RETTENS DOM (Syvende Afdeling)
6. september 2023 (*)
»Voldgiftsbestemmelse – særprogram for forskning og udvikling inden for »livskvalitet og forvaltning af bioressourcer« – tilskudsaftale – OLAF’s undersøgelsesrapport, hvorved der blev fastslået finansielle uregelmæssigheder – tilbagebetaling af udbetalte beløb – lovvalg – forældelse – betydningen af OLAF’s rapport«
I sag T-748/20,
Europa-Kommissionen ved J. Estrada de Solà og M. Ilkova, som befuldmægtigede, bistået af advokat E. Bouttier,
sagsøger,
mod
Centre d’étude et de valorisation des algues SA (CEVA), Pleubian (Frankrig), ved advokat A. Raccah,
SELARL AJIRE, Rennes (Frankrig),
og
SELARL TCA, Saint-Brieuc (Frankrig),
sagsøgte,
har
RETTEN (Syvende Afdeling),
sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, R. da Silva Passos, og dommerne V. Valančius (refererende dommer) og L. Truchot,
justitssekretær: fuldmægtig H. Eriksson,
på grundlag af den skriftlige forhandling
efter retsmødet den 11. november 2022,
afsagt følgende
Dom
1 Europa-Kommissionen har med sit søgsmål i henhold til artikel 272 TEUF i det væsentlige nedlagt påstand om fastsættelse af størrelsen af sin fordring, der svarer til tilbagebetalingen af det tilskud, som er udbetalt inden for rammerne af den med Centre d’étude et de valorisation des algues SA (herefter »CEVA« eller »centret«) indgåede finansieringsaftale om gennemførelse af et projekt inden for rammerne af særprogrammet for forskning og udvikling med overskriften »Livskvalitet og forvaltning af bioressourcer«.
Sagens baggrund
2 Den 17. januar 2001 indgik Kommissionen en kontrakt med CEVA, der som sit formål havde gennemførelse af et projekt inden for rammerne af særprogrammet for forskning og udvikling med overskriften »Livskvalitet og forvaltning af bioressourcer« (herefter »Seapura-projektet«), hvorefter der skulle udbetales et tilskud på 123 735 EUR (herefter »Seapura-kontrakten«).
3 I løbet af 2006 indledte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) en undersøgelse efter mistanke om svig vedrørende flere af CEVA’s projekter, herunder dem, der var genstand for Seapura-kontrakten.
4 Den 11. december 2007 vedtog OLAF sin endelige rapport (herefter »OLAF’s rapport«), hvori OLAF konstaterede uregelmæssigheder i forbindelse med opfyldelsen af Seapura-kontrakten, hvilke uregelmæssigheder bl.a. bestod i forfalskninger af CEVA-personalets timesedler.
5 Ved skrivelse af 29. oktober 2008 underrettede Kommissionen CEVA om, at den på grund af de alvorlige finansielle uregelmæssigheder, der var konstateret i OLAF’s rapport, havde til hensigt at udstede debetnotaer til centret på 123 735 EUR med tillæg af renter med henblik på tilbagebetaling af det tilskud, der var udbetalt i henhold til Seapura-kontrakten, idet den opfordrede CEVA til at fremsætte sine bemærkninger.
6 Den 13. marts 2009 fremsendte Kommissionen fire debetnotaer til CEVA for et samlet beløb på 168 220,16 EUR (herefter »debetnotaerne«).
7 Da CEVA ikke efterkom debetnotaerne den 11. maj 2009, fremsendte Kommissionen fire rykkerskrivelser til centret (herefter »rykkerskrivelserne«).
8 Den 12. juni 2009 fremsendte Kommissionen fire skrivelser til CEVA med opfordring til at handle, idet centret ikke havde tilbagebetalt beløbet.
9 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juli 2009 anlagde CEVA sag, registreret under sagsnummer T-285/09, med påstand om annullation af rykkerskrivelserne.
10 Ved dom af 15. september 2011, CEVA mod Kommissionen (T-285/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:479), afviste Retten søgsmålet med den begrundelse, at rykkerskrivelserne efter deres art ikke udgjorde administrative afgørelser, som kunne påstås annulleret i henhold til artikel 263 TEUF.
