Language of document : ECLI:EU:C:2020:479

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

G. PITRUZZELLA

fremsat den 18. juni 2020(1)

Sag C-16/19

VL

procesdeltager:

Szpital Kliniczny im. dra J. Babińskiego Samodzielny Publiczny Zakład Opieki Zdrowotnej w Krakowie

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Krakowie (den regionale domstol i Krakow, Polen))

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78/EF – forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap – ulige behandling inden for kategorien af handicappede arbejdstagere«






1.        Foreligger der forskelsbehandling i direktiv 2000/78/EF’s forstand, hvis en arbejdsgiver blot med det formål at opnå en økonomisk fordel i form af nedsættelse af bidrag udbetaler en månedlig bonus alene til nogle af de ansatte handicappede arbejdstagere og således behandler dem anderledes end andre handicappede arbejdstagere på grundlag af datoen for forelæggelsen af afgørelsen om handicapgraden?

2.        En polsk handicappet arbejdstager er af sin arbejdsgiver blevet nægtet et løntillæg, som derimod er blevet udbetalt til andre handicappede arbejdstagere, blot fordi hun har forelagt afgørelsen om handicapgraden forud for et møde med virksomhedens direktion. På dette møde har virksomheden, med henblik på at øge antallet af handicappede arbejdstagere og derved opnå nedsættelsen af et bidrag til en fond for rehabilitering af handicappede, lovet at udbetale det omtvistede løntillæg alene til dem, som fra og med den pågældende dato ville forelægge en afgørelse om handicapgraden.

3.        Det retlige spørgsmål, som Domstolen for første gang skal besvare i den foreliggende sag, er således, om en arbejdsgivers ulige behandling af to grupper af handicappede på grundlag af et tilsyneladende neutralt kriterium (i det foreliggende tilfælde datoen for forelæggelsen af afgørelsen om handicapgraden) er omfattet af forbuddet mod (direkte eller indirekte) forskelsbehandling.

I.      Retsforskrifter

A.      Folkeretten

4.        Artikel 1 i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, som Det Europæiske Fællesskab har indgået ved Rådets afgørelse af 26. november 2009, 2010/48/EF (2) (herefter »FN-konventionen«), bestemmer følgende:

»1.      Formålet med denne konvention er at fremme, beskytte og sikre handicappedes fulde og lige adgang til udøvelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt at fremme respekten for handicappedes naturlige værdighed.

2.      Handicappede omfatter personer med en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hæmme dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.«

5.        Endvidere fremgår det af FN-konventionens artikel 5 med overskriften »Lighed og ikke-diskrimination«:

»1.      Deltagerstaterne anerkender, at alle er lige for og under loven, og at alle uden nogen form for diskrimination har ret til lige beskyttelse og til at drage samme nytte af loven.

2.      Deltagerstaterne forbyder enhver diskrimination på grund af handicap og sikrer handicappede en ligelig og effektiv retsbeskyttelse mod forskelsbehandling uanset årsag.

3.      For at fremme lighed og afskaffe diskrimination træffer deltagerstaterne alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der foretages tilpasninger i rimeligt omfang.

4.      Særlige foranstaltninger, der er nødvendige for at fremskynde eller opnå reel lighed for personer med handicap, anses ikke for diskrimination i henhold til denne konvention.«

6.        Afslutningsvis fastsætter FN-konventionens artikel 27 med overskriften »Arbejde og beskæftigelse«:

»Deltagerstaterne anerkender handicappedes ret til at arbejde på lige fod med andre, hvilket omfatter retten til at kunne tjene til livets ophold ved arbejde efter eget valg på et arbejdsmarked og i et arbejdsmiljø, der er åbent, rummeligt og tilgængeligt for handicappede. Deltagerstaterne skal sikre og fremme opfyldelsen af retten til arbejde, herunder for personer, der får et handicap i forbindelse med deres beskæftigelse, ved at træffe egnede foranstaltninger, herunder gennem lovgivning, til bl.a. at: […] h) fremme beskæftigelsen af handicappede i den private sektor gennem egnede politikker og foranstaltninger, som kan omfatte ordninger med positiv særbehandling, løntilskud og andre foranstaltninger […].«

B.      EU-retten

7.        I 11., 12. og 27. betragtning til direktiv 2000/78 (3) anføres følgende:

»(11)      Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan hindre opfyldelsen af målene i EF-traktaten, særlig opnåelsen af et højt beskæftigelsesniveau og et højt socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed og solidaritet samt fri bevægelighed for personer.

(12)      Med henblik herpå bør enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering inden for de områder, der er dækket af dette direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet. […]

[…]

(27)      Rådet har i sin henstilling 86/379/EØF af 24. juli 1986 om beskæftigelsen af handicappede i Fællesskabet fastlagt en referenceramme, hvori er opregnet eksempler på positive særforanstaltninger til fremme af handicappedes beskæftigelse og uddannelse, og har i sin resolution af 17. juni 1999 om lige beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap påpeget betydningen af at tage særligt hensyn navnlig ved ansættelse, fortsat beskæftigelse og uddannelse og livslang uddannelse for handicappede.«

8.        Artikel 1 i direktiv 2000/78, som har overskriften »Formål«, præciserer, at »[f]ormålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering«.

9.        Artikel 2 i direktiv 2000/78, som har overskriften »Begrebet forskelsbehandling«, fastsætter følgende:

»1.      I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.      I henhold til stk. 1

a)      foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet

b)      foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et bestemt handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med en bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre

i)      den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, eller

ii)      medmindre arbejdsgiveren eller enhver anden person eller organisation omfattet af dette direktiv, i medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold til principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.

[…]

5.      Dette direktiv berører ikke foranstaltninger fastsat ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.«

10.      Afslutningsvis bestemmer artikel 7 i direktiv 2000/78:

»2.      For så vidt angår handicappede er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager bestemmelser vedrørende sundhedsbeskyttelse og sikkerhed på arbejdspladsen, eller for foranstaltninger, der tager sigte på at oprette eller opretholde bestemmelser eller faciliteter med henblik på at beskytte eller fremme deres erhvervsmæssige integration.«

C.      Polsk ret

11.      Artikel 113 i Ustawa z dnia 26 czerwca 1974 r. Kodeks Pracy, tekst jednolity: Dziennik Ustaw z 2018 r., poz. 917 ze zmianami (lov af 26.6.1974, arbejdsloven, konsolideret udgave, Republikken Polens statstidende af 2018, pos. 917, med ændringer, herefter den »polske arbejdslov«) bestemmer følgende:

»Enhver forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse, direkte eller indirekte, er forbudt, navnlig på grund af køn, alder, handicap, race, religion, nationalitet, politisk overbevisning, fagforeningsmedlemskab, etnisk oprindelse, konfession samt seksuel orientering eller på grund af tidsbegrænset eller tidsubegrænset ansættelse eller hel- eller deltidsansættelse.«

12.      Den polske arbejdslovs artikel 183a bestemmer som følger:

»§ 1.      Arbejdstagerne skal behandles ens med hensyn til indgåelse og opløsning af ansættelsesforholdet, ansættelsesvilkårene, forfremmelse samt adgang til efteruddannelse med henblik på opkvalificering, navnlig uden hensyn til køn, alder, handicap, race, religion, nationalitet, politisk overbevisning, fagforeningsmedlemskab, etnisk oprindelse, konfession samt seksuel orientering og uden hensyn til tidsbegrænset eller tidsubegrænset ansættelse eller hel- eller deltidsansættelse.

