karakteren af den offentlige virksomheds aktiviteter, og om disse udøves på markedet under normale konkurrencevilkår med deltagelse fra private erhvervsdrivende, virksomhedens juridiske status – det være sig, om den henhører under den offentlige ret eller privatrettens regler for selskaber – udstrækningen af de offentlige myndigheders kontrol med administrationen af virksomheden, eller om den indgår i den offentlige forvaltnings opbygning.

52      I det foreliggende tilfælde støttede Kommissionen sig i 54.-56. betragtning til den anfægtede afgørelse på forskellige indicier.

53      IVF blev oprettet ved lov som en offentligretlig person under regionen Valencias regerings kontrol, hvoraf visse repræsentanter er medlemmer af IVF’s bestyrelse og investeringsudvalg. IVF hører under økonomiministeriet.

54      Ifølge loven er IVF’s opgave at fungere som hovedinstrument i den offentlige lånepolitik og bidrage til udøvelsen af regionen Valencias regerings beføjelser på det finansielle system.

55      Den omtvistede garanti og betingelserne for dens tildeling var forenelige med de budgetter, der var godkendt i overensstemmelse med de fastsatte lofter for tilsagn i henhold til gældende lovgivning.

56      Det skal på grundlag af de elementer, der er anført ovenfor i præmis 53-55, indledningsvis bemærkes, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke alene støttede sig på de organisatoriske forbindelser for at konkludere, at den omhandlede foranstaltning kunne tilregnes staten.

57      Hvad angår IVF’s retlige status anføres det endvidere for det første i den anfægtede afgørelse, at der er tale om en offentligretlig person oprettet ved lov.

58      Hvad angår arten af de aktiviteter, som IVF udøver, fremgår det for det andet af affattelsen af loven om oprettelse af IVF, at det forfølger en opgave af almen interesse, som består i med offentlig finansiering at støtte økonomien i regionen Valencia. Endvidere bistår IVF regionen Valencias regering i udøvelsen af dens beføjelser til tilsyn med det lokale finansielle system.

59      Det følger heraf, at IVF handler som en udviklingsbank, der forfølger formål af almen interesse, og ikke som et kreditinstitut med rent kommercielt formål (jf. i denne retning dom af 27.2.2013, Nitrogénművek Vegyipari mod Kommissionen, T-387/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:98, præmis 63). IVF’s funktion inden for tilsyn bekræfter endvidere, at dets virksomhed indgår i rammerne for de formål, der er fastsat af de offentlige myndigheder.

60      For det tredje ses de organisatoriske forbindelser mellem IVF og regionen Valencias regering og omfanget af den myndighed, som sidstnævnte udøver – ud over de konsekvenser, der følger af IVF’s offentligretlige status – ved tilstedeværelsen af repræsentanter fra regionen Valencias regering i flere af IVF’s styrende organer samt ved, at IVF henhører under økonomiministeriet.

61      Henset til det ovenstående skal det fastslås, at Kommissionen med føje fandt, at den omtvistede garanti kunne tilregnes staten.

62      Denne konklusion drages ikke i tvivl ved sagsøgerens argument om, at IVF ligeledes udøver aktiviteter, der præsenteres som kommercielle, i konkurrence med private operatører. For det første har sagsøgeren uden at fremlægge oplysninger, der kan rejse tvivl om lovens definition af IVF’s opgaver af almen interesse, som gengivet i 54. betragtning til den anfægtede afgørelse, blot foretaget en konstatering. Det er således ikke godtgjort, at en del af IVF’s aktiviteter foretages uden for de rammer, der er iværksat for de opgaver af almen interesse, som det er pålagt, endsige at de er af rent kommerciel art. For det andet er den omstændighed alene, at IVF udøver virksomhed i konkurrence med private operatører, ikke til hinder for, at staten kan tilregnes de foranstaltninger, som IVF måtte vedtage (jf. i denne retning dom af 28.1.2016, Slovenien mod Kommissionen, T-507/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:35, præmis 92).

63      Endelig skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet hvad angår spørgsmålet om, at den omhandlede foranstaltning tilregnes staten. Det fremgår nemlig bl.a. af gennemgangen af de forskellige klagepunkter, som sagsøgeren har fremført, at den anfægtede afgørelse gav den mulighed for at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning i denne henseende og for Retten at foretage sin prøvelse.

64      Det andet anbringendes første led skal derfor forkastes.

 Det andet led om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og en begrundelsesmangel hvad angår spørgsmålet, om der foreligger en fordel

65      Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke efterprøvede, om de betingelser, der er fastsat i garantimeddelelsen, fandt anvendelse på den foreliggende sag. Nærmere bestemt indeholder den anfægtede afgørelse ikke en konkret analyse af, om der forelå en fordel som følge af den omhandlede foranstaltning.

66      Sagsøgeren har indledningsvis gjort gældende, at der mangler en analyse af Fundación Elches situation, selv om den var den eneste begunstigede af den garanti, som IVF havde stillet. Ifølge sagsøgeren fremgår det af den anfægtede afgørelse, at Fundación Elche ikke udøvede økonomisk virksomhed, ikke havde været kriseramt efter tildelingen af garantien og i øvrigt ikke havde været begunstiget af en fordel.

67      Sagsøgeren har herefter anført, at Kommissionen ikke sammenlignede vilkårene for den omtvistede garanti med markedsvilkårene og heller ikke tog hensyn til de modgarantier, som Fundación Elche havde tilbudt, nemlig pant i dens aktier og pant i et areal på seks hektarer.

68      Selv hvis det antages, at sagsøgeren er begunstiget af den omtvistede garanti, giver de oplysninger, der fremgår af den anfægtede afgørelse vedrørende dens økonomiske situation, endelig hverken mulighed for i forhold til sagsøgeren at fastholde kvalificeringen som kriseramt virksomhed eller at tildele den kreditratingen CCC. Sagsøgeren har i denne henseende fremhævet fraværet i den anfægtede afgørelse af en henvisning til tredjemands analyse af dens kreditværdighed og har som modbevis fremlagt en låneaftale, som den indgik med Banco de Valencia i oktober 2010. Sagsøgeren har under alle omstændigheder anfægtet den fastlagte forbindelse mellem kreditratingen og værdien af dens aktier.

