FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A.M. COLLINS
fremsat den 24. februar 2022(1)
Sag C-673/20
EP
mod
Préfet du Gers og
Institut national de la statistique et des études économiques,
procesdeltager:
Maire de Thoux
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal judiciaire d’Auch (retten i første instans i Auch, Frankrig))
»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – fortolkning og gyldighed af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab – statsborger i Det Forenede Kongerige med bopæl i en medlemsstat i Den Europæiske Union i mere end 15 år og frataget valgretten i Det Forenede Kongerige – fjernelse fra valglisten i bopælsmedlemsstaten«
I. Indledning
1. Kan britiske statsborgere, der har nydt godt af fordelene ved unionsborgerskabet, bevare disse fordele efter Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union? Dette spørgsmål er kernen i de fire spørgsmål, som Tribunal judiciaire d’Auch (retten i første instans i Auch, Frankrig) har stillet i forbindelse med en tvist om, hvorvidt EP, der er britisk statsborger, fortsat havde ret til at stemme og være valgbar ved kommunalvalg i Frankrig. Det første og det andet spørgsmål vedrører spørgsmålet, om britiske statsborgere eller visse af disse fortsat er unionsborgere og nyder fordelene ved denne status. Hvis dette ikke er tilfældet, anmodes Domstolen med det tredje og det fjerde spørgsmål om at forholde sig til gyldigheden af Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (2), navnlig i forhold til proportionalitetsprincippet.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
1. Unionsborgerskab
2. Artikel 9 TEU fastsætter:
»[…] Enhver, der er statsborger i en medlemsstat, har unionsborgerskab. Unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette.
3. Artikel 20, stk. 1, TEUF, som fastslår unionsborgerskabet, er næsten identisk formuleret.
4. I henhold til artikel 22, stk. 1, TEUF har enhver unionsborger, der har bopæl i en medlemsstat, hvor han ikke er statsborger, valgret og er valgbar ved kommunale valg i den medlemsstat, hvor han har bopæl, på samme betingelser som statsborgerne i denne stat. Artikel 40 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) bekræfter denne ret.«
2. Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union
5. Artikel 50 TEU fastsætter:
»1. Enhver medlemsstat kan i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser beslutte at udtræde af Unionen.
2. Hvis en medlemsstat beslutter at udtræde, meddeler den det til Det Europæiske Råd. På baggrund af Det Europæiske Råds retningslinjer forhandler og indgår Unionen en aftale med den pågældende stat om de nærmere bestemmelser for statens udtræden under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen. Denne aftale forhandles i overensstemmelse med artikel 218, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Den indgås på Unionens vegne af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter Europa-Parlamentets godkendelse.
3. Traktaterne ophører med at finde anvendelse på den pågældende medlemsstat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen i stk. 2, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist.
[…]«
6. Afgørelse 2020/135 godkendte aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (herefter »udtrædelsesaftalen«) (3) på Den Europæiske Unions vegne.
7. I overensstemmelse med udtrædelsesaftalens artikel 185 trådte udtrædelsesaftalen i kraft ved midnat (CET) den 31. januar 2020.
8. Artikel 126 i udtrædelsesaftalen indeholdt bestemmelser om en overgangs- eller gennemførelsesperiode. Denne begyndte på datoen for dens ikrafttræden og sluttede den 31. december 2020.
9. Overgangsperiodens anvendelsesområde er defineret i artikel 127 i udtrædelsesaftalen, hvor det i første afsnit fastslås, at EU-retten, medmindre andet er fastsat i aftalen, finder anvendelse »på og i Det Forenede Kongerige« i overgangsperioden. Blandt de traktatbestemmelser og retsakter vedtaget af EU’s institutioner, organer, kontorer eller agenturer, som ikke fandt anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overgangsperioden, var artikel 20, stk. 2, litra b), TEUF og artikel 22 TEUF, chartrets artikel 40 samt retsakter vedtaget på grundlag af disse bestemmelser. Udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 6, fastslog, at »[m]edmindre andet er fastsat i denne aftale, forstås enhver henvisning til medlemsstaterne i den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til stk. 1, herunder som gennemført og anvendt af medlemsstaterne, i overgangsperioden således, at den omfatter Det Forenede Kongerige«.
B. Fransk ret
10. Artikel 88-3 i forfatningen af 4. oktober 1958, i den version, der følger af loi constitutionnelle nr. 93-952 af 27. juli 1993 (herefter »forfatningslov 93-952«), fastsætter følgende:
»Under forudsætning af gensidighed og i overensstemmelse med den ordning, der er fastsat i [TEU], kan valgret og valgbarhed ved kommunalvalg kun tildeles unionsborgere med bopæl i Frankrig. Sådanne borgere kan ikke udøve borgmesterembedet eller deltage i udpegelsen af senatsvalgmænd eller i valget af senatorer […]«
11. Artikel LO 227-1 i code électoral issu de la loi organique n° 98-404 du 25 mai 1998 déterminant les conditions d’application de l’article 88-3 de la Constitution relatif à l’exercice par les citoyens de l’Union européenne résidant en France, autres que les ressortissants français, du droit de vote et d’éligibilité aux élections municipales, et portant transposition de la directive 94/80/CE du 19 décembre 1994 (JORF nr. 120 af 26.5.1998; valglov udstedt i medfør af organisk lov 98-404 af 25.5.998 om fastsættelse af betingelserne for anvendelsen af forfatningens artikel 88-3 om udøvelse af valgret og valgbarhed ved kommunale valg for unionsborgere med bopæl i Frankrig, som ikke er franske statsborgere, og om gennemførelse af direktiv 94/80/EF af 19.12.1994, herefter »valgloven«) fastsætter:
»Unionsborgere med bopæl i Frankrig, som ikke er franske statsborgere, kan deltage i valget til kommunalbestyrelserne på samme vilkår som franske vælgere, jf. dog bestemmelserne i denne afdeling.