§ 2.      Ligebehandling med hensyn til beskæftigelse betyder, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i § 1 anførte grunde.

§ 3.      Der foreligger direkte forskelsbehandling, hvis en arbejdstager af en eller flere af de i § 1 anførte grunde behandles ringere, end andre arbejdstagere i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet.

§ 4.      Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis med hensyn til indgåelse og opløsning af ansættelsesforholdet, ansættelsesvilkårene, forfremmelse samt adgang til efteruddannelse med henblik på opkvalificering, vil eller kan stille alle eller et betydeligt antal arbejdstagere, som tilhører en gruppe, der er kendetegnet ved et eller flere af de i § 1 nævnte kriterier, særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i det tilstræbte legitime mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.«

13.      Endvidere fastsætter samme lovs artikel 183b:

»§ 1.      Som tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet med hensyn til beskæftigelse betragtes, med forbehold for §§ 2-4, en arbejdsgivers forskelsbehandling af en arbejdstager af en eller flere af de i artikel 183a, § 1, nævnte grunde, hvis følge især er […]

2)      en ugunstig udformning af aflønningen eller andre ansættelsesvilkår eller forbigåelse i forbindelse med forfremmelser eller ved tildelingen af andre arbejdsrelaterede ydelser

3)      […]

–        medmindre arbejdsgiveren beviser, at han har handlet ud fra objektive grunde

[…]«

14.      Samme lovs artikel 183d foreskriver:

»En person, over for hvem arbejdsgiveren har tilsidesat ligebehandlingsprincippet med hensyn til beskæftigelse, har ret til erstatning svarende til mindst et minimumsvederlag, som fastsættes ud fra særlige bestemmelser.«

15.      Ustawa z dnia 27 sierpnia 1997 r. o rehabilitacji zawodowej i społecznej oraz zatrudnianiu osób niepełnosprawnych (lov af 27.8.1997 om social rehabilitering og ansættelse af handicappede) (Dz.U. fra 1997, nr. 123, akt 776) med ændringer, bestemmer følgende i artikel 2a:

»1.      En person med handicap anses for at være en del af den handicappede arbejdsstyrke fra og med den dato, hvor personen forelægger arbejdsgiveren en afgørelse om handicapgraden […]«

16.      Denne lovs kapitel 5 har overskriften »Arbejdsgiveres specifikke forpligtelser og rettigheder i forbindelse med ansættelse af handicappede«. I medfør af artikel 21 er arbejdsgivere, som ansætter mindst 25 arbejdstagere, forpligtet til at betale bidrag til Państwowy Fundusz Rehabilitacji Osób Niepełnosprawnych (den statslige fond for rehabilitering af handicappede, herefter »PFRON«):

»1.      Med forbehold for stk. 2-5 og artikel 22 er en arbejdsgiver, der ansætter mindst 25 arbejdstagere på fuld tid, forpligtet til at betale månedlige bidrag til [PFRON] med et beløb svarende til 40,65% af gennemsnitslønnen multipliceret med antallet af arbejdstagere svarende til forskellen mellem antallet af arbejdstagere, som sikrer opfyldelsen af beskæftigelsesindekset på 6% handicappede, og det reelle antal beskæftigede handicappede.

[…]

2.      Arbejdsgivere, hvis arbejdsstyrke udgøres af mindst 6% handicappede, er fritaget for bidragene i stk. 1. […]«

II.    Faktiske omstændigheder, hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

17.      VL var ansat som psykolog på Szpital Kliniczny im. dr. J. Babińskiego, Samodzielny Publiczny Zakład Opieki Zdrowotnej w Krakowie (sygehuset Babiński, selvstændig offentlig institution under sundhedsvæsenet, Krakow, herefter »sygehuset«) senest fra den 3. oktober 2011 til den 30. september 2016. Den 8. december 2011 blev VL tildelt en afgørelse om et varigt handicap af moderat grad, som hun fremsendte til arbejdsgiveren den 21. december 2011.

18.      Efter et møde med arbejdstagerne, der fandt sted i anden halvdel af 2013, besluttede sygehusets direktør at yde et månedligt løntillæg på 250 polske zloty (ca. 60 EUR) til arbejdstagere, som forelagde en afgørelse om handicapgraden.

19.      Skæringsdatoen for ydelsen af dette løntillæg var den dato, hvor afgørelsen blev forelagt for sygehusets direktør, og ikke datoen for opnåelsen af afgørelsen. Derfor blev dette tillæg, som ikke er fastsat i den polske lovgivning, udbetalt på grundlag af en ensidig beslutning fra sygehusets direktør til 13 arbejdstagere, nemlig udelukkende dem, som efter det nævnte møde havde forelagt en afgørelse om et handicap. Tillægget blev derimod ikke udbetalt til 16 arbejdstagere, herunder VL, som forud for mødet havde forelagt en afgørelse om handicapgraden.

20.      I lyset af det ovenstående og på baggrund af en kontrol udført af det nationale arbejdstilsyn, hvorunder det blev konstateret, at kriteriet for udbetaling af løntillægget havde diskriminerende karakter, anlagde VL søgsmål ved Sąd Rejonowy dla Krakowa – Nowej Huty w Krakowie, IV Wydział Pracy i Ubezpieczeń Społecznych (retten i første instans i Krakow, Nowa Huta, Fjerde Afdeling for arbejdsretlige sager og sager om social sikring, Polen) til prøvelse af den af arbejdsgiveren trufne foranstaltning.

21.      VL nedlagde påstand om betaling af ovennævnte løntillæg (med et beløb på 6 000 polske zloty – ca. 1 400 EUR – for perioden mellem den 1.9.2014, dvs. startdatoen for udbetalingen af tillægget til de 13 ovennævnte handicappede arbejdstagere, og den 31.8.2016) og af erstatning på grund af overtrædelse af princippet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse.

