Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag, zittingsplaatsʼs-Hertogenbosch (Nederlandene) den 26. januar 2021 – X mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid
(Sag C-39/21)
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Rechtbank Den Haag, zittingsplaatsʼs-Hertogenbosch
Parter i hovedsagen
Sagsøger: X
Sagsøgt: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid
Præjudicielle spørgsmål
Må medlemsstaterne henset til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med dette charters artikel 6 og 53 og på baggrund af tilbagesendelsesdirektivets 1 artikel 15, stk. 2, litra b), modtagelsesdirektivets 2 artikel 9, stk. 3, og Dublinforordningens 3 artikel 28, stk. 4, udforme den retslige procedure, hvorved en af myndighederne iværksat frihedsberøvelse af en udlænding kan anfægtes, således, at det er retten forbudt ex officio at undersøge alle aspekter af frihedsberøvelsens lovlighed, at bedømme hvorvidt, og under ex officio-undersøgelsen fastslå, at frihedsberøvelsen er ulovlig, og hvis dette er tilfældet, med det samme bringe denne ulovlige frihedsberøvelse til ophør og bestemme, at udlændingen straks skal sættes på fri fod? Såfremt Den Europæiske Unions Domstol finder, at en sådan national ordning er uforenelig med EU-retten, betyder dette da også, at såfremt udlændingen begærer sig sat på fri fod, er retten altid forpligtet til ex officio aktivt og grundigt at undersøge og bedømme alle relevante faktiske omstændigheder og elementer vedrørende frihedsberøvelsens lovlighed?
Skal spørgsmål I henset til chartrets artikel 24, stk. 2, sammenholdt med tilbagesendelsesdirektivets artikel 3, nr. 9, modtagelsesdirektivets artikel 21 og Dublinforordningens artikel 6, besvares anderledes, hvis den af myndighederne frihedsberøvede udlænding er mindreårig?
Følger det af retten til et effektivt retsmiddel som garanteret i chartrets artikel 47, sammenholdt med chartrets artikel 6 og artikel 53, og på baggrund af tilbagesendelsesdirektivets artikel 15, stk. 2, litra b), modtagelsesdirektivets artikel 9, stk. 3, og Dublinforordningens artikel 28, stk. 4, at retten i hver instans, såfremt udlændingen anmoder om at få frihedsberøvelsen ophævet og blive sat på fri fod, skal forsyne enhver afgørelse vedrørende denne anmodning med en behørig materiel begrundelse, såfremt retsmidlet i øvrigt er udformet således, som det er tilfældet i denne medlemsstat? Såfremt Domstolen finder, at en national retspraksis, hvorefter retten i anden og således sidste instans kan nøjes med at træffe en afgørelse uden nogen materiel begrundelse herfor, er uforenelig med EU-retten, i betragtning af den måde, som dette retsmiddel i øvrigt er udformet på i denne medlemsstat, betyder dette da, at en sådan beføjelse for den ret, der i anden og således sidste instans træffer afgørelse i asylsager og almindelige udlændingesager, også må anses for at være uforenelig med EU-retten i betragtning af udlændingens sårbare stilling, den ikke uvæsentlige betydning af udlændingeretlige procedurer og konstateringen af, at disse procedurer som en undtagelse fra alle øvrige forvaltningsprocedurer med hensyn til retsbeskyttelse yder udlændingen de samme ringe processuelle garantier som proceduren for administrativ frihedsberøvelse? Skal disse spørgsmål henset til chartrets artikel 24, stk. 2, besvares anderledes, såfremt den udlænding, der ved en ret anfægter en af myndighederne truffet udlændingeretlig afgørelse, er mindreårig?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).
2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26.6.2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 96).
3 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31).