RETTENS DOM (Ottende Afdeling)
16. oktober 2014 (*)
»Statsstøtte – elektricitet – præferencepris – beslutning, der erklærer støtten uforenelig med fællesmarkedet og kræver tilbagesøgning heraf – fordel – begrundelsespligt – støttebeløbet – ny støtte«
I sag T-177/10,
Alcoa Trasformazioni Srl, Portoscuso (Italien), ved advokaterne M. Siragusa, T. Müller-Ibold, F. Salerno, G. Scassellati Sforzolini og G. Rizza,
sagsøger,
støttet af:
Den Italienske Republik, ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato S. Fiorentino,
intervenient,
mod
Europa-Kommissionen, ved V. Di Bucci og É. Gippini Fournier, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2010/460/EF af 19. november 2009 om Italiens statsstøtte C 38/A/04 (ex NN 58/04) og C 36/B/06 (ex NN 38/06) til Alcoa Trasformazioni (EUT 2010 L 227, s. 62),
har
RETTEN (Ottende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne M. Kancheva og C. Wetter (refererende dommer),
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. december 2013,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Sagsøgeren, Alcoa Trasformazioni Srl, er et italiensk selskab, som ejer to fabrikker, der fremstiller råaluminium, den ene i Portovesme på Sardinien (Italien) og den anden i Fusina i regionen Veneto (Italien). Sagsøgeren overtog disse fabrikker fra Alumix SpA i forbindelse med privatiseringen af sidstnævnte.
2 Med sin meddelelse i henhold til […] artikel [88], stk. 2, [EF] til de øvrige medlemsstater og andre interesserede angående den italienske stats støtte til Alumix, der blev meddelt Den Italienske Republik og offentliggjort den 1. oktober 1996 (EFT C 288, s. 4, herefter »Alumix-beslutningen«), fandt Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, efter at have undersøgt forskellige foranstaltninger, som blev ydet til Alumix i forbindelse med selskabets privatisering, herunder ydelse af en præferenceeltakst, bevilget af den oprindelige eludbyder i Italien, Entente nazionale per l’energia elettrica (ENEL), til de fabrikker, som sagsøgeren havde overtaget, med hensyn til den pågældende pris, som fandt anvendelse indtil den 31. december 2005, at denne ikke udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF. Kommissionen fastslog herved, at »ENEL’s takster for levering af elektricitet til produktion af råaluminium [på de fabrikker, sagsøgeren har overtaget] dække[de] selskabets marginalomkostninger og en del af dets faste omkostninger, og ENEL [handlede] således som en […] virksomhed[, der drives på almindelige markedsvilkår], eftersom disse takster åbner mulighed for at levere elektricitet til selskabets største industrikunder i regioner, hvor der [va]r alvorlig overkapacitet i elproduktionen«.
3 Autorità per l’energia elettrica e il gas (den italienske el- og gasmyndighed, herefter »AEEG«) overdrog ved beslutning nr. 204/99 af 29. december 1999 administrationen af elektricitetspriserne til de lokale elleverandører. Herefter opkrævede ENEL som lokal elleverandør den almindelige pris for elektricitetsforsyningen til sagsøgeren og ikke længere prisen fastsat i artikel 2 i ministerielt dekret af 19. december 1995 (GURI nr. 39 af 16.2.1996, s. 8, herefter »dekretet fra 1995«), der som anført i den foregående præmis gjaldt indtil den 31. december 2005. For at kompensere for denne prisforskel ydede ENEL sagsøgeren en refusion, som blev anført på dets elregning og finansieret ved hjælp af en skattelignende afgift pålagt alle elforbrugere i Italien.
4 El- og gasmyndigheden overførte ved beslutning nr. 148/04 af 9. august 2004 administrationen af elektricitetspriserne fra de lokale elleverandører til det offentlige organ Cassa Conguaglio per il settore elettrico (udligningskassen for elsektoren, herefter »udligningskassen«). På den baggrund ydede udligningskassen selv sagsøgeren refusion for et beløb svarende til forskellen mellem den pris, som ENEL opkrævede af selskabet, og prisen fastsat i dekretet fra 1995 ved hjælp af samme skattelignende afgift.
5 Efterfølgende blev først vedtaget dekret af 6. februar 2004 fra ministerrådets præsident (GURI nr. 93 af 21.4.2004, s. 5, herefter »dekretet fra 2004«), dernæst lovdekret nr. 35 af 14. marts 2005 (GURI nr. 111 af 14.5.2005, s. 4), der blev ophøjet til lov efter ændring ved lov nr. 80 af 14. maj 2005 (almindeligt tillæg til GURI nr. 91 af 14.5.2005, herefter »loven af 2005«). Artikel 1 i dekretet fra 2004 havde til formål at udvide præferenceelpriserne til fordel for bl.a. Portovesme Srl og Eurallumina SpA. Selv om den også kunne have været forstået således, at den ligeledes havde til formål at forlænge den præferencepris, som sagsøgeren var omfattet af, indtil juni 2007, blev denne bestemmelse faktisk ikke anvendt på selskabet, der fortsat var omfattet af dekretet fra 1995 indtil ikrafttrædelsen af artikel 11, stk. 11, i loven af 2005, hvorved den særlige pris, som finder anvendelse på sagsøgerens to fabrikker, blev forlænget til den 31. december 2010.
6 Denne pris skulle årligt revideres af AEEG, der den 13. oktober 2005 vedtog beslutning nr. 217/05, hvorefter stigningen i præferenceprisen fra den 1. januar 2006 skulle afhænge af eventuelle prisstigninger, som registreret på børserne i Frankfurt am Main (Tyskland) og Amsterdam (Nederlandene), dog højst 4% om året.
7 Hverken dekretet fra 2004 eller artikel 11, stk. 11, i loven af 2005 blev meddelt Kommissionen.
8 Ved en beslutning, der blev meddelt Den Italienske Republik ved skrivelse af 19. juli 2006, indledte Kommissionen proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF vedrørende støtte C 36/06 (ex NN 38/06) – særlige elektricitetspriser for energiintensive virksomheder i Italien (hvoraf et resumé er offentliggjort i EUT C 214, s. 5, herefter »beslutningen af 19. juli 2006«).
9 Sagsøgeren anlagde sag ved Retten den 29. november 2006 med påstand principalt om annullation af denne beslutning, i det omfang den omhandlede den elektricitetspris, der bevilgedes selskabets to fabrikker til forarbejdning af primæraluminium, subsidiært om annullation af beslutningen, for så vidt som denne pris deri af Kommissionen blev betegnet som ny ulovlig støtte.
10 Ved dom af 25. marts 2009, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen (sag T-332/06, ikke trykt i Samling af Afgørelser), frifandt Retten Kommissionen. Denne dom blev stadfæstet under appel ved Domstolens dom af 21. juli 2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen (sag C-194/09 P, Sml. I, s. 6311).
11 Den formelle undersøgelsesprocedure førte til vedtagelsen den 19. november 2009 af Kommissionens beslutning 2010/460/EF om Italiens statsstøtte C 38/A/04 (ex NN 58/04) og C 36/B/06 (ex NN 38/06) til Alcoa Trasformazioni (EUT 2010 L 227, s. 62, herefter »den anfægtede beslutning«), hvori artikel 1 erklærer den statsstøtte, som Den Italienske Republik ulovligt har ydet til sagsøgeren fra den 1. februar 2006, uforenelig med fællesmarkedet.