De i stk. 1 omhandlede personer anses for at have bopæl i Frankrig, hvis de har deres faktiske opholdssted i Frankrig eller har et vedvarende ophold.
[…]«
12. Valglovens artikel LO 227-2 bestemmer:
»For at kunne udøve deres stemmeret skal de i artikel LO 227-1 omhandlede personer på deres anmodning optages på en særlig valgliste.
De kan anmode om at blive registreret, hvis de har stemmeret i deres oprindelsesland, og hvis de opfylder de juridiske betingelser, bortset fra fransk statsborgerskab, for at være vælgere og blive opført på en valgliste i Frankrig.«
13. I henhold til artikel L. 16, stk. 3, andet afsnit, i valgloven er det nationale institut for statistik og økonomiske studier (Institut national de la statistique et des études économiques (INSEE)) ansvarlig for at slette navne på afdøde vælgere og vælgere, der ikke længere har stemmeret, fra valglisten.
III. Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
14. EP har haft bopæl i Frankrig siden 1984 og er gift med en fransk statsborger. I forelæggelsesafgørelsen anføres det, at hun ikke har erhvervet fransk statsborgerskab ved ægteskab, da hun som tidligere tjenestemand i Det Forenede Kongeriges udenrigsministerium har aflagt troskabsed til den engelske dronning.
15. Ved udtrædelsesaftalens ikrafttræden slettede INSEE EP fra valglisten i Thoux kommune (Frankrig). Hun var således ikke i stand til at deltage i kommunalvalgene den 15. marts og den 28. juni 2020.
16. Den 6. oktober 2020 indgav EP en ansøgning om genoptagelse på valglisten for ikke-franske unionsborgere. Dagen efter afviste borgmesteren i Thoux kommune ansøgningen. EP indbragte derefter sagen for kommunens valgudvalg. Da dette organ svarede med oplysningen om, at det ikke skulle samles førend i marts 2021, opfattede EP svaret som en implicit stadfæstelse af borgmesterens afgørelse af 7. oktober 2020. Som følge heraf anlagde EP den 9. november 2020 sag til prøvelse af denne afgørelse ved Tribunal judiciaire d’Auch (retten i første instans i Auch).
17. Ved kendelse af 17. november 2020, indgået til Domstolens Justitskontor den 9. december 2020, har Tribunal judiciaire d’Auch (retten i første instans i Auch) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union og [udtrædelsesaftalen] fortolkes således, at unionsborgerskabet fratages de britiske statsborgere, som inden overgangsperiodens udløb udøvede deres ret til fri bevægelighed og til frit at etablere sig på en anden medlemsstats område, navnlig de britiske statsborgere, som har boet på en medlemsstats område i over 15 år og været undergivet den britiske såkaldte »15-årsregel«, der fratager dem deres stemmeret?
2) Skal udtrædelsesaftalens artikel 2, 3, 10, 12 og 127, sammenholdt med punkt 6 i præamblen hertil og artikel 18, 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, i bekræftende fald anses for at have tilladt disse britiske statsborgere, uden undtagelse, at bevare den ret til unionsborgerskabet, som de nød godt af inden deres lands udtræden af Unionen?
3) Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er udtrædelsesaftalen da delvist ugyldig, for så vidt som den tilsidesætter de principper, der danner grundlag for Den Europæiske Unions identitet, og især artikel 18, 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, men også artikel 39 og [40] i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og tilsidesætter den da proportionalitetsprincippet, for så vidt som den ikke indeholder bestemmelser, som kan tillade de nævnte britiske statsborgere, uden undtagelse, at bevare disse rettigheder?
4) Er udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 1, litra b), under alle omstændigheder delvist ugyldig, for så vidt som den ikke alene tilsidesætter artikel 18, 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, men også artikel 39 og 40 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den fratager de unionsborgere, som har udøvet deres ret til fri bevægelighed og til frit at etablere sig i Det Forenede Kongerige, deres valgret og valgbarhed ved kommunalvalgene i dette land, og, såfremt Retten og Domstolen anlægger den samme fortolkning heraf som Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager[, Frankrig),] omfatter en sådan tilsidesættelse i så fald ikke også de britiske statsborgere, som har udnyttet deres bevægelses- og etableringsfrihed til at etablere sig på en anden medlemsstats område i over 15 år og været undergivet den britiske såkaldte »15-årsregel«, hvorved de har mistet deres stemmeret?«
18. EP, den franske og den rumænske regering, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.
IV. Bedømmelse
Generelle overvejelser
1. Statsborgerskab – en medlemsstats kompetence
19. 10. betragtning til EU-traktaten erklærer medlemsstaternes vilje til at indføre et fælles statsborgerskab for deres statsborgere. 13. betragtning udtrykker desuden et ønske om at skabe en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk.
20. Det fremgår af artikel 1, stk. 1, TEU, at de høje kontraherende parter ved denne traktat indbyrdes opretter en europæisk union, som medlemsstaterne tildeler kompetencer for at nå deres fælles mål. Stk. 2 beskriver EU-traktaten som en ny fase i processen hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk.
21. Det er i den specifikke kontekst af disse bestemmelser, at artikel 9 TEU og artikel 20 TEUF – 24 TEUF fastlægger unionsborgerskabet, definerer dets indhold og præciserer, hvem der kan drage fordel af det.
22. Artikel 9 TEU og artikel 20, stk. 1, TEUF bestemmer, at unionsborgere skal være statsborgere i en medlemsstat. Unionsborgerskabet supplerer og erstatter ikke det statsborgerskab, som medlemsstaterne tildeler. I den forbindelse er det vigtigt at anerkende, at medlemsstaterne kunne have besluttet at samle deres kompetencer og give Den Europæiske Union beføjelse til at bestemme, hvem der har ret til at blive unionsborgere. Dette udtrykkelige valg fra medlemsstaternes side gør ikke alene Den Europæiske Union ude af stand til at skabe unionsborgerskab uafhængigt af det statsborgerskab, som medlemsstaterne tildeler, men rejser en forfatningsmæssig hindring for, at en sådan beføjelse kan udledes af EU-retten.
