Sag T-472/13
H. Lundbeck A/S
og
Lundbeck Ltd
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – karteller – markedet for antidepressive lægemidler indeholdende den aktive lægemiddelbestanddel citalopram – begrebet »konkurrencebegrænsende formål« – potentiel konkurrence – generiske lægemidler – barrierer for adgang til markedet som følge af eksistensen af patenter – aftaler indgået mellem en indehaver af patenter og en række generiske lægemiddelvirksomheder – artikel 101, stk. 1 og 3, TEUF – retlige fejl og urigtige skøn – begrundelsespligt – ret til forsvar – retssikkerhed – bøder«
Sammendrag – Rettens dom (Niende Afdeling) af 8. september 2016
1. Karteller – konkurrencebegrænsning – potentiel konkurrence – reel og konkret mulighed for en generisk lægemiddelvirksomhed for at indtræde med risiko på markedet, når der foreligger lægemidler, der er beskyttet af patenter – aftale mellem indehaveren af patenterne og en række generiske lægemiddelvirksomheder, der kan forhindre denne indtræden – begrænsning af den potentielle konkurrence
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
2. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrden for overtrædelsen og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – graden af præcision, der kræves af de beviser, som Kommissionen har lagt til grund – en række indicier – uskyldsformodning – anvendelighed – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens – domstolsprøvelse – omfang
(Art. 101, stk. 1, TEUF og 263 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
3. Karteller – forbud – overtrædelser – mindelige aftaler på patentområdet – aftale indgået mellem en originalproducent og en generisk lægemiddelvirksomhed – omvendte betalinger, der har en uforholdsmæssig karakter og er kombineret med en udelukkelse fra markedet af konkurrenter – ikke tilladt
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
4. Annullationssøgsmål – unionens retsinstansers kompetence – fortolkning af en medlemsstats nationale ret – et faktisk spørgsmål – omfattet
(Art. 263 TEUF)
5. Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – indholdet af og formålet med et kartel samt den økonomiske og retlige sammenhæng for kartellets udvikling – sondring mellem overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål og overtrædelser med konkurrencebegrænsende virkning – aftaleparternes hensigt om at begrænse konkurrencen – ikke-nødvendigt kriterium – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkeligt skadelig – bedømmelseskriterier
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
6. Karteller – konkurrencebegrænsning – mindelige aftaler på patentområdet – aftale indgået mellem en originalproducent og en generisk lægemiddelvirksomhed – den mest rentable eller den mindst risikable løsning for de pågældende virksomheder – formål om at afbøde virkningen af urimeligt ugunstige retsregler – uden betydning for disse aftalers ulovlige karakter
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
7. Karteller – konkurrencebegrænsning – accessorisk begrænsning – begreb – objektiv og forholdsmæssig karakter – begrænsning, der har gjort hovedtransaktionen vanskeligere eller mindre profitabel – mindelige aftaler på patentområdet – aftale indgået mellem en originalproducent og en generisk lægemiddelvirksomhed – konkurrencebegrænsende klausuler, der er accessoriske til beskyttelsen af en intellektuel ejendomsrettighed – der foreligger ikke en objektivt nødvendig begrænsning
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
8. Konkurrence – EU-regler – materielt anvendelsesområde – mindelige aftaler på patentområdet – omfattet – aftale indgået mellem en originalproducent og en generisk lægemiddelvirksomhed – anvendelse af kriteriet om patentets anvendelsesområde – irrelevant test – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
9. Retsakt fra institutionerne – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse om anvendelse af konkurrencereglerne – domstolsprøvelse – omfang
(Art. 101 TEUF, art. 261 TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)
10. Annullationssøgsmål – anbringender – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – anbringende forskelligt fra anbringendet vedrørende retsaktens materielle lovlighed
(Art. 263 TEUF og 296 TEUF)
11. Karteller – forbud – fritagelse – betingelser – bevisbyrde – rækkevidde
(Art. 101, stk. 3, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
12. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – midlertidig karakter – nødvendigt indhold – grænser
