Language of document : ECLI:EU:F:2007:88

KENDELSE AFSAGT AF FORMANDEN FOR PERSONALERETTTENS ANDEN AFDELING

24. maj 2007

Sag F-95/05 AJ

N

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Retshjælp«

Angående: Ansøgning, hvorved N anmoder om at få bevilliget retshjælp i medfør af artikel 94 i procesreglementet for Retten i Første Instans, som finder tilsvarende anvendelse ved Personaleretten i medfør af artikel 3, stk. 4, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en Ret for EU-personalesager (EUT L 333, s. 7), indtil Personalerettens procesreglement træder i kraft.

Udfald: N bevilges retshjælp. Et beløb svarende til de af N afholdte udgifter fra datoen, hvor ansøgningen om retshjælp er indgivet, vil blive overført til den advokat, der skal bistå ansøgeren, for dokumenterede udgifter under 2 000 EUR. I. Kletzlen udpeges som advokat for N.

Sammendrag

Retspleje – ansøgning om fri proces – dækkede udgifter

(Procesreglementet for Retten i Første Instans, art. 94 og 95; Rådets afgørelse 2004/752, art 3, stk. 4)

Det følger af artikel 94 og 95 i procesreglementet for Retten i Første Instans, at bevilling af retshjælp i princippet er forbeholdt afholdelse af sagsomkostninger, som er afholdt enten samtidigt med eller efter, at der er indgivet ansøgning om retshjælp. Hvis ikke der foreligger særlige omstændigheder, ville det nemlig hverken være i overensstemmelse med disse artiklers ordlyd og formål eller med retsplejehensyn, hvis udgifter, som er afholdt inden denne dato, med tilbagevirkende kraft kunne dækkes af retshjælpen. I tilfælde af omkostninger, som er afholdt, inden ansøgningen om retshjælp er indgivet, lægges det til grund – medmindre andet bevises – at ansøgeren ikke var ude af stand til at afholde dem, hvorfor en af betingelserne for at bevillige retshjælp således ikke er opfyldt.

(jf. præmis 16)

Henvisning til:

Retten, 3. april 2006, sag T-49/04 AJ, Hassan mod Rådet og Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 21; 27. oktober 2006, sag T-318/01 AJ, Othman mod Rådet og Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31.