23. I betragtning af disse bestemmelsers klarhed er det ikke overraskende, at Domstolen i sin retspraksis, navnlig i Rottmann-dommen (4), dommen i sagen Tjebbes m.fl. (5) og senest Wiener Landesregierung-dommen (6), udtrykkeligt anerkender, at medlemsstaterne fortsat har beføjelserne til at afgøre, hvem der er statsborger, og dermed hvem der er unionsborger. Denne kompetencefordeling er uændret i Domstolens retspraksis, hvorefter medlemsstaterne i situationer, der er omfattet af EU-retten, skal tage behørigt hensyn til EU-retten, når de udøver beføjelser i relation til f.eks. erhvervelse og tab af statsborgerskab (7).
24. Rottmann-dommen (8) vedrørte en situation, hvor tabet af statsborgerskab i en medlemsstat ville have haft den konsekvens, at den pågældende person ville være blevet statsløs (9). Domstolen gentog sin faste retspraksis, hvorefter hver medlemsstat fastsætter betingelserne for erhvervelse og tab af statsborgerskab (10). Ikke desto mindre skal der ved anvendelsen af nationale regler i situationer, der er omfattet af EU-retten, tages behørigt hensyn til sidstnævnte (11). Blandt de omstændigheder, der falder ind under EU-retten, er tilfælde, hvor en unionsborger risikerer at miste den status, der er tillagt ved artikel 20 TEUF og de rettigheder, der er knyttet hertil, som følge af en afgørelse truffet af myndighederne i én medlemsstat om at tilbagekalde hans eller hendes statsborgerskab, efter at han eller hun har mistet statsborgerskabet i en anden medlemsstat (12). Domstolen fastslog, at det ikke er i strid med EU-retten, at en medlemsstat fratager en unionsborger sit statsborgerskab, når dette statsborgerskab er opnået ved svig, selv om denne afgørelse medfører, at den pågældende mister den ved artikel 20 TEUF tillagte status, forudsat at den trufne afgørelse overholder proportionalitetsprincippet (13).
25. Dommen i sagen Tjebbes (14) m.fl. vedrørte anvendelsen af en lovgivning, hvorefter en person med dobbelt statsborgerskab mistede sit nederlandske statsborgerskab, når han efter at være blevet myndig, og mens han havde begge statsborgerskaber, i en uafbrudt periode på ti år havde sin hovedbopæl uden for medlemsstaternes område. Idet tabet af det nederlandske statsborgerskab havde den konsekvens, at disse personer blev frataget den status og de fordele, der følger af unionsborgerskabet, fastslog Domstolen igen, at det faldt inden for rammerne af EU-retten, som Nederlandene skal tage behørigt hensyn til (15). Ved udøvelsen af deres kompetence til at fastsætte betingelserne for erhvervelse og tab af statsborgerskab kan medlemsstaterne med rette kræve, at der skal være en reel tilknytning til deres statsborgere, og de kan således foreskrive, at fraværet eller tabet af denne tilknytning medfører tab af statsborgerskab (16). Under sådanne omstændigheder forhindrer EU-retten ikke en medlemsstat i at anse en person for at have mistet sit statsborgerskab, selv når dette medfører tab af unionsborgerskab (17). Forinden skal medlemsstaten imidlertid foretage en individuel prøvelse af den pågældende persons og dennes families situation med henblik på en vurdering af konsekvenserne af tabet af statsborgerskabet i forhold til proportionalitetsprincippet (18).
26. I Wiener Landesregierung-dommen (19) modtog en estisk statsborger, JY, et tilsagn fra de østrigske myndigheder om, at hun ville opnå østrigsk statsborgerskab, hvis hun kunne dokumentere, at hun inden for en frist på to år var blevet frigjort fra sit estiske statsborgerskab (20). Som følge af, at hun havde begået visse administrative overtrædelser, tilbagekaldte de østrigske myndigheder afgørelsen om at tildele JY østrigsk statsborgerskab (21). Tilbagekaldelsen af afgørelsen om at tildele JY østrigsk statsborgerskab resulterede i, at hun blev statsløs og derfor mistede sin status som unionsborger (22). Domstolen fastslog, at kravet om at sikre effektiviteten af artikel 20 TEUF i tilfælde, hvor unionsborgerskab under en procedure for naturalisation mistes midlertidigt, som følge af at oprindelsesmedlemsstaten har opløst statsborgerskabstilknytningen for den omhandlede person, inden han eller hun har opnået statsborgerskab i en anden medlemsstat, primært påhviler sidstnævnte. Under disse omstændigheder må en afgørelse om at tilbagekalde et tidligere givet tilsagn basere sig på legitime grunde og være underlagt proportionalitetsprincippet (23).
2. Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen
27. Artikel 50, stk. 1, TEU anerkender, at en medlemsstat kan udøve sit suveræne valg om at træde ud af Unionen i overensstemmelse med sine egne forfatningsmæssige bestemmelser (24). Bestemmelsen har også til formål at sikre den frivillige og ensidige karakter af beslutningen om udtrædelse (25). Når Det Europæiske Råd er blevet underrettet om beslutningen om at udtræde, forhandler Den Europæiske Union med den pågældende stat for at aftale de nærmere bestemmelser for at gennemføre denne beslutning. Artikel 50, stk. 3, TEU fastsætter en tidsbegrænsning for varigheden af disse forhandlinger, idet det fastsættes, at traktaterne ophører med at gælde for den udtrædende stat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan ikke foreligger, to år efter meddelelsen om udtrædelsesbeslutningen, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist. Manglende indgåelse af den aftale, der er omhandlet i artikel 50, stk. 2, TEU, er således ikke til hinder for, at udtrædelsen får virkning (26).