[Art. 101 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1]
13. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – manglende videregivelse af visse oplysninger til virksomhederne – en endelig afgørelse fra Kommissionen, der delvist er baseret på disse oplysninger – tilsidesættelse af retten til forsvar – gyldigheden af den endelige afgørelse i sin helhed – Rettens undersøgelse af, om afgørelsen er velbegrundet – hensyntagen til de omtvistede oplysninger – udelukket
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)
14. Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – begået forsætligt eller uagtsomt – begreb – en virksomhed, der ikke kan være uvidende om, at dens adfærd er konkurrencebegrænsende – aftale indgået mellem en originalproducent og en generisk lægemiddelvirksomhed – omvendte betalinger, der har en uforholdsmæssig karakter og er kombineret med en udelukkelse fra markedet af konkurrenter – omfattet
(Art. 101 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 5 og art. 23, stk. 2)
15. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – pligt for Kommissionen til at holde sig til sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke – forhøjelse af det generelle bødeniveau – lovlig
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – overtrædelsens grovhed – bedømmelseskriterier – fastsættelse af værdien af afsætningen – overholdelse af proportionalitetsprincippet
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 21 og 22)
17. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – afskrækkende virkning
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 25)
18. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløbet – formildende omstændigheder – vejledende karakter af de omstændigheder, der er angivet i retningslinjerne – det første tilfælde af anvendelse af konkurrencereglerne på en given sektor – ingen formildende omstændighed
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)
19. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløbet – formildende omstændigheder – overtrædelse begået som følge af uagtsomhed – nødvendigheden af en særskilt hensyntagen til hver enkelt af de formildende omstændigheder, der er opregnet i retningslinjerne – foreligger ikke – samlet vurdering
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)
1. Artikel 101, stk. 1, TEUF finder kun anvendelse på erhvervsgrene, der er åbne for konkurrence. Undersøgelsen af konkurrencevilkårene på et givent marked er i denne forbindelse ikke alene baseret på den aktuelle konkurrence mellem de virksomheder, der allerede er til stede på det pågældende marked, men også på den potentielle konkurrence, således at det kan fastslås, om der i betragtning af markedsstrukturen og den økonomiske og retlige ramme for markedets funktion er reelle og konkrete muligheder for, at de berørte virksomheder konkurrerer indbyrdes, eller for, at en ny konkurrent kan få adgang til det pågældende marked og konkurrere med de etablerede virksomheder. Selve det forhold, at en virksomhed, der i forvejen er til stede på et marked, søger at indgå aftaler eller at oprette mekanismer til udveksling af oplysninger med andre virksomheder, der ikke er til stede på dette marked, er i øvrigt en stærk indikation på, at det ikke er umuligt at trænge ind på dette marked.
På lægemiddelmarkedet udgør en originalproducents procespatenter ikke nødvendigvis uoverstigelige barrierer for de generiske lægemiddelvirksomheder, såfremt der generelt eksisterer flere fremgangsmåder, som udgør konkrete og realistiske muligheder for at indtræde på markedet for disse sidstnævnte. Blandt disse muligheder figurerer bl.a. lanceringen af det generiske produkt »med risiko«, med muligheden for at skulle stå over for originalproducenten i forbindelse med eventuelle tvister. En sådan mulighed er et udtryk for en potentiel konkurrence i en situation, hvor producentens originalpatenter er udløbet, og hvor der eksisterer andre processer, der gør det muligt at fremstille generiske lægemidler, i forhold til hvilke det ikke er godtgjort, at de krænker andre af denne producents patenter. Desuden viser de tiltag og investeringer, som de generiske virksomheder – inden de med den pågældende originalproducent indgik aftaler, der begrænsede denne indtræden – havde gennemført med henblik på at indtræde på markedet for originallægemidlet, at disse virksomheder på tidspunktet for indgåelsen af de nævnte aftaler var parate til at indtræde på markedet og at løbe de risici, som en sådan indtræden indebærer.
