RETTENS DOM (Tredje Udvidede Afdeling)

22. november 2023 (*)

»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – afvikling af Banco Popular Español – Afviklingsinstansens afgørelse om afslag på at yde kompensation til aktionærerne og kreditorerne som følge af afviklingsforanstaltningerne – ejendomsret – ret til at blive hørt – adgang til effektive retsmidler – værdiansættelse af forskellen i behandling – valuarens uafhængighed«

I de forenede sager T-302/20, T-303/20 og T-307/20,

Antonio Del Valle Ruíz, Mexico (Mexico), og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget (1), ved advokaterne B. Fernández García, J. Álvarez González og P. Rubio Escobar,

sagsøgere i sag T-302/20,

støttet af:

Aeris Invest Sàrl, Luxembourg (Luxembourg), ved advokaterne R. Vallina Hoset og M. Varela Suárez,

intervenient i sag T-302/20,

José María Arias Mosquera, Madrid (Spanien), og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget (2), ved B. Fernández García, J. Álvarez González og P. Rubio Escobar,

sagsøgere i sag T-303/20,

Calatrava Real State 2015, SL, Madrid, ved B. Fernández García, J. Álvarez González og P. Rubio Escobar,

sagsøger i sag T-307/20,

mod

Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ved M. Fernández Rupérez, A. Lapresta Bienz, L. Forestier og J. Rius Riu, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne H.-G. Kamann, F. Louis, V. Del Pozo Espinosa de los Monteros og L. Hesse,

sagsøgte,

støttet af

Kongeriget Spanien ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget,

intervenient i de forenede sager T-302/20, T-303/20 og T-307/20,

har

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af præsidenten, M. van der Woude, og dommerne G. De Baere (refererende dommer), G. Steinfatt, K. Kecsmár og S. Kingston,

justitssekretær: fuldmægtig P. Nuñez Ruiz,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter retsmødet den 7. september 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Med deres søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgerne, Antonio Del Valle Ruíz og 36 andre fysiske eller juridiske personer, hvis navne er anført i bilaget, José María Arias Mosquera og 28 andre fysiske eller juridiske personer, hvis navne er anført i bilaget, samt Calatrava Real State 2015, SL, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/EES/2020/52 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 17. marts 2020 om, hvorvidt aktionærerne og kreditorerne skal bevilliges kompensation som følge af de afviklingsforanstaltninger, der er truffet vedrørende Banco Popular Español, SA (herefter »den anfægtede afgørelse«).

 Tvistens baggrund

2        Sagsøgerne er fysiske og juridiske personer, som var aktionærer i Banco Popular Español (herefter »Banco Popular«) inden vedtagelsen af en afviklingsordning vedrørende den nævnte bank.

3        Den 7. juni 2017 vedtog Afviklingsinstansen på sit eksekutivmøde afgørelse SRB/EES/2017/08 om en afviklingsordning for Banco Popular (herefter »afviklingsordningen«) på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

4        Inden vedtagelsen af afviklingsordningen antog Afviklingsinstansen den 23. maj 2017, efter en udbudsprocedure, firmaet Deloitte Réviseurs d’Entreprises som valuar (herefter »valuarfirmaet«) som led i forberedelsen af en eventuel afvikling af Banco Popular. Valuarfirmaet blev efter et udbud tildelt en individuel kontrakt inden for en multipel rammekontrakt om tjenesteydelser, som Afviklingsinstansen havde indgået med seks firmaer, herunder valuarfirmaet. I overensstemmelse med den individuelle kontrakt fik valuarfirmaet til opgave at foretage en værdiansættelse af Banco Popular inden en eventuel afvikling og en værdiansættelse af den i artikel 20, stk. 16-18, i forordning nr. 806/2014 omhandlede forskel i behandling efter en eventuel afvikling.

5        Den 5. juni 2017 vedtog Afviklingsinstansen den første værdiansættelse i henhold til artikel 20, stk. 5, litra a), i forordning nr. 806/2014, hvis mål var at indgå i bedømmelsen af, om betingelserne for afvikling, som defineret i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, var opfyldt.

6        Den 6. juni 2017 fremsendte valuarfirmaet en ny værdiansættelse til Afviklingsinstansen (herefter »værdiansættelse 2«), udarbejdet i medfør af artikel 20, stk. 10, i forordning nr. 806/2014. Formålet med værdiansættelse 2 var at give et skøn over værdien af Banco Populars aktiver og passiver og et skøn over den behandling, som aktionærerne og kreditorerne ville have modtaget, hvis Banco Popular havde været underlagt almindelig insolvensbehandling, samt at indgå i afgørelsen om, hvilke aktier og ejerskabsinstrumenter der skulle overføres, og i Afviklingsinstansens forståelse af, hvad der i forbindelse med virksomhedssalgsværktøjet udgjorde kommercielle vilkår.

7        I afviklingsordningen besluttede Afviklingsinstansen at bringe Banco Popular under afvikling, idet den fandt, at betingelserne i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 var opfyldt. Afviklingsinstansen besluttede at nedskrive og konvertere Banco Populars kapitalinstrumenter i henhold til artikel 21 i forordning nr. 806/2014 og at anvende virksomhedssalgsværktøjet i henhold til artikel 24 i forordning nr. 806/2014 ved at overføre aktierne til en køber.

8        Afviklingsinstansen besluttede at annullere 100% af Banco Populars aktier, at konvertere og nedskrive hele hovedstolen af de supplerende kernekapitalinstrumenter udstedt af Banco Popular og at konvertere hele hovedstolen af hybride kapitalinstrumenter udstedt af Banco Popular til »nye aktier II«. Efter en gennemsigtig og åben salgsproces, der blev gennemført af den spanske afviklingsmyndighed, Fondo de Reestructuración Ordenada Bancaria (omstruktureringsfond for banker, herefter »FROB«), blev de »nye aktier II« overført til Banco Santander SA mod betaling af en købspris på 1 EUR. Derefter indtrådte Banco Santander den 28. september 2018 som universalsuccessor efter Banco Popular i en fusion ved overtagelse.

9        Den 7. juni 2017 vedtog Europa-Kommissionen afgørelse (EU) 2017/1246 om godkendelse af afviklingsordningen for Banco Popular (EUT 2017, L 178, s. 15).

10      Den 14. juni 2018 fremsendte valuarfirmaet den værdiansættelse af forskellen i behandling, der foreskrives i artikel 20, stk. 16-18, i forordning nr. 806/2014, og som blev foretaget med henblik på at fastlægge, om aktionærerne og kreditorerne ville have modtaget en bedre behandling, hvis instituttet under afvikling havde været underlagt almindelig insolvensbehandling (herefter »værdiansættelse 3«), til Afviklingsinstansen. Den 31. juli 2018 fremsendte valuarfirmaet et tillæg til denne værdiansættelse, der korrigerede visse formelle fejl, til Afviklingsinstansen.

11      I værdiansættelse 3 foretog valuarfirmaet et skøn over den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget, hvis Banco Popular havde været underlagt almindelig insolvensbehandling på det tidspunkt, hvor afviklingsordningen blev vedtaget. Det foretog denne vurdering inden for rammerne af et likvidationsscenarie på grundlag af Ley 22/2003, Concursal (lov nr. 22/2003 om konkurs), af 9. juli 2003 (BOE nr. 164 af 10.7.2003, s. 26905).

12      Valuarfirmaet anførte, at det antagede likvidationsscenarie var blevet udarbejdet på grundlag af ureviderede finansielle oplysninger pr. 6. juni 2017 eller, hvis de ikke var tilgængelige, pr. 31. maj 2017. Det vurderede, at det ville have resulteret i en ikke-planlagt likvidation, hvis der var blevet indledt en almindelig insolvensbehandling vedrørende Banco Popular den 7. juni 2017. I sin vurdering af aktivernes realiserede værdi tog valuarfirmaet hensyn til tre alternative tidsmæssige likvidationsscenarier på 18 måneder, 3 år og 7 år, som hver især omfattede et »bedste« og et »værste« scenario. Det konkluderede, at der i hvert af disse scenarier hvad angår de berørte aktionærer og efterstillede kreditorer ikke havde kunnet forventes nogen tilbagebetaling i en almindelig insolvensbehandling, og at der derfor ikke var nogen forskel i behandlingen sammenlignet med den, der fulgte af afviklingsforanstaltningen.

13      Den 6. august 2018 offentliggjorde Afviklingsinstansen på sit websted sin meddelelse af 2. august 2018 vedrørende instansens foreløbige afgørelse om, hvorvidt aktionærerne og kreditorerne skulle bevilliges kompensation som følge af de afviklingsforanstaltninger, der var truffet vedrørende Banco Popular, og vedrørende iværksættelsen af en procedure, så de berørte kunne udøve deres ret til at blive hørt (SRB/EES/2018/132) (herefter »den foreløbige afgørelse«), samt en ikke-fortrolig version af værdiansættelse 3. Den 7. august 2018 blev en bekendtgørelse vedrørende Afviklingsinstansens meddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2018, C 277 I, s. 1).

14      I den foreløbige afgørelse fandt Afviklingsinstansen, at værdiansættelse 3 viste, at der ikke var nogen forskel mellem den behandling, som de aktionærer og kreditorer, der var berørt af afviklingen af Banco Popular, faktisk havde modtaget, og den behandling, de ville have modtaget, hvis Banco Popular havde været underlagt almindelig insolvensbehandling på afviklingstidspunktet. Afviklingsinstansen besluttede foreløbigt, at det ikke var nødvendigt at betale kompensation til de berørte aktionærer og kreditorer i henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014.

15      For at kunne træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt der skulle ydes kompensation til berørte aktionærer og kreditorer, opfordrede Afviklingsinstansen dem til at tilkendegive deres interesse i at udøve deres ret til at blive hørt med hensyn til den foreløbige afgørelse i overensstemmelse med artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

16      Afviklingsinstansen anførte, at proceduren vedrørende retten til at blive hørt ville finde sted i to faser.

17      I den første fase, tilmeldingsfasen, blev de berørte aktionærer og kreditorer opfordret til at tilkendegive deres interesse i at udøve deres ret til at blive hørt ved brug af en særlig onlinetilmeldingsformular, der var tilgængelig indtil 14. september 2018. Dernæst skulle Afviklingsinstansen undersøge, om alle de parter, der havde tilkendegivet deres interesse, havde status som berørt aktionær eller kreditor. De berørte aktionærer og kreditorer skulle fremlægge legitimation og et bevis for, at de den 6. juni 2017 var indehaver af et eller flere kapitalinstrumenter i Banco Popular, som var blevet nedskrevet eller konverteret og overført i forbindelse med afviklingen.

18      I den anden fase, høringsfasen, kunne de berørte aktionærer og kreditorer, som i den første fase havde tilkendegivet deres interesse i at udøve deres ret til at blive hørt, og hvis status var blevet bekræftet af Afviklingsinstansen, fremsætte deres bemærkninger til den foreløbige afgørelse, som var vedlagt værdiansættelse 3.

19      Den 16. oktober 2018 meddelte Afviklingsinstansen, at kvalificerede aktionærer og kreditorer ville blive opfordret til at fremsætte skriftlige bemærkninger til den foreløbige afgørelse fra den 6. november 2018. Den 6. november 2018 sendte Afviklingsinstansen et unikt personligt link til de kvalificerede aktionærer og kreditorer, som gav dem adgang til en formular på internettet, der gav dem mulighed for indtil den 26. november 2018 at fremsætte bemærkninger til den foreløbige afgørelse og til den ikke-fortrolige version af værdiansættelse 3.

20      Da høringsfasen var afsluttet, gennemgik Afviklingsinstansen de relevante bemærkninger fra de berørte aktionærer og kreditorer vedrørende den foreløbige afgørelse. Den anmodede valuarfirmaet om at fremsende et dokument med sin vurdering af de relevante bemærkninger vedrørende værdiansættelse 3 og om at undersøge, om værdiansættelse 3 fortsat var gyldig i lyset af disse bemærkninger.

21      Den 18. december 2019 fremsendte valuarfirmaet sin vurdering med titlen »Uddybende dokument vedrørende værdiansættelsen af forskellen i behandling« (herefter »det uddybende dokument«) til Afviklingsinstansen. I det uddybende dokument bekræftede valuarfirmaet, at strategien og de forskellige antagede likvidationsscenarier, der var beskrevet i værdiansættelse 3, samt de anvendte metoder og de udførte analyser fortsat var gyldige.

22      Den 17. marts 2020 vedtog Afviklingsinstansen den anfægtede afgørelse. En bekendtgørelse vedrørende denne afgørelse blev offentliggjort den 20. marts 2020 i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2020, C 91, s. 2).