11 Ved dom afsagt af tribunal correctionnel de Rennes (retten i første instans i straffesager i Rennes, Frankrig) den 26. april 2011 blev CEVA og centrets tidligere direktør kendt skyldige i bedrageri og uretmæssig tilegnelse af offentlige midler og blev idømt henholdsvis en bøde på 80 000 EUR og en betinget fængselsstraf på 18 måneder.
12 Tribunal correctionnel de Rennes (retten i første instans i straffesager i Rennes), der traf afgørelse i det civile søgsmål anlagt af Kommissionen, dømte, delvist in solidum, de tiltalte til at betale Kommissionen et beløb på 303 631 EUR i erstatning for det økonomiske tab, der var lidt, bl.a. som følge af de økonomiske uregelmæssigheder, der var begået i forbindelse med opfyldelsen af Seapura-kontrakten.
13 Ved dom af 1. april 2014 frifandt cour d’appel de Rennes (appeldomstolen i Rennes, Frankrig) CEVA og centrets tidligere direktør for alle anklagepunkterne i straffesagen og i det af Kommissionen anlagte civile søgsmål.
14 Ved dom af 12. november 2015 ophævede afdelingen for straffesager ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) efter anmodning fra procureur général ved cour d’appel de Rennes (statsadvokaten ved appeldomstol i Rennes, Frankrig) den nævnte domstols dom af 1. april 2014, alene for så vidt som de tiltalte blev frifundet for anklagen om uretmæssig tilegnelse af offentlige midler, og hjemviste i denne henseende sagen til cour d’appel de Caen (appeldomstolen i Caen, Frankrig).
15 Tribunal de commerce de Saint-Brieuc (handelsretten i Saint-Brieuc, Frankrig) indledte ved dom af 22. juni 2016 en redningsprocedure vedrørende CEVA og udpegede SELARL TCA som kurator (herefter »TCA«).
16 Den 15. september 2016 anmeldte Kommissionen i forbindelse med denne procedure en fordring hos TCA svarende til det samlede beløb på de debetnotaer, der var udstedt med henblik på at opnå tilbagebetaling af de tilskud, som var blevet udbetalt i henhold til bl.a. Seapura-kontrakten, for en hovedstol på 289 012,95 EUR med tillæg af morarenter, dvs. i alt 431 002,18 EUR.
17 Den 6. december 2016 anfægtede TCA Kommissionens fordring.
18 Ved dom af 21. juli 2017 vedtog tribunal de commerce de Saint-Brieuc (handelsretten i Saint-Brieuc, Frankrig) CEVA’s redningsplan og udpegede SELARL AJIRE til at overvåge gennemførelsen af redningsplanen (herefter »AJIRE«).
19 Cour d’appel de Caen (appeldomstolen i Caen, Frankrig) frifandt ved den nu endelige dom af 23. august 2017 – idet den traf afgørelse efter hjemvisning efter kassation – CEVA for anklagen om uretmæssig tilegnelse af offentlige midler og idømte centrets tidligere direktør en betinget fængselsstraf på et år og en bøde på 20 000 EUR for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler.
20 Ved kendelse af 11. september 2017 afviste den tilsynsførende dommer i redningsproceduren Kommissionens fordring i sin helhed (herefter »den tilsynsførende dommers kendelse«).
21 Kommissionen appellerede den tilsynsførende dommers kendelse.
22 Ved dom af 24. november 2020 ophævede cour d’appel de Rennes (appeldomstolen i Rennes, Frankrig) den tilsynsførende dommers kendelse og fastslog, at der forelå to alvorlige indsigelser med hensyn til debetnotaernes forældelse og retmæssighed, idet den fandt, at disse indsigelser skulle afgøres af den kompetente ret, som det tilkom Kommissionen at indbringe sagen for.
Parternes påstande
23 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– CEVA tilpligtes at betale Kommissionen et beløb på 234 491,02 EUR, dvs. et beløb på 168 220,16 EUR med tillæg af morarenter på 66 270,86 EUR.
– CEVA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
24 CEVA har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Kommissionen tilpligtes at betale CEVA 30 000 EUR i sagsomkostninger.
25 Da TCA og AJIRE ikke indgav svarskrift inden for den frist, der er fastsat i artikel 81 i Rettens procesreglement, fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 123, stk. 1, i det nævnte procesreglement begæring om, at Retten afsiger dom efter dens påstande, for så vidt som begæringen var rettet mod TCA og AJIRE.