69      Kongeriget Spanien har støttet sagsøgerens anbringende og har hvad angår vurderingen af dens økonomiske situation tilføjet, at Kommissionen skulle have vurderet denne i betragtning af de særlige kendetegn ved den professionelle fodboldsektor, idet den manglende besvarelse af argumenterne herom i den anfægtede afgørelse ifølge Kongeriget Spanien udgør en begrundelsesmangel. Kongeriget Spanien har endvidere anført, at IVF, selv om den betingelse, der er fastsat i garantimeddelelsen, om ikke at dække mere end 80% af det garanterede lån, ikke var opfyldt, handlede som privat erhvervsdrivende i en markedsøkonomi, eftersom det for at definere garantiens rækkevidde tog hensyn til betydelige modgarantier stillet af Fundación Elche.

70      Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at sagsøgeren har støttet sig på en urigtig forudsætning om, at det ikke var klubben, men derimod Fundación Elche, som var begunstiget af den omhandlede foranstaltning, og har anført, at Fundación Elche under alle omstændigheder ikke havde den økonomiske formåen til at imødegå den gæld, som fulgte af de lån, som den var blevet ydet.

71      Kommissionen har desuden anført, at den i den anfægtede afgørelse faktisk undersøgte, om garantien var blevet tildelt på markedsvilkår, idet den støttede sig på sagsøgerens økonomiske situation, hvorefter intet finansinstitut ville have accepteret at indrømme klubben et lån som de omhandlede lån uden offentlig garanti. Kommissionen sammenlignede ligeledes den omhandlede foranstaltning med de transaktioner, der var blevet gennemført på markedet, hvilket fremgik af argumentationen i den anfægtede afgørelse vedrørende beregningen af støttens størrelse, idet det blev bemærket, at hverken Kongeriget Spanien eller sagsøgeren under den administrative fase havde anført, at sidstnævnte havde fået indrømmet lignende lån. Hvad angår de tilbudte modgarantier har Kommissionen for det første anført, at værdien af de sagsøgerens aktier, som blev givet i pant, afspejlede klubbens økonomiske situation og dermed skulle anses for at være næsten nul. For det andet havde Kongeriget Spanien ikke under den administrative fase nævnt det pant, som sagsøgeren har påberåbt sig, og det var endvidere af beskeden værdi (600 000 EUR) sammenlignet med de lån, som var blevet ydet til Fundación Elche (14 mio. EUR).

72      Kommissionen har endvidere gjort gældende, at den med føje kvalificerede sagsøgeren som en kriseramt virksomhed på tidspunktet for udstedelsen af den omtvistede garanti, idet forbedringen af dens økonomiske situation først indtrådte efter vedtagelsen af den omhandlede foranstaltning. Sagsøgerens økonomiske vanskeligheder begrundede således, at den fik tildelt kreditratingen CCC. Hvad angår lånet fra Banco de Valencia, der blev indrømmet uden offentlig garanti, som sagsøgeren har påberåbt sig, kan det ikke sammenlignes, navnlig henset til dets varighed og tidspunktet for dets indgåelse.

73      Endelig har Kommissionen som svar på Kongeriget Spaniens argumenter anført, at vurderingen af en virksomheds vanskeligheder skal foretages objektivt, henset til den pågældende virksomheds særlige situation, idet hverken Kongeriget Spanien eller sagsøgeren har godtgjort, at en anden metode fandt anvendelse hvad angår fodboldklubber. Hvad angår Kongeriget Spaniens argument om, at den dækning, der var sikret ved den omtvistede garanti, henset til sagens omstændigheder kunne overstige 80% af det garanterede lån, har Kommissionen gjort gældende, at sammenhængen, og navnlig svagheden ved de tilbudte modgarantier, ikke gjorde det muligt at se bort fra den betingelse, der er fastsat i garantimeddelelsen, så meget desto mere som det i denne meddelelse foreskrives, at foranstaltningen skal meddeles på forhånd i et sådant tilfælde.

74      Dette led om eksistensen af en fordel består af tre klagepunkter, der for det første er rettet mod den manglende hensyntagen til Fundación Elche, for det andet mod dels den manglende undersøgelse af vilkårene for den omtvistede garanti og den sikkerhed, der var stillet til gengæld, dels betingelserne for gennemførelsen af lignende transaktioner på markedet, og for det tredje mod en urigtig vurdering af sagsøgerens økonomiske situation på tidspunktet for udstedelsen af den omtvistede garanti. Retten vil gennemgå det tredje klagepunkt inden det andet klagepunkt, for så vidt som den anfægtede afgørelse er delvist støttet på den forudgående konstatering af sagsøgerens økonomiske vanskeligheder, hvoraf udledtes de konklusioner, der anfægtes med det andet klagepunkt.

–       Muligheden for at antage det andet led til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten

75      Efter et spørgsmål fra Retten i retsmødet har Kommissionen bestridt, at dette led kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

76      Det skal i denne forbindelse fastslås, at sagsøgerens argumenter om den manglende eller utilstrækkelige begrundelse ikke kan adskilles i dens processkrifter fra de argumenter, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt grundene i den anfægtede afgørelse er velbegrundede.

77      Det følger af fast retspraksis, at begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt (dom af 22.3.2001, Frankrig mod Kommissionen, C-17/99, EU:C:2001:178, præmis 35, og af 18.1.2005, Confédération Nationale du Crédit Mutuel mod Kommissionen, T-93/02, EU:T:2005:11, præmis 67).

78      I stævningen fremhæves ved de overskrifter, der er fremsat i forbindelse med dette led, endvidere Kommissionens manglende analyse, og ved argumentationen desangående anføres både den manglende analyse eller efterprøvelse og Kommissionens angiveligt urigtige skøn. Det skal fastslås, at samtlige disse betragtninger vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for den anfægtede afgørelse, og ikke dens begrundelse. Endelig indeholder stævningen forskellige steder en omtale af en manglende eller utilstrækkelig begrundelse, men dette er systematisk knyttet til betragtninger om, hvorvidt der er grundlag for den anfægtede afgørelse.

79      Det skal i denne henseende bemærkes, at i henhold til artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 76, litra d), skal stævningen indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Denne angivelse skal være så klar og præcis, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten for at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til støtte herfor. Stævningen skal derfor indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, søgsmålet støttes på, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i procesreglementet (dom af 16.9.2013, British Telecommunications og BT Pension Scheme Trustees mod Kommissionen, T-226/09 og T-230/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:466, præmis 232, og af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet, T-444/11, EU:T:2014:773, præmis 93).