23      I den anfægtede afgørelse fandt Afviklingsinstansen, at valuarfirmaet var uafhængigt i overensstemmelse med kravene i artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 og kapitel IV i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1075 af 23. marts 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder om indholdet af genopretningsplaner, afviklingsplaner og koncernafviklingsplaner, de minimumskriterier, som den kompetente myndighed skal vurdere i forbindelse med genopretningsplaner og koncerngenopretningsplaner, betingelserne for koncernintern finansiel støtte, kravene vedrørende uafhængige valuarer, den kontraktmæssige anerkendelse af nedskrivnings- og konverteringsbeføjelser, procedurerne og indholdet i forbindelse med underretningskrav og meddelelsen om suspension samt afviklingskollegiernes virkemåde i praksis (EUT 2016, L 184, s. 1).

24      I den anfægtede afgørelses afsnit 5, »værdiansættelse 3«, sammenfattede Afviklingsinstansen indholdet af værdiansættelse 3 og vurderede, at den var i overensstemmelse med den gældende lovramme og var tilstrækkeligt begrundet og fyldestgørende til at danne grundlag for en afgørelse i henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014. Ifølge Afviklingsinstansen omfattede vurderingen i værdiansættelse 3 de elementer, som kræves i henhold til artikel 20, stk. 17, i forordning nr. 806/2014 og i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/344 af 14. november 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer kriterierne vedrørende metoderne til værdiansættelse af forskel i behandlingen i forbindelse med afvikling (EUT 2018, L 67, s. 3).

25      I den anfægtede afgørelses afsnit 6 fremlagde Afviklingsinstansen »de berørte aktionærers og kreditorers bemærkninger og vurderingen af disse«. I den anfægtede afgørelses afsnit 6.1, »vurdering af relevansen«, forklarede Afviklingsinstansen, at visse af disse bemærkninger, som hverken vedrørte dens foreløbige afgørelse eller værdiansættelse 3, ikke var relevante, for så vidt som de ikke var omfattet af proceduren vedrørende retten til at blive hørt. I den anfægtede afgørelses afsnit 6.2 foretog Afviklingsinstansen en »undersøgelse af de relevante bemærkninger«, som de berørte aktionærer og kreditorer havde indsendt, vedrørende valuarfirmaets uafhængighed og indholdet af værdiansættelse 3, grupperet efter emne.

26      Afviklingsinstansen konkluderede, at det fremgik af værdiansættelse 3, sammenholdt med det uddybende dokument og konklusionerne i den anfægtede afgørelses afsnit 6.2, at der ikke var nogen forskel mellem den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer faktisk modtog, og den behandling, som de ville have modtaget, hvis Banco Popular havde været underlagt almindelig insolvensbehandling på tidspunktet for afviklingen.

27      Afviklingsinstansen traf derfor følgende afgørelse:

»Artikel 1

Værdiansættelse

Med henblik på at afgøre, om der skal bevilliges kompensation til de aktionærer og kreditorer, der er berørt af de afviklingsforanstaltninger, som er gennemført vedrørende Banco Popular [...], fastsættes værdiansættelsen af forskellen i behandling i forbindelse med afviklingen, jf. artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014, i overensstemmelse med bilag I til denne afgørelse, sammenholdt med det uddybende dokument [...], som indgår i bilag II til denne afgørelse.

Artikel 2

Kompensation

De aktionærer og kreditorer, der er berørt af afviklingsforanstaltningerne vedrørende Banco Popular [...], har ikke ret til kompensation fra Den Fælles Afviklingsfond i henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014.

Artikel 3

Adressat

Denne afgørelse er rettet til FROB i dennes egenskab af national afviklingsmyndighed, jf. artikel 3, stk. 1, nr. 3), i forordning nr. 806/2014.«

 Parternes påstande

28      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Afviklingsinstansen og Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

29      Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

30      I sag T-302/20 har intervenienten Aeris Invest Sàrl nedlagt følgende påstande:

–        Sagsøgerne gives medhold.

–        Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

31      Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

32      Sagsøgerne har anført fem anbringender til støtte for søgsmålet. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 15, stk. 1, litra g), i forordning nr. 806/2014. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014. Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til at blive hørt, som er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2. Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler, som er fastsat i chartrets artikel 47. Det femte anbringende vedrører tilsidesættelse af ejendomsretten, som er fastsat i chartrets artikel 17 og artikel 52, stk. 1, samt i artikel 1 i protokol nr. 1 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).

33      Indledningsvis bemærkes, at retspraksis har afgrænset omfanget af den kontrol, som Retten udøver, både i situationer, hvor den anfægtede retsakt er baseret på en vurdering af faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk meget kompliceret karakter, og når der er tale om komplekse økonomiske vurderinger.

34      For det første bør Unionens retsinstanser, når Unionens myndigheder har en bred skønsmargen, navnlig vedrørende vurderingen af faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk meget kompliceret karakter, til at bestemme karakteren og omfanget af sine tiltag, blot undersøge, om udøvelsen af dette skøn er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om disse myndigheder åbenbart har overskredet grænserne for deres skøn. I en sådan situation kan Unionens retsinstanser således ikke sætte deres egen vurdering af de faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk karakter i stedet for Unionens myndigheders, som i henhold til EUF-traktaten varetager denne opgave alene (jf. dom af 21.7.2011, Etimine, C-15/10, EU:C:2011:504, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis), og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

35      For det andet er den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager af EU-myndighedernes komplekse økonomiske vurderinger, en begrænset kontrol, der nødvendigvis må begrænses til en efterprøvelse af, om formforskrifterne er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning. I forbindelse med denne efterprøvelse tilkommer det således heller ikke Unionens retsinstanser at sætte deres egen økonomiske vurdering i stedet for Unionens kompetente myndigheds (jf. dom af 2.9.2010, Kommissionen mod Scott, C-290/07 P, EU:C:2010:480, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 106 og den deri nævnte retspraksis).

36      Da Afviklingsinstansens afgørelser, som har til formål at afgøre, om der skal ydes kompensation til aktionærer og kreditorer, der er berørt af de afviklingsforanstaltninger, som er gennemført vedrørende en enhed, er baseret på vurderinger af økonomisk og teknisk meget kompliceret karakter, må de principper, der kan udledes af den i præmis 35 og 36 nævnte retspraksis, finde anvendelse på den kontrol, som retsinstansen skal foretage.

37      Selv om Afviklingsinstansen er tillagt et skøn for så vidt angår økonomiske og tekniske vurderinger, indebærer dette ikke, at Unionens retsinstanser skal afholde sig fra at kontrollere Afviklingsinstansens fortolkning af de oplysninger af økonomisk art, der ligger til grund for dens afgørelse. Som Domstolen har fastslået, skal Unionens retsinstanser selv i tilfælde, der omhandler komplekse vurderinger, derfor ikke blot tage stilling til bl.a. den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, samt oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (jf. dom af 11.11.2021, Autostrada Wielkopolska mod Kommissionen og Polen, C-933/19 P, EU:C:2021:905, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:C:2022:314, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).

38      For at godtgøre, at Afviklingsinstansen har begået en åbenbar fejl ved vurderingen af omstændighederne, der berettiger til at kræve den anfægtede afgørelse annulleret, skal sagsøgernes beviser være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, der ligger til grund for afgørelsen, bliver usandsynlige (jf. analogt dom af 7.5.2020, BTB Holding Investments og Duferco Participations Holding mod Kommissionen, C-148/19 P, EU:C:2020:354, præmis 72, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:C:2022:314, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

39      Et anbringende om en åbenbar fejl skal som følge heraf forkastes, såfremt den anfægtede vurdering, uanset de beviser, sagsøgeren har fremført, kan anses for at være korrekt eller gyldig (jf. dom af 27.9.2018, Spiegel-Verlag Rudolf Augstein og Sauga mod ECB, T-116/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:614, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, og af 25.11.2020, BMC mod fællesforetagendet Clean Sky 2, T-71/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:567, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

40      Det fremgår i øvrigt af fast retspraksis, at når institutionerne har et skøn, må der lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Under disse garantier, som Unionens retsorden giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, henhører navnlig kravet om god forvaltningsskik, der er nedfældet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), og som indebærer et krav om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag. Kun under disse omstændigheder kan Unionens retsinstanser efterprøve, om de faktiske og retlige omstændigheder, der har betydning ved udøvelsen af skønnet, forelå (jf. i denne retning dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14).

 Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 15, stk. 1, litra g), i forordning nr. 806/2014

41      Sagsøgerne har gjort gældende, at deres sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, viser, at værdiansættelse 3 er baseret på urigtige forudsætninger og anvender kriterier, der ikke er egnede til værdiansættelsen af Banco Popular. De har anført, at analysen i denne erklæring begrunder 19 kritikpunkter mod værdiansættelse 3, som er anført i stævningerne.

42      Sagsøgerne har hævdet, at den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, på grundlag af sin egen værdiansættelse har godtgjort, at Banco Populars selskabskapital udgjorde ca. 5,974 mia. EUR på tidspunktet for afviklingen, og at de derfor ville have modtaget en bedre behandling ved almindelig insolvensbehandling, end de modtog i forbindelse med afviklingen.

43      Afviklingsinstansen har gjort gældende, at dette anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som sagsøgerne har henvist til 19 fejl i værdiansættelse 3 formuleret som 19 meget generelle udsagn i en enkelt sætning, der er uforståelige i sig selv og kun kan forstås ved at sammenholde dem med den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne. Der er i stævningerne hverken anført argumenter eller underliggende faktiske omstændigheder til støtte for disse udsagn.

44      I henhold til artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement skal stævningen angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten kan tage stilling til sagen i givet fald alene på det foreliggende grundlag.

45      Såfremt et søgsmål skal kunne admitteres, er det ifølge fast retspraksis nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen. Selv om dennes indhold på særlige punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til bestemte passager i dokumenter, der vedlægges som bilag til den, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter, herunder dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen, rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, der i medfør af de nævnte bestemmelser skal være indeholdt i stævningen. Det tilkommer endvidere ikke Retten ved hjælp af bilagene at forsøge at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning (jf. dom af 3.3.2022, WV mod SEAE, C-162/20 P, EU:C:2022:153, præmis 68 og 70 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 299 og den deri nævnte retspraksis).

46      Det bemærkes, at sagsøgerne i det første anbringende, således som Afviklingsinstansen har anført, har begrænset sig til at formulere 19 meget generelle udsagn vedrørende visse af valuarfirmaets vurderinger i værdiansættelse 3. De seks første udsagn vedrører likvidationsscenariet for Banco Popular, og de øvrige drejer sig om vurderingen af forskellige aktivkategorier i værdiansættelse 3.

47      Sagsøgerne har blot anført, at disse udsagn er begrundet i den analyse, som er indeholdt i den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne. De har således henvist generelt til den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne – og som er på 87 sider, med 76 siders bilag – og har ikke anført, hvilke dele af den sagkyndige erklæring der ligger til grund for hvert af disse 19 udsagn.

48      Det samme gælder for sagsøgernes konklusion om, at det fremgår af deres sagkyndige erklæring, at de ville have modtaget en bedre behandling ved almindelig insolvensbehandling, end de modtag inden for rammerne af afviklingen.

49      I overensstemmelse med den ovenfor i præmis 46 nævnte retspraksis tilkommer det imidlertid ikke Retten at søge bevis for hvert af disse udsagn i denne sagkyndige erklæring. Det skal således bemærkes, at formuleringen af dette anbringende ikke giver Retten mulighed for i givet fald at tage stilling uden andre tilgrundliggende oplysninger, og at det er i strid med bilagenes funktion som bevismateriale og et middel til sagens oplysning, at disse kan tjene til detaljeret at godtgøre et anbringende, der ikke er tilstrækkeligt klart og præcist fremsat i stævningerne. De argumenter, der generelt henviser til den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, må derfor afvises.

50      Det følger heraf, at Retten ikke – på grundlag af stævningernes indhold – er i stand til præcist at klarlægge, hvilke argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for dette anbringende.

51      Som følge heraf er dette anbringende blot fremsat, uden at det er støttet af argumenter, hvilket er i strid med reglen i procesreglementets artikel 76, litra d), og det skal afvises.

52      Det skal i øvrigt tilføjes, at denne konklusion hverken udelukker, at den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, eller argumenter baseret på denne erklæring, som sagsøgerne har fremført i forbindelse med de øvrige anbringender, og som er tilstrækkeligt underbyggede, kan antages til realitetsbehandling.

 Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014

53      Sagsøgerne har gjort gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat to betingelser i artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014.