22.      Ved dom af 5. december 2017 forkastede Sąd Rejonowy dla Krakowa (retten i første instans i Krakow) søgsmålet. Med hensyn til løntillægget bemærkede denne ret i første instans, at VL’s rettighed ikke var formaliseret i nogen virksomhedsintern retligt bindende akt, som gjaldt hos sygehuset, og heller ikke anerkendt af VL’s individuelle ansættelseskontrakt eller af en specifik foranstaltning fra arbejdsgiverens side. Med hensyn til erstatningskravet på grund af forskelsbehandling anførte retten i første instans, at ovennævnte tillæg ikke udgjorde løn for udført arbejde, og at det af sygehusets direktør anvendte kriterium for differentiering af arbejdstagerne, dvs. den dato, hvor afgørelsen om handicapgraden blev forelagt, ikke var omfattet af forbuddet i den polske arbejdslovs artikel 183a.

23.      Navnlig forskelsbehandlede arbejdsgiveren ifølge retten i første instans ikke VL på grund af handicappet, idet en sådan forskelsbehandling foreligger, når situationen for handicappede arbejdstagere sammenlignes med situationen for ikke-handicappede arbejdstagere.

24.      VL har iværksat appel til prøvelse af den nævnte dom ved Sąd Okręgowy w Krakowie (den regionale domstol i Krakow, Polen, herefter den »forelæggende ret«) og gjort gældende, at enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap er forbudt ifølge direktiv 2000/78.

25.      Efter VL’s opfattelse har sygehusets anvendelse af et vilkårligt og ubegrundet kriterium i form af datoen for forelæggelsen af afgørelsen om handicapgraden som afgørende element for tildelingen af løntillægget karakter af forskelsbehandling med hensyn til VL, og hendes situation var derved genstand for ubegrundet forskelsbehandling i forhold til de øvrige handicappede, som var ansat på sygehuset, hvilket i sidste ende førte til en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling VL har udtrykkeligt fremsat anmodning om, at retten i anden instans forelægger et spørgsmål til præjudiciel afgørelse for Den Europæiske Unions Domstol.

26.      I denne sammenhæng, og da retten nærer tvivl om fortolkningen af artikel 2 i direktiv 2000/78, nærmere bestemt hvorvidt der kan ske en direkte eller indirekte forskelsbehandling – som omhandlet i direktivet – i et tilfælde, hvor en arbejdsgiver forskelsbehandler arbejdstagere inden for en gruppe, der er kendetegnet ved den samme beskyttede egenskab, i den foreliggende sag handicappet, har Sąd Okręgowy w Krakowie (den regionale domstol i Krakow, Polen) udsat sagen og forelagt følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

»Skal artikel 2 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at en differentiering af situationen for enkelte personer, som hører til en gruppe, der er kendetegnet ved en beskyttet egenskab (handicap), udgør en form for tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, når den af arbejdsgiveren foretagne differentiering inden for gruppen sker på grundlag af et tilsyneladende neutralt kriterium, dette kriterium ikke kan begrundes objektivt med et legitimt mål, og midlerne til at nå dette mål ikke er forholdsmæssige og nødvendige?«

III. Bedømmelse

A.      Indledende betragtninger

27.      Den forelæggende ret har nærmere bestemt anmodet Domstolen om at præcisere fortolkningen af artikel 2 i direktiv 2000/78, navnlig hvorvidt en differentiering af situationer inden for en gruppe, der er kendetegnet ved den samme beskyttede egenskab, i det foreliggende tilfælde handicappet, kan udgøre »en form for tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet«.

28.      Domstolen skal derfor tage stilling til, om anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, der almindeligvis er afgrænset til forbuddet mod forskelsbehandling mellem personer, som defineres ved en bestemt beskyttet egenskab, og personer, som ikke defineres sådan, gennem fortolkning kan udvides til at omfatte situationer af differentiering af personer, der er kendetegnet ved den samme beskyttede egenskab (i det konkrete tilfælde handicappet).

29.      Appellanten i hovedsagen, Republikken Polen og Den Portugisiske Republik har foreslået, dog ikke med helt sammenfaldende argumenter, at spørgsmålet skal besvares bekræftende: En adfærd som den af arbejdsgiveren i det foreliggende tilfælde udviste udgør efter deres opfattelse en form for forskelsbehandling, som er forbudt ifølge direktiv 2000/78. Indstævnte i hovedsagen og Kommissionen har derimod foreslået, at spørgsmålet skal besvares benægtende, fordi det foreliggende tilfælde ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78.

B.      Generelle principper såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling samt formålet med direktiv 2000/78

30.      Ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i artikel 20 i chartret om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og princippet om forbud mod forskelsbehandling i chartrets artikel 21, stk. 1, er et særligt udtryk herfor (4). Ifølge Domstolens faste praksis kræver dette princip i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 52, stk. 1, af EU-lovgiver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (5).

31.      Med bestemmelserne i direktiv 2000/78 konkretiseres på det sekundærretlige niveau de grænser, der gælder for princippet om forbud mod forskelsbehandling i chartrets artikel 21, som de gælder for alle Unionens grundlæggende rettigheder (6).

32.      Direktiv 2000/78 har »med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne« til formål at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (7).

33.      Som det fremgår af bl.a. direktivets artikel 2, stk. 1, finder princippet om ligebehandling (udelukkende) anvendelse i forhold til de grunde, der på udtømmende måde er opført i direktivets artikel 1 (8).

34.      På baggrund af den nævnte praksis fra Domstolen kan følgende således udledes: 1) formålet med direktiv 2000/78 – gennemførelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på det sekundærretlige niveau – er at yde en effektiv beskyttelse (9) til personer i en bestemt beskyttet situation for at hindre, at de gøres til genstand for forskelsbehandling (10) i forhold til andre, som ikke befinder sig i den samme beskyttede situation; 2) hvad angår typerne af beskyttede situationer (direktivets artikel 1) skal der anlægges en indskrænkende fortolkning (11); 3) ikke al ulige behandling af arbejdstagere udgør forskelsbehandling i direktiv 2000/78’s forstand, men alene den behandling, som kan henføres til en af de beskyttede situationer.

35.      Det skal således undersøges, om en situation som den i hovedsagen omhandlede er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78.