28. I henhold til artikel 50, stk. 3, TEU ophører traktaterne med at finde anvendelse på en medlemsstat, der har givet meddelelse om sin hensigt om at udtræde af Den Europæiske Union, på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttrædelse. For Det Forenede Kongeriges vedkommende trådte udtrædelsesaftalen i kraft ved midnat (CET) den 31. januar 2020, fra hvilket tidspunkt det ophørte med at være en EU-medlemsstat. Som følge heraf besluttede Det Forenede Kongerige bl.a. ikke længere at indføre et statsborgerskab fælles for statsborgere i EU-medlemsstaterne eller at skabe en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk. Eftersom unionsborgerskabet er betinget af, at man erhverver og besidder statsborgerskab i en medlemsstat, og da Det Forenede Kongerige frivilligt opgav denne status på den måde, EU-retten foreskriver, ophørte britiske statsborgere med at være unionsborgere.
29. Artikel 126 i udtrædelsesaftalen fastsatte en overgangsperiode, hvorefter EU-retten fandt anvendelse »på og i Det Forenede Kongerige« indtil den 31. december 2020. I denne periode udelukkede udtrædelsesaftalens artikel 127 udtrykkeligt anvendelsen »på og i Det Forenede Kongerige« af artikel 20, stk. 2, litra b), TEUF, artikel 22, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 40 vedrørende unionsborgernes valgret og valgbarhed ved kommunalvalg i bopælsmedlemsstaten. Det følger heraf, at en britisk statsborger fra og med udtrædelsesaftalens ikrafttræden ikke længere havde ret til som unionsborger at stemme og opstille som kandidat ved kommunalvalg i den medlemsstat, hvor han eller hun har bopæl.
30. Det følger heraf, at britiske statsborgere ophørte med at være unionsborgere ved Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union. Selv om udtrædelsesaftalens bestemmelser gav dem visse rettigheder i overgangsperioden, var stemmeret og valgbarhed ved kommunalvalg i den medlemsstat, hvor de havde bopæl, ikke blandt disse rettigheder.
3. EP’s sag
31. EP har i sine skriftlige bemærkninger fremsat en række argumenter, som kan opdeles i to grupper. For det første gør hun gældende, at hun, uanset Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union, fortsat er unionsborger. For det andet, og subsidiært, har hun gjort gældende, at udtrædelsesaftalen ikke lovligt kunne fratage hende retten til at stemme ved kommunalvalg. Visse punkter, der er anført i disse skriftlige bemærkninger, giver anledning til følgende svar fra min side.
32. Det fremgår af den passage af Den Internationale Domstols dom i Nottebohm-dommen (27), som EP henviser til, at erhvervelse af statsborgerskab er betinget af en positiv handling fra en stats side. Den Europæiske Union har frit bestemt, at erhvervelse af statsborgerskab i en medlemsstat er en betingelse for tildeling af unionsborgerskab. Denne omstændighed er i sig selv tilstrækkelig til at afvise hendes argument om, at en persons tilknytning til en stat, selv når denne tilknytning er blevet muliggjort ved, at hun har haft en retsstilling, der ikke længere eksisterer, i sig selv kan begrunde et krav på statsborgerskab i denne stat.
33. EP synes at hævde, at de bånd, som hun knyttede til Frankrig på et tidspunkt, hvor hun var statsborger i en medlemsstat, forhindrer hende i at blive frataget unionsborgerskabet. Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at EP trods sit lange ophold i Frankrig og sit ægteskab med en fransk statsborger har valgt ikke at erhverve fransk statsborgerskab. Ifølge den franske regering kunne EP ansøge herom, da hun er gift med en fransk statsborger. EP behøver således ikke gøre andet end at indgive den nødvendige ansøgning til de franske myndigheder om at opnå fransk statsborgerskab, hvilket automatisk vil give hende unionsborgerskab. Det er mildest talt paradoksalt, at mens EP udelukkende påberåber sig sin tilknytning til Frankrig til støtte for sin påstand om, at hun har ret til at bevare unionsborgerskabet, så afviser hun samtidig at tage det eneste skridt, der kan føre til, at hun beholder sit unionsborgerskab, nemlig at indgive en ansøgning om fransk statsborgerskab. Frankrig kan ikke anerkende EP som unionsborger, hvis hun ikke har statsborgerskab i en medlemsstat.
34. Domstolen har fastslået, at rettigheder tildelt en unionsborger i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF bl.a. har til formål at fremme den pågældende unionsborgers integration i værtsmedlemsstaten (28). EP gør tilsyneladende gældende, at det forhold, at hun har integreret sig selv i det franske samfund i sin egenskab af unionsborger, medfører, at hun ikke nu kan fratages denne status eller de deraf medfølgende rettigheder. I tillæg til den indsigelse, at EP på samme måde som alle andre britiske statsborgere, som en direkte konsekvens af Det Forenede Kongeriges suveræne beslutning om at udtræde af Den Europæiske Union, ophørte med at opfylde den grundlæggende betingelse for at kunne nyde godt af den status og de fordele, et unionsborgerskab medfører, nemlig statsborgerskab i en medlemsstat, skal det supplerende bemærkes, at integrationen af tredjelandes statsborgere i medlemsstaternes samfund ikke er blandt de mål, som søges fremmet med et unionsborgerskab.
35. Til støtte for et argument om, at statsborgerskab i en medlemsstat ikke er en forudsætning for at opnå unionsborgerskab, har EP også henvist til en sætning i punkt 23 i generaladvokat Maduros forslag til afgørelse i Rottmann-sagen (29), hvorefter »unionsborgerskab forudsætter statsborgerskab i en medlemsstat, men det er også et selvstændigt juridisk og politisk begreb i forhold til det nationale statsborgerskab«.