54      Artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014 fastsætter:

»Afviklingsinstansen påser, at en uafhængig person, jf. stk. 1, hurtigst muligt efter at en afviklingsforanstaltning eller afviklingsforanstaltninger er blevet iværksat, foretager en værdiansættelse med henblik på at vurdere, om aktionærer og kreditorer ville have modtaget en bedre behandling, hvis instituttet under afvikling havde været underlagt almindelig insolvensbehandling.«

55      Med det første led har sagsøgerne gjort gældende, at der i den anfægtede afgørelse ikke blev taget stilling til, om Banco Populars tidligere aktionærer ville have modtaget en bedre behandling ved en almindelig insolvensbehandling, eftersom den almindelige insolvensbehandling blev sidestillet med en likvidation. Med det andet led har de gjort gældende, at værdiansættelse 3 ikke blev foretaget af en uafhængig person.

 Det første led om fastlæggelsen af det kontrafaktiske scenario

56      Sagsøgerne har anfægtet det kontrafaktiske scenario, der blev anvendt i værdiansættelse 3 til at fastlægge den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget, hvis Banco Popular havde været underlagt almindelig insolvensbehandling, dvs. likvidationsscenariet. Med det første klagepunkt har de gjort gældende, at den gældende lovgivning prioriterer en anden løsning end likvidation. Med det andet klagepunkt, der er fremsat subsidiært, har de gjort gældende, at selv om det antages, at der kan anvendes et likvidationsscenarie, kræver den spanske lovgivning ikke, at aktiverne afhændes enkeltvis eller i porteføljer.

–       Det første klagepunkt, hvorved anvendelsen af et likvidationsscenarie anfægtes

57      Sagsøgerne har, støttet af Aeris Invest, gjort gældende, at Afviklingsinstansen begik en retlig fejl, idet den fastslog, at den antagede behandling inden for rammerne af en almindelig insolvensbehandling indebar hensyntagen til et likvidationsscenarie. Efter deres opfattelse er tvangsakkord i henhold til spansk lovgivning det prioriterede resultat af konkursbehandlingen.

58      Sagsøgerne har gjort gældende, at der i spansk lovgivning tilskyndes til tvangsakkord med en række foranstaltninger, der har til formål at opnå fyldestgørelse af kreditorernes krav gennem den aftale, der indgår i en retshandel. De er af den opfattelse, at Afviklingsinstansen har fortolket denne lovgivning på den måde, der er mest gunstig for instansens egne interesser, eftersom værdiansættelsen af Banco Popular i et likvidationsscenarie er lavere end den værdiansættelse, der ville opnås med en tvangsakkord.

59      I den anfægtede afgørelse anførte Afviklingsinstansen, at værdiansættelse 3 i henhold til artikel 15, stk. 1, litra g), i forordning nr. 806/2014 skulle afgøre, om de berørte aktionærer og kreditorer var blevet behandlet ringere i forbindelse med afviklingen, end de ville være blevet behandlet, hvis Banco Popular var blevet »håndteret som led i almindelig insolvensbehandling«. Instansen anførte – ligesom valuarfirmaet i det uddybende dokument (punkt 5.1.5) – at Ley 11/2015 de recuperación y resolución de entidades de crédito y empresas de servicios de inversión (lov nr. 11/2015 om rekonstruktion og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber) af 18. juni 2015 (BOE nr. 146 af 19.6.2015, s. 50797), som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF, af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190), specifikt fastsætter, at værdiansættelsen af forskellen i behandling skal ske under forudsætning af, at enheden er trådt i likvidation.

60      Hvad for det første angår de relevante bestemmelser i forordning nr. 806/2014 skal det bemærkes, at den værdiansættelse, der foreskrives i denne forordnings artikel 20, stk. 16, har til formål at afgøre, om aktionærer og kreditorer ville have modtaget en bedre behandling, hvis instituttet under afvikling havde været underlagt almindelig insolvensbehandling.

61      I henhold til artikel 20, stk. 17, i forordning nr. 806/2014 fastlægges der ved værdiansættelsen som omhandlet i samme artikels stk. 16 forskellen mellem den faktiske behandling, som aktionærer og kreditorer har modtaget i forbindelse med afviklingen, og den behandling, som de ville have modtaget, hvis enheden havde været underlagt almindelig insolvensbehandling på det tidspunkt, hvor afgørelsen om afviklingsforanstaltningen blev truffet.

62      Denne værdiansættelse har til formål at gennemføre princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, jf. artikel 15, stk. 1, litra g), i forordning nr. 806/2014, som foreskriver, at »ingen kreditor påføres større tab, end vedkommende ville være blevet påført, hvis en enhed som omhandlet i artikel 2 var blevet håndteret som led i almindelig insolvensbehandling i overensstemmelse med sikkerhedsforanstaltningerne i artikel 29«.

63      I medfør af dette princip anføres det i artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014, at Afviklingsinstansen kan anvende Den Fælles Afviklingsfond til at »betale kompensation til aktionærer eller kreditorer, hvis de efter en værdiansættelse i medfør af artikel 20, stk. 5, har pådraget sig større tab, end hvad der ville have været tilfældet i forbindelse med en værdiansættelse i medfør af artikel 20, stk. 16, ved en håndtering som led i almindelig insolvensbehandling«.

64      Det fremgår således klart af de ovennævnte bestemmelser i forordning nr. 806/2014, at omtalen i artikel 20, stk. 16-18, i forordning nr. 806/2014 af den behandling, som enhedens aktionærer og kreditorer ville have modtaget, hvis enheden havde været underlagt almindelig insolvensbehandling, henviser til den behandling, de antages at ville have modtaget ved en likvidation af enheden.

65      Endvidere følger det af artikel 4, stk. 1, i delegeret forordning 2018/344, at metoden til gennemførelse af værdiansættelsen af den behandling, som aktionærer og kreditorer, over for hvem der er blevet iværksat afviklingsforanstaltninger, ville have modtaget, hvis enheden havde været underlagt almindelig insolvensbehandling på tidspunktet for afgørelsen om afviklingen, begrænses til fastlæggelse af den diskonterede værdi af forventede pengestrømme ved almindelig insolvensbehandling. De forhold, hvortil der skal tages hensyn ved vurderingen af disse pengestrømme, som er fastsat i artikel 4, stk. 4 og 5, i delegeret forordning 2018/344, har til formål at bestemme værdien af aktiverne, afhængigt af om de handles i et aktivt marked eller ej, i forbindelse med en hypotetisk afhændelse. Artikel 4, stk. 8, i delegeret forordning 2018/344 fastsætter ligeledes, at det hypotetiske provenu, som opstår i forbindelse med værdiansættelsen, allokeres til aktionærer og kreditorer i overensstemmelse med disses prioritetsorden i henhold til gældende insolvensret.

66      Det følger heraf, at metoden til værdiansættelse af den behandling, som aktionærerne og kreditorerne ville have modtaget i forbindelse med en antaget almindelig insolvensbehandling som defineret i delegeret forordning 2018/344, svarer til realiseringen af instituttets aktiver og dermed til en likvidation eller opløsning som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 42), i forordning nr. 806/2014.

67      Hvad angår den ordning med kompensation til aktionærer og kreditorer i en enhed, der er underlagt en afviklingsforanstaltning, som er indført ved forordning nr. 806/2014, fremgår følgende af denne forordnings 62. betragtning:

»Indgriben i ejendomsrettigheder bør ikke ske i urimeligt omfang. De berørte aktionærer og kreditorer bør derfor ikke lide større tab, end hvis enheden var blevet opløst på tidspunktet for afgørelsen om afvikling. Hvis en del af aktiverne i et institut under afvikling overføres til en privat køber eller et broinstitut, bør den resterende del af instituttet under afvikling håndteres som led i almindelig insolvensbehandling. For at beskytte aktionærer og kreditorer ved opløsning af enheden, bør disse have ret til som betaling for deres fordringer at modtage mindst det samme som det, de kunne have forventet, hvis enheden som helhed var blevet håndteret som led i almindelig insolvensbehandling.«

68      I henhold til artikel 20, stk. 18, litra a) og b), i forordning nr. 806/2014 forudsættes det ved den værdiansættelse af forskellen i behandling, som er omhandlet i forordningens artikel 20, stk. 16, at et institut under afvikling, for hvilket afviklingsforanstaltningen eller afviklingsforanstaltningerne er blevet sat i værk, ville have været underlagt almindelig insolvensbehandling på det tidspunkt, hvor afgørelsen om afviklingsforanstaltningen blev truffet, samt at afviklingsforanstaltningen eller afviklingsforanstaltningerne ikke var blevet iværksat.

69      Det skal ligeledes bemærkes, at vedtagelsen af en afviklingsforanstaltning for en enhed forudsætter, at betingelserne i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 er opfyldt, dvs. at enheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, at der ikke findes andre foranstaltninger iværksat af den private sektor eller tilsyn, som inden for en passende tidshorisont vil kunne forhindre, at enheden bliver nødlidende, og at afviklingsforanstaltningen er nødvendig i almenhedens interesse. Ifølge artikel 18, stk. 5, i forordning nr. 806/2014 anses en afviklingsforanstaltning endvidere for at være begrundet i almene hensyn, hvis den er nødvendig for at opfylde og står i rimeligt forhold til et eller flere af afviklingsmålene, og en håndtering af enheden som led i almindelig insolvensbehandling ikke ville opfylde afviklingsmålene i samme omfang.

70      En afviklingsforanstaltning er således et alternativ til likvidation af en enhed, når almenhedens interesse kræver det.

71      I henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014, hvis formål er at gennemføre det i forordningens artikel 15, stk. 1, litra g), omhandlede princip, har aktionærerne og kreditorerne under afviklingsproceduren ret til en tilbagebetaling eller godtgørelse af deres fordringer, som ikke er mindre end den, som de skønsmæssigt ville have opnået, hvis hele det pågældende institut eller selskab var blevet likvideret ved almindelig insolvensbehandling (jf. analogt dom af 5.5.2022, Banco Santander (Afvikling af Banco Popular), C-410/20, EU:C:2022:351, præmis 48.

72      Den sammenligning, der skal foretages for at fastslå forskellen i behandling, vedrører derfor den faktiske behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer har modtaget som følge af afviklingen, og vurderingen af, hvorledes deres situation havde været, såfremt afviklingsforanstaltningen ikke var blevet vedtaget, dvs. såfremt enheden var blevet likvideret.

73      Hvad for det andet angår den gældende nationale lovgivning henviser sammenligningen med den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget, hvis instituttet havde været underlagt almindelig insolvensbehandling, til den nationale procedure, som instituttet ville have været underlagt, hvis det ikke havde været genstand for en afviklingsforanstaltning.

74      I denne henseende anføres det i artikel 4, stk. 3, i delegeret forordning 2018/344:

»Valuaren tager hensyn til følgende i forbindelse med fastlæggelse af den diskonterede værdi af forventede pengestrømme ved almindelig insolvensbehandling:

a)      gældende insolvenslovgivning og ‑praksis i den relevante jurisdiktion, som kan påvirke sådanne forhold som den forventede afhændelsesperiode eller inddrivelsesrater

[…]«

75      Aeris Invest kan derfor ikke med rette hævde, at spansk ret ikke fandt anvendelse med hensyn til fastlæggelsen af det kontrafaktiske scenario for Banco Popular.

76      Som Kongeriget Spanien har anført, tog den spanske lovgiver ved fastsættelsen af reglerne for vurderingen af forskellen i behandling ikke hensyn til andre tilfælde end likvidation ved almindelig insolvensbehandling.

77      Hvad dette angår indeholder Real Decreto 1012/2015 por el que se desarrolla la Ley 11/2015, y por el que se modifica el Real Decreto 2606/1996, de 20 de diciembre, sobre fondos de garantía de depósitos de entidades de crédito (kongeligt dekret nr. 1012/2015 om anvendelsen af lov nr. 11/2015 og om ændring af kongeligt dekret nr. 2606/1996 af 20.12.1996 om kreditinstitutters indskudsgarantifonde) (BOE nr. 267 af 7.11.2015, s. 105911), som gennemfører direktiv 2014/59, særlige bestemmelser om vurderingen af forskellen i behandling.

78      I henhold til artikel 10, stk. 2, i kongeligt dekret nr. 1012/2015 skal værdiansættelsen fastlægge den behandling, som aktionærerne og kreditorerne ville have modtaget, hvis enheden under afvikling havde været under likvidation på det tidspunkt, hvor afgørelsen om afviklingsforanstaltningen blev truffet.

79      I denne henseende fremgår det af artikel 10, stk. 3, litra a), i kongeligt dekret nr. 1012/2015, at det ved vurderingen forudsættes, at den enhed, som var genstand for afviklingsforanstaltningerne, var blevet likvideret som led i insolvensbehandlingen på det tidspunkt, hvor afgørelsen om afvikling blev truffet.

80      I forbindelse med vurderingen af forskellen i behandling efter en afvikling, som er besluttet af FROB, bestemmer spansk lov således, at det kontrafaktiske scenario er et scenario med likvidation af enheden, hvor der tages hensyn til bestemmelserne i lov nr. 22/2003 vedrørende likvidation.