26 Kommissionen har i stævningen præciseret, at den i henhold til artikel L.622-22 og L.626-25, stk. 2, i den franske code de commerce (den franske handelslov) skulle inddrage kuratoren og den ansvarlige for overvågningen af gennemførelsen af CEVA’s redningsplan, dvs. TCA og AJIRE, i sagen, hvilket er grunden til, at den har identificeret disse selskaber som sagsøgte, sammen med CEVA.
27 I retsmødet den 11. november 2022 har Kommissionen som svar på et spørgsmål fra Retten anført, at den ikke har nedlagt påstand om, at sagsøgte dømmes, men derimod om fastsættelse af størrelsen af institutionens fordring, hvilket er blevet indført i protokollatet fra retsmødet. Kommissionen har ligeledes præciseret, at dens påstand ikke vedrørte TCA og AJIRE, og at den derfor ikke nedlagde påstand om, at Retten skulle fastslå, at de sidstnævnte var forpligtet til at tilbagebetale de beløb, der var udbetalt i forbindelse med opfyldelsen af Seapura-kontrakten.
Retlige bemærkninger
28 Den Europæiske Unions Domstol har i medfør af artikel 272 TEUF kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Den Europæiske Union eller i en på dennes vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale. Retten har i henhold til artikel 256, stk. 1, TEUF kompetence til som første instans at træffe afgørelse i de sager, der er omhandlet i artikel 272 TEUF.
29 I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at Seapura-kontraktens artikel 5, stk. 2, indeholder en voldgiftsbestemmelse, hvorefter alle tvister vedrørende denne aftale indbringes for Den Europæiske Unions Domstol. Retten har således kompetence til at træffe afgørelse i den foreliggende sag.
Forældelse af Kommissionens krav
30 CEVA har i sit svarskrift gjort gældende, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at Kommissionens søgsmål er forældet efter såvel belgisk ret som EU-retten.
31 Kommissionen har for det første gjort gældende, at CEVA’s formalitetsindsigelse skal afvises med den begrundelse, at forældelsesindsigelsen ikke vedrører formaliteten, men realiteten, og for det andet, at forældelsesfristen endnu ikke er udløbet, hverken efter belgisk ret eller EU-retten.
32 I den foreliggende sag fremgår det af Seapura-kontraktens artikel 5, stk. 1, at »[k]ontrakten er undergivet belgisk ret«.
33 Kommissionen har imidlertid i sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten, som den bekræftede i retsmødet, gjort gældende, at Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006 af 13. december 2006 (EUT 2006, L 390, s. 1), fandt anvendelse på datoen for udstedelsen af debetnotaerne, dvs. den 13. marts 2009.
34 CEVA har gjort gældende, at de finansforordninger, som Kommissionen har påberåbt sig, ikke kan finde anvendelse på en situation, der ligger forud for deres ikrafttræden.
35 CEVA har forklaret, at den udgave af finansforordningen, der fandt anvendelse på tidspunktet for undertegnelsen af Seapura-kontrakten, dvs. den 17. januar 2001, var finansforordningen af 21. december 1977 vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 1977, L 356, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF, EKSF, Euratom) nr. 2548/98 af 23. november 1998 (EFT 1998, L 320, s. 1, herefter »finansforordningen nr. 2548/98«), og at denne udgave af finansforordningen ikke indeholdt forældelsesregler.
36 Hvad angår den udgave af finansforordningen, som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, skal det bemærkes, at på tidspunktet for indgåelsen af Seapura-kontrakten indeholdt den udgave af finansforordningen, der fandt anvendelse, dvs. finansforordningen nr. 2548/98, hverken særlige bestemmelser om forældelsesfristen eller om de måder, hvorpå forældelsen blev afbrudt.
37 De forældelsesregler, der finder anvendelse i den foreliggende sag, er derfor dem, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på kontrakten, dvs. belgisk ret.
38 I belgisk ret bestemmer artikel 2262a, stk. 1, i den belgiske code civil (den belgiske civillovbog), som finder anvendelse på sager om kontraktforhold, at »[a]lle sager om personlige søgsmål forældes efter ti år«.