36. Generaladvokat Maduro understregede i punkt 23 i det nævnte forslag til afgørelse ligeledes, at statsborgerskab i en medlemsstat giver adgang til at drage fordel af de rettigheder, som Den Europæiske Union tillægger disse personer, og gør dem til unionsborgere. Han anførte, at unionsborgerskab er mere end et sæt rettigheder, der i sig selv kunne tildeles dem, der ikke har dem. Det forudsætter eksistensen af en politisk samhørighed mellem unionsborgere, baseret på deres fælles forpligtelse til at åbne deres respektive politiske samfund over for andre unionsborgere og til at opbygge en ny form for samfundsmæssig og politisk solidaritet på europæisk plan. Ifølge generaladvokat Maduro ville medlemsstaterne ved at gøre statsborgerskab i en medlemsstat til en betingelse for at være unionsborger markere, at denne nye form for borgerskab ikke rejser tvivl om den enkeltes primære tilhørsforhold til et nationalt politisk fællesskab. Unionsborgerskabet opnås således ved at erhverve statsborgerskab i en medlemsstat, og adgangen til dette statsborgerskab er reguleret i national ret. Som enhver form for statsborgerskab skaber det grundlag for et nyt politisk rum, hvorfra der udspringer rettigheder og pligter, som fastsættes af EU-retten. Det er ikke erhvervelsen og tabet af statsborgerskab (og dermed af unionsborgerskab) i sig selv, der er reguleret af EU-retten, men betingelserne for erhvervelse og fortabelse af dette statsborgerskab skal være forenelige med EU-retten og overholde unionsborgerens rettigheder.
37. I stedet for at støtte de synspunkter, som EP har gjort gældende, underminerer punkt 23 i generaladvokat Maduros forslag til afgørelse i Rottmann-sagen (30) dem således fuldstændig. Den beskriver begrundelsen for, at unionsborgerskabet er betinget af, at man har statsborgerskab i en medlemsstat, som værende medlemsstaternes gensidige forpligtelse til at opbygge en ny form for borgerlig og politisk solidaritet på europæisk plan. Ved sin suveræne beslutning om at udtræde af Den Europæiske Union har Det Forenede Kongerige givet udtryk for sin klare vilje til at afvise denne forpligtelse. I lyset af denne handling foretaget af en suveræn stat kan en person ikke påberåbe sig sit britiske statsborgerskab hverken med henblik på at gøre krav på unionsborgerskab eller på fordelene herved.
38. EP har endvidere gjort gældende, at det følger af artikel 127, stk. 1, litra b), i udtrædelsesaftalen, at eftersom de deri opregnede bestemmelser er erklæret uanvendelige »på og i Det Forenede Kongerige i overgangsperioden«, gælder denne uanvendelighed ikke for medlemsstaterne, herunder Frankrig. Udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 6, ændrer ikke den territoriale rækkevidde af denne begrænsning, idet den fastsætter, at EU-retten finder anvendelse på alle medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige, i denne periode.
39. Denne læsning af udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 6, synes ikke at tage højde for, at denne bestemmelse ikke henviser til EU-retten som sådan, men derimod til »den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til stk. 1«. Udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 1, litra b), har den virkning, at de bestemmelser, som den henviser til, er udelukket fra anvendelsesområdet for den gældende EU-ret i henhold til denne bestemmelse. Det følger heraf, at udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 6, har den virkning, at medlemsstaterne er fritaget for forpligtelsen til at anvende de i udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 1, litra b), omhandlede bestemmelser i overgangsperioden. Udtrædelsesaftalens artikel 127 pålagde således ikke Frankrig nogen forpligtelse til at beholde EP på de lokale valglister, der blev ført i denne medlemsstat i den pågældende periode.
40. EP har også fremsat en række klager over, at beslutningen om at slette hendes navn fra valglisten ikke tog hensyn til hendes individuelle forhold. Under henvisning til Rottmann-dommen (31) og dommen i sagen Tjebbes m.fl. (32) gør hun gældende, at en afgørelse, der fratager hende fordelene ved unionsborgerskabet, kun kan træffes efter en vurdering af hendes individuelle forhold i lyset af proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og efter at have givet hende en retfærdig procedure, herunder retten til at blive hørt.
41. Som beskrevet i punkt 23-25 ovenfor vedrører Rottmann-dommen (33) og dommen i sagen Tjebbes m.fl. (34) situationer, hvor en medlemsstat fratog individuelle personer deres statsborgerskab, hvorved de også mistede deres unionsborgerskab. Det er i denne kontekst, at Domstolen fastslog, at den pågældende medlemsstat i henhold til EU-retten og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet var forpligtet til at foretage en individuel undersøgelse af konsekvenserne af dette tab for den pågældende person (35).
42. Efter min opfattelse kan EP ikke påberåbe sig Rottmann-dommen (36) og dommen i sagen Tjebbes m.fl. (37) ved at hævde, at en sådan vurdering, hvis der var blevet taget hensyn til hendes personlige forhold, kunne have ført til et andet resultat i hendes sag. Proportionalitetsprincippet kræver, at en kompetent myndighed afvejer modstridende rettigheder og normer, før den træffer en afgørelse, der berører en person. Omstændighederne i denne sag kræver ikke, at den besluttende myndighed foretager en afvejning, der tager hensyn til EP’s personlige forhold. Som en direkte følge af Det Forenede Kongeriges suveræne beslutning om at træde ud af Unionen mistede en person i EP’s situation sin valgret og valgbarhed ved kommunalvalg i Frankrig, bopælsmedlemsstaten. Det er denne suveræne beslutning, ikke en beslutning truffet af en medlemsstat eller en myndighed i en medlemsstat, som medførte, at EP mistede nydelsen af disse rettigheder. I modsætning til de situationer, der var til behandling i både Rottmann-dommen (38) og dommen i sagen Tjebbes m.fl. (39), hverken havde eller har beslutningstageren eller den forelæggende ret nogen beføjelser til at imødekomme EP’s krav. Ingen hensyntagen til EP’s individuelle omstændigheder kunne have ført til et andet resultat, der var i overensstemmelse med EU-retten. Af samme årsag er Domstolens nylige afgørelse i Wiener Landesregierung-dommen (40) ikke til nogen nytte for EP.