80      Henset til de principper og elementer, der er nævnt ovenfor i præmis 75-79, skal klagepunkterne rettet mod den anfægtede afgørelses begrundelse som led i dette led følgelig afvises, og de argumenter, der i det væsentlige vedrører Kommissionens urigtige skøn ved fastlæggelsen af en fordel, skal undersøges.

81      Kommissionen har ikke tilsidesat begrundelsespligten hvad angår eksistensen af en fordel. Nedenstående betragtninger viser nemlig for det første, at sagsøgeren kunne anfægte, at der var grundlag for den anfægtede afgørelses grunde, og for det andet, at Retten kunne udøve sin prøvelse på dette område.

–       Klagepunktet vedrørende en manglende hensyntagen til Fundación Elches situation i analysen af, om der forelå en fordel

82      Det skal indledningsvis bemærkes, at Retten som svar på det første anbringende har fastslået, at Kommissionen ikke havde anlagt åbenbart urigtige skøn ved i den anfægtede afgørelse at identificere sagsøgeren som begunstiget af den omhandlede foranstaltning. Derfor må sagsøgerens argumenter vedrørende en anfægtelse af, at Fundación Elche er blevet indrømmet en fordel, forkastes som uvirksomme, idet de er støttet på en urigtig forudsætning om, at Fundación Elche var den eneste begunstigede af den omtvistede garanti.

83      Sagsøgeren har med dette klagepunkt dog ligeledes gjort gældende, at IVF havde stillet en garanti for Fundación Elche, hvilket begrunder, at sidstnævntes økonomiske situation analyseres med henblik på at vurdere, om der foreligger en fordel.

84      Det skal i denne forbindelse – i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende (jf. præmis 70 ovenfor) – fastslås, at den omstændighed, at sagsøgeren var begunstiget af den omhandlede foranstaltning i statsstøttereglernes forstand, som det er bekræftet som led i det første anbringende, er uafhængigt af, om Fundación Elche er omfattet af den garantiaftale, der blev indgået med IVF, og i denne aftale blev identificeret som begunstiget af garantien, som det fremgår af præmis 3 ovenfor. Med andre ord er den omstændighed, at Fundación Elche ikke identificeres som reel begunstiget af den omhandlede foranstaltning, uden betydning for, om den er begunstiget af den omtvistede garanti i medfør af den aftale, der blev indgået med IVF den 17. februar 2011.

85      Det følger heraf, at Fundación Elche i forhold til IVF er ansvarlig for misligholdelsen af de lån, der ligger til grund for garantiaftalen, og for de långivende bankers påberåbelse af garantien. Det skal ligeledes bemærkes, at denne situation ses ved det søgsmål med påstand om tilbagebetaling, som sagsøgeren har anført i sine processkrifter, og som IVF herefter har anlagt mod Fundación Elche, hvorved IVF har krævet tilbagebetaling af beløb, der allerede var blevet udbetalt til de banker, der havde påberåbt sig garantien, efter Fundación Elches delvise misligholdelse af de garanterede lån.

86      Henset til det ovenstående udgør Fundación Elches økonomiske og finansielle situation således i princippet et relevant kendetegn med henblik på at vurdere den risiko, som den offentlige garant havde påtaget sig, og dermed den garantipræmie, som en privat aktør ville have gjort krav på under lignende omstændigheder.

87      Det skal endvidere bemærkes, at Unionens retsinstanser bl.a. er forpligtede til at efterprøve, om Kommissionen har foretaget en samlet vurdering, som skal tage hensyn til alle de relevante beviser i sagen, der gør det muligt for den at afgøre, om den omhandlede foranstaltning medfører en fordel (jf. i denne retning dom af 24.1.2013, Frucona Košice mod Kommissionen, C-73/11 P, EU:C:2013:32, præmis 73, og af 15.12.2009, EDF mod Kommissionen, T-156/04, EU:T:2009:505, præmis 221).

88      Retten skal således efterprøve, om de beviser, hvorom det anføres, at de ikke blev taget i betragtning under den administrative procedure, var relevante, og i bekræftende fald om Kommissionen havde taget hensyn hertil (jf. i denne retning dom af 24.1.2013, Frucona Košice mod Kommissionen, C-73/11 P, EU:C:2013:32, præmis 77).

89      For det første udgør Fundación Elches økonomiske og finansielle situation, som det fremgår af præmis 84-86 ovenfor, i princippet en omstændighed, der er relevant med henblik på at vurdere, om der forelå en fordel som følge af betingelserne for tildelingen af den omtvistede garanti.

90      Kommissionen har i sine processkrifter imidlertid gjort gældende, at Fundación Elche under alle omstændigheder ikke havde den økonomiske formåen til at imødegå gælden som følge af de lån, den var blevet indrømmet, bl.a. henset til dens beskedne formue.

91      Selv hvis det antages, at denne omstændighed er underbygget, følger det alligevel heraf, at sandsynligheden for låntagers misligholdelse, i dette tilfælde Fundación Elche, som følge af dennes økonomiske situation i sig selv er en relevant omstændighed, som Kommissionen var forpligtet til at undersøge [jf. i denne forbindelse garantimeddelelsens punkt 3.2, litra d)], idet det bemærkes, at en afgørelse i sig selv skal være fyldestgørende, og at dens begrundelse ikke kan fremgå af forklaringer afgivet senere, når den pågældende afgørelse allerede er genstand for en sag anlagt ved Unionens retsinstanser (dom af 16.9.2013, Wabco Europe m.fl. mod Kommissionen, T-380/10, EU:T:2013:449, præmis 107). Det skal endvidere som svar på Kommissionens argument om Fundación Elches formuesituation bemærkes, at sidstnævntes egenkapital, der ganske vist var begrænset, dog var positiv på tidspunktet for indrømmelsen af den omtvistede garanti, med ca. 1,4 mio. EUR, i modsætning til den situation, der på samme tidspunkt var kendetegnende for sagsøgeren (20. og 22. betragtning til den anfægtede afgørelse).

92      For det andet skal det, når det er fastslået, at Fundación Elches økonomiske og finansielle situation er relevant, undersøges, om Kommissionen tog hensyn hertil i vurderingen af, om der forelå en fordel.

