Forenede sager T-494/08 – T-500/08 og T-509/08

Ryanair Ltd

mod

Europa-Kommissionen

»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001– dokumenter vedrørende kontrolprocedurerne for statsstøtte – stiltiende afslag på aktindsigt – udtrykkeligt afslag på aktindsigt – undtagelsen om beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision – forpligtelse til at foretage en konkret og individuel undersøgelse«

Sammendrag af dom

1.      Den Europæiske Union – institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – fastsat frist for at besvare en begæring om aktindsigt – forlængelse – betingelser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 8)

2.      Annullationssøgsmål – retlig interesse – søgsmål til prøvelse af Kommissionens stiltiende afgørelse om afvisning af en begæring om aktindsigt – afgørelse ophævet som følge af Kommissionens senere vedtagelse af en udtrykkelig afgørelse – sagsøgeren havde subsidiært anlagt sag til prøvelse af sidstnævnte afgørelse – søgsmålsinteressen ophørt

(Art. 230 EF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001)

3.      Institutionernes retsakter – gyldighedsformodning – nullitet – begreb

4.      Den Europæiske Union – institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser til retten til aktindsigt – beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision – rækkevidde

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 2, tredje led)

5.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten – anbringende om, at begrundelsen er urigtig – sondring

(Art. 253 EF)

1.      Den i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter fastsatte frist er bindende og kan ikke forlænges ud over de tilfælde, der er anført i forordningens artikel 8, stk. 2, uden at bestemmelsen mister sin effektive virkning, idet den, der begærer aktindsigt, ikke længere ville vide, nøjagtig hvornår han ville kunne indgive søgsmål eller klage, som fastsat i nævnte forordnings artikel 8, stk. 3.

(jf. præmis 39)

2.      Et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kan kun antages til behandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. Denne søgsmålsinteresse skal med hensyn til sagsgenstanden foreligge på tidspunktet for indgivelsen af søgsmålet, der i modsat fald afvises. Endvidere skal søgsmålsinteressen bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse, hvilket forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe den part, som har indledt det, en fordel. Såfremt sagsøgerens søgsmålsinteresse bortfalder under sagens forløb, kan en afgørelse fra Retten om sagens realitet ikke bibringe denne en fordel.

For så vidt angår en påstand om annullation af de stiltiende afgørelser fremsat inden for rammerne af proceduren vedrørende offentlighedens ret til aktindsigt i Kommissionens dokumenter, som reguleres i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, og som Kommissionen de facto trak tilbage ved den senere vedtagelse af de udtrykkelige afgørelser om afslag, kan et sådant søgsmål ikke antages til behandling, for så vidt som sagsøgeren ikke har søgsmålsinteresse i forhold til disse stiltiende afgørelser, da de udtrykkelige afgørelser, som sagsøgeren subsidiært påstår annulleret, blev vedtaget inden indbringelsen af søgsmålet. En eventuel annullation af sådanne stiltiende afgørelser på grund af tilsidesættelse af formforskrifter kan således kun medføre, at der træffes nye afgørelser, som materielt set er identiske med de udtrykkelige afgørelser. Behandlingen af søgsmålet vedrørende de stiltiende afgørelser kan desuden hverken begrundes med formålet bestående i at undgå, at ulovligheden gentager sig, eller med formålet bestående i at lette eventuelle erstatningssager, idet disse formål kunne nås ved behandlingen af søgsmålet til prøvelse af de udtrykkelige afgørelser

(jf. præmis 41-48)

3.      Kriteriet for at erklære en retsakt for en nullitet bør forbeholdes retsakter, der er behæftet med særligt grove og åbenbare mangler. De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra Unionens institutioner er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde.

(jf. præmis 49)

4.      Med henblik på fortolkningen af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter skal der tages hensyn til den omstændighed, at interesserede parter – ud over den berørte medlemsstat – ikke har adgang til Kommissionens administrative sagsmapper under procedurer i statsstøttesager, og derfor anerkendes en generel formodning om, at udbredelsen af administrative dokumenter er til skade for beskyttelsen af formålet med undersøgelser.

Kommissionen kan således i medfør af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 give afslag på aktindsigt i alle dokumenter vedrørende kontrolprocedurer for statsstøtte, uden forudgående at foretage en konkret og individuel undersøgelse af disse dokumenter.

Denne generelle formodning udelukker ikke de nævnte interesserede parters ret til at bevise, at et givent dokument, som der begæres aktindsigt i, ikke er omfattet af den nævnte formodning, eller at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet i medfør af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001.

(jf. præmis 70-72)

5.      Den begrundelse, som kræves i artikel 253 EF, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning og forsvare deres rettigheder, og således at retterne kan udøve deres prøvelsesret. Det kan imidlertid ikke kræves, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige omstændigheder. Spørgsmålet om, hvorvidt en beslutnings begrundelse opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Endvidere udgør tilsidesættelsen af begrundelsespligten et anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, der som sådant adskiller sig fra anbringendet om, at beslutningen er truffet af urigtige grunde, idet prøvelsen af det sidstnævnte forhold henhører under behandlingen af beslutningens materielle rigtighed.

(jf. præmis 96 og 97)