Desuden kan gyldighedsformodningen i forhold til patenterne ikke være ensbetydende med en ulovlighedsformodning i forhold til de generiske produkter, der lovligt er bragt i omsætning på markedet, og som efter en patentindehavers opfattelse er patentkrænkende. I tilfælde af de generiske lægemidlers indtræden på markedet tilkommer det således patentindehaveren at godtgøre for de nationale retsinstanser, at disse virksomheder krænker det ene eller det andet af deres procespatenter, idet en indtræden med risiko ikke i sig selv er ulovlig. I tilfælde af, at patentindehaveren anlægger patentkrænkelsessøgsmål mod de generiske virksomheder, er det i øvrigt muligt, at disse sidstnævnte ved et kontrasøgsmål bestrider gyldigheden af det patent, som denne patentindehaver påberåber sig. Sådanne søgsmål forekommer således hyppigt på patentområdet og fører i mange tilfælde til, at det procespatent, som patentindehaveren påberåber sig, erklæres ugyldigt. For at godtgøre en lovlig udøvelse af en reel og potentiel konkurrence, skal det alene påvises, at de generiske virksomheder råder over reelle og konkrete muligheder for og evnen til at indtræde på markedet, hvilket bestemt er tilfældet, når disse har foretaget omfattende investeringer for at indtræde på markedet, og de allerede har opnået markedsføringstilladelser eller inden for en rimelig frist har taget de nødvendige skridt til at opnå en sådan.
Hvad angår de generiske virksomheders indtræden på markedet forholder det sig således, at det for at kunne fastslås, at disse virksomheder repræsenterer en potentiel konkurrence, alene skal godtgøres, at denne indtræden finder sted inden for en rimelig frist, og dette så meget desto mere, som den potentielle konkurrence navnlig inden for lægemiddelsektoren kan udøves allerede inden udløbet af et patent.
Endelig inkluderer den potentielle konkurrence bl.a. de aktiviteter fra de generiske virksomheders side, som tager sigte mod at opnå de nødvendige markedsføringstilladelser såvel som at gennemføre alle de administrative og kommercielle tiltag, der er uomgængelige for at forberede en indtræden på markedet. Denne potentielle konkurrence er beskyttet af artikel 101 TEUF. I tilfælde af, at det var muligt, uden at overtræde konkurrenceretten, at betale de virksomheder, som er i færd med at gennemføre de tiltag, der er uomgængelige for at forberede lanceringen af et generisk lægemiddel, og som til dette formål har foretaget store investeringer, for at de standser eller blot forsinker denne proces, ville den faktiske konkurrence således aldrig finde sted eller blive udsat for betydelige forsinkelser, og det på bekostning af forbrugerne, det vil i det foreliggende tilfælde sige patienterne eller de nationale sygekasser.
(jf. præmis 98-104, 121-124, 128-132, 144, 157, 160, 163, 164, 171, 180, 181, 202, 203, 317, 426 og 471-474)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 105-113, 138, 139, 141 og 165, 166)
3. Anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF på mindelige aftaler, der kan indgås på patentområdet, er på ingen måde udelukket. Det gælder i denne henseende, at selv om det ikke tilkommer Kommissionen at fastlægge et patents rækkevidde, kan denne ikke afholde sig fra ethvert initiativ, når et patents rækkevidde er relevant for vurderingen af en overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF.
Det forhold, at begrænsninger, der er indeholdt i konkurrencebegrænsende aftaler, er blevet opnået ved hjælp af store omvendte betalinger, udgør i denne sammenhæng en afgørende faktor i den retlige vurdering af disse aftaler. Forekomsten af en omvendt betaling i forbindelse med en mindelig løsning på patentområdet er ikke altid problematisk, navnlig når denne betaling er knyttet til patentets styrke, således som denne styrke opfattes af hver af parterne, når betalingen er nødvendig for at finde en i de to parters øjne acceptabel og velbegrundet løsning, og når betalingen ikke er ledsaget af restriktioner, der tilsigter at forsinke de generiske lægemidlers indtræden på markedet. Når en omvendt betaling derimod er kombineret med en udelukkelse fra markedet af konkurrenter eller med en begrænsning af tilskyndelserne til, at en sådan indtræden sker, er det muligt at lægge til grund, at en sådan begrænsning ikke udelukkende er resultatet af parternes vurdering af patenternes styrke, men at den er opnået gennem en sådan betaling, og at den som følge heraf er beslægtet med et frikøb af konkurrence.