93      I 11. betragtning til den anfægtede afgørelse, som fremgår af afgørelsens andet afsnit om en beskrivelse af foranstaltningerne og støttemodtagerne, beskrives den omhandlede foranstaltning med angivelse af de oplysninger, der er gengivet ovenfor i præmis 3 og 4, og herefter fremlægges i 22. betragtning de finansielle nøgletal for Fundación Elche fra december 2009 til december 2011, efter at kapitalforbindelsen og den organisatoriske forbindelse mellem denne og sagsøgeren er blevet anført (21. betragtning). Efter den analyse, der er foretaget i 63. og 66.-69. betragtning til den anfægtede afgørelse, konkluderedes det herefter, at den begunstigede af den omhandlede foranstaltning ikke er Fundación Elche, men sagsøgeren. Udredningerne efter denne konstatering, jf. 70.-88. betragtning, vedrører konstateringen af, at der foreligger en fordel, mens 91.-95. betragtning vedrører opgørelsen af støtteelementet. På dette trin nævnes Fundación Elche ikke længere og heller ikke dens økonomiske og finansielle situation.

94      Det fremgår af gennemgangen af den anfægtede afgørelse, at den ikke tog hensyn til Fundación Elches situation med henblik på at konstatere, at der forelå en fordel, idet de eneste elementer af analysen i denne henseende gik forud for dette, jf. 68. betragtning, hvorefter Fundación Elches situation ikke blev forbedret af tildelingen af de omtvistede garantier, hvilket, sammenholdt med at risikoen for påberåbelse af denne garanti ifølge Kommissionen afhang af sagsøgerens præstationer, begrunder, at sagsøgeren anses for at være den eneste støttemodtager. Den anfægtede afgørelse tog ved vurderingen af den risiko, der er forbundet med tildelingen af den omtvistede garanti, derimod på ingen måde stilling til Fundación Elches individuelle situation.

95      Henset til det ovenstående må det fastslås, at Kommissionen ikke tog hensyn til Fundación Elches økonomiske og finansielle situation, som er relevant med henblik på at vurdere, om der forelå en fordel, og at den herved anlagde et urigtigt skøn (jf. i denne retning dom af 30.11.2016, Kommissionen mod Frankrig og Orange, C-486/15 P, EU:C:2016:912, præmis 88 og 89).

–       Klagepunktet om en urigtig vurdering af sagsøgerens økonomiske situation på tidspunktet for udstedelsen af den omtvistede garanti

96      I det foreliggende tilfælde støttede Kommissionen sig i 79. betragtning til den anfægtede afgørelse på rammebestemmelsernes punkt 10, litra a), og punkt 11 ved kvalificeringen af sagsøgeren som en kriseramt virksomhed på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede garanti.

97      Rammebestemmelsernes punkt 10, litra a), bestemmer, at en virksomhed som udgangspunkt uanset dens størrelse betragtes som kriseramt, »hvis der er tale om et selskab med begrænset ansvar, når over halvdelen af den tegnede kapital er forsvundet, og over en fjerdedel af denne kapital er gået tabt i løbet af de sidste tolv måneder«. Ifølge rammebestemmelsernes punkt 11 kan en virksomhed, »[s]elv hvis ingen af de i punkt 10 nævnte omstændigheder foreligger, […] alligevel anses for kriseramt, især hvis de sædvanlige tegn på, at en virksomhed er kriseramt, er til stede, såsom voksende underskud, faldende omsætning, voksende lagerbeholdninger, overskudskapacitet, faldende cash flow, stigende gældsætning, stigende finansieringsudgifter og faldende eller opbrugt nettoformue«.

98      I det foreliggende tilfælde lagde Kommissionen i 79. betragtning til den anfægtede afgørelse til grund, at sagsøgeren havde en faldende omsætning fra det regnskabsår, der sluttede i juni 2008, til det regnskabsår, der sluttede i juni 2010 (fra 7,1 mio. EUR til 4,4 mio. EUR), et negativt driftsresultat i de regnskabsår, der sluttede i juni 2007, 2008, 2009 og 2010 (fra – 6,2 mio. EUR for regnskabsåret 2006/2007 til – 1,1 mio. EUR for regnskabsåret 2009/2010), og negativ egenkapital i de regnskabsår, der sluttede i juni 2009 og 2010 (– 10,2 mio. EUR i begge de omhandlede regnskabsår). Det skal ligeledes bemærkes, at selskabskapitalen for sagsøgeren, der er et selskab med begrænset ansvar, mere end halveredes fra regnskabsåret 2008/2009 til regnskabsåret 2009/2010, hvilket fremgår af 20. betragtning til den anfægtede afgørelse.

99      Henset til det ovenstående kunne Kommissionen uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn fastslå, at sagsøgeren på tidspunktet for tildelingen af den omtvistede garanti var en kriseramt virksomhed som omhandlet i rammebestemmelsernes punkt 10, litra a), og punkt 11.

100    Ingen af de af sagsøgeren fremførte argumenter kan rejse tvivl om denne konklusion.

101    Indledningsvis vedrører de økonomiske oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt for regnskabsåret 2010/2011, som Kommissionen med føje har gjort gældende, et regnskabsår, der blev afsluttet efter tildelingen af den omtvistede garanti den 17. februar 2011. Sagsøgeren har ikke forklaret, hvorledes disse oplysninger alligevel kan være et relevant forhold med henblik på at vurdere dens situation på tidspunktet for tildelingen af denne garanti.

102    Endvidere modsiger den omstændighed, at det i 80. betragtning til den anfægtede afgørelse anføres, at sagsøgerens tab fra 2007 til 2010 faldt, hvorefter det konkluderes, at sagsøgeren ikke befandt sig i meget alvorlige vanskeligheder (»situación de crisis grave« i den spanske udgave, som er den eneste autentiske version) som omhandlet i garantimeddelelsen, ikke konstateringen i 79. betragtning, hvorefter sagsøgerens økonomiske situation opfyldte kriterierne for at være en kriseramt virksomhed i rammebestemmelsernes forstand. Som Kommissionen har bekræftet som svar på et spørgsmål fra Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, vedrører 80. betragtning – hvilket ses af opgørelsen af den tilbagesøgningspligtige støtte senere i den anfægtede afgørelse – at afgøre, om garantimeddelelsens punkt 2.2 og punkt 4.1, litra a), eventuelt skal finde anvendelse, og det undtagelsesvis skal findes, at sagsøgeren havde modtaget en fordel svarende til de garanterede låns størrelse (jf. i denne retning dom af 1.2.2018, Larko mod Kommissionen, T-423/14, appelleret, EU:T:2018:57, præmis 189 og 190).