81      Som Kongeriget Spanien har anført, består begrebet »likvidation« i artikel 148 og 149 i lov nr. 22/2003 i en realisering af den konkursramte virksomheds aktiver og rettigheder med henblik på at fyldestgøre kreditorerne med det, som er opnået, og svarer til definitionen i artikel 3, stk. 1, nr. 42), i forordning nr. 806/2014.

82      Desuden indgår artikel 100 i lov nr. 22/2003 vedrørende tvangsakkord i denne lovs afsnit V med overskriften »Likvidations- eller tvangsakkordfasen«. Det fremgår heraf, at lov nr. 22/2003, den almindelige konkurslov, bestemmer, at akkord med kreditorerne er en alternativ løsning til likvidation efter afslutningen af den fælles fase af konkursbehandlingen. I denne henseende har sagsøgerne erkendt, at tvangsakkord og likvidation i henhold til bestemmelserne i lov nr. 22/2003 er to løsninger, der gensidigt udelukker hinanden.

83      Ved udtrykkeligt at fastsætte, at forskellen i behandling skal vurderes ud fra den antagelse, at enheden er trådt i likvidation, har kongeligt dekret nr. 1012/2015 således udelukket muligheden for at anvende den alternative løsning, som består i en akkord med kreditorerne.

84      Det følger heraf, at bestemmelserne i den gældende spanske lovgivning i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, fastsætter, at forskellen i behandling skal fastlægges på grundlag af et likvidationsscenarie. Sagsøgerne og Aeris Invest har derfor med urette hævdet, at de gældende retlige rammer gav mulighed for at undersøge et kontrafaktisk scenario, hvor der tages hensyn til en løsning med en akkord med kreditorerne.

85      Følgelig er sagsøgernes og Aeris Invests argument om, at en akkord med kreditorerne er den foretrukne løsning i en almindelig insolvensbehandling i Spanien, irrelevant.

86      Det følger heraf, at sagsøgerne og Aeris Invest med urette har gjort gældende, at Afviklingsinstansen begik en retlig fejl ved at lægge til grund, at den antagede behandling i en almindelig insolvensbehandling indebar hensyntagen til et likvidationsscenarie.

87      Følgelig må det første klagepunkt forkastes.

–       Det andet klagepunkt, hvorved afhændelsen af aktiverne enkeltvis eller i porteføljer anfægtes

88      Sagsøgerne har gjort gældende, at selv om det antages, at det var nødvendigt at anvende et likvidationsscenarie, har Afviklingsinstansen tilsidesat den gældende lovgivning, for så vidt som anvendelsen af likvidation ikke nødvendigvis indebærer, at aktiverne sælges individuelt eller i porteføljer – den metode, som valuarfirmaet anvendte i værdiansættelse 3. Lov nr. 22/2003 prioriterer bevarelsen af virksomheder og deres fortsatte drift og dermed afhændelse af hele virksomheden eller pr. produktionsenhed.

89      Sagsøgerne og Aeris Invest har gjort gældende, at Banco Popular kunne have fortsat sin virksomhed, henset til bankens likviditetssituation og den omstændighed, at dens banktilladelse ikke var blevet inddraget.

90      Sagsøgerne har henvist til den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, hvorefter resultatet af en likvidation af Banco Popular ved salg af hele instituttet eller salg pr. produktionsenhed ville have resulteret i en større selskabskapital end den, der er angivet i værdiansættelse 3, hvilket indebærer, at de ville have modtaget en bedre behandling ved almindelig insolvensbehandling end den, de modtog i forbindelse med afviklingen.

91      Det skal i den foreliggende sag erindres, at såfremt afviklingsordningen ikke var blevet vedtaget, bestod alternativet i en likvidation af Banco Popular i henhold til en normal insolvensprocedure (dom af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 421).

92      I denne henseende anførte Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse, at det, såfremt der var blevet indledt en almindelig insolvensbehandling på tidspunktet for afviklingen – henset til omstændighederne i den foreliggende sag og navnlig Banco Populars manglende evne til at indfri sin gæld ved forfald – ifølge værdiansættelse 3 ville have ført til en likvidation af Banco Popular, som ville have medført en fremskyndet realisering af aktiverne, uden bindende minimumspriser, og betaling af nettorealisationen til kreditorerne i overensstemmelse med det hierarki, der er fastsat i lov nr. 22/2003.

93      Det skal ligeledes bemærkes, at sagsøgernes argument om, at det kontrafaktiske scenario i forhold til afviklingsforanstaltningen ikke nødvendigvis indebar antagelsen om en likvidation af Banco Popular, allerede var blevet fremført af visse berørte aktionærer og kreditorer under proceduren vedrørende retten til at blive hørt.

94      Afviklingsinstansen anførte i den anfægtede afgørelse, at de enten havde hævdet, at der kunne have være fundet en løsning fra den private sektor, eller at det kontrafaktiske scenario burde have været baseret på et salg af Banco Popular som en going concern, eftersom banken stadig var aktiv på markedet på det tidspunkt, hvor afviklingsordningen blev vedtaget. Afviklingsinstansen anførte navnlig, at visse berørte aktionærer og kreditorer hævdede, at kreditorerne kunne have indgået en aftale (en akkord), som ville have forhindret en likvidation af Banco Popular. Andre havde anført, at den spanske insolvensbehandling gav mulighed for en på forhånd fastsat insolvens, hvorved enhedens rentable aktiver blev skilt ud og solgt som en going concern. De hævdede, at valuarfirmaet burde have overvejet denne løsning i forbindelse med fastlæggelsen af likvidationsstrategien, eftersom den ville have givet større mulighed for at bevare Banco Populars franchiseværdi.

95      Afviklingsinstansen gjorde opmærksom på, at valuarfirmaet i det uddybende dokument, med forbehold af de krav, der er fastsat i forordning nr. 806/2014 og i gældende national ret, havde redegjort for grundene til, at det i Banco Populars tilfælde hverken var muligt at gennemføre et salg som en going concern (gennem en forud fastsat insolvensbehandling eller på anden vis) eller at iværksætte en tvangsakkord. Hvad dette angår havde valuarfirmaet for det første anført, at Banco Popular, henset til bankens likviditetssituation på tidspunktet for afviklingen og til Den Europæiske Centralbanks (ECB) vurdering af dens situation som nødlidende eller forventeligt nødlidende, ikke ville kunne fortsætte driften, mens forhandlingerne fandt sted, hvilket ville medføre et betydeligt værditab. Afviklingsinstansen tilføjede, at en skrivelse af 6. juni 2017 fra generaldirektøren for Banco Popular understøttede konklusionen om, at Banco Populars likviditetssituation ikke gjorde det muligt for banken at fortsætte sine aktiviteter. For det andet havde valuarfirmaet været af den opfattelse, at Banco Populars banktilladelse ville blive tilbagekaldt, for så vidt som den spanske lovgivnings betingelser for inddragelse af tilladelsen var opfyldt. Det havde anført, at banktilladelsen var påkrævet, for at Banco Popular kunne tage imod kundernes indskud, som var absolut nødvendige for, at banken kunne fortsætte sine aktiviteter, eller for at den kunne sælges som en going concern.

96      Afviklingsinstansen tilføjede, at valuarfirmaet i det uddybende dokument havde nævnt, at lov nr. 22/2003 ikke indeholdt bestemmelser om oprettelse af en »god bank« og en »dårlig bank«, og at det under alle omstændigheder ville have krævet tid, som på daværende tidspunkt ikke var til rådighed, at gennemføre dette.

97      Afviklingsinstansen konkluderede, at valuarfirmaet havde foretaget en passende vurdering af det likvidationsscenarie, der blev anvendt i værdiansættelse 3.

98      Sagsøgerne og Aeris Invest har gjort gældende, at det kontrafaktiske likvidationsscenarie burde have været baseret på den antagelse, at Banco Popular var i stand til at fortsætte sine aktiviteter.

99      Det skal i denne henseende bemærkes, at den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget, hvis Banco Popular havde været underlagt almindelig insolvensbehandling, i henhold til artikel 20, stk. 17 og 18, i forordning nr. 806/2014 skal fastlægges på det tidspunkt, hvor afviklingsordningen blev vedtaget.

100    Det kontrafaktiske likvidationsscenarie, der blev anvendt i værdiansættelse 3, skulle således defineres i lyset af Banco Populars situation på afviklingstidspunktet, dvs. en situation, hvor banken var nødlidende eller forventeligt nødlidende.

101    Det skal således påpeges, at Afviklingsinstansen i afviklingsordningen anså betingelserne i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 for at være opfyldt, og at Kommissionen i afgørelse 2017/1246 godkendte denne, idet den vurderede, at afviklingsordningen var i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 806/2014. Derfor var Banco Popular på tidspunktet for vedtagelsen af afviklingsordningen for det første nødlidende eller forventeligt nødlidende, for det andet fandtes der ikke andre foranstaltninger, som inden for en rimelig frist kunne have forhindret, at Banco Popular blev nødlidende, og for det tredje var en afviklingsforanstaltning i form af et virksomhedssalgsværktøj anvendt over for Banco Popular nødvendig i almenhedens interesse.

102    Det skal imidlertid bemærkes, at sagsøgernes og Aeris Invests argumenter om, at valuarfirmaet burde have overvejet et likvidationsscenarie baseret på den antagelse, at Banco Popular havde været i stand til at fortsætte sine aktiviteter, er i strid med de faktiske forhold, der blev fastlagt på tidspunktet for afviklingen, og med afgørelsen om at bringe Banco Popular under afvikling.

103    En antagelse om, at Banco Popular ville have været i stand til at fortsætte sine aktiviteter på tidspunktet for afviklingen, ville således rejse tvivl om, hvorvidt betingelserne i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 var opfyldt på tidspunktet for vedtagelsen af afviklingsordningen, og ville følgelig svare til at anfægte denne ordnings lovlighed. Det er imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, at afviklingsordningen ikke er genstand for nærværende søgsmål.

104    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke med rette kan gøre gældende, at Afviklingsinstansen begik en åbenbar fejl ved at godkende valuarfirmaets vurdering, hvorefter Banco Popular på tidspunktet for afviklingen ikke var i stand til at fortsætte sine aktiviteter, hvorfor et kontrafaktisk scenario med udgangspunkt i antagelsen om en going concern ikke var muligt.

105    Under alle omstændigheder kan sagsøgernes og Aeris Invests argumenter om, at Banco Popular, henset til bankens likviditetssituation og den omstændighed, at dens banktilladelse ikke var blevet inddraget, kunne have fortsat sine aktiviteter på tidspunktet for afviklingen, ikke tiltrædes.

106    Sagsøgerne og Aeris Invest har i første række gjort gældende, at Banco Popular, når henses til dens likviditetssituation, kunne have fortsat sin aktivitet.

107    Aeris Invest har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at Afviklingsinstansen tilsidesatte sin forpligtelse til at undersøge de tilgængelige oplysninger om den likviditetsstøtte i en nødsituation, som ECB havde godkendt, og som ville have sat Banco Popular i stand til at råde over tilstrækkelig likviditet.

108    Det skal bemærkes, at værdiansættelse 3 med henblik på at fastlægge det kontrafaktiske scenario i henhold til artikel 20, stk. 18, i forordning nr. 806/2014 forudsætter, at Banco Popular var underlagt almindelig insolvensbehandling på det tidspunkt, hvor afviklingsordningen blev vedtaget, og at afviklingsforanstaltningen ikke var blevet iværksat, og ikke tager hensyn til en eventuel ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige.

109    Det er imidlertid tilstrækkeligt at konstatere, at Banco de España på tidspunktet for vedtagelsen af afviklingsordningen ikke havde ydet Banco Popular den likviditetsstøtte i en nødsituation, som ECB havde godkendt, og hvortil Aeris Invest har henvist. Der kunne derfor ikke tages hensyn til denne likviditetsstøtte i en nødsituation i værdiansættelse 3 med henblik på at vurdere den situation, som Banco Popular ville have været i, såfremt banken havde været underlagt almindelig insolvensbehandling på denne dato.

110    For det andet er sagsøgerne og Aeris Invest af den opfattelse, at Afviklingsinstansen med henblik på at gøre gældende, at Banco Popular ikke havde kunnet fortsætte sin virksomhed, med urette lagde ECB’s evaluering af Banco Populars situation som nødlidende eller forventeligt nødlidende, til grund, for så vidt som denne vurdering ikke havde bindende virkninger og ikke foreskrev, at Banco Popular indstillede sin aktivitet.