Den uforholdsmæssige karakter af sådanne betalinger, kombineret med flere andre faktorer – såsom at størrelserne af disse betalinger synes i det mindste at svare til de fortjenester, som de generiske virksomheder forventer i tilfælde af en indtræden på markedet, fraværet af klausuler, der gør det muligt for de generiske virksomheder at lancere deres produkter på markedet ved udløbet af aftalerne uden at behøve at frygte patentkrænkelsessøgsmål fra patentindehaveren, eller tilstedeværelsen i disse aftaler af begrænsninger, der går ud over rækkevidden af denne patentindehavers patenter – giver grundlag for at konkludere, at sådanne aftaler har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.
Når det er godtgjort, at de generiske virksomheder har reelle chancer for at få medhold i tilfælde af en tvist med indehaverne af procespatenterne, udskifter indehaverne af disse patenter således ved at indgå konkurrencebegrænsende aftaler, imod store omvendte betalinger, denne uvished med en vished for, at de generiske virksomheder ikke vil indtræde på markedet, og fjerner dermed enhver, selv potentiel, konkurrence på markedet i disses løbetid.
(jf. præmis 117-119, 140, 349, 350, 352-354, 363, 369, 379, 399, 401, 414, 427, 429, 431, 460, 486-489, 500, 526 og 573)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 258 og 625)
5. På området for konkurrencebegrænsende adfærdsformer, der falder ind under artikel 101 TEUF, kan visse former for samordning mellem virksomheder efter deres art være tilstrækkeligt skadelige for de normale konkurrencevilkår til, at det ikke er nødvendigt at undersøge deres virkninger for konkurrencen.
Udelukkelsen af konkurrenter fra markedet udgør i denne henseende en ekstrem form for markedsopdeling og begrænsning af produktionen. Det kræves i øvrigt ikke, at den samme type af aftaler allerede er blevet påtalt af Kommissionen, for at denne kan anses for en konkurrencebegrænsning på grund af formålet. Den omstændighed, at Kommissionen ikke tidligere har vurderet, at en aftale af en bestemt type på grund af sit formål var konkurrencebegrænsende, er følgelig ikke i sig selv til hinder for, at den kan gøre det i fremtiden efter en individuel og indgående analyse af de omtvistede foranstaltninger ud fra deres indhold, deres formål og deres sammenhæng.
Endelig kræves det ikke, at en aftale for at kunne kvalificeres som konkurrencebegrænsning på grund af formålet som omhandlet i denne bestemmelse for en umiddelbar betragtning eller uden nogen tvivl skal anses for værende tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen, uden at der iværksættes en grundig undersøgelse af dens indhold, dens formål og den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den indgår.
(jf. præmis 338-344, 428, 434-438, 472, 523, 539, 752, 774 og 775)
6. I forbindelse med mindelige løsninger på lægemiddelmarkedet gælder det, at det forhold, at udøvelse af en konkurrencebegrænsende adfærd kan vise sig at være den mest rentable eller den mindst risikable løsning for en virksomhed, på ingen måde udelukker anvendelsen af artikel 101 TEUF, navnlig ikke når det drejer sig om at betale reelle eller potentielle konkurrenter for, at de holder sig uden for markedet, og med disse at dele de fortjenester, der opstår ved fraværet af generiske lægemidler på markedet, til skade for forbrugerne.
