Appel iværksat den 28. august 2014 af Intel Corporation til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 12. juni 2014 i sag T-286/09, Intel Corporation mod Europa-Kommissionen

(Sag C-413/14 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Intel Corporation (ved D.M. Beard, QC, og solicitors A.N. Parr og R.W. Mackenzie)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen

Association for Competitive Technology, Inc.

Union fédérale des consommateurs - Que choisir (UFC - Que choisir)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves helt eller delvist.

Den anfægtede beslutning annulleres helt eller delvist.

Den pålagte bøde annulleres eller nedsættes væsentligt.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse i overensstemmelse med Domstolens dom.

Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i denne sag såvel som i sagen for Retten.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Appellanten har med det første appelanbringende, der er opdelt i tre led, gjort gældende, at Retten anvendte en urigtig retlig standard ved vurderingen af lovligheden af selskabets adfærd i henhold til artikel 82 EF og EØS-aftalens artikel 54:

Retten begik en fejl ved at konkludere, at den omhandlede adfærd ifølge sin karakter kunne begrænse konkurrencen og følgelig kunne anses for at være i strid med artikel 82 EF og EØS-aftalens artikel 54, uden at det var fornødent at tage hensyn til alle de relevante faktorer og omstændigheder omkring denne adfærd.

Retten begik en fejl ved at konkludere, at vurderingen af evnen til at begrænse konkurrencen – med henblik på at påvise en overtrædelse af artikel 82 EF og EØS-aftalens artikel 54 – kan foretages på grundlag af abstrakte betragtninger fremfor sandsynlige eller faktiske virkninger.

Retten begik en fejl ved sin subsidiære konklusion om, at den omhandlede adfærd kunne begrænse konkurrencen, fordi den fejlagtigt tog hensyn til faktorer, der ikke kan godtgøre denne evne, og så bort fra en række relevante faktorer, der burde være taget i betragtning, så som markedsdækningen af praksissen, varigheden af den påståede praksis, faktiske markedsindikatorer for hastige prisfald og et fravær af markedsafskærmning, samt de konklusioner, der rettelig burde drages af den lige-så-effektiv-konkurrent-test (as-efficient competitor (AEC) test), der blev udført af Kommissionen under den administrative procedure.

Appellanten har med det andet appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at der forelå en overtrædelse i forhold til de sidste to år af den påståede overtrædelsesperiode, eftersom markedsdækningen af adfærden i disse to år højst påvirkede blot 3,5% af det relevante marked.

Appellanten har med det tredje appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at klassificere selskabets adfærd i forhold til HP og Lenovo som »eksklusivitetsrabatter«, da denne adfærd alene vedrørte henholdsvis 28% og 42% (eller mindre) af hver kundes samlede køb af de relevante produkter, hvilket er betydeligt mindre end »alle eller de fleste« af disse kunders behov.

Appellanten har med det fjerde appelanbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte princippet om effektiv domstolsbeskyttelse og princippet om en retfærdig rettergang i forhold til en fem timer lang samtale, som Kommissionen havde med en central leder fra Dell vedrørende spørgsmål, der havde en objektiv forbindelse med undersøgelsens kerneindhold, og hvorunder den centrale leder fra Dell afgav meget detaljerede forklaringer. Retten begik en fejl ved at konkludere, at det var tilstrækkeligt for Kommissionen blot at fremlægge en liste over de emner, der blev diskuteret under samtalen, fremfor en optegnelse eller et referat af, hvad samtalepartneren sagde i forhold til disse emner. Retten begik tillige en fejl ved at konkludere, at det påhvilede appellanten at fremlægge et umiddelbart bevis for, at Kommissionen undlod at dokumentere diskulperende beviser, mens det rettelig alene påhvilede sagsøgeren at påvise, at det ikke kunne udelukkes, at materialet kunne have været nyttigt for selskabets forsvar, hvilket sagsøgeren klart førte bevis for i det foreliggende tilfælde.

Appellanten har med det femte appelanbringende, der er opdelt i tre led, gjort gældende, at Retten ukorrekt fastlog en fællesskabsjurisdiktion over Intels aftaler med Lenovo i 2006 og 2007:

Retten begik en fejl ved at konkludere, at denne adfærd blev »gennemført« i EØS, fordi Intel ikke solgte nogen produkter til Lenovo i EØS i medfør af disse aftaler.

Retten begik en fejl ved at konkludere, at »de kvalificerede virkninger«-testen er et egnet grundlag for fællesskabsjurisdiktion over den omhandlede adfærd.

Retten begik en fejl ved at anvende »de kvalificerede virkninger«-tester, fordi det ikke var forudseligt, at Intels aftaler med Lenovo vedrørende x86- mikroprocessorer til levering i Kina ville få en umiddelbar og betydelig virkning i EØS.

Appellanten har med det sjette appelanbringende, der er opdelt i to led, gjort gældende, at Retten begik forskellige fejl ved beregningen af den pålagte bøde:

    Bøden var åbenbart uforholdsmæssig.

Retten tilsidesatte grundlæggende EU-retlige principper ved at anvende Kommissionens retningslinjer for bødeberegning fra 2006 på en adfærd, der forelå før disse retningslinjer.