111    Det bemærkes, at ECB den 6. juni 2017, dvs. dagen før vedtagelsen af afviklingsordningen, vedtog sin evaluering af, hvorvidt Banco Popular var nødlidende eller forventeligt nødlidende. Navnlig henset til den uforholdsmæssigt store indlånsflugt, den hastighed, hvormed banken havde mistet likviditet, og dens manglende evne til at fremskaffe andre likvide midler var ECB i denne vurdering af den opfattelse, at der forelå objektive elementer, der tydede på, at Banco Popular i nær fremtid sandsynligvis ville være ude af stand til at indfri sin gæld eller sine andre forpligtelser, efterhånden som den eller de forfaldt. ECB konkluderede, at det måtte anses for at være konstateret, at Banco Popular var nødlidende, eller under alle omstændigheder ville blive det i nær fremtid, i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, litra a), og artikel 18, stk. 4, litra c), i forordning nr. 806/2014.

112    Det er tilstrækkeligt at bemærke, at ECB’s konstatering af, at Banco Popular var nødlidende eller forventeligt nødlidende, udgør en faktisk omstændighed, hvortil valuarfirmaet og Afviklingsinstansen kunne tage hensyn ved vurderingen af Banco Populars situation på tidspunktet for afviklingen. Som valuarfirmaet anførte i værdiansættelse 3, var denne konstatering desuden blevet bekræftet af Banco Populars bestyrelse, som den 6. juni 2017 meddelte ECB, at den var nået til den konklusion, at banken var forventeligt nødlidende.

113    Endelig har hverken valuarfirmaet eller Afviklingsinstansen hævdet, at ECB’s vurdering forpligtede Banco Popular til at indstille sin aktivitet.

114    For det tredje har Aeris Invest gjort gældende, at likviditetskrisen i Banco Popular ikke var af en sådan art, at den ville have ført til en likvidation, for så vidt som der ikke blev indledt nogen undersøgelse vedrørende manglende overholdelse af tilsynskravene.

115    Det skal i denne henseende for det første bemærkes, at Afviklingsinstansen i afviklingsordningen konstaterede, at Banco Populars likviditetsdækningskrav (Liquidity Coverage Requirement, LCR) den 12. maj 2017 faldt til under den minimumstærskel på 80%, der er fastsat i artikel 460, stk. 2, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1). Aeris Invest har ikke bestridt dette.

116    For det andet krævede konstateringen af, at Banco Popular, henset til bankens likviditetssituation og den omstændighed, at den ikke kunne indfri sine forpligtelser ved forfald, ikke længere var i stand til at fortsætte sine aktiviteter på tidspunktet for afviklingen, ikke, at de nationale myndigheder vedtog konkrete foranstaltninger for manglende overholdelse af likviditetsdækningskravene.

117    Dette argument er derfor irrelevant.

118    Sagsøgerne og Aeris Invest har i anden række gjort gældende, at Banco Populars banktilladelse ikke var blevet inddraget.

119    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at valuarfirmaet i værdiansættelse 3 og i det uddybende dokument anførte, at Banco Populars banktilladelse var blevet tilbagekaldt i henhold til artikel 8 i Ley 10/2014 de ordenación, supervisión y solvencia de entidades de crédito (lov nr. 10/2014 om kreditinstitutters struktur, tilsyn med disse og deres solvens) af 26. juni 2014 (BOE nr. 156 af 27.6.2014, s. 49412). Denne bestemmelse fastsætter navnlig blandt de tilfælde, hvor en tilladelse, der er meddelt et kreditinstitut, kan inddrages, for det første, at der er risiko for, at kreditinstituttet ikke er i stand til at tilbagebetale de midler, som indskyderne har betroet det, eller ikke garanterer, at det kan opfylde sine forpligtelser over for kreditorerne, og for det andet, at der er truffet en retsafgørelse om at indlede insolvensbehandlingens likvidationsfase. Valuarfirmaet anførte, at selv i det lidet sandsynlige tilfælde, at Banco de España ikke ville træffe foranstaltninger for at inddrage Banco Populars banktilladelse, ville risikoen for indlånsflugt og en afgørelse fra Afviklingsinstansen om ikke at anvende sine afviklingsbeføjelser tvinge dets ledelse til at indgive en anmodning om likvidation, som ville medføre en sådan inddragelse.

120    Det er tilstrækkeligt at bemærke, at både ECB og Banco Populars bestyrelse på tidspunktet for afviklingen havde vurderet, at banken var nødlidende eller forventeligt nødlidende, hvilket i henhold til artikel 18, stk. 4, litra c), i forordning nr. 806/2014 indebar, at Banco Popular ikke var – eller at der var objektive elementer til støtte for en konstatering af, at den i nær fremtid ikke ville være – i stand til at indfri sin gæld eller andre forpligtelser ved forfald.

121    Sagsøgerne har alene gjort gældende, at Banco Populars situation gjorde det muligt for den at betale sin gæld, uden at fremlægge noget bevis til støtte for dette argument. Af de ovenfor i præmis 110 anførte grunde kan Aeris Invest desuden ikke påberåbe sig den likviditetsstøtte i en nødsituation, som ECB godkendte, med henblik på at hævde, at Banco Popular kunne opfylde sine forpligtelser.

122    Det følger heraf, at sagsøgerne og Aeris Invest ikke med rette kan gøre gældende, at Banco Populars situation på tidspunktet for afviklingen ikke svarede til det første tilfælde i artikel 8 i lov nr. 10/2014, anført ovenfor i præmis 120, og at Afviklingsinstansen begik en åbenbar fejl, idet den vurderede, at Banco Populars banktilladelse ville blive inddraget.

123    Aeris Invests argument om, at Banco Popular ikke var trådt i likvidation i henhold til spansk ret, og at bankens situation derfor ikke svarede til det andet tilfælde i artikel 8 i lov nr. 10/2014 vedrørende indledning af en likvidation, skal derfor ligeledes forkastes som irrelevant.

124    Det følger heraf, at appellanterne ikke kan hævde, at valuarfirmaet i sin værdiansættelse af Banco Popular burde have undersøgt et salg af instituttet som helhed eller pr. produktionsenhed, som indebærer en fortsættelse af virksomhedens aktiviteter.

125    Sagsøgerne har følgelig ikke godtgjort, at valuarfirmaet begik en fejl ved at anvende en metode, der var baseret på et likvidationsscenarie og på salget af aktiverne enkeltvis eller i porteføljer.

126    Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at en strategi med en »god bank og en dårlig bank« var tilladt i henhold til den gældende nationale lovgivning, og at det ifølge den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, var den bedste strategi for anvendelsen af princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere. De har anført, at deres sagkyndige i denne erklæring undersøgte en likvidation af banken pr. produktionsenhed i et scenario, hvor aktiverne opdeles ved oprettelse af to nye selskaber, et selskab, hvortil hovedaktiviteten overføres sammen med banktilladelsen, og et porteføljeadministrationsselskab, hvortil de misligholdte aktiver overføres. En likvidation af selskabet pr. produktionsenhed indebærer, at den gennemføres som en going concern, med overførsel af banktilladelsen, som ifølge den sagkyndige erklæring ikke bør inddrages, og muliggør en kortere likvidationsperiode og dermed en reduktion af omkostningerne.

127    Det er tilstrækkeligt at konstatere, at dette argument og den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, der indeholder en værdiansættelse af Banco Popular som en going concern, ikke er relevant, for så vidt som det er baseret på den fejlagtige antagelse, at Banco Popular kunne have fortsat sine aktiviteter.

128    Under alle omstændigheder er den omstændighed, at resultatet af skønnet over værdien af Banco Populars aktiver på grundlag af en antaget almindelig insolvensbehandling, som er omhandlet i sagsøgernes sagkyndige erklæring, ikke svarer til vurderingerne i værdiansættelse 3, bortset fra det tilfælde, hvor sagsøgerne har hævdet, at disse vurderinger er usandsynlige, en anfægtelse, der går ud over Rettens begrænsede prøvelse som omhandlet i den ovenfor i præmis 35 og 36 nævnte retspraksis (jf. i denne retning og analogt dom af 25.11.2020, BMC mod fællesforetagendet Clean Sky 2, T-71/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:567, præmis 78).

129    For så vidt som den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, indeholder en værdiansættelse af Banco Popular, der tager udgangspunkt i antagelsen om en going concern, og adskiller sig fra den, der er lagt til grund i værdiansættelse 3, kan den således ikke bevirke, at de antagelser, som valuarfirmaet lagde til grund heri, bliver usandsynlige.

130    Det følger heraf, at det andet klagepunkt, og dermed det første led, skal forkastes.

 Det andet led vedrørende valuarfirmaets uafhængighed

131    Sagsøgerne har i stævningerne gjort gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014, idet den ikke i tilstrækkelig grad sikrede, at valuarfirmaet var uafhængigt. De har hævdet, at det, eftersom valuarfirmaet havde ansvaret for at foretage værdiansættelse 2, er berettiget at tvivle på, at det i værdiansættelse 3 kunne fravige kriterierne og konklusionerne i værdiansættelse 2 vedrørende analysen af forskellen i behandling. De har anført, at en stor del af værdiansættelse 3 følger værdiansættelse 2.

132    Sagsøgerne har i retsmødet som svar på Rettens spørgsmål præciseret rækkevidden af deres argumenter. De har medgivet, at værdiansættelse 3 og simuleringen af et likvidationsscenarie i værdiansættelse 2 var baseret på forskellige data, men har anført, at valuarfirmaet nåede frem til den samme konklusion, nemlig at de berørte aktionærer og kreditorer ikke havde ret til kompensation. De har anført, at valuarfirmaet i værdiansættelse 3 havde anvendt den samme metode som i anden del af værdiansættelse 2, der indeholdt en simulering af et likvidationsscenarie, dvs. at det havde foretaget en værdiansættelse af aktiverne i porteføljer og ikke en værdiansættelse som en going concern. Efter deres opfattelse ville Banco Popular have haft en meget høj værdi, hvis den var blevet værdiansat som en aktiv virksomhed.

133    Det fremgår således af sagsøgernes forklaringer i retsmødet, at de har gjort gældende, at valuarfirmaets uafhængighed kan drages i tvivl, for så vidt som det i værdiansættelse 3 vurderede Banco Populars aktiver efter den samme metode som den, der blev anvendt i simuleringen af likvidationsscenariet i værdiansættelse 2, dvs. i henhold til et kontrafaktisk scenario med en likvidation.

134    Det fremgår imidlertid af analysen af det første led, at vurderingen af den behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget, hvis Banco Popular havde været underlagt almindelig insolvensbehandling, henset til de gældende bestemmelser og til Banco Populars situation på tidspunktet for afviklingen, kun kunne baseres på et likvidationsscenarie, og at en værdiansættelse som going concern ikke var mulig.

135    Det følger heraf, at en hvilken som helst anden valuar udpeget af Afviklingsinstansen til at foretage værdiansættelse 3 havde været nødsaget til at anvende den samme metode.

136    Sagsøgerne kan derfor ikke med rette gøre gældende, at den omstændighed, at valuarfirmaet anvendte den samme metode i værdiansættelse 2 og 3, dvs. en værdiansættelse af Banco Popular i henhold til et antaget likvidationsscenarie, kan godtgøre, at dette firma ikke var uafhængigt.

137    Følgelig må det andet led og dermed det andet anbringende forkastes.

 Det tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt, som er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2

138    Sagsøgerne har gjort gældende, at selv om Afviklingsinstansen gav de berørte aktionærer og kreditorer mulighed for at fremsætte bemærkninger inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, begrænsede den deres ret til at blive hørt ved at kræve, at de anvendte en formular med syv indskrænkende spørgsmål og begrænset plads til besvarelser. Ifølge sagsøgerne overholdt Afviklingsinstansen kun tilsyneladende sin forpligtelse til at høre de berørte aktionærer og kreditorer inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den omstændighed, at de skulle svare på spørgsmål i en formular udarbejdet af Afviklingsinstansen, der var tilpasset dennes interesser, var til hinder for den effektive udøvelse af retten til at blive hørt.

139    Efter deres opfattelse var der mange spørgsmål, som de ikke kunne tage op i den formular, som Afviklingsinstansen havde udarbejdet, og den omstændighed, at de kunne fremsætte yderligere bemærkninger vedrørende den foreløbige afgørelse på højst 5 000 tegn, gav dem ikke mulighed for at komme med en kritisk analyse af værdiansættelse 3 og den foreløbige afgørelse, især fordi det ikke var muligt at vedlægge dokumenter.

140    Det bemærkes, at chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), bestemmer, at retten til god forvaltning omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt.