Det kan således ikke anerkendes, at virksomheder, der er indehavere af patentrettigheder til originallægemidler, ved at indgå aftaler med generiske lægemiddelvirksomheder – der indebærer en værdioverførsel fra patentindehaverne, som er knyttet til de generiske lægemiddelvirksomheders accept af begrænsninger i adgangen til markedet og særligt til et tilsagn om ikke at sælge det generiske lægemiddel i disse aftalers løbetid – kan sikre sig mod en irreversibel prisnedsættelse, som ifølge deres egne udsagn ikke kunne være undgået, selv om sagsøgerne havde fået medhold i forbindelse med patentkrænkelsessøgsmål ved de nationale retsinstanser. Ved at indgå sådanne aftaler ville de følgelig kunne opretholde højere priser for deres produkter til skade for forbrugerne og staternes sundhedsbudgetter, selv om et sådant resultat ikke kunne være opnået, såfremt de nationale retsinstanser havde bekræftet gyldigheden af deres patenter, og de generiske virksomheders produkter var blevet anset for patentkrænkende. Et sådant resultat ville være åbenbart i strid med formålene med traktatens konkurrencebestemmelser, der bl.a. tilsigter at beskytte forbrugerne mod uberettigede prisstigninger som følge af en hemmelig aftale mellem konkurrenter. Der er ingen grund til at anerkende, at en sådan hemmelig aftale skulle være lovlig under anbringende af, at der er tale om procespatenter, når et forsvar af disse patenter ved de nationale retsinstanser, selv i det for indehaverne af disse patenter gunstigste scenarium, ikke kunne have ført til de samme negative resultater for konkurrencen og, i særdeleshed, for forbrugerne. Det kan således ikke accepteres, at virksomheder forsøger at afbøde virkningen af retsregler, som de betragter som urimeligt ugunstige, ved at indgå aftaler med det formål at afbøde disse ulemper, under påskud af, at disse regler indebærer skævheder til skade for dem.
(jf. præmis 380, 386, 387, 427 og 459)
7. Når det skal undersøges, om en konkurrencebegrænsning, fordi den er accessorisk til en hovedtransaktion, der slet ikke er konkurrencebegrænsende, ikke er omfattet af forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF, skal det undersøges, om gennemførelsen af denne transaktion ville være umulig uden den pågældende begrænsning.
Med hensyn til en begrænsnings nødvendighed indebærer denne, at der er to aspekter, der skal undersøges. Det skal nemlig undersøges, dels om begrænsningen er objektivt nødvendig for gennemførelsen af hovedtransaktionen, dels om begrænsningen står i rimeligt forhold til transaktionen.
Hvad angår undersøgelsen af, om en begrænsning er objektivt nødvendig, kan betingelsen om objektiv nødvendighed ikke fortolkes som noget, der indebærer en afvejning af en aftales konkurrencefremmende og konkurrencebegrænsende virkninger, da det ikke kan antages, at der i EU-konkurrenceretten indgår en »rule of reason«.
Hvad angår en aftale, der inden for lægemiddelsektoren indgås mellem en originalproducent og en generisk lægemiddelvirksomhed, er de konkurrencebegrænsninger, der vedtages i henhold til en sådan aftale, ikke objektivt nødvendige for at beskytte patentindehaverens intellektuelle ejendomsrettigheder, såfremt der findes andre muligheder for at beskytte disse rettigheder eller for mindeligt at løse en patenttvist uden at aftale begrænsninger vedrørende de generiske lægemidlers indtræden på markedet.
(jf. præmis 453-455 og 458)
8. Selv om Kommissionen ikke kan afholde sig fra ethvert initiativ, når et patents rækkevidde er relevant for vurderingen af en overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, tilkommer det ikke denne at fastlægge et patents rækkevidde. Ud fra denne betragtning og de formål, der er uløseligt forbundet med artikel 101 TEUF, og som bl.a. kræver, at enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til den politik, han vil føre på markedet for at beskytte forbrugerne mod uberettigede prisstigninger som følge af en hemmelig aftale mellem konkurrenter, kan anvendelsen af kriteriet om patentets anvendelsesområde med henblik på at vurdere de omtvistede aftaler på grundlag af artikel 101, stk. 1, TEUF ikke tiltrædes.