12 Kommissionen antog i den anfægtede beslutning, at både den analyse, der blev anvendt i Alumix-beslutningen, og de beregninger, som Italien og sagsøgeren havde fremlagt som bevis på, at den præferencepris, som blev bevilget selskabet, stadig opfylder de kriterier, der blev fastsat i Alumix-beslutningen, er irrelevante. Kommissionen anførte, at det støttebeløb, der skal tilbagebetales, svarer til hele den kompensation, som Cassa Conguaglio har ydet sagsøgeren.
13 Kommissionen anførte i den anfægtede beslutnings artikel 2 med hensyn til fabrikken med hjemsted i Veneto, at den periode, der er omfattet af tilbagesøgningen, er perioden fra den 1. januar 2006 til den 19. november 2009, som er tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Med hensyn til fabrikken med hjemsted på Sardinien pålagde Kommissionen kun delvis tilbagebetaling, idet den periode, der er omfattet af tilbagesøgningen, er perioden fra den 1. januar 2006 til den 18. januar 2007.
14 Det følger af bilag 1 A til stævningen, at den anfægtede beslutning blev meddelt sagsøgeren den 12. februar 2010.
Retsforhandlinger og parternes påstande
15 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. april 2010 har sagsøgeren anlagt denne sag.
16 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 22. maj 2010 indgav sagsøgeren en begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på at opnå en udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrører støtte C 36/B/2006 (ex NN 38/2006), hvorunder sagsøgeren også nedlagde påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
17 Ved begæring indleveret til Rettens Justitskontor den 8. juli 2010 har Den Italienske Republik anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for sagsøgerens påstande.
18 Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 9. juli 2010, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen (sag T-177/10 R, ikke trykt i Samling af Afgørelser), blev begæringen om foreløbige forholdsregler ikke taget til følge, og afgørelsen om sagens omkostninger blev udsat.
19 Den 4. august 2010 indleverede Kommissionen svarskrift til Rettens Justitskontor.
20 Ved kendelse af 13. september 2010 har formanden for Rettens Første Afdeling tilladt Den Italienske Republik at intervenere.
21 Den 26. november 2010 indgav Den Italienske Republik interventionsindlæg til Rettens Justitskontor.
22 Den tilrettede version af replikken blev indleveret til Rettens Justitskontor den 1. december 2010.
23 Sagsøgerens indlæg vedrørende interventionsindlægget er indgået til Rettens Justitskontor den 1. februar 2011.
24 Duplikken og Kommissionens indlæg vedrørende interventionsindlægget er indgået til Rettens Justitskontor den 1. marts 2011.
25 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14. december 2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen (sag C-446/10 P(R), ikke trykt i Samling af Afgørelser), blev appellen af kendelsen af 9. juli 2010, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, forkastet.
26 Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Sjette Afdeling, som sagen derfor er blevet henvist til. Denne sag er derefter blevet tildelt en anden refererende dommer i den samme afdeling.
27 Som følge af den delvise nybesættelse af embederne ved Retten blev den refererende dommer tilknyttet Ottende Afdeling, som denne sag følgelig blev henvist til.
28 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Ottende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
29 Sagsøgeren og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i offentligt retsmøde den 12. december 2013. Selv om den ikke havde underrettet Retten herom, var Den Italienske Republik, der er lovligt indkaldt som intervenient, ikke til stede under dette retsmøde.
30 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører støtte C 36/B/06 (ex NN 38/06).
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
31 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
32 Den Italienske Republik har nedlagt påstand om, at de af sagsøgeren nedlagte påstande tages til følge.
Retlige bemærkninger
33 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat seks anbringender.
34 Anbringenderne vedrører nærmere bestemt for det første en ulovlig kvalifikation som statsstøtte, når der ikke er tale om nogen fordel for sagsøgeren, for det andet den ulovlighed, der følger af en ukorrekt fastsættelse af støttebeløbet, såfremt Retten tiltræder kvalifikationen som statsstøtte, for det tredje – hvis denne kvalifikation fortsat måtte anses for godtgjort – statsstøttens urigtige karakter af driftsstøtte, da der er tale om en regional støtte, som er forenelig med fællesmarkedet, og selv hvis det antages, at den udgjorde driftsstøtte, spørgsmålet om opfyldelse af betingelserne for at modtage en sådan støtte på baggrund af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (EFT 1998 C 74, s. 9), for det fjerde en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og traktatens bestemmelser om regional støtte, som er forenelig med fællesmarkedet, for det femte en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og for det sjette en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.
35 Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge det sjette anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.
Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter
36 Retten skal for det første tage stilling til, om det sjette anbringende kan antages til behandling, hvilket Kommissionen har bestridt.
37 Dette anbringende er efter Kommissionens opfattelse så lidt udbygget, at det ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1. Det fremgår imidlertid af en gennemgang af stævningen og replikken, at sagsøgeren, selv om argumenterne er meget kortfattede, har fremsat et anbringende, som indeholder to klart identificerbare led – det ene vedrørende konsekvenserne af den påståede ugyldighed af beslutningen af 19. juli 2006 om lovligheden af den anfægtede beslutning (stævningens punkt 271), det andet vedrørende en manglende begrundelse for denne beslutning (stævningens punkt 272 og replikkens punkt 73 og 74). Dette anbringende skal derfor antages til realitetsbehandling.
38 Følgelig bør der for det andet foretages en undersøgelse hver for sig af det sjette anbringendes to led.
Vedrørende det sjette anbringendes første led om den proceduremangel, som følger af ugyldigheden af beslutningen af 19. juli 2006
39 Sagsøgeren har gjort gældende, at »[en] endelig beslutning, der træffes i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, kun lovligt k[unne] træffes, hvis beslutningen om indledning af den formelle kontradiktoriske procedure var gyldig«, og at »såfremt beslutningen om at indlede proceduren annulleres, har denne annullation ligeledes virkning for den anfægtede beslutning, hvorefter en væsentlig formforskrift ville være tilsidesat«.
40 På Rettens opfordring om at fremsætte bemærkninger til, hvilke konsekvenser der efter selskabets opfattelse skulle drages af dommen af 25. marts 2009, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, stadfæstet ved dom af 21. juli 2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, hvori beslutningen af 19. juli 2006 blev anerkendt som fuldt ud lovlig, har sagsøgeren dog under retsmødet erklæret, at selskabet ikke ville opretholde det sjette anbringendes første led, hvilket er tilført retsbogen.
Vedrørende det sjette anbringendes andet led om en tilsidesættelse af begrundelsespligten
41 Sagsøgeren har med det sjette anbringendes andet led gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at »[den anfægtede] beslutning er behæftet med flere alvorlige begrundelsesmangler på væsentlige punkter« (stævningens punkt 272), og henviser til »bemærkningerne vedrørende de første fire anbringender« (samme afsnit i stævningen).
42 For det første må Kommissionens formalitetsindsigelse vedrørende anbringendets andet led om, at sagsøgerens argumenter kun vedrører relevansen af grundene og ikke spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen er tilstrækkelig, forkastes. For det første behandles spørgsmålet om begrundelsespligten i stævningens punkt 69-74 og punkt 78 og 79 med hensyn til en manglende økonomisk vurdering, der gør det muligt at påvise eksistensen af en fordel for sagsøgeren.