141    Retten til at blive hørt garanterer enhver person muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt. Det er endvidere fast retspraksis, at retten til at blive hørt har to formål. For det første tjener den til at oplyse sagen og fastlægge de faktiske omstændigheder så korrekt og præcist som muligt, og for det andet sikrer denne rettighed den berørte part en effektiv beskyttelse. Retten til at blive hørt har navnlig til formål at sikre, at enhver afgørelse, der påvirker en person negativt, vedtages med fuldt kendskab til sagen, og den har i særdeleshed til formål at sikre, at den kompetente myndighed kan rette en fejl, eller at den pågældende kan gøre sådanne forhold med hensyn til sin personlige situation gældende, som taler for, at afgørelsen træffes, ikke træffes eller træffes med et nærmere bestemt indhold (jf. dom af 21.10.2021, Parlamentet mod UZ, C-894/19 P, EU:C:2021:863, præmis 89 og 90 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 325 og den deri nævnte retspraksis).

142    Som det følger af selve dens ordlyd, finder denne bestemmelse generel anvendelse. Heraf følger, at retten til at blive hørt skal overholdes i enhver procedure, som kan udmunde i en bebyrdende retsakt, selv om de anvendelige regelsæt ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan formalitet (jf. dom af 18.6.2020, Kommissionen mod RQ, C-831/18 P, EU:C:2020:481, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 326 og den deri nævnte retspraksis).

143    Henset til den omstændighed, at princippet om retten til forsvar, der omfatter retten til at blive hørt, er et grundlæggende og generelt EU-retligt princip, kan en retsforskrift derfor hverken udelukke eller begrænse anvendelsen heraf, og princippet skal således overholdes såvel i tilfælde, hvor der ikke er fastlagt nogen særlig ordning overhovedet, som i tilfælde, hvor der er fastlagt en ordning, der ikke selv tager hensyn til princippet (jf. dom af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 327 og den deri nævnte retspraksis).

144    Det skal indledningsvis bemærkes, at forordning nr. 806/2014 ikke fastsætter en særlig procedure for høring af aktionærer og kreditorer, der er berørt af en afviklingsforanstaltning, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt de skal bevilliges kompensation i henhold til denne forordnings artikel 76, stk. 1, litra e).

145    I den foreliggende sag indførte Afviklingsinstansen imidlertid en procedure vedrørende retten til at blive hørt i medfør af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), som var åben for alle aktionærer og kreditorer berørt af afviklingen af Banco Popular, således at de kunne fremsætte bemærkninger til værdiansættelse 3 og den foreløbige afgørelse, inden den anfægtede afgørelse blev vedtaget.

146    Selv om det i denne henseende skal sikres, at retten til at blive hørt – som anført ovenfor i præmis 144 – overholdes, selv i tilfælde, hvor der ikke er fastlagt en ordning, der udtrykkeligt foreskriver udøvelsen af denne ret, forholder det sig ikke desto mindre således, at hverken forordning nr. 806/2014 eller chartrets artikel 41 fastsætter en særlig procedure for gennemførelsen af retten til at blive hørt. Afviklingsinstansen havde således en skønsmargen ved tilrettelæggelsen af den procedure, som den fandt passende med henblik på at give de berørte aktionærer og kreditorer mulighed for at udøve deres ret til at blive hørt, forudsat at de pågældende kunne udøve deres ret på en effektiv og hensigtsmæssig måde.

147    Da der ikke findes specifikke bestemmelser om proceduren vedrørende retten til at blive hørt, var Afviklingsinstansens valg af at anvende en formular til at indhente bemærkninger fra de berørte aktionærer og kreditorer således omfattet af dens skønsmargen ved tilrettelæggelsen af denne procedure.

148    Sagsøgerne har ikke bestridt, at denne procedure havde til formål at sikre de berørte aktionærer og kreditorer retten til at blive hørt inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. De har ikke anfægtet valget af at anvende en formular som høringsmetode. Som det fremgår af punkt 17 og 100 i stævningen i sag T-302/20 og af punkt 18 og 101 i stævningerne i sagerne T-303/20 og T-307/20, har de foreholdt Afviklingsinstansen, at den begrænsede udøvelsen af deres ret til at blive hørt, for så vidt som denne formular begrænsede indholdet og længden af de bemærkninger, der kunne fremsættes vedrørende værdiansættelse 3 og den foreløbige afgørelse, og for så vidt som de således ikke havde »fuldstændig frihed« ved udøvelsen af denne ret.

149    Udøvelsen af retten til at blive hørt kan imidlertid være underlagt begrænsninger i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, hvorefter:

»Enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.«

150    Hvad dette angår skal de grundlæggende rettigheder, såsom retten til forsvar, ifølge fast retspraksis ikke betragtes som absolutte rettigheder, men kan underlægges begrænsninger, forudsat at disse er nødvendige for at tilgodese de almene hensyn, som den omhandlede foranstaltning forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af de beskyttede rettigheder (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere), C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 207 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:C:2022:314, præmis 337 og den deri nævnte retspraksis).

151    Endvidere følger det af fast retspraksis, at en tilsidesættelse af retten til forsvar, herunder navnlig retten til at blive hørt, kun kan medføre, at den afgørelse, der er truffet efter afslutningen af den administrative procedure, annulleres, hvis det må antages, at proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget (jf. dom af 18.6.2020, Kommissionen mod RQ, C-831/18 P, EU:C:2020:481, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.6.2021, CE mod Regionsudvalget, T-355/19, EU:T:2021:369, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

152    Det kan ganske vist ikke kræves af sagsøgeren, at vedkommende godtgør, at den pågældende afgørelse ville have fået et andet indhold, men alene, at en sådan mulighed ikke helt kan udelukkes, eftersom han ville have været i stand til at forsvare sig bedre, hvis der ikke havde været nogen processuel fejl (jf. dom af 4.5.2022, CRIA og CCCMC mod Kommissionen, T-30/19 og T-72/19, EU:T:2022:266, præmis 242 og den deri nævnte retspraksis).

153    En uregelmæssighed i forbindelse med retten til et forsvar kan imidlertid kun medføre, at en retsakt annulleres, for så vidt som det er muligt, at den administrative procedure som følge af denne uregelmæssighed ville have ført til et andet resultat og dermed konkret har påvirket sagsøgerens ret til et forsvar (jf. dom af 16.2.2012, Rådet og Kommissionen mod Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP, C-191/09 P og C-200/09 P, EU:C:2012:78, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.5.2022, CRIA og CCCMC mod Kommissionen, T-30/19 og T-72/19, EU:T:2022:266, præmis 243 og den deri nævnte retspraksis).

154    I forbindelse med proceduren vedrørende retten til at blive hørt, der er beskrevet ovenfor i præmis 16-21, blev de berørte aktionærer og kreditorer, som opfyldte kriterierne i tilmeldingsfasen, anmodet om at udfylde en formular, der var tilgængelig på Afviklingsinstansens websted, og som indeholdt ni generelle spørgsmål, dvs. syv hovedspørgsmål, hvoraf det ene var opdelt i tre delspørgsmål, hvorved de havde mulighed for at fremsætte bemærkninger til den foreløbige afgørelse og til den ikke-fortrolige version af værdiansættelse 3. Nærmere bestemt var det sidste spørgsmål et åbent spørgsmål, der gav dem mulighed for at fremsætte bemærkninger til et hvilket som helst emne vedrørende den foreløbige afgørelse, som ikke allerede var omfattet af formularen.

155    For det første har sagsøgerne og Aeris Invest foreholdt Afviklingsinstansen, at den undlod at undersøge visse bemærkninger med den begrundelse, at de »ikke var omfattet af proceduren«.

156    I denne henseende anførte Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelses afsnit 6.1, »vurdering af relevans«, at de berørte aktionærer og kreditorer havde gjort opmærksom på en række forhold, der ikke var relateret til den foreløbige afgørelse eller det underliggende ræsonnement i værdiansættelse 3, hvorfor den først havde undersøgt relevansen af disse bemærkninger. Den fastslog, at disse bemærkninger ikke kunne påvirke spørgsmålet om, hvorvidt de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget en bedre behandling, hvis Banco Popular havde været underlagt almindelig insolvensbehandling, at de faldt uden for rammerne af proceduren vedrørende retten til at blive hørt, og at der ikke ville blive taget hensyn til disse.

157    Afviklingsinstansen opregnede således de bemærkninger, som den anså for irrelevante, herunder bemærkningerne om Banco Populars situation inden vedtagelsen af afviklingsordningen og om den omstændighed, at banken ikke opfyldte betingelserne for afviklingen, bemærkningerne om andre elementer i afviklingsordningen og om værdiansættelse 2, bemærkningerne om de manglende oplysninger om afviklingsordningen og ECB’s vurdering af Banco Populars situation som nødlidende eller forventeligt nødlidende samt bemærkningerne om gennemførelsen af proceduren vedrørende retten til at blive hørt og navnlig om formularens udformning.

158    Det fremgår heraf, at Afviklingsinstansen – i modsætning til, hvad sagsøgerne og Aeris Invest har gjort gældende – undersøgte alle de indkomne bemærkninger og i den anfægtede afgørelse redegjorde for grunden til, at visse af disse bemærkninger ikke var relevante i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

159    Det skal imidlertid konstateres, at hverken sagsøgerne eller Aeris Invest har anført, hvilke af de bemærkninger, som Afviklingsinstansen afviste som irrelevante, der skulle have været undersøgt. De har ikke forklaret, i hvilket omfang disse bemærkninger kunne have haft indflydelse på den anfægtede afgørelses indhold, for så vidt som de hverken vedrørte værdiansættelse 3 eller den foreløbige afgørelse.

160    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at formålet med proceduren vedrørende retten til at blive hørt var at indhente bemærkninger om den foreløbige afgørelse og værdiansættelse 3, for at Afviklingsinstansen kunne vedtage en afgørelse om en eventuel kompensation til de berørte aktionærer og kreditorer. I overensstemmelse med artikel 20, stk. 17, i forordning nr. 806/2014 – nævnt ovenfor i præmis 62 – er denne afgørelse baseret på en sammenligning mellem den faktiske behandling, som de berørte aktionærer og kreditorer modtog i forbindelse med afviklingen, og den behandling, som de ville have modtaget ved en antaget likvidation af Banco Popular på tidspunktet for afviklingen.

161    Som det fremgår af præmis 100-104 ovenfor, er Banco Populars situation på tidspunktet for afviklingen et faktisk forhold, som ikke kan anfægtes på tidspunktet for fastlæggelsen af retten til en eventuel kompensation efter artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014. Bemærkningerne vedrørende Banco Populars situation forud for afviklingen var følgelig ikke relevante med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

162    Afviklingsinstansen kan derfor ikke foreholdes at have tilsidesat sagsøgernes ret til at blive hørt med den begrundelse, at den afviste irrelevante kommentarer.

163    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at den formular, som Afviklingsinstansen havde udarbejdet, ikke gjorde det muligt at behandle en lang række emner, f.eks. den metodologiske tilgang, valuarens uafhængighed, valuarens antagelser, den makroøkonomiske sammenhæng, den virkning, som likvidationen af Banco Popular havde på de øvrige selskaber i koncernen, og omfanget af hensættelserne til dækning af juridiske risici.

164    Det må imidlertid først konstateres, at de emner, som sagsøgerne har nævnt, var omfattet af spørgsmålene i formularen. Spørgsmål 1 henviste således til de punkter i den foreløbige afgørelse, der vedrører den i værdiansættelse 3 anvendte metode; spørgsmål 3 henviste til punkt 3.2 i den foreløbige afgørelse, som vedrører valget af valuarfirmaet og navnlig dettes uafhængighed; spørgsmål 4 vedrørte udtrykkeligt de af valuarfirmaet formulerede antagelser; spørgsmål 6 vedrørte hensættelserne til dækning af juridiske risici. Spørgsmål 7 var et åbent spørgsmål, der gav sagsøgerne mulighed for at kommentere den makroøkonomiske sammenhæng og den virkning, som likvidationen af Banco Popular havde på de øvrige selskaber i koncernen.

165    Endvidere fremgår det af den anfægtede afgørelse og af det uddybende dokument, at Afviklingsinstansen og valuarfirmaet analyserede de berørte aktionærers og kreditorers bemærkninger vedrørende de emner, som sagsøgerne har nævnt. Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at formularen ikke gav mulighed for at fremsætte bemærkninger til disse.