103    Hvad herefter angår det ikke-garanterede lån, som sagsøgeren tegnede hos Banco de Valencia i oktober 2010 (jf. præmis 68 ovenfor), skal det – for så vidt som sagsøgeren ved at påberåbe sig dette lån tilsigter at bestride, at klubben var kriseramt på tidspunktet for tildelingen af den omhandlede foranstaltning – bemærkes, som Kommissionen har anført, uden at sagsøgeren har bestridt dette, at dette lån reelt forværrede sagsøgerens gæld i forhold til situationen ved afslutningen af regnskabsåret 2009/2010. Det skal endvidere fastslås, at dette lån blev indrømmet for et år, dvs. en betydeligt kortere varighed end de omtvistede låns varighed, som var fem år, hvilket gør enhver sammenligning af disse lån usikker, navnlig henset til deres respektive betingelser og satser. Sagsøgeren har indledningsvis ikke forklaret, hvorledes betingelserne for et lån med kort løbetid, der blev tildelt flere måneder inden den omtvistede garanti, kan rejse tvivl om Kommissionens konklusioner om den økonomiske situation på tidspunktet for tildelingen af foranstaltningen.

104    Hvad angår Kommissionens manglende hensyntagen til den analyse af sagsøgerens kreditværdighed, som eventuelt blev udført af et kreditvurderingsbureau eller af en af de banker, der yder lån mod garanti, skal det fastslås, at det fremgår af garantimeddelelsens punkt 3.2, litra d), som sagsøgeren har henvist til, at den analyse, der gør det muligt at »klassificere låntageren på grundlag af kreditrisikoen[,][…] kan foretages af et internationalt anerkendt kreditvurderingsbureau, eller på grundlag af en eventuel intern kreditvurdering i den bank, der yder det underliggende lån«. Det følger heraf, at garantimeddelelsen ikke i denne henseende pålægger Kommissionen en forpligtelse til at søge efter og tage hensyn til kreditvurderinger fra sådanne enheder.

105    Hvad endelig angår Kongeriget Spaniens argument, hvorefter Kommissionen i det væsentlige skulle have vurderet sagsøgerens økonomiske situation i betragtning af de særlige kendetegn ved den professionelle fodboldsektor, skal det for det første blot bemærkes, at Retten tidligere har anerkendt, at udøvelsen af fodbold er af økonomisk art for de professionelle klubber (jf. i denne retning dom af 26.1.2005, Piau mod Kommissionen, T-193/02, EU:T:2005:22, præmis 69), og for det andet at begrebet kriseramt virksomhed, som er fastlagt i rammebestemmelsernes punkt 9, er et objektivt begreb, som udelukkende skal bedømmes på grundlag af konkrete holdepunkter for den omhandlede virksomheds finansielle og økonomiske situation (dom af 6.4.2017, Regione autonoma della Sardegna mod Kommissionen, T-219/14, EU:T:2017:266, præmis 184), idet de generelle betragtninger om sektorens særlige kendetegn, som Kongeriget Spanien har fremført, ikke er egnede til at tilbagevise de konstateringer, der blev foretaget på grundlag af sagsøgerens individuelle økonomiske oplysninger.

106    Under henvisning til det anførte må dette klagepunkt forkastes.

–       Klagepunktet om dels den manglende undersøgelse af vilkårene for den omtvistede garanti og den sikkerhed, der var stillet som modydelse, dels betingelserne for gennemførelsen af lignende transaktioner på markedet

107    Hvad for det første angår den angivelige manglende undersøgelse af vilkårene for den omtvistede garanti og for den sikkerhed, der var stillet som modydelse, skal det indledningsvis, som Kommissionen med føje har anført, fastslås, at det i 86. betragtning til den anfægtede afgørelse nævnes, at »[d]e årlige garantipræmier på […] 1% for [den] pågældende [garanti] [ikke kan] anses for at afspejle risikoen for misligholdelse af de garanterede lån, fordi [sagsøgeren] havde økonomiske vanskeligheder«. Det følger heraf, at Kommissionen faktisk tog hensyn til størrelsen af de garantipræmier, der kræves som led i de kontrakter, der blev indgået mellem Fundación Elche og IVF, og at sagsøgerens klagepunkt således savner faktisk grundlag.

108    Hvad angår den konkrete forpligtelse, der er fastsat i IVF’s garantiattest af 10. november 2010, som Kommissionen angiveligt så bort fra, hvorefter de garanterede lån skulle indrømmes på vilkår, som »ikke i væsentligt omfang adskiller sig fra de vilkår, der benyttes på markedet for transaktioner af samme art«, er der tale om en omstændighed uden betydning, for så vidt som den anfægtede afgørelse ikke er støttet på konstateringen om, at de långivende banker ved at indrømme lån under hensyn til den garanti, som IVF havde tilbudt, selv handlede på en måde, som ikke var i overensstemmelse med markedsvilkårene.

109    Hvad angår de garantier, der blev tilbudt som modydelse, savner det ligeledes faktisk grundlag at foreholde Kommissionen ikke at have taget hensyn til pantet i sagsøgerens aktier, for så vidt som det udtrykkeligt i 93. betragtning til den anfægtede afgørelse fremhæves, at »værdien af [aktierne i de støttemodtagende klubber] som sikkerhed for lån [var] tæt på nul«.

110    Sagsøgeren har imidlertid ligeledes gjort gældende, at Kommissionen angiveligt begik en fejl ved i den anfægtede afgørelse at fastslå en forbindelse mellem på den ene side den kreditrating, som klubben blev tildelt, og på den anden side værdien af dens aktier.

111    Det skal i denne henseende bemærkes, at den anfægtede afgørelse med henblik på konklusionen om, at værdien af sagsøgerens aktier var beskeden, var støttet på den omstændighed, at sagsøgeren var en kriseramt virksomhed på tidspunktet for tildelingen af den omhandlede foranstaltning, for hvilken foranstaltning der ikke forelå en pålidelig rentabilitetsplan, som godtgjorde, at sagsøgerens aktiviteter kunne skabe gevinst for aktionærerne.

112    Som det fremgår af gennemgangen af dette leds tredje klagepunkt i præmis 96-106 ovenfor, indebærer kvalificeringen i den anfægtede afgørelse af sagsøgeren som en kriseramt virksomhed ikke åbenbart urigtige skøn.