43 Endelig og i særdeleshed er replikken mere præcis og fremhæver i forbindelse med en tilsidesættelse af begrundelsespligten en manglende økonomisk vurdering, der gør det muligt at påvise eksistensen af en fordel for sagsøgeren, en markedspris, en hensyntagen til den regionale udvikling og begrundelsen for at afvise Virtual Power Plant (herefter »VPP-programmet«). Henset til, at et anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten vedrører et grundlæggende retsprincip (Domstolens dom af 1.7.1986, sag 185/85, Usinor mod Kommissionen, Sml. s. 2079, præmis 19, og af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 67), kan anbringendet desuden antages til realitetsbehandling, selv om det for første gang blev fremsat i replikken (Domstolens dom af 20.2.1997, sag C-166/95 P, Kommissionen mod Daffix, Sml. I, s. 983, præmis 21 og 25, og Rettens dom af 6.7.2011, sag T-258/09, i-content mod KHIM (BETWIN), Sml. II, s. 3797, præmis 47). Dette gælder så meget desto mere, såfremt det anbringende, som er fremsat i stævningen, men ikke ledsaget af tilstrækkelige præciseringer, videreudvikles i replikken.
44 Det følger heraf for det første, at stævningen skal læses i lyset af replikken, og at det for det andet må antages, at sagsøgeren ikke i forbindelse med det sjette anbringende bebrejder Kommissionen for en manglende hensyntagen til ovenstående forhold, men for den manglende angivelse af disse forhold i den anfægtede beslutning. Det kan derfor fastslås, at det sjette anbringendes andet led som sådant kan antages til realitetsbehandling.
45 Der skal først foretages en undersøgelse af den generelle henvisning til realitetsanbringender, som foretages med hensyn til det andet og det fjerde anbringende, og dernæst af sagsøgerens klagepunkter i stævningen (i forbindelse med det første anbringende, hvortil det sjette anbringende henviser), som udbygges i replikken.
46 Hvad angår det første tilfælde bemærkes, at anbringendet om tilsidesættelse af den dagældende artikel 253 EF, der vedrører spørgsmålet om manglende eller utilstrækkelig begrundelse, ifølge retspraksis er et anbringende om, at der foreligger væsentlige formelle mangler som omhandlet i artikel 230 EF (dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, præmis 67, og Rettens dom af 13.1.2004, sag T-158/99, Thermenhotel Stoiser Franz m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 97). Det forholder sig anderledes med klagepunkter, der ikke som sådan vedrører manglende eller utilstrækkelig begrundelse, men i realiteten er sammenfaldende med kritikken af berettigelsen af den anfægtede beslutning og dermed af den materielle lovlighed af denne retsakt (Rettens dom i sagen Thermenhotel Stoiser Franz m.fl. mod Kommissionen, præmis 97, og af 14.1.2009, sag T-162/06, Kronoply mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 23). Sådanne klagepunkter skal forkastes i forbindelse med et sådant anbringende (Rettens dom i sagen Thermenhotel Stoiser Franz m.fl. mod Kommissionen, præmis 97 og 98, og dom af 27.9.2012, sag T-257/10, Italien mod Kommissionen, præmis 53).
47 Hvad angår det andet tilfælde bemærkes, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 TEUF, ifølge fast retspraksis skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret.
48 Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Navnlig er Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de interesserede har fremført for den; den behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på beslutningens systematik (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, præmis 16, samt Rettens dom af 8.7.2004, sag T-198/01, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, Sml. II, s. 2717, præmis 59 og 60, og af 28.3.2012, sag T-123/09, Ryanair mod Kommissionen, præmis 178).
49 Det er i lyset af ovenstående bemærkninger, at det skal undersøges, om Kommissionen har begrundet den anfægtede beslutning tilstrækkeligt vedrørende for det første den økonomiske vurdering, der foranledigede den til at konkludere, at der forelå en fordel for sagsøgeren, for det andet hvad markedsprisen skulle være, for det tredje den omstændighed at Kommissionen havde undersøgt, om støtten kunne tillades med henblik på regional udvikling, og for det fjerde de grunde, der førte den til at afvise VPP-programmet.
50 Hvad således indledningsvis angår den økonomiske vurdering, der foranledigede den til at konkludere, at der forelå en fordel for sagsøgeren, fremgår det af gennemgangen af den anfægtede beslutning, at Kommissionen først henviste til den økonomiske kontekst, hvori Alumix-beslutningen indgik (33.-38. betragtning til den anfægtede beslutning), før den fremhævede den væsentlige udvikling, som derefter kendetegnede det italienske el-marked (39.-43. betragtning til den anfægtede beslutning), for endelig at forbeholde et helt afsnit (den anfægtede beslutnings punkt 6.2.1 med overskriften »Fordel«) til analysen af det marked, som sagsøgeren optrådte på (145.-158. betragtning til den anfægtede beslutning). Idet den bl.a. pegede på, at Alumix-beslutningen, der blev vedtaget på baggrund af en monopolsituation, ikke kunne overføres til det liberaliserede el-marked (150. betragtning til den anfægtede beslutning), understregede Kommissionen i overensstemmelse med dom af 21. juli 2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen (præmis 71), at der skulle tages hensyn til »de faktiske markedsvilkår« (146. betragtning til den anfægtede beslutning). Desuden redegjorde Kommissionen for de særlige forhold ved markedet på Sardinien (155. og 226.-231. betragtning til den anfægtede beslutning).
51 Hvad for det andet angår markedsprisen påpegede Kommissionen, at den af sagsøgeren opnåede pris som følge af den italienske stats indgriben var lavere end den, selskabet ville have kunnet opnå under reelle markedsforhold, for hvis selskabet havde haft mulighed for at opnå denne lavere pris direkte hos en af el-leverandørerne i de pågældende regioner, havde det ikke været nødvendigt med denne indgriben (145. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen redegjorde i 146.-152. betragtning til den anfægtede beslutning for, hvorfor den fandt, at den måtte afvise den af sagsøgeren foretagne beregning af markedsprisen, og præciserede desuden i 153. og 154. betragtning til den anfægtede beslutning, at denne beregning var fejlagtig, idet den svarede til grundlastværkernes (dvs. de billigste værkers) marginale produktionsomkostninger. Kommissionen fremhævede, at sådanne omkostninger kun kunne opnås på markedet uden for spidsbelastningsperioden, selv om sagsøgeren ikke udelukkende brugte elektricitet i denne periode, men hele døgnet. Endelig gav Kommissionen yderligere præciseringer vedrørende markedsprisen på Sardinien (230. betragtning til den anfægtede beslutning), idet den anførte, at den pris, som sagsøgeren var omfattet af, ikke opfyldte kriterierne i Alumix-beslutningen, selv om det antages, at disse er relevante (155. betragtning til den anfægtede beslutning).
52 Hvad for det tredje angår støttens berettigelse med henblik på regional udvikling viser en læsning af 60.-67. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, undersøgte denne mulighed i henhold til retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (60. betragtning til den anfægtede beslutning), idet den anførte, at Veneto ikke var de blandt støtteberettigede regioner (61. betragtning til den anfægtede beslutning), hvilket udelukkede en af sagsøgerens fabrikker. Kommissionen bemærkede med hensyn til den anden fabrik på Sardinien, at denne region var støtteberettiget indtil den 31. december 2006 (62. betragtning til den anfægtede beslutning), men ikke længere ville være det på grundlag af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for perioden 2007-2013 (EUT 2006 C 54, s. 13), bortset fra for sagsøgeren en overgangsperiode på to år »til lineær afvikling af de eksisterende driftsstøtteordninger« (66. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen vurderede således, om støtten var nødvendig (63. betragtning til den anfægtede beslutning) og stod i forhold til de regionale problemer (64. betragtning til den anfægtede beslutning), og fandt, at dette ikke var tilfældet. Den bemærkede ligeledes, at støtten ikke reelt var degressiv (65. betragtning til den anfægtede beslutning), idet den sammenfattende fandt det uhensigtsmæssigt »at tillade indførelse af ny driftsstøtte for et par måneder« og fastsætte, at den skulle »afvikles gradvis«, især »i betragtning af den tvivl, Kommissionen havde givet udtryk for, og risikoen for, at støtten ville fordreje konkurrencen« (66. betragtning til den anfægtede beslutning). Endelig »betvivlede« Kommissionen muligheden for at godkende taksten for sagsøgeren, »det være sig som regionalstøtte eller nogen anden form for støtte« (67. betragtning til den anfægtede beslutning).