C.      Anvendelsesområdet for direktiv 2000/78

36.      Parterne har i den foreliggende tvist to modstridende holdninger om emnet: Indstævnte i hovedsagen og Kommissionen har tilsyneladende foreslået, at direktiv 2000/78 i sin helhed skal fortolkes indskrænkende i den forstand, at det kun finder anvendelse på forskelsbehandling af handicappede i forhold til ikke-handicappede (12) af grunde, som har en nær og direkte forbindelse til selve handicappet, mens direktiv 2000/78 ifølge appellanten i hovedsagen, Republikken Polen og Den Portugisiske Republik også kan finde anvendelse på situationer som den i den foreliggende tvist omhandlede, hvor en arbejdsgiver foretager differentieringen inden for kategorien af handicappede arbejdstagere på grundlag af et kriterium, som (tilsyneladende) ikke har direkte forbindelse med handicappet.

37.      Som anført ovenfor fremgår det af Domstolens praksis, at anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, henset til ordlyden af artikel 13 EF (nu artikel 19 TEUF), som direktiv 2000/78 udspringer af, ikke ved analogi, f.eks. med henvisning til det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling, kan udvides ud over forskelsbehandling af de grunde, der er udtømmende opregnet i direktivets artikel 1 (13).

38.      Derfor skal de i artikel 1 anførte grunde fortolkes indskrænkende. For så vidt angår bestemmelserne i direktivet i sin helhed (eksempelvis beskyttede personer og personer, som skal betragtes ved vurdering af, hvorvidt der foreligger forskelsbehandling), er det efter min opfattelse derimod ønskeligt at anlægge en mindre indskrænkende fortolkning, som tager større hensyn til direktivets overordnede formål og effektive virkning som led i bekæmpelsen af forskelsbehandling på arbejdspladsen (14).

39.      Domstolens praksis herom indeholder interessante overvejelser, som vil lede til den af mig ovenfor foreslåede konklusion.

40.      Med hensyn til beskyttede personer har Domstolen allerede anlagt en bred fortolkning på linje med direktivets formål og således klart bemærket, at »[det således ikke fremgår] af disse bestemmelser i direktiv 2000/78, at det ligebehandlingsprincip, som tilstræbes garanteret med direktivet, er begrænset til personer, som selv har et handicap i dette direktivs forstand (15). Tværtimod har direktivet til formål at bekæmpe alle former for forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, som skyldes et handicap. Det ligebehandlingsprincip, som er fastsat i direktivet inden for dette område, gælder således ikke for en bestemt persongruppe, men finder anvendelse af de grunde, som er nævnt i direktivets artikel 1. Denne fortolkning bekræftes af ordlyden af artikel 13 EF, som udgør hjemmelen for direktiv 2000/78, hvorved Fællesskabet er tillagt beføjelse til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling bl.a. på grund af handicap« (16).

41.      Eftersom den »typiske« funktion af direktiv 2000/78 – på lige fod med alle lovbestemmelser mod forskelsbehandling – er at beskytte arbejdstagere i bestemte situationer, der skal sikres en særlig beskyttelse, i forhold til dem, der ikke befinder sig i de samme situationer, skal der for at fastslå, om en adfærd eller en foranstaltning er diskriminerende eller ej, som regel foretages en sammenligning med personer, som ikke er kendetegnet ved den beskyttede egenskab.

42.      Der kan imidlertid opstå tilfælde, hvor forskelsbehandlingen finder sted inden for den gruppe, der er kendetegnet ved den beskyttede situation, i det foreliggende tilfælde handicappet.

43.      Den fortolkning, ifølge hvilken en sådan forskelsbehandling ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, alene fordi sammenligningen ikke foretages mellem handicappede og ikke-handicappede, men mellem alle handicappede, ville mildest talt være formalistisk og fuldstændigt uforenelig med direktivets formål: at hindre, at nogle personer behandles forskelligt på grund af handicap.

44.      Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at enhver ulige behandling af en handicappet arbejdstager (eller en gruppe af handicappede arbejdstagere) i forhold til en anden handicappet arbejdstager (eller en anden gruppe af handicappede arbejdstagere) udgør en form for forskelsbehandling, der er forbudt ifølge 2000/78 (17), fordi en sådan fortolkning ville føre til paradokset af omvendt forskelsbehandling og pålægge arbejdsgiveren en absolut forpligtelse a priori til ligebehandling mellem handicappede arbejdstagere, som ikke er fastsat i EU-retten. Derimod er det forbudt på grund af handicap at behandle en gruppe af handicappede arbejdstagere ugunstigt i forhold til en anden gruppe af handicappede arbejdstagere.

45.      Med andre ord skal det undersøges, om den konkrete form for ulige behandling har forbindelse med den beskyttede egenskab (handicap), uanset om sammenligningen vedrører personer, der er kendetegnet ved den beskyttede egenskab, eller personer uden for denne gruppe. For at bruge Domstolens ord: »Det ligebehandlingsprincip, som er fastsat i direktivet inden for dette område, gælder således ikke for en bestemt persongruppe, men finder anvendelse af de grunde, som er nævnt i direktivets artikel 1.« (18)

46.      Som blot et eksempel kan nævnes situationer, hvor en arbejdsgiver forskelsbehandler handicappede arbejdstagere med udgangspunkt i handicaptypen eller -graden. I disse tilfælde er der ingen tvivl om forbindelsen mellem forskelsbehandlingen og den beskyttede egenskab, og disse tilfælde er efter min opfattelse fuldt ud omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, selv om der er tale om en sammenligning inden for gruppen af handicappede arbejdstagere (19).

47.      Efter således i lyset af Domstolens praksis at have afklaret forbindelsen mellem dels generelle principper såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, dels formålene med direktiv 2000/78 og omfanget af dets anvendelsesområde er det nødvendigt at analysere en juridisk situation som den foreliggende for at fastslå, om den kan henhøre under de former for ulige behandling, som er tilladt i henhold til det nævnte direktiv.

D.      Afgørelse af, om der foreligger forskelsbehandling: sammenligning, fastlæggelse af ulemper og (eventuel) begrundelse

1.      Arbejdsgiverens foranstaltning

48.      I den foreliggende sag skal Domstolen tage stilling til en foranstaltning, hvorefter en arbejdsgiver løbende har udbetalt et månedligt løntillæg udelukkende til de handicappede arbejdstagere, som har indgivet en afgørelse om handicapgraden efter en bestemt dato. Herved har arbejdsgiveren nægtet ovennævnte løntillæg til de arbejdstagere, som ligeledes er handicappede, men har forelagt afgørelsen om handicapgraden på et tidligere tidspunkt.

49.      Kan en sådan adfærd udgøre forskelsbehandling i henhold til direktiv 2000/78? Har kriteriet for differentiering forbindelse med handicappet? I forhold til hvilke personer skal sammenligningen foretages for at fastslå, om der foreligger forskelsbehandling? Er der tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling? Kan den konkrete form for indirekte forskelsbehandling i givet fald være objektivt begrundet i et forhold, som udelukker, at den trufne foranstaltning har diskriminerende karakter?