166    Hvad angår det uddybende dokument besvares bemærkningerne vedrørende den af valuarfirmaet anvendte metode i punkt 5.1, og navnlig bemærkningerne om de antagelser, der blev lagt til grund i værdiansættelse 3, i punkt 5.2 besvares bemærkningerne om den makroøkonomiske sammenhæng, i punkt 5.3 besvares bemærkningerne om den antagede likvidationsstrategi, der var anvendt i værdiansættelse 3, og navnlig vedrørende de forskellige antagede scenarier, der var lagt til grund, i punkt 5.11 besvares bemærkningerne om hensættelserne til dækning af juridiske risici, og i punkt 5.3.4 besvares bemærkningerne om virkningen af Banco Populars likvidation på bankens datterselskaber. Hvad angår den anfægtede afgørelse besvares »bemærkningerne om valuarfirmaets uafhængighed« i afsnit 6.2.1, og i afsnit 6.2.2 besvares »bemærkningerne om indholdet af værdiansættelse 3«, navnlig bemærkningerne om den af valuarfirmaet anvendte metode og de forskellige antagelser, der var formuleret i værdiansættelse 3, navnlig vedrørende likvidationsscenarierne. I dette afsnit svarer Afviklingsinstansen f.eks. på bemærkninger vedrørende det makroøkonomiske scenario, virkningen af Banco Populars likvidation på de øvrige enheder i koncernen og hensættelserne til dækning af juridiske risici.

167    Det følger heraf, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de ikke kunne fremsætte bemærkninger om emner, der ikke var omhandlet i nogen af spørgsmålene i formularen, og som ville have haft en indvirkning på den anfægtede afgørelse.

168    For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at formularen var affattet af Afviklingsinstansen på en måde, som var tilpasset dennes interesser, eller at den havde til formål at understøtte kriterierne og konklusionerne i værdiansættelse 3.

169    Hvad dette angår kan Retten kun konstatere, at spørgsmålene i formularen var affattet i neutrale vendinger i form af en kortfattet præsentation af det pågældende emne og en henvisning til de omhandlede dele af den foreløbige afgørelse eller værdiansættelse 3 efterfulgt af en opfordring til de berørte aktionærer og kreditorer om at fremsætte deres bemærkninger eller synspunkter om det pågældende emne.

170    For det fjerde har sagsøgerne og Aeris Invest gjort gældende, at Afviklingsinstansen tilsidesatte deres ret til at blive hørt ved at sætte en grænse på 5 000 tegn for længden af deres bemærkninger og ved ikke at give mulighed for at vedlægge dokumenter.

171    I denne henseende anførte Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse, at 2 855 berørte aktionærer og kreditorer havde besvaret formularen, hvilket svarede til ca. 23 822 bemærkninger.

172    De bemærkninger, som de berørte aktionærer og kreditorer fremsatte under proceduren vedrørende retten til at blive hørt som svar på spørgsmålene i formularen, var genstand for en grundig analyse i den anfægtede afgørelses afsnit 6 og foranledigede valuarfirmaet til at vedtage det uddybende dokument. Selv om bemærkningernes længde var begrænset af formularen, gav Afviklingsinstansen og valuarfirmaet således et udførligt svar på bemærkningerne.

173    Det skal desuden bemærkes, at sagsøgerne ikke har anført, hvilke andre bemærkninger end dem, der var blevet fremsat af de berørte aktionærer og kreditorer under proceduren vedrørende retten til at blive hørt, og som Afviklingsinstansen og valuarfirmaet havde besvaret, de var blevet forhindret i at gøre gældende, fordi der ikke var plads i formularen. De har heller ikke angivet nærmere, hvilke dokumenter de gerne ville have haft mulighed for at vedlægge formularen.

174    Det følger heraf, at sagsøgernes argument om den begrænsede længde af besvarelserne i formularen er rent teoretisk og ikke i tilstrækkelig grad kan godtgøre, at proceduren kunne have ført til et andet resultat, hvis der ikke havde været en sådan begrænsning.

175    Med hensyn til Aeris Invests argument om, at formularen ikke gav mulighed for at foreslå en alternativ værdiansættelsesmetode, må det fastslås, at det er irrelevant. Formålet med proceduren vedrørende retten til at blive hørt var således at indhente bemærkninger til den foreløbige afgørelse og værdiansættelse 3, der kunne påvirke den afgørelse, som Afviklingsinstansen skulle træffe. En simpel fremlæggelse af en anden værdiansættelsesmetode end den, der var anvendt i værdiansættelse 3, kan imidlertid ikke i sig selv rejse tvivl om gyldigheden af denne værdiansættelse og dermed heller ikke påvirke lovligheden af den anfægtede afgørelse.

176    Følgelig skal det tredje anbringende forkastes.

 Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler, som er fastsat i chartrets artikel 47

177    Sagsøgerne har gjort gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat retten til effektive retsmidler, der er fastsat i chartrets artikel 47, idet den erklærede centrale dele af værdiansættelse 3 for fortrolige, hvilket har forhindret dem i at anlægge nærværende søgsmål med de nødvendige garantier og har gjort indgreb i deres ret til et forsvar. De har foreholdt Afviklingsinstansen, at den udelod de oplysninger om hensættelserne til dækning af juridiske risici, der indgår i værdiansættelse 3.

178    Sagsøgerne har gjort gældende, at det stadig er uvist, hvilke omstændigheder der foranledigede Afviklingsinstansen til at vedtage afviklingsordningen, og at Afviklingsinstansen fortsat udelader oplysninger, der er væsentlige for deres forsvar, hvilket har medført, at de var nødsaget til at udarbejde en sagkyndig erklæring i en situation, der var ufordelagtig i forhold til valuarfirmaet, som havde adgang til ikke-offentliggjorte oplysninger. Afviklingsinstansen var således i en privilegeret stilling i forhold til sagsøgerne og tilsidesatte princippet om processuel ligestilling.

179    Afviklingsinstansen og Kongeriget Spanien har gjort gældende, at dette anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling. Afviklingsinstansen er af den opfattelse, at sagsøgerne anfægter andre afgørelser end den anfægtede afgørelse, som er irrelevante for den foreliggende sag. Ifølge Kongeriget Spanien er dette anbringende støttet på et generelt argument, der ikke er begrundet.

180    Hvad for det første angår princippet om effektiv domstolsbeskyttelse fremgår det af chartrets artikel 47, stk. 1, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel. Det følger af Domstolens praksis, at den domstolsprøvelse, der er sikret ved denne bestemmelse, navnlig kræver, at den pågældende kan forsvare sine rettigheder under de bedst mulige betingelser og afgøre, om et søgsmål anlagt mod en bestemt enhed bør prøves af den kompetente retsinstans, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen (jf. dom af 29.4.2021, Banco de Portugal m.fl., C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

181    Som nævnt ovenfor i præmis 151 fremgår det imidlertid af fast retspraksis, at de grundlæggende rettigheder ikke skal betragtes som absolutte rettigheder, men kan underlægges begrænsninger, forudsat at disse faktisk er nødvendige for at tilgodese de almene hensyn, som den omhandlede foranstaltning forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af de således beskyttede rettigheder (jf. dom af 13.9.2018, UBS Europe m.fl., C-358/16, EU:C:2018:715, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

182    Sådanne begrænsninger kan bl.a. have til formål at beskytte kravene om fortrolighed og tavshedspligt, som adgangen til visse oplysninger og visse dokumenter vil kunne tilsidesætte (jf. dom af 13.9.2018, UBS Europe m.fl., C-358/16, EU:C:2018:715, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

183    I tilfælde af en konflikt mellem på den ene side interessen hos den person, der er genstand for en bebyrdende retsakt, i at råde over oplysninger, der er nødvendige for at være i stand til at udøve sin ret til forsvar fuldt ud, og på den anden side de interesser, der er knyttet til opretholdelsen af fortroligheden af oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten, påhviler det de kompetente myndigheder eller retter under hensyntagen til omstændighederne i hvert tilfælde, at finde frem til en balance mellem disse modstridende interesser (jf. dom af 13.9.2018, UBS Europe m.fl., C-358/16, EU:C:2018:715, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

184    Det skal bemærkes, at artikel 88, stk. 5, i forordning (EU) nr. 806/2014 bestemmer følgende:

»Inden der videregives oplysninger sikrer Afviklingsinstansen sig, at de ikke indeholder fortrolige oplysninger, herunder navnlig gennem en vurdering af, hvilken virkning en videregivelse kunne have for almenhedens interesser for så vidt angår finanspolitik, valutapolitik eller økonomisk politik, for fysiske og juridiske personers forretningsmæssige interesser, for formålet med inspektioner, for undersøgelser og for revision. Proceduren for kontrol med virkningen af oplysningers videregivelse skal omfatte en specifik vurdering af virkningen af enhver videregivelse af indholdet og detaljerne i de i artikel 8 og 9 [i forordning nr. 806/2014] omhandlede afviklingsplaner og resultaterne af enhver vurdering i henhold til [denne forordnings] artikel 10 samt afviklingsordningen, der er omhandlet i [samme forordnings] artikel 18.«

185    Hvad i første række angår den omstændighed, at visse oplysninger i værdiansættelse 3 om hensættelser til dækning af juridiske risici ikke blev videregivet, anførte Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse, at der med henblik på at offentliggøre en ikke-fortrolig version af værdiansættelse 3 og i henhold til artikel 88, stk. 5, i forordning nr. 806/2014 var blevet foretaget overstregninger i denne værdiansættelse for at beskytte fortrolige oplysninger om Banco Popular, der var omfattet af tavshedspligt. Den gjorde opmærksom på, at overstregningerne af oplysninger var begrænset til specifikke individuelle skøn og udsagn i punkt 4.9 i værdiansættelse 3 vedrørende hensættelser til dækning af juridiske risici, men at oplysningerne om arten af og kilden til specifikke fordringer og om de anslåede samlede realiseringer ikke var blevet overstreget. Afviklingsinstansen præciserede, at de oplysninger, som var blevet overstreget, langtfra var offentlige oplysninger og i et vist omfang var fremadrettede, og at videregivelsen af disse kunne skade Banco Populars ret til et forsvar i forbindelse med verserende retssager. Afviklingsinstansen anførte, at den på grundlag af samråd med Banco Popular og ved at afveje de berørte aktionærers og kreditorers interesser i forhold til sin forpligtelse til ikke at videregive oplysninger, der var omfattet af tavshedspligt, havde overstreget enkelte oplysninger i punkt 4.9 i værdiansættelse 3.

186    Det skal bemærkes, at sagsøgerne ikke har bestridt Afviklingsinstansens vurdering, hvorefter de overstregede oplysninger vedrørende hensættelserne til dækning af juridiske risici i værdiansættelse 3 var omfattet af tavshedspligt og var fortrolige. De har ikke rejst tvivl om Afviklingsinstansens forpligtelse til at beskytte fortrolige oplysninger i henhold til artikel 88, stk. 5, i forordning nr. 806/2014.

187    Sagsøgerne har i øvrigt ikke fremsat noget argument, der kan godtgøre, at deres interesse i at råde over disse oplysninger bør gå forud for overholdelsen af tavshedspligten, og at de oplysninger, som er hemmeligholdt i værdiansættelse 3, vedrørende hensættelserne til dækning af juridiske risici er nødvendige for forståelsen af den anfægtede afgørelse eller for, at de kan udøve deres ret til en effektiv domstolsprøvelse.

188    Hvad i anden række angår argumentet om den manglende videregivelse af visse oplysninger vedrørende afviklingsordningen er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgerne ikke har fastsat, hvilke oplysninger de betegner som »væsentlige«.

189    Sagsøgerne har heller ikke forklaret, i hvilket omfang oplysningerne vedrørende afviklingsordningen, sagsakterne vedrørende denne eller de omstændigheder, der førte til dens vedtagelse, er relevante med henblik på anfægtelsen af den anfægtede afgørelse.

190    Det følger heraf, at sagsøgernes argument om tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler skal forkastes.

191    For det andet fremgår det af retspraksis, at princippet om processuel ligestilling, der udgør en integrerende del af det i chartrets artikel 47 fastsatte princip om en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er tillagt ved EU-retten, indebærer, for så vidt som princippet ligesom kontradiktionsprincippet følger af selve begrebet en retfærdig rettergang, en forpligtelse til at give hver af parterne rimelig mulighed for at fremlægge sin sag, herunder sine beviser, under betingelser, der ikke stiller den pågældende i en situation, der er til dennes ugunst i forhold til modparten (jf. dom af 16.10.2019, Glencore Agriculture Hungary, C-189/18, EU:C:2019:861, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.7.2022, Nord Stream 2 mod Parlamentet og Rådet, C-348/20 P, EU:C:2022:548, præmis 128 og den deri nævnte retspraksis).

192    Dette princip har til formål at sikre den processuelle ligevægt mellem parterne i en retssag og således sikre ligheden mellem disse parters rettigheder og forpligtelser, bl.a. med hensyn til de bestemmelser, der regulerer bevisoptagelsen og den kontradiktoriske forhandling for retten samt disse parters adgang til retsmidler. For at opfylde de krav, der er forbundet med retten til en retfærdig rettergang, er det væsentligt, at parterne har kendskab til og kontradiktorisk kan diskutere såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren (jf. dom af 16.10.2019, Glencore Agriculture Hungary, C-189/18, EU:C:2019:861, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

193    Det er imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, at eftersom den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke var en retslig, men en administrativ procedure, og Afviklingsinstansen ikke udgør en domstol som omhandlet i chartrets artikel 47, finder denne bestemmelse ikke anvendelse i den foreliggende sag, og sagsøgerne kan ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om processuel ligestilling (jf. analogt dom af 11.5.2017, Deza mod ECHA, T-115/15, EU:T:2017:329, præmis 213).