53 Den anfægtede beslutning indeholder derefter en hel passage (punkt 6.5.1 med overskriften »Forenelighed med retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (Sardinien)«) der med ca. 20 betragtninger sammenfattede Kommissionens holdning hertil (220.-240. betragtning til den anfægtede beslutning), især vedrørende spørgsmålet om »[b]idrag til regionaludviklingen« (den anfægtede beslutnings punkt 6.5.1.2 og 232.-237. betragtning hertil).
54 Hvad for det fjerde angår VPP-programmet bliver det ligeledes omtalt flere gange i den anfægtede beslutning. Kommissionen henviste dertil i tvistens kronologiske forløb med angivelse af at have overvejet, »om det eventuelt var muligt at indføre« programmet (18. betragtning til den anfægtede beslutning) og førte en korrespondance med Den Italienske Republik i denne forbindelse (18.-20. betragtning til den anfægtede beslutning). Der henvises ligeledes til møder afholdt med denne medlemsstat (de samme betragtninger til den anfægtede beslutning). Den anfægtede beslutning indeholder især en passage om dette spørgsmål (punkt 6.5.3 med overskriften »Det foreslåede virtuelle kraftværk (Virtual Power Plant) (Sardinien)«, underopdelt i to afsnit om »beskrivelse af det italienske VPP« (punkt 6.5.3.1 i den anfægtede beslutning) og »takstens forenelighed på grundlag af VPP« (den anfægtede beslutnings punkt 6.5.3.2). Denne passage (246.-259. betragtning til den anfægtede beslutning) indeholder en udførlig beskrivelse af VPP-programmet og grundene til, at »Kommissionen […] [er] nået til den konklusion, at VPP i dette tilfælde ikke [var] tilstrækkeligt til at gøre støtten forenelig, hverken for overgangsperioden efter iværksættelsen af VPP, eller — langt mindre — for perioden før iværksættelsen af VPP« (253. betragtning til den anfægtede beslutning).
55 For så vidt angår de fire punkter, som sagsøgeren specifikt har gjort gældende, indeholder den anfægtede beslutning, der er langt fra at være mangelfuld, følgelig en detaljeret og dokumenteret begrundelse, således at både sagsøgeren kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og Unionens retsinstanser kan udøve deres kontrol.
56 Det følger heraf, at det sjette anbringendes andet led må forkastes, hvilket, henset til frafaldet af anbringendets første led, indebærer, at anbringendet skal forkastes.
57 Herefter skal sagsøgerens femte anbringende undersøges, idet denne undersøgelse vil føre Retten til at præcisere den nøjagtige rækkevidde af Alumix-beslutningen.
Det femte anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
58 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved at vedtage den anfægtede beslutning har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det skal fremhæves, hvilket sagsøgeren i øvrigt har anerkendt, at visse af de argumenter, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af dette anbringende, »allerede blev fremsat for Retten i forbindelse med annullationssøgsmålet vedrørende beslutningen [af 19. juli 2006]« (stævningens punkt 225), og at »selskabet ikke fik medhold« (samme afsnit i stævningen). Sagsøgeren har anmodet om en fornyet behandling af disse argumenter, navnlig på grund af disse argumenters mere vidtgående betydning og det forhold, at den anfægtede beslutning ikke har den samme karakter som beslutningen af 19. juli 2006. Det er således under hensyn – men ikke begrænset – til Rettens og derefter Domstolens retslige prøvelse, at det femte anbringendes fem led vedrørende for det første, at Den Italienske Republik og sagsøgeren har en berettiget forventning om, at den pågældende støtte er eksisterende og ikke ny som følge af stabiliteten i støttens virkninger for sagsøgeren, og at den anfægtede beslutning derfor udgør en tilsidesættelse af artikel 88 EF (idet artikel 108 TEUF, som sagsøgeren havde påberåbt sig, ikke tidsmæssigt kunne finde anvendelse), for det andet den berettigede forventning, som blev skabt af den omstændighed, at Kommissionen, der ifølge sagsøgeren blev underrettet om ændringen i retstilstanden siden den i dekretet fra 1995 fastsatte dato, ikke havde reageret på vedtagelsen af nye bestemmelser i italiensk ret, og gav sagsøgeren det indtryk, at den pågældende støtte måtte betragtes som en eksisterende støtte, for det tredje de tidsmæssigt ubegrænsede virkninger af Alumix-beslutningen, for det fjerde den særlige berettigede forventning som følge af, at taksten som affattet ved dekretet fra 1995 ikke var blevet anset for at udgøre statsstøtte, og for det femte bestyrkelsen af sagsøgerens berettigede forventning på grund af Kommissionens holdning i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, som især blev tilkendegivet i skrivelsen af 19. januar 2007.
59 Inden undersøgelsen af dette anbringende i dets forskellige led skal der henvises til, hvad der forstås ved begrebet princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og de betingelser, der kræves opfyldt, for at princippet finder anvendelse.
60 Som et grundlæggende EU-retligt princip (Domstolens dom af 14.10.1999, sag C-104/97 P, Atlanta mod Det Europæiske Fællesskab, Sml. I, s. 6983, præmis 52) giver princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning enhver erhvervsdrivende, med hensyn til hvilken en institution har givet anledning til begrundede forhåbninger, tilladelse til at påberåbe sig det (Domstolens dom af 11.3.1987, sag 265/85, Van den Bergh en Jurgens og Van Dijk Foods Products (Lopik) mod Kommissionen, Sml. s. 1155, præmis 44, og af 24.3.2011, sag C-369/09 P, ISD Polska m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2011, præmis 123, samt Rettens dom af 27.9.2012, sag T-328/09, Producteurs de légumes de France mod Kommissionen, præmis 18). Når en forudseende og påpasselig erhvervsdrivende kan påregne vedtagelsen af en EU-foranstaltning, der kan påvirke hans interesser, kan han dog ikke påberåbe sig dette princip, når foranstaltningen vedtages (Domstolens dom af 1.2.1978, sag 78/77, Lührs, Sml. s. 169, præmis 6, og af 25.3.2009, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, præmis 102). Retten til at påberåbe sig beskyttelsen af en berettiget forventning er betinget af, at tre betingelser er opfyldt. For det første, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af en unionsmyndighed over for parten. For det andet, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal forsikringerne være i overensstemmelse med gældende regler (jf. dommen i sagen Producteurs de légumes de France mod Kommissionen, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
61 Hvad nærmere bestemt angår anvendeligheden af dette princip i forbindelse med statsstøtte skal det præciseres, at henset til anmeldelsespligtens grundlæggende rolle med henblik på at tillade effektiviteten af Kommissionens kontrol med statsstøtte, som er ufravigelig, kan der i princippet ikke hos støttemodtagerne bestå en berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i artikel 88 EF fastlagte procedure, og en påpasselig erhvervsdrivende må normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt. Når en støtte gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd får underretning herom, således at den er ulovlig i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, kan støttemodtageren navnlig ikke på dette tidspunkt have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet (jf. i denne retning dommen i sagen Producteurs de légumes de France mod Kommissionen, præmis 20 og 21 og den deri nævnte retspraksis), medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder (Rettens dom af 30.11.2009, forenede sager T-427/04 og T-17/05, France og France Télécom Kommissionen, Sml. II, s. 4315, præmis 263).