2.      Kriteriet for differentiering og forbindelsen med den beskyttede egenskab

50.      Som anført ovenfor kan der med udgangspunkt i Domstolens praksis og en fortolkning, som tager hensyn til folkeretlige kilder om forskelsbehandling og til formålene med direktiv 2000/78, tages afstand fra argumentet om, at direktivet kun finder anvendelse på situationer, hvor handicappede arbejdstagere sammenlignes med ikke-handicappede arbejdstagere.

51.      Efter min opfattelse skal Domstolen i dag udvide sin fortolkning af direktiv 2000/78 yderligere ved nærmere bestemt at fastslå, at der kan foreligge forskelsbehandling også inden for grupper af handicappede, netop fordi direktiv 2000/78 beskytter arbejdstagere mod former for forskelsbehandling knyttet til en af de beskyttede egenskaber, uafhængigt af den forskelsbehandlede (handicappet eller person knyttet direkte til den handicappede) og af den sammenlignede (ikke-handicappet eller anden handicappet).

52.      Kriteriet for differentiering er som allerede anført datoen for forelæggelsen af afgørelsen om handicapgraden.

53.      Ifølge indstævnte i hovedsagen (sygehuset) og, i et vist omfang, ifølge Kommissionen har dette kriterium ingen forbindelse med handicappet, hvorfor et sådant kriterium ikke kan give anledning til forskelsbehandling, der – som anført – i henhold til artikel 2 i direktiv 2000/78 skal finde sted »af nogen af de i artikel 1 anførte grunde« for at være i strid med »princippet om ligebehandling«.

54.      Derimod har appellanten i hovedsagen (arbejdstageren), Republikken Polen og Den Portugisiske Republik, selv med ikke helt sammenfaldende argumenter, gjort gældende, at dette kriterium har nær forbindelse med den beskyttede situation »handicap« som omhandlet i artikel 1 i direktiv 2000/78, således at det giver anledning til en form for forskelsbehandling, som er forbudt ifølge direktivet.

55.      For at tegne et fuldstændigt billede over de mulige alternativer er det ikke helt irrelevant at bemærke, at også det polske arbejdstilsyn – såsom det fremgår af sagsakterne – som følge af en kontrol ved arbejdsstedet for appellanten i hovedsagen fandt, at kriteriet for udbetaling af løntillægget havde diskriminerende karakter (20). Den ret i første instans, for hvilken appellanten indbragte sagen, var derimod af den modsatte opfattelse og forkastede søgsmålet alene med henvisning til den nationale lovgivning. Selv om den forelæggende ret ikke udelukker, at arbejdsgiverens adfærd kan være diskriminerende (i form af indirekte forskelsbehandling), nærer den forelæggende ret den i det præjudicielle spørgsmål anførte tvivl om, hvorvidt artikel 2 i direktiv 2000/78 kan finde anvendelse på situationer, som ikke vedrører sammenligningen mellem en gruppe af handicappede og en gruppe af ikke-handicappede.

56.      Det af arbejdsgiveren anvendte kriterium for differentiering er åbenbart ulogisk og ikke objektivt (21).

57.      Kriteriet refererer nemlig til et element, som stiller en gruppe af handicappede (dem, der indgav afgørelsen forud for mødet) ufordelagtigt og hindrer dem i at opnå løntillægget, selv i modstrid med det af arbejdsgiveren forfulgte formål.

58.      Indstævnte i hovedsagen har nemlig udtrykkeligt bekræftet, at denne usædvanlige anmodning, som blev fremsat på det nævnte møde, sigtede mod at øge antallet af ansatte handicappede med henblik på at opnå en nedsættelse af bidraget til PFRON (22).

59.      Hvis dette er sandt, og arbejdsgiverens foranstaltning således er baseret på nedsættelsen af bidraget takket være antallet af ansatte handicappede, ville løntillægget skulle udbetales til alle handicappede arbejdstagere, som i lige stort omfang medvirker til nedsættelsen af bidraget, blot fordi de er ansatte. Alle de arbejdstagere, som på et givent tidspunkt har forelagt en afgørelse om handicapgraden, medvirker nemlig i lige stort omfang til nedsættelsen af bidraget til den ovennævnte fond.

60.      Den begrundelse for forskelsbehandling mellem de to grupper af handicappede, som den indstævnte i hovedsagen har påberåbt sig i retsmødet, er endnu mere bemærkelsesværdig.

61.      Hvis det er korrekt opfattet, ville det være for omkostningskrævende for arbejdsgiveren at udbetale løntillægget til alle arbejdstagere, som har forelagt en afgørelse om handicapgraden og, måske, samlet set, ikke fordelagtigt i forhold til nedsættelsen af bidraget.

62.      Bortset fra, at økonomiske grunde i sig selv ikke ville være tilstrækkelige til at udelukke, at der foreligger forskelsbehandling, bekræfter et sådant argument den ikke objektive karakter af virksomhedens foranstaltning, hvorefter to grupper af personer i den samme situation (handicappede, som har forelagt arbejdsgiveren en afgørelse om handicapgraden, og som således alle medvirker til nedsættelse af bidraget til PFRON) behandles forskelligt.

63.      I modsætning til hvad der formelt er erklæret, udgøres kriteriet for differentiering dermed ikke af datoen for forelæggelsen, som er fuldstændigt neutral med hensyn til opnåelsen af nedsættelsen af bidraget, fordi det ikke fremgår af nogen oplysninger i sagsakterne, at arbejdsgiveren opnår en øget omkostningsbesparelse med udgangspunkt i datoen for forelæggelsen af afgørelsen om handicapgraden.

64.      Kriteriet for differentiering er derimod opnåelsen af flere afgørelser om handicapgraden med henblik på at øge antallet af ansatte handicappede arbejdstagere, der har en sådan afgørelse.

65.      Såfremt kriteriet reelt havde været datoen for forelæggelsen, og ikke opnåelsen af flere afgørelser, ville de arbejdstagere, som allerede havde forelagt den, paradoksalt kunne opnå løntillægget ved blot at forelægge afgørelsen på ny.

66.      Det egentlige kriterium for differentiering er således opnåelsen og forelæggelsen af den omhandlede afgørelse på en senere dato end det møde, som blev arrangeret særligt med henblik på at opfordre arbejdstagerne til at indhente en sådan afgørelse for at nedsætte bidraget.

67.      Hvis det forholder sig således, har dette kriterium da forbindelse med den beskyttede situation (handicap)?

68.      Efter min opfattelse er svaret ja, eftersom blot en handicappet arbejdstager kan opnå en afgørelse om handicapgraden, og handicappet udgør således forudsætningen for, at en arbejdstager (som reelt allerede er handicappet, men som af personlige årsager endnu ikke har anmodet om udstedelse af en afgørelse om handicapgraden eller forelagt den for arbejdsgiveren) kan gøre det.

