Language of document :

Sag anlagt den 2. marts 2022 – Svenska Bankföreningen og Länsförsäkringar Bank mod Kommissionen

(Sag T-112/22)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Ideella föreningen Svenska Bankföreningen med firma Svenska Bankföreningen, Näringsverksamhet (Stockholm, Sverige) og Länsförsäkringar Bank AB (Stockholm) (ved advokaterne P. Hansson, M. Eriksson og M. Persson)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse af 24. november 2021 i sag SA.56348(2021/N) – Sverige: Svensk skat på kreditinstitutter 1 annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et anbringende om, at Europa-Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes processuelle rettigheder ved at undlade at indlede en formel undersøgelsesprocedure.

Det gøres gældende, at Kommissionen objektivt mødte alvorlige vanskeligheder under den foreløbige undersøgelse af den anmeldte foranstaltning og skulle have indledt en formel undersøgelsesprocedure. Sagsøgerne gør bl.a. gældende:

–    at Kommissionen ikke inddrog det forhold, at parametrene i det referencesystem, som Kommissionen havde identificeret, klart ikke var i overensstemmelse med risikoskattens formål.

    at Kommissionen ikke tog hensyn til den omstændighed, at kreditinstitutioner, der er omfattet af risikoskattens anvendelsesområde, og kreditinstitutioner, der ikke er omfattet heraf, befinder sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation i forhold til det formål, der forfølges med beskatningsordningen.

–     at Kommissionen anvendte Domstolens retspraksis forkert ved vurderingen af afgiftstærsklen.

–    at Kommissionen ikke tog hensyn til, at der ikke var nogen begrundelse for den forskellige behandling og denne under ingen omstændigheder var forholdsmæssig.

–    at den undersøgelse, som Kommissionen foretog under den foreløbige undersøgelsesprocedure, var utilstrækkelig og ufuldstændig.

____________

1 COM (2021) 8637 final og jf. offentliggørelsen i EUT 2021 C 511, s. 2.