62 På baggrund af det ovenfor anførte skal der foretages en successiv undersøgelse af dette anbringendes tredje, andet, fjerde, første og femte led.
Hvad angår det femte anbringendes tredje led om de tidsmæssigt ubegrænsede virkninger af Alumix-beslutningen
63 Eftersom Kommissionen ved Alumix-beslutningen tog stilling til, om den støtte, som blev indført ved dekretet fra 1995, og hvis gyldighed udtrykkeligt udløb den 31. december 2005, var forenelig med fællesskabsretten, kan Kommissionens beslutning ikke have en længere tidsmæssig virkning end de omtalte foranstaltninger. Som Kommissionen med rette har anført i svarskriftet, blev der allerede i dom af 25. marts 2009, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen (præmis 105 og 106), henvist til et sådant ræsonnement. Ræsonnementet blev bekræftet af Domstolen, idet den fastslog, at Kommissionens konklusioner i Alumix-beslutningen ikke kunne berettige, at sagsøgeren antog, at konklusionerne i denne beslutning omfattede prisen undersøgt i beslutningen af 19. juli 2006 (dom af 21.7.2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, præmis 134), og at det således var med føje, at Retten havde fastslået, at Alumix-beslutningen ikke havde kunnet give sagsøgeren en berettiget forventning om, at konklusionerne i denne beslutning fortsat gjaldt (dom af 21.7.2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, præmis 135).
64 Af disse grunde skal det femte anbringendes tredje led derfor forkastes.
Vedrørende det femte anbringendes andet led om den berettigede forventning, som blev skabt af Kommissionens manglende reaktion siden vedtagelsen af nye bestemmelser i italiensk ret
65 Det skal fremhæves, at selv om Alumix-beslutningen på den ene side kun gjaldt i forhold til varigheden af den ved dekretet fra 1995 indførte støtte, må Kommissionens manglende reaktion på den anden side ikke fortolkes som at skabe en berettiget forventning hos sagsøgeren.
66 Det skal således for det første bemærkes, at sagsøgerens argumentation hviler på en urigtig forudsætning, eftersom selskabet har anført, at Kommissionen var bekendt med de omtvistede bestemmelser, mens det her skal afgøres, om Den Italienske Republik havde anmeldt bestemmelserne til denne institution. Med hensyn til dekretet fra 2004 fremgår det af den anfægtede beslutning (første, anden og tredje betragtning til beslutningen), at det var på Kommissionens initiativ, at denne medlemsstat fremsendte oplysninger, da Kommissionens opmærksomhed blev vakt af en række artikler i pressen. Med hensyn til loven af 2005 fremgår det ligeledes af sagsakterne, som det er blevet bekræftet under retsmødet, at lovens artikel 11, stk. 11, i modsætning til samme lovs artikel 11, stk. 12, ikke var genstand for en anmeldelse til Kommissionen, hvilket Domstolen allerede havde fastslået (dom af 21.7.2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, præmis 16). Det er således den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 61, hvorefter støttemodtageren ikke kan have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet, når den gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd får underretning herom, der finder anvendelse.
67 Det kan heller ikke gøres gældende, at Kommissionen har været passiv, da de pågældende oplysninger blev indgivet til Kommissionen i forbindelse med de af denne gennemførte procedurer. Under disse omstændigheder kan der ikke være skabt en berettiget forventning på grund af Kommissionens passivitet efter anmeldelsen, idet hverken passiviteten eller anmeldelsen er blevet godtgjort.
68 For det andet foreligger der under alle omstændigheder ubestridt ikke præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer i det konkret tilfælde.
69 Det femte anbringendes andet led skal følgelig også forkastes.
Vedrørende det femte anbringendes fjerde led om den berettigede forventning som følge af, at taksten som fastsat ved dekretet fra 1995 var anset for ikke at udgøre en statsstøtte
70 Det følger af det i forbindelse med undersøgelsen af det femte anbringendes tredje led anførte, at det tidsmæssigt begrænsede dekret fra 1995, idet det udløb den 31. december 2005 og var genstand for Alumix-beslutningen, kun i den betragtede periode ikke kunne anses for at udgøre en statsstøtte. Som Domstolen således fastslog med hensyn til Rettens analyse af dette forhold (dom af 21.7.2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, præmis 135), kunne sagsøgeren ikke have en berettiget forventning om, at konklusionerne i denne beslutning fortsat gjaldt.
71 Det femte anbringendes fjerde led skal følgelig forkastes.
Vedrørende det femte anbringendes første led om en berettiget forventning, som blev skabt ved, at den pågældende støtte er eksisterende som følge af stabiliteten i støttens virkninger for sagsøgeren
72 Det fremgår af den i denne doms præmis 60 og 61 nævnte retspraksis, at en erhvervsdrivende kun kan påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvis han har været rimeligt forudseende, påpasselig og omhyggelig. På den baggrund skulle sagsøgeren for det første være opmærksom på, at den præferencepris, som selskabet var omfattet af i medfør af dekretet fra 1995 – som pr. definition udgør en undtagelse i forhold til den normale pris – skulle gælde i ti år, og at selskabet på ingen måde var sikker på forlængelsen heraf. For det andet kunne sagsøgeren ikke være uvidende om ordningen for fastlæggelsen af den præferencepris, som selskabet oprindeligt var omfattet af, og følgelig heller ikke se bort fra, at ordningen havde gennemgået forskellige udviklinger, som Kommissionen endnu ikke var blevet anmodet om at tage stilling til. Det er endvidere netop på baggrund af disse udviklinger forkert at redegøre for de varige virkninger af præferenceprisen i henhold til dekretet fra 1995, idet dekretet har været genstand for forskellige tilpasninger, især tilpasningen vedrørende den årlige indeksering af prisen, der ikke måtte forhøjes med mere end 4% i medfør af loven af 2005, som fortolket af AEEG (jf. præmis 6 ovenfor og 49. og 50. betragtning til den anfægtede beslutning).
73 Henset til samtlige ovenstående betragtninger kunne sagsøgeren som en rimeligt forudseende, påpasselig og omhyggelig erhvervsdrivende ikke have en berettiget forventning om, at den oprindelige pris ville blive opretholdt og betragtet som en eksisterende støtte, navnlig da prisen havde ændret sig betydeligt siden Alumix-beslutningen, og dette uanset om selskabet fortsat var omfattet af en præferencepris.
74 Det femte anbringendes første led må derfor forkastes.
Vedrørende det femte anbringendes femte led om bestyrkelsen af sagsøgerens berettigede forventning på grund af Kommissionens holdning i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, som især blev tilkendegivet i skrivelsen af 19. januar 2007
75 Det forhold, at Kommissionen med skrivelsen af 19. januar 2007 indledte drøftelser med Den Italienske Republik (og ikke med sagsøgeren) om VPP-programmet (18.-20. betragtning til den anfægtede beslutning), er ikke alene uden betydning for den karakter af eksisterende støtte, som sagsøgeren ønsker at opnå for de foranstaltninger, som blev gennemført ved de omtvistede italienske bestemmelser, og derfor for den berettigede forventning, som selskabet med urette mente at være berettiget til at støtte på Kommissionens konklusioner i Alumix-beslutningen, men kunne pr. definition især ikke, for så vidt som skrivelsen udgjorde en indledning af drøftelser angående en eventuel mulighed for at indføre overgangsforanstaltninger, indeholde præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer.