39 Det skal desuden bemærkes, at forældelsen af personlige søgsmål i henhold til artikel 2257 i den belgiske civillovbog begynder at løbe fra dagen efter den dag, hvor fordringen forfalder til betaling.
40 For det første er det ubestridt, at den foreliggende tvist er af kontraktmæssig karakter. Det bemærkes, at artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten bestemmer, at »[n]år kontrakten er opfyldt, eller kontrakten opsiges, eller en kontrahents deltagelse ophører, kan Kommissionen som følge af svig eller alvorlige finansielle uregelmæssigheder, der er konstateret i forbindelse med en revision, kræve, at kontrahenten tilbagebetaler hele det fællesskabsbidrag, der er udbetalt til kontrahenten«.
41 Det fremgår af ordlyden af denne bestemmelse, at parterne i Seapura-kontrakten har aftalt, at tilbagebetalingen af hele det EU-bidrag, der er udbetalt til CEVA som følge af svig eller alvorlige finansielle uregelmæssigheder, der er konstateret i forbindelse med en revision, er betinget af en forudgående anmodning om tilbagebetaling fra Kommissionen.
42 Med henblik herpå fremsendte Kommissionen den 13. marts 2009 fire debetnotaer til CEVA med det formål at inddrive fordringen. Det må derfor fastslås, at det var på dette tidspunkt, at Kommissionen krævede, at CEVA tilbagebetalte de beløb, som centret havde modtaget i henhold til Seapura-kontrakten.
43 Under disse omstændigheder forfaldt Kommissionens fordring i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten fra den 13. marts 2009.
44 For det andet må det konstateres, at CEVA ikke har fremført noget særligt argument, som gør det muligt at fastslå, at fordringen var forfalden før den 13. marts 2009.
45 Den frist på ti år, inden for hvilken Kommissionen kunne gribe ind over for CEVA, begyndte således at løbe dagen efter den dag, hvor forpligtelsen forfaldt, dvs. den 14. marts 2009, i overensstemmelse med artikel 2257 i den belgiske civillovbog, som er nævnt i præmis 39 ovenfor.
46 Som følge heraf må det fastslås, at forældelsesfristen i princippet udløb den 14. marts 2019.
47 I det foreliggende tilfælde har Kommissionen gjort gældende, at forældelsesfristen blev afbrudt to gange, først i forbindelse med dens indtræden som civil part ved tribunal correctionnel de Rennes (retten i første instans i straffesager i Rennes) den 26. april 2011 og dernæst i forbindelse med nævnte institutions anmeldelse af en fordring, der blev berigtiget den 15. september 2016 inden for rammerne af redningsproceduren vedrørende CEVA.
48 I denne forbindelse skal det alene undersøges, om forældelsesfristen gyldigt kunne afbrydes ved Kommissionens anmeldelse af fordringen inden for rammerne af redningsproceduren vedrørende CEVA, uden at det er nødvendigt også at undersøge virkningerne af Kommissionens indtræden som civil part ved tribunal correctionnel de Rennes (retten i første instans i straffesager i Rennes).
49 Kommissionen har således gjort gældende, at dens fordring blev anmeldt for TCA den 15. september 2016, og at en anmeldelse af en fordring ifølge Cour de cassation belges (kassationsdomstol, Belgien) praksis afbryder forældelsen indtil insolvensbehandlingens afslutning.
50 Kommissionen har tilføjet, at den med føje kan påberåbe sig sagerne i Frankrig til støtte for, at forældelsesfristen er »suspenderet« i henhold til belgisk ret.
51 CEVA har bestridt Kommissionens argumentation, idet centret har gjort gældende, at den i Frankrig indledte redningsprocedure er uafhængig af de omhandlede kontraktforhold, idet Kommissionens fordring bestrides og ikke er blevet anerkendt af en domstol.
52 I det foreliggende tilfælde bemærkes det, at tribunal de commerce de Saint-Brieuc (handelsretten i Saint-Brieuc, Frankrig) den 22. juni 2016 indledte en redningsprocedure vedrørende CEVA. Den 15. september 2016 anmeldte Kommissionen i forbindelse med denne procedure sin fordring over for TCA.