Dette kriterium er således i flere henseender problematisk i forhold til konkurrenceretten. For det første fører det til at formode, at et generisk lægemiddel krænker originalproducentens patent, og det giver således mulighed for på dette grundlag at udelukke det generiske lægemiddel, selv om det er et uafklaret spørgsmål, om det generiske lægemiddel er patentkrænkende eller ej. For det andet bygger det på den formodning, ifølge hvilken ethvert patent, der påberåbes i forbindelse med en mindelig løsning, vil blive anset for gyldigt i tilfælde af bestridelse af dets gyldighed, på trods af, at der ikke er noget grundlag herfor i lovgivningen eller i praksis. Spørgsmålet om, hvorvidt en begrænsning er omfattet af et patents anvendelsesområde eller ej, er således en konklusion, som følger af en undersøgelse af dette patents rækkevidde og gyldighed, og ikke udgangspunktet for en sådan undersøgelse.
(jf. præmis 489-493, 499, 512 og 515)
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 507, 509 og 791-794)
10. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 508)
11. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 708-711)
12. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 726-729, 732 og 741)
13. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 745, 746, 748, 752 og 834)
14. Med hensyn til spørgsmålet, om en overtrædelse er blevet begået forsætligt eller uagtsomt og derfor kan sanktioneres med en bøde i medfør af artikel 23, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 1/2003, er denne betingelse opfyldt, når den pågældende virksomhed ikke kan være uvidende om, at dens adfærd er konkurrencebegrænsende, uanset om den måtte være klar over, at den hermed overtræder traktatens konkurrenceregler.
I øvrigt kan retssikkerhedsprincippet og det strafferetlige legalitetsprincip – der er fastsat i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7 samt i artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ikke fortolkes således, at de forbyder en gradvis klarlægning af reglerne om straffeansvar, men de kan være til hinder for en anvendelse med tilbagevirkende kraft af en ny fortolkning af en bestemmelse, hvorved et strafbart gerningsindhold fastlægges.
I denne sammenhæng er det ikke uforudseligt, at aftaler, hvorved det lykkes for originalproducenten ved hjælp af store omvendte betalinger at udelukke potentielle konkurrenter fra markedet i en bestemt periode, kan være i modstrid med artikel 101, stk. 1, TEUF, og det uanset om disse aftaler går eller ikke går ud over anvendelsesområdet for den pågældendes patenter. I denne forbindelse giver en bogstavelig fortolkning af artikel 101, stk. 1, TEUF grundlag for at forstå, at aftaler mellem konkurrenter, der tilsigter at udelukke visse af disse fra markedet, er ulovlige. Aftaler om opdeling af eller udelukkelse fra markedet figurerer således blandt de alvorligste konkurrencebegrænsninger, som er angivet eksplicit i artikel 101, stk. 1, TEUF.
(jf. præmis 761-767 og 832)
15. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 773 og 810)
16. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 799, 800, 804, 808, 809 og 811)
17. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 820 og 822-824)
18. Det forhold, at tilstedeværelsen af en rimelig tvivl om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse, ikke længere eksplicit figurer blandt de formildende omstændigheder, der udtrykkeligt omtales i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 er ikke tilstrækkeligt til, at Kommissionen automatisk undlader at anvende den som formildende omstændighed. For så vidt som retningslinjerne ikke indeholder bindende angivelser vedrørende de formildende omstændigheder, der kan tages i betragtning, har Kommissionen nemlig bevaret et vist skøn, således at den samlet kan bedømme betydningen af en eventuel nedsættelse af bødebeløbene som følge af formildende omstændigheder.
Den omstændighed, at en kommissionsafgørelse repræsenterer det første tilfælde af anvendelse af konkurrencereglerne på en given økonomisk sektor, kan imidlertid ikke kvalificeres som formildende, såfremt ophavsmanden til overtrædelsen vidste eller ikke kunne være uvidende om, at hans adfærd kunne medføre en konkurrencebegrænsning på markedet og give anledning til problemer i forhold til konkurrenceretten.
(jf. præmis 830 og 831)
19. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 838, 841 og 842)