76 Det følger heraf, at det femte anbringendes femte led må forkastes, og dermed forkastes det femte anbringende i det hele.
77 De fire øvrige anbringender skal herefter behandles i den rækkefølge, der følger af sagsøgerens skriftlige indlæg.
Det første anbringende om en ulovlig retlig kvalifikation som statsstøtte, når der ikke er tale om nogen fordel for sagsøgeren
78 Det første anbringende, hvormed sagsøgeren har gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF (i virkeligheden af artikel 87 EF, der finder tidsmæssig anvendelse), indeholder forskellige underinddelinger, idet den første underinddeling vedrører omfanget af domstolsprøvelsen på statsstøtteområdet og den begrundelsespligt, som påhviler Kommissionen på dette område. Hvad dette sidste spørgsmål angår blev det i forbindelse med undersøgelsen af det sjette anbringendes andet led fastslået, at den anfægtede beslutning var i overensstemmelse med kravene i artikel 253 EF. For så vidt angår de generelle betragtninger vedrørende definitionen af domstolsprøvelsen på statsstøtteområdet støttes disse ikke af noget konkret klagepunkt om, at den anfægtede beslutning er ulovlig, og de bør derfor forkastes som værende uden relevans.
79 Det første anbringende kan i virkeligheden sammenfattes som tre argumenter: Kommissionen burde have fastslået, at de kriterier, der er fastsat i Alumix-beslutningen, skulle finde anvendelse, hvilket således ville have fået den til at drage den samme konklusion som i beslutningen, nemlig fraværet af statsstøtte (punkt D og E i det første anbringende); det påhvilede Kommissionen at foretage en økonomisk analyse med henblik på at afgøre, om der skulle foreligge en fordel for sagsøgeren (punkt B i det første anbringende); dette ville under alle omstændigheder have betydet, at Kommissionen skulle anvende et velfungerende marked som ramme for sit ræsonnement (punkt C i det første anbringende).
80 Disse tre punkter skal undersøges særskilt.
81 Det er i forhold til kritikken af den omstændighed, at Kommissionen fandt, at kriterierne i Alumix-beslutningen ikke finder anvendelse i nærværende sag, nødvendigt at præcisere, at der her ikke er tale om et spørgsmål om beslutningens tidsmæssige anvendelsesområde, hvilket spørgsmål blev besvaret i forbindelse med gennemgangen af det femte anbringende, men om et spørgsmål om de i mellemtiden indførte økonomiske og retlige ændringer, som umuliggjorde gentagelsen af en sådan beslutning. Som Kommissionen med rette har anført, »er det vanskeligt at forestille sig en mere væsentlig ændring end overgangen fra en pris, der anvendes af en leverandør, til en af staten subventioneret takst« (svarskriftets punkt 54).
82 Mens den takst, som blev bevilget sagsøgeren, i det første tilfælde kan svare til den rabat, som af en leverandør – selv når der er tale om et monopol (i det foreliggende tilfælde ENEL) – ydes en af dens største kunder (jf. i denne henseende 36. og 37. betragtning til den anfægtede beslutning), indeholder de foranstaltninger, som er genstand for den anfægtede beslutning, en af de italienske myndigheder fastsat nedsættelse af prisen, der finansieres ved en skattelignende afgift, der giver mulighed for at yde sagsøgeren kompensation for forskellen mellem den takst, som sædvanligvis krævedes af virksomheder, og den takst, som var blevet indrømmet sagsøgeren. Som det imidlertid fremgår af selve karakteren af denne særpris – at sagsøgeren ved hjælp af statsmidler blev kompenseret af udligningskassen for forskellen mellem den elpris, som ENEL anvender over for fabrikkerne, og den i dekretet fra 1995 fastsatte pris – er denne konstatering i sig selv tilstrækkelig til at støtte konstateringen af, at sagsøgerens fabrikker ikke bar alle de omkostninger, som normalt ville have belastet deres budgetter (jf. i denne retning dom af 25.3.2009, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, præmis 68, og af 21.7.2011, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen, præmis 83).
83 Det er således uden retlige mangler, at Kommissionen vurderede, at kriterierne i Alumix-beslutningen ikke kunne finde anvendelse i nærværende sag.
84 Hvad angår det andet punkt skal det som anført i forbindelse med undersøgelsen af det sjette anbringendes andet led fremhæves, at Kommissionen har givet talrige økonomiske oplysninger om både markedsudviklingen (ophøret af monopolet) og de særlige forhold ved sagsøgerens fabrikker (f.eks. analysen af el-markedet på Sardinien). Kommissionen opfyldte således kravene i artikel 87 EF, hvorefter det kræves, at en støttemodtagende virksomhed har fået en økonomisk fordel (jf. i denne retning Rettens dom af 6.3.2003, forenede sager T-228/99 og T-233/99, Westdeutsche Landesbank Girozentrale og Land Nordrhein-Westfalen mod Kommissionen, Sml. II, s. 435, præmis 251 og 257, og af 3.3.2010, sag T-163/05, Bundesverband deutscher Banken mod Kommissionen, Sml. II, s. 387, præmis 98). Kommissionen var derimod ikke forpligtet til at redegøre for andre argumenter, eftersom eksistensen af en fordel for sagsøgeren fulgte af den blotte beskrivelse af den indførte ordning. De komplicerede økonomiske vurderinger, der f.eks. kræves for at anvende kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi, tjener ikke noget fornuftigt formål, når der foreligger en kompensationsordning, der finansieres af en skattelignende afgift, som skal fritage en virksomhed for en del af de el-udgifter, som kræves til fremstilling af de produkter, som markedsføres på Unionens område. Kommissionen var derfor slet ikke forpligtet til at foretage en mere detaljeret økonomisk analyse end den, som fremgår af den anfægtede beslutning.
85 Det er med hensyn til sagsøgerens tredje argument om, at Kommissionen burde have argumenteret inden for rammerne af et normalt marked og ikke det eksisterende marked, tilstrækkeligt at bemærke, at som det fremgår af fast retspraksis, skal en statsstøtte vurderes i sig selv og ikke i forhold til formål, som f.eks. vedrører afhjælpningen af et marked med ufuldstændig konkurrence (jf. i denne retning Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-372/97, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3679, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).
86 Det første anbringende skal således forkastes som ugrundet.
Det andet anbringende om den ulovlighed, der følger af en manglende fastsættelse af støttebeløbet
87 Det skal bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning dels erklærede den omhandlede støtte uforenelig med fællesmarkedet, dels anordnede delvis tilbagesøgning af den. Det er i sidstnævnte henseende, at der opstår et spørgsmål om fastsættelse af støttebeløbet.
88 Ifølge fast retspraksis kræver ingen EU-retlig bestemmelse, at Kommissionen, når den fastslår, at en støtte, som er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, skal tilbagebetales, skal fastsætte den nøjagtige størrelse af det tilbagebetalingspligtige støttebeløb. Det er tilstrækkeligt, at Kommissionens beslutning indeholder anvisninger, hvorved beslutningens adressat uden overdrevne vanskeligheder selv kan fastslå beløbet (Domstolens dom af 12.10.2000, sag C-480/98, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8717, præmis 25, og af 18.10.2007, sag C-441/06, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 8887, præmis 29, samt Rettens dom af 15.6.2010, sag T-177/07, Mediaset mod Kommissionen, Sml. II, s. 2341, præmis 181).