53 Det fremgår således af den franske handelslovs artikel L.622-24, at fra offentliggørelsen af afgørelsen om indledning af redningsprocedure fremsender alle kreditorer – med undtagelse af arbejdstagere – hvis fordringer er opstået forud for vedtagelsen af afgørelsen om at indlede en redningsprocedure, anmeldelsen af deres fordringer til kurator. Det var på grundlag af denne bestemmelse, at Kommissionen i forbindelse med den vedrørende CEVA indledte redningsprocedure anmeldte sin fordring over for TCA.
54 Endvidere hedder det i den franske handelslovs artikel L.622-25-1, at »[a]nmeldelsen af fordringen afbryder forældelsen, indtil proceduren er afsluttet. Anmeldelsen fritager for enhver opfordring og betragtes som en handling med henblik på retsforfølgning«.
55 Det skal i denne forbindelse først fastslås, således som Kommissionen har gjort gældende som svar på et spørgsmål stillet som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, at indledningen af redningsproceduren i Frankrig medfører, at Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1), som var gældende på daværende tidspunkt, finder direkte anvendelse, og at fransk ret ved sidstnævnte blev udpeget som lex concursus.
56 Det skal bemærkes, at det følger af artikel 4, stk. 2, litra f), i forordning nr. 1346/2000, at »[l]ovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb«, og navnlig »hvorledes insolvensbehandlingen virker på individualforfølgningsforanstaltninger«. Samme forordnings artikel 16, stk. 1, fastsætter, at »[e]nhver afgørelse om indledning af insolvensbehandling, der træffes af en ret i en medlemsstat, som har kompetence i henhold til artikel 3, anerkendes i alle de øvrige medlemsstater, så snart den får virkning i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt«. Det følger af nævnte forordnings artikel 17, stk. 1, at »[e]n afgørelse om indledning af insolvensbehandling, der træffes af en kompetent ret i henhold til artikel 3, stk. 1, […] umiddelbart [har] de samme virkninger i enhver anden medlemsstat, som den har efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, medmindre andet er fastsat i denne forordning, og så længe en kompetent ret i denne anden medlemsstat ikke indleder en insolvensbehandling i henhold til artikel 3, stk. 2«.
57 Det følger heraf, at det på grundlag af de foregående bestemmelser skal fastslås, at indledningen i Frankrig af redningsproceduren vedrørende CEVA og den efterfølgende anmeldelse, som Kommissionen indgav i forbindelse med denne redningsprocedure, i henhold til fransk ret og navnlig den franske handelslovs artikel L.622-25-1 har haft retsvirkninger i belgisk ret, og den afbrød mere præcist den tiårige forældelsesfrist, der er fastsat i denne ret. Virkningerne af indledningen af redningsproceduren vedrørende CEVA ville nemlig blive tilsidesat, hvis Kommissionens anmeldelse af fordringen i Frankrig den 15. september 2016 ikke medførte en afbrydelse af forældelsen i henhold til belgisk ret.
58 Da det foreliggende krav er fremsat den 19. december 2020, må det under disse omstændigheder fastslås, at der ikke er indtrådt forældelse i den foreliggende sag.
59 CEVA’s forældelsesindsigelse kan derfor ikke tages til følge.
Spørgsmålet, om kravet er begrundet
60 Kommissionen har til støtte for sit krav krævet tilbagebetaling af hele det beløb, der er udbetalt til CEVA i henhold til Seapura-kontrakten, med tillæg af morarenter.
61 I denne forbindelse skal det bemærkes, at Retten i det omfang, den får forelagt en sag i henhold til en voldgiftsbestemmelse på grundlag af artikel 272 TEUF, skal afgøre tvisten på grundlag af den materielle ret, der finder anvendelse på kontrakten (dom af 1.3.2017, Universiteit Antwerpen mod REA, T-208/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:136, præmis 53).
62 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at i henhold til Seapura-kontraktens artikel 5, stk. 1, er den materielle ret, som finder anvendelse på kontrakten, belgisk ret.
63 For så vidt angår reglerne om opfyldelse og fortolkning af kontrakter i belgisk ret foreskriver artikel 1134, stk. 3, i den belgiske civillovbog i den affattelse, der var gældende på daværende tidspunkt, at »[lovligt indgåede kontrakter] skal opfyldes i god tro«.