3.      Former for forskelsbehandling, sammenlignelig situation og (eventuel) begrundelse

69.      Hvilken form for forskelsbehandling kan udgøres af den beskrevne adfærd?

70.      Blandt sine argumenter har appellanten gjort gældende, at selv om det måtte antages, at artikel 2 i direktiv 2000/78 ikke finder anvendelse på den foreliggende situation, ville arbejdsgiverens adfærd kunne udgøre positiv særbehandling i henhold til direktivets artikel 7 (23).

71.      Efter min opfattelse skal en sådan mulighed udelukkes. Positiv særbehandling omfatter efter artikel 7 i direktiv 2000/78 foranstaltninger, som – idet de »har til formål at forebygge eller opveje ulemper knyttet til en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde« – sigter mod at fjerne forhold, der de facto er til hinder for at virkeliggøre lige muligheder, fremme beskæftigelse og skabe materiel lighed mellem arbejdstagere.

72.      Jeg mener ikke, at der er tale om en form for positiv særbehandling i det foreliggende tilfælde: For det første bekræftede arbejdsgiveren udtrykkeligt, at den trufne foranstaltning sigtede mod at opnå en økonomisk besparelse i form af nedsættelsen af bidraget til PFRON, og at den således ikke var udtryk for positiv særbehandling for at begunstige handicappede arbejdstagere(24). For det andet mener jeg ikke, at fastsættelsen af et løntillæg, der udelukkende udbetales til en gruppe af handicappede arbejdstagere, som ikke adskiller sig fra de ikke-beskyttede personer med hensyn til egenskaber knyttet til deres ansættelsesforhold (som i Milkova-sagen (25)), men blot med hensyn til den dato, hvor de har forelagt en afgørelse om handicapgraden til arbejdsgiveren, kan udgøre en form for positiv særbehandling.

73.      Nedsættelsen af bidraget til PFRON gennem ansættelsen af flere handicappede kan sandsynligvis anses for et udtryk for positiv særbehandling indført af den polske lovgiver. Udbetalingen af det omhandlede løntillæg, selv om det har forbindelse med den nævnte nedsættelse, er efter min opfattelse derimod uvedkommende for de med artikel 7 i direktiv 2000/78 forfulgte formål: Løntillægget udbetales nemlig blot til en gruppe af handicappede på grundlag af et ulogisk og ikke objektivt kriterium, og sigter mod, at allerede ansatte arbejdstagere opnår nye afgørelser om handicapgraden, og ikke mod ansættelse af flere arbejdstagere, og endelig fremmes målsætningen om en bedre integration af handicappede ikke.

74.      En gennemgang af typiske former for forskelsbehandling viser, at sondringen mellem direkte og indirekte forskelsbehandling ikke er så åbenbar i direktivets tekst, og selv fortolkningsinstanserne har afvigende synspunkter om disse to kategorier.

75.      I den foreliggende sag vil jeg (tilsyneladende på lige fod med arbejdstageren og Republikken Polen) snarere udelukke, at der er tale om direkte forskelsbehandling (26).

76.      Almindeligvis foreligger der direkte forskelsbehandling i situationer, hvor »en person« »af en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde« behandles ringere end »en anden i en tilsvarende situation«. I det foreliggende tilfælde drejer det sig imidlertid om ringere behandling af »en gruppe af personer« (handicappede, der har forelagt afgørelsen om handicapgraden forud for det omhandlede møde).

77.      Endvidere findes der ingen direkte forbindelse mellem arbejdsgiverens foranstaltning og den beskyttede egenskab. Der mangler således en egentlig direkte årsagsforbindelse. Det kriterium, som blev anvendt for at sondre mellem de to grupper af handicappede arbejdstagere, refererer nemlig ikke direkte til handicappet (type, grad, oprindelse, dato for konstatering af handicappet) men er »tilsyneladende neutralt«, idet det berører datoen for forelæggelsen af afgørelsen om handicapgraden.

78.      Kriteriet er dog kun tilsyneladende neutralt, fordi blot handicappede – som med rette anført af parterne (appellanten i hovedsagen, Republikken Polen og Den Portugisiske Republik) – kan anmode om udstedelse af en afgørelse om handicapgraden og herefter forelægge den. Heraf følger, at forelæggelsen af denne afgørelse og den respektive dato er uadskilleligt forbundne med den beskyttede egenskab(27).

79.      På denne baggrund adskiller det foreliggende tilfælde sig tydeligt fra den situation, som Domstolen vurderede i Milkova-sagen: I denne dom begrænsede Domstolen sig, af indlysende årsager, til at udelukke uligheder, der formelt og materielt ganske vist berørte handicappede arbejdstagere, men var baseret på »ansættelsesforholdets karakter« uden nogen forbindelse med handicappet, fra anvendelsesområdet for direktiv 2000/78.

80.      I det foreliggende tilfælde stiller det omhandlede kriterium, selv om det er »tilsyneladende neutralt« (kriteriet henviser nemlig ikke udtrykkeligt og direkte til handicappet), »personer […] med et bestemt handicap« »særlig ufordelagtigt« (det nægtede løntillæg kan utvivlsomt være omfattet af dette begreb) »i forhold til andre personer« og sidestiller dem – som visse af de intervenerende parter har gjort gældende (28) – på en eller anden måde med ikke-handicappede personer (29).

81.      Den innovative rækkevidde af Domstolens afgørelse skal udvikles netop omkring dette aspekt, hvis Domstolen beslutter at tiltræde synspunkterne i dette forslag til afgørelse. Set i dette perspektiv skal bestemmelsen i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78 fortolkes således, at den omfatter muligheden for sammenligning også mellem (visse) personer »med et bestemt handicap« […] »i forhold til andre personer« (der eventuelt også selv er handicappede).

82.      Sammenligningsfaktoren »i forhold til andre personer« fortolkes nemlig almindeligvis således, at henvisningen vedrører personer, som ikke er kendetegnet ved den beskyttede egenskab. Som forklaret ovenfor er denne »traditionelle« fortolkning, som er på linje med direktivets lige så »traditionelle« funktion, imidlertid ikke bindende for fortolkningsinstanserne, når de som i den foreliggende sag – for at fastslå, om der foreligger forskelsbehandling – skal vurdere en foranstaltning, som stiller visse handicappede ufordelagtigt i forhold til andre handicappede på grundlag af et (blot tilsyneladende) neutralt kriterium.