89 Den anfægtede beslutning opfylder disse krav, da den, som det i øvrigt fremgår af kendelsen af 9. juli 2010, Alcoa Trasformazioni mod Kommissionen (præmis 11), uden at præcisere det nøjagtige støttebeløb, der skal tilbagesøges, angiver den metode, hvorefter dette beløb bør beregnes. Beløbet svarer til forskellen mellem kontraktprisen og den nedsatte takst, hvilket er det samme som den kompensation, sagsøgeren har modtaget i den pågældende periode (285. betragtning til den anfægtede beslutning). Den anfægtede beslutnings artikel 1 henviser udtrykkeligt til denne betragtning. Beslutningens artikel 2 præciserer, at dette beløb er rentebærende og fastsætter fremgangsmåden i forbindelse med beregningen af disse renter. Det følger endelig af undersøgelsen af denne artikel, at Kommissionen med hensyn til fabrikken på Sardinien undlod at kræve støtten tilbagesøgt for perioden fra den 19. januar 2007 til den 19. november 2009.
90 Det andet anbringende må således forkastes som ubegrundet.
Det tredje anbringende principalt om en urigtig kvalificering af støtten som driftsstøtte, og subsidiært om betingelserne for at modtage en sådan støtte på baggrund af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte
91 Det skal allerede nu præciseres, at sagsøgerens tredje anbringende er af begrænset karakter, da det kun vedrører fabrikken med hjemsted på Sardinien, idet Veneto ikke er en region, der er berettiget til regionalstøtte på grundlag af artikel 87, stk. 3, litra a), EF. Kommissionen har i den anfægtede beslutning (240. betragtning til beslutningen) og svarskriftet nærmere angivet, at Sardinien ophørte med at være en støtteberettiget region i slutningen af 2006. Det følger heraf, at det kun er i det omfang, at det tredje anbringende vedrører ulovligheden af støtten for fabrikken på Sardinien for perioden forud for denne dato, at der er grund til at undersøge de to led.
Hvad principalt angår en urigtig kvalificering af den pågældende støtte som driftsstøtte
92 Sagsøgeren har i forbindelse med anfægtelsen af Kommissionens analyse om, at den pågældende støtte er uforenelig med fællesmarkedet, gjort gældende, at der ikke er tale om en driftsstøtte, der som sådan i princippet er udelukket fra anvendelsesområdet for retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (de nævnte retningslinjers punkt 4.15-4.17). Sagsøgeren har bl.a. henvist til den pågældende foranstaltnings midlertidige og i al væsentlighed regionale karakter. Denne argumentation kan imidlertid ikke tages til følge. Sagsøgeren var nemlig for det første omfattet af en præferencepris i 15 år (fra ikrafttrædelsen af dekretet fra 1995 indtil meddelelsen af den anfægtede beslutning, navnlig beslutningens artikel 4, ifølge hvilken Den Italienske Republik skulle indstille enhver resterende udbetaling af den omhandlede støtte). For det andet vedrørte præferenceprisen ikke kun Sardinien, men også Veneto. Det fremgår under alle omstændigheder af fast retspraksis, at støtte, der skal frigøre en virksomhed for omkostninger, som den normalt skulle have båret inden for dens almindelige drift eller dens sædvanlige aktiviteter, udgør driftsstøtte (Domstolens dom af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 30, og af 21.7.2011, sag C-459/10 P, Freistaat Sachsen og Land Sachsen-Anhalt mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34, samt dommen i sagen Kronoply mod Kommissionen, præmis 75). Derfor udgjorde den pågældende støtte, som gav sagsøgeren mulighed for at lette omkostningerne forbundet med sit elforbrug, der pr. definition er omfattet af den almindelige drift, en driftsstøtte. Det gjaldt så meget mere, som køb af elektricitet var af væsentlig betydning for selskabets aktiviteter, idet produktionen af aluminium var særlig energiintensiv (74. betragtning til den anfægtede beslutning).
93 Det tredje anbringendes første led må derfor forkastes.
Vedrørende, subsidiært, betingelserne for at modtage den pågældende støtte på baggrund af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte
94 Selv med hensyn til driftsstøtte var det undtagelsesvis muligt at godkende støtte til regioner, der var berettigede i henhold til artikel 87, stk. 3, litra a), EF, forudsat at den var velbegrundet i kraft af dens bidrag til den regionale udvikling og dens karakter, og at dens omfang stod i forhold til de ulemper, den skulle opveje. En sådan støtte skulle være tidsmæssigt begrænset og degressiv. Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at Kommissionen burde have godkendt støttens berettigelse med hensyn til fabrikken på Sardinien på denne baggrund. Denne argumentation kan ikke tiltrædes.
95 For det første – og dette punkt var i sig selv tilstrækkeligt til, at Kommissionen afviste at betragte støtten som berettiget på baggrund af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte – var den pågældende støtte ikke degressiv (65. og 239. betragtning til den anfægtede beslutning) på trods af den omstændighed, at taksten ikke måtte forhøjes med mere end 4%. Det må således understreges, at en maksimal stigning i præferenceprisens nominelle værdi ikke i sig selv medfører en reduktion af det udligningsbeløb, som udbetales den af den pågældende pris begunstigede, da den faktiske eludgift for en virksomhed kan være højere end den, som virksomheden anvender i henhold til præferenceprisen, selv med forhøjelsen på 4%. Som Kommissionen således med rette har anført uden at blive modsagt, var præferenceprisen kun degressiv, når der skete et nettofald i gennemsnitspriserne i EU, og i alle andre tilfælde progressiv.
96 Derpå anførte Kommissionen på fuldt ud overbevisende måde, hvorfor den pågældende støtte ikke varigt bidrog til den regionale udvikling. I 235. og 236. betragtning til den anfægtede beslutning bemærkede den således, at sagsøgeren selv havde anerkendt fabrikken på Sardiniens manglende levedygtighed uden anvendelsen af præferenceprisen, og påviste, at selv når der blev taget hensyn til den fremtidige indvirkning af udviklingen af ny infrastruktur på markedsprisen (en gasledning og et søkabel), kan den opnåede pris sammenlignes med den, som anvendes i resten af Italien, men den kan på ingen måde ende med en pris på de 30 euro/MWh, hvilket niveau »er nødvendigt for at gøre smelteværket rentabelt« (235. betragtning til den anfægtede beslutning). Sagsøgerens fabrik, som var langt fra at blive en drivkraft for den fremtidige udvikling af øen på grund af den pågældende støtte, var således selv fuldt ud afhængig af præferenceprisen.
97 Endelig undersøgte Kommissionen, idet retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte kræver, at støtte for at kunne tildeles, står i forhold til de problemer, den tager sigte på at afhjælpe, om præferenceprisen svarede til den konstaterede forskel for andre kunder mellem Sardinien og den italienske halvø. Kommissionen anførte imidlertid, at den tilbagebetaling, som sagsøgeren fik, var langt højere end en hvilken som helst forskel, der er blevet konstateret andre steder (238. betragtning til den anfægtede beslutning). Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke med føje gøre gældende, at den pågældende støtte var forholdsmæssig og derfor berettiget.
98 Da disse kriterier ikke er opfyldt, var det med rette, at Kommissionen fandt, at dette var til hinder for betingelserne for at modtage præferenceprisen på Sardinien på baggrund af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte.