64 Endvidere bestemmes det i artikel 1147 i den belgiske civillovbog i den affattelse, der var gældende på daværende tidspunkt, at en skyldner er pligtig at yde erstatning, enten når vedkommendes forpligtelse ikke er opfyldt, eller når opfyldelsen forsinkes, medmindre den manglende opfyldelse påviseligt skyldes en udefrakommende årsag, der ikke kan tilregnes skyldneren, og vedkommende derudover ikke har handlet i ond tro.
65 Det er i lyset af disse bestemmelser, at det skal undersøges, om CEVA har begået uregelmæssigheder ved opfyldelsen af Seapura-kontrakten, som hævdet af Kommissionen.
OLAF’s rapport
66 Kommissionen har støttet sit krav på bestemmelserne i artikel 1147 i den belgiske civillovbog i den affattelse, der var gældende på daværende tidspunkt, og artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten, som nævnt i præmis 40 ovenfor.
67 Kommissionen har gjort gældende, at det i OLAF’s rapport blev fastslået, at der forelå alvorlige finansielle uregelmæssigheder fra CEVA’s side i forbindelse med opfyldelsen af Seapura-kontrakten.
68 Kommissionen har således i henhold til artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten ret til at kræve hele det tilskud, som den har udbetalt til CEVA, tilbagebetalt.
69 CEVA har bestridt denne argumentation og har for det første gjort gældende, at OLAF’s undersøgelse ikke vedrørte projektet i henhold til Seapura-kontrakten, og for det andet, at OLAF’s rapport ikke knyttede de identificerede uregelmæssigheder til Seapura-kontrakten.
70 Det skal i denne forbindelse først og fremmest bemærkes, således som Kommissionen med rette har gjort gældende, at OLAF’s undersøgelse vedrørende CEVA vedrørte to dele, hvoraf den første vedrørte de direkte udgifter og den anden strukturfondene.
71 Det skal dernæst præciseres, at OLAF’s undersøgelse hovedsageligt vedrørte to former for adfærd, der gav anledning til mistanke, nemlig for det første forfalskning af personalets timesedler og for det andet plagiat af videnskabelige dokumenter i CEVA’s forskellige projekter.
72 I den foreliggende sag konkluderes det udtrykkeligt i OLAF’s rapport, at der foreligger alvorlige finansielle uregelmæssigheder i forbindelse med alle CEVA’s projekter, herunder Seapura-kontrakten. Som Kommissionen også med rette har gjort gældende, omfattede den horisontale karakter af området for OLAF’s undersøgelse også Seapura-kontrakten.
73 CEVA’s argument om, at OLAF’s undersøgelse og rapport ikke vedrørte Seapura-projektet, kan derfor ikke tiltrædes.
74 Hvad endelig angår de alvorlige finansielle uregelmæssigheder, der er konstateret i OLAF’s rapport, bemærkes det – således som CEVA har gjort gældende – at det hævdede om plagiat af videnskabelige dokumenter vedrørende Seapura-projektet ikke er godtgjort i OLAF’s rapport, da de angiveligt plagierede dokumenter ikke er identificeret.
75 Hvad derimod angår det hævdede om forfalskning af personalets timesedler viser OLAF’s rapport, at CEVA havde udarbejdet flere versioner af timesedlerne for de projekter, som centret havde pligt til at dokumentere omkostningerne for, og som således påviste manipulationer af arbejdstiden for personalet, navnlig for de europæiske projekter, med henblik på at frigive det maksimale beløb, der var afsat til hvert enkelt projekt.
76 Som Kommissionen har anført, peger OLAF’s rapport desuden på uregelmæssigheder ikke blot i timeberegningssystemet, men også i opdelingen af disse timer på de forskellige projekter, herunder Seapura-projektet. Det fremgår nemlig af denne rapport, at efterforskerne foretog en krydskontrol af de dokumenter, der hidrørte fra de forskellige projekter, og som svarede til den samme periode, for at råde over en samlet vurdering, hvilket gjorde det muligt for dem at fastslå rigtigheden af timesedlerne for samtlige igangværende projekter. Det skal i denne forbindelse særligt bemærkes, at der i OLAF’s rapport flere gange henvises til Seapura-projektet med henblik på at undersøge alle de arbejdstimer, som hver enkelt ansat har udført.