113    Det skal herefter afgøres, om den metode, som Kommissionen anvendte i det foreliggende tilfælde, der bestod i på grundlag af den omstændighed, at klubben var kriseramt, uden at der i øvrigt – hvilket er ubestridt – var fastsat en rentabilitetsplan, at udlede, at værdien af sagsøgerens aktier var »tæt på nul«, indebærer en åbenbar fejl. Retten har i denne forbindelse som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse stillet Kommissionen et spørgsmål, idet den har opfordret den til at give visse præciseringer vedrørende den metode, som den anvendte med henblik på vurderingen af værdien af sagsøgerens aktier, og til at anføre, om kapitalforhøjelsen i 2011 havde påvirket denne værdi. Hvad angår det sidstnævnte punkt har Kommissionen svaret, at der ikke kunne tages hensyn til sagsøgerens kapitalforhøjelse ved fastsættelsen af værdien af aktierne på tidspunktet for tildelingen af den omtvistede garanti, idet denne tildeling gik forud for kapitalindsprøjtningen.

114    Det følger i denne forbindelse af fast retspraksis, at kun de beviser, som var til rådighed på det tidspunkt, hvor afgørelsen om at foretage en transaktion blev truffet, og de udviklinger, som kunne forudsiges på dette tidspunkt, er relevante med henblik på anvendelsen af kriteriet om den private kreditor i en markedsøkonomi (jf. i dom af 20.9.2017, Kommissionen mod Frucona Košice, C-300/16 P, EU:C:2017:706, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

115    Eftersom rekapitaliseringen af sagsøgeren var formålet med og den tilsigtede virkning af den omtvistede garanti, er der tale om et forudsigeligt parameter på tidspunktet for tildelingen af den omtvistede garanti, som en privat aktør i IVF’s situation ville have taget hensyn til med henblik på at vurdere værdien af de pantsatte aktier. Det følger heraf, at Kommissionen anlagde et urigtigt skøn ved at undlade at tage hensyn hertil.

116    Sagsøgeren har endvidere foreholdt Kommissionen, at den ikke undersøgte, om der forelå et pant i et areal på seks hektarer, som Fundación Elche havde stillet som modgaranti i forhold til IVF.

117    Indledningsvis forkastes Kommissionens argument om, at Kongeriget Spanien ikke havde påberåbt sig dette pant i de bemærkninger, som det fremsatte under den administrative procedure. Det skal i denne forbindelse blot fremhæves, at eksistensen af pantet for det første fremgik af de tilgængelige oplysninger under den administrative procedure, i dette tilfælde den garantiaftale, der blev indgået mellem Fundación Elche og IVF den 17. februar 2011, for det andet bærer Kommissionen bevisbyrden for, at der foreligger statsstøtte (jf. i denne retning dom af 12.9.2007, Olympiaki Aeroporia Ypiresies mod Kommissionen, T-68/03, EU:T:2007:253, præmis 34), og for det tredje er Kommissionen forpligtet til at gennemføre den administrative procedure omhyggeligt og upartisk, således at den ved vedtagelsen af den endelige afgørelse råder over så væsentlige og pålidelige elementer som muligt (dom af 3.4.2014, Frankrig mod Kommissionen, C-559/12 P, EU:C:2014:217, præmis 63).

118    Der skal herefter foretages en bedømmelse af den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 87 og 88, med henblik på at efterprøve, om det omhandlede pant er et relevant forhold for vurderingen af, om der foreligger en fordel, og i givet fald om Kommissionen tog hensyn hertil.

119    I det foreliggende tilfælde er det pant, der er stillet af Fundación Elche, som er sikkerhed for den garanti, der er indrømmet låntager, i sig selv kendetegnende for den omtvistede garanti, som Kommissionen er forpligtet til at undersøge [jf. i denne henseende garantimeddelelsens punkt 3.2, litra d)]. Kommissionen har endvidere ikke bestridt, at den anfægtede afgørelse ikke nævner dette pant. Den af Kommissionen fremførte omstændighed, at værdien af det pantsatte areal klart kan tjene som garanti for lånene på 14 mio. EUR, er ikke umiddelbart knyttet til nogen vurdering i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 24.1.2013, Frucona Košice mod Kommissionen, C-73/11 P, EU:C:2013:32, præmis 87).

120    Det følger heraf, at Kommissionen ikke tog hensyn til, at pantet stillet af Fundación Elche over for IVF var relevant med henblik på at vurdere, om der forelå en fordel, og at den herved anlagde et åbenbart urigtigt skøn.

121    Hvad endelig angår Kommissionens manglende hensyntagen til de vilkår, hvorpå lignende transaktioner blev gennemført på markedet, har sagsøgeren som led i dette klagepunkt anført de satser, der ifølge Banco de España var gældende i 2011, for transaktioner på fem år eller kortere for lån, der oversteg 1 mio. EUR, som kun var en anelse lavere end det lån, der blev ydet sagsøgeren som led i de garanterede lån til Fundación Elche.

122    Eftersom sagsøgeren ikke har præciseret, hvorledes dens situation kan sammenlignes med situationen for låntagere, der er omfattet af Banco de Españas statistikker, kan der i det foreliggende tilfælde ikke udledes nyttige oplysninger af sagsøgerens argumentation.

123    Sagsøgeren har ligeledes foreholdt Kommissionen, at den ikke efterprøvede, om den for Fundación Elche skyldige garantipræmie på 1% af det dækkede beløb »var baseret på markedskræfterne«. Dette argument skal undersøges sammen med den argumentation, der er fremsat til støtte for det tredje anbringende, hvorefter Kommissionen i det væsentlige begik en fejl ved at konkludere, at der ikke forelå lignende transaktioner, der gjorde det muligt at godtgøre, at der forelå en referencegarantipræmie.

124    Domstolen har i denne forbindelse allerede fastslået, at en låntager, der har indgået en låneaftale, som garanteres af de offentlige myndigheder i en medlemsstat, normalt opnår en fordel, da de finansieringsomkostninger, som låntageren bærer, er lavere end dem, som låntageren ville have haft, hvis denne havde måttet opnå den samme finansiering og den samme garanti til markedspris (dom af 8.12.2011, Residex Capital IV, C-275/10, EU:C:2011:814, præmis 39, og af 3.4.2014, Frankrig mod Kommissionen, C-559/12 P, EU:C:2014:217, præmis 96).