99 Heraf følger, at det tredje anbringendes andet led ligeledes og dermed det tredje anbringende i sin helhed må forkastes.
Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af artikel 107, stk. 3, TEUF, med hensyn til VPP-programmet
100 Sagsøgeren er af den opfattelse, at Kommissionen ved skrivelsen af 19. januar 2007 og mere generelt med sin adfærd vedrørende vurderingen af VPP-programmet har begået en alvorlig og åbenbar tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og artikel 107, stk. 3, TEUF (i virkeligheden artikel 87, stk. 3, EF, henset til tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning).
101 Det bemærkes indledningsvis, at de garantier, som Unionens retsorden giver under den administrative sagsbehandling, bl.a. omfatter princippet om god forvaltningskik, hvortil er knyttet kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14, og Rettens dom af 23.3.2009, sag T-263/07, Estland mod Kommissionen, Sml. II, s. 3463, præmis 99).
102 Dernæst skal det fremhæves, at Kommissionen i 281. betragtning til den anfægtede beslutning har anerkendt, at de langtrukne drøftelser om VPP-programmet, som blev indledt i 2007, selv om en af årsagerne til, at drøftelserne trak i langdrag, i vid udstrækning skyldes, at Den Italienske Republik reagerede sent på forslaget, »ikke [var] i overensstemmelse med princippet om forsvarlig forvaltning og [havde] påvirket støttemodtagerens adfærd under proceduren«.
103 Selv om Retten ikke er bundet af den vurdering, som Kommissionen kan tænkes at have om sin egen adfærd, og selv skal prøve den anfægtede beslutnings lovlighed, er Retten i forbindelse med denne kontrol til gengæld bundet af både påstanden og den anfægtede beslutnings præcise genstand.
104 For så vidt som en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik udgøres af Kommissionens tøven og manglende hurtighed i forbindelse med undersøgelsen af VPP-programmet vedrørende sagsøgerens fabrik på Sardinien, skal det derfor bemærkes, at Kommissionen fandt det passende, »at der ikke kræves tilbagebetaling for [anlægget på Sardinien] for perioden fra [skrivelsens] datering, dvs. den 19. januar 2007 og indtil vedtagelsen af den [anfægtede] beslutning« (282. betragtning til den anfægtede beslutning). Den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 1, afspejler denne analyse. Anbringendet om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik må følgelig forkastes som delvist irrelevant, da det ikke kan påvirke gyldigheden af den anfægtede beslutning med hensyn til spørgsmålet om foreneligheden af den pågældende støtte med fællesmarkedet og ikke er relevant for størrelsen af den statsstøtte, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt for perioden efter den 18. januar 2007 vedrørende fabrikken på Sardinien.
105 Det fremgår imidlertid af dette anbringende, at sagsøgeren ser på anbringendet fra et bredere perspektiv under overskriften »Kommissionens gennemførelse af den administrative procedure«, bl.a. med henvisning til de forsinkelser, som efter selskabets opfattelse følger af at sammenholde følgende forhold:
– indholdet af Alumix-beslutningen, hvori Kommissionen fandt, at de ved dekretet fra 1995 gennemførte foranstaltninger ikke udgør statsstøtte
– Kommissionens passivitet efter at være blevet informeret om ændringerne til den oprindelige støtte
– den omstændighed, at Kommissionen med hensyn til dekretet fra 2004 indledte en undersøgelse over for de nye modtagere af præferenceprisen, men ikke med hensyn til sagsøgeren
– vedtagelsen af beslutningen af 19. juli 2006
– vedtagelsen af den anfægtede beslutning, efter at Kommissionen gik bort fra den forudsætning, som VPP-programmet udgjorde.
106 Disse forskellige forhold – uanset om de betragtes særskilt eller under ét – kan ikke udgøre en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik. For det første er der således erindret om, at Alumix-beslutningen ikke gav sagsøgeren mulighed for at antage, at beslutningens anvendelsesområde ville gå ud over de ti år, der er fastsat i dekretet fra 1995 for anvendelsen af den præferencepris, som selskabet havde været omfattet af. For det andet kan Kommissionen ikke kritiseres for ikke at have overholdt princippet om god forvaltningsskik, hvis denne institution som følge af en adfærd, der udelukkende kan tilregnes en tredjemand, ikke har været i stand til at udøve forsvarlig forvaltning. Det er ubestridt, at det i det foreliggende tilfælde er på grund af Den Italienske Republiks manglende anmeldelse af dekretet fra 2004 og artikel 11, stk. 11, i loven af 2005 – hvilken adfærd udgør en ulovlighed – at Kommissionen ikke har kunnet tage stilling, således som den skulle have gjort, såfremt proceduren for anmeldelse af statsstøtte var blevet fulgt. Ydermere har Kommissionen, således som det er nævnt i præmis 65-67 ovenfor, ikke udvist passivitet efter de italienske myndigheders vedtagelse af nye bestemmelser, men anmodet de italienske myndigheder om de oplysninger, som den fandt nødvendige. For det tredje fandt både Retten og Domstolen, at beslutningen af 19. juli 2006 var lovlig, herunder i det omfang beslutningen indebar en opdeling af den del, som vedrørte sagsøgeren, og den del, som vedrørte de nye af præferenceprisen begunstigede, som udpeget ved dekretet fra 2004. For det fjerde mente Kommissionen, hvilket netop blev påpeget i præmis 104 ovenfor med hensyn til den af indledningen af drøftelser angående VPP-programmet og derefter opgivelsen af denne forudsætning forårsagede forsinkelse, at den selv skulle tage hensyn hertil ved at undlade at kræve støttebeløbet i den forbindelse tilbagebetalt, hvilket bestemt ikke kan udgøre en administrativ fejl.
107 Hvad endelig angår den påståede tilsidesættelse af artikel 87, stk. 3, EF vedrørende Kommissionens undladelse af at vurdere virkningerne af VPP-programmet på Sardinien bemærkes det, at Kommissionen med rette i den anfægtede beslutning fastslog, at programmet ikke var tilstrækkeligt til at gøre støtten forenelig, hverken for overgangsperioden efter iværksættelsen af VPP eller – så meget desto mindre – for perioden før iværksættelsen af VPP-programmet (253. betragtning til den anfægtede beslutning). Idet Sardinien ophørte med at være en støtteberettiget region i henhold til denne bestemmelse i slutningen af 2006, og drøftelserne mellem Kommissionen og Den italienske Republik var blevet indledt i begyndelsen af 2007, kan artikel 87, stk. 3, EF således ikke være blevet tilsidesat som følge af, at Kommissionen undlod at tage hensyn til programmet, især når det generelle princip, der er fastsat i artikel 87 EF, er et om forbud mod statsstøtte, og undtagelserne til dette princip skal fortolkes strengt (Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-277/00, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3925, præmis 20, og af 23.2.2006, forenede sager C-346/03 og C-529/03, Atzeni m.fl., Sml. I, s. 1875, præmis 79, samt Rettens dom af 2.12.2008, forenede sager T-362/05 og T-363/05, Nuova Agricast og Cofra mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 80).
108 Det fremgår af det ovenstående som helhed, at det fjerde anbringende kun kan forkastes.
109 Da ingen af de seks anbringender tages til følge, skal Kommissionen frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
110 Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da sagsøgeren har tabt sagen, bør denne i medfør af procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler. Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 4, skal Den Italienske Republik som intervenient i sagen bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Alcoa Trasformazioni Srl bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
3) Den Italienske Republik bærer sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. oktober 2014.
Underskrifter