194    Under alle omstændigheder kan sagsøgerne ikke hævde, at de burde råde over de samme oplysninger som valuarfirmaet for at få foretaget en værdiansættelse af en sagkyndig. En værdiansættelse foretaget af en sagkyndig, der er udpeget af sagsøgerne, er således ikke foreskrevet i forordning nr. 806/2014, og resultatet heraf kan ikke være bindende for Afviklingsinstansen. Sagsøgerne kan således ikke kræve ligebehandling af valuarfirmaet og deres sagkyndige hvad angår adgang til fortrolige oplysninger og kan ikke heraf udlede, at Afviklingsinstansen i den foreliggende sag er i en privilegeret situation i forhold til dem.

195    Det fjerde anbringende bør følgelig forkastes.

 Det femte anbringende om tilsidesættelse af ejendomsretten, der er fastsat i chartrets artikel 17 og artikel 52, stk. 1, samt i artikel 1 i protokol nr. 1 til EMRK

196    Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse berøver de tidligere aktionærer i Banco Popular deres ejendomsret, for så vidt som de ikke har modtaget en rimelig erstatning for tabet. Ifølge sagsøgerne overholdt indgrebet i deres ejendomsret ikke kravene i chartrets artikel 17, idet det ikke skete i de »tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov«. De er af den opfattelse, at skønt loven fastsætter en ret til at modtage en rimelig godtgørelse, har de ikke modtaget en sådan, selv om den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, viser, at de tidligere aktionærer i Banco Popular ville have modtaget en bedre behandling i en almindelig insolvensbehandling end den, de modtog i forbindelse med afviklingen. Ifølge sagsøgerne udgør berøvelsen af ejendom, uden betaling af et beløb, der står i rimeligt forhold til ejendommens værdi, et indgreb i ejendomsretten, som er fastsat i artikel 1 i protokol nr. 1 til EMRK.

197    Det skal erindres, at chartrets artikel 17, stk. 1, bestemmer følgende:

»Enhver har ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv. Ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet.«

198    Ifølge princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, som er fastsat i artikel 15, stk. 1, litra g), i forordning nr. 806/2014, påføres ingen kreditor større tab, end vedkommende ville være blevet påført, hvis den enhed, som har været genstand for en afviklingsforanstaltning, var blevet håndteret som led i almindelig insolvensbehandling.

199    Såfremt det efter den værdiansættelse, der foretages i henhold til artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014, fastslås, at aktionærer og kreditorer har lidt større tab i forbindelse med afviklingen, end de ville have lidt ved en håndtering som led i almindelig insolvensbehandling, bestemmes det i samme forordnings artikel 76, stk. 1, litra e), at Afviklingsinstansen kan anvende Afviklingsfonden med det formål at betale kompensation til dem.

200    Det følger heraf, at der med forordning nr. 806/2014 indføres en ordning, som skal sikre aktionærer og kreditorer i en enhed under afvikling en rimelig erstatning i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 17, stk. 1 (dom af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 415).

201    I den foreliggende sag skal sagsøgerne for at påvise en eventuel tilsidesættelse af deres ejendomsret som følge af den anfægtede afgørelse godtgøre, at Afviklingsinstansen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved på grundlag af værdiansættelse 3 at konkludere, at de berørte aktionærer og kreditorer i Banco Popular ikke ville være blevet behandlet bedre ved almindelig insolvensbehandling, end de er blevet behandlet i forbindelse med afviklingen.

202    Det følger dog af den omstændighed, at de fire første anbringender er blevet forkastet, at sagsøgerne ikke har godtgjort et sådant urigtigt skøn.

203    Aeris Invest kan ikke med rette gøre gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat chartrets artikel 17, for så vidt som værdien af kompensationen i henhold til princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, blev beregnet på grundlag af det mest negative scenario for aktionærerne, dvs. en likvidation af Banco Popular. Det er således tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af analysen af det første anbringendes første led, at anvendelsen af et kontrafaktisk likvidationsscenarie er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser.

204    Endvidere har sagsøgerne i det femte anbringende begrænset sig til at gøre gældende, at den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, godtgør, at de berørte aktionærer og kreditorer ville have modtaget en bedre behandling ved almindelig insolvensbehandling end den, de modtog i forbindelse med afviklingen.

205    I denne henseende er det imidlertid tilstrækkeligt at konstatere, at den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne, og som indeholder en værdiansættelse af Banco Popular som en going concern, ikke er relevant, for så vidt som den er baseret på den fejlagtige antagelse, at Banco Popular kunne have fortsat sine aktiviteter. Under alle omstændigheder kan denne erklæring således ikke godtgøre, at Banco Populars kreditorer i det kontrafaktiske scenario med en likvidation ved almindelig insolvensbehandling ville have modtaget en bedre behandling, end de modtog i forbindelse med afviklingen, og at dette ville have medført en forskel i behandlingen, der nødvendiggør en kompensation.

206    Aeris Invest har i øvrigt gjort gældende, at investorgarantiordningen som fastsat i forordning nr. 806/2014 skal undersøges i sin helhed med henblik på at afgøre, om en kompensation er tilstrækkelig i henhold til chartrets artikel 17. For det første foreskriver artikel 20, stk. 11 og 12, i forordning nr. 806/2014 en kompensation, som beregnes på grundlag af nettoværdien efter en endelig værdiansættelse. For det andet foreskriver samme forordnings artikel 20, stk. 16, og artikel 76, stk. 1, litra e), en kompensation, som fastsættes efter princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere. Der er tale om to supplerende trin, og kompensationen efter princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, ville ikke være komplet uden en kompensation beregnet på grundlag af nettoværdien. I den foreliggende sag udelukkede Afviklingsinstansen imidlertid, på baggrund af det anvendte afviklingsværktøj, muligheden for en sådan kompensation.

207    Som Afviklingsinstansen har anført, bygger Aeris Invests argument på en fejlagtig forståelse af forordning nr. 806/2014. Artikel 20, stk. 12, i forordning nr. 806/2014 indfører ikke en kompensationsordning, men foreskriver en ændring af afviklingsforanstaltningerne, hvis den efterfølgende værdiansættelse, som er foretaget på grundlag af samme forordnings artikel 20, stk. 11, fører til et andet resultat end den midlertidige værdiansættelse. Kompensationen i henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014 og de foranstaltninger, der er fastsat i samme forordnings artikel 20, stk. 12, har forskellige formål og er ikke supplerende foranstaltninger.

208    Domstolen har i øvrigt fastslået, at anvendelsen af virksomhedssalgsværktøjet – det afviklingsværktøj, der blev vedtaget vedrørende Banco Popular – ikke er et af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 20, stk. 12, i forordning nr. 806/2014, i hvilke en kompensation kan udbetales efter en efterfølgende endelig værdiansættelse (dom af 21.12.2021, Aeris Invest mod Afviklingsinstansen, C-874/19 P, EU:C:2021:1040, præmis 81, og af 21.12.2021, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Afviklingsinstansen, C-934/19 P, EU:C:2021:1042, præmis 92).

209    Det må under alle omstændigheder konstateres, at Aeris Invest ikke har forklaret, i hvilket omfang den manglende efterfølgende endelige værdiansættelse i henhold til artikel 20, stk. 11, i forordning nr. 806/2014 kunne ændre vurderingen i den anfægtede afgørelse med hensyn til, at der ikke skulle betales kompensation som følge af forskel i behandlingen som omhandlet i artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014.

210    Dette argument kan derfor ikke påvirke gyldigheden af den anfægtede afgørelse og er irrelevant.

211    Endelig blev beregningen af en eventuel kompensation, i modsætning til hvad Aeris Invest har hævdet, ikke foretaget på et meget senere tidspunkt end ekspropriationen. I overensstemmelse med artikel 20, stk. 18, i forordning nr. 806/2014 forudsatte valuarfirmaet i værdiansættelse 3 således, at Banco Popular ville have været underlagt almindelig insolvensbehandling på det tidspunkt, hvor afviklingsordningen blev vedtaget, hvis denne ikke var blevet gennemført. Valuarfirmaet baserede sig således ikke på en værdi for Banco Popular efter afviklingen.

212    Sagsøgerne og Aeris Invest har følgelig ikke påvist, at Afviklingsinstansens afgørelse om ikke at bevillige dem kompensation i henhold til artikel 76, stk. 1, litra e), i forordning nr. 806/2014 udgør en tilsidesættelse af deres ejendomsret.

213    Det følger af det ovenstående, at det femte anbringende skal forkastes.

 Begæringen om bevisoptagelse

214    Sagsøgerne har i deres stævninger og som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet Retten om at anordne bevisoptagelse i henhold til procesreglementets artikel 88, stk. 1, med henblik på afhøring af ophavsmanden til den sagkyndige erklæring, der er vedlagt som bilag til stævningerne.

215    Hvad angår begæringer om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller om bevisoptagelse, der fremlægges af en part i en tvist, bemærkes, at det alene tilkommer Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges til afgørelse (jf. dom af 4.3.2021, Liaño Reig mod Afviklingsinstansen, C-947/19 P, EU:C:2021:172, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.6.2022, Algebris (UK) og Anchorage Capital Group mod Kommissionen, T-570/17, EU:T:2022:314, præmis 435 og den deri nævnte retspraksis).

216    Det følger af Domstolens praksis, at selv om en anmodning om afhøring af vidner, som fremsættes i stævningen, indeholder en angivelse af, hvilke konkrete faktiske omstændigheder vidnet eller vidnerne skal afhøres om, og hvilke grunde der gør afhøringen berettiget, skal Retten vurdere, om anmodningen er berettiget i forhold til sagens genstand og nødvendigheden af at afhøre de pågældende vidner (jf. dom af 26.1.2017, Mamoli Robinetteria mod Kommissionen, C-619/13 P, EU:C:2017:50, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.10.2020, Silver Plastics og Johannes Reifenhäuser mod Kommissionen, C-702/19 P, EU:C:2020:857, præmis 29).

217    I den foreliggende sag skal det konstateres, at oplysningerne i sagsakterne samt de forklaringer, der blev fremsat i retsmødet, er tilstrækkelige til at sætte Retten i stand til at træffe afgørelse, idet den hensigtsmæssigt har kunnet afgøre sagen på grundlag af de påstande, anbringender og argumenter, som er fremsat under sagens behandling, og i lyset af de dokumenter, som parterne har fremlagt.

218    Det følger heraf, at sagsøgernes anmodning om bevisoptagelse skal forkastes, og Kommissionen frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

219    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges disse hver at bære deres egne omkostninger og betale de af Afviklingsinstansen afholdte omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom.

220    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, hver deres egne omkostninger. Kongeriget Spanien bærer derfor sine egne omkostninger.

221    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, kan Retten træffe afgørelse om, at andre intervenienter end de i denne artikels stk. 1 og 2 nævnte skal bære deres egne omkostninger. I den foreliggende sag bærer Aeris Invest, som er interveneret til støtte for sagsøgerne i sag T-302/20, sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Antonio Del Valle Ruíz og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget, i sag T-302/20, José María Arias Mosquera og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget, i sag T-303/20 og Calatrava Real State 2015, SL i sag T-307/20 bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) afholdte omkostninger.

3)      Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

4)      Aeris Invest Sàrl bærer sine egne omkostninger.

van der Woude De Baere Steinfatt

Kecsmár       Kingston

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. november 2023.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund

Parternes påstande

Retlige bemærkninger

Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 15, stk. 1, litra g), i forordning nr. 806/2014

Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 20, stk. 16, i forordning nr. 806/2014

Det første led om fastlæggelsen af det kontrafaktiske scenario

– Det første klagepunkt, hvorved anvendelsen af et likvidationsscenarie anfægtes

– Det andet klagepunkt, hvorved afhændelsen af aktiverne enkeltvis eller i porteføljer anfægtes

Det andet led vedrørende valuarfirmaets uafhængighed

Det tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt, som er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2

Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler, som er fastsat i chartrets artikel 47

Det femte anbringende om tilsidesættelse af ejendomsretten, der er fastsat i chartrets artikel 17 og artikel 52, stk. 1, samt i artikel 1 i protokol nr. 1 til EMRK

Begæringen om bevisoptagelse

Sagsomkostninger

*      Processprog: spansk.

1 Listen over de øvrige sagsøgere er kun vedlagt den version, der meddeles parterne.

2 Listen over de øvrige sagsøgere er kun vedlagt den version, der meddeles parterne.