125    Som anført i garantimeddelelsens punkt 3.2, litra d), skal der for at fastlægge den tilsvarende markedspris tages hensyn til garantiens og det underliggende låns karakteristika, som bl.a. omfatter transaktionsbeløbet og transaktionens varighed, den sikkerhed, der stilles af låntageren, og andre forhold, der påvirker vurderingen af tilbagebetalingsgraden, sandsynligheden for, at låntageren misligholder sine forpligtelser på grund af sin finansielle situation, sin branche og sine fremtidsudsigter.

126    Når den pris, der betales for garantien, er mindst lige så høj som den tilsvarende garantipræmie på de finansielle markeder, omfatter garantien ikke støtte [jf. garantimeddelelsens punkt 3.2, litra d), andet afsnit]. Hvis der ikke kan findes nogen tilsvarende garantipræmie på de finansielle markeder, skal de samlede finansielle omkostninger ved det garanterede lån, herunder rentesatsen og garantipræmien, sammenlignes med markedsprisen for et tilsvarende lån uden garanti [jf. garantimeddelelsens punkt 3.2, litra d), tredje afsnit]. Hvis der ikke foreligger nogen markedspris for et tilsvarende lån uden garanti, anvendes en referencesats, der er fastlagt i overensstemmelse med meddelelsen om referencesatsen (jf. garantimeddelelsens punkt 4.2, andet afsnit).

127    Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at den anfægtede afgørelse udelukker, at den anmodede garantipræmie tager hensyn til sagsøgerens økonomiske vanskeligheder og til risikoen for misligholdelse af de garanterede lån [86. betragtning, litra c)]. I 85. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen, at en kriseramt låntager uden statsgaranti vil være i stand til at finde et finansieringsinstitut, der er parat til at yde lån på visse betingelser. Kommissionen har intet sted i disse betragtninger eller andre steder i argumentation vedrørende kvalificeringen af en fordel (afsnit 7.2 i den anfægtede afgørelse) anført den markedspris, som den lagde til grund for vurderingen af den pågældende præmie. Kommissionen har på dette trin heller ikke undersøgt det pant, som IVF blev stillet som modgaranti (jf. præmis 4 ovenfor). Kommissionen har blot vurderet sagsøgerens økonomiske situation generelt for heraf at udlede, at den garantipræmie, der blev betalt til IVF, henset til størrelsen heraf, ikke var i overensstemmelse med markedsvilkårene.

128    For Retten har Kommissionen i det væsentlige forklaret, at den anfægtede afgørelse foretog en sammenligning mellem den skyldige garantipræmie og markedsprisen under hensyn til situationen for sagsøgeren, der er en kriseramt virksomhed. Med andre ord er der en formodning for, at garantipræmien ikke er i overensstemmelse med markedsvilkårene, når den låntager, der får stillet en garanti, eller i det foreliggende tilfælde den begunstigede af en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, er en kriseramt virksomhed.

129    Som anført ovenfor i præmis 126 foreskriver garantimeddelelsens punkt 3.2, litra d), og punkt 4.2, at der på forhånd skal søges en eventuel markedspris, som skal lægges til grund for sammenligningen af vilkårene for den omtvistede transaktion. Hvad nærmere bestemt angår kriseramte virksomheder sondrer Kommissionen i garantimeddelelsens punkt 4.1, litra a), mellem situationen for kriseramte virksomheder på grundlag af risikoen for deres misligholdelse, som ikke er ens. I denne meddelelse sondres således mellem det tilfælde, hvor der på markedet findes en garant for en virksomhed, og hvor det er sandsynligt, at denne ikke findes. Det medgives således, at der kan findes en markedspris, også når garantien stilles for en kriseramt virksomhed.

130    I denne forbindelse bemærker Retten, at Kommissionen i 80. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte, at sagsøgeren »var i en meget vanskelig situation som anført i punkt 2.2 og punkt 4.1, litra a), i garantimeddelelsen«, efter at den i 79. betragtning hertil havde lagt til grund, at klubben »var kriseramt som anført i rammebestemmelsernes punkt 10, litra a), og [punkt] 11«. Herved tiltog Kommissionen sig ligeledes den forståelse af garantimeddelelsens punkt 4.1, litra a), som er anlagt i præmis 129 ovenfor, således at dette punkt blandt kriseramte virksomheder i rammebestemmelsernes forstand tilsigter at sondre mellem to underkategorier af virksomheder på grundlag af deres risiko for misligholdelse. Dette står så meget desto mere klart i den spanske udgave af den anfægtede afgørelse, som er den eneste autentiske version, der i 80. betragtning nævner fraværet af en »alvorlig krise« (situación de crisis grave), idet adjektivet »alvorlig« kvalificerer udtrykket »krise« og klart adskiller situationen i 80. betragtning fra situationen i 79. betragtning til den anfægtede afgørelse, idet den fastlægger en kategori af kriseramte virksomheder i rammebestemmelsernes forstand, der ikke befinder sig i en alvorlig krise som omhandlet i garantimeddelelsens punkt 4.1, litra a).

131    I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, fremgår det endvidere ikke af garantimeddelelsens punkt 3.3, at der ikke findes en markedspris for garantier udstedt til en kriseramt virksomhed. Dette punkt vedrører nemlig den forenklede vurderingsmetode, der undtagelsesvis finder anvendelse på små og mellemstore virksomheder, og angiver blot, at den ikke finder anvendelse på virksomheder, hvis kreditrating er CCC/Caa eller lavere.

132    Eftersom Kommissionen antog, at intet finansieringsinstitut ville være garant for en kriseramt virksomhed, og dermed, at der ikke blev tilbudt nogen tilsvarende referencegarantipræmie på markedet, tilsidesatte den garantimeddelelsen, som den er bundet af (jf. i denne retning dom af 11.9.2008, Tyskland m.fl. mod Kronofrance, C-75/05 P og C-80/05 P, EU:C:2008:482, præmis 60 og 61 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionen tilsidesatte ligeledes sin forpligtelse til at foretage en samlet vurdering, som skal tage hensyn til alle de relevante beviser i sagen, som gør det muligt for den at afgøre, om sagsøgeren klart ikke kunne have opnået tilsvarende ydelser hos en privat aktør (jf. i denne retning dom af 24.1.2013, Frucona Košice mod Kommissionen, C-73/11 P, EU:C:2013:32, præmis 73).