83.      Efter min opfattelse kan sammenligningsfaktoren på denne baggrund også udgøres af en gruppe af handicappede.

84.      I det foreliggende tilfælde er kravet om tilsvarende situationer (30) med henblik på at fastslå, om der foreligger en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, derfor opfyldt: Som anført ovenfor er en del af de handicappede arbejdstagere (dem, der ikke har modtaget noget løntillæg) blevet behandlet ringere end andre handicappede arbejdstagere til trods for, at alle handicappede personer befinder sig i en sammenlignelig situation, fordi de alle i lige omfang ved at forelægge afgørelsen om handicapgraden har medvirket til at opnå den af sygehuset ønskede økonomiske besparelse.

85.      Den af mig foreslåede fortolkning sigter således ikke blot mod at beskytte en gruppe, fordi den befinder sig i en situation, som skal sikres beskyttelse ifølge artikel 1 i direktiv 2000/78, men at hindre, at to homogene grupper, der er kendetegnet ved den samme beskyttede egenskab, behandles forskelligt på grund af en situation, som er uløseligt forbundet med den beskyttede egenskab, selv om der ikke foreligger en årsagsforbindelse hermed.

86.      Den foreslåede fortolkning af den omhandlede situation og det forhold, at denne situation kan udgøre en form for indirekte forskelsbehandling, indebærer dog, at det – i modsætning til tilfælde af direkte forskelsbehandling – skal vurderes, om den kan være begrundet i de omstændigheder (den ene generelle og den anden specifikke), der omhandles i artikel 2, stk. 2, litra b), nr. i) og ii).

87.      Begrundelsen i nr. ii), som er specifik for handicap, skal udelukkes i det foreliggende tilfælde, fordi arbejdsgiveren, som det fremgår af sagsakterne, i henhold til den nationale lovgivning ikke er forpligtet til at foretage »tilpasninger i rimeligt omfang« (i henhold til artikel 5 i direktiv 2000/78) »med henblik på at afhjælpe ufordelagtige virkninger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis«.

88.      Hvad angår den i nr. i) generelle begrundelse kan den konkrete forskelsbehandling kun være begrundet, såfremt den pågældende bestemmelse eller praksis forfølger et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det (dvs. den foranstaltning, som har bevirket forskelsbehandlingen) er hensigtsmæssige og nødvendige.

89.      For at fastslå, om forskelsbehandlingen er hensigtsmæssig, skal den forelæggende ret derfor udelukke, at der foreligger andre midler til at opnå formålet, som forringer retten til ligebehandling i mindre omfang. Med andre ord skal det fastlægges, at de påførte ulemper udgør det mindste skadeniveau, som er nødvendig for at opnå dette formål, og det forfulgte formål er tilstrækkeligt vigtigt til at begrunde et sådant skadeniveau.

IV.    Forslag til afgørelse

90.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, på følgende måde.

»Artikel 2 i direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at en differentiering af situationer inden for en gruppe, der er kendetegnet ved en beskyttet egenskab (handicap), kan udgøre en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i form af indirekte forskelsbehandling, når følgende betingelser er opfyldt: a) Den af arbejdsgiveren foretagne differentiering inden for gruppen sker på grundlag af et tilsyneladende neutralt kriterium; b) Selv om dette kriterium tilsyneladende er neutralt, er det uadskilleligt forbundet med den beskyttede egenskab (i det konkrete tilfælde handicappet); c) Dette kriterium kan ikke begrundes objektivt med et legitimt mål, og midlerne til at nå dette mål er ikke forholdsmæssige og nødvendige.«


1 –      Originalsprog: italiensk.


2 –      Rådets afgørelse af 26.11.2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (EUT 2010, L 23, s. 35).


3 –      Rådets direktiv af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).


4 –      Jf. dom af 11.7.2006, Chacón Navas (C–13/05, EU:C:2006:456, præmis 56), og af 18.12.2014, FOA (C-354/13, EU:C:2014:2463, præmis 32).


5 –      Jf. dom af 9.3.2017, Milkova (C-406/15, EU:C:2017:198, præmis 55), og i samme retning, allerede tidligere, dom af 22.5.2014, Glatzel (C-356/12, EU:C:2014:350, præmis 43), af 21.12.2016, Vervloet m.fl. (C-76/15, EU:C:2016:975, præmis 74), og af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen (C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 54 og 55).


6 –      Jf. generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse G4S Secure Solutions (C-157/15, EU:C:2016:382, punkt 61).


7 –      Jf. dom af 22.1.2019, Cresco Investigation (C-193/17, EU:C:2019:43, præmis 36), og af 17.4.2018, Egenberger (C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 47) for så vidt angår religion og tro. Jf. i samme retning, med hensyn til handicap, dom af 17.7.2008, Coleman (C-303/06, EU:C:2008:415, præmis 42), og af 9.3.2017, Milkova (C-406/15, EU:C:2017:198, præmis 46).


8 –      Jf. dom af 9.3.2017, Milkova (C-406/15, EU:C:2017:198, præmis 34), og i samme retning, allerede tidligere, dom af 7.7.2011, Agafiţei m.fl. (C-310/10, EU:C:2011:467, præmis 34), og af 21.5.2015, SCMD (C-262/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:336, præmis 44 og 45). Dette betyder, at direktivet ikke i sig selv indeholder noget princip om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, da dette princip har sin oprindelse i forskellige internationale konventioner og i medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, men alene har til formål på disse områder at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskellige former for forskelsbehandling, jf. i denne retning dom af 22.11.2005, Mangold (C-144/04, EU:C:2005:709, præmis 74), af 19.1.2010, Kücükdeveci (C-555/07, EU:C:2010:21, præmis 20), og af 10.5.2011, Römer (C-147/08, EU:C:2011:286, præmis 56).


9 –      Det fremgår af såvel direktiv 2000/78’s overskrift og præambel som dets indhold og formål, at det tilsigter at fastlægge en generel ramme med henblik på at sikre enhver person ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, idet vedkommende tildeles »en effektiv beskyttelse mod forskelsbehandling af en af de i artikel 1 anførte grunde«, jf. i denne retning dom af 13.11.2014, Vital Pérez (C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 28), og af 18.11.2010, Georgiev (C-250/09 og C-268/09, EU:C:2010:699, præmis 26). En »effektiv beskyttelse«  omhandles med lignende indhold i dom af 15.1.2019, E.B. (C-258/17, EU:C:2019:17, præmis 40), af 28.7.2016, Kratzer (C-423/15, EU:C:2016:604, præmis 32), og af 19.9.2018, Bedi (C-312/17, EU:C:2018:734, præmis 28) (min fremhævelse).


10 –      Dom af 17.7.2008, Coleman (C-303/06, EU:C:2008:415, præmis 38), omtaler »at bekæmpe alle former for forskelsbehandling […], som skyldes et handicap« (min fremhævelse).