43. Jeg vil gerne tilføje, at i det omfang EP forsøger at sidestille sin situation med statsløse personers, hvilket var en del af baggrunden i Rottmann-dommen (41) og Wiener Landesregierung-dommen (42), må det fastslås, at hun er britisk statsborger. Hun kan henvende sig til de britiske myndigheder med alle spørgsmål vedrørende sin status eller sine rettigheder som britisk statsborger. Frankrig og Den Europæiske Union kan ikke spille nogen rolle i en sådan tvist.
44. Disse bemærkninger gælder også for EP’s forsøg på at påberåbe sig berettigede forventninger over for Den Europæiske Union og/eller de franske myndigheder. En eventuel krænkelse af den berettigede forventning, som EP måtte ønske at gøre gældende med hensyn til sin status som unionsborger, skal rettes til Det Forenede Kongerige, som er udtrådt af Den Europæiske Union, og ikke til de franske myndigheder eller til Den Europæiske Union.
45. EP’s anbringende om, at de franske myndigheder fratog hende retten til at stemme og opstille som kandidat ved kommunalvalg og dermed fratog hende retten til at deltage i den demokratiske proces, er ligeledes fejlagtig. Enhver fratagelse af hendes ret til at deltage i den demokratiske proces som britisk statsborger er udelukkende en følge af britisk ret.
46. EP gør endvidere gældende, at det at fratage britiske statsborgere med bopæl i Den Europæiske Union retten til at stemme og opstille som kandidat ved kommunalvalg i den medlemsstat, hvor de har bopæl, er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet, der er nedfældet i artikel 18 TEUF.
47. Domstolen har fastslået, at en unionsborger med bopæl i Det Forenede Kongerige kan påberåbe sig artikel 18, stk. 1, TEUF i overgangsperioden (43). På samme måde kan EP i princippet påberåbe sig forbuddet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet i artikel 18 TEUF over for Frankrig i denne periode.
48. I overensstemmelse med fast retspraksis finder artikel 18, stk. 1, TEUF imidlertid kun selvstændigt anvendelse på situationer, der er reguleret af EU-retten, i det omfang traktaten ikke indeholder specifikke regler om forbud mod forskelsbehandling (44).
49. I denne sag er det tilstrækkeligt at erindre om, at princippet om forbud mod forskelsbehandling med hensyn til udøvelse af valgret og valgbarhed ved kommunalvalg udtrykkeligt er omhandlet i artikel 20, stk. 2, litra b), TEUF, som artikel 127, stk. 1, i udtrædelsesaftalen udtrykkeligt udelukkede fra de rettigheder, som britiske statsborgere fortsat nød godt af i Den Europæiske Union i overgangsperioden.
50. I øvrigt kræver det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling ifølge Domstolens faste praksis, at sammenlignelige situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (45).
51. Hvad angår udøvelsen af politiske rettigheder i Den Europæiske Union befinder tredjelandsstatsborgere, som f.eks. EP, sig på grund af deres forskellige juridiske status ikke i en situation, der kan sammenlignes med medlemsstaternes statsborgere. Forskelle i deres behandling udgør således ikke en uberettiget forskelsbehandling på grund af nationalitet.
52. Denne sidste konklusion berører naturligvis ikke medlemsstaternes mulighed for at give tredjelandsstatsborgere ret til at deltage i kommunalvalg i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i deres respektive nationale lovgivning (46). Med andre ord: Selv om EU-retten ikke forpligter medlemsstaterne til at gøre det, udelukker den dem ikke fra at give tredjelandsstatsborgere stemmeret ved valg i henhold til deres respektive nationale lovgivning. At den franske lovgivning ikke giver disse personer denne ret, kan ikke anfægtes i henhold til EU-retten.
53. Det er med ovenstående betragtninger in mente, jeg nu vender mig mod de fire præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, med henblik på at give den et brugbart svar.
a) Det første spørgsmål
54. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 50 TEU og aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen skal fortolkes således, at unionsborgerskabet fratages britiske statsborgere, som inden overgangsperiodens udløb udøvede deres ret til fri bevægelighed og til at etablere sig på en anden medlemsstats område, navnlig de britiske statsborgere, som har boet på en medlemsstats område i over 15 år og er underlagt den britiske såkaldte »15-årsregel«, hvorved de fratages deres stemmeret.
55. Af de grunde, der er anført i punkt 19-52 ovenfor, ophørte britiske statsborgere som følge af Det Forenede Kongeriges beslutning om at påberåbe sig proceduren i henhold til artikel 50 TEU og den udtrædelsesaftale, der blev indgået mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige, med at være statsborgere i en medlemsstat i Den Europæiske Union. De ophørte som følge heraf med at være unionsborgere. Eventuelle retsvirkninger af EP’s ophold uden for Det Forenede Kongerige for udøvelsen af stemmeretten ved dette lands valg er et anliggende mellem hende og Det Forenede Kongerige, som er et tredjeland, og er således ikke omfattet af denne domstols kompetence.