77 Under disse omstændigheder fandt efterforskerne, at alle de personaleomkostninger, der var indberettet for perioden fra 2001 til 2005, var upålidelige. Som følge heraf fandt de, at de alvorlige finansielle uregelmæssigheder, som var forbundet med anmeldelsen af CEVA’s personales timesedler, vedrørte samtlige projekter, herunder Seapura-projektet.
78 Det fremgår i øvrigt af konstateringerne og vurderingerne i OLAF’s rapport, at CEVA’s personaleressourcer var utilstrækkelige til, at centret kunne opfylde sine kontraktlige forpligtelser i forhold til alle de projekter, som det havde fået overdraget, og at der fandtes op til otte forskellige udgaver af timesedlen for den samme ansatte for det samme projekt i det samme år, hvilket underbyggede, at timesedlerne var blevet manipuleret ved alle projekterne og nødvendigvis også Seapura-projektet. OLAF konkluderede ligeledes, at sådanne forfalskninger som følge af den tidligere direktørs handlinger var blevet foretaget forsætligt og systematisk.
79 CEVA’s argument om, at de konstaterede uregelmæssigheder ikke er knyttet til Seapura-projektet, kan derfor ikke tiltrædes.
80 For så vidt som der i OLAF’s rapport er konstateret alvorlige finansielle uregelmæssigheder som omhandlet i artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten, er det med rette, at Kommissionen kræver tilbagebetaling fra CEVA af samtlige de beløb, der er udbetalt til centret i forbindelse med opfyldelsen af Seapura-kontrakten.
Straffesagerne ved de franske domstole
81 CEVA har gjort gældende, at Kommissionen ikke kan basere sit krav på den angiveligt svigagtige karakter af forvaltningen af det tilskud, som centret er blevet tildelt, når det for de franske straffedomstole i sidste ende er blevet frifundet for alle anklagepunkterne.
82 I øvrigt fremhævede cour d’appel de Rennes (appeldomstolen i Rennes, Frankrig) i sin dom af 1. april 2014, at forvaltningen var lovlig, og den omstændighed, at gennemførelsen af de omhandlede projekter aldrig havde givet anledning til videnskabelige forbehold fra EU-institutionernes side. CEVA har ligeledes gjort gældende, at Retten ikke kan tage Kommissionens påstande til følge på grundlag af den angiveligt svigagtige karakter af de begåede handlinger.
83 Kommissionen har bestridt CEVA’s argumentation og gjort gældende, at artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten i medfør af princippet om kontraktens bindende virkning som fastsat i artikel 1134 i den belgiske civillovbog i den affattelse, der var gældende på daværende tidspunkt, er bindende for parterne, således at tilbagebetalingen af de udbetalte beløb ikke er betinget af, at CEVA dømmes af en national straffedomstol, men ved bevis for svig eller alvorlige finansielle uregelmæssigheder, som er fastslået i forbindelse med en finansiel revision.
84 Kommissionen har tilføjet, at CEVA ikke kan tilføje en betingelse til en kontraktbestemmelse, der ikke giver plads til fortolkning.
85 Det skal i denne forbindelse fastslås, at i forbindelse med en kontrakt som den foreliggende er den blotte konstatering af, at der foreligger svig eller alvorlige finansielle uregelmæssigheder i forbindelse med en revision, tilstrækkelig til at begrunde Kommissionens ret til at kræve tilbagebetaling af de beløb, som den har udbetalt (jf. analogt dom af 3.5.2018, Sigma Orionis mod Kommissionen, T-48/16, EU:T:2018:245, præmis 121-125).
86 I det foreliggende tilfælde udgør forfalskningen af personalets timesedler, som anført i præmis 78 og 80 ovenfor, som minimum en alvorlig økonomisk uregelmæssighed som omhandlet i artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten.
87 I henhold til artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten er tilbagebetalingen af det omhandlede fællesskabsbidrag alene betinget af, at det konstateres, at der foreligger svig eller alvorlige finansielle uregelmæssigheder i forbindelse med en revision, uden at denne tilbagebetaling gøres betinget af en straffedom eller en strafferetlig kvalificering af de pågældende forhold.
88 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at frifindelse, ved en straffedomstol, for anklagerne om bedrageri eller uretmæssig tilegnelse af offentlige midler er uden betydning for anvendelsen af artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten.