11 –      Jf. dom af 26.9.2013, HK Danmark (C-476/11, EU:C:2013:590, præmis 47), og af 26.9.2013, Dansk Jurist- og Økonomforbund (C-546/11, EU:C:2013:603, præmis 41).


12 –      Kommissionen har i retsmødet – som svar på Domstolens spørgsmål – præciseret sin holdning og gjort gældende, at direktivet på et abstrakt plan kan finde anvendelse også inden for kategorien af handicappede, men udelukket en sådan anvendelse i det foreliggende tilfælde.


13 –      Jf. nøjagtigt i denne retning generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Milkova (C-406/15, EU:C:2016:824, punkt 53).


14 –      Jf. dom af 17.7.2008, Coleman (C-303/06, EU:C:2008:415, præmis 46), hvoraf det fremgår, at selv om Domstolen fremhævede kravet om, at forskelsbehandlingen kan henføres til de i artikel 1 anførte grunde, »fastslog den imidlertid ikke, at ligebehandlingsprincippet og direktivets personelle anvendelsesområde hvad angår disse grunde skal fortolkes indskrænkende«. Ifølge præmis 51 »vil en fortolkning af direktiv 2000/78, som begrænser direktivets anvendelsesområde til personer, der selv lider af et handicap, berøve direktivet en væsentlig del af dets effektive virkning og indskrænke den beskyttelse, som det skal sikre«.


15 –      I Coleman-dommen blev der som bekendt konstateret en direkte forskelsbehandling over for en arbejdstager, som var moder til en handicappet søn, over for hvilken hun havde forsørgerpligt.


16 –      Jf. dom af 17.7.2008, Coleman (C-303/06, EU:C:2008:415, præmis 38).


17 –      Efter min opfattelse synes den markante udvidelse af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78 at udgøre grunden til (og måske frygten for), at Kommissionen, selv om den er enig i, at direktiv 2000/78 kan finde anvendelse i situationer med sammenligning mellem handicappede arbejdstagere, har modsat sig, at spørgsmålet fra den forelæggende ret besvares bekræftende.


18 –      Jf. dom af 17.7.2008, Coleman (C-303/06, EU:C:2008:415, præmis 38).


19 –      Kommissionen, der i retsmødet som svar på Domstolens spørgsmål har præciseret sin holdning – som i dens skriftlige indlæg tilsyneladende var anderledes – og udtrykkeligt nævnt disse eksempler for at hævde, at disse situationer utvivlsomt er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, er også enig i dette. Også Domstolens praksis, selv om den angår en anden beskyttet egenskab (religion), bekræfter, at direktivets indhold kan finde anvendelse også inden for grupper, der er kendetegnet ved den beskyttede egenskab. I det nævnte tilfælde var der tale om indirekte forskelsbehandling inden for en gruppe af arbejdstagere, som var medlemmer af visse kristne kirker, jf. dom af 22.1.2019, Cresco Investigation (C-193/17, EU:C:2019:43).


20 –      I punkt 7 i indlægget fra appellanten i hovedsagen anføres, at »ifølge det nationale arbejdstilsyn har kriteriet for tildeling af løntillægget, der er knyttet til datoen for forelæggelsen af afgørelsen om handicapgraden, diskriminerende karakter. Som følge af kontrollen den 19.12.2016 opfordrede det nationale arbejdstilsyn indstævnte til at bringe uregelmæssigheden til ophør og oplyste appellanten om, at hun kunne indbringe sagen for en almindelig domstol«.


21 –      I denne retning har også Kommissionen udtalt sig i retsmødet. Republikken Polen har betegnet kriteriet som »ulogisk, absurd og uforklarligt«.


22 –      Den statslige fond for rehabilitering af handicappede, som er fastsat i den polske lov, jf. punkt 16 ovenfor.


23 –      Det fremgår af indlægget fra appellanten i hovedsagen (punkt 30 ff.), at selv om det måtte antages, at direktiv 2000/78 ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, er situationen omfattet af de generelle principper i EU-retten, navnlig ligebehandlingsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 20, 21 og 26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Ved anvendelse af det princip, som Domstolen fastlagde i Milkova-dommen (C-406/15, EU:C:2017:198), ville løntillægget udgøre positiv særbehandling fra arbejdsgiverens side.


24 –      Kommissionen er af den samme opfattelse, jf. skriftligt indlæg, punkt 21.


25 –      Dom af 9.3.2017, Milkova (C-406/15, EU:C:2017:198).


26 –      På lige fod med den forelæggende ret, der i spørgsmålet udtrykkeligt har nævnt en differentiering på grundlag af et »tilsyneladende neutralt kriterium«, som »ikke kan begrundes objektivt med et legitimt mål, og midlerne til at nå dette mål ikke er forholdsmæssige og nødvendige«.


27 –      Den uadskillelige forbindelse med den beskyttede egenskab anses for at være en afgørende forudsætning for direkte forskelsbehandling. I det foreliggende tilfælde drejer det sig efter min opfattelse om indirekte forskelsbehandling, hvis forbindelse med den beskyttede egenskab ganske vist er indirekte, men under alle omstændigheder uadskillelig.


28 –      Især Republikken Polen, jf. skriftligt indlæg, punkt 13.


29 –      Der er tale om »indirekte« forskelsbehandling, fordi det ikke er behandlingen, der er forskellig, men snarere virkningerne af behandlingen. Menneskerettighedsdomstolen har også har trukket på denne definition af indirekte forskelsbehandling, idet den har anført, at »ulige behandling kan give sig udslag i uforholdsmæssigt skadelige virkninger af en generel politik eller foranstaltning, der uanset om den er affattet neutralt, diskriminerer en gruppe«, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.11.2007 i sagen D.H. m.fl. mod Den Tjekkiske Republik [GC] (sag nr. 57325/00), § 184, af 9.6.2009 i sagen Opuz mod Tyrkiet (sag nr. 33401/02), § 183, og af 20.6.2006 i sagen Zarb Adami mod Malta (sag nr. 17209/02), § 80. Jf. i denne retning Håndbog om europæisk lovgivning om ikke-forskelsbehandling, Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Europarådet, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, 2011, s. 32, herunder hvad angår citat fra EMRK.


30 –      Hvad angår kravet om ensartede situationer med henblik på at fastslå, om der foreligger en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling, har Domstolen i flere sager fastslået, at dette skal vurderes på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner dem, jf. dom af 9.3.2017, Milkova (C-406/15, EU:C:2017:198, præmis 56), af 16.12.2008, Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl. (C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 25), og af 1.10.2015, O (C-432/14, EU:C:2015:643, præmis 31).