56. Som følge heraf foreslår jeg Domstolen at besvare den forelæggende rets første spørgsmål med, at artikel 50 TEU og udtrædelsesaftalen har den virkning, at unionsborgerskabet for britiske statsborgere, herunder de statsborgere, der inden overgangsperiodens udløb har udøvet deres ret til fri bevægelighed og til frit at bosætte sig på en anden medlemsstats område, ophørte fra den 31. januar 2020 ved midnat (CET).
b) Det andet spørgsmål
57. Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om udtrædelsesaftalens artikel 2, 3, 10, 12 og 127, sammenholdt med punkt 6 i præamblen hertil og artikel 18 TEUF, artikel 20 TEUF og artikel 21 TEUF skal anses for at have tilladt disse britiske statsborgere, uden undtagelse, at bevare den ret til unionsborgerskab, som de nød godt af forud for Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen.
58. Dette spørgsmål synes at blive stillet ud fra den betragtning, at selv om britiske statsborgere ophørte med at være unionsborgere som følge af artikel 50 TEU og udtrædelsesaftalen, beskytter den kombinerede virkning af de nævnte bestemmelser britiske statsborgere, som allerede havde opnået unionsborgerskab, mod en af følgerne af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union, nemlig at britiske statsborgere mister deres unionsborgerskab.
59. Den tese, som dette spørgsmål er baseret på, støder på mindst tre uoverstigelige hindringer.
60. For det første, som det fremgår af det foreslåede svar på det første spørgsmål, indeholder artikel 50 TEU og udtrædelsesaftalen ingen undtagelse fra reglen om, at Det Forenede Kongerige ved sin udtræden af Den Europæiske Union ophører med at være medlemsstat med alle de følger, der følger heraf for britiske statsborgere.
61. For det andet, da man for at være unionsborger skal være statsborger i en medlemsstat, var alle britiske statsborgere indtil den 31. januar 2020 ved midnat (CET) unionsborgere, uanset om de havde udøvet nogen af de rettigheder, som denne status giver dem. Udøvelsen af de rettigheder, der følger af EU-retten, udgør ikke noget retsgrundlag for at fastslå den enkeltes status som unionsborger.
62. For det tredje er det som tidligere omtalt udtrykkeligt fastsat i udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 1, at artikel 20, stk. 2, litra b), TEUF, artikel 22 TEUF, chartrets artikel 40 og eventuelle retsakter vedtaget på grundlag af disse bestemmelser, ikke finder anvendelse i overgangsperioden.
63. Af disse grunde foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål med, at de nævnte bestemmelser i udtrædelsesaftalen og TEUF ikke giver britiske statsborgere mulighed for, uden undtagelse, at bevare de rettigheder til unionsborgerskab, som de havde før Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union den 31. januar 2020.
c) Det tredje og det fjerde spørgsmål
64. Det tredje og det fjerde spørgsmål stilles i tilfælde af, at Domstolen besvarer de to første spørgsmål benægtende. Da de rejser spørgsmålet om udtrædelsesaftalens gyldighed ud fra flere forskellige, men ensartede synsvinkler, kan det være hensigtsmæssigt at behandle dem samlet.
65. Der følger af fast praksis, at Domstolen har kompetence til, både i forbindelse med et annullationssøgsmål og en anmodning om præjudiciel afgørelse, at vurdere, om en international aftale, som Den Europæiske Union har indgået, er forenelig med traktaterne og med de folkeretlige regler, der forpligter Den Europæiske Union i henhold til traktaterne (47).
66. Når Domstolen, som i det foreliggende tilfælde, har modtaget en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden af en international aftale, der er indgået af Den Europæiske Union, skal denne anmodning forstås således, at den vedrører den EU-retsakt, der godkender indgåelsen af den pågældende internationale aftale. Den gyldighedskontrol, som Domstolen kan foretage i den forbindelse, kan omfatte lovligheden af denne retsakt i lyset af indholdet af den relevante internationale aftale (48).
67. Som anført i punkt 6 ovenfor godkendte Den Europæiske Union ved afgørelse 2020/135 indgåelsen af udtrædelsesaftalen.
68. Henset til ovennævnte betragtninger kan det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål omformuleres således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst, om afgørelse 2020/135 om indgåelse af udtrædelsesaftalen er ugyldig, for så vidt som den ikke giver britiske statsborgere, der er bosat i en medlemsstat, og som ikke har statsborgerskab i en medlemsstat, valgret og valgbarhed ved kommunalvalg.
69. Som nævnt ovenfor er Det Forenede Kongerige ikke længere en medlemsstat i Den Europæiske Union fra den 31. januar 2020 ved midnat (CET). I overgangsperioden fandt EU-retten anvendelse på Det Forenede Kongerige og dets statsborgere i henhold til undtagelsen i artikel 127 i udtrædelsesaftalen, som navnlig udelukker retten til at stemme og opstille som kandidat ved kommunalvalg i bopælsmedlemsstaten.
70. I betragtning af Det Forenede Kongeriges status som tredjeland efter dets udtræden af Den Europæiske Union kan afgørelse 2020/135 efter min mening ikke kritiseres for ikke at give britiske statsborgere valgret og valgbarhed ved kommunalvalg i den medlemsstat, hvor de har bopæl, hverken i overgangsperioden eller derefter. Tabet af disse rettigheder er en af konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges suveræne beslutning om at udtræde af Den Europæiske Union. Denne konklusion påvirkes ikke af, at afgørelse 2020/135, sammenholdt med udtrædelsesaftalen, fastsætter, at visse dele af EU-retten undtagelsesvis finder anvendelse i overgangsperioden med henblik på at sikre Det Forenede Kongeriges ordnede udtræden af Den Europæiske Union, hvilket ifølge dens præambel er formålet med udtrædelsesaftalen. Af disse grunde er jeg af den opfattelse, at afgørelse 2020/135 for så vidt angår retten til at stemme og opstille som kandidat ved kommunalvalg ikke er i strid med artikel 20, stk. 2, litra b), TEUF og artikel 22 TEUF samt chartrets artikel 40. Af de samme grunde er afgørelse 2020/135 a fortiori heller ikke i strid med artikel 18 TEUF og artikel 21 TEUF med hensyn til de spørgsmål, Domstolen skal tage stilling til.
