Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Iaşi (Rumænien) den 14. november 2023 – JU mod Spitalul Clinic de Pneumoftiziologie Iaşi

(Sag C-678/23, Spitalul Clinic de Pneumoftiziologie Iaşi)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Iaşi

Parter i hovedsagen

Appellant og sagsøger i første instans: JU

Indstævnt og sagsøgt i første instans: Spitalul Clinic de Pneumoftiziologie Iaşi

Præjudicielle spørgsmål

Er artikel 9 og artikel 11, stk. 6, i Rådets direktiv 89/391 1 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet til hinder for en bindende national lovgivning og praksis, hvorefter arbejdstagerne ikke har ret til direkte at henvende sig til den kompetente myndighed med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet, såfremt de skønner, at de foranstaltninger, der er truffet, og de midler, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren, ikke er tilstrækkelige til at garantere sikkerheden og sundheden under arbejdet, og heller ikke kan anlægge sag ved domstolene, såfremt de skønner, at arbejdsgiveren ikke har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til klassificering af arbejdssteder som arbejdssteder, [der udsætter arbejdstagerne for] belastende forhold, hverken for den arbejdsperiode, der allerede er gennemført, eller for den fremtidige periode af ansættelsesforholdet?

Har artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 vertikal direkte virkning, og giver denne artikel, sammenholdt med artikel 31, stk. 1, og med bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, arbejdstagerne ret til domstolsbeskyttelse i tilfælde af, at de arbejdsgivere som de lovbestemte forpligtelser påhviler, ikke opfylder disse forpligtelser?

____________

1     Rådets direktiv 89/391/EØF af 12.6.1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT 1989, L 183, s. 1).