133    Henset til denne fejl skal det fastslås, at Kommissionen i 93. betragtning til den anfægtede afgørelse foretog en mere detaljeret analyse som led i opgørelsen af støtteelementet. Kommissionen har således udelukket, at der forelå en markedspris for et lignende ikke-garanteret lån (jf. præmis 126 ovenfor) »som følge af det begrænsede antal lignende transaktioner, der kan observeres på markedet«, som ikke vil »give en brugbar sammenligning«.

134    Sagsøgeren har i stævningen anfægtet Kommissionens manglende analyse af markedsvilkårene med henblik på at fastlægge markedsprisen for et lignende ikke-garanteret lån. I svarskriftet har Kommissionen gjort gældende, at den »i modsætning til, hvad sagsøgeren har antydet, havde konkluderet, at de omhandlede garantier tildelte en fordel, efter at den havde sammenlignet med transaktioner, der var foretaget på markedsvilkår, hvilket tydeligt ses i beregningen af bødens størrelse«, idet den har henvist til 93. betragtning, litra c), til den anfægtede afgørelse.

135    Det skal i denne henseende bemærkes, at Kommissionen i 93. betragtning, litra c), til den anfægtede afgørelse anvendte den referencesats, der fandt anvendelse på den foreliggende sag som fastlagt i overensstemmelse med meddelelsen om referencesatsen. Som anført ovenfor i præmis 126 er anvendelsen af referencesatsen standardmetoden, når der ikke er identificeret en markedspris for tilsvarende transaktioner. Dermed kunne Kommissionen støtte sig på anvendelsen af denne metode ved beregningen af støtten for heraf at udlede, at den rent faktisk sammenlignede den omtvistede transaktion med transaktioner foretaget på markedsvilkår.

136    Retten har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse alligevel stillet Kommissionen spørgsmål for at få kendskab til arten og omfanget af dens undersøgelser, der lå til grund for konklusionen om, at der ikke forelå en markedspris for et tilsvarende ikke-garanteret lån. Som svar herpå har Kommissionen blot anført, at der ikke under undersøgelsen var fremlagt nogen oplysninger om rentesatserne på lån indrømmet i tilsvarende situationer, uden at den har givet præciseringer vedrørende de undersøgelsesforanstaltninger, der eventuelt var truffet.

137    Det skal bemærkes, at Kommissionen bærer bevisbyrden for opfyldelsen af betingelserne for, at kriteriet om den private kreditor kan finde anvendelse – hvilket kriterium finder anvendelse i det foreliggende tilfælde – og Kommissionen er forpligtet til under den administrative procedure at anmode om alle relevante oplysninger (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Kommissionen mod Buczek Automotive, C-405/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:186, præmis 33 og 34, og af 20.9.2017, Kommissionen mod Frucona Košice, C-300/16 P, EU:C:2017:706, præmis 24). Kommissionen kan i denne forbindelse ikke retfærdiggøre sin afgørelse med, at de oplysninger, som den er blevet forelagt under den administrative procedure, var fragmentariske, når den selv forsømte at udnytte sine egne beføjelser til at indhente de nødvendige oplysninger (jf. i denne retning dom af 13.4.1994, Tyskland og Pleuger Worthington mod Kommissionen, C-324/90 og C-342/90, EU:C:1994:129, præmis 29). Dette gælder så meget desto mere, når den anfægtede afgørelse ikke er støttet på medlemsstatens manglende fremlæggelse af oplysninger, som Kommissionen havde anmodet den om, men på konklusionen om, at en privat kreditor ikke ville have handlet på samme måde som denne medlemsstats myndigheder, hvilken konklusion forudsætter, at Kommissionen havde alle relevante oplysninger, der var nødvendige for at udarbejde sin afgørelse, til rådighed (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Kommissionen mod Buczek Automotive, C-405/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:186, præmis 35).

138    I det foreliggende tilfælde har Retten af de svar, som Kommissionen har givet i svarskriftet og siden som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, udledt, at den under den administrative procedure ikke havde anmodet Kongeriget Spanien eller andre kilder om oplysninger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der fandtes tilsvarende underliggende lån for den omtvistede transaktion. Kommissionen kunne således ikke støtte sig på den manglende fremlæggelse af de oplysninger, som den havde anmodet om, for i 93. betragtning til den anfægtede afgørelse at konkludere, at der kun forelå »[et begrænset] antal lignende transaktioner [på markedet]«, som ikke ville »give en brugbar sammenligning«.

139    Kommissionen har endvidere ikke påberåbt sig andre oplysninger, der var indhentet under den administrative procedure, som støttede konklusionen om, at der ikke fandtes sammenlignelige transaktioner.

140    Dermed var Kommissionens konklusion i 93. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke tilstrækkeligt begrundet.

141    Henset til det ovenstående skal det andet anbringendes andet led tiltrædes, for så vidt som Kommissionens vurdering af, om der forelå en fordel, er behæftet med åbenbare fejl, idet den for det første ikke tog hensyn til Fundación Elches situation, for det andet ikke tog hensyn til det pant, som sidstnævnte stillede som modgaranti, for det tredje ikke tog hensyn til rekapitaliseringen af sagsøgeren med henblik på at vurdere værdien af de pantsatte aktier i IVF, for det fjerde antog, at intet finansieringsinstitut ville være garant for en kriseramt virksomhed – og dermed at der ikke på markedet blev tilbudt nogen tilsvarende referencegarantipræmie – og for det femte ikke i tilstrækkelig grad understøttede konklusionen om manglen på tilstrækkelige tilsvarende transaktioner til at kunne fastsætte en markedspris for et lignende ikke-garanteret lån.

142    Følgelig annulleres den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige argumenter og anbringender, der er fremsat til støtte for søgsmålet.

 Sagsomkostninger

143    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler, i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom.

144    Efter procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Det følger heraf, at Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Kommissionens afgørelse (EU) 2017/365 af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.36387 (2013/C) (ex 2013/NN) (ex 2013/CP) gennemført af Spanien til Valencia Club de Fútbol, SAD, Hércules Club de Fútbol, SAD, og Elche Club de Fútbol, SAD, annulleres, for så vidt som den vedrører Elche Club de Fútbol, SAD.

2)      Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Elche Club de Fútbol afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

3)      Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

Kanninen

Schwarcz

Iliopoulos

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. marts 2020.

Underskrifter


*      Processprog: spansk.