71. Denne konklusion er ligeledes upåvirket af den omstændighed, at visse britiske statsborgere, såsom EP, havde udøvet unionsborgerskabsrettigheder før Det Forenede Kongeriges udtræden, herunder retten til fri bevægelighed og til frit at bosætte sig på en anden medlemsstat i Den Europæiske Unions område. Der er ikke noget retligt grundlag for at hævde, at afgørelse 2020/135 var ulovlig, fordi den ikke gav unionsborgerskab til personer, der ikke længere var unionsborgere i overgangsperioden eller derefter, uanset deres bopælssted.
72. Det skal også nævnes, at det i retspraksis anerkendes, at EU-institutionerne råder over en stor frihed til at træffe politiske beslutninger i forbindelse med varetagelsen af de eksterne forbindelser (49). Under udøvelsen af deres udenrigspolitiske beføjelser kan EU-institutionerne således lovligt indgå internationale aftaler med sine partnere på grundlag af princippet om gensidighed og gensidige fordele (50).
73. I udtrædelsesaftalens præambel anerkendes det, at det er nødvendigt at yde gensidig beskyttelse til unionsborgere og britiske statsborgere samt deres respektive familiemedlemmer under omstændigheder, hvor de har udøvet deres ret til fri bevægelighed. Det er netop i denne sammenhæng, at Kommissionen bl.a. henviser til et forhandlingsdokument med titlen »The United Kingdom’s Exit from the European Union – Safeguarding the Position of EU Citizens Living in the UK and UK Nationals Living in the EU« af juni 2017. Det fremgår af dette dokument, at Det Forenede Kongerige ikke søgte at sikre, at britiske statsborgere med bopæl i Den Europæiske Union nød politiske rettigheder efter dets udtræden til gengæld for, at unionsborgere med bopæl i Det Forenede Kongerige fik tildelt tilsvarende rettigheder (51).
74. Der er således ikke noget retligt eller faktisk grundlag for at fastslå, at Den Europæiske Union har overskredet grænserne for sit skøn i forbindelse med udøvelsen af eksterne forbindelser ved ikke fortsat at tillade britiske statsborgere med bopæl i Den Europæiske Union at udøve deres valgret og valgbarhed ved kommunalvalg i medlemsstaterne efter Det Forenede Kongeriges udtræden, hverken som følge af en ensidig afgørelse eller som resultat af forhandlinger med Det Forenede Kongerige.
75. For så vidt angår det tredje spørgsmål, der specifikt drejer sig om, hvorvidt udtrædelsesaftalen krænker visse principper, der ligger til grund for Den Europæiske Unions identitet og er uforholdsmæssig, da den ikke indeholder nogen undtagelse fra reglen om, at britiske statsborgere mister de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, vil jeg fremsætte følgende korte bemærkninger. Da Det Forenede Kongeriges suveræne valg om at forlade Den Europæiske Union udgør en forkastelse af de principper, der ligger til grund for Den Europæiske Union, og da udtrædelsessaftalen er en aftale mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige for at lette sidstnævntes ordnede udtræden af Den Europæiske Union, var Den Europæiske Union ikke i stand til at insistere på, at Det Forenede Kongerige fuldt ud tilslutter sig nogen af Den Europæiske Unions grundlæggende principper. Unionen kunne heller ikke sikre rettigheder, som den under alle omstændigheder ikke var forpligtet til at gøre gældende på vegne af personer, der er statsborgere i en stat, som er udtrådt af Den Europæiske Union, og som derfor ikke længere er unionsborgere. Da unionsborgerskabet afhænger af besiddelsen af statsborgerskab i en medlemsstat, var der ikke anden mulighed end at udelukke britiske statsborgere fra definitionen af unionsborgere, når man samtidig skulle holde sig inden for traktaternes anvendelsesområde.
76. Hvad angår det fjerde spørgsmål er der med hensyn til spørgsmålet om gyldigheden af udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 1, litra b), ikke noget juridisk grundlag for at skelne mellem de britiske statsborgere, der har udøvet deres rettigheder i henhold til EU-retten, og dem, der ikke har gjort det. Retligt set var alle britiske statsborgere unionsborgere, inden Det Forenede Kongerige trak sig ud af Den Europæiske Union, uanset hvilken brug de måtte have gjort af denne status. Ethvert spørgsmål om berettigede forventninger er et spørgsmål, der må tages op med den stat, de er statsborgere i, nemlig Det Forenede Kongerige.
77. Henset til det ovenstående skal det tredje og det fjerde spørgsmål efter min opfattelse besvares med, at afgørelse 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af udtrædelsesaftalen ikke er ugyldig, for så vidt som den ikke giver britiske statsborgere, der er bosat i en medlemsstat, og som ikke har statsborgerskab i en medlemsstat, valgret og valgbarhed ved kommunalvalg.
V. Forslag til afgørelse
78. På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at besvare de af Tribunal judiciaire d’Auch (retten i første instans i Auch, Frankrig) forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»1) Artikel 50 TEU og Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab har den virkning, at unionsborgerskabet for britiske statsborgere, herunder de statsborgere, der inden overgangsperiodens udløb har udøvet deres ret til fri bevægelighed og til frit at bosætte sig på en anden medlemsstats område, ophørte fra den 31. januar 2020 ved midnat (CET).
2) Bestemmelserne i afgørelse 2020/135 og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver ikke britiske statsborgere mulighed for uden undtagelse at bevare de rettigheder til unionsborgerskab, som de havde før Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union den 31. januar 2020.
3) Afgørelse 2020/135 er ikke ugyldig, for så vidt som den ikke giver britiske statsborgere, der er bosat i en medlemsstat, og som ikke har statsborgerskab i en medlemsstat, valgret og valgbarhed ved kommunalvalg.«