Princippet om procesautonomi
89 CEVA har gjort gældende, at i medfør af princippet om procesautonomi, som er fastslået i Domstolens praksis, er medlemsstaternes rettigheder og procedurer i mangel af harmonisering af EU-retten begrænset til de nationale retssystemer, således at borgerne ikke kan påberåbe sig en medlemsstats ret ved en anden medlemsstats domstole.
90 I det foreliggende tilfælde kan Kommissionen ifølge CEVA ikke påberåbe sig de sager, der er indledt i Frankrig på grundlag af fransk ret, når Seapura-kontrakten er underlagt belgisk ret og giver Retten kompetence til at påkende den foreliggende tvist.
91 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
92 Det skal i denne forbindelse fastslås, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde – uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt der findes EU-retlige regler til regulering af den omhandlede kontrakt – anlagde sag ved Retten på grundlag af artikel 272 TEUF.
93 Det skal bemærkes, at det fremgår af den retspraksis, som nævnt i præmis 61 ovenfor, at Retten, når der er anlagt sag i henhold til en voldgiftsbestemmelse på grundlag af artikel 272 TEUF, skal afgøre tvisten på grundlag af den materielle ret, som finder anvendelse på kontrakten. Det fremgår imidlertid af begrundelsen i præmis 52-57 ovenfor, at selv om belgisk ret finder anvendelse på kontrakten, berører dette ikke den direkte anvendelse af forordning nr. 1346/2000, hvorefter visse bestemmelser i den franske handelslov har virkning i belgisk ret. I modsætning til, hvad CEVA har gjort gældende, følger det heraf, at Kommissionen uden at blive foreholdt en tilsidesættelse af princippet om procesautonomi var berettiget til på grundlag af forordning nr. 1346/2000 at påberåbe sig virkningerne i belgisk ret af de sager, der var indledt i Frankrig.
94 CEVA’s argumentation om tilsidesættelse af princippet om procesautonomi skal derfor forkastes.
95 Kommissionens påstand skal derfor tages til følge, og det skal fastslås, at Kommissionens fordring over for CEVA beløber sig til 168 220,16 EUR med tillæg af renter i henhold til artikel 3, stk. 5, i bilag II til kontrakten.
Kommissionens begæring om, at Retten afsiger en udeblivelsesdom i forhold til TCA og AJIRE
96 Kommissionen har i sine bemærkninger af 14. juni 2021 til den videre procedure fremsat begæring om, at Retten afsiger dom efter dens påstande vedrørende TCA og AJIRE i henhold til procesreglementets artikel 123, stk. 1.
97 Det bemærkes, at Kommissionens påstande i overensstemmelse med ændringerne heraf i retsmødet ikke længere vedrører TCA og AJIRE, og dermed nedlægger den implicit, men nødvendigvis, ikke længere påstand om, at Retten fastslår, at sidstnævnte er forpligtet til at tilbagebetale de beløb, der er udbetalt i forbindelse med opfyldelsen af Seapura-kontrakten.
98 Det fremgår af præmis 60-95 ovenfor, at for så vidt som der i OLAF’s rapport blev konstateret alvorlige finansielle uregelmæssigheder som omhandlet i artikel 3, stk. 5, i bilag II til Seapura-kontrakten, var det med rette, at Kommissionen krævede tilbagebetaling af samtlige de beløb over for CEVA, som centret havde fået udbetalt i forbindelse med opfyldelsen af Seapura-kontrakten.
99 Da Kommissionen i det hele har fået medhold i sine påstande, som udelukkende vedrører CEVA, er det ufornødent at tage stilling til institutionens påstand om, at Retten afsiger dom efter dennes påstande vedrørende TCA og AJIRE.
Sagsomkostninger
100 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
101 Da CEVA har tabt sagen, bør det pålægges centret at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Syvende Afdeling):
1) Europa-Kommissionens fordring over for Centre d’étude et de valorisation des algues SA (CEVA) beløber sig til 168 220,16 EUR med tillæg af morarenter beregnet fra de skyldige beløbs forfaldsdato med den af Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsatte sats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med 2 procentpoint.
2) CEVA bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.
da Silva Passos | Valančius | Reine |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. september